Epidemikommissionen
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
Dato: 29-04-2021
Sagsnr.: 2107781
Dok. nr.: 1716211
Indstilling fra Epidemikommissionen
Emne
Forlængelse af reglerne om midlertidig fravigelse af byggeloven som led i
håndtering af COVID-19
Indenrigs- og boligministeren
Anmodende minister
Andre relevante
ministerier
Problemstilling
Indenrigs- og Boligministeren har anmodet Epidemikommissionen om at afgive
en indstilling til videreførelse af gældende regler om midlertidig fravigelse af
byggeloven. Det er en videreførelse af regler, som Epidemikommissionen
tidligere har afgivet indstilling om.
Indenrigs- og Boligministeren ønsker på bygningsområdet at videreføre gældende
regler om fravigelse af byggeloven, så kommunerne midlertidigt kan godkende:
1. Hurtig opførelse af COVID-19 testcentre m.v.
2. Brug af andre bygninger til pasnings- og undervisningsformål, som
bygningerne ikke nødvendigvis er godkendt til pga. større arealkrav i
vuggestuer, børnehaver og folkeskoler.
I stedet for byggetilladelse skal der inden ibrugtagning indhentes en udtalelse fra
kommunalbestyrelsen til den konkrete brug. Her vil kommunen skulle tage stilling
til, hvilke foranstaltninger der eventuelt er nødvendige for at bygningen kan
bruges til den konkrete anvendelse. Eksisterende bygninger, der tages i brug,
skal leve op til krav til reglerne om brand- og konstruktionsforhold i
bygningsreglementet. Der skal indhentes en udtalelse herom fra den relevante
kommunalbestyrelse.
Indenrigs- og Boligministeriet påtænker at fastsætte gyldighedsdatoen til den 31.
august 2021, fordi kommuner fortsat vurderes at skulle kunne fravige de
pågældende bestemmelser i byggelovgivningen og hurtigt tage de krævede
bygninger i brug, så længe det er nødvendigt som følge af håndteringen af COVID-
19.
Epidemikommissionens
indstilling
Epidemikommissionen indstiller,
at der sker en forlængelse af midlertidig
fravigelse af byggeloven dels for så vidt angår faciliteter til test og vaccination og
dels med henblik på ibrugtagning af bygninger m.v. til dagtilbud, skoler,
institutioner og lignende.
Epidemikommissionen noterer sig, at Indenrigs- og Boligministeriet finder det
hensigtsmæssigt, at regler om fravigelse af byggelovgivningen fastsættes for en
længere periode end fire uger. Kommissionen anerkender det praktiske hensyn
ved en længere tidshorisont.
Epidemikommissionen lægger vægt på, at smittesituationen løbende følges med
henblik på at vurdere, om der er grundlag for at allerede fastsatte regler
videreføres, ændres eller ophæves.