BUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 77: Orientering om redegørelse om lovovervågning vedrørende undervisningsmiljølovens bestemmelser om antimobning, klageinstans og tilsyn, fra børne- og undervisningsministeren

Børne- og Undervisningsudvalget 2020-21
BUU Alm.del Bilag 77
Offentligt

Bilag 5

Evaluering af

antimobbebestemmelser og

Den Nationale Klageinstans

mod Mobning

Rapport

Juni 26, 2020

BUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 77: Orientering om redegørelse om lovovervågning vedrørende undervisningsmiljølovens bestemmelser om antimobning, klageinstans og tilsyn, fra børne- og undervisningsministeren

Indholdsfortegnelse

Indledning og baggrund.................................................................................................

Læsevejledning

............................................................................................................. 4

Evalueringens formål.....................................................................................................

1.2.1

1.2.2

1.2.3

Formål

....................................................................................................................... 4

Evalueringens elementer

........................................................................................... 5

Sagsrejse...................................................................................................................

Resumé af undersøgelsen

............................................................................................ 8

Konklusioner

................................................................................................................. 9

1.4.1

1.4.2

1.4.3

1.4.4

Hovedfund: Mobbeomfang og vidensbehov

............................................................... 9

Hovedfund: Antimobbestrategier................................................................................

Hovedfund: Handlepligter

........................................................................................ 10

Hovedfund: Første instans, lokal klagebehandling

................................................... 11

1.4.5

Hovedfund: Anden instans, Klagebehandling ved Den Nationale Klageinstans mod

Mobning

1.4.6

1.4.7

1.4.8

1.4.9

Hovedfund: Ungdomsuddannelser

........................................................................... 15

Hovedfund: Mediering

.............................................................................................. 16

Hovedfund: Tilsyn

.................................................................................................... 18

To nøgleperspektiver

............................................................................................... 18

Analyser af lovbestemmelserne

.................................................................................. 24

Omfanget af mobning

.................................................................................................. 24

2.1.1

Forældrenes og institutionernes oplevelse af mobbeomfanget

................................ 24

Lovbestemmelsen om antimobbestrategier.................................................................

2.2.1

2.2.2

2.2.3

2.2.4

2.2.5

Loven kort fortalt

...................................................................................................... 26

Delkonklusioner

....................................................................................................... 26

Kendskab til lovkravet

.............................................................................................. 27

Implementering af antimobbestrategier

.................................................................... 28

Antimobbestrategiens virkninger på skolens arbejde

............................................... 35

Lovbestemmelserne om handlepligter.........................................................................

2.3.1

2.3.2

2.3.3

2.3.4

2.3.5

2.3.6

2.3.7

Loven kort fortalt

...................................................................................................... 37

Delkonklusioner

....................................................................................................... 39

Sagsrejse

–

klageoptakt...........................................................................................

Kendskab til handlingsplanerne

............................................................................... 41

Anvendelse af handlingsplaner

................................................................................ 42

Udfordringer med at konstatere mobning eller lignende

........................................... 44

Når handlepligterne aktiveres: Udarbejdelser af undersøgelser og handlingsplaner

Den lokale klageafgørelse

–

Første instans

................................................................ 58

2.4.1

Loven kort fortalt

...................................................................................................... 58

2.4.2

2.4.3

2.4.4

2.4.5

Delkonklusion

.......................................................................................................... 58

Kendskab til første instans

....................................................................................... 61

Anvendelse af første instans

.................................................................................... 62

Implementering af lokale, systematiske klageprocesser...........................................

Klageafgørelse ved Den Nationale Klageinstans mod Mobning

–

Anden instans

....... 69

2.5.1

2.5.2

2.5.3

Loven kort fortalt

...................................................................................................... 69

Delkonklusion

.......................................................................................................... 69

Kendskab og implementering...................................................................................

Ungdomsuddannelsernes ikke-brug af klageadgangen

.............................................. 79

2.6.1

2.6.2

2.6.3

2.6.4

Kendskab til mobbebestemmelserne på ungdomsuddannelser

............................... 80

Omfanget af mobning på ungdomsuddannelserne...................................................

Syn på mobbeårsager..............................................................................................

Elever på ungdomsuddannelserne: Deres syn på mobning og klagemuligheder......

Medieringstilbud ved STUK

......................................................................................... 88

2.7.1

2.7.2

2.7.3

2.7.4

2.7.5

Loven kort fortalt

...................................................................................................... 88

Delkonklusion

.......................................................................................................... 88

Loven og sagsrejsen

................................................................................................ 89

Implementering

........................................................................................................ 90

Forskellige medieringstyper, forskellige virkninger

................................................... 93

Perspektivering: Klagemuligheder i Norge og Sverige

................................................ 95

Norge

.......................................................................................................................... 96

3.1.1

3.1.2

3.1.3

3.1.4

Centrale bestemmelser

............................................................................................ 96

Klageprocessen og centrale aktører involveret heri

................................................. 98

Brug af klageinstans

.............................................................................................. 100

Fund fra Norske evalueringer.................................................................................

101

Sverige

...................................................................................................................... 102

3.2.1

3.2.2

3.2.3

Centrale bestemmelser

.......................................................................................... 102

Klageprocessen og centrale aktører involveret heri

............................................... 104

Brug af klageinstans

.............................................................................................. 105

Datagrundlag og metode

........................................................................................... 107

Bilag

.......................................................................................................................... 112

Indledning og baggrund

I november 2016 besluttede et politisk flertal at revidere undervisningsmiljøloven fra 2001, som

regulerer det fysiske og psykiske undervisningsmiljø. Formålet har været at skabe rammer for, at

grundskoler og ungdomsuddannelser i højere grad skulle arbejde præventivt med at forebygge og

håndtere mobning samt sikre, at elever, der oplever mobning, har mulighed for at klage over

myndighedernes manglende og eller mangelfulde indgriben.

I august 2017 trådte bestemmelserne i kraft.

Konkret blev formålet adresseret igennem en række

nye krav til procedurer for skolerne, men også igennem oprettelsen af en række nye funktioner og

ansvarsområder hos forskellige myndigheder.

Antimobbebestemmelserne: Væsentlige justeringer, 2017

•

Alle grundskoler og ungdomsuddannelser skal udforme en

antimobbestrategi,

herunder en

strategi mod digital mobning. Strategien skal offentliggøres.

Alle grundskoler og ungdomsuddannelser skal, hvis de oplever mobning eller mobbelignende

tilfælde, udarbejde og gennemføre en

handlingsplan

for, hvordan mobningen afhjælpes.

Den Nationale Klageinstans mod Mobning blev oprettet, hvortil elever og forældre kan klage i

tilfælde af institutioners utilstrækkelige eller fraværende antimobbestrategi og handlingsplan.

Oprettelsen af en medieringsindsats varetaget af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

(STUK), hvor parterne, mens en sag blev ført ved Den Nationale Klageinstans, tilbydes

mediering med formålet at forlige parterne.

Epinion

har på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet haft til opgave at evaluere, hvorvidt

lovbestemmelserne har haft den tilsigtede virkning, herunder hvordan de enkelte elementer

ovenfor er blevet implementeret, virker og influerer hinanden. Evalueringen skal blandt andet

bruges til at vurdere bestemmelserne om klageadgangen, da disse specifikt er underlagt en

solnedgangsklausul og automatisk ophører den 31. juli 2022, medmindre der fremsættes og

vedtages lovændring, som ophæver solnedgangsklausulen.

Tilknyttet projekt har

mobbeforsker Helle Rabøl Hansen.

Hun har bidraget som ekspert med

sparring på spørgeskemaer, interviewguides, fund og fremadrettede perspektiver.

I denne rapport præsenteres resultatet af den samlede evaluering.

Som baggrund for evalueringen bør det ligeledes nævnes, at forskere og børneorganisationer

forud for lovbestemmelsernes implementering havde udviklet og advokeret for et nyt mobbesyn,

navnlig ”det fællesskabsorienteret” mobbesyn. Det fremhæver,

at mobning skal analyseres og

håndteres som et dynamisk udtryk for usunde sociale dynamikker. Som kontrast hertil er fokus i

det gamle såkaldte

”individualiserede mobbesyn”

på mobning som et usundt forhold mellem en

mobber og et offer. Skoler/uddannelsesinstitutioners arbejde med mobning, såvel som deres og

elever og forældres forståelse af, hvornår mobning forekommer, er et resultat af hvilket mobbesyn,

de arbejder ud fra.

Bekendtgørelse af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø, LBK nr. 316 af 05/04/2017

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=188636

Læsevejledning

Rapporten er bygget op som følger.

kapitel 1

præsenteres

evalueringens formål,

herunder en gennemgang af de enkelte

lovbestemmelser, der skal undersøges, og

hvordan de hænger sammen som ”sagsrejse”.

Ligeledes udfoldes et fyldestgørende

resumé

af undersøgelsen, samt

evalueringens

konklusioner.

Sidstnævnte er inddelt i en række

hovedfund

svarende til hvert element i

lovbestemmelserne, samt to

nøgleperspektiver,

der kan bruges til at forstå flere af evalueringens

fund.

kapitel 2

fremlægges

analyserne af lovbestemmelserne.

Først gengives en vurdering af

mobbeomfang, for at give læseren kontekst, hvorefter fundene fra lovbestemmelserne behandles

én bestemmelse ad gangen.

kapitel 3

sættes et

perspektiverende fokus

på de juridiske rammer og udviklinger for

klagepraksis i henholdsvis Norge og Sverige. Kapitlet har til formål at illustrere centrale forskelle og

ligheder på tværs af de tre landes klageadgang, klageproces samt struktur for den afgørende

myndighed.

kapitel 4

fremlægges

datagrundlaget

og de metoder, der har været anvendt i nærværende

undersøgelse.

Kapitel 5

indeholder bilag.

Alle

citater i evalueringen er anonymiserede

og respondentens køn er i nogle tilfælde ændret,

for at fjerne risikoen for henførbarhed. Hvis egenavne bringes op af respondenten, har disse fået

tildelt et pseudonym i citatet.

Evalueringens formål

1.2.1

Formål

Det overordnede formål med undersøgelsen er at evaluere implementeringen og virkningen af

lovens bestemmelser om antimobning. Evalueringen skal danne grundlag for en redegørelse til

Folketinget om

lovens virkninger, herunder om der er behov for justeringer i loven.

Behov for

justeringer kan for eksempel være udsprunget af, at loven ikke har den tilsigtede virkning eller har

utilsigtede konsekvenser.

De evaluerede bestemmelser

inkluderer:

•

Antimobbestrategier

Handleplaner

Lokal sagsbehandling og afgørelse (første instans)

Sagsbehandling hos Den Nationale Klageinstans Mod Mobning (anden instans)

Medieringsindsatsen hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Tilsynet hos DCUM

På tværs af bestemmelserne undersøges

kendskab, udbredelse og brug

blandt skoler og

borgere samt

aktuelle virkninger.

Ligeledes er det undersøgt, hvilke

faktorer,

der har betydning

for,

hvordan

den enkelte bestemmelse har mulighed for at virke, og hvordan lovbestemmelserne

påvirker hinandens muligheder for at virke.

Evalueringen har

haft kvantitativt fokus på

disse temaer i relation til både

grundskoler og

ungdomsuddannelser.

Der har dog været

et større kvalitativt fokus på folkeskolerne

og deres forhold til kommunerne,

da vi har udtrukket en række afsluttede klagesager til interviewopfølgning, som primært stammer

fra folkeskolen

Det skal understreges, at vi derfor har undersøgt de kommuner, skoler og

klagesager, hvor forældrene benyttede klageinstansen

–

og vi derfor også naturligt sætter

fokus på de elementer af sagen, hvor der har været misforståelser, fejl og mangler, der ledte til

brugen af klageinstansen.

Dette er væsentligt for at forstå, hvilke udfordringer, der kan opstå under de nuværende

bestemmelser, der gør at sagen ikke som intenderet løses lokalt men fortsætter til klageinstansen.

Men det gør også, disse kvalitative fund ikke nødvendigvis er generaliserbare til andre kommuner

–

eller nødvendigvis andre sager

–

indenfor samme kommune.

1.2.2

Evalueringens elementer

I dette afsnit vil vi kort opsummere, hvilke elementer evalueringen har haft fokus på.

Nedenstående figur illustrerer, at antimobbestemmelserne er forankret i særligt tre myndigheder.

Figuren illustrerer således, hvilke lovbestemmelser, der knytter sig til henholdsvis det lokale og

nationale niveau.

Figur 1: Evalueringens aktører, lovkrav og funktioner

Den første myndighed, der igennem loven pålægges en række pligter, er

den lokale myndighed

med ansvar for en uddannelsesinstitution.

Alle ansvarlige myndigheder på tværs af grundskoler

og ungdomsuddannelser er pålagt følgende tre pligter:

•

At udarbejde og offentliggøre en

antimobbestrategi

At efterleve en række

handlepligter,

når der konstateres problemer med det psykiske

undervisningsmiljø i form af mobning eller lignende, herunder udarbejdelse og

gennemførsel af en handlingsplan.

At agere lokal klageinstans (første instans),

hvis elever eller forældre vil klage over, at

uddannelsesinstitutionen ikke har levet op til deres handlepligter eller lovbestemmelserne

generelt. Ansvaret for instansen ligger hos øverst ansvarlige for uddannelsesstedet, dvs.

bestyrelsen for selvejende institutioner og kommunalbestyrelsen for folkeskoler. I praksis

uddelegeres kompetencen til at behandle og afgøre klager til kommunale sagsbehandlere,

konsulenter og ledere.

•

Se afsnittet ”Datagrundlag

og metode”

for vægtningen af metoder i forhold til institutionstyper.

Den næste myndighed er

Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM).

DCUM er en statslig

institution med hjemmel i Undervisningsmiljøloven, der har til

”(…) formål at medvirke til at sikre og

udvikle et godt undervisningsmiljø i Danmark”

. I forbindelse med antimobbebestemmelserne

varetager de tre funktioner:

•

DCUM vejleder

elever, forældre, pædagogisk personale og uddannelsesledere i flere

henseende. Både om mobbefaglighed, antimobbeværktøjer, organisatorisk

udviklingsarbejde med antimobbestrategier og handlingsplaner, samt generel viden om

antimobbebestemmelsernes klagemuligheder og myndighedsforpligtigelser.

DCUM fører tilsyn

med uddannelsesinstitutionerne overholdelse af

antimobbebestemmelserne.

DCUM varetager funktionen som

Den Nationale klageinstans Mod Mobning (NKMM).

NKMM har til opgave at agere sikkerhedsnet for de elever, hvis uddannelsessted ikke

lever op til deres handlepligter eller lovbestemmelserne generelt, og hvor eleverne er

uenige i første instansens afgørelse. De kan således forstås som en ankestyrelse, der kan

stadfæste eller ændre den oprindelige afgørelse fra den lokale første instans.

•

Den tredje myndighed er

Styrelsen for Kvalitet og Uddannelse (STUK).

I forbindelse med

ikrafttrædelse af bekendtgørelsen fra april 2018

fik STUK mulighed for at gennemføre

mediering

til de klagesager, der behandles ved Den Nationale Klageinstans. Konkret har mediering det formål

at finde nye veje for samarbejde mellem skole og hjem, på baggrund af den verserende konflikt.

Medieringstilbuddet har ikke til formål at bistå med behandling eller afgørelse af klagesagen.

1.2.3

Sagsrejse

I dette afsnit gennemgås, hvordan de forskellige lovelementer og funktioner kommer til udtryk i et

sagsrejse-perspektiv. Som det kan ses nede i figur 2, er der en naturlig kronologi for

bestemmelsernes indtræden i et givent sagsforløb, som vi også ligger til grund for vores

efterfølgende analyser.

På den enkelte uddannelsesinstitution vil institutionens arbejde med mobning være rammesat af

antimobbestrategien.

Denne skal beskrive, hvordan institutionen håndterer mobning, når det

opstår.

Når en elev, elevens forældre eller skolen selv oplever mobning, er institutionen forpligtet til at

aktivere

handlepligterne.

Dette indebærer bl.a. udarbejdelse og gennemførsel af en

handlingsplan, iværksættelse af midlertidige foranstaltninger, som er nødvendige, for at gribe ind

overfor mobbeproblematikken, samt oplysning om indholdet af handlingsplanen og midlertidige

foranstaltninger til de berørte elever. Er elev og forældre tilfredse med handlingsplanen, er der

fundet en lokal løsning, som ikke går videre som en klagesag. Håndteringen er vellykket og

sagsrejsen stopper her.

Oplever elev/forældre imidlertid, at institutionen enten ikke aktiverer handlepligterne, eller aktiverer

dem på en utilfredsstillende måde, kan de klage til den

lokale klageinstans (første instans)

Hvis den lokale første instans træffer en afgørelse omkring institutionens håndtering, som

elev/forældre kan erklære sig enig i, stopper sagsrejsen her.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=188636

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/255

Som figur 2 viser, klager en stor del direkte til Den Nationale Klageinstans Mod Mobning. DCUM videresender altid

klagen tilbage til den lokale første instans og vejleder telefonisk om lovbestemmelser og forpligtigelser.

Hvis elev/forældre ikke er enige i den lokale instans afgørelse, skal den lokale første instans

hurtigst muligt videresende sagen til

den Nationale Klageinstans Mod Mobning.

Hos den Nationale Klageinstans mod Mobning kan forældre, elever og uddannelsesinstitutionen,

imens sagen behandles, tilbydes

mediering varetaget af STUK.

Når den Nationale Klageinstans mod Mobning træffer en afgørelse, kan de stadfæste den

oprindelige afgørelse fra den lokale instans eller ændre denne afgørelse. Hvis afgørelsen ændres,

kan den også følges op med et påbud. Et påbud pålægger typisk uddannelsesstedet og den

ansvarlige myndighed at bringe forskellige forhold i orden og skriftligt dokumentere, at påbuddet er

blevet fuldt.

Figur 2: Sagsrejsen

–

Fra indledende utilfredshed til sagens afgørelse

Under de enkelte analyseafsnit vil der blive udfoldet en række mindre sagsrejser, der illustrerer

hvilke udfordringer, forløbet kan være underlagt.

Resumé af undersøgelsen

De samlede konklusioner skal ses i lyset af en indledende betragtning.

Overordnet konstaterer vi, at diskussionen af de enkelte lovbestemmelser på tværs er præget af,

at forældre, ledere og myndigheder har meget forskellige forståelser af, hvad lovens forpligtelser

kan

skal

løse. Når det er utydeligt for parterne, hvilket formål en antimobbestrategi,

sagsbehandling, påbud eller mediering forventes at løse

–

og lige så vigtigt

ikke

forventes at løse

–

ser vi, at lovens enkelte forpligtelser står uklart for flere forældre og skoleledere. Når elementer og

krav står uklart for disse parter, bliver de forskellige bestemmelser rodet sammen, og hele lovens

forpligtelser reduceres til at handle om

enten

juridiske, pædagogiske eller styringsmæssige formål.

Men

bestemmelserne har flere

forskellige hensyn,

de skal adressere samtidig og

forskellige

situationer,

de skal afhjælpe. For eksempel kan der peges på, at klageinstansen skal afgøre

hvem der har ret, mens en mediering har til formål at få parterne til at afsøge deres

samarbejdsmuligheder. Formålet med lovændringen var at styrke pædagogikken og tydeliggøre

ansvarsfordelingen for at løse udfordringer med mobning. De tre hensyn er således ikke

modsatrettede i teorien, men opleves i mange tilfælde som sådan i praksis.

Undersøgelsens resultater tyder således på, at der fremadrettet er behov for et styrket fokus på

implementering, hvilket kan understøttes af en tydeliggørelse af lovbestemmelserne. Helt konkret

er der behov for at

skærpe lovtekster, udbrede kendskabet og arbejde systematisk med

implementering af bestemmelserne lokalt.

For eksempel virker det flere steder til, at forældre og

skoler er uenige om, hvornår en situation kan betegnes som mobning og derved aktiverer skolens

handlepligter. Denne uenighed slider på skole-hjemsamarbejde. Det er derfor vigtigt at få

tydeliggjort og udbredt præcis hvad lovbestemmelserne mener med termer som ”mobning

eller

lignende”,

samt processen for hvordan handlepligterne bør aktiveres.

Da der stadig mangler viden og afklaring om processer lokalt får disse mangler også betydning for,

hvad vi kan konkludere om antimobbebestemmelsernes virkninger. For eksempel ser vi forældre,

der er frustrerede over en skolens håndtering (en virkning), men samtidig, at situationen givetvis

kunne have været en anden, hvis parterne var bedre informeret om lovens handlepligter og

klagemuligheder (implementering). Derfor pointerer vi, at de beskrevne

virkninger må ses i lyset

af den aktuelle implementeringsgrad.

For at belyse hvordan den fortsatte implementering kan

understøttes, har vi udarbejdet en separat perspektiveringsrapport, der viderebringer perspektiver

fra brugere, kommuner, lande og mobbeforskningen på, hvilke justeringer, der kan bidrage til, at

utilsigtede virkninger mindskes, og tilsigtede virkninger øges.

Lovbestemmelserne er stadig forholdsvis nye. Det er derfor ikke overraskende, at implementering

ikke alle steder er fyldestgørende. Der må forventes en implementeringsperiode, hvor kendskabet

udbredes, og skoler og uddannelsesinstitutioner igennem håndteringen af klagesager bliver

skarpere på, hvordan man skal gribe det meningsfuldt an lokalt. Undersøgelsen peger på, at

alle

faggrupperne oplever mistrivsel og mobning som reelle problemer,

der er relevante at

håndtere i en uddannelseskontekst. Både skoler og myndigheder er i gang med at udvikle forskel-

lige praksisser, der skal sikre forventningsafstemning mellem myndighed og borger ift. håndtering

af en konkret mobbesag, samt en effektiv og retsmæssig sagsbehandling, hvis det når dertil.

Nedenfor præsentes et

resumé af evalueringens konklusioner.

De er bygget op efter analysens

kronologi. Først præsenteres vurderinger af mobbeomfang for at give læseren kontekst, og

derefter behandles fundene én lovbestemmelse ad gangen. Resumeet afsluttes med

nøgleperspektiveringer.

De skal bidrage til at få et analytisk greb om to grundlæggende

dynamikker, der kan inddrages i fremtidige diskussioner.

Konklusioner

1.4.1

Hovedfund: Mobbeomfang og vidensbehov

Mobning vurderes at være forholdsvist udbredt, men i mindre omfang de fleste steder

84 pct. af uddannelsesinstitutionerne angiver i spørgeskemaundersøgelsen, at der foregår

mobning på deres institution. Blandt disse angiver 77 pct., at der er tale om få elever på hele

skolen. Til sammenligning angiver 20 pct. af forældrene, at de indenfor de sidste tre år har oplevet,

at deres barn blev mobbet i på uddannelsesinstitutionen. 88 pct. af disse forældre angiver, at deres

barn gik i folkeskolen, da de oplevede mobning.

Forældre, der oplever, at skolen er bekendt med mobning og oplever, at skolen ikke gør

noget ved mobning, er mest utilfredse med skolens håndtering

De forældre, som i spørgeskemaet har angivet, at deres barn har oplevet mobning, er blevet

spurgt, hvorvidt de var tilfredse med uddannelsesinstitutionens håndtering. Her angiver 43 pct., at

de var tilfredse eller delvist tilfredse og 36 pct. angiver, de var utilfredse eller delvist utilfredse. Hvis

man kigger på de 22 pct., som har angivet, at de var utilfredse, ses der en sammenhæng med, at

de andetsteds i spørgeskemaet oplever, at uddannelsesinstitutionen ikke gjorde noget ved

mobningen, selvom institutionen ifølge forældrene vidste, at der foregik mobning. I de kvalitative

interviews fremgår det ligeledes, at forældrenes frustration stiger, hvis de ikke oplever, at skolen

handler.

Godt en tredjedel af institutionerne vurderer, at de mangler viden om mobning

Størstedelen af uddannelsesinstitutioner vurderer, at de besidder tilstrækkelig viden om mobning,

mens en tredjedel vurderer, at de mangler viden. 27 pct. oplever, at de mangle viden om hvordan

man forebygger mobning, mens 21 pct. oplever, at de mangler viden om, hvordan man bringer

mobning til ophør.

Analysen viser, at manglen på viden om mobning varierer på tværs af uddannelsesinstitutioner.

Henholdsvis 30 pct. af folkeskolerne, 34 pct. af efterskolerne, 42 pct. af de frie- og private

grundskoler, 40 pct. af gymnasierne og 43 pct. af erhvervsskolerne angiver, at de mangler viden

om forebyggelse af mobning, og/eller hvordan mobningen bringes til ophør.

1.4.2

Hovedfund: Antimobbestrategier

Der har været fokus på udarbejdelsen af antimobbestrategier

Kommunerne og folkeskolerne har, siden loven trådte i kraft, haft større fokus på

implementeringen af nogle bestemmelser end andre. Det element, som ifølge vores undersøgelse,

har haft størst bevågenhed, er antimobbestrategien. Undersøgelsen peger på, at den kommunale

forvaltning typisk har sat fokus på dette i deres skolelederfora. De har samtidig i høj grad været

understøttet af materialer fra DCUM og brugt dem som inspiration til både indhold i strategier og

processerne bag.

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 92 pct. af uddannelsesinstitutionerne har en

antimobbestrategi. Blandt folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoler er andelen forholdsvis høj (96

pct. eller derover) sammenlignet med efterskoler (87 pct.) og specialskoler (79 pct.). Når det

kommer til forældrenes kendskab, viser forældrespørgeskemaet, at 75 pct. kender til lovkravet om,

at uddannelsesinstitutionerne skal have en antimobbestrategi. Selvom man som forælder kender til

kravet, er det ikke sikkert, at man ved, om ens barns uddannelsesinstitution har en sådan strategi.

51 pct. af forældrene ved således ikke, om deres barns institution har en antimobbestrategi.

Hvad angår antimobbestrategiens virkning, ser nogle tilgange, ifølge uddannelsesinstitutionerne,

ud til at virke bedre end andre. I interessent- og skolelederinterviewene fremhæves det, at en

strategi, der er ”copy-pastet” fra nettet for at blive et ”skuffenotat”,

ikke opleves at gøre en forskel.

Det fremhæves, at det er afgørende for, at en antimobbestrategi får effekt, at den udarbejdes

igennem en systematisk diskussion af mobning på uddannelsesinstitutionen med inddragelse af

flere parter. Spørgeskemaundersøgelsen blandt uddannelsesinstitutionerne understøtter denne

pointe. Den viser, at dér, hvor flere parter har været inddraget i udarbejdelsen af strategien, og

hvor den omhandler flere emner (en

bred strategi),

oplever uddannelsesinstitutionerne i højere

grad at være bedre understøttet i det daglige arbejde imod mobning. Flere af uddannelses-

institutionerne med brede og medinddragende strategier vurderer også i højere grad, at der er en

større fælles forståelse af mobning på institutionen.

1.4.3

Hovedfund: Handlepligter

Kendskabet til krav om at udarbejde handlingsplaner er størst blandt folkeskoler

–

lavest

blandt forældre

Uddannelsesinstitutionen skal udarbejde en handlingsplan inden for 10 dage efter, at der er

konstateret mobning. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at folkeskolerne har det højeste

kendskab til dette lovkrav. Blandt folkeskoler angives det, at 83 pct. kender til lovkravet,16 pct. har

hørt om lovkravet, men har ikke væsentligt kendskab, og 2 pct. har aldrig hørt om kravet. Til

sammenligning angiver 74 pct. af erhvervsskoler at kende til lovkravet, mens 20 pct. har hørt om

lovkravet, men ikke har væsentligt kendskab, og 7 pct. aldrig har hørt om lovkravet.

Forældrene er dem, der i lavest grad kender til lovkravet om udarbejdelse af handlingsplaner. 33

pct. af forældrene har således aldrig hørt om lovkravet.

En stor del af de forældre, der har oplevet mobning på deres barns folkeskole, oplevede,

at skolen ikke lavede den påkrævede handlingsplan. Grundskoler inddrager oftere

forældre i udarbejdelse af handlingsplanen end andre uddannelsesinstitutioner.

Blandt de forældre, som har oplevet mobning indenfor de sidste tre år, angiver 7 pct. af

forældrene, at uddannelsesinstitutionen udarbejdede en handlingsplan i forbindelse med

mobbesituationen. Det forholdsvis lave tal kan være et udtryk for flere ting: At institutionen ikke

lavede en handlingsplan, at forældrene er uvidende om, hvad en handlingsplan er, at skolen har

lavet en mundtlig handlingsplan, eller at forældrene ikke er blevet inddraget i arbejdet omkring

handlingsplanen. 74 pct. af folkeskolerne angiver, at de inddrager forældrene hver gang eller i de

fleste tilfælde, hvor de udarbejder en handlingsplan. For gymnasier og erhvervsskoler er

inddragelsen af forældre som forventet mindre. Hhv. 10 pct. af erhvervsskoler og 15 pct. af

gymnasierne inddrager forældrene hver gang eller i de fleste tilfælde, når de udarbejder

handlingsplaner.

Sandsynligheden for at handlingsplaner udarbejdes stiger, hvis det er læreren, der opdager

mobning. Der er forskel på, hvor ofte uddannelsesinstitutioner udarbejder handlingsplaner i tilfælde

af mobning på tværs af institutionstyper. I spørgeskemaet angiver 26 pct. af folkeskolerne, at de

sjældent eller aldrig udarbejder handlingsplaner ved tilfælde af mobning på skolen. Til

sammenligning svarer 41 pct. af gymnasierne, at de sjældent eller aldrig udarbejder

handlingsplaner ved tilfælde af mobning. Det fremgår også af besvarelserne, at institutionerne i

højere grad laver handlingsplaner i de tilfælde, hvor læreren opdager mobning, uden henvendelse

fra elev eller forældre. Dette er tilfældet for alle institutionstyper, med undtagelse af specialskoler.

Uddannelsesinstitutionen udarbejder generelt i mindre grad handlingsplaner, hvis institutionens

elever indgår i mobning uden for skoletiden, eller institutionen er uenig i, at der er tale om mobning.

Analysen viser, at det typisk er skolelederen, og dernæst ansatte med ansvar for elevtrivsel, der

udformer handlingsplanerne.

Uddannelsesinstitutionen skal konstatere, at der er tale om problemer med mobning for at

handlepligterne træder i kraft. Det kan føre til konfliktoptrapning.

Det fremgår af loven, at handlepligterne skal aktiveres, hvis uddannelsesledelsen konstaterer

problemer i form af

”mobning

eller lignende”.

Definitionen

”mobning

eller lignende”

bliver således et

sorteringsværktøj, der aktiverer specifikke pligter i institutionens arbejde og rettigheder, herunder

elevens eller forælderens ret til at klage over institutionens håndtering. Dog viser denne evaluering

–

i forlængelse af forskningen

–

at tvisten i skole-hjemsamarbejde ofte kommer til at handle om,

hvorvidt en situation skal tolkes som mobning eller ej

. Hos Den Nationale Klageinstans mod

Mobning (NNKM) har man opgjort, at 61 pct. af klagerne har omhandlet institutionen manglende

anerkendelse af, at en situation skulle tolkes som

mobning eller lignende.

Når spørgsmålet om at konstatere mobning eller ej bliver udgangspunkt for uenighed mellem skole

og hjem, kan vi på baggrund af vores case-eftersyn konstatere, at parterne ofte oplever

definitionsuenigheder som en hæmsko for det konstruktive arbejde fremadrettet. For forældrene er

det vigtigt, at ledelsen anerkender en situation som mobning, mens det for ledelsen er vigtigere at

lytte og iværksætte relevante aktiviteter og tiltag, der menes at afhjælpe trivselsproblematikken.

Det kan som udefrakommende virke som en ejendommelig disputs om begreber, når parterne

diskuterer, om noget er mobning eller ej. Særligt fordi uddannelsesinstitutionen i flere tilfælde

alligevel handler på problemstillingen og foretager trivselsindsatser, imens de samtidigt afviser, at

mobning har fundet sted i de konkrete klagetilfælde

. Analysen peger på, at det blandt andet kan

skyldes, at ledelsen oplever uklarhed mellem mobbeindsatser og det generelle trivselsarbejde

–

ser det i praksis som én og samme sag, men de oplever, at det juridisk er splittet kunstigt op.

Derfor forsøger nogle ledere også at afhjælpe forældrene i praksis, når de igangsætter initiativer i

klassen, selvom de ikke nødvendigvis er enige i, at der er tale om mobning.

1.4.4

Hovedfund: Første instans, lokal klagebehandling

Lokal sagsbehandling kan være præget af manglende systematik i forhold til traditionelle

forvaltningsretlige principper

På baggrund af case-eftersynet blandt grundskoler og myndighedsinterviews, tegner der sig et

billede af, at dokumentation, behandling og afgørelsen af klagesagerne i første instans nogle

steder bærer præg af forvaltningsretlige fodfejl (Se afsnit 2.4.5 ). Flere skolechefer og skoleledere

peger i vores interviews på, at der på skoleområdet er en svagere tradition for at følge

forvaltningsretlige traditioner end på for eksempel socialområdet. Dette udfordrer både 1. og 2.

instans i deres sagsbehandling, da en forudsætning for god sagsbehandling ofte hviler på skriftlig

dokumentation. Forvaltningschefer er flere steder i gang med at sætte fokus på, hvordan

Hein, N. (2014) Andre blikke på forældres positioner i børns mobning, Pædagogisk psykologisk tidsskrift.

Helle Rabøl Hansen viser i sin ph.d.-afhandling fra 2011, at afvisning af klager over mobning er hyppigt forekommende

i skolerne (Hansen 2011)

skoleledere og skoleforvaltninger generelt kan arbejde mere systematisk med inddragelse af

forvaltningsretlige procedurer.

I arbejdet med at systematisere sagsbehandlingsprocessen lokalt, er der flere ting, der bør

efterleves:

•

Vejledningspligt:

Skoleledere og forvaltning får ikke altid gjort klart overfor borgeren

(elever og forældre), hvilke muligheder de har med hensyn til klageadgang, og hvordan en

lokal sagsbehandling forløber. I spørgeskemaundersøgelsen fremgår det, at 79 pct. af de

frie- og private grundskoler og 67 pct. af folkeskolerne, der har fået henvendelser fra

forældre om, at deres håndtering af mobning var utilfredsstillende, ikke vejledte forældre

om klagemuligheder. Grunden hertil kan være flere, herunder at lederen mangler viden om

klageadgangen, at der er forvirring om klage- og afgørelsesbegrebet hos begge parter,

samt systemiske udfordringer mellem pragmatik og jura (Se Nøgleperspektiv 2).

Notatpligt og journalisering:

Ifølge flere ledere er skolernes hverdag præget af en

mundtlighedskultur. Derfor noteres det ikke altid, hvad ledere eller lærere har set eller aftalt

i forbindelse med en elevs mistrivsel eller en forældrehenvendelse. Hvis der findes notater,

er de ofte ikke journaliserede, men spredt over flere lokationer. Manglende skriftlig

dokumentation påvirker både sagsbehandlingstiden og afgørelsens kvalitet i første og

anden instans.

Informeringspligt ved afgørelser:

Når borgere informeres om første afgørelse, skal

borger samtidig informeres om processen fremadrettet. Nogle sagsbehandlere kan godt

blive skarpere på at informere borgeren om, på hvilket grundlag afgørelsen er truffet,

hvordan de skal erklære sig

enig

eller

ikke enig

i afgørelsen, hvad tidsfristen er herfor og

hvilke muligheder, der ligger hos NKMM.

Videresendelsesprocedurer til DCUM:

Det kan være uklart, hvornår første instans er

forpligtet til at videresende klagen til DCUM. Loven angiver ikke en klar frist herfor, men

beror på et juridisk princip om, at det skal ske

”så hurtigt som muligt”.

Der er også klagere i

undersøgelsen, der har oplevet, at deres afgørelse ikke blev sendt videre til trods for

uenighed om afgørelsen. Enkelte mener også, at de ikke er blevet oplyst af kommunen om,

at det var en mulighed. DCUM har i 2019 modtaget 5 klager (ud af i alt 44), hvor det er

forældrene selv, der har sendt første instansens afgørelse videre til NKMM.

•

Kommunal uddelegering af kompetence til klageafgørelse hos skolelederne giver ifølge

klagere udfordringer med inhabilitet

Når en klage på folkeskoleområdet skal behandles ved første instans, er det formelt

kommunalbestyrelsen, der bærer ansvaret. Klageafgørelsen bliver dog i langt de fleste tilfælde

uddelegeret til andre myndighedspersoner i kommunen, herunder i flere tilfælde også til

skolelederen selv. Interessenter og forældre peger på, at uddelegering til skoleledelsen er

problematisk ud fra betragtningen om inhabilitet. De er i tvivl om, hvorvidt lederen uden fordomme

kan forholde sig kritisk til sin egen skoles sagshåndtering og egen tidligere afgørelse. Hvis lederen

mangler viden om, hvad sagsbehandling indbefatter i forhold til udarbejdelse og præcise frister,

bliver dette sandsynligvis en bremseklods for, at sagen kan komme hurtigt videre. Hos kommuner,

hvor afgørelsen er uddelegeret til skolelederne, argumenterer man for, at skolelederen er tættest

på, har mest viden om sagen og dens pædagogiske implikationer, og derfor er den rette til at

træffe afgørelsen. Hos andre kommuner har man valgt at lade en jurist eller en pædagogisk

konsulent i forvaltningen være sagsbehandler i første instans.

1.4.5

Hovedfund: Anden instans, Klagebehandling ved Den

Nationale Klageinstans mod Mobning

Brugen af instansen er støt stigende

Som det fremgår af tabel 1, er antallet af klager mere end fordoblet fra 2018 til 2019. I 2019 fik

instansen således 120 klager. Ud af disse var 76

direkte klager,

som instansen sendte tilbage til

den lokale myndighed til første behandling. Der blev indledt behandling i anden instansen på de

resterende 44 klager. 36 ud af disse 44 klager er tidligere noteret hos instansen som direkte

klager. Det vil sige, at størstedelen af de klager, som NKMM modtager, er kendetegnet ved, at

NKMM tidligere har haft kontakt til og vejledt den lokale myndighed i deres forpligtelser som første

instans. Det virker sandsynligt, at NKMM igennem den indledende vejledning sørger for, at den

lokale myndighed ved, at klagen skal videre til NKMM, hvis klageren erklærer sig uenig i

afgørelsen. Omvendt er der kun få sager, der når frem til anden instansen uden en forudgående

direkte klage til anden instansen. I 2019 har der været i alt tre sager ud af 44, hvor den lokale

myndighed har truffet en afgørelse, som borgeren ikke var enig i, hvorefter den lokale myndighed

uden indledningsvis inddragelse af NKMM har videresendt sagen til NKMM. Det tyder på, at

NKMM er med til at udbrede viden om behandling af mobbesager, herunder elever og forældres

rettigheder.

Tabel 1: Oversigt over klager, Den Nationale Klageinstans Mod Mobning (NKMM)

2017

Antal klager i alt

Direkte klager

dvs. klager, som mangler afgørelse ved første instans, og som

NKMM sender tilbage til rette myndighed parallelt med

vejledningsindsats

2. behandlingsklager

dvs. klager, som har modtaget en afgørelse ved første instans,

og hvor en sagsbehandling kan indledes hos NKMM

Afviste eller tilbagekaldte klager

dvs. klager, som bliver trukket tilbage, eller af anden grund

ikke kan afgøres af NKMM

Antal afgørelser i anden behandlingssager

Udstedte påbud

2018

2019

Total

174

120

119

Sagerne handler overvejende om, hvorvidt institutionslederen skulle konstatere mobning

eller lignende

Hos NKMM inddeler man typisk klagesagerne i to typer: Sager, hvor uenigheden mellem klager og

uddannelsesinstitution enten handler om:

Institutionsledelsens konstatering af, at mobning eller lignende ikke finder sted, og at

handepligterne i lovbestemmelserne derfor ikke skal aktiveres.

Hvorvidt institutionen lever op til handlepligterne, som beskrevet i undervisningsmiljøloven.

Antal klager i alt dækker både direkte klager (dvs. klager, der endnu ikke er blevet første behandlet) og klager, der

retmæssigt er sendt til anden behandling.

De fleste af sagerne (61 pct.) handler om første punkt. Som beskrevet ovenfor, skaber loven i sin

nuværende udformning udfordringer med at forstå hvordan og hvornår, man som leder forventes at

konstatere mobning eller lignende.

Instansen afgjorde 29 sager i 2019. Samtlige sager havde udspillet sig på grundskoleniveau, og

fordelte sig på henholdsvis folkeskoler (68 pct.) og frie- og private grundskoler (32 pct.). I alt fik 60

pct. af klagerne medhold, og den oprindelige afgørelse fra den lokale instans blev ændret. I 44 pct.

af sagerne blev der udstedt påbud.

Der er begrænset kendskab til NKMM blandt forældre

–

og nogle institutionstyper

Antallet af sager hos NKMM må antages at hænge sammen med kendskabet til klagemuligheden.

I spørgeskemaet til forældre svarer 85 pct., at de ikke kender til NKMM.

Spørgeskemaundersøgelsen blandt uddannelsesinstitutioner viser, at folkeskolerne har størst

kendskab. Således vurderer 58 pct. af folkeskolerne, at de har kendskab til instansen og

klagemulighederne, 36 pct. har hørt om instansen, men har ikke væsentligt kendskab til

klagemuligheden og 6 pct. har aldrig hørt om instansen. For gymnasier, erhvervsskoler, efterskoler

samt frie, private grundskoler, er kendskabet mindre. For hver af disse institutionstyper har

minimum 22 pct. af de adspurgte aldrig hørt om instansen.

Sagsbehandlingens kvalitet og behandlingstid udfordres af manglende skriftlighedskultur

på institutionerne

NKMMs sagsbehandling og afgørelse foregår udelukkende på baggrund af de skriftlige

dokumenter, der foreligger i en sag op til det tidspunkt, hvor klagen blev afgjort i første instans,

mens efterfølgende oplysninger indgår i vurderingen af, om der skal udstedes påbud. Som

grundlag for deres afgørelse indhenter NKMM dokumenter såsom antimobbestrategier,

handlingsplaner, korrespondancer mellem forældre, lærere og ledere, notater, klasselogs,

trivselsundersøgelser og andet. De bruger dokumenterne til at undersøge, hvordan

uddannelsesinstitutionerne håndterede situationen i klassen samt, hvordan de undersøgte og

handlede herpå. At behandlingen både er bagudrettet og hviler på et skriftligt grundlag, giver flere,

sammenhængende udfordringer:

•

Der mangler ofte skriftlig dokumentation for, hvad institutionen har gjort og hvorfor. Dette

gør det svært for NKMM at træffe en klar afgørelse. Manglende dokumentation fra

institutionen kan i sidste ende betyde, at NKMM bliver nødt til at afvise en sag, til frustration

for klager. Manglende skriftlighed kan også frustrere institutionerne selv, idet de ofte mener,

at de har gjort det rigtige i sagen,

men ikke kan ”få point”

for det i afgørelsen, fordi de ikke

har dokumenteret det.

Det kan ofte forlænge sagsbehandlingstiden, hvis institutionerne ikke har journaliseret de

dokumenter, der har relevans for sagen

. Dette skyldes, at det kan kræve op til flere

tidskrævende parthøringsrunder med både forældre og institutioner, hvis dokumentation

dukker op

”drypvis”

og skal høres ad flere omgange.

•

Forældre oplever, at klageadgangen er vigtig, fordi den sætter fokus på problematikken og

afgør retslige spørgsmål

Det kvalitative datagrundlag peger på, at forældre, uanset om de får medhold eller ej, finder, at

NKMM varetager en vigtig opgave. I praktisk forstand oplever forældre ofte, at en klage til NKMM

Vigtigheden af journaliseringspligt

–

også i en pædagogisk kontekst

–

er blevet fremhævet af ombudsmanden.

kan få en institution i tale og få dem til at forholde sig til sagen på ny. Desuden kan instansen i

mere principiel forstand afgøre, hvem der

får ret.

Et medhold fra instansen beviser både over for

eleven og forældrene selv, såvel som deres omverden, at de gjorde ret i at indlede en klage.

Denne anerkendelse udgør en væsentlig faktor for flere forældre.

Forældre har ofte for store forventninger til, hvad en afgørelse og et påbud kan løse i

praksis

I det kvalitative datagrundlag er der en række mønstre i, hvordan en skole-hjemkonflikt kan udfolde

sig. Det fremgår på tværs af interviewene med forældre og skoleledere, at stridspunkterne mellem

skole og hjem knopskyder og filtres sammen, desto mere konfliktfyldt situationen bliver. En konflikt

kan således starte med, at en forælder henvender sig til en klasselærer omkring manglende

håndtering i en specifik situation, i en specifik klasse

–

men når forælderen over længere tid har

oplevet manglende anerkendelse, begynder konflikten også at omhandle skolens ledelsesstil,

personlighedsspørgsmål og oplevelsen af et system, der fejler. Når denne dynamik indtræffer,

stiger forælderens behov for at få en afgørelse og et påbud, der adresserer den samlede uret og

skaber en større forandring. Særligt har flere forældre udtrykt et behov for, at afgørelsen og

påbuddet sikrer, at skolen oprigtigt lærer noget, og giver forældrene en undskyldning. Dette kan en

juridisk afgørelse dog aldrig garantere. Forældrene efterspørger derfor, at instansen i sine påbud

får mandat til at gøre mere, end at henstille skolen til at dokumentere skriftligt, hvordan de

efterlever påbuddet. Helt konkret forestiller nogle forældre sig, at DCUM kunne komme ud og

forklare deres afgørelser og baggrunden herfor for forældre og lærere. Andre efterspørger påbud

om, at institutionen skal modtage undervisning eller vejledning i mobbehåndtering.

Instansens afgørelser bidrager til, at forvaltning og leder i højere grad efterlever

lovbestemmelsernes procedurer

NKMM ser igennem sine afgørelser ud til at have en positiv virkning på den fortsatte

implementering af lovbestemmelserne, idet forvaltninger og institutionsleder får viden om DCUMs

fortolkning af lovbestemmelserne og gentænker deres procedurer. Forvaltninger eller

institutionsleder kan godt være uenige om behovet for en national klageinstans, eller opfatte

klageinstansens afgørelser og påbud som uhensigtsmæssige eller bureaukratiske. Men i de fleste

tilfælde skaber afgørelsen alligevel (gen)overvejelser om, hvilke procedurer og overvejelser man

skal gøre sig for i højere grad at håndtere mobning i henhold til lovens bestemmelser fremadrettet.

1.4.6

Hovedfund: Ungdomsuddannelser

Mobning vurderes at finde sted på de fleste ungdomsuddannelser, men i begrænset

omfang

På tværs af gymnasier, erhvervsskoler og folkeskoler vurderer 80 pct., eller derover, at der ikke

mobbes i hver klasse, men at der på institutionen vil være nogle få elever, der bliver mobbet. Det

kan dog samtidig ses i spørgeskemaundersøgelsen, at gymnasierne i skoleåret 2019/2020 har

modtaget flere henvendelser fra forældre eller elever om mobning end erhvervsskolerne. 44 pct. af

gymnasierne har således modtaget en sådan henvendelse, overfor 22 pct. af erhvervsskolerne.

Kendskabet til lovbestemmelserne er mindre på gymnasier/hf og erhvervsskoler, end på

folkeskoler

I spørgeskemaundersøgelsen ses en tendens til, at folkeskolerne i højere grad end andre

institutioner oplever at have indgående kendskab til forskellige elementer af lovbestemmelserne.

Den største forskel angår kendskabet til NKMM og muligheden for at indgive en klage. Her svarer

6 pct. af folkeskolerne, at de aldrig har hørt om den. Til sammenligning svarer 22 pct. af

erhvervsskolerne og 30 pct. af gymnasierne, at de aldrig har hørt om den. Hvad angår kendskab til

kravet om hhv. antimobbestrategier og handlingsplaner, vurderer erhvervsskolerne generelt at

have en anelse mindre kendskab end både folkeskoler og gymnasier.

Mobbeforståelsen varierer på tværs af gymnasie, erhvervsskoleområdet og

grundskoleområdet

I spørgeskemaundersøgelsen kan ses, at der er forskelle på, hvordan man opfatter mobning, og

hvad mobning skyldes på tværs af institutionerne. Det fremgår eksempelvis, at gymnasierne i

højere grad end de øvrige uddannelsesinstitutioner anser umodenhed hos mobberen som en

årsag til mobning. Således angiver 52 pct. af gymnasierne, at de er enige eller delvis enige i dette

udsagn, modsvarende hhv. 37 pct. for erhvervsskoler og 25 pct. for folkeskoler. Ligeledes fremgår

det, at ungdomsuddannelser i højere grad mener, at mobning skyldes mangelfuld opdragelse

hjemmefra. Her er hhv. 52 pct. af de adspurgte blandt erhvervsskolerne og 46 pct. af gymnasierne

enige eller delvist enige i et udsagn herom. Tilsvarende er kun 26 pct. af grundskolerne enige eller

delvis enige i, at mobning skyldes manglende opdragelse. Det tyder altså på, at der på gymnasier

og erhvervsskoler i højere grad end på grundskoler er en individfokuseret forståelse af mobning.

Elever på ungdomsuddannelser bruger sjældent klageadgangen

–

de kender ikke til den

og oplever udfordringer ved den nuværende klageadgang, når de oplyses herom

En opgørelse over anvendelsen af NKMM viser en begrænset brug af klagemuligheden blandt

elever på ungdomsuddannelser. Kun 3 ud af i alt 120 klager i 2019 var fra en ungdomsuddannelse.

Fokusgruppeinterviews med elever fra gymnasiale- og erhvervsuddannelser peger på, at dette

skyldes et begrænset kendskab til klagemuligheden. Desuden peger eleverne på, at sagsforløbet

kan virke uoverskueligt. Det skal ses i lyset af, at eleverne forventer, at de

selv

bør varetage

opgaven uden hjælp fra forældre, fordi de er ældre og mere selvstændige end grundskoleelever.

Samtidig erkender eleverne, at de ikke ville have det nødvendige overskud til at gennemgå en

klagesag på egen hånd, når de samtidig var påvirket af mobning. Flere anså derfor skoleskift som

en lettere løsning på mobbesituationen.

1.4.7

Hovedfund: Mediering

Parterne takker ja til medieringstilbuddet hver anden gang det tilbydes

I alt er mediering blevet tilbudt i 24 sager siden bestemmelserne trådte i kraft, hvoraf parterne i 12

af tilfældene har takket ja. I de fleste sager, hvor der er afholdt møder, er der afholdt ét

medieringsmøde (6), mens der i færre sager er afholdt to medieringsmøder.

Tabel 2: Oversigt over medieringstilbud og afholdelser

Total

Antal sager, der blev tilbudt mediering

Antal sager, der har takket ja til mediering

Antal medieringer med et møde

Antal medieringer med to møder

Opfølgende læringsmøder med forvaltningen

(plus 3 fremadrettet)

(ud af 9)

Medieringssager, der endte med skoleskift

(der er kendskab til)

Mediering anses af parterne som et relevant redskab til at forene parter i mobbesager

Analysen peger på, at både forvaltning, institutionsleder og forældre som udgangspunkt vurderer

mediering som en god idé, når et skole-hjemsamarbejde begynder at gå skævt. Det er ligeledes

forældrenes og institutionsledernes oplevelse, at STUK har udviklet gode medieringsværktøjer til at

sætte fokus på barnets perspektiv til medieringsmøderne. De oplever, at inddragelsen af

børneperspektivet sætter fokus på, hvad konflikten egentlig burde handle om, og derved i

princippet danner et godt udgangspunkt for en samtale.

Medieringens virkninger afhænger af, hvornår i forløbet det ligger

Parterne oplever generelt, at mediering tilbydes for sent. Dette ud fra forældre og skolelederes

formodning om, at mediering ville have bedre vilkår for at virke tidligere i en konfliktoptrapning.

Logikken bag denne formodning er, at jo senere mediering tilbydes, desto værre er konflikten ofte

blevet. Over tid går uenigheden mellem institution og hjem fra at handle om, hvad en institution

gjorde eller ikke gjorde (en specifik uenighed), til at handle om en mere grundlæggende uenighed

med institution ledelsesstil, kultur og mobbesyn. Når uenigheden bliver så grundlæggende, får

parterne

til tider ”døve øre” for hinandens perspektiver. Succeskriterierne, der kan forventes af selv

en god medieringsindsats, bliver derfor relativt afhængig af, hvornår medieringen ligger, og hvem

der tilbydes mediering. Generelt betyder det, at man ikke kan forstå medieringsindsatsen som et

statisk værktøj. I stedet bør den fremadrettede undersøgelse af, hvad mediering skal i forhold til

lovbestemmelserne, omhandle den potentielle værdi af

flere forskellige slags medieringsindssatser

med forskellige formål på forskellige tidspunkter.

Den aktuelle mediering kan have en afklarende virkning

STUK tilbyder mediering, som begge parter frivilligt skal acceptere, før medieringen kan

igangsættes. Parterne har takket ja i halvdelen af de sager, hvor mediering har været tilbudt.

Tidligere tilbød STUK parterne ét møde. De er dog for nylig begyndt at lægge op til to møder fra

start, da de har erfaret at møde nummer to øger sandsynligheden for, at parterne når til en fælles

afklaring i forhold til samarbejdet.

Analysen viser, at mulighederne til et medieringsmøde er betinget af det tidspunkt i konflikten eller

uenigheden, mødet finder sted. Derudover viser analysen, at parternes tilgang til mediering

betyder meget for, hvad STUK kan gøre i medieringsindsatsen. Udfordringerne opstår hos begge

parter. På den ene side er der forældre, der har så stort et behov for en undskyldning, at

medieringsmødet kommer til at handle om at få ret, hvilket ikke er formålet med mediering. På den

anden side kan institutionsledere have takket ja til mediering, fordi skolechefen kraftigt opfordrede

til det, mens de ikke selv er medieringsparate.

STUK har under udviklingen af det nuværende koncept for mediering blandt andet skulle vurdere,

hvordan de, under deres aktuelle betingelser, kan lave en medieringsindsats med en positiv

virkning for forældre og institution. I dette arbejde har der derfor været meget fokus på, at

medieringsforløbet skal hjælpe parterne til at forstå hinandens perspektiver

med det formål,

parterne bliver afklaret i forhold til hinanden og til deres fremtidige samarbejdsmuligheder. En

succesfuld afklaring består ifølge STUK i, at forældre og skolens ledelse oplever en dialog, hvor:

Begge parter føler de får sagt højt, hvad der er vigtigt at sige (1) så den anden part får forståelse

for intentionen bag ens handlinger (2), således man på baggrund heraf kan nå frem til en fælles

afklaring i forhold til det fremtidige samarbejde

–

eller i nogle tilfælde ophør af samarbejde (3).

I vores tilfældigt udtrukne medieringscases, kan vi se et eksempel på, hvordan skoleleder og

forældre oplevede et gennembrud ved mediering (af to møder). Eleven skiftede skole, men begge

parter skiltes uden nag, og parterne oplevede, at medieringsforløbet hjalp både dem og eleven

videre på en positiv måde omstændighederne taget i betragtning. I de andre to cases blev der

takket nej til møde nummer to, da parterne ikke oplevede at komme hinanden nærmere efter møde

nummer et. Her skal det understreges, at datagrundlaget er snævert grundet få sager, hvorfor

ovenstående ikke udgør repræsentative fund, men snarere erfaringer fra enkeltstående sager.

1.4.8

Hovedfund: Tilsyn

Næsten halvdelen af institutionerne er bekendte med DCUMs forpligtelse til at føre tilsyn

42 pct. af alle de adspurgte institutionstyper er bekendte med, at DCUM kan føre tilsyn med

institutionernes udarbejdelse af en antimobbestrategi. 21 pct. af efterskolerne kender til DCUMs

tilsynsmulighed, og er dermed den institutionstype med det laveste kendskab.

Folkeskolerne (47

pct.), gymnasierne (50 pct.) og erhvervsskolerne (57 pct.) har det højeste kendskab hertil.

Kendskabsgraden blandt folkeskolerne, gymnasierne og erhvervsskolerne er signifikant højere end

kendskabet blandt efterskolerne.

Analysen viser desuden, at de institutioner, som har anvendt DCUMs inspirationsmaterialer i

udarbejdelsen af deres antimobbestrategi, har et signifikant højere kendskab til DCUMs mulighed

for at føre tilsyn, sammenlignet med institutioner, som ikke har anvendt DCUMs materialer.

1.4.9

To nøgleperspektiver

I det følgende afsnit præsenteres to nøgleperspektiver. De udgør et forsøg på at opstille

analytiske greb,

der kan bruges til at forstå og diskutere de udfordringer eller spændinger, der

opstår i mødet mellem de gældende lovbestemmelser og en virkelig og indfiltret praksis.

•

Det

første nøgleperspektiv

handler om den generelle

konfliktdynamik,

herunder hvordan

konfliktens indhold, parterne og deres behov udvikler sig, når sager går hele vejen til

afgørelse ved Den Nationale Klageinstans Mod Mobning.

Det

andet nøgleperspektiv

handler om hvordan ledere oplever en udfordrende spænding,

når forholdet til forældrene går fra

en pragmatisk, hverdagsrelation, til en potentiel

klagerelation.

Herunder sættes fokus på kommunikationsdilemmaer og muligheder for

opblødning af spændingen.

•

Det skal understreges, at de to perspektiver ikke påstår at være fyldestgørende eller gyldige for

alle situationer. De er et forsøg på at reducere og forstå kompleksiteten i nogle dynamikker, der

slår igennem flere steder samt at give værktøjer til en diskussion af fremtidige

implementeringstiltag.

Nøgleperspektiv 1: Konfliktdynamik mellem skole og hjem

I første nøgleperspektiv fremlægger vi en sammenfattende pointe om, hvordan skole-hjem-

konflikter generelt forløber omkring en mobbesag. Konfliktforløbets typiske dynamik er væsentlig at

forstå, da analyserne viser, at forældrenes oplevelser og forventninger til mediering og

sagsafgørelser i høj grad skabes i denne dynamik.

Spørgsmålsformulering i spørgeskema:

Har du kendskab til, at DCUM kan føre tilsyn med om skolerne har en

antimobbestrategi, og om strategien lever op til lovgivningen?

I interviews med de parter fra grundskolen, der har haft igennem en klagesag ved Den Nationale

Klageinstans mod Mobning (anden instans), fremgår det tydeligt, at en længere konflikt har sat

sine spor. Forældre, og til dels institutionsledere, oplever at have befundet sig i en større konflikt

og påpeger, at det er slidsomt for alle at befinde sig i en sådan konflikt over længere tid. Når

parterne beretter om, hvordan konflikten starter og frem til, hvordan parterne slutter, lader der til at

være visse sammenfald i, hvordan konflikterne er forløbet.

I nedenstående boks har vi sammensat et illustrativt forløb, med elementer fra forskellige forældre

og skolelederes beretninger. Mange af elementerne går på tværs i flere beretninger.

Figur 3: Eksempel på en konflikt dynamik

Forældrene har oplevet at deres barn for eksempel er blevet skubbet eller holdt ude af en

vennegruppe, og retter henvendelser til klasselæreren om situationen. Forælder og

klasselærer har en dialog om, hvad skolen vil gøre i det konkrete tilfælde. Forældrene

oplever senere, at læreren ikke gør som aftalt, eller som forældrene forventer. Ledelsen

og forældre til implicerede elever inddrages. Møder afholdes med lederen, men

forældrene føler ikke, at deres problem anerkendes og oplever eventuelt, at lederen

holder hånden over sine medarbejdere. Der kommunikeres typisk over flere mails eller

møder. Lederen iværksætter typisk tiltag for at begrænse mobbeproblematikken, men

forældrene er ikke enige i, at de løser problemet eller oplever, at lederen ikke har forstået

problemets alvor. Forældrene begynder i stigende grad at se lederen og ledelsesstilen

som problemet. Lederen er undervejs blevet frustreret. En leder oplever for eksempel, at

forældrene overfuser en lærer. Forældrene lufter eventuelt deres stigende utilfredshed

med skolens håndtering på et forældremøde

–

andre forældre er ikke nødvendigvis

enige, hvilket danner grundlag for små grupperinger internt i forældregruppen. Undervejs

er lederne begyndt i højere grad at se forældrene på en ny måde. En leder kan for

eksempel kontakte den gamle skole, hvor forældrenes barn tidligere gik, for at høre om

deres historik. Lederen kan sammen med sit personale bekræfte hinanden i, at sagen

handler om forældre, der har nogle særlige behov. Forældrene sender eventuelt klage til

kommunen. Her oplever de en sagsbehandler, der er enig med skolen i, at skolen gjorde,

hvad skolen skulle. Forældrene oplever manglende anerkendelse igen, og ser i nogle

tilfælde sagsbehandlerens afgørelse som udtryk for et system, der beskytter sig selv.

Forældrene søger på nettet og finder DCUM samt forskellige hjemmesider om

mobbeforskning. De føler sig bekræftet i, at de har en sag. Sagen sendes til 2. instans. I

nogle tilfælde begynder forældrene at holde barnet hjemme. Dette modsvares i nogle

tilfælde af indberetninger fra skolen og kommunen om, at eleven skal møde i skole. Det

begynder at blive sværere for forældrene at se, at barnet kan fortsætte på skolen. Nogle

forældre sygemeldes fra arbejde. Beslutningen om at føre sagen videre begynder derfor i

stigende grad at bero på principielle og idealistiske motiver: Forældrene har behov for at

vise deres omverden, at de gjorde ret i at klage, og at skolen bliver bedre til at håndtere

mobning, for fremtidige elevers skyld.

Som det fremgår af beskrivelsen, er der flere udviklinger undervejs. Konkret fremgår det, at

parternes formål og behov forskyder sig løbende:

•

Konfliktens parter multipliceres:

Forældrenes henvendelse går fra at være afgrænset til

en dialog med en lærer til at omhandle ledelsen, lærerkollegiet, forældregruppen og

kommunen, der hver især kan tilskrives forskellige hensyn og motiver.

Konfliktens omdrejningspunkt knopskyder til flere niveauer:

Sagen går fra at

forældrene har

en anke

imod, hvad der pædagogisk blev eller ikke blev gjort til

flere anker

imod kulturelle mangler: ledelsesstilen, forældresammenholdet eller et kommunalt system,

der ikke griber ind.

•

•

Formålet forskydes:

Hvor formålet med forældrenes henvendelse til start var at få deres

barns trivsel i bedring bliver formålet principielt og idealistisk. Der skal gribes ind overfor

skolen for kommende elevers skyld.

Behov forstærkes:

I lyset af, at formålet i stigende grad bliver principielt og idealistisk, går

forældrenes behov

også fra ”blot” at

sikre øget trivsel for deres barn til et behov om, at

skolen skal lære af sine fejl, undskylde overfor forældre eller straffes.

I interviews med forældre, går det igen, at de ikke har følt sig

anerkendte.

Det virker til at have

været en stærk driver i konfliktoptrapning.

Nøgleperspektiv 2: Spændinger imellem en

pragmatisk

forældrerelation

og en

klagerelation

I dette nøgleperspektiv sættes fokus på, hvordan ledere kan opleve, at klageadgangen kan skabe

spændinger i den pragmatiske hverdag, hvor de fra deres perspektiv forsøger at udmønte den,

bedst mulige pædagogik gennem personlige relationer til forældrene. Konkret stilles skarpt på

hvorfor ledere kan opleve det som uhensigtsmæssigt for deres forståelse af et konstruktivt

samarbejde, når der introduceres klagemuligheder i skole-hjemrelationen.

Skolelederen kan dermed opleve det som at befinde sig i et dilemma. Lederen står på en gang i en

personlig, pragmatiske relation til forældrene, som for mange ledere er forudsætningen for at

kunne finde en løsning og styrke elevens trivsel fremadrettet, samtidig med, at forældrene har

mulighed for at klage og dermed iværksætte en proces, der vurderer, om lederen har gjort det

rigtige bagudrettet. Dette stiller krav til lederens kommunikation om, hvordan den konkrete situation

håndteres, hvad der er næste skridt, og hvilke muligheder, der er for ikke at skabe forvirring og

frustration hos klagerne. Skoleledelserne kan derfor med fordel understøttes i at navigere i dette

dilemma gennem kommunikationstiltag.

Skoleledernes opfattelse af klagerelationer

Analysen viser, at nogle skoleledere, og til dels skoleforvaltninger, oplever at lovkravene lægger op

til en stigende og direkte juridisk kommunikation med forældre. Dette manifesterer sig særligt

igennem de klagemuligheder, der er givet med lovændringen i 2017. Skolelederne oplever, at en

konstant italesættelse af klagemuligheder og klageadgange ledere og forældre imellem, kan være

enten irrelevant eller decideret modarbejde muligheden for mere pragmatisk kommunikation i

konkrete tilfælde. Eksempelvis fortæller en leder, hvordan det kan være meget nemt for forældre at

klage med de nye muligheder, men at det samtidig skaber meget utryghed i lærerstaben, når en

klagesag er i gang:

”

Det skaber så meget utryghed i lærerstaben. Det er det værste jeg har prøvet i min tid som

skoleleder. […] Klageorganet er oprettet i god mening, men det er en overbygning med en

uheldig karakter. Det gør det for nemt at komplicere en situation, og for nemt at klage. 2 klik på

computeren, og så har du klaget. Principielt skal de kontakte mig i stedet. Det er en del af mit

arbejde at håndtere sådan noget her.

Skoleleder

”

For at forstå hvorfor klagemuligheden kan opleves uhensigtsmæssig for lederne, må man forstå,

hvordan skolelederen ser hverdagens relationer og den potentielle klagerelation som to forskellige

relationsformer med modsatrettede formål:

•

Hverdagens pragmatiske relation til forældre:

I hverdagen oplever ledere, at de først og

fremmest har en pragmatisk relation til forældrene. Den pragmatiske relation er præget af,

at, forældre og ledere arbejder sammen om et

fremadrettet formål: At finde de

initiativer, der giver bedst pædagogisk mening

i henhold til en afvejning imellem barnet,

klassen og skolen. Inden for denne relationsforståelse har skoleleder og hjem en løbende

udveksling i hverdagen om, hvad der er henholdsvis positivt og negativt for

skoleklassemiljøet. Skolelederen arbejder under en forventning om, at man som part i en

pragmatisk relation, giver hinanden tid og rum til at prøve forskellige tilgange af for at løse

problemerne. Ligeledes forventes det, at der løbende er tillid til de pædagogiske

medarbejdere og deres pædagogiske skøn.

Klagerelationen til forældre:

Lederne er klar over, at deres arbejde i mange tilfælde er

reguleret eller rammesat ved lov, hvorfor de samtidig har en juridisk relation til forældrene

–

ikke alene konkret i forbindelse med håndtering af mobning, men på tværs af lovgivning,

der fastsætter rammerne for skolernes arbejde

. Den Nationale Klageinstans mod

Mobning er oprettet som et sikkerhedsnet for forældre og elever, hvis de oplever, at skolen

ikke har fulgt loven. En klagesag

har et bagudrettet formål: At afgøre, hvem der havde

ret.

Denne juridiske relation er dog ikke tydelig i hverdagens kommunikation mellem leder

og forælder. Den bliver først synlig, når der opstår en twist, for eksempel når en af parterne

påpeger en krænkelse eller et andet problem, som opleves håndteret uhensigtsmæssigt.

Denne relation bliver dermed tydeligst, når noget er gået galt, og der starter en drøftelse af

klagemuligheder- og adgange.

•

Flere skoleledere oplever, at klageadgang kan udfordre den pragmatiske relation mellem dem og

forældrene. De oplever, at hvis klagemuligheder bliver for tydeligt italesat i relationen mellem skole

og hjem, så forbliver fokus på rettigheder og krav, og i mindre grad på, den pædagogisk-

pragmatiske vurdering af, hvordan den pågældende situation håndteres bedst muligt. Dette er

særligt tilfældet, hvis klagemuligheden præsenteres i en igangværende mobbesag, mens det dog

også opleves at skabe unødigt fokus på rettigheder og krav, hvis muligheden præsenteres inden

en eventuel mobbesag. En kommunal medarbejder fortæller også, at man i skoleverdenen er

varsom med at bruge juridisk terminologi. Han mener, at forældrene kan blive forvirrede eller se

det som en eskalering, hvis skolelederne i høj grad snakker i termer som

klager, sagsbehandlinger

afgørelser.

Der opstår dermed et dilemma for skolelederne, hvori de skal afveje, hvornår de i et samarbejde

med forældrene skal tydeliggøre klagemuligheder og forpligtigelser. De oplever på den ene side, at

de finder de bedste og mest konstruktive løsninger på hverdagens pædagogiske kerneopgaver

gennem gode samarbejdsrelationer. Samtidig ved de, at de som embedsmænd har

vejledningspligt over for forældrene af hensyn til retssikkerhed, og at etableringen af en klagesag

kan udfordre det konstruktive samarbejde.

Betydning for kommunikationen i en potentiel klageoptakt

Nedenstående figur er en illustration af, hvordan skoleledere og forældre kan kommunikere om

udfordringer i forbindelse med mobbesager. Figuren skal illustrere, hvorfor kommunikation uden

metakommunikation såsom vejledning og forventningsafstemning, ser ud til at skabe frustration i

skole-hjemsamarbejdet.

For eksempel folkeskoleloven, undervisningsmiljøloven og generelt i forvaltningsretten

Figur 4: Kommunikationsniveauer i forbindelse med klagesager

I den

øverste kvadrant,

over den stiplede røde linje, illustreres det med to pile, at skolelederen og

forældrene altid befinder sig i en synlig pragmatisk relation og en mere usynlig, potentiel

klagerelation. Når en

dialog starter mellem forældre og skole, er den pragmatiske relation tydelig.

Men efterhånden som en henvendelse begynder at føre til undring, utilfredshed, gentagne møder,

inddragelse af ledelsen samt uenighed om indsatser og retning, rykker man tættere på, at den

potentielle klagerelation bliver aktuel. Pointen med øverste kvadrant er dog, at klagerelationen ikke

nødvendigvis er synlige for parterne, selv når parterne er i gang med at diskuterer sig frem til, at de

faktisk er dybt uenige om, hvorvidt skolens mobbehåndtering er tilstrækkelig.

I de tilfælde hvor parterne ikke ved, at deres konflikt i stigende grad kan ses fra et klagemæssigt

perspektiv

bliver det uklart for parterne, hvor man befinder sig i relation til hinanden. Vi ser derfor

også i flere interviews, at man bagudrettet har været i situationer, hvor man ikke har vidst, at det

man foretog sig, senere kunne tolkes i en juridisk kontekst. For eksempel:

•

Skulle en mail tolkes som en utilfreds tilkendegivelse eller en klage på daværende

tidspunkt?

Blev skolelederens svar om, at man ikke kunne håndtere henvendelsen lige nu, set som

”en afgørelse?”

Var forældrene opmærksomme på, hvordan loven forholdt sig til deres inddragelse og

sagens udformning, da vi udarbejdede en handlingsplan?

Usikkerheden om, hvor man befinder sig, skaber bagudrettet frustration for forældrene, når et

forløb er kommet videre til instansen. Hvis forældrene bliver opmærksomme på en bestemmelse,

de ikke kendte til under deres kommunikation med skoleledelsen, og som burde være aktiveret

tidligere

–

for eksempel muligheden for at klage over ledelsens håndtering

–

eskaleres

konfliktforholdet yderligere.

Fordi usikkerheden skaber frustration, bliver det vigtigt i et skole-hjemsamarbejde at sætte

metakommunikation

ind i kommunikations-loopet mellem skole og hjem (nederste kvadrant). Med

metakommunikation menes, at parterne over forskellige aktiviteter er opmærksomme på, og enige

om, hvor de befinder sig mellem pragmatiske muligheder og klagemuligheder. Vores case-eftersyn

peger på, at

en øget opmærksomhed på tydelig og anerkendende kommunikation i skole-

hjemsamarbejdet kan være væsentlig

–

men ligeledes er en konkret vejledning af de specifikke

rettigheder i mobbesager.

Flere skoleledere og forvaltningschefer vurderer, at en mere tydelig kommunikation mellem skole

og hjem kunne have inddæmmet konflikten på et tidligere tidspunkt i forløbet. I nedenstående citat

fortæller en skoleleder, hvordan et klageforløb har ført til refleksioner over egne kommunikations-

strategier i forhold til at skabe tydelighed og forventningsafstemning med forældre.

”

Ja, jeg tænker jeg skal være noget skarpere fra starten af. Vi skal være enige om, hvad vi

gør. Blive helt skarp på dette. Blive bedre til aftaleaspekterne

–

få grundigt aftalt med

forældrene, hvad det er vi tænker, vi skal foretage os. Ikke fordi forældrene nødvendigvis har

nogle ideer om det. Men det er vigtigt for mig, hvis forældrene sidder med en bestemt

forventning om, at vi gør sådan og sådan, og vi på skolen gør noget andet, så har man en

diskrepans der

–

en uforløst ting.

Skoleleder

”

Tydelig kommunikation, herunder forventningsafstemning om, hvor i relationen, parterne befinder

sig, ligger også i den forvaltningsretlige vejledningspligt. Som en skoleleder viser i følgende

eksempel, behøver metakommunikationen om lovgivning ikke nødvendigvis udfolde hele

sagsprocessen og ordlyden i loven. Lederen har gode erfaringer med indledningsvist at

forventningsafstemme kort og præcist med forældre om, hvilket kommunikationsniveau de

bevæger sig på.

”

Jeg har da oplevet, at forældre kom og var stærkt utilfredse med det ene eller andet. Så

har jeg prøvet at spørge: Skal jeg opfatte det her som en klage? Så bliver de helt sådan: Nej,

nej, så galt er det ikke.

Skoleleder

”

Som det fremgår af eksemplet, tjener metakommunikationen til at gøre begge parter bevidste om,

hvorvidt de diskuterer en problematik i en pragmatisk relation eller en klagerelation. Når forældrene

gøres opmærksom på, at deres henvendelse kan forstås som en klage, opstår en mulighed for, at

de kan vælge klagesporet til eller fra. I ovenstående eksempel forsikrer forældre og skoleleder

hinanden om, hvor de befinder sig og foretager derefter et aktivt valg om at fortsætte i det

pragmatiske spor.

Analyser af lovbestemmelserne

I dette kapitel præsenteres analyserne. Kapitlet indledes med en kort gennemgang af

uddannelsesinstitutioners og forældres oplevelser af omfanget af mobning, med det formål at give

kontekst til de efterfølgende analyser.

Derefter følger analyserne vedrørende de enkelte bestemmelser i lovgivningen, der gennemgås i

følgende kronologi:

•

Antimobbestrategier

Handlepligter

Lokal klagebehandling (Første instans)

Klagebehandling hos Den Nationale Klageinstans (Anden instans)

Mediering

DCUMs vejledningsfunktion gennemgås løbende. Som tidligere nævnt betones folkeskolerne og

kommunernes rolle i afsnittene. I forlængelse af afsnittet om klagebehandlingen hos Den Nationale

Klageinstans mod Mobning præsenteres en kort analyse med fokus på ungdomsuddannelserne.

Omfanget af mobning

Hvis en institution konstaterer, at der foregår mobning eller mobbelignende tilfælde på

institutionen, skal denne udarbejde en handlingsplan, hvoraf det fremgår, hvordan

mobbesituationen effektivt skal bringes til ophør. Inden gennemgangen af institutionernes

kendskab til lovgivningen samt deres praksis i forbindelse med udarbejdelse af handlingsplaner, er

det relevant at undersøge omfanget af mobning på uddannelsesinstitutionerne.

2.1.1

Forældrenes og institutionernes oplevelse af

mobbeomfanget

20 pct. af de adspurgte forældre angiver, at de har et barn, som inden for de seneste tre år har

været udsat for mobning. 88 pct. af forældrene, som har et barn, der har været udsat for mobning,

angiver, at mobningen er foregået i folkeskolen.

Figur 5

–

Har du et barn, der har været udsat for mobning skolen inden for de sidste tre år?

77%

20%

Nej

Ved ikke

Har du et barn, der har været udsat for mobning i skolen inden for de sidste tre år?

Kilde:

Forældresurvey, n=515.

Note:

Spørgsmålsformulering: ”Har du et barn, der har været udsat for mobning i skolen

inden for de sidste tre år? Hvis

du har flere børn der har oplevet mobning, skal du svare i forhold til dit yngste barn”

Uddannelsesinstitutionerne er ligeledes blevet spurgt til deres vurdering af omfanget af mobning.

På spørgsmålet om det gennemsnitlige antal mobbeofre i hver klasse svarer 84 pct. af

institutionerne, at der foregår mobning på deres institution, mens 12 pct. angiver, at der ikke

foregår mobning. Størstedelen af institutionerne (77 pct.) angiver, at der er få elever, som bliver

mobbet på institutionen, mens der på 7 pct. af institutionerne er 1-2 elever, som bliver mobbet i

hver klasse. Opfattelsen af om der foregår mobning varierer på tværs af institutionstyper. På de

frie- og private grundskoler angiver 23 pct., at der ikke foregår mobning, mens dette gør sig

gældende for 21 pct. af efterskolerne og 29 pct. af specialskolerne. Folkeskolerne (7 pct.),

gymnasierne (4 pct.) og erhvervsskolerne (0 pct.) er de institutionstyper med den laveste andel,

der angiver, at der ikke foregår mobning.

Figur 6

–

Hvor mange elever tror du i gennemsnit, der bliver mobbet i hver klasse på jeres skole?

Mobning på 84 pct. af skolerne

77%

12%

Der er ingen

Der er få elever Der mobbes 1-2 Der mobbes 3-4 Der mobbes 5

elever, der bliver der bliver mobbet elever i hver

elever i hver eller flere elever i

mobbet på skolen

klasse

hver klasse

Ved ikke

Hvor mange elever tror du i gennemsnit, der bliver mobbet i hver klasse på jeres skole?

Kilde:

Institutionssurvey, n=452.

Note:

Spørgsmålsformulering: ”Hvor mange elever tror du i gennemsnit, der bliver

mobbet i hver klasse på jeres skole?”

Foruden det oplevede omfang af mobning på institutionerne, er det relevant at se nærmere på, om

institutionerne har tilstrækkelig viden om mobning til at håndtere mobbesituationerne. 59 pct. af

institutionerne angiver, at de har nok viden om mobning. På den anden side angiver 27 pct., at de

mangler viden om hvordan man kan forebygge mobning, mens 21 pct. angiver, at de mangler

viden om, hvordan man stopper mobningen.

Figur 7

–

Viden om mobning

59%

27%

21%

Jeg har nok viden om

mobning til mit daglige

arbejde på skolen

Jeg mangler mere viden

om, hvordan man kan

forebygge mobning

Jeg mangler mere viden

om, hvordan man kan

stoppe mobning

Ved ikke

Kilde:

Institutionssurvey, n=452.

Note:

Spørgsmålsformulering: ”Hvilke af nedenstående udsagn beskriver bedst din

viden om mobning? (Det er muligt at

sætte flere kryds)”

Lovbestemmelsen om antimobbestrategier

2.2.1

Loven kort fortalt

I følgende afsnit ses nærmere på antimobbestrategier. Alle grundskoler og ungdomsuddannelser

skal ifølge loven udarbejde en antimobbestrategi. Strategien skal ligge i forlængelse af

institutionens værdisæt, hvori de generelle værdier og rammer for overordnet trivselsarbejde skal

beskrives. Forholdsvis få elementer af strategien er fastsat i lovkravet, men der er en del

anbefalinger til, hvad den kan indeholde (Se infoboks 1). DCUM har også udviklet en skabelon,

institutionerne kan benytte sig af, i forlængelse af disse anbefalinger

En antimobbestrategi tjener to formål:

•

Den forventes at blive brugt som et værktøj til at understøtte trivselsarbejdet på

institutionen.

Den skal bruges i kommunikationen til forældre og elever på institutionerne, der kan

orientere sig i, hvordan institutionen arbejder med mobbebekæmpelse. Derfor er en del af

lovkravet også, at antimobbestrategien offentliggøres.

Infoboks 1

–

Hvad er en antimobbestrategi?

Undervisningsmiljølovens Kapitel 1 a, § 1 b:

Den myndighed, bestyrelse eller person, der har ansvar for uddannelsesstedet,

fastsætter en antimobbestrategi, herunder en strategi mod digital mobning.

En antimobbestrategi skal ifølge BUVM indeholde

”… retningslinjer for, hvordan

uddannelsesstedets ledelse vil forbygge og håndtere mobning

–

herunder digital mobning

–

i praksis. Det kan for eksempel være, hvem der har ansvar for at forebygge og gribe

ind, samt hvordan:

•

man konkret forebygger mobning

man forebygger og håndterer digital mobning

man opdager mobning

man håndterer konflikter

elever og forældre inddrages.”

Derudover anbefaler ministeriet, at antimobbestrategien udarbejdes på baggrund af

nyere mobbeforskning, her særligt det ”fællesskabsorienteret mobbesyn”. Det anbefales

også, at strategien bliver udarbejdet

”[…] i et tæt samarbejde med skolelederen og med

input fra for eksempel forældre, elevråd og de ansatte.

2.2.2

Delkonklusioner

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 92 pct. af institutionerne har en antimobbestrategi. Blandt

folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoler er andelen forholdsvis høj (96 pct. eller derover)

https://dcum.dk/grundskole/vaerktoejer-og-inspiration/undervisningsmiljoe-i-folkeskolen-umv-antimobbestrategi-og-

trivselsmaaling

https://www.stukuvm.dk/aktuelt/uvm/2018/mar/180312-brug-det-nye-antimobbe-ikon-og-vis-i-har-en-strategi-for-at-

forebygge-og-haandtere-mobning

sammenlignet med efterskoler (87 pct.) og specialskoler (79 pct.). 51 pct. af forældrene ved ikke,

om deres barns institution har en antimobbestrategi, mens 25 pct. af forældrene aldrig har hørt om

lovkravet.

41 pct. af institutionerne, som har udarbejdet en antimobbestrategi, har benyttet DCUMs

vejledningsmaterialer i forbindelse med udarbejdelsen af strategien.

Når man ser på, hvilke medarbejdere, der udformer antimobbestrategierne, fremgår det, at det

hyppigst er ledelsen, og dernæst ansatte med ansvar for elevtrivsel. I udformningen af

antimobbestrategierne oplever 39 pct. af institutionerne udfordringer, som hænger sammen med

deres manglende viden om mobning generelt og deres konkrete håndtering af mobning.

Institutionerne finder igen støtte og vejledning hos DCUM, når de skal formulere deres

antimobbestrategier.

Folkeskolerne har i gennemsnit de bredeste antimobbestrategier målt på antallet af elementer, der

indgår heri. De statistiske analyser viser, at en bred strategi, hænger positivt sammen med flere

forhold. En bred strategi hænger sammen med en højere oplevelse af, at strategien understøtter

institutionen i arbejdet mod mobning, samt at der er en mere fælles forståelse af mobning på

institutionen. Institutioner, der har udformet en bredere antimobbestrategi, har i højere grad

inddraget flere forskellige aktører i deres udarbejdelse, samt i højere grad hentet inspiration i

DCUM’s inspirationsmaterialer.

Når det kommer til udbredelsen af kendskabet til procedurerne for håndtering af mobning, er der

en væsentlig forskel mellem kendskabet internt på institutionen og kendskabet blandt forældre og

elever. En mindre andel af institutionerne vurderer, at forældre til eleverne på institutionen i høj

grad eller i nogen grad har kendskab til institutionens håndtering af mobning. Andelen er en anelse

højere når institutionerne vurderer elevernes kendskab til institutionens procedurer for håndtering

af mobning.

2.2.3

Kendskab til lovkravet

Undersøgelsen viser, at størstedelen af institutionerne kender til lovkravet om, at de skal have en

antimobbestrategi. Der er imidlertid forskelle mellem de forskellige institutionstyper i forhold til

graden af deres kendskab. Som det fremgår af nedenstående figur, vurderer de offentlige

institutioner i højere grad at have et indgående kendskab til lovkravet. Således viser figuren, at 87

pct. af folkeskoler, gymnasier og hf vurderer at have indgående kendskab til lovkravet om, at

uddannelsesinstitutioner skal udarbejde en antimobbestrategi. Dette gælder 69 pct. af de frie,

private grundskoler.

Figur 8 - Hvor godt er dit kendskab til elementerne i lovgivningen? - Skoler skal udarbejde en antimobbestrategi

Folkeskoler

Gymnasier og hf

Erhvervsskoler

Specialskoler

Friskoler og private grundskoler

Ungdomsskoler

Efterskoler

Total

87%

80%

75%

69%

68%

57%

76%

13%

15%

21%

31%

28%

40%

22%

Har hørt om lovkravet, og har et indgående kendskab til det

Har hørt om lovkravet, men har ikke et indgående kendskab til det

Har aldrig hørt om lovkravet

Kilde:

Institutionssurvey, n=452.

Note:

Spørgsmålsformulering:

“Hvor

godt er dit kendskab til elementerne i

lovgivningen? - Skoler skal udarbejde en antimobbestrategi.

Forældrene er ligeledes blevet spurgt til deres kendskab til lovkravet, det vil sige hvorvidt de er

oplyst om, at institutioner skal have en antimobbestrategi. 12 pct. af forældrene kender til lovkravet

og vurderer at have et indgående kendskab til lovkravet, mens 63 pct. af forældrene kender til

lovkravet uden at have et indgående kendskab. 25 pct. af forældrene kender ikke til lovkravet om,

at uddannelsesinstitutioner skal have en antimobbestrategi. Videre analyser viser, at der ikke er

forskel på forældrenes kendskab afhængigt af deres uddannelsesbaggrund.

2.2.4

Implementering af antimobbestrategier

Når det kommer til udbredelsen af antimobbestrategier, svarer 92 pct. af alle

uddannelsesinstitutioner i undersøgelsen, at de har en antimobbestrategi. Særligt grundskoler,

gymnasier og erhvervsskoler trækker gennemsnittet op, idet 96 pct. eller flere blandt disse

institutionstyper, angiver at have en antimobbestrategi. Efterskoler (87 pct.), specialskoler (79 pct.)

og ungdomsskoler (72 pct.) har i mindre grad end førstnævnte institutionstyper angivet, at have en

antimobbestrategi. Der er ingen sammenhæng mellem, at institutionerne har antimobbestrategier,

og om forældrene har kendskab til strategierne. I forældresurveyen angiver 51 pct. af forældrene,

at de ikke ved, om deres barns institution, har en antimobbestrategi. Det kunne tyde på, at der

mangler kommunikation om antimobbestrategien.

En antimobbestrategi kan indeholde forskellige elementer. Nogle elementer skal ifølge loven være

til stede, som beskrevet i infoboks 1. Flere af disse lovkrav er relativt overordnede og derfor åbne

for fortolkning. Det er derved i nogen udstrækning op til institutionerne selv at bestemme, hvilke

konkrete indsatser, man vil iværksatte for at forebygge mobning, eller i hvilken grad man vil

formalisere processerne omkring dokumentation og ansvarsforfordeling blandt personalet i tilfælde

af mobning på skolen.

Det fremgår af nedenstående figur, at folkeskoler har mere omfattende strategier målt på emner

sammenlignet med gennemsnittet for alle institutioner.

Figur 9

–

Hvilke elementer indeholder jeres aktuelle antimobbestrategi?

En beskrivelse af hvad skolen gør for at

forebygge mobning

61%

65%

84%

88%

81%

87%

Afklaring af ansvarsfordeling for forskellige

indsatser

45%

Forslag til konkret indsatser, som kan indgå i en

handlingsplan i tilfælde af mobning eller

mobbelignende situationer på sociale medier

Forslag til konkrete indsatser, som kan indgå i

en handlingsplan i tilfælde af mobning eller

mobbelignende situationer på skolen

Hvordan medarbejdere skal dokumentere

episoder med mobning eller mobbelignende

situationer

42%

45%

35%

43%

76%

53%

59%

56%

54%

71%

72%

68%

74%

Hvem medarbejdere skal orientere, hvis de får

kendskab til mobning eller mobbelignende

situationer

63%

66%

68%

55%

86%

87%

89%

80%

En definition af hvad digital mobning er

En definition af hvad mobning er

90%

95%

91%

84%

Friskoler og private grundskoler

Total

Folkeskoler

Gymnasier og hf

Kilde:

Institutionssurvey, n=418.

Note:

Spørgsmålsformulering: “Hvilke

elementer indeholder jeres aktuelle

antimobbestrategi? Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som har angivet, at de har en antimobbestrategi på skolen.

Blandt de udvalgte elementer, som en antimobbestrategi kan bestå af, ses det, at institutionerne i

højeste grad sørger for at inkludere en definition af mobning. Antimobbestrategierne beskriver dog

i mindre grad, hvordan medarbejdere skal dokumentere episoder med mobning eller

mobbelignende situationer. Det skyldes blandt andet, at uddannelsesinstitutioner ikke har samme

dokumentationskrav som for eksempel i sociale sager i kommunerne. Folkeskolerne har den

største andel, der beskriver, hvordan medarbejdere skal dokumentere episoder med mobning eller

mobbelignende situationer, idet 45 pct. inkluderer dokumentationskravet i strategien. Til

sammenligning inkluderer 35 pct. af de gymnasiale uddannelsesinstitutioner sådanne

dokumentationskrav i antimobbestrategien.

På baggrund af antallet af ovenstående elementer, som fremgår af Figur 9, er der blevet

udarbejdet følgende kategoriseringer af institutionernes antimobbestrategi:

•

Antimobbestrategien kategoriseres som en

smal

strategi, hvis strategien indeholder 1-3 af

ovenstående elementer

Antimobbestrategien kategoriseres som

medium,

hvis den indeholder mellem 4-6

elementer

Antimobbestrategien kategoriseres som

bred,

hvis den indeholder mellem 7-8 elementer

Af nedenstående figur fremgår det, at folkeskolerne generelt har flest elementer i deres

antimobbestrategi. 43 pct. af folkeskolerne har en bred strategi, mens det samme gør sig

gældende for 25 pct. af de frie- og private grundskoler. Det er særligt ungdomsskolerne (28 pct.)

og specialskolerne (21 pct.), der ikke har udarbejdet en antimobbestrategi.

Figur 10

–

Hvilke elementer indeholder jeres aktuelle antimobbestrategi? (Summeret antal elementer fordelt på

institutionstype)

Folkeskoler

Specialskoler

12%

21%

39%

43%

44%

18%

Erhvervsskoler

Gymnasier og hf

Friskoler og private

grundskoler

Ungdomsskoler

10%

15%

33%

39%

41%

53%

25%

19%

11%

20%

44%

56%

28%

15%

13%

53%

Efterskoler

Bred strategi (7-8 elementer)

Smal strategi (1-3 elementer)

Medium strategi (4-6 elementer)

Ingen antimobbestrategi

Kilde:

Institutionssurvey, n=418.

Note:

Spørgsmålsformulering: “Hvilke elementer indeholder jeres aktuelle

antimobbestrategi? Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som har angivet, at de har en antimobbestrategi på skolen. De

skoler som ikke har modtaget spørgsmålet, er kodet som ’Ingen antimobbestrategi’.

I forbindelse med institutionernes udarbejdelse af en antimobbestrategi, er det muligt for

institutionerne at benytte sig af ekstern rådgivning. Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM)

udarbejder blandt andet inspirationsmaterialer til institutioner omhandlende udarbejdelse af

antimobbestrategier. 41 pct. af de institutioner, som har udarbejdet en antimobbestrategi, har

anvendt DCUMs inspirationsmaterialer til at udarbejde deres strategi.

Der er ligeledes en sammenhæng mellem antallet af elementer i institutionernes

antimobbestrategi, og hvorvidt institutionerne har anvendt

DCUM’s inspirationsmaterialer. De

institutioner, som har en bred antimobbestrategi, har i højere grad anvendt DCUMs

inspirationsmaterialer sammenlignet med de institutioner, som har en smal eller en medium

antimobbestrategi. 52 pct. af de institutioner, som har en bred antimobbestrategi har anvendt

DCUMs inspirationsmaterialer, mens det gør sig gældende for 39 pct. af institutionerne med en

medium strategi, og 25 pct. af institutionerne med en smal strategi

Figur 11

–

Benyttede skolen i forbindelse med udarbejdelsen af antimobbestrategien skoleekstern rådgivning

–

hvis ja, hvilke(n)? Andel af skolerne som anvendte DCUMs inspirationsmaterialer til udarbejdelse af

antimobbestrategi

52%

39%

25%

Smal strategi (1-3 elementer)

Medium strategi (4-6 elementer)

Bred strategi (7-8 elementer)

Anvendte Dansk Center for Undervisningsmiljøs (DCUM) inspirationsmaterialer til udarbejdelse

af antimobbestrategi

Kilde:

Institutionssurvey, n=418.

Note:

Spørgsmålsformulering: “Benyttede

skolen i forbindelse med udarbejdelsen af

antimobbestrategien skoleekstern rådgivning

–

hvis ja, hvilke(n)? Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som har angivet, at

de har en antimobbestrategi på skolen.

Flere interessentinterviews peger på, at den blotte eksistens af en antimobbestrategi ikke i sig selv

er en

garanti for, at strategien ændrer på praksis. Det kan risikere at ende som et ”skuffenotat”

eller et

”alibidokument”,

hvor man som ledelse copy/paster nogle definitioner af mobning ind fra

nettet for at leve op til lovgivningen. Dette uden nødvendigvis at vende indholdet eller implikationer

af strategien med medarbejdere, elever og forældre. For at antimobbestrategien kan få reelle

virkninger i praksis, fordrer det, at dokumentet gøres dynamisk, og flere medarbejdere involveres i

udviklingsprocessen. Institutionerne er derfor blevet spurgt til, hvilke aktører, der har medvirket i

udarbejdelsen af antimobbestrategien.

Figur 12 nedenfor angiver, i hvilken grad forskellige aktører er inddraget i udarbejdelse af

antimobbestrategien på henholdsvis folkeskoler og gymnasier. Af figuren fremgår det, at ledelsen

spiller en aktiv rolle i udarbejdelsen af strategien på folkeskoler og gymnasier. Ligeledes inddrages

ansatte med særligt ansvar for elevtrivsel samt bestyrelserne i stor udstrækning på begge

institutionstyper. Folkeskolerne har også mulighed for at inddrage den kommunale forvaltning i

udarbejdelsen, men 35 pct. af folkeskolerne angiver, at kommunalforvaltningen ikke har været inde

over udarbejdelsen af antimobbestrategien.

Derudover fremgår det, at eleverne i højere grad bliver inddraget i processen omkring

udarbejdelsen af strategien på gymnasier sammenlignet med folkeskoler. 81 pct. af gymnasierne

Der er desuden foretaget en signifikanstest, som viser, at skoler med en bred strategi i signifikant højere grad end

skoler med en medium eller smal strategi, har anvendt DCUMs inspirationsmaterialer til udarbejdelse af deres

antimobbestrategi.

inddrager i høj grad eller i nogen grad elevrådet i udarbejdelsen af strategien, mens 38 pct. af

gymnasierne inddrager elever uden for elevrådet. 59 pct. af folkeskolerne inddrager elevrådet,

mens 16 pct. af folkeskolerne inddrager elever uden for elevrådet.

Figur 12

–

I hvilken grad blev følgende parter inddraget i udarbejdelsen af den aktuelle antimobbestrategi?

Fordelt på folkeskoler og gymnasiale uddannelser

Kommunalforvaltningen

Elever uden for elevråd

19%

53%

41%

22%

27%

73%

19%

87%

19%

89%

28%

41%

24%

39%

16% 3%

10% 9%

25%

Gymnasium

Forældre uden for bestyrelsen

Elevråd

Pædagogisk personale

Skolebestyrelsen

Medarbejdere m. særligt ansvar for elevtrivsel

Skoleledelsen

15% 6%

96%

Kommunalforvaltningen

18%

31%

28%

31%

39%

54%

66%

35%

49%

39%

27%

37%

24%

12%

Elever uden for elevråd

6% 10%

Folkeskoler

Forældre uden for bestyrelsen

7% 13%

Elevråd

Pædagogisk personale

Skolebestyrelsen

Medarbejdere m. særligt ansvar for elevtrivsel

Skoleledelsen

I høj grad

I nogen grad

I mindre grad

20%

72%

93%

Slet ikke

Ved ikke

20% 2%

Kilde:

Institutionssurvey, n=202 (folkeskoler og gymnasier og hf).

Note: Spørgsmålsformulering: “I

hvilken grad blev

følgende parter inddraget i udarbejdelsen af den aktuelle antimobbestrategi? Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som har

angivet, at de har en antimobbestrategi på skolen.

Det er også relevant at undersøge, om graden af inddragelse af de forskellige parter i forbindelse

med udarbejdelse af institutionens antimobbestrategi, har indflydelse på antallet af elementer i

antimobbestrategien. Figuren nedenfor angiver andelen af institutioner, som i høj grad eller i nogen

grad inddrager de forskellige parter, fordelt på bredden af institutionens antimobbestrategi. Det

fremgår entydigt, at i jo højere grad de forskellige aktører er inddraget, desto flere elementer

indeholder antimobbestrategien

. Her skal det pointeres, at sammenhængen på den ene side kan

skyldes, at når flere aktører inddrages, nås både bredere og dybere rundt i strategien. På den

anden side kan det også være et udtryk for en variation i institutionernes tilgang til udarbejdelsen

Der er desuden udarbejdet et samlet mål for inddragelsesgraden af alle parterne. Her ses det, at skoler med en bred

strategi i signifikant højere grad inddrager parterne sammenlignet med skoler, som har en tynd strategi (p<0.05).

af antimobbestrategien. Således at de institutioner, der beslutter at udarbejde en omfattende

antimobbestrategi også i højere grad inddrager forskellige parter i processen.

Figur 13

–

I hvilken grad blev følgende parter inddraget i udarbejdelsen af den aktuelle antimobbestrategi?

(Andel i høj grad og i nogen grad) Fordelt på antallet af elementer i antimobbestrategien

Skoleledelsen

Medarbejdere m. særligt

ansvar for elevtrivsel

Skolebestyrelsen

49%

57%

67%

Pædagogisk personale

45%

55%

67%

Forældre uden for

bestyrelsen

Elever uden for elevråd

14%

Smal strategi (1-3 elementer)

Medium strategi (4-6 elementer)

11%

14%

17%

15%

19%

26%

80%

75%

89%

98%

100%

89%

91%

90%

Elevråd

Kommunalforvaltningen

Bred strategi (7-8 elementer)

Kilde:

Institutionssurvey, n=418.

Note: Spørgsmålsformulering: “I hvilken grad blev følgende parter inddraget i

udarbejdelsen af den aktuelle antimobbestrategi? Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som har angivet, at de har en

antimobbestrategi på skolen.

I institutionernes proces for at udarbejde en antimobbestrategi, kan der være flere forskellige typer

af udfordringer, som gør sig gældende. 40 pct. af institutionerne har oplevet udfordringer af

forskellig slags, mens halvdelen af institutionerne ikke oplevet udfordringer med udarbejdelsen af

antimobbestrategien. Af nedenstående figur fremgår det, at de to mest hyppige udfordringer udgør

manglende viden om, hvordan mobning håndteres (20 pct.) og manglende viden om, hvad

mobning er (9 pct.).

Figur 14

–

Hvilke udfordringer er I evt. stødt på undervejs i udarbejdelsen af jeres antimobbestrategi?

Manglende viden om, hvordan mobning bedst

håndteres

Manglende viden om, hvad mobning er

Manglende prioritering af opgaven med at

udarbejde antimobbestrategi

Manglende retningslinjer i lovgivning for hvad

indholdet skal være i en antimobbestrategi

Uenighed om form

20%

Uenighed om indhold

Mangel på inddragelse af relevante

ressourcepersoner

Mangel på tovholder, der tager ansvar for

udarbejdelsen af antimobbestrategi

Vi oplevede ingen udfordringer i forbindelse med at

udarbejde antimobbestrategien

Ved ikke

49%

12%

Kilde:

Institutionssurvey, n=418. Note: Spørgsmålsformulering: “Hvilke

udfordringer er I evt. stødt på undervejs i

udarbejdelsen af jeres antimobbestrategi? Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som har angivet, at de har en

antimobbestrategi på skolen.

DCUM tilbyder institutionerne understøttelse i form af inspirationsmaterialer. Hvis institutionen

mangler viden om mobning og mobbehåndtering til udarbejdelsen af en strategi, kan institutionen

finde vejledning i inspirationsmaterialerne fra DCUM. Dette inkluderer vidensmaterialer om trivsel

og beskrivelse af aktuelle mobbesyn, refleksionsspørgsmål til parternes udarbejdelsesproces samt

skabeloner til udfyldelse af institutionens konkrete værdisæt og antimobbestrategi

Undersøgelsen viser, at 41 pct. af institutionerne har benyttet DCUMs inspirationsmaterialer, og 5

pct. har været i direkte kontakt med DCUM under selve udarbejdelsen af strategien.

Undersøgelsen viser tilmed, at de institutioner, som har anvendt DCUMs inspirationsmaterialer i

højere grad oplever udarbejdelsen af deres antimobbestrategi som problemfri. 54 pct. af de

institutioner, som anvendte DCUMs inspirationsmaterialer, angiver, at de ikke oplevede

udfordringer i forbindelse med udarbejdelsen af antimobbestrategien, mens 45 pct. af de

institutioner, som ikke anvendte DCUMs materialer, ikke oplevede udfordringer med at udarbejde

en antimobbestrategi. Forskellen er dog ikke signifikant.

https://dcum.dk/media/2074/atmgrsk.pdf

Figur 15

–

Benyttede skolen i forbindelse med udarbejdelsen af antimobbestrategien skoleekstern rådgivning

–

hvis ja, hvilke(n)?

Ja, vi brugte Dansk Center for Undervisningsmiljøs

(DCUM) inspirationsmaterialer

Ja, vi fik sparring fra en børneorganisation med

viden på området (fx Maryfonden, red barnet, m.fl.)

Ja, vi var i kontakt med Dansk Center for

Undervisningsmiljø (DCUM)

Ja, vi fik hjælp af privat konsulent eller

konsulentbureau

Ja, andet:

Nej

Ved ikke

11%

41%

39%

Kilde:

Institutionssurvey, n=418. Note: Spørgsmålsformulering:

”Benyttede skolen i forbindelse med udarbejdelsen af

antimobbestrategien skoleekstern rådgivning

– hvis ja, hvilke(n)?”

Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som har angivet,

at de har en antimobbestrategi på skolen.

2.2.5

Antimobbestrategiens virkninger på skolens arbejde

Antimobbestrategien er et værktøj, der skal implementeres på flere niveauer i institutionen for at få

størst mulig virkning. Ledelsen skal bruge strategien til at fastsætte normer og procedurer for

antimobbearbejdet. De er samtidig afhængige af, at lærerne kender strategien og handler i

forlængelse af den. For både strategisk og praktisk arbejde i forlængelse af strategien, fordrer det,

at både lærere, elever og forældre kender strategien. Uddannelsesinstitutionen er afhængig af at

blive gjort opmærksom på mobbeproblematikken af enten lærer, forælder eller elev, således at

institutionen kan aktivere specifikke procedurer. En fuld implementering handler med andre ord

ikke blot om, hvorvidt strategien bidrager til håndtering af mobbesager, men også hvorvidt

strategien bidrager til at forebygge mobning.

Det fremgår af nedenstående figur, at antimobbestrategien i særlig grad understøtter selve

håndteringen af mobbesager. 93 pct. af uddannelsesinstitutionerne vurderer i høj eller i nogen

grad, at antimobbestrategien understøtter dem i at håndtere mobning i deres arbejde. 88 pct.

vurderer i høj eller i nogen grad, at håndteringsprocedurerne følges som beskrevet i strategien, når

mobning opstår.

Der er en væsentlig forskel mellem kendskabet til procedurerne for håndtering af mobning internt

på uddannelsesinstitutionen og blandt forældre og elever. 90 pct. af institutionerne vurderer i høj

grad eller i nogen grad, at medarbejderne kender institutionens procedurer for håndtering af

mobning. Adspurgt i hvilken grad medarbejderne har en fælles forståelse af, hvordan mobning bør

håndteres, svarer 82 pct. af institutionerne i høj grad eller i nogen grad.

Til sammenligning vurderer 43 pct. af institutionerne, at forældre til elever på institutionen, i høj

grad eller i nogen grad har kendskab til institutionens håndtering af mobning, mens 51 pct. af

institutionerne vurderer, at eleverne har kendskab hertil.

Figur 16

– I hvilken grad…

Understøtter skolens antimobbestrategi dig i at

håndtere mobning eller mobbelignende situationer?

Vurderer du, at mobning eller mobbelignende

situationer håndteres, som det er beskrevet i

skolens antimobbestrategi?

Vurderer du, at skolens antimobbestrategi

understøtter dig i at forebygge mobning eller

mobbelignende situationer?

Vurderer du, at skolens medarbejdere kender

skolens procedurer for håndtering af mobning eller

mobbelignende situationer?

Oplever du, at medarbejderne på skolen har en

fælles forståelse af, hvordan mobning eller

mobbelignende situationer bør håndteres?

Vurderer du, at eleverne kender skolens

procedurer for håndtering af mobning eller

mobbelignende situationer?

49%

44%

40%

48%

37%

48%

10%4%

35%

55%

31%

51%

11% 6%

42%

19%

23%

Vurderer du, at forældrene kender skolens

procedurer for håndtering af mobning eller

mobbelignende situationer?

I høj grad

I nogen grad

Hverken/eller

36%

20%

24%

I mindre grad

Slet ikke

Ved ikke

Kilde:

Institutionssurvey, n=418. Note: Spørgsmålsformulering: ”I hvilken grad…” Spørgsmålet er kun stillet til skoler,

som har angivet, at de har en antimobbestrategi på skolen.

Når det kommer til virkningen af antimobbestrategien, fremgår det af nedenstående figur,

at jo flere

elementer, der indgår i institutionens antimobbestrategi, jo bedre virkning har strategien i praksis

institutioner,

som har en bred strategi, vurderer i højere grad, at elever og forældre kender til

institutionens

procedurer for håndtering af mobning sammenlignet med de

institutioner,

som har en

medium eller en smal antimobbestrategi. For eksempel angiver 56 pct. af

institutionerne

med en

bred antimobbestrategi, at forældrene kender

institutionens

procedurer relateret til mobning, mens

det gør sig gældende for 29 pct. af

institutionerne

med en smal strategi.

Figur 17

– I hvilken grad…

Andel i høj grad og i nogen grad. Fordelt på skolernes bredde på

antimobbestrategien

Der er foretaget signifikanstests, som viser, at der er en signifikant positiv sammenhæng mellem antallet af elementer i

antimobbestrategien og skolernes oplevelse af virkningen af strategien på tværs af samtlige udsagn

(p<0.05)

Understøtter skolens antimobbestrategi dig i at

håndtere mobning eller mobbelignende situationer?

Vurderer du, at mobning eller mobbelignende

situationer håndteres, som det er beskrevet i

skolens antimobbestrategi?

Vurderer du, at skolens medarbejdere kender

skolens procedurer for håndtering af mobning eller

mobbelignende situationer?

Vurderer du, at skolens antimobbestrategi

understøtter dig i at forebygge mobning eller

mobbelignende situationer?

Oplever du, at medarbejderne på skolen har en

fælles forståelse af, hvordan mobning eller

mobbelignende situationer bør håndteres?

Vurderer du, at eleverne kender skolens procedurer

for håndtering af mobning eller mobbelignende

situationer?

Vurderer du, at forældrene kender skolens

procedurer for håndtering af mobning eller

mobbelignende situationer?

Bred strategi (7-8 elementer)

97%

92%

85%

95%

86%

80%

94%

89%

82%

91%

83%

78%

85%

82%

80%

65%

44%

38%

56%

37%

29%

Smal strategi (1-3 elementer)

Medium strategi (4-6 elementer)

Kilde: Institutionssurvey, n=418. Note: Spørgsmålsformulering: ”I hvilken grad…” Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som

har angivet, at de har en antimobbestrategi på skolen.

Lovbestemmelserne om handlepligter

2.3.1

Loven kort fortalt

I dette afsnit ses nærmere på lovbestemmelserne omkring institutionernes handlepligter. I loven

beskrives, hvordan uddannelsesinstitutionens ledelse ved konstatering af mobning eller lignende,

skal iværksætte en

handlingsplan

(indenfor 10 arbejdsdage) og gennemføre planen.

Handlingsplanen kan bestå af mange forskellige aktiviteter, så længe den er proportionel med

problemet. I lovbemærkningerne nævnes eksempelvis at

foranstaltninger i planen kan ”bestå

af en

ekstra lærer/pædagog i udvalgte timer, ekstra tilsyn i skolegården, fokus på fælles retningslinjer for

god klasseledelse, fællesskabsskabende aktiviteter i klassen, trivselsmøder med hver enkelt elev

m.v.”.

En anbefaling til institutionerne har fra start været, at de bør vælge foranstaltninger i

udarbejdelsen, der flugter med det fællesskabsorienterede mobbesyn.

Foruden at udarbejde og gennemføre handlingsplanen, har institutionslederen pligt til at informere

de berørte elever og forældre om planens indhold. Der opfordres ligeledes til, at elever og forældre

så vidt muligt inddrages i udarbejdelsen af handlingsplanen.

I bestemmelserne omkring handlepligterne fremgår det ligeledes, at institutionslederen, så snart

vedkommende konstaterer mobning eller lignende, skal iværksætte

midlertidige foranstaltninger,

der her og nu er nødvendige, for at der kan gribes ind over for de konstaterede problemer.

Infoboks 2

–

Hvad er en Handlingsplan?

Undervisningsmiljølovens Kapitel 1 a, § 1 c.:

Konstaterer uddannelsesstedets ledelse problemer med det psykiske

undervisningsmiljø

i form af mobning el.lign., udarbejder ledelsen en handlingsplan,

hvoraf det fremgår, med hvilke foranstaltninger problemerne effektivt bringes til ophør.

Tilsvarende gælder, hvis uddannelsesstedets ledelse

eller en elevs

forældremyndighedsindehavere

anser det for nødvendigt som følge af elevens

bekymrende tilstand eller adfærd, herunder sygdom og fravær, på grund af problemer

med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning el.lign.

Stk. 2. Uddannelsesstedets ledelse skal udarbejde handlingsplanen, jf. stk. 1, senest 10

arbejdsdage efter at der er modtaget oplysning om problemerne. Fristen regnes fra det

tidspunkt, hvor en medarbejder på uddannelsesstedet eller ved den kommunale

forvaltning, for så vidt angår kommunale uddannelsessteder, første gang skriftligt eller

mundtligt modtager oplysning om problemerne. Handlingsplanen revideres efter behov.

Stk. 3. Uddannelsesstedets ledelse gennemfører de planlagte foranstaltninger i

overensstemmelse med handlingsplanen eller sørger for, at dette sker.

Stk. 4. Uanset stk. 1-3 træffer uddannelsesstedets ledelse straks de midlertidige

foranstaltninger, som her og nu er nødvendige, for at der kan gribes ind over for de

konstaterede problemer.

Stk. 5. Uddannelsesstedets ledelse informerer de berørte elever og for elever undergivet

forældremyndighed eleverne og forældremyndighedsindehaverne om indholdet af

handlingsplanen og om eventuelle midlertidige foranstaltninger.

Formålet med handlingsplanen er, at den skal afhjælpe de konstaterede problemer ved det

psykiske undervisningsmiljø.

Handlingsplanens formål udfordres dog af, at det kan være uklart, hvornår kravet om at iværksætte

en handlingsplan er aktiveret. Med andre ord hvornår en situation har en sådan karakter, at

uddannelsesinstitutionen skal udarbejde en handlingsplan for at afhjælpe de konstaterede

problemer ved det psykiske undervisningsmiljø. Som analysen senere vil vise, drejer uklarheden

sig særligt om følgende spørgsmål:

•

Hvilke situationer er

indbefattet af formuleringen ”mobning eller lignende”?

Hvordan

skal man forstå

”lignende”?

På hvilket vidensgrundlag skal man konstatere

”mobning eller lignende”?

Loven

nævner, at handlepligterne aktiveres, når mobning konstateres

–

men en god konstatering

kræver, at man indhenter viden om en situation, som man er blevet opmærksom på først.

Hvem

–

hvis nogen

–

har forrang i at konstatere, hvad der falder inden for mobning

eller lignende i tilfælde af uenighed?

Loven nævner, at både ledelsen og forældre kan

konstatere det. Men hvad gælder, hvis der uenighed herom?

•

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2017/april/170428-krav-om-antimobbeindsats-paa-grundskoler-og-

ungdomsuddannelser

2.3.2

Delkonklusioner

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at folkeskolerne har det bedste kendskab til lovkravet om

udarbejdelse af handlingsplaner. Blandt folkeskoler angives, at 83 pct. kender til lovkravet,16 pct.

har hørt om lovkravet, men har ikke væsentligt kendskab, og 2 pct. har aldrig hørt om kravet. Til

sammenligning angives for erhvervsskoler, at 74 pct. kender til lovkravet, 20 pct. har hørt om

lovkravet, men har ikke væsentligt kendskab, og 7 pct. har aldrig hørt om lovkravet. Forældrene er

dem, der har mindst kendskab til lovkravet om udarbejdelse af handlingsplaner. Således angiver

33 pct. af forældrene, at de aldrig har hørt om lovkravet.

På tværs på institutionstyper, er der forskel på, hvor ofte institutionerne udarbejder handlingsplaner

i tilfælde af mobning. I spørgeskemaet angiver 26 pct. af folkeskolerne, at de sjældent eller aldrig

udarbejder handlingsplaner ved tilfælde af mobning på skolen. Til sammenligning svarer 41 pct.

blandt både gymnasier og erhvervsskoler, at de sjældent eller aldrig udarbejder handlingsplaner

ved tilfælde af mobning på institutionen. Det fremgår af spørgeskemaet, at institutionerne generelt i

højere grad laver handlingsplaner, i de tilfælde hvor læreren opdager mobning uden henvendelse

fra elev eller forældre.

De kvalitative data peger på flere forklaringer på, hvorfor processer for tilblivelse af

handlingsplaner kan gå i stå. Interviewene viser, at institutioner, forældre og andre myndigheder,

kan være uenige om, hvilke situationer, der kan karakteriseres som mobning. Der er derved

ligeledes tvivl om, hvornår lovbestemmelserne aktiveres, herunder også specifikt kravet om en

handlingsplan. Helt konkret udfordres den proces, hvor mobning skal konstateres, af en kompleks

dynamik imellem:

•

Definition af mobning som et

”vagt” beskrevet

sorteringsværktøj:

En uklar definition i

loven (”Mobning

eller lignende”)

ligger til grund for selve beslutningen om konstatering af

mobning.

Uklare forventninger til en undersøgelsesfase:

Det opleves som uklart, hvilke

forventninger, der er til vidensgrundlaget for, at mobning konstateres at være til stede eller

ikke til stede.

Institutionsledere og forældre med varierende subjektive mobbeforståelser:

Med

uklarhed omkring definitionen af mobning, og hvordan den undersøges, betyder det, at

varierende, subjektive mobbeforståelser må forventes at udfylde uklarheden.

•

Denne dynamik lægger op til mere vejledning, lovpræciseringer, og eventuelt lovjusteringer. I

afsnittet findes perspektiveringer hertil.

2.3.3

Sagsrejse

–

klageoptakt

Nedenstående figur illustrerer en typisk klageoptakt, hvor handlepligterne bliver genstand for

diskussion mellem institution og hjem.

Sagsrejsen er struktureret ud fra sagsrejsens aktiviteter, markeret med tal fra 1-9. Figuren

illustrerer både de frontstage- og backstage aktiviteter, der foregår i forbindelse med sagsrejsen,

såvel som de processer, der har til formål at understøtte en konstruktiv proces. Desuden peger

sagsrejsen på en række dilemmaer og udfordringer, markeret med bogstaver fra A-G, der

udfordrer forløbet. Begge er uddybet nedenfor.

Figur 18

–

Sagsrejsen i forbindelse med handlepligter

1: Forældre oplever mobning eller lignende:

Rejsen indledes som regelmed, at forældre oplever

mobning eller lignende på uddannelsesinstitutionen. I nogle tilfælde orienteres forvaltningen om

dette, mens forældre i andre tilfælde informerer elevens klasselærer. Rejsen kan i princippet også

indledes af institutionen, men det forekommer sjældent i praksis.

2: Forældre informerer klasselæreren:

Når forældre informerer klasselæreren om mobningen,

resulterer det ofte i en løbende uformel dialog mellem de to parter. Her fortæller forældre om

omstændighederne med henblik på at finde en løsning på problematikken i samarbejde med

læreren. I nogle tilfælde inddrages institutionslederen i dialogen.

A: Manglende kendskab til institutionens handlepligter:

Analyserne peger på, at flere forældre ikke

kender til institutionens handlepligter, og dermed opfatter den uformelle dialog eller et skoleskift

som de eneste muligheder. Dette skaber asymmetri i vidensgrundlaget, og begrænser forældre og

elevers mulighed for at holde institutionen til ansvar for deres lovmæssige forpligtigelser.

3: Forældre oplever manglende håndtering:

Såfremt forældre ikke er tilfredse med klasselæreren

og/eller institutionslederens håndtering af situationen, involveres andre forældre ofte i sagen.

Enten fordi andre forældres børn er involverede i problematikken, og man derfor forsøger at løse

problematikken i forældregruppen. Eller fordi forældrene gerne vil høre

–

og ofte bekræftes i

–,

andre forældre deler deres opfattelse af problematikken.

B: Risiko for grupperinger i forældregruppen:

Involveringen af øvrige forældre, kan bidrage til at

skabe grupperinger i forældregruppen, der forstærkes over tid, og ofte komplicerer problematikken

yderligere (Se nøgleafsnit 2).

4: Institutionsleder orienteres og undersøger sagen:

Hvis institutionslederen ikke allerede er

involveret, orienteres vedkommende om forældrenes oplevelse af en utilstrækkelig håndtering af

mobbeproblematikken fra

institutionens

side. Institutionslederen igangsætter en undersøgelse af

sagen.

C: Uklarhed om undersøgelsestilgang:

Analyserne viser, at der kan være tvivl om hvordan

institutionslederen bør undersøge sagen. Dette kan være på grund af uklarhed i lovgivningen om

forholdet mellem undersøgelse og konstatering af mobning eller manglende

værktøjer/mobbeforståelse (Se afsnit 2.3.6 ).

D: Tiden går:

De forudgående punkter kan i nogle tilfælde strække sig over flere måneder, hvor

forældrene oplever mere og mere kommunikation frem og tilbage, og mindre handling. I de tilfælde

bliver forældrene frustreret og det fremadrettede samarbejde udfordret.

5: Sagen vurderes ud fra antimobbebestemmelser:

I henhold til den gældende lovgivning er det

reelt op til ledelsen af vurdere, hvorvidt en situation på

institutionen

kan karakteriseres som

mobning

. Først når han vurderer, at dette er tilfældet, aktiveres handlepligterne. Lederen kan dog

også vælge at uddelegere kompetencen, til at konstatere mobning, til andet personale på

institutionen.

Vores case-eftersyn peger dog på, at det er mest udbredt, at lederen afgør

spørgsmålet.

E: Begrænset kendskab til undervisningsmiljøloven:

Såfremt institutionslederen ikke har indgående

kendskab til undervisningsmiljøloven og inspirationsmaterialer/sagspraksis fra DCUM, kan sagen

risikere at blive vurderet på uoplyst grundlag.

6.1: Mobning eller lignende konstateres og handleplan udarbejdes:

Institutionslederen konstaterer,

at problematikken kan karakteriseres som mobning eller lignende, og iværksætter udarbejdelsen af

en handlingsplan.

6.2: Mobning eller lignende konstateres ikke:

Institutionslederen konstaterer, at der ikke er tale om

mobning eller lignende, men iværksætter eventuelt andre trivselsinitiativer.

F: Begrænset kendskab:

Begrænset kendskab til lovbestemmelser medvirker til, at

institutionsledelsen i nogle tilfælde ikke udarbejder en skriftlig handlingsplan eller måske i mindre

grad betoner inddragelsen af forældrene i processen.

7.1: Forældre er utilfredse med handlingsplan:

Der kommer potentielt en klagesag, såfremt

institution

og forældre ikke kan blive enige om handlingsplanens indhold og udførsel.

7.2: Forældre er tilfredse med handlingsplan:

Der kommer ikke en klagesag.

7.3: Forældre er utilfredse skoleleders vurdering:

Der er potentielt en klagesag, såfremt

institution

og forældre ikke kan blive enige om vurderingen af situationen.

8: Forældre gøres opmærksom på klagemulighed:

Forældrene får kendskab til klagemuligheden.

G: Brist i oplysningspligt:

Analyserne peger på, at forældrene ikke altid vejledes i forhold til deres

klagemuligheder.

2.3.4

Kendskab til handlingsplanerne

I dette afsnit sættes fokus på forældrenes og institutionernes kendskab til lovkravet om, at

institutionerne skal udarbejde en handlingsplan i tilfælde af mobning, samt i hvilken grad

handlepligterne aktiveres, når der konstateres mobning.

Lovteksten åbner op for at det også kan være forældremyndighedsindehaver der kan konstatere mobning, men i

praksis er det stadig kun lederen, der kan få skolen til at udarbejde en handlingsplan. Derved er det lederens vurdering

der i sidste ende afgør, om handlepligterne skal aktiveres.

Som det fremgår af nedenstående figur, har folkeskolerne størst kendskab til lovkravet. 83 pct. af

folkeskolerne angiver således, at de kender til lovkravet, og at de har et indgående kendskab dertil,

mens yderligere 16 pct. af folkeskolerne har hørt om lovkravet, uden at have et indgående

kendskab hertil. 12 pct. af efterskolerne har aldrig hørt om lovkravet, og er dermed den

institutionstype, som har det laveste kendskab til lovkravet.

Forældrene har et ringere kendskab til lovkravet end institutionerne. 33 pct. af forældrene har

aldrig hørt om lovkravet. 11 pct. af forældrene har hørt om lovkravet, og har et indgående

kendskab dertil, mens 57 pct. har hørt om lovkravet uden at have et indgående kendskab.

Analysen viser desuden, at der ikke er signifikant forskel i kendskab på tværs af forældrenes

uddannelsesniveau.

Figur 19 - Hvor godt er dit kendskab til elementerne i lovgivningen?

–

Skoler skal udarbejde en handlingsplan i

tilfælde af mobning

Folkeskoler

83%

77%

75%

16%

22%

21%

Gymnasier og hf

Specialskoler

Erhvervsskoler

Ungdomsskoler

Friskoler og private grundskoler

74%

68%

64%

51%

71%

38%

20%

28%

35%

12%

Efterskoler

Total

25%

Har hørt om lovkravet, og har et indgående kendskab til det

Har hørt om lovkravet, men har ikke et indgående kendskab til det

Har aldrig hørt om lovkravet

Kilde:

Institutionssurvey, n=452. Note:

Spørgsmålsformulering: “Hvor godt er dit kendskab til elementerne i

lovgivningen?/ - Skoler skal udarbejde en handlingsplan i tilfælde af mobning”

2.3.5

Anvendelse af handlingsplaner

Der er variation i, hvor ofte institutioner udarbejder en handlingsplan i forbindelse med

håndteringen af mobbesagerne. Af nedenstående figur fremgår det, at 44 pct. af institutionerne

overordnet angiver, at de altid eller ofte udarbejder en handlingsplan i tilfælde af mobning.

Specialskolerne er den institutionstype, der oftest udarbejder en handlingsplan i tilfælde af

mobning (80 pct.), mens dette gør sig gældende for 54 pct. af folkeskolerne, 30 pct. af

erhvervsskolerne og 31 pct. af efterskolerne

. Det fremgår ligeledes, at 26 pct. af folkeskolerne og

41 pct. af gymnasierne sjældent eller aldrig udarbejder en handlingsplan i tilfælde af mobning eller

mobbelignende tilfælde. Beslutninger om dette kan skyldes flere komplekse faktorer, der belyses

kvalitativt i afsnit 2.3.6 .

Analyser viser desuden, at institutioner med en bred antimobbestrategi hyppigere udarbejder handlingsplaner.

Figur 20 - Hvor ofte bliver der udarbejdet en handlingsplan i tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer

på skolen?

Specialskoler

Ungdomsskoler

Folkeskoler

Friskoler og private grundskoler

Gymnasier og hf

Efterskoler

Erhvervsskoler

Total

Altid

Ofte

40%

10% 5%

32%

24%

23%

22%

18%

17%

23%

Sommetider

30%

21%

19%

13%

14%

13%

19%

27%

20%

23%

28%

13%

10%

11%

22%

10%

16%

11%

21%

Sjældent

22%

13%

Aldrig

13%

15%

23%

Ved ikke

Kilde:

Institutionssurvey, n=397. Note: Spørgsmålsformulering: ”Hvor ofte bliver der udarbejdet en handlingsplan i

tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer på skolen?”. Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som angiver, at

skolen har haft mobning eller mobbelignende situationer på skolen

De institutioner, der har angivet, at de udarbejder en handlingsplan, er efterfølgende blevet spurgt

til, hvor ofte de udarbejder en handlingsplan, hvis læreren på institutionen opdager, at der er

mobning uden den mobbede elev, selv har henvendt sig. Her ses det, at 53 pct. af ungdomsskoler

altid udarbejder en handlingsplan. Derimod udarbejder 26 pct. af erhvervsskolerne og de frie og

private grundskoler altid en handlingsplan, hvis en lærer opdager mobning på institutionen. De

institutioner, der har angivet, at lærerne på institutionen ikke har opdaget mobning uden eleven har

henvendt sig, er fratrukket udregningen i nedenstående figur.

Figur 21

–

Hvor ofte udarbejder I en handlingsplan, hvis læreren opdager mobning uden henvendelse fra elev

eller forældre?

Ungdomsskoler

Specialskoler

35%

34%

33%

30%

53%

35%

36%

24%

28%

18%

23%

28%

24%

12%

11% 4%

16%

Folkeskoler

Efterskoler

Gymnasier og hf

Friskoler og private grundskoler

Erhvervsskoler

Total

Altid

Ofte

26%

32%

Sommetider

36%

22%

30%

Sjældent

Aldrig

32%

48%

27%

Ved ikke

9% 1%

Kilde:

Institutionssurvey, n=299. Note: Spørgsmålsformulering: ”Hvor ofte udarbejder I en handlingsplan, hvis læreren

opdager mobning uden henvendelse fra elev eller forældre?”. Spørgsmålet er

kun stillet til skoler, som angiver, at skolen

har haft mobning eller mobbelignende situationer på skolen og de i et omfang udarbejder handlingsplaner i tilfælde af

mobning. De skoler, som angiver, at læreren ikke har opdaget mobning uden henvendelse fra elev eller forældre, er

fratrukket udregningen.

Derudover er institutionerne blevet spurgt til antallet af henvendelser, de har modtaget fra forældre

eller elever vedrørende mobning samt hvor mange handlingsplaner, de har udarbejdet i

indeværende skoleår. Af nedenstående figur fremgår andelen af henvendelser fra forældre eller

elever, som har ført til, at institutionen udarbejder en handlingsplan på baggrund heraf.

Overordnet udarbejder 59 pct. af institutionerne en handlingsplan i alle de tilfælde, hvor de

modtager en henvendelse vedrørende mobning fra forældre eller elever. Henholdsvis 56 pct. af

folkeskolerne og 57 pct. af de frie grundskoler udarbejder en handlingsplan i alle de tilfælde, hvor

de har modtaget en henvendelse. Gymnasierne og hf er den institutionstype med den højeste

andel, som altid (65 pct.) udarbejder en handlingsplan, når de modtager henvendelser fra forældre

eller elever vedrørende mobning. Til sammenligning er efterskolerne den institutionstype med den

højeste andel, som aldrig udarbejder en handlingsplan, når de modtager henvendelser fra forældre

eller elever. 34 pct. af efterskolerne har ikke udarbejdet en handlingsplan i forlængelse af de

henvendelser, de har modtaget vedrørende mobning.

Figur 22

–

Udarbejdelse af handlingsplan ved henvendelse vedr. mobning fra forældre eller elever

Efterskoler (n=32)

34%

59%

Gymnasier og hf (stx og hf)

(n=34)

24%

65%

Folkeskoler (n=71)

16%

13%

11%

56%

Friskoler og private grundskoler

(n=42)

12%

26%

57%

Total (n=207)

19%

13%

59%

Udarbejder aldrig handlingsplan, når forældre henvender sig vedr. mobning

Udarbejder handlingsplan i 1 - 25% af tilfældene

Udarbejder handlingplan i 26 - 50% af tilfældene

Udarbejder Handlingsplan i 51 - 75% af tilfældene

Udarbejder handlingsplan i 76 - 99% af tilfældene

Udarbejder altid handlingsplan, når forældre henvender sig vedr. mobning

Kilde:

Institutionssurvey, n= 207.

Note:

Spørgsmålsformulering: ”Forældre eller elever, der har henvendt sig for at

oplyse os om tilfælde af

mobning på skolen”/ ”Hvor mange henvendelser har ført til, at I har lavet en konkret

handlingsplan for situationen?”

Skoler, som har modtaget henvendelser om mobning, men ikke ved hvor mange

handlingsplaner, som de har udarbejdet i forlængelse af henvendelserne, er ikke inkluderet. Der er ikke udarbejdet en

særskilt analyse af ungdomsskolerne, specialskolerne og erhvervsskolerne grundet små baser. De er dog inkluderet i

fordelingen for ’Total’.

2.3.6

Udfordringer med at konstatere mobning eller lignende

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at flere institutioner ikke altid udarbejder handlingsplaner i

tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer. I dette afsnit vil vi se nærmere på, hvorfor det

er tilfældet. Den kvalitative analyse viser, at netop den manglende aktivering af handlepligterne

ofte er et stort stridspunkt på institutioner, hvor forældrene ender med at klage. Konkret sker dette,

fordi forældre og institutioner ikke kan blive enige om, hvad der kan eller ikke kan karakteriseres

som mobning. Denne tendens underbygges også af sagshistorikken hos NKMM. I alt 61 pct. af de

afgjorte sager har handlet om, at institutionen ikke ville anerkende, at der var tale om mobning, og

at handlepligterne derfor skulle aktiveres.

Når det er vigtigt at dvæle ved, hvorvidt parterne er enige om, hvorvidt der er tale om mobning eller

ej, er det fordi vores case-eftersyn også peger på, at diskussionen kan komme til at præge de

fremadrettede samarbejdsprocesser uforholdsmæssigt meget. En pædagogisk konsulent

reflekterer i nedenstående citat over, hvor meget debatten om, hvad der er og ikke er mobning,

kommer til at fylde. Hun overvejer, om institutionen i en konkret sag, kunne have deeskaleret

konflikten tidligere, hvis de havde fokuseret mindre på en principiel diskussion om dette. Dette

særligt fordi institutionen faktisk iværksatte nogle gode indsatser undervejs.

”

Vi har måske lært af det her, at skolen var for hurtig i deres retorik, til at sige, at det ikke

handlede om mobning. Men vi syntes faktisk de reagerer i deres indsatser, som de skal.

Konsulent, skoleforvaltningen

”

Når man i et skole-hjemsamarbejde bliver uenige om, hvorvidt en situation skal defineres som

mobning eller ej, kan det blive uhensigtsmæssigt på to måder:

•

For det første kan diskussionen mellem forældre og ledelse komme til at handle om,

hvorvidt der overhovedet er tale om mobning

–

og tiltag bliver mindre vigtige, idet

diskussionen for begge parter hurtigt får en principiel karakter.

For det andet kan diskussion og bevisførelse for det ene og det andet perspektiv trække i

langdrag, således at

parterne bliver slidte i relation til hinanden og får ”døve øre

overfor

hinandens perspektiver”. Dette har den virkning, at hvis sagen senere bliver til en klagesag,

har sagen allerede en lang historik eller forvægt. Dette gør det endnu mere udfordrende at

se fremad, når sagen endelig afgøres ved første instans, eller når mediering tilbydes.

•

Manglende klarhed blandt ledere om, hvordan mobning forventes

undersøgt

I den gældende lovgivning står det beskrevet, at institutionens ledelse skal udarbejde en

handlingsplan indenfor 10 dage, når ledelsen konstaterer mobning

. Lovgivningen udspecificerer

dog ikke rammerne for en decideret undersøgelsesfase, der skal ligge til baggrund for lederens

konstatering.

I vores case-eftersyn oplever lederne, at de har været forholdsvis usikre på, hvordan de skulle

have undersøgt forældrenes henvendelse bedre. Nogle af dem har også modtaget en afgørelse fra

NKMM om, at de skulle have undersøgt sagen bedre, før de konstaterede, at der ikke var tale om

mobning. Det er forholdsvist hyppigt, at NKMM konstaterer behov for bedre undersøgelse i sager,

der handler om mobbeuenighed.

Lederne oplever, at de i en travl hverdag får mange henvendelser, som man i en ideel verden

kunne undersøge. Samtidig må de prioritere deres ressourcer der, hvor de skaber mest værdi.

Konkret betyder det, at institutionsledelsen i forhold til at lave en tilbundsgående undersøgelse,

som de kan konstatere mobning på baggrund af, hele tiden skal afveje, hvordan de vil afdække en

potentiel mobbesituation. Disse overvejelser viser sig konkret i tre afvejninger:

Infoboks 3

–

Afvejninger af ressourcer versus prioritering af undersøgelser

Dilemmaet:

Afvejning af iværksættelse:

Skal undersøgelse iværksættes?

Afvejning af omfang:

Hvilke og hvor mange kilder er nødvendige for at have et

oplyst grundlag til at konstatere mobning?

Afvejning af ”beviser”:

Hvad betyder det for min konstatering hvis undersøgelsen er

tvetydig

–

eller hvad hvis der er viden, jeg ikke kan få fat i, eller ikke ved eksisterer?

Den første afvejning

handler om, hvordan man beslutter sig for at indlede en undersøgelse. På

den ene side oplever ledere, når de har modtaget en afgørelse fra klageinstansen, at der er

omfangsrige juridiske forventninger til, hvordan de skal undersøge mobning. På den anden side

oplever de, at selvom en større undersøgelse i tilfældet af den specifikke klagesag måske ville

være hensigtsmæssigt, når man kigger tilbage, så vil det ikke altid være tilfældet. En leder sætter

dette på spidsen i nedenstående citat. Konkret udtrykker citatet, at ledere i hverdagen laver små

cost-benefit-analyser, hvor de forsøger at sætte en minimumsgrænse for, hvornår man som leder

bør prioritere ressourcer til at undersøge, om en given hændelse er udtryk for mobning eller ej.

”

Jeg laver ikke et sociogram, fordi der er en, der ikke bliver spillet i fodbold.

”

Skoleleder

Et andet hensyn, der også kan tale imod iværksættelsen af en dybdegående undersøgelse, kan

være mere pragmatisk. I følgende citat fortæller en skoleleder, at han godt kunne se, at en

situation kunne tolkes som mobning. Alligevel vurderede han, at situationen lå længere tilbage og

var under opblødning. Han var derfor bange for at en decideret undersøgelse med interview af de

pågældende elever ville få mobningen til at blusse op igen:

Men hvis vi skal sætte den store undersøgelse i gang i klassen, kommer vi så til at puste til

nogle gløder, som er ved at blive pustet ud? Sætter vi fokus på et problem, som ikke eksisterer

længere?

Skoleleder

”

Den anden afvejning

sker i de tilfælde, hvor lederen har besluttet sig for at undersøge en

hændelse nærmere. Her skal det afvejes, hvor omfattende en undersøgelse skal være, før man

som leder har et oplyst grundlag til at kunne konstatere, om situationen er mobning eller lignende. I

den forbindelse fortæller en skoleleder, der har fået en afgørelse om, at situationen skulle være

undersøgt bedre, at han er i tvivl om, hvornår en undersøgelse bør stoppe.

”

Jeg syntes altid man skal undersøge tingene. Og det syntes jeg også vi har gjort

–

med

lærerne, pigen selv og trivselsundersøgelserne

–

vi har haft mange kilder ind omkring, som

bare ikke er enslydende. Mor har sagt: Hvad skal der til for at blive hørt? Og jeg siger, at jeg

hører hende

–

jeg er bare ikke enige i dine betragtninger.

Skoleleder

”

Ligeledes fremgår det af citatet, at de kilder, skolelederen inddrog i undersøgelsen, ikke gav et

enslydende

billede af, om der var mobning på spil eller ej. Han kunne derfor ikke erklære sig enig i

forælderens betragtninger. Det illustrerer derfor også, at lederen har behov for at se klare beviser

for, at der er tale om mobning, før handlepligterne aktiveres. I den forbindelse henviser flere af

skolelederne til, at den mest afgørende forskel mellem drilleri og mobning er, at mobning er en

”systematisk

udelukkelse fra fællesskabet” eller

”systematisk

forfølgelse”. Skolelederen vil derfor

have, at skolens undersøgelse skal udpege et mere strukturelt problem, før ledelsen vil definere

det som mobning.

I sager, hvor ledelsen har vurderet, at en situation ikke kan karakteriseres som mobning, henviser

lederne til en række begrundelser som grundlag for deres afgørelse. De mest brugte begrundelser

er som følger:

•

Lærerne og andre forældre genkendte ikke billedet

Trivselsmålingerne på klassen pegede ikke på nogle problemer

Positioneringskampe er naturlige i børnefællesskaber

Forældrenes modargument er, at lederne ikke nødvendigvis kan se, at der er en strukturel eller

gentagen udelukkelse på spil. Dette skyldes ifølge forældrene, at den mobning børnene oplever,

foregår subtilt, i lukkede fora på sociale medier eller delvis uden for skolen. De oplever, at ledernes

undersøgelsesomfang eller metoder ikke opfangede dette i deres sag. En leder fortæller, at det er

en generel udfordring at vide, hvad der sker i de unges liv

–

både som skole og forældre.

”

Hvis det er digital mobning, udenfor skoletid

–

det ligger næsten udenfor vores

indflydelsessfære. Men ting bliver tit komplekst eller usynligt for os

–

vi ser jo ikke hvad de

foretager sig på snapchat eller instagram.

Skoleleder

”

Dette repræsenterer

den tredje afvejning

som lederne står overfor. Givet, at det

fællesskabsorienterede mobbesyn pointerer mobningens nuancerede og mere subtile natur, bliver

det naturligt mere udfordrende at afdække det. Derfor bliver den sidste afvejning spørgsmålet om,

hvordan man afgør om en situation er mobning eller lignende, hvis billedet er tvetydigt og der er

data, man ikke kan tage til indtægt for afgørelsen.

Ledere og forældre er enige om det fællesskabsorienterede

mobbesyn

–

men har subjektive mobbeforståelser i praksis

Som tidligere angivet, havde forskere og børneorganisationer i forbindelse med

lovbestemmelsernes implementering advokeret for et nyt

fællesskabsorienteret mobbesyn,

der

kunne erstatte det gamle

individualiserede mobbesyn

(Se Indledning og baggrund).

Der er bred enighed på de besøgte skoler og forvaltninger om, at det fællesskabsorienterede

mobbesyn bringer værdi. Skolerne kender til det, og henviser i interviewene til forskningen, når de

taler om definitioner af mobning i forbindelse med udarbejdelsen af antimobbestrategier. I

spørgeskemaet har vi også spurgt uddannelsesinstitutionerne, om de er mest enige med den

individualiserede eller fællesskabsorienterede beskrivelse af mobning. 87 pct. svarer på tværs af

institutionerne, at de er mest enige i den definition af mobning, som er udtryk for et

fællesskabsorienteret syn på mobning

. Det er i overensstemmelse med en aktuel undersøgelse,

der viser, at læreres forståelser af mobning har rykket sig fra et mere individorienteret til et

Analysen viser i den forbindelse, at der hyppigere udarbejdes handlingsplaner ifm. tilfælde af mobning på institutioner,

som er mest enig i det fællesskabsorienterede mobbesyn.

fællesskabsorienteret syn på mobningens baggrunde

. Særligt en høj andel af folkeskolerne

tilkendegiver at have et fællesskabsorienteret mobbesyn. Det hænger sandsynligvis sammen med,

at forvaltningerne har været med til at udbrede kendskabet til det fællesskabsorienteret mobbesyn i

folkeskolerne i samarbejde med børneorganisationerne.

Figur 23

–

Hvilken af de to hovedbeskrivelser af mobning er du mest enig i?

Friskoler og private grundskoler

23%

77%

Efterskoler

19%

81%

Gymnasier og hf

13%

87%

Erhvervsskoler

13%

87%

Specialskoler

11%

89%

Folkeskoler

93%

Ungdomsskoler

96%

Total

13%

87%

Mobning er et negativt forhold mellem en udøver og et offer

Mobning er en social dynamik, hvor én eller flere lukkes ude af fællesskabet

Kilde:

Institutionssurvey, n=452.

Note:

Spørgsmålsformulering: “Hvilken af de to hovedbeskrivelser af mobning er du

mest enig i?”

Selvom der er et fælles mobbesyn og en definition på det strategiske niveau, betyder det dog ikke

nødvendigvis, at mobbeansvarlige på institutionen og forældre har en fælles forståelse af, hvad

mobning er

i praksis.

Dette kan ses, når de mobbeansvarlige på institutionerne og forældrene i

spørgeskemaet er blevet bedt om at forholde sig til en række udsagn om, hvad mobning er, og

hvad det skyldes (Se Figur 24). Her ses det, at besvarelserne fordeler sig forholdsvist bredt på

flere af udsagnene, hvilket vidner om et varieret mobbesyn på tværs af parterne. Desuden fremgår

det, at både forældrene og institutionerne i højest grad forbinder mobning med de

fællesskabsorienterede udsagn (manglende sammenhold i skolen/på holdet, manglende tolerance

og åbenhed for forskellighed). Samtidig lader det til, at institutionerne har et stærkere

fællesskabsorienteret mobbesyn end forældrene. For eksempel er 70 pct. af forældrene helt eller

delvist enige i, at mobning skyldes manglende tolerance og åbenhed for forskellighed, mens 81

pct. af institutionerne er enige i samme udsagn.

De største forskelle mellem forældrenes og institutionernes mobbesyn ses ved de mere

individorienterede udsagn. Her fremgår det, at forældrene generelt har et mere individorienteret

syn på, hvad mobning skyldes. Det kommer for eksempel til udtryk, når 51 pct. af forældrene

Hansen, H.R & Nielsen. J.C. (2020): Forståelser af mobning og ensomhed i grundskolen. En undersøgelse i

befolkningen og blandt lærere og skolepædagoger

angiver, at de er enige i, at mobning skyldes aggressive børns trang til at dominere andre, mens

21 pct. af institutionerne er enige i dette udsagn.

Figur 24

–

Hvor enig eller uenig er du i, at skolemobning skyldes...

Manglende sammenhold i skoleklassen/på holdet

22%

16%

20%

17%

13%

26%

38%

55%

38%

61%

12%

20% 5%

21%

13%

Manglende tolerance og åbenhed for forskellighed

Forældre

En ’mig, mig, mig'-adfærd

hos nutidens

børnegeneration

Mangelfuld opdragelse hjemmefra

Aggressive børns trang til at dominere andre

53%

21%

28%

17%

14% 10%

16%

22%

Naturens orden, hvor de ”stærkeste overlever”

Manglende sammenhold i skoleklassen/på holdet

Manglende tolerance og åbenhed for forskellighed

En ’mig, mig, mig'-adfærd

hos nutidens

børnegeneration

Mangelfuld opdragelse hjemmefra

28%

26%

28%

38%

19%

12%

21%

20%

22%

62%

55%

22%

20%

11% 6%

22%

15%

Skoler

23%

27%

Aggressive børns trang til at dominere andre

Naturens orden, hvor de ”stærkeste overlever”

29%

44%

Helt enig

Delvist enig

Hverken enig eller uenig

Delvist uenig

Helt uenig

Ved ikke

Kilde:

Institutionssurvey, n=452: Forældresuevey=515.

Note:

Spørgsmålsformulering: “Hvor enig eller uenig er du i, at

skolemobning skyldes...”

Fundene peger på, at der mange steder er en fælles forståelse af mobning på det strategiske

niveau. Men denne fælles forståelse afspejles ikke altid i praksis. Dette stemmer overens med de

sager, vi har gennemgået. Her har et omdrejningspunkt ofte været, at ledere ikke ville anerkende,

at der var tale om mobning. Hvis forældre og ledere har forskellige mobbeforståelser, kan det være

en udfordring at blive enige om situationens grundlæggende karakter.

2.3.7

Når handlepligterne aktiveres: Udarbejdelser af

undersøgelser og handlingsplaner

I dette afsnit ser vi nærmere på processen omkring institutionernes aktivering af handlingsplanen i

tilfælde af mobning. Dette indebærer analyser af hvilke aktører, der henholdsvis bliver inddraget i

udarbejdelsen af handlingsplanen og i undersøgelsen af mobbesituationen, hvad der bliver

dokumenteret og noteret i planen, samt hvilke aktiviteter, der igangsættes af institutionerne for at

bringe mobningen til ophør.

I forbindelse med den gældende lovgivning er det op til ledelsen af konstatere, hvorvidt en situation

på institutionen kan karakteriseres som mobning, hvormed handlepligterne skal aktiveres. I de

fleste tilfælde betyder dette i praksis, at lederen først får en henvendelse om en potentiel

mobbesituation fra lærere eller forældre, som skal undersøges. Af figuren nedenfor fremgår det,

hvor ofte institutionerne vurderer at bringe forskellige aktører i spil, før de afgør om der er tale om

mobning.

Figuren angiver, at det typisk er eleverne, lærerne, ledelsen og forældrene, der inddrages i

undersøgelsen af mobbesituationen. På 84 pct. af institutionerne inddrages de involverede elever

altid i undersøgelsen af situationen, mens forældrene til de involverede elever altid inddrages på

45 pct. af institutionerne. Aktører, der ikke direkte er involveret i mobbesituationen, inddrages i

mindre grad i undersøgelsen af mobbesituationen.

Figur 25 - Hvor ofte bliver følgende aktører inddraget i

undersøgelsen

af de konkrete tilfælde af mobning eller

mobbelignende situationer?

De involverede elever

Lærer(e)

84%

83%

75%

45%

37%

24%

10%

17%

32%

30%

28%

24%

33%

44%

52%

46%

59%

32%

45%

13%

25%

40%

30%

13% 1%

14% 1%

21%

Skoleledelsen

Forældrene til de involverede elever

Eleverne i den gruppe/klasse, hvor der foregår

mobning eller mobbelignende situationer

Trivselskonsulent(er)

Socialrådgiver(e)

Alle forældre i klassen

Skolebestyrelsen

Ekstern(e) rådgiver(e)

16% 4%

14% 2%

14%

15%

18%

Elevrådet

Er inddraget hver gang

Har været inddraget i et fåtal af gangene

Ved ikke

Har været inddraget i de fleste tilfælde

Har aldrig været inddraget

Kilde:

Institutionssurvey, n= 319. Note: Spørgsmålsformulering: ”Hvor ofte bliver følgende aktører inddraget i

undersøgelsen

af de konkrete tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer?” Spørgsmålet er kun stillet til skoler,

som angiver, at skolen i et omfang udarbejder handlingsplan i tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer

Når man ser på hvilke aktører, der inddrages i selve udarbejdelsen af handlingsplanen, er det i

højest grad lærerne og ledelsen på institutionen, som inddrages. På 51 pct. af institutionerne

inddrages de involverede elever hver gang i udarbejdelsen af handlingsplanen, mens forældrene

inddrages hver gang på 28 pct. af institutionerne. Eleverne og forældrene inddrages således i

mindre grad i selve udarbejdelsen af handlingsplanen end i undersøgelsen af mobbesituationen.

Af figuren nedenfor fremgår det, at særligt forældrene bliver inddraget i varierende grad. 49 pct. af

institutionerne inddrager forældrene hver gang eller i de fleste tilfælde, mens 46 pct. af

institutionerne inddrager dem et fåtal af gange eller aldrig.

Figur 26 - Hvor ofte bliver følgende aktører inddraget i selve

udarbejdelsen

af konkrete handlingsplaner i tilfælde

af mobning eller mobbelignende situationer?

Lærer(e)

Skoleledelsen

De involverede elever

Forældrene til de involverede elever

Eleverne i den gruppe/klasse, hvor der foregår

mobning eller mobbelignende situationer

Trivselskonsulent(er)

Socialrådgiver(e)

28%

22%

21%

51%

74%

73%

29%

21%

32%

22%

13%

29%

30%

29%

19% 3%

20% 3%

8% 7%

17%

11%

15%

22%

24%

52%

66%

54%

17%

19%

10%

Ekstern(e) rådgiver(e)

Skolebestyrelsen

4% 19%

Alle forældre i klassen

Elevrådet

2% 18%

Er inddraget hver gang

Har været inddraget i et fåtal af gangene

Ved ikke

30%

70%

10%

Har været inddraget i de fleste tilfælde

Har aldrig været inddraget

Kilde:

Institutionssurvey, n= 319. Note: Spørgsmålsformulering: ”Hvor

ofte bliver følgende aktører inddraget i selve

udarbejdelsen af konkrete handlingsplaner i tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer?”

Spørgsmålet er kun

stillet til skoler, som angiver, at skolen i et omfang udarbejder handlingsplan i tilfælde af mobning eller mobbelignende

situationer.

Når forældrenes inddragelsesgrad på tværs af de forskellige institutionstyper undersøges, viser det

sig, at skolerne har forskellig praksis i forhold til, hvor ofte forældrene inddrages i undersøgelsen af

mobningen og i selve udarbejdelsen af handlingsplanen. Forældrene inddrages generelt oftest i

processen i folkeskolerne, de frie- og private grundskoler og i specialskolerne. 99 pct. af

folkeskolerne angiver, at forældrene inddrages i undersøgelsen af mobbesituationen hver gang

eller i de fleste tilfælde, mens 74 pct. af folkeskolerne inddrager forældrene i selve udarbejdelsen

af handlingsplanen.

Ungdomsuddannelserne udgør de institutionstyper, der i lavest grad inddrager forældrene i

processen omkring undersøgelsen af mobning og i udarbejdelsen af handleplanen. Dette er

forventet givet, at elevgruppen er ældre. Henholdsvis 31 pct. af gymnasierne og 35 pct. af

erhvervsskolerne inddrager forældrene i undersøgelsen af mobbesituationen. Når det kommer til

udarbejdelsen af handlingsplaner, inddrager 10 pct. af erhvervsskolerne og 15 pct. af gymnasierne

forældrene hver gang eller i de fleste tilfælde.

Figur 27

–

Inddragelse af

forældre til de involverede elever

ift.

undersøgelse

af mobningen og

udarbejdelse

af de

konkrete handlingsplaner

Erhvervsskoler mv. (eud, eux, hhx, htx)

10%

41%

32%

28%

22%

41%

26%

22%

26%

22%

28%

Gymnasier og hf (stx og hf)

5%10%

Specialskoler

32%

28%

24%

39%

46%

Udarbejdelse af

handlingsplan

Ungdomsskoler

Efterskoler

Friskoler og private grundskoler

Folkeskoler

17%

11%

12%

22% 2%

24%

Erhvervsskoler mv. (eud, eux, hhx, htx)

Gymnasier og hf (stx og hf)

14%

21%

23%

63%

33%

37%

67%

70%

52%

48%

10%

15%

32%

11%

31%

29%

Undersøgelse

af mobning

Specialskoler

Ungdomsskoler

Efterskoler

Friskoler og private grundskoler

Folkeskoler

56%

52%

Er inddraget hver gang

Har været inddraget i et fåtal af gangene

Ved ikke

Har været inddraget i de fleste tilfælde

Har aldrig været inddraget

Kilde:

Institutionssurvey, n= 319.

Note:

Spørgsmålsformulering:

”Hvor ofte bliver følgende aktører inddraget i selve

udarbejdelsen af konkrete handlingsplaner i tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer?”/

”Hvor

ofte bliver

følgende aktører inddraget i undersøgelsen af de konkrete tilfælde af mobning

eller mobbelignende situationer?” –

Forældre til de involverede elever. Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som angiver, at skolen i et omfang udarbejder

handlingsplan i tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer.

Inddragelse af eleverne i klassen eller gruppen, hvor der foregår mobning, er ligeledes blevet

undersøgt. Af nedenstående figur fremgår det, hvor ofte elever i klassen inddrages i henholdsvis

undersøgelsen af mobning og i udarbejdelsen af handlingsplanen fordelt på folkeskoler, gymnasier

og erhvervsskoler. Figuren viser, at der ikke er samme institutionelle forskelle mellem

institutionerne, som det var tilfældet for inddragelse af forældrene. Det ses samtidig, at der er

interne forskelle på institutionerne

–

særligt i forhold til inddragelse i udarbejdelsen af

handlingsplanen. Her ses det eksempelvis, at 24 pct. af erhvervsskolerne inddrager elever i

klassen i tilfælde af mobning hver gang, 21 pct. inddrager dem i de fleste tilfælde, 38 pct. et fåtal af

gange, mens 10 pct. af erhvervsskolerne angiver, at de aldrig er blevet inddraget.

Figur 28

–

Inddragelse af eleverne i den gruppe/klasse, hvor der foregår mobning ift.

undersøgelse

mobningen og

udarbejdelse

af de konkrete handlingsplaner

Erhvervsskoler mv. (eud, eux, hhx, htx)

Gymnasier og hf (stx og hf)

24%

16%

24%

21%

26%

39%

38%

25%

10%

18%

Udarbejdelse af

handlingsplan

Folkeskoler

Erhvervsskoler mv. (eud, eux, hhx, htx)

41%

25%

42%

49%

45%

21%

Undersøgelse af

mobning

Gymnasier og hf (stx og hf)

Folkeskoler

47%

Er inddraget hver gang

Har været inddraget i et fåtal af gangene

Ved ikke

Har været inddraget i de fleste tilfælde

Har aldrig været inddraget

Kilde:

Institutionssurvey, folkeskoler n=97; Gymnasier og hf n=61; Erhvervsskoler n=29. Note: Spørgsmålsformulering:

”Hvor ofte bliver følgende aktører inddraget i selve udarbejdelsen af konkrete handlingsplaner i tilfælde af mobning eller

mobbelignende situationer?”/ ”Hvor ofte bliver følgende aktører inddraget i undersøgelsen af de konkrete tilfælde af

mobning eller mobbelignende situationer?” –

Eleverne i den gruppe/klasse, hvor der foregår mobning eller

mobbelignende situationer'. Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som angiver, at skolen i et omfang udarbejder

handlingsplan i tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer.

Der er ikke faste formkrav til, hvad en handlingsplan skal indeholde. DCUM opfordrer dog i deres

praksis til, at den kommer omkring en række emner. Herunder kan det eksempelvis nævnes, at

handlingsplanen bør:

•

Beskrive en klar sammenhæng mellem beskrivelser af situationen og indsatserne

Beskrive indsatser rettet imod alle grupper omkring eleven jf. det fællesskabsorienterede

mobbesyn

Opstille klare mål for handlingsplanen og strategi for løbende opfølgning.

I spørgeskemaundersøgelsen kan vi se, at der er forskel på hvilke emner, institutionerne lægger

vægt på at skriftliggøre i deres handlingsplan. 86 pct. af institutionerne dokumenterer i høj grad

eller nogen grad, hvem der har ansvar for indsatsen, og hvad man vil opnå med den.

De emner, som institutionerne i mindst grad dokumenterer i handlingsplanen, er emner, som

omhandler hvordan de fastholder succeser, eller hvordan forældrene oplever mobbesituationen.

Omkring halvdelen af institutionerne dokumenterer i høj eller i nogen grad, hvordan institutionen

skal fastholde de succeser, som de har opnået i forløbet. Samtidig dokumenterer 44 pct. af

institutionerne, hvordan forældrene oplever mobbesituationen. Næsten halvdelen af institutionerne

(45 pct.) dokumenterer i mindre grad eller slet ikke, hvordan forældrene oplever mobbesituationen.

Analysen viser desuden, at der er institutionelle forskelle i forhold til at dokumentere forældrenes

oplevelse af mobning samt hvordan succeser fastholdes i handlingsplanen.

Ungdomsuddannelserne dokumenterer i lavest grad, hvordan forældrene oplever mobningen.

Henholdsvis 8 pct. af gymnasierne og 17 pct. af erhvervsskolerne dokumenterer i høj grad eller i

nogen grad, hvordan forældrene oplever mobningen. Det er ikke overraskende institutionerne på

grundskoleniveauet, som i højest grad dokumenterer forældrenes oplevelse af mobning i

handlingsplanen. Der er dog også forskel på, i hvilken grad institutionstyperne på

grundskoleniveauet dokumenterer dette. Efterskolerne er den institutionstype på

grundskoleniveau, som i lavest grad foretager dokumentation (37 pct.), og folkeskolerne og de frie

og private grundskoler (63 pct.) er dem, som i højest grad dokumenterer. Når vi ser på i hvilken

grad institutionerne dokumenterer en plan for, hvordan succeser fastholdes, er det igen

ungdomsuddannelserne, som i lavest grad foretager denne type dokumentation. Forskellene

mellem institutionerne er dog marginale.

Figur 29 - En handlingsplan om en konkret sag kan udarbejdes på forskellige måder. Hvad bliver typisk

nedfældet skriftligt (dokumenteret) i planen?

Hvem på skolen der har ansvar for indsatsen

Hvad I gerne vil opnå med planen

En beskrivelse af de forskellige indsatser, som skal

igangsættes

Hvad mobbeproblematikken overordnet består af

Hvordan de involverede elever overordnet oplever

mobningen

Hvilke datoer skolen følger op på handlingsplanen

Hvordan man vil evaluere, om planens mål er nået

Plan for, hvordan man fastholder de succeser, man

har opnået, så situationen ikke opstår igen

Hvordan forældrene overordnet oplever mobningen

62%

52%

51%

45%

38%

37%

22%

15%

29%

37%

34%

29%

33%

24%

34%

29%

34%

11%4%

11%

20%

20% 4%

26%

11%

12%

I høj grad

I nogen grad

I mindre grad

Slet ikke

Ved ikke

Kilde:

Institutionssurvey, n=319.

Note:

Spørgsmålsformulering: ”En handlingsplan om en konkret sag kan udarbejdes på

forskellige måder. Hvad bliver typisk nedfældet skriftligt (dokumenteret) i planen?” Spørgsmålet er kun stillet til

institutioner, som angiver, at institutionen i et omfang udarbejder handlingsplan i tilfælde af mobning eller mobbelignende

situationer

Forældre til børn, som har oplevet mobning, er også blevet spurgt til, hvilke aktiviteter og tiltag,

institutionen igangsatte i forbindelse med mobbesituationen.

Ifølge forældre handler 36 pct. af de igangsatte aktiviteter om den mere fællesskabsorienterede

aktivitet at involvere hele klassen i samtaler om den gode og respektfulde adfærd. 25 pct. af

forældrene angiver, at institutionen afholder møder med de involverede elever. Kun 7 pct. af

forældrene angiver, at institutionen udarbejdede en handlingsplan i forbindelse med

mobbesituationen. Dette udgør en væsentligt lavere andel sammenlignet med andelen af

institutioner, der angiver at de udarbejder en handlingsplan i forbindelse med mobning. Det kan

være et udtryk for, at forældrene er uvidende om, hvad en handlingsplan er, og at institutionen har

lavet en mundtlig handlingsplan. Det kan også skyldes, at forældrene ikke er blevet inddraget i

arbejdet omkring handlingsplanen, selvom loven ligger op til inddragelse. Uanset tyder det dog på,

at nogle institutioner kan forbedre kommunikationen omkring handlingsplanernes rammer og

indhold til forældrene.

Figur 30

–

Igangsatte skolen nogle af følgende aktiviteter, da dit barn oplevede mobning på skolen?

Skolen tog det op i undervisningen - fx gennemførte

de undervisning i god opførsel, respektfuld…

Skolen afholdt møder med de(n) involverede

elev(er)

Ekstra opsyn i pauserne

Skolen involverede hele klassen

Skolen involverede klassen i fællesskabende

aktiviteter: fx tillidsøvelser, ryste sammenturer, m.m.

Skolen ændrede placeringen af elever i klassen/på

holdet

Skolen afholdt møder med forældrene til de

involverede elever

Skærpet opsyn med utrygge steder i skolen, både

ude og inde

Mit barn fik ekstra støtte

Andet

Skolen lavede en handlingsplan

Indsatser til at forbedre lærernes kompetencer: fx

klasserumsledelse, relationsarbejde

Mit barn fik ekstra ressourcer i timerne

Skolen opdagede ikke, at mobning fandt sted

Ved ikke

Skolen havde kendskab til, at mit barn blev mobbet,

men gjorde ikke noget

25%

21%

18%

12%

10%

36%

10%

14%

Kilde:

Forældresurvey, n=105. Note: Spørgsmålsformulering: ”Igangsatte

skolen nogle af følgende aktiviteter, da dit

barn oplevede mobning på skolen?”

Spørgsmålet er kun stillet til forældre, som angiver, at de har et barn, som er blevet

mobbet inden for de seneste 3 år.

Forældrene er efterfølgende blevet spurgt til deres tilfredshed med institutionens håndtering af

mobbesituationen. 22 pct. af forældrene er meget utilfredse med institutionens håndtering af

situationen. Ikke overraskende er det i høj grad de forældre, der mener, at institutionen havde

kendskab til mobningen, men ikke gjorde noget. De forældre, som er tilfredse med institutionens

håndtering, angiver i højere grad end de utilfredse forældre, at institutionen inddragede forældrene

eller de involverede elever. Derudover viser analysen, at 29 pct. af forældrene med en

videregående uddannelse (kort, mellem eller lang videregående uddannelse) er meget utilfredse

med institutionens håndtering, mens dette gør sig gældende for 14 pct. af forældrene med en

lavere uddannelsesbaggrund (grundskole, gymnasial eller erhvervsuddannelse). Forskellen i

tilfredshed blandt forældre med henholdsvis en lav eller en videregående uddannelse er ikke

signifikant. Der skal desuden tages højde for et meget lille datagrundlag for dette spørgsmål, da

det kun er forældre, som har et barn, som har været udsat for mobning, og hvor institutionen

vidste, at mobningen fandt sted, som har fået stillet dette spørgsmål.

Figur 31

–

Hvor tilfreds eller utilfreds var du med skolens håndtering af situationen?

34%

20%

14%

22%

Meget tilfreds

Tilfreds

Hverken tilfreds

eller utilfreds

Utilfreds

Meget utilfreds

Ved ikke

Kilde:

Forældresurvey, n=91. Note: Spørgsmålsformulering: ”Hvor

tilfreds eller utilfreds var du med skolens håndtering

af situationen?”

Spørgsmålet er kun stillet til forældre, som angiver,

at de har et barn, som er blevet mobbet inden for de

seneste 3 år samt at skolen vidste, at mobningen fandt sted

Indhold i handlingsplanen

Det er et lovkrav, at institutionerne i tilfælde af mobning på institutionen skal udarbejde en

handlingsplan, som effektivt skal bringe mobningen til ophør. Indholdet i handlingsplanen, og

hvordan institutionerne i praksis vil bringe mobningen til ophør, er ikke fastsat i loven og kan derfor

variere fra institution til institution.

Der er både ligheder og forskelle i de anvendte initiativer på tværs af institutionstyper, når vi

spørger institutionerne, hvilke initiativer der iværksættes i forbindelse med udarbejdelsen af

handlingsplanen ved en mobbesag. Det initiativ som flest institutioner iværksætter i forbindelse

med handlingsplanen, er at afholde møder med de involverede parter i mobbesagen (93 pct.).

Henholdsvis 94 pct. af folkeskolerne og 90 pct. af gymnasierne afholder møder med de

involverede parter.

93 pct. af folkeskolerne involverer hele klasser i fællesskabende aktiviteter, mens det gør sig

gældende for 69 pct. af gymnasierne og hf. Der ses tilmed en væsentlig forskel mellem

folkeskolernes og gymnasiernes praksis i forbindelse med afholdelse af møder med forældrene. 92

pct. af folkeskolerne afholder møder med forældrene, mens det er 39 pct. af gymnasierne, som

anvender denne praksis.

Der er særligt forskel mellem folkeskolerne og gymnasierne, når vi ser på initiativerne ’ekstra

opsyn i pauserne’, ’skærpet opsyn med utrygge steder i skolen’ og ’ekstra ressourcer i timerne’.

Det fremgår af nedenstående figur, at en større andel af folkeskolerne iværksætter disse initiativer

sammenlignet med gymnasierne. For eksempel iværksætter 46 pct. af folkeskolerne og 2 pct. af

gymnasierne et skærpet opsyn med utrygge steder på institutionen, både ude og inde.

Disse fund peger på, at gymnasierne i mindre grad kan eller vil blande sig i elevernes relationer.

Det kan tyde på, at eleverne i nogen udstrækning betragtes som voksne, hvor det muligvis

vurderes at virke modsatrettet at blande sig som institution eller igangsætte synlige initiativer.

Figur 32 - Hvilke initiativer iværksættes typisk i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen, når der er en

mobbesag?

Afholdelse af møder med de involverede elever

Involvering af hele klasser i fællesskabende

aktiviteter: fx tillidsøvelser, ryste sammenturer, m.m.

Afholdelse af møder med forældre

Nye undervisningstiltag

–

undervisning i god

opførsel, respektfuld omgangstone, m.m.

Ændring af placeringen af elever i klassen/på holdet

76%

69%

74%

39%

93%

94%

90%

93%

92%

64%

56%

61%

58%

51%

44%

29%

78%

74%

Indsatser til at forbedre lærernes kompetencer: fx

klasserumsledelse, relationsarbejde

Ekstra opsyn i pauserne

Skærpet opsyn med utrygge steder i skolen, både

ude og inde

Ekstra støtte til en elev

Ekstra ressourcer i timerne

Andet

Ved ikke

Der iværksættes ingen initiativer

65%

73%

26%

21%

25%

20%

46%

41%

Total

Folkeskoler

Gymnasier og hf (stx og hf)

Kilde:

Institutionssurvey, n=319.

Note: Spørgsmålsformulering: ”Hvilke

initiativer iværksættes typisk i forbindelse med

udarbejdelsen af handlingsplanen, når der er en mobbesag?”

Spørgsmålet er kun stillet til skoler, som angiver, at skolen

i et omfang udarbejder handlingsplan i tilfælde af mobning eller mobbelignende situationer.

Adgang til viden

De hyppige sammenstød af konkrete mobbeforståelser i gennemgang af sager tyder på, at

forståelseskonflikter dominerer. Det kan fjerne fokus fra problemstillingens udspring: at et barn

eller ung mistrives socialt i klassen. For at fastholde barnets trivsel, er det en forudsætning, at

ledelsen har fagligt kendskab til mobning som fænomen og klassers socialpsykologi. Det bør

derfor overvejes, hvordan man kan give ledere og lærere en sådan adgang ved for eksempel

kurser, rådgivning og efteruddannelsesforløb.

Den lokale klageafgørelse

–

Første instans

2.4.1

Loven kort fortalt

I forbindelse med den seneste revision af undervisningsmiljølovens antimobbebestemmelser, blev

det besluttet, at forældre og elever skulle have adgang til at rette en klage over

uddannelsesinstitutioner, hvis de er utilfredse med institutionens håndtering af lovbestemmelserne

eller en konkret mobbesag. Der blev i den forbindelse oprettet to klageinstanser: En lokal første

instans og en national anden instans (NKMM).

I dette kapitel sættes fokus på den lokale første instans. Den blev jf. lovbemærkningerne oprettet

med formål, at sager i videst muligt omfang skulle løses lokalt, således at NKMM blev set som

forældre og elevers sidste udvej. I loven fremgår det, at ansvaret for første instans ligger hos den

øverste ansvarsmyndighed for institutionen

–

det vil sige institutionsledelsen for de selvejende

institutioner og kommunalbestyrelsen for folkeskolerne. Den ansvarlige myndighed har dog

mulighed for at uddelegere selve sagsbehandlingen og afgørelsen til andre. For folkeskolernes

vedkommende kan det eksempelvis være sagsbehandlere, pædagogiske konsulenter eller

skoleledere.

Infoboks 4

–

Klager til den lokale første instans

Undervisningsmiljølovens Kapitel 4 a, § 7 a stk. 2:

Klage efter stk. 1 indgives til uddannelsesstedet. Den myndighed, bestyrelse eller

person, der har ansvar for uddannelsesstedet, vurderer, om der er grundlag for at

give klager helt eller delvist medhold. Får klageren ikke fuldt ud medhold, sender

den myndighed, bestyrelse eller person, der har ansvar for uddannelsesstedet,

klagen og begrundelsen for afgørelsen og vurderingen videre til Dansk Center for

Undervisningsmiljø.

2.4.2

Delkonklusion

I dette afsnit ses på behandling i første instans. På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen

fremgår det, at 8 pct. af folkeskolerne har modtaget en klage fra forældre over skolens håndtering

af en mobbesituation. På den baggrund skønner vi, at der i skoleåret 2019/2020 vil være mellem

ca. 203 og 273 klager til førstebehandling på folkeskoleområdet.

Hvad angår kendskabet til den lokale første instans, virker der til at være nogle udfordringer. I

NKMMs klagesager fremgår det, at mange klager direkte til NKMM. Disse klager sendes tilbage til

kommunen, ligesom vi kan se, det har været kutyme i flere af de gennemgåede sager. Det tyder

altså på, at den lokale første instans i disse tilfælde enten har foretaget en sagsafgørelse, der har

været utydelig, at instansen ikke har handlet på forældrenes henvendelse, eller at forældrene har

klaget direkte til NKMM, uden at have vendt utilfredsheden med skolen forinden. Sidstnævnte

peger på, at forældrene således ikke har været klar over, at deres klage skal afgøres af den lokale

myndighed først. Uanset grunden viser tendensen med direkte klager, at formålet med, at sagerne

skal løses lokalt i første omgang, er udfordret af manglende viden hos forældre og eventuelt lokale

myndigheder. Selvom flere kontakter NKMM direkte uden en lokal afgørelse, får den forkerte

rækkefølge alligevel den fordel, at DCUM tidligt involveres i forløbet. Det giver grobund for nyttig

vejledning til den lokale instans om lovens bestemmelser og de forvaltningsretlige pligter

De kvalitative interviews med sagsparter og myndighedspersoner viser, at der nogle steder har

været udfordringer med at implementere tydelige procedurer for informering, behandling og

afgørelser om den lokale klagebehandling. Flere skolechefer peger på, at

antimobbebestemmelsernes betoning af klageadgange synes hentet fra socialområdet og kan give

udfordringer for de sædvanlige, mere pragmatiske arbejdsgange i en skoleforvaltning. Disse

udfordringer kan blandt andet handle om:

•

Manglende vejledning af forældre med hensyn til klageadgange og klageforløb

Manglende skriftlig dokumentation og journalisering af observationer, handlingsplaner og

skole-hjemkommunikation, til at danne vidensgrundlag for den lokale afgørelse

Kravet om at foretage ”midlertidige

foranstaltninger”,

også

når en klagesag er iværksat og

forløber

At klagesager ikke altid videresendes til anden instans (NKMM), selvom forældrene ikke er

enige i afgørelsen ved første instans. Det kan skyldes manglende informering om

muligheden, skoleskift eller manglende overskud

Ovenstående udfordringer kan få betydning for forældrenes oplevelse af et velfungerende system,

der har retssikkerhed som fokus. Når forældre oplever ovenstående udfordringer og senere i et

forløb finder ud af at første instans har begået fodfejl igennem eksempelvis NKMMs afgørelser,

øges deres mistillid til institution og kommune fremadrettet.

Det bemærkes også, at NKMM i 2019 stadfæster en relativt mindre andel (19 pct.) af de

oprindelige afgørelser, end de ændrer (60 pct.). NKMM vurderer altså, at første instans i flere

tilfælde har foretaget en afgørelse, de ikke var enige i.

Sagsrejsen i første instans

Nedenstående figur illustrerer sagsrejsen i forbindelse med en klagesag i første instans.

Sagsrejsen er struktureret ud fra sagsprocessens aktiviteter, markeret med tal fra 1-7. Foruden de

illustrerede aktiviteter, igangsætter skolen også de såkaldte

midlertidige foranstaltninger

i form af

tiltag med henblik på at afhjælpe mobbeproblematikken.

Figuren illustrerer både de frontstage- og backstage aktiviteter, der foregår i forbindelse med

sagsprocessen, såvel som de processer, der har til formål at understøtte en konstruktiv proces.

Desuden peger sagsrejsen på en række dilemmaer og udfordringer, markeret med bogstaver fra

A-D, der udfordrer forløbet. Begge er uddybet nedenfor.

Se afsnit 2.3

Figur 33

–

Sagsrejsen i første instans

1: Utilfredshed med institutions håndtering af mobbesag:

Sagsrejsen indledes med en utilfredshed

hos forældre med institutionens håndtering af en aktuel mobbesituation.

A: Vejledningspligt og inhabilitet:

Institutionen og/eller den kommunale forvaltning, har pligt til at

vejlede forældre og elever om deres klagemuligheder. Dog tyder analysen på, at denne pligt ikke

altid bliver overholdt.

2.1: Forældre indsender klage til første instans:

Forælder indsender en formel klage til første

instans, der enten tildeles en sagsbehandler på institutionen eller i den kommunale forvaltning.

Dette afgøres i den enkelte sag, og afhænger ofte af klagens karakter, herunder hvem, der klages

over.

B: Klageforståelsesdilemma:

Vores case-eftersyn peger på et dilemma i forhold til de involverede

parters klageforståelse. Dette dilemma kommer til udtryk i tvivl om, hvornår der indgives en formel

klage (Se afsnit 2.4.5.1).

2.2: Forældre indsender klage direkte til NKMM:

Opgørelser fra 2019 viser, at 76 ud af i alt 120

klagehenvendelser blev rettet direkte til NKMM

–

ofte efter en proaktiv søgning på klagemuligheder

på nettet. Dette peger på, at flere forældre og elever ikke er klar over, eller ikke er blevet vejledt

om deres muligheder, for at klage til den lokale første instans (Se afsnit 2.4.3 ).

3: Dokumentation indhentes:

I forbindelse med behandlingen af klagesagen, indhenter

sagsbehandleren dokumentation om mobbesagen og institutionens håndtering af denne fra

involverede parter i sagen, herunder institutionsleder, lærere, medarbejdere med særligt ansvar for

elevtrivsel etc.

C: Mundtlighedskultur:

Grundet begrænset tradition for notatudarbejdelse og journalisering, har

flere institutioner et begrænset dokumentationsgrundlag i forbindelse med mobbesager. Dette

udfordrer kvaliteten af behandlingen hos begge klageinstanser, hvis afgørelser netop hviler på

institutionens skriftlighed. At afgørelserne primært skal hvile på skriftlighed, og ikke retrospektive

interviews med parterne, kan nogle ledere have svært ved at forstå (Se afsnit 2.4.5.2).

4: Høring af sagens parter:

Sagsbehandleren indkalder partnerne i sagen til høringer, for at

udbygge dokumentationsgrundlaget i sagen.

D: Manglende forventningsafstemning om høringsbegreb:

Nogle forældre oplever, at forvaltningen

i mindre grad indsamlet skriftlige materialer, men ”blot” ringer til lederen for at høre

om sagen og

indhenter begrænset materiale, før de har givet institutionen medhold

5: Afgørelse i første instans:

På baggrund af den indsamlede dokumentation og de gennemførte

høringer, træffer sagsbehandleren en afgørelse i sagen. Vedkommende kan enten give klager

delvist medhold, medhold eller ikke medhold i klagen.

E: Begrænset juridisk viden:

Den rette afgørelse forudsætter, at sagsbehandleren besidder

kvalificeret juridisk viden om lovgivningen og antimobbebestemmelserne. Sidstnævnte har man

ofte ikke i forbindelse med ny lovgivning. Det er snarere noget, der opbygges efterhånden som

sager behandles på området, og der udvikles praksis i klageorganet. Dette bidrager til at opbygge

en best-practice, hvor man gennem erfaringer er blevet klogere på, hvad man gjorde godt og

mindre godt

6: Forældre modtager og forholder sig til afgørelse:

Når afgørelsen er truffet, sender

sagsbehandleren denne til klager på mail eller i e-boks. Herefter forholder klager sig til, hvorvidt de

er delvist enige, enige eller ikke enige i afgørelsen.

7.1: Klage videresendes til anden instans ved uenighed:

Hvis forældre erklærer sig ikke enig eller

delvist enig i afgørelsen i første instans, har sagsbehandleren jf. loven pligt til at sende klagen

videre til anden instans. Klagen afsluttes kun i tilfælde af enighed, mens delvis enighed påkræver

en videresending af sagen til anden instans. At klagen sendes videre til anden instans forudsætter,

at sagsbehandleren har informeret klager om deres videre klagemuligheder ved uenighed.

D: Manglende informering:

Spørgeskemaet til klagere, der har klaget direkte til DCUM og er blevet

sendt tilbage til første instans, hvor sagen ikke kommer videre, peger på, at første instans ikke altid

overholder deres pligt til at sende klagen videre til anden instans (Se afsnit 2.4.5.4).

7.2: Afslutning af sag ved enighed:

Såfremt forældre erklærer sig enig i afgørelsen, afsluttes sagen

i første instans.

2.4.3

Kendskab til første instans

For at kunne klage til den korrekte lokale myndighed, kræver det, at man som forælder gøres

opmærksom på omstændighederne herved: Hvem man klager til, hvem der afgør sagen, og hvad

de videre muligheder er, hvis man ikke får medhold. Flere fund peger på, at forældre, og i nogle

tilfælde institutionslederne, ikke ved dette. Det kan blandt andet ses i lyset af følgende fund.

Flere forældre oplyses ikke om muligheden for at klage

Vi har spurgt forældre, der har klaget direkte til NKMM og blevet sendt tilbage til første instans,

hvor sagen afsluttes, om deres kendskab til klageinstansen. Analysen peger på et manglende

kendskab til klagemuligheden. Flertallet af de 11 forældre angiver, at de selv fandt frem til DCUM

igennem en informationssøgning på nettet, mens de resterende blev oplyst om muligheden

igennem kontakter i deres private netværk. Dette er ligeledes tilfældet for flere forældre i vores

case-eftersyn, der angiver, at de proaktivt fandt frem til DCUM gennem internetsøgninger, mens de

ikke blev oplyst om deres rettigheder i forbindelse med mobbesager af hverken institutionen eller

den kommunale forvaltning.

”

Jeg havde haft flere møder med skolelederen, men der skete ikke noget, og jeg følte ikke

at han tog sagen alvorligt. Så jeg var nødt til at reagere og få nogle andre ind over til at hjælpe

mig. Jeg kunne ikke gøre mere selv. Så jeg lavede en Google-søgning, og fandt frem til

klageinstans. Jeg ringede ind til dem med det samme.

Forælder

”

Flere forældre tror, man klager direkte til NKMM

En stor del af DCUMs henvendelser kommer fra forældre, der ikke følger processen, som den er

tiltænkt i lovbestemmelsen om 1. klagebehandling. I alt har DCUM modtaget 76 direkte klager ud

af 120 klagehenvendelser i 2019. Det peger på, at en del forældre ikke er klar over, eller er blevet

informeret om, at de har en lokal klageadgang i forbindelse med lovgivningen.

I de tilfælde hvor forældre klager direkte, forklarer DCUM, at der skal foretages en 1. afgørelse i

kommunen, før det kan blive en klagesag hos NKMM. De hjælper forælderen videre i systemet,

ved at tage fat i den ansvarlige lokale kommune eller institution. Gennem et telefonopkald med den

relevante myndighed fremlægger de forælderens klage og vejleder den lokale myndighed om,

hvad deres forpligtigelser er i forbindelse med antimobbebestemmelserne. DCUM er ligeledes

begyndt at følge op på sagsbehandlingen med et tre-ugers opkald, for at høre om der er brug for

vejledning til processen for håndtering af klagen.

DCUM oplever, at de direkte henvendelser kan være et udtryk for en misforståelse af

sagsgangene. De fremhæver samtidig, at det i et fremadrettet implementeringsperspektiv kan

være en god ting. Ved at blive inddraget tidligere i processen, får DCUM en mulighed til at hjælpe

de lokale myndigheder med at blive opmærksom på lovgivningen, og hvad der forventes af dem.

Efterhånden som de har fået sager fordelt på hele landet, kan de også se, at det bliver mere klart

ude i kommunerne, hvem skal være tovholder på klageadgang iht. mobning hos

skoleforvaltningen. Dette burde på sigt understøtte en mere tydelig proces.

2.4.4

Anvendelse af første instans

Nærværende undersøgelse har vist, at 84 pct. af institutionerne vurderer, at der er mobning på

institutionen. Ligeledes viste spørgeskemaet til forældrene, at 20 pct. havde oplevet, at deres barn

er blevet mobbet inden for de seneste tre år. At der finder mobning sted, er dog ikke ensbetydende

med, at forældre henvender sig herom.

I nedenstående tabel fremgår andelen af institutioner, der i spørgeskemaet angiver, at de har

modtaget henvendelser fra forældre om mobning i skoleåret 19/20. Det fremgår også, hvor mange

af dem, der senere har fået endnu en henvendelse om, at de ikke har håndteret mobning

tilstrækkeligt. Slutteligt fremgår andelen af institutioner, der har modtaget henvendelse om

mobning, og som har modtaget en officiel klage over deres håndtering af mobbesagen.

61 pct. af folkeskolerne angiver, at de har modtaget henvendelse(r) fra forældre eller elever

vedrørende mobning. 58 pct. af friskoler og private grundskoler har fået henvendelser vedrørende

mobning, mens det gør sig gældende for 22 pct. af erhvervsskolerne og 43 pct. af hf og

gymnasierne. Af de folkeskoler, der har modtaget henvendelser om mobning på skolen, har 23 pct.

modtaget yderligere henvendelse fra forældre eller elever, som mener, at skolen har håndteret

mobbesituationen dårligt. 29 pct. af de friskoler, der har modtaget henvendelse(r) vedrørende

mobning, har også modtaget en henvendelse om, at de har håndteret situationen utilstrækkeligt.

For ungdomsuddannelserne, er det henholdsvis 9 pct. af gymnasierne og hf og 10 pct. af

erhvervsskolerne.

Når forældrene ikke mener, at institutionen har håndteret mobning tilstrækkeligt, er det en

mulighed at klage til den lokale myndighed. 8 pct. af de folkeskoler, der har modtaget

henvendelser vedrørende mobning, har også modtaget en klage over deres håndtering af

mobning. Estimerer vi på den baggrund, hvad klagetallet vil være for alle folkeskoler på landsplan i

hele skoleåret 19/20, skønnes det, at der har været mellem 203 og 273 klager

, der skal

behandles af den lokale myndighed.

Tabel 3

–

Henvendelser fra forældre vedr. mobning, henvendelser om dårlig håndtering af mobning og officielle

klager af håndteringen af mobning

Friskoler og

private

Folkeskoler grundskoler Efterskoler

Henvendelser til

skolen fra forældre

eller børn vedr.

mobning på skolen

Henvendelser fra

forældre, som

mener, at skolen

ikke har håndteret

mobbesituationen

godt nok

Andel skoler, som har

modtaget henvendelser

fra forældre eller børn

vedr. mobning

Andel skoler, som har

modtaget henvendelse(r)

fra forældre om, at de ikke

har håndteret situationen

godt nok, af de skoler,

som har modtaget

henvendelse(r) vedr.

mobning

Andel af skoler, som har

modtaget en officiel klage

over skolens håndtering,

af de skoler, som har

modtaget henvendelse(r)

vedr. mobning

Gymnasier Erhvervs

og hf

skole

61%

58%

43%

22%

23%

29%

12%

10%

Forældre, som har

afgivet en officiel

klage over skolens

håndtering af

mobbesituationen

Kilde:

Institutionssurvey.

Note: Spørgsmålsformulering: ”Hvor mange af nedenstående henvendelser eller sager har I

haft på jeres skole i indeværende skoleår? (henvendelser fra forældre eller elever vedr. mobning; henvendelser, som har

ført til udarbejdelse af handlingsplan; forældre eller elever, som har rettet en officiel klagesag).

2.4.5

Implementering af lokale, systematiske klageprocesser

En forudsætning for en effektiv klagebehandling er, at der er kendskab hertil. Derudover indebærer

en systematisk implementering, at en uddannelsesinstitution eller skoleforvaltning har taget stilling

til, hvordan klageprocedurerne skal udmøntes i kommunen.

Denne stillingtagen kan hjælpes på vej i kommunen eller på den selvejende institution gennem en

diskussion af grundlæggende spørgsmål, som kan fastsætte principper for første instansen. For

eksempel:

•

Hvordan forventes ansatte at dokumentere og journalfører ifm. mobbesager?

Hvem har ansvaret og kompetencerne til at behandle klagesager?

Hvordan og hvor vejleder kommunen om skolernes pligter og om klagemulighed generelt?

Hvordan og hvornår vejleder institutionens personale, ledere såvel som lærere, konkret om

pligter og klagemulighed?

Hvordan hjælpes ledere og fagprofessionelle til at afkode, hvad de skal opfatte som en

klage?

Hvordan kontakter potentielle klagere første instans, når de ønsker at klage?

Når der tages højde for den statistiske usikkerhed, vil hver folkeskole, som modtager en klage i gennemsnit modtage

mellem 1,04 og 1,4 klage i foreløbigt indeværende skoleår. Da spørgeskemaet er udsendt midt i et skoleår (december

2019), er klageantallet ganget med en faktor, så estimationen af klagesager for folkeskoler er baseret på et fuldt skoleår.

•

Hvordan kommunikeres klageprocedurer ud til elever eller forældrene? For eksempel på

forældremøder, forældreintra, ved skolestart eller andet?

Flere fund i vores analyse peger på, at det ikke er alle kommuner eller institutioner, der har afklaret

disse spørgsmål, før deres første klagesag. Som en skoleforvaltningskonsulent beretter i

nedenstående citat, var det først da en klagesag opstod, at det gik op for dem, at der var steder de

kunne stramme på deres arbejde som lokal klageinstans.

”

Vi har været optaget af, at de rigtige ord lå på hjemmesiden. Og så blev vi taget med

bukserne nede, da den første klage kom.

Konsulent og sagsbehandler, skoleforvaltningen

”

Flere skolechefer peger på, at man som skoleforvaltning og skoleleder ikke traditionelt set har for

vane at tænke i de forvaltningsretlige baner. En skolechef fortæller, at bestemmelserne om

klageadgang og afgørelser repræsenterer en myndighedskultur, som grundskolerne ikke har

tradition for at efterleve.

Det her system [vedrørende behandling og afgørelse af klager] er jo lidt tænkt på samme

måde som man gør på socialområdet, hvor man træffer en beslutning: Du kan ikke få tabt

arbejdsfortjeneste, og så kan man anke det til ankestyrelsen. [...] Det, der er udfordringen ved

det er, at der slet ikke er tradition på skolerne for at træffe beslutninger og føre referat. Der

snakker man med forældrene om det. Der går man jo ikke ind og træffer en beslutning

[forvaltningsretligt]. [...] Det er en samarbejdskultur på skolerne, men modellen her er taget fra

beslutninger i en myndighedskultur.

Skolechef

”

I det følgende afsnit præsenteres en række udfordringer, som manglende systematik i

udmøntningen af den lokale klageinstans, kan føre med sig.

Forældrene vejledes ikke altid i klagemuligheder

For det første vil en systematisk implementering af den lokale første instans, tydeliggøre sin

eksistens og berettigelse overfor forældrene. Dette igennem en bred informationsstrategi til elever

og forældre, eller gennem vejledning om klagemuligheder, hvis forældre er utilfredse med

uddannelsesinstitutionens håndtering.

I spørgeskemaet til de mobbeansvarlige på institutionen, fremgår det, at størstedelen af

institutionerne, som har modtaget en henvendelse fra forældre om, at institutionen ikke har

håndteret mobbesituationen tilstrækkeligt, ikke oplyste forældre om deres klagemuligheder.

Således viser nedenstående figur, at 79 pct. af de frie- og private grundskoler og 67 pct. af

folkeskolerne ikke levede op til deres oplysningspligt. Der skal for denne analyse tages højde for et

marginalt datagrundlag.

Figur 34

–

Andel af skoler, der ikke oplyser forældre om klagemuligheder

79%

67%

Folkeskoler

Friskoler og private grundskoler

Oplyser ikke forældre om de lokale klagemuligheder eller klagemulighed ved DCUM

Kilde:

Institutionssurvey, (Folkeskoler n=21; Friskoler og private grundskoler n=14). Note: Spørgsmålsformulering: ”I de

tilfælde forældre eller elever har henvendt sig til skolen, fordi de mente at I ikke håndterede en mobbesituation godt nok,

i hvor mange tilfælde gjorde I så følgende: - Skolen oplyste forældre eller elev om, at de havde mulighed for at oprette en

officiel klage og hvilken myndighed der skulle behandle den / Skolen oplyste forældre eller elev om, at der fandtes en

National Antimobbeklageinstans og hvad deres rolle var. Spørgsmålet er kun stillet til de skoler, som har modtaget

henvendelser fra forældre om, at de ikke har håndteret mobbestiuationen godt nok

Manglende vejledning kan skyldes flere ting. En barriere kan være, at lederen mangler viden. Det

kan være viden om de særlige klagemuligheder og rettigheder, der følger med

antimobbebestemmelserne. Men det kan også være manglende viden om, hvilke procedurer

kommunen har fastlagt for at håndtere en klage som lokal første instans.

En anden barriere for vejledning kan være at lederen forsøger at undgå klagerelationen, fordi

lederne mener, den hæmmer de konstruktive samarbejdsmuligheder

Endelig kan manglende vejledning også skyldes, at der er forvirring om hvornår forældre faktisk

klager.

Som en skoleleder udlægger det i nedenstående citat, kan både forældre og ledere forstå

det

at klage,

på to måder.

I ovenstående citat fremgår det, at samme klagebegreb kan bruges for to forskellige situationer

imellem ledere og forældre. For det første kan man klage i en

hverdagsforstand,

hvor forældrene

lufter utilfredshed eller kommer med forbedringsforslag. For det andet kan man klage i en

juridisk

forstand, hvor

forældrene vil have afgjort fra tredjepart, hvem der har ret. Det er ikke altid, at

forældre og ledere er klar over, hvilken slags klage, forældrene kommer til lederen med

–

og det er

ikke altid, at de får det forventningsafstemt. Som en skolechef fortæller, er det derfor også svært

retrospektivt at sige, hvornår en klagesag starter:

”

Man kan forstå det at klage på to måder. I en hverdagsforstand og en juridisk forstand.

Skoleleder

”

Det gør det svært at svare på: hvornår starter det her? Skal jeg opfatte det her som en

formel klage? En skoleleder vil sige: Jamen jeg har truffet mange beslutninger, men jeg har ikke

sagt det på den måde, som det her system lægger op til, som en formel afgørelse.

Skoleleder

”

Se nøgleperspektiv 2: Spændinger imellem forældrerelationer og klagerelationer

Mundtlighedskulturen udfordrer notat- og journaliseringspligt

Det nævnes i flere interviews, at der på flere institutioner er en udbredt mundtlighedskultur.

Observationer, udfordringer og aftaler vendes ofte som en del af det daglige arbejde i den

mundtlige dialog. Dette medfører en begrænset notering og journalisering af de selvsamme

aktiviteter. En skolechef genkender i nedenstående citat dette billede:

”

Vi har lige haft et tema møde om forvaltningsretlige principper. Og vi kan se, at der ikke er

en skidegod tradition for vejlednings- og notatpligt. Og der har vi brug for at steppe op på det

–

den dialogorienterede tilgang er vigtig, men det er det andet [forvaltningsretten] også.

Skolechef

”

Når særligt skolechefer italesætter behovet for bedre notat og journaliseringskultur i interviewene,

er det særligt i forbindelse med at styrke videns-/dokumentationsgrundlaget, for at kunne foretage

bedre afgørelser i den lokale første instans og eventuelt i anden instans.

Der er størst potentiale ift. notaterne. Fordi når vi er inde i at træffe afgørelser, så bliver det

komplekst. Men hvis vi har vores notater, så kan vi bedre håndtere en eventuel sag.

Skolechef

”

I de interviews hvor manglende dokumentationskultur italesættes, følges denne erkendelse ofte af

en bekymring for, hvad øget dokumentationskrav vil have af konsekvenser. På den ene side forstår

skoleledere og de lokale sagsbehandler godt, at dokumentation er god at have for at spore

beslutninger tilbage. På den anden side anses et generelt dokumentationskrav som endnu et krav,

der tager tid fra lærerens andreopgaver.

”

Det kræver en kulturændring, for man skriver normalt ikke så meget ned. Og det er meget

tidskrævende med al den dokumentation. […] Det

ligger et ekstra pres på den enkelte lærer ift.

at dokumentere hvad der sker i klassen, og det tager tid fra andre opgaver. Det her er bare en

del af hele den dokumentationsbølge, der generelt er i vores samfund. Det har taget helt

overhånd.

Sagsbehandler, skoleforvaltningen

”

Skolerne kan til en vis grad se, at dokumentation og journalisering kommer til sin ret i forbindelse

med sagsbehandlingen. De er dog bekymrede for, om det fører til et større bureaukrati.

Der er tvivl om, hvad

forpligtigelserne er iht. ”midlertidige

foranstaltninger”

Lederen på et uddannelsessted er, selv når en klagesag verserer, stadig forpligtet på at foretage

”midlertidige foranstaltninger”, som kan formilde situationen

Mens det er uklart, præcis hvad disse midlertidige foranstaltninger indebærer, må det antages, at

det ofte vil forudsætte en form for dialog imellem de involverede parter, for at forsøge at udrede

I lovens kapitel 1 a, § 1 c stk. 4, beskrives, at

”Uanset

stk. 1-3 træffer uddannelsesstedets ledelse straks de

midlertidige foranstaltninger, som her og nu er nødvendige, for at der kan gribes ind over for de konstaterede problemer

trådene og forbedre situationen. Dog påpeger en forælder i nedenstående citat, at skolelederen

har oplyst vedkommende om, at de ikke må have kontakt mens sagen kører.

”

DCUM arbejder videre på sagen, imens jeg prøver at finde ud af det pragmatisk. Men

skolelederen siger, i et brev til mig, at han ikke må tage kontakt med mig, imens sagen kører.

DCUM siger så, at der selvfølgelig skal findes en ordning for samarbejde med skolen, imens

sagen kører.

Forælder

”

Dette vidner om, som gennemgået i nøgleperspektiv 2, at nogle ledere har svært ved at agere i

relationen til forældrene, når de på én gang både skal have en pragmatisk relation og en

klagerelation til dem. I tilfældet hvor forældrene får at vide af skolelederen, at de ikke må have

kontakt, kan det skyldes, at lederen mangler kendskab til loven om midlertidige foranstaltninger.

Det kan også skyldes, at lederen

tror, at det vil se ud som om han ”manipulerer med vidnet”,

hvis

dagligdagen fortsætter. Uanset hvad, bør det klargøres, at den pragmatiske relation til at løse

problemerne i det daglige samarbejde med forældre ikke forsvinder, fordi en klagesag opstår.

Klagesager kommer ikke altid videre til anden behandling trods

uenighed i første instans

NKMM sender jævnfør afsnit 2.4.3 størstedelen af klagesagerne tilbage til lokal førstebehandling.

Nogle af disse sager, ser NKMM igen som klager, men det er ikke alle sager, som sendes videre til

2. behandling igen. Mens dette kan skyldes, at sagerne afsluttes ved enighed imellem parterne

lokalt i første instans, peger vores undersøgelse på, at der også er nogle af sagerne, som ikke

kommer videre til trods for uenighed i første instans. Undersøgelsen peger på de følgende tre

hovedårsager.

I spørgeskemaet

peger flere besvarelser på fejlinformation om medhold og den videre proces.

Således angiver en forælder, at skolen ikke kunne give medhold i klagen, og dernæst informerede

vedkommende om, at sagen derfor blev lukket. Grundet forælderens begrænsede indblik i

lovbestemmelserne, accepterede vedkommende skolens information og afgørelse, til trods for, at

de ikke var enige i afgørelsen.

”

Skolen

kunne ikke give medhold, derfor sagde de det sluttede. […] Fordi vi fik at vide, at når

de ikke var enige, kunne vi forældre ikke gøre andet eller mere.

Forælder

”

Formålet med den lokale første instans er netop at sikre en lokal dialog om sagen med intention

om, at sagen kan løses lokalt, hvor barnets/den unges hverdag er. Ovenstående forløb vidner om,

at nogle institutioner enten selv er fejlinformerede om lovbestemmelserne, og her særligt medhold,

eller bevidst fraviger deres pligt til at oplyse forældre om forløbet i forbindelse med mobbesager. I

begge tilfælde, resulterer fejlinformationen i en uretmæssig virkning af første instansen, da

drøftelsen bliver lukket ned, samt utilfredshed hos forælder med sagsprocessen.

Flere klagesager resulterer i skoleskift, idet forældre og elever ønsker at finde en hurtig løsning på

mobbeproblematikken. Hvis ikke de finder en løsning på problematikken i løbet af den periode,

Klagere, der har klaget direkte til NKMM og blevet sendt tilbage til første instans, hvor sagen afsluttes,

hvor den lokale første instans behandler klagesagen, føler flere forældre sig nødsagede til at flytte

deres barn til en anden skole. Dette er ligeledes tilfældet med forælderen i nedenstående citat, der

ikke oplevede, at skolen tog de nødvendige foranstaltninger, for at stoppe mobbesituationen.

”

[Jeg håbede], at de tog aktion, hvilket de ikke gjorde og hvorfor det desværre blev

nødvendigt at flytte mit barn til anden skole.

”

Forælder

I forbindelse med skoleskift peger en anden forælder på et hul i lovgivningen. Denne tilskriver

nemlig, at man ikke kan indgive en klage, når eleven ikke længere er indskrevet på den

pågældende skole. Såfremt en forælder vælger at flytte deres barn til en ny skole i forbindelse med

en mobbesag, for at finde en hurtig løsning på problemet, kan de altså ikke få lov til at indgive en

formel klage over den gamle skole, til trods for et ønske om dette.

Når en elev bliver mobbet, forsøger forældre i første omgang at finde en løsning sammen

med skolen. Når det så ikke lykkedes, flytter barnet tit til en anden skole. Det er et hul i

lovgivning, at man ikke kan lave en klage når eleven ikke længere er på den skole hvor klagen

bliver lagt.

Forælder

”

Andre forældre peger på et manglende overskud til at gå videre med sagen efter 1. behandling.

Ligesom forælderen i citatet nedenfor, anser mange forældre sagsprocessen som trættende og

opslidende. Samtidig med, at de skal håndtere, at deres barn er udsat for mobning og må antages

at være ked af det, skal de gennemgå en sagsproces, hvor de skal indsende dokumentation,

deltage i høringer og i tilfælde af en afgørelse, hvor de ikke får medhold, udfordres på deres

vurdering af hvorvidt der er tale om mobning. Flere forældre har derfor ikke overskud til at fortsætte

sagen i anden instans.

”

Vi har ikke overskud til yderligere

og min datter har været uden for skole i næsten 1 år. […]

[Det der kunne have forbedret processen havde været] en hurtigere sagsproces.

Forælder

”

Flere foreslår i forlængelse af denne pointe, at sagsprocessen forkortes. Dette er en

gennemgående efterspørgsel i både case-eftersyn, spørgeskemaundersøgelse med klagere, der

har klaget direkte til NKMM, samt fokusgruppeinterviews med elever på ungdomsuddannelser.

Sidstnævnte påpeger, at en af årsager til den begrænsede brug af klagemuligheden på

ungdomsuddannelser kan være, at man ikke kan overskue at gennemgå et så langt og komplekst

klageforløb

–

særligt ikke, fordi de ofte selv forventes at køre sagen (Se afsnit 2.6).

Klageafgørelse ved Den Nationale Klageinstans mod

Mobning

–

Anden instans

2.5.1

Loven kort fortalt

I dette afsnit ses nærmere på sagsbehandling og afgørelser ved NKMM, der er blevet et

ansvarsområde under DCUM. Klageinstansens primære opgave er at agere sikkerhedsnet for de

elever, hvis uddannelsesinstitution ikke lever op til undervisningsmiljølovens kapitel 1 a

, og hvor

klager ikke har været enige i første instansens klageafgørelse. I forbindelse med afgørelsen har

instansen også mulighed for at udstede et påbud til institutionen. I dette påbud vil de være

påkrævet at bringe forskellige sager i orden, inden for en nærmere angivet tidsfrist.

Undervisningsmiljølovens Kapitel 1 a:

§ 7 b.

Dansk Center for Undervisningsmiljøs

daglige leder træffer afgørelse

klagesager efter § 7 a, stk. 2. Centerets daglige leder er i behandlingen af disse klager

ikke underlagt bestyrelsens instruktion.

§ 7 c.

Dansk Center for Undervisningsmiljø kan til den myndighed, bestyrelse eller

person, der har ansvar for uddannelsesstedet,

udstede påbud

om opfyldelse af en

handlepligt efter § 1 b og § 1 c inden for en rimelig frist.

2.5.2

Delkonklusion

I dette afsnit ses nærmere på implementering og virkning af sagsbehandling og afgørelser ved

NKMM.

Konklusionen er, at instansen oplever en stigning i antallet af klagesager, der er steget fra 52

klager i 2018 til 120 klager i 2019.

Nærværende evaluering peger på en række implementeringsmangler i processen: Kendskabet til

instansen er eksempelvis forholdsvist lavt blandt forældre, og det er ofte op til forældrene selv, at

finde frem til instansen. Hvis kendskabet er lavt blandt forældre, og den lokale forvaltning ikke får

vejledt om mulighederne som beskrevet i afsnit 2.4.5.4, må det antages at tage længere tid for den

kommende klager at blive klar over sine rettigheder og dermed indlede en sag.

Hvad angår virkninger, peger vores case-eftersyn på, at forælder, der har fået en sag afgjort hos

NKMM, uanset medhold eller ej, mener, at klageinstansen varetager en vigtig opgave. Dette både i

praktisk forstand i og med forældrene kan få institutionen i tale. Men også i mere principiel

forstand, fordi instansen med sin afgørelse kan afgøre, hvem der får ret i juridisk forstand, hvilket

både beviser over for dem selv og deres omverden, at de gjorde ret i at indlede en klage.

Blandt klagere, der får medhold, er der dog i forlængelse af en længerevarende konflikt opstået

behov, som klageinstansen ikke kan indfri. For eksempel begynder klagerne at have forventninger

til, at afgørelser og påbud kan sørge for, at institutionslederen oprigtigt erkender, at institutionen

har handlet ”forkert”,

og giver klageren en undskyldning. Forældre med disse behov undrer sig

over, at NKMM ikke har mere mandat. De ser gerne, at NKMM som et led i deres afgørelse, kom

ud på skolerne og forklarede deres afgørelser for forældre og lærere, og i forbindelse med påbud,

kunne udstede vejledningsindsatser.

Sagsrejsen

Nedenstående figur illustrerer en række aktiviteter, markeret med tal fra 1-7. Figuren illustrerer

både de frontstage- og backstage aktiviteter, der foregår i forbindelse med sagsrejsen, såvel som

de processer, der har til formål at understøtte en konstruktiv proces. Desuden peger sagsrejsen på

DCUMs årsrapport 2018 om klageinstansen

en række dilemmaer og udfordringer, markeret med bogstaver fra A-B, der udfordrer forløbet.

Begge er uddybet nedenfor.

Figur 35

–

Sagsrejsen i 2. instans

1: Klageinstansen modtager en klage

Indledningsvist modtager klageinstansen en klage fra enten

første instans eller fra forældre

–

i få tilfælde elever. Klageinstansen modtog i alt

120 klager i

2019.

Ud af disse var 76 direkte klager, der blev sendt tilbage til lokal sagsbehandling hos første

instans.

2.1: Sagsbehandling indledes:

Den første opgave for NKMM er at vurdere, om en klage er relevant

for lovbestemmelserne. Hvis den vurderes at være det, skal klageinstansen vurdere, hvorvidt der

foreligger den nødvendige afgørelse fra første instans, der berettiger klagen til at blive

genbehandlet af NKMM. En større andel af klagerne har ikke været afgjort i første instans, og

bliver derfor kategoriseret som ”direkte klager”. Ud af de 120 klager fra 2019, har

44 været

berettiget til 2. behandling.

DCUM kan i den forbindelse oplyse, at 36 af klagesagerne har været

tidligere direkte klager. I disse tilfælde har den lokale første instans videresendt klagen til NKMM,

da forældrene var uenige i afgørelsen. Ud af de otte klager, der er nye for NKMM, har fem af

klagerne været indsendt direkte af klagerne selv, mens tre er indsendt af den lokale myndighed,

der foretog afgørelsen.

Når en sag vurderes at være berettiget til 2. behandling, bliver den opgjort som en af to slags

sager:

•

Uenighed om mobning: Er sagen indbefattet af mobbebestemmelserne eller ej?:

Klager og institution har typisk ikke været enige om, hvorvidt en situation kunne

karakteriseres som mobning eller lignende. Dette er relevant, da lederens konstatering af

mobning eller lignende, aktiverer handlepligterne (Se afsnit 2.3.5 ). 60 pct. af sagerne i

2019 handlede om dette punkt.

Uenighed om handleplanen: Levede institutionen op lovens bestemmelser?:

Klager

og institution har kunnet blive enige om, at der har været tale om mobning. Men klager

oplever, at institutionen ikke har planlagt eller udført en hensigtsmæssig handlingsplan.

•

NKMM skal afgøre, hvorvidt institutionen har levet op til lovgivningen. 30 pct. af sagerne i

2019, handlede om dette punkt.

De resterende sager omhandlede de øvrige pligter i § 1c: midlertidige, gennemførelse og

informering.

2.2: Direkte klagehenvendelser sendes til første instans:

Når DCUM modtager en direkte klage

indleder DCUM ikke en sag ved NKMM, men sender klagen videre til den relevante, lokale

myndighed. I den forbindelse vejleder DCUM den lokale myndighed om lovens bestemmelser,

samt første instansens forpligtelser. DCUM følger derefter på med et treugers opkald, for at tilbyde

første instans yderligere vejledning.

3: Dokumentation indhentes:

Når sagen behandles, skal der indhentes tilstrækkeligt grundlag for,

at klageinstansen kan træffe en afgørelse. Afgørelsen sker udelukkende på baggrund af skriftligt

materiale fra perioden mellem forældrenes henvendelse og frem til deres afgørelse i første instans,

mens efterfølgende oplysninger indgår i vurderingen af, om der skal udstedes påbud. Instansen

efterspørger dokumentation for hvordan institutionen har undersøgt og handlet på mobningen.

Dokumentation kan være igennem mailkorrespondancer, notater, antimobbestrategier,

handlingsplaner, trivselsundersøgelser og beskrevne aktiviteter. Når NKMM vurderer, at de

indsamlede dokumenter er tilstrækkelige, er der ofte indhentet skriftlige materialer af ca. omfang

100-200 sider

. Heraf udgør ca. 60 sider obligatoriske materialer i form af trivselsmåling,

undervisningsmiljøvurdering og antimobbestrategi.

: Mundtlighedskultursdilemma:

En udfordring her er, at kvaliteten af det skriftlige

bedømmelsesgrundlag afhænger af institutionens skriftlighedskultur, ift. at arbejde systematisk

med notater. En udfordring kan også være, at journalisering af de relevante dokumenter har været

sporadisk eller spredt. Hvis der drypvist dukker nye dokumenter op, skal partshøringen af både

klager og forvaltning principielt gentages hver gang, med nye frister for indsigelser. Dette fører til

en forlængelse af sagsbehandlingstiden, der i 2019 i gennemsnit tog 4,4 måneder.

4: Høring af sagens parter:

Parterne foreligges de indsamlede dokumenter og skal vurdere om alle

oplysninger er tilvejebragt. Eleven inddrages via spørgeskema afhængig af alder og modenhed,

idet det udgør en væsentlig del af NKMMs sagsbehandling, at elevens perspektiv er

repræsenteret.

5: Afgørelse i anden instans:

Sagen afgøres i et samarbejde mellem en jurist og en pædagogisk

konsulent hos DCUM. I 2019 blev der truffet afgørelse i 29. Alle på grundskoleområdet (fordelt 68

pct. på folkeskoler, 32 frie eller private grundskoler). I 19 pct. af sagerne blev den oprindelige

afgørelse fra den lokale instans stadfæstet. I 61 pct. af sagerne fik klager medhold og afgørelsen

blev ændret. I størstedelen af sagerne medfulgte et påbud.

Tabel med afgørelsesdata for 2019

Stadfæstet

19%

Hjemvist

Ændret

60%

Afvist

44% (Ændret med påbud)

6: Beslutning om påbud træffes:

Når NKMM vælger at udstede et påbud, er det dermed

foranlediget af en afgjort sag. Her har der været rimelig grund til at forvente, at situationen kræver

DCUM (2018) Årsrapport

–

den nationale klageinstans mod mobning

igangsættelse af en handlingsplan. Juridisk set påkræver NKMM gennem et påbud, at den

ansvarlige myndighed skal igangsætte indsatser jf. handlepligterne. Det kan være indsatser, der

skal bekæmpe mobning. For at sikre, at påbuddet efterleves, skal institutionen inden for en af

NKMM bestemt tidsramme dokumentere indsatserne og indsende dokumentationen til NKMM

7: Klager og institution modtager afgørelse og eventuelt påbud:

Institutionerne modtager

afgørelsen og efterlever eventuelt påbud.

B: Uopfyldt ønske:

Analysen viser, at forældre undervejs i konflikten har opbygget et behov, som

afgørelse og påbud har svært ved at indfri. Forældrene oplever, at institutionerne ikke

nødvendigvis lærer noget af afgørelsen eller påbuddet. Dette fordi det kun er institutionerne selv,

der skal dokumentere, om de har efterlevet ånden i påbuddet. Forældrene bliver ofte skuffet over

dette, set i lyset af hvor slidsomt klageforløbet har været for dem.

2.5.3

Kendskab og implementering

For at NKMM kan have en virkning på institutionernes praksisser, er det en forudsætning, at

institutionerne kender til klagemulighederne hos instansen. I spørgeskemaet er institutionerne

blevet spurgt om deres kendskab til klagemulighederne hos NKMM. Af nedenstående figur fremgår

det, at folkeskolerne vurderer deres kendskab som mere indgående, end de øvrige

institutionstyper. 58 pct. folkeskolerne vurderer, at de har kendskab til instansen og mulighederne

for at afgive en klage. 36 pct. af folkeskolerne vurderer, de har hørt om instansen, men ikke har

væsentligt kendskab til mulighederne, og 6 pct. har aldrig hørt om instansen. For alle institutioner

undtaget folkeskolerne og ungdomsskolerne, er der minimum 22 pct. af de adspurgte, der aldrig

har hørt om instansen.

Der er jf. undervisningsmiljøloven mulighed for at sanktionere økonomisk såfremt påbuddet ikke efterleves, men disse

muligheder er dog aldrig blevet benyttet.

Figur 36 - Hvad er dit kendskab til Den Nationale Klageinstans mod Mobning?

Folkeskoler

Gymnasier og hf

40%

39%

28%

24%

12%

36%

58%

38%

29%

49%

41%

64%

47%

42%

36%

22%

32%

23%

30%

Specialskoler

Friskoler og private grundskoler

Erhvervsskoler

Ungdomsskoler

Efterskoler

Total

12%

42%

22%

Kender Den Nationale Klageinstans mod Mobning, og har kendskab til mulighederne for at

afgive en klage

Har hørt om Den Nationale Klageinstans mod Mobning, men har ikke et væsentligt kendskab til

mulighederne for at afgive en klage

Har aldrig hørt om Den nationale klageinstans mod Mobning

Kilde:

Institutionssurvey, n=452.

Note:

Spørgsmålsformulering:

“Hvad er dit kendskab til Den Nationale klageinstans

mod Mobning?”

Spørger man forældrene om deres kendskab til NKMM, fremgår det, at 85 pct. ikke kender til

instansen. Af det kvalitative materiale fremgår det, at forældre primært lærer instansen at kende,

når der har været en sag lokalt på institutionen. En gennemgang af sager peger ligeledes på, at

størstedelen af forældrene har fået kendskab til instansen ved at søge på nettet. De har typisk søgt

bredt på mobning, da de ikke havde kendskab til deres rettigheder.

”

Kendskabet til DCUM var helt tilfældigt. Jeg sad og googlede, egentlig på noget andet.

’Hvordan

kommunikerer jeg med skolen, når mit barn bliver mobbet’ og andre spørgsmål.

Kommer ikke frem til DCUM, men Red barnet og andre. Det står så på side tre i et dokument fra

en børneorganisation, at der findes en klageinstans. Og det er selvfølgelig et problem

–

hvis

man ikke kommer op i søgefeltet, ved forældrene det jo ikke.

Forælder

”

Figur 37

–

Kender du til Den Nationale Klageinstans mod Mobning?

85%

14%

Ja, jeg kender og har benyttet

den

Ja, jeg kender den, men har ikke

benyttet den

Nej, jeg kender den ikke

Kilde:

Forældresurvey, n=515.

Note:

Spørgsmålsformulering: “Kender

du til Den Nationale klageinstans mod

Mobning?”.

DCUM har selv påpeget manglende kendskab til NKMM i årsrapporten for 2018

. Her konkluderer

de, at der i 2019 var behov for oplysningsindsatser om lovgivningen og særligt klagemuligheden.

Dette fordi de fandt, at ikke alle professionelle, elever og forældre, har kendskab til muligheden.

Ligeledes er institutionerne blevet spurgt ind til deres kendskab til DCUM og centrets mulighed for

at føre tilsyn med institutionerne. Her viser det sig, at der er variation mellem de forskellige

institutionstypers kendskab til DCUM. Erhvervsskolerne er den institutionstype, som har bedst

kendskab til DCUM. 57 pct. af erhvervsskolerne angiver således, at de kender DCUM og dets

mulighed for tilsynsførelse. En mulig forklaring her er, at DCUM har lavet en fulddækkende

praksisundersøgelse på erhvervsskoleområdet i 2018

. Til sammenligning angiver 21 pct. af

efterskolerne, at de kender DCUM og dets mulighed for tilsynsførelse. Efterskolerne udgør dermed

den institutionstype, der har det laveste kendskab til DCUM.

DCUM (2019).

Årsrapport 2018

–

den Nationale Klageinstans mod Mobning,

s. 14.

https://dcum.dk/media/2608/rapportnkmm2018.pdf

I 2020 laver DCUM en ny praksisundersøgelse målrettet grundskoler, ungdomsuddannelser samt voksen- og

videregående uddannelser. Praksisundersøgelsen vil undersøge uddannelsesinstitutionernes overholdelses af

bestemmelserne i Lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø kap. 1, 3 og 4 samt kap. 1 a for grundskoler og

ungdomsuddannelser. Dette kan være med til at øge kendskabet.

Figur 38

–

kendskab til DCUM og deres mulighed for at føre tilsyn

Erhvervsskoler

57%

30%

13%

Gymnasier og hf

50%

43%

Specialskoler

50%

36%

14%

Folkeskoler

47%

48%

Friskoler og private grundskoler

39%

49%

12%

Ungdomsskoler

32%

48%

20%

Efterskoler

21%

48%

31%

Total

42%

45%

13%

Kender til DCUM og deres mulighed for at føre tilsyn

Har hørt om DCUM, men har ikke kendskab til, at de kan føre tilsyn

Har aldrig hørt om DCUM

Kilde:

Institutionssurvey, n=452. Note:

Spørgsmålsformulering: “Har

du kendskab til, at DCUM kan føre tilsyn med om

skolerne har en antimobbestrategi, og om strategien lever op til lovgivningen?”

Forældre oplever, at NKMM er vigtig af flere grunde

Den kvalitative del af undersøgelsen viser, at forældrene generelt har været glade for NKMMs

arbejde i forbindelse med sagsbehandlingen. Der er generelt stor ros til NKMM for deres grundige

vejledninger omkring rettigheder, tilgængelighed igennem et klageforløb og medarbejdernes

personlige kompetencer. Forældrene har oplevet at stå i en svær situation, og fortæller at NKMM

på en saglig måde,

har forsikret dem om, at de ikke ”var gale eller tossede”, men havde en sag,

det ville give mening at prøve i klagesystemet.

Forældrene oplever ligeledes, at NKMM repræsenterer en vigtig mulighed for forældrene, idet en

klage til instansen kan:

•

Sætte fokus på en konkret mobbesag

Under de rette betingelser, skabe lokal læring og refleksion omkring håndtering og

forebyggelse af mobning

Afgøre, hvem der har ret, og retfærdiggøre klagen

Disse, for forældrene, positive virkninger, uddybes kort i det følgende.

Klageinstansen er et brugbart værktøj til at sætte fokus på sagen

Forældrene fortæller først og fremmest, at klagen hjælper til at komme videre med sagen lokalt.

Herunder beskriver en forælder, hvordan klageinstansen

blev en ”game changer”,

der fik skolen til

at tage sagen mere alvorligt.

”

Da vi kommer med lovgivning i ryggen, så bliver det en gamechanger. Men det bliver først

en gamechanger, når DCUM begynder at kontakte skolen. Og derfor er det vigtigt at man

lægger muligheden ud til forældre, så de ved det eksisterer.

Forælder

”

Andre forældre påpeger ligeledes, at klagen får uddannelsesinstitutionen til at forholde sig til sagen

på en ny måde, da lederen bliver opmærksom på lovgivningen og DCUMs udlægning af den. En

forælder fortæller i nedenstående citat, at skolelederen i hendes tilfælde,

blev ”tvunget til at

forholde sig til kompleksiteten” i problematikken

og indse, at det ikke bare går over. Det er en

nuanceret refleksion, da klageren med denne pointe ikke ligger sin betoning på at klagen skulle

give hende ret. Snarere har vedkommende fokus på, at få skolelederen til at forholde sig og tage

stilling til situationen.

”

At folk bliver tvunget til at forholde sig til de her komplekse problematikker, som kan være

ubehagelige. At de ikke bare kan sige

– ’jamen

det går nok over’. Og det skal hjælpe os til at

sige, at vi ikke er gale.

Forælder

”

Klageinstansen er er brugbart værktøj, til at afgøre ret

Forældrene oplever, at NKMMs afgørelse er vigtig i forhold til at bestemme, hvilken af parterne,

der får ret. Hvis forældrene oplever, at institutionen ikke lever op til lovgivningen, og at ledelsen

affærdiger deres henvendelser herom, er det vigtig for forældrenes retsfølelse, at man kan

henholde institutionen til loven igennem en klage til NKMM.

”

Jeg går ind med loven i hånden. Jeg ved at I skal lave en handlingsplan indenfor 10 dage,

og det gør I ikke. Jeg beslutter mig for at klage

–

for jeg bliver provokeret af, at jeg står med

dokumenter om dansk lovgivning, og bare bliver smidt ud. Hvis man ikke kan henholde sig til

lovgivning, hvad gør man så?

Forælder

”

Som det fremgår i ovenstående eksempel, anses afgørelsen af, hvorvidt forældrene havde ret i

deres observation af institutionens håndtering, for at være af principiel karakter. Men afgørelsen

har også for flere forældre haft en psykologisk betydning i de sager, hvor konflikten mellem skole

og hjem har sået splid i forældre og elevgrupper. Her har en afgørelse om medhold betydet en

offentlig legitimering af, at forældrene gjorde ret i at klage, selvom andre ikke forstod dem.

”

Der var forældre der fortalte deres børn, at vi var ude efter deres lærer. Og vi er nærmest

blevet frosset ud af klassen. Vores datter har mistet flere veninder på dette. Det var derfor en stor

lettelse der afgørelsen faldt, at det var en legitimering af, at det var rigtigt, det vi så.

Ja, det var en møllesten, der faldt for skuldrende.

”

Forælder 1

Forælder 2

Forældre oplever, at omkostningerne ved at føre en sag til ende,

kan være for tunge i forhold til udbyttet

Selvom forældrene har oplevet, at deres klage satte fokus på deres situation og til dels gav dem

principiel genoprejsning, foretager flere forældre en cost-benefit-analyse over processen. Nogle

forældre er i tvivl om, hvorvidt de ville gennemgå forløbet igen, hvis de vidste hvilke

omkostningerne det har haft. Dette gælder også de forældre, der har fået medhold, som i

nedenstående citat.

”

Kæmpe respekt for DCUM. Men vi vil aldrig køre sådan en sag igen. Det er for krævende.

Og når DCUM ikke har flere ressourcer til at presse på, så kører man sin familie i hegnet. Og

det er uheldigt

–

når man har en fantastisk klageinstans

–

at de ikke har mere mandat til at

håndtere en skoleledelse.

Forælder

”

Af citatet fremgår det, hvordan man som forælder værdsætter NKMM og den endelige afgørelse.

Men omkostningerne opleves samtidig at have været tunge i forhold til udbyttet.

For at forstå hvorfor forældre kan have fået medhold i en sag og principielt ret, og stadig kan

opleve udbyttet som værende lavt, ser vi nærmere på klagernes oplevelser af instansen afgørelser

og påbud.

Klagernes oplever, at afgørelser og påbud ikke indfrier alle deres

forventninger

I dette afsnit ses nærmere på, hvordan forældre kan udvikle store forventninger til instansens

afgørelse og påbud, som de ikke altid oplever, kan indfries. For at forstå hvordan forventningerne

skabes, må man forstå, hvordan dynamikken udvikler sig i den konflikt, der forløber mellem

institution og hjem, fra de har henvendt sig om mobning til en afgørelse forligger (Se

nøgleperspektiv 1: Konfliktens dynamik).

I de følgende citater fremgår det, hvordan forældre oplever, at virkningen af afgørelse og påbud er

begrænset i forhold til deres forventninger. Flere forældre har for eksempel behov for en decideret

undskyldning fra institutionen, når instansen har fastslået, at institutionen ikke levede op

lovgivningen.

”

Alle dem vi har snakket med, det er konsulenter: Der er ikke nogen der har mandat til at

sige, at det her skal stoppes. Skolen er blevet pålagt at bringe nogle ting i orden om mobning,

men ingen har givet Josefine en undskyldning.

Forælder

”

Instansen kan ikke pålægge ledere at undskylde. Hvis en institutionsleder undskylder, er det fordi

lederen selv træffer den beslutning. En anden forventning forældrene typisk har, er, at

institutionslederne set i lyset af afgørelsen og påbuddet bør have lært noget fremadrettet. Men her

oplever nogle klagere, at ledere, som er uenige i afgørelsen og påbuddet, ikke efterlever ånden

heri. De opleves i stedet at efterleve påbuddets bogstav ved at ændre strategien på hjemmesiden

eller gennemføre en undersøgelse i klassen, hvor man ”igen” konstaterer,

at der ikke er mobning.

Men dette uden at institutionen anerkender overfor forældrene at have lært noget af situationen

De forældre, der har fået medhold, men samtidig ikke oplever, at institutionen har lært nok, mener,

at NKMM burde have mandat til mere vidtgående tiltag i deres påbud. Økonomiske sanktioner

nævnes. Dog er den generelle opfordring, at NKMM i deres afgørelser bliver mere synlige på

institutionerne i forbindelse med afgørelsen. Forældrene oplever, at det vil være hensigtsmæssigt

at NKMM kom ud på institutionen til forældre og lærere, for at fortælle om afgørelsen og hvad de

har bemærket omkring institutionens håndtering. Dette for at sikre, at alle bliver klar over, hvad der

er foregået, og hvad man kan lære af det.

”

Hvorfor går DCUM ikke ud i klassen i forlængelse af deres påbud og ser hvordan det er, og

fremlægger der påbud

–

og hører, hvad de enkelte lærere siger til det?

Forælder

”

En anden generel bemærkning omkring påbuddet er, at det i højere grad bør hjælpe institutionen til

at blive bedre til konkret forebyggelse og håndtering af mobning. En del af påbuddet kunne derfor

være påtvungen vejledning eller kompentenceoprustning omkring mobbefaglighed.

”

De skulle kunne sende nogle professionelle specialister ud, der kunne hjælpe klassen. Det

ville faktisk havde været endnu bedre end en klageinstans. Nogle der kom udefra og underviste

i nogle emner.

”

Forælder 1

Man gad godt at skolen kunne blive påtvunget 20 timers arbejde med mobning.

”

Forælder 2

På DCUMs hjemmeside, har de gode cases

–

gode værktøjer, de tilbyder skolerne. Jeg

syntes de skulle koble dem sammen med deres afgørelse. Så nu er afgørelsen faldet, så går vi

ud og meddeler skole og forældrene, hvad man kan gøre, hvordan man kan arbejde med det i

klassen.

Forælder 1

”

Institutionslederne oplever, at afgørelserne handler om

procedurefejl, fremfor om de handlede godt

Når Institutionslederne har modtaget en sagsafgørelse og eventuelt et påbud, har flere ledere det

lettere ambivalent. På den ene side kan de godt forstå, hvis de ikke har levet op til klare

procedurer, i deres håndtering af sagen. På den anden side kan man se den samme procedure

som udtryk for en juridisk vurdering, der ikke handler om, hvorvidt man gjorde det rigtige i

situationen eller ej. Skolelederen i følgende citat understreger dette, idet han konstaterer, at skolen

rigtigt nok ikke lavede en skriftlig handlingsplan indenfor 10 dage, men samtidig kalder han det en

”paragrafrytterfejl”.

I interviewene er det meget forskelligt hvad lederne mener at have lært (Se næste afsnit).

”

Men det er mange paragrafrytterfejl vi begår. For eksempel vi ikke har skrevet en

handlingsplan ned inden 10 dage. Vi havde også lavet et flot stykke arbejde med strategien

[involveret elever og forældre i arbejdet], men fordi ordet

’digital’

manglede, var den ikke god

nok. Det er et eksempel på, at det kun handler om papiret.

Skoleleder

”

Når lederne bruger udtryk som

paragrafrytteri,

er det udtryk for den frustration, man kan opleve

som leder. Dette for eksempel når de føler, at skolens indsats bliver kogt ned til et spørgsmål om,

at man har fulgt procedurerne på den korrekte måde. I interviews udtrykker de fleste af lederne i

klagesagerne, at man måske har begået nogle fejl rent juridisk. Det kan være, at man for eksempel

ikke har overholdt en deadline, eller ikke har fået skrevet beslutningerne ned. Men det er ikke

ensbetydende med, at de ikke handlede efter bedste evne. Flere af lederne pointerer, at de tog

forældrenes henvendelse alvorligt, undersøgte sagen og foreslog eller aktiverede flere forskellige

trivselsrettede indsatser.

Når lederne får afgørelse og påbud, kan de derfor godt blive overraskede over, at afgørelsen i den

grad handler om procedurer, og ikke handler om kvaliteten af de indsatser de har foreslået eller

afholdt i praksis.

”

Jeg tænker, klageinstansen egentlig måske er en meget god ide. Men jeg syntes formålet

–

hvad er det, klageinstansen rent faktisk skal

–

hvad tænker man de skal gøre, helt konkret? Det

tror jeg har været uklart for mange. Opfattelsen fra skolelederne har været at forældrene skulle

have en klagemulighed hvis de var utilfredse med skolen. Det var for mig ikke særligt klart, at

klageprocessen og afgørelsen egentlig handlede om procedurer

–

det har simpelthen være

utydeligt.

Skoleleder

”

Selvom lederne oplever, at juridisk fokus på procedurer kan opleves som frakoblet den

pædagogiske indsats, er de indstillet på at følge lovgivningen. Det vil sige, at de til en anden gang

vil have mere fokus på, hvordan de tydeliggør procedurerne. Det kan være gennem

forventningsafstemning med forældrene omkring, hvordan man undersøger situationen, eller

hvordan man arbejder systematisk med at skriftliggøre handlingsplanen.

Selvom de færreste ledere ser ud til direkte at udvikle en ny pædagogisk tilgang ved afgørelse og

påbud, peger vores analyser på, at de skaber refleksioner over kommunikation og procedurer

fremadrettet.

Ungdomsuddannelsernes ikke-brug af klageadgangen

Undersøgelsen har indtil videre haft fokus på grundskoleområdet, da det er her, klagesagerne i

langt de fleste tilfælde opstår. Seneste opgørelse over året 2019 viser, at 3 ud 120 klagesager i

2019, omhandler en ungdomsuddannelse.

Da denne tendens er påfaldende, sætter vi i dette afsnit fokus på ungdomsuddannelsesområdet.

Dette indebærer analyser af gymnasierne og erhvervsskolernes kendskab til de forskellige

lovbestemmelser, omfanget af mobning og elevernes perspektiv på mobning og muligheder for at

klage. Indledningsvist rettes fokus dermed mod institutionernes perspektiv på mobning og

omfanget af mobning på ungdomsuddannelser, hvorefter analysen retter fokus mod

elevperspektivet.

2.6.1

Kendskab til mobbebestemmelserne på

ungdomsuddannelser

Af nedenstående figur fremgår kendskabet til antimobbebestemmelserne på tværs af gymnasier og

erhvervsskoler. Folkeskolen er ligeledes medtaget som sammenligningsgrundlag. 87 pct. af

gymnasierne og 80 pct. af erhvervsskolerne har et indgående kendskab til, at

uddannelsesinstitutioner skal udarbejde en antimobbestrategi. Når det kommer til institutionernes

kendskab til, at institutioner skal udarbejde en handlingsplan i tilfælde af mobning, har henholdsvis

77 pct. af gymnasierne og 74 pct. af erhvervsskolerne et indgående kendskab hertil. Det er færre

end folkeskolerne, idet 83 pct. af folkeskolerne har et indgående kendskab til, at institutionerne

skal udarbejde en handlingsplan i tilfælde af mobning.

Figur 39 - Hvor godt er dit kendskab til elementerne i lovgivningen?

87% 87%

80%

83%

77%

74%

15%

13% 13%

Har hørt om

lovkravet, og

har et

indgående

kendskab til

det

Har hørt om

lovkravet,

men har ikke

et indgående

kendskab til

det

Har aldrig

hørt om

lovkravet

Har hørt om

lovkravet, og

har et

indgående

kendskab til

det

22%

20%

16%

Har hørt om

lovkravet,

men har ikke

et indgående

kendskab til

det

Har aldrig

hørt om

lovkravet

Institutioner skal udarbejde

en antimobbestrategi

Folkeskoler

Institutioner skal udarbejde en

handlingsplan i tilfælde af mobning

Erhvervsskoler

Gymnasier og hf

Kilde:

Institutionssurvey, Folkeskoler n=120, Gymnasier og hf n=81, Erhvervsskoler n=46. Note: Spørgsmålsformulering:

“Hvor godt er dit kendskab til elementerne i lovgivningen?”.

Udover kendskabet til elementerne i lovgivningen, er ungdomsuddannelserne blevet spurgt til

deres kendskab til NKMM. Igen er besvarelserne fra folkeskolerne medtaget i figuren. Det fremgår

af figuren, at henholdsvis 22 pct. af gymnasierne og 30 pct. af erhvervsskolerne aldrig har hørt om

NKMM. Tilsvarende gør dette sig gældende for 6 pct. af folkeskolerne. 40 pct. af gymnasierne

kender NKMM, og har kendskab til mulighederne for at afgive en klage, mens det samme gør sig

gældende for 28 pct. af erhvervsskolerne.

Figur 40

–

Hvad er dit kendskab til Den Nationale Klageinstans mod Mobning?

Gymnasier og hf

40%

38%

22%

Erhvervsskoler

28%

41%

30%

Folkeskoler

58%

36%

Kender Den Nationale Klageinstans mod Mobning, og har kendskab til mulighederne

for at afgive en klage

Har hørt om Den Nationale Klageinstans mod Mobning, men har ikke et væsentligt

kendskab til mulighederne for at afgive en klage

Har aldrig hørt om Den nationale klageinstans mod Mobning

Kilde:

Institutionssurvey, Folkeskoler n=120, Gymnasier og hf n=81, Erhvervsskoler n=46. Note: Spørgsmålsformulering:

“Hvad er dit kendskab til Den nationale Klageinstans mod Mobning?”

2.6.2

Omfanget af mobning på ungdomsuddannelserne

Når vi ser på omfanget af mobning på ungdomsuddannelserne, angiver 4 pct. af gymnasierne og 0

pct. af erhvervsskolerne, at der ikke er nogen, der bliver mobbet på institutionen. Til

sammenligning svarer 7 pct. af folkeskolerne, at der ikke foregår mobning på skolen. Langt

størstedelen af gymnasierne og erhvervsskolerne angiver, at det er få elever, der bliver mobbet. 9

pct. af erhvervsskolerne svarer, at de ikke ved, hvor mange, som bliver mobbet på institutionen.

Det lader altså ikke til, at der er væsentlige forskelle mellem omfanget af mobning i en

gennemsnitlig klasse i folkeskolen sammenlignet med omfanget af mobning i en gennemsnitlig

klasse/hold på en ungdomsuddannelse.

Figur 41

–

Hvor mange elever tror du i gennemsnit, der bliver mobbet i hver klasse på jeres skole?

89%

82% 80%

8% 11%

0% 0%

1% 0%

Ved ikke

Der er ingen

Der er få elever Der mobbes 1-2 Der mobbes 3-4 Der mobbes 5

elever, der bliver der bliver mobbet elever i hver

elever i hver eller flere elever i

mobbet på skolen

klasse

hver klasse

Folkeskoler

Gymnasier og hf

Erhvervsskoler

Kilde:

Institutionssurvey, Folkeskoler n=120, Gymnasier og hf n=81, Erhvervsskoler n=46.

Note:

Spørgsmålsformulering: ”Hvor mange elever tror du i gennemsnit, der bliver mobbet i hver klasse på jeres skole?”

Selvom der ikke er væsentlige forskelle i omfanget af mobning i en gennemsnitlig klasse i

folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, viser det sig, at der er forskel når det kommer til

andelen af institutioner, som modtager henvendelser fra forældre eller elever vedrørende mobning.

Her ses det, at henholdsvist 22 pct. af erhvervsskolerne og 43 pct. af gymnasierne angiver, at de

har fået én eller flere henvendelser fra forældre vedrørende mobning. Til sammenligning angiver

61 pct. af folkeskolerne, at de har fået henvendelser fra forældre om mobning.

Tabel 4

–

Henvendelser fra forældre vedr. mobning, henvendelser om dårlig håndtering af mobning og officielle

klager af håndteringen af mobning

Folkeskoler

Henvendelser til skolen fra

forældre eller børn vedr.

mobning på skolen

Henvendelser fra forældre,

som mener, at skolen ikke

har håndteret

mobbesituationen godt nok

Andel skoler, som har

modtaget henvendelser fra

forældre eller børn vedr.

mobning

Andel skoler, som har

modtaget henvendelse(r) fra

forældre om, at de ikke har

håndteret situationen godt

nok (af de skoler, som har

modtaget henvendelse(r)

vedr. mobning)

Andel af skoler, som har

modtaget en officiel klage

over skolens håndtering (af

de skoler, som har modtaget

henvendelse(r) vedr.

mobning)

Gymnasier og hf

Erhvervsskole

61%

43%

22%

23%

10%

Forældre, som har afgivet

en officiel klage over

skolens håndtering af

mobbesituationen

Kilde:

Institutionssurvey.

Note: Spørgsmålsformulering: ”Hvor mange af nedenstående henvendelser eller sager har I

haft på jeres skole i indeværende skoleår? (henvendelser fra forældre eller elever vedr. mobning; henvendelser, som har

ført til udarbejdelse af handlingsplan; forældre eller elever, som har rettet en officiel klagesag).

2.6.3

Syn på mobbeårsager

I dette afsnit undersøges forskellige og ligheder i synet på mobbeårsager blandt gymnasier,

erhvervsskoler og folkeskoler. Der er særligt forskel mellem institutionstyperne når det drejer sig

om, hvorvidt mobning skyldes de individorienterede udsagn, man i dansk mobbeforskning

kategoriserer som individorienterede

såsom

’mangelfuld opdragelse hjemmefra’ eller

’umodenhed’

’Mangelfuld opdragelse’ ligger samlet set i toppen af

skalaen for udvalgte årsager,

og det er værd at bemærke, at det mere sociokulturelle orienteret svar ’At mobning er almindeligt

udbredt i samfundet og smitter af på børnene” er det næst hyppige svar samlet set. Det

fællesskabsorienteret mobbesyn skriver sig ind i denne kategori.

En større andel af ungdomsuddannelserne er enige i, at mobning skyldes mangelfuld opdragelse

hjemmefra samt umodenhed sammenlignet med folkeskolerne. Henholdsvis 52 pct. af

erhvervsskolerne og 46 pct. af gymnasierne er helt eller delvist enige i, at mobning skyldes

mangelfuld opdragelse hjemmefra, mens det for folkeskolerne er 27 pct., som er helt eller delvist

enige i samme udsagn. I forhold til umodenhed er 52 pct. af gymnasierne helt eller delvist enige,

mens det gør sig gældende for 25 pct. af folkeskolerne.

Hansen, H.R. (2011). Lærerliv og elevmobning. PhD. Afhandling 252 s.

Analysen viser, at forskellene mellem skolerne ift. udsagnene

’Naturens orden, hvor de stærkeste overlever’,

’Manglende sammenhold i skoleklassen/på holdet’, ’Aggressive børns trang til at dominere andre’, ’En udstødelseskultur,

hvor man mobber andre for ikke selv at blive mobbet’, ’Mangelfuld opdragelse hjemmefra’ og ’Umodenhed’ er statistisk

signifikant (p<0.05).

Figur 42 - Hvor enig eller uenig er du i, at skolemobning skyldes...

Andel ’Helt enig’ eller ’Delvist enig’

Manglende sammenhold i skoleklassen/på holdet

98%

87%

97%

87%

70%

82%

83%

73%

83%

70%

65%

74%

54%

56%

52%

46%

Manglende tolerance og åbenhed for forskellighed

Børn, der forsøger at positionere sig ved at mobbe

andre

Usikre børn, der lader deres usikkerhed gå ud over

andre

En udstødelseskultur, hvor man mobber for ikke

selv at blive mobbet

Mangelfuld opdragelse hjemmefra

27%

At mobning er almindeligt udbredt i samfundet og

smitter af på børnene

73%

41%

33%

47%

37%

25%

52%

Umodenhed

At børn er mere sammen på nettet end i

virkeligheden

35%

23%

20%

33%

21%

32%

20%

18%

16%

13%

12%

Folkeskoler

En ’mig, mig, mig'-adfærd

hos nutidens

børnegeneration

Aggressive børns trang til at dominere andre

Naturens orden, hvor de ”stærkeste overlever”

Mangel på robusthed hos den, der bliver mobbet

Erhvervsskoler

Gymnasier og hf

Kilde:

Institutionssurvey, Folkeskoler n=120, Gymnasier og hf n=81, Erhvervsskoler n=46. Note: Spørgsmålsformulering:

”Hvor enig eller uenig er du i, at skolemobning

skyldes...”

2.6.4

Elever på ungdomsuddannelserne: Deres syn på mobning

og klagemuligheder

Med henblik på at identificere, hvilke konkrete faktorer, der kan forklare dette, har Epinion

gennemført to fokusgrupper med henholdsvis gymnasie- og erhvervsskoleelever.

Omdrejningspunktet for fokusgrupperne har dels været at afdække de unges mobbesyn samt

deres refleksioner omkring, hvordan man som elev på en ungdomsuddannelseselev ville gribe det

an, hvis man oplevede at blive mobbet.

En hovedpointe i følgende afsnit er, at det ifølge de interviewede elever, kan virke uoverskueligt

selv at skulle påbegynde og gennemgå et decideret klageforløb. Eleverne forventer nemlig på den

ene side, at de i modsætning til grundskoleelever

selv

bør kunne varetage opgaven uden hjælp fra

deres forældre. På den anden side påpeger de, at man næppe har det nødvendige overskud til at

gøre netop dette, hvis man føler sig mobbet. Skoleskift bliver derfor en lettere og mere

hensigtsmæssig løsning for den enkelte elev, da det er den

”lette

vej til en frisk

begyndelse”.

Eleverne oplever, at der foregår mobning på uddannelserne

I begge fokusgrupper er det blevet debatteret, hvordan eleverne opfatter mobning som fænomen

–

hvilke associationer giver ordet, og hvornår kan noget karakteriseres som mobning? Selvom det er

tydeligt, at nogle elever først og fremmest forbinder mobning med noget, der foregår i grundskolen,

er alle enige om, at mobning også forekommer på gymnasiale- og erhvervsuddannelser såvel som

arbejdspladser/praktikpladser. En erhvervsskoleelev vurderer, at mobning kan forekomme:

Eleverne nævner både fysisk mobning såsom at slå og skubbe. De fremhæver samtidig den mere

subtile og ”psykiske” mobning såsom bevidst udelukkelse fra fællesskaber eller spredning af

rygter.

”

Alle de steder, hvor mennesker mødes.

”

Erhvervsuddannelseselev

Rygter er også i den grove ende. Altså jeg kender nogen, der er gået fra at være meget

populære til at blive mobbet pga. rygter.

Gymnasieelev

”

Eleverne peger ligeledes på, at rammerne for mobning har ændret sig i takt med digitaliseringen

og særligt udbredelsen af de sociale medier. Sociale interaktioner med klassekammerater er

således ikke længere forbeholdt skoletiden, men kan foregå i alle døgnets 24 timer over nettet.

Dette har medført en udvidelse af det mulighedsrum, hvori mobning kan forekomme.

”

Cyber har virkelig sat skub i mobning. I gamle dage, da jeg gik i folkeskole, var det svært

at mobbe uden for skoletider, men nu kan det være over Facebook og blive ved selv efter

skole.

Erhvervsuddannelseselev

”

At mulighedsrummet for mobningen er blevet udvidet til den digitale sfære, mener nogle af

eleverne også kan være en forklaring på, at mobning er mindre italesat på ungdomsuddannelserne

sammenlignet med i grundskolen. Eleverne bliver ældre og færdes mere på sociale medier, og

denne form for mobning er ganske enkelt vanskeligere for udenforstående (for eksempel forældre

eller lærere) at opdage.

Eleverne oplever, at man selv forventes

”at

klare det”, hvis man

mobbes

Der peges også på en øget selvstændighedsfølelse eller modenhed, som en mulig forklaring på, at

den eksplicitte omtale af mobning er mindre på ungdomsuddannelser end i grundskolen. Eleverne

mener, at både ungdomsuddannelserne og eleverne selv sætter større krav til, at de selv kan

håndtere fænomener som mobning end tilfældet var i grundskolen. De beskriver en forventning

om, at de skal

”klare

det

selv”,

være

”en

større

person”

og blot

”vende

den anden kind

til”,

hvis de

bliver udsat for mobning:

”

I dag ville jeg være bedre til at håndtere det [red: mobning]. De fleste ville nok bare vende

den anden kind til. Måske er det derfor, man hører mindre om det i dag [sammenlignet med

grundskolen].

Gymnasieelev

”

Andre peget på, at nogle elever måske ville undgå at klage, af frygt for at blive bebrejdet for at

være en sladrehank, der ikke kan ”stå op for sig selv”. Fordi hvis ”mobbere” finder ud af, at de har

klaget, vil det være et udtryk for, at man

ikke

kan klare det selv, og dermed give yderligere grund til

at mobbe:

Der er også konsekvenserne ved, at mobberne finder ud af det. Altså, at de finder ud af, at

man er svag, eller at man er en

’snitch’.

Gymnasieelev

”

Selvstændighedsfølelsen bidrager i den forstand til en forventning om, at eleverne skal kunne klare

sig selv. Dette uden behov for samme forældreinddragelse, som mere legitimt gør sig gældende i

grundskolen ifølge elevernes. Enkelte elever peger dog også på, at man kan snakke med en lærer,

sine venner eller vedkommende, der mobber, hvis man oplever at blive mobbet. Sidstnævnte

antager flere, at man ikke vil have det mentale overskud til.

Men elever, der oplever at blive mobbet, kan ikke selv klare det

På den ene side oplever eleverne på ungdomsuddannelserne således en forventning om, at de

skal kunne klare sig selv. Samtidig vurderer eleverne, at hvis man oplever at blive mobbet, i

praksis næppe vil have det mentale overskud til at klage over uddannelsesinstitutionens

håndtering, hvis man selv skulle klare det:

”

Man har måske ikke energien til at klage. Forældrene gør det for en i folkeskolen. De har

mere overskud. Men børn, der bliver udsat for mobning, de bliver kede af det. Forældrene bliver

sure, så de gør noget.

Erhvervsuddannelseselev

”

Som erhvervsskoleeleven i det ovenstående citat understreger, er eleven, der oplever at blive

mobbet, og forældrene til offeret, sandsynligvis præget af to forskellige sindstilstande som

konsekvens af mobningen. Tankegangen er, at hvis forældrene får kendskab til, at deres barn

oplever at blive mobbet, vil de være mere tilbøjelige til at søge en retfærdig løsning på problemet.

Eleven vil derimod først og fremmest være optaget at finde en pragmatisk løsning, der kan bringe

vedkommende ud af pinen her og nu. Der vil derfor også være forskel på deres overskud og

handlekraftighed. Eleverne peger på, at de sandsynligvis selv ville forsøge

enten at ”vende den

anden kind til” eller finde en hurtig udvej og hurtigt rette sig imod et skoleskift.

”

Jeg vil sige, at hvis jeg var blevet mobbet i dag på gymnasiet, så tror jeg hurtigt, at jeg ville

skifte skole.

Gymnasieelev

”

En erhvervsuddannelseselev peger på en lignende pointe om, at de relativt korte skoleforløb på

erhvervsuddannelserne også kan tænkes at medvirke til, at færre erhvervsuddannelseselever

vælger at klage. Hvis man oplever at blive mobbet, udgør det korte skoleforløb et naturligt

miljøskifte, som sandsynligvis vil gøre det lettere at ”bide mobningen i sig”.

Ligeledes opleves det

at være omsonst at klage, fordi man i så fald vil klage over en social sammenhæng, der alligevel

snart opløses.

Eleverne stiller sig kritiske overfor strukturen af klageadgangen

Når eleverne præsenteres for klageinstansen og sagsforløbet understreges deres vurdering af, at

man som offer for mobning, ikke ville have overskud til at gennem en klagesag alene. Eleverne

oplever, at sagsforløbet rummer en høj grad af kompleksitet, og sandsynligvis vil tage længere tid,

end man vil kunne overskue alene. De forventer, at det vil være et forløb, der vil kunne opleves

som en yderligere psykisk belastning, for eksempel fordi man vil risikere at få betvivlet sin egen

forståelse af situationen:

”

Man vil måske være blevet afkræftet i, at man er blevet mobbet, og det er et hårdt slag. Og

så skal man gå videre igen [til anden instans]

–

det tror jeg ikke, man kan overskue.

Erhvervsuddannelseselev

”

Flere elever undrer sig samtidig over konstruktionen af klagegangen. De har svært ved at forestille

sig at skulle gå til uddannelsesinstitutionen, for at klage over uddannelsesinstitutionen. De stiller

sig med andre ord kritiske overfor habilitetsspørgsmålet, og betvivler institutionens evne til at

behandle sagen sagligt:

”

Det virker underligt, at man skal klage til skolen om skolen. Det er ligesom, at man skal

klage til politiet over en forbrydelse som politiet har begået.

Gymnasieelev

”

Snarere end at henvende sig direkte til uddannelsesinstitutionen, italesætter flere elever en

forventning om, at en ekstern, upartisk instans bedre ville kunne hjælpe dem med at håndtere en

klagesag. Dette vurderer de som værende mere hensigtsmæssigt både mht. habilitet og

varigheden af forløbet:

Det virker meget langsommeligt. Jeg havde egentlig højere tanker om det, inden jeg så

forløbet. Der burde bare have været et telefonnummer, hvor man kunne ringe ind og få noget

vejledning. […]

Jeg tror, at det er bedre at skifte skole, end at vente så meget.

Gymnasieelev

”

Som gymnasieeleven understreger i ovenstående citat, kan det virke lettere at skifte gymnasium,

end at gennemgå et så komplekst klageforløb med så lange udsigter. Hvis klagemuligheden skal

fungere som en løsning på mobningen, skal der ifølge eleverne være mulighed for at kunne få

assistance fra andre end sine forældre. Det kan for eksempel være i form af en ekstern instans,

der tager elevens perspektiv og fører sagen på vegne af eleven

–

en slags børneadvokat. Andre

forestiller sig snarere en effektiv ”livline”, der kan vejlede dem igennem klagesystemet. Flere

forestiller sig en form for klagetelefon, der tilbyder hjælp til, hvordan man klager til skolen

–

herunder, hvordan man skriver en officiel klage, og til hvem man henvender sig.

Derudover peger flere elever i fokusgrupperne også på vigtigheden af at skabe en forebyggende

nultolerancekultur overfor mobning og inddrage alle elever og lærere i at understøtte denne. De

foreslår derfor information i form af kurser til lærere og/eller kampagner, der skaber dialog og

opmærksomhed omkring mobning, indikatorer på mobning, samt redskaber til, hvordan man

håndterer at blive udsat for eller overvære mobning. Foruden understøttelsen af en nultolerance

over for mobning, ville det hjælpe et potentielt offer for mobning med at håndtere situationen og

eventuelt indberette en klage:

”

Jeg synes, at der burde være mere fokus på dem, der overværer mobning, og hvad de

skal gøre. Det er jo meget mere komplekst, end at man bare skal lære, hvad man gør, hvis man

bliver mobbet.

Gymnasieelev

”

Citatet udtrykker samme pointe, som man finder i det fællesskabsorienterede mobbesyn. Her ses

mobning ligeledes som en social dynamik, hvor en del af institutionernes forebyggende arbejde

består i at gøre eleverne opmærksomme på egne roller heri.

Mobbefænomenet forbindes i højere grad med grundskoler end

ungdomsuddannelser

Mobning som begreb og fænomen er i nyere tid især blevet forbundet med et grundskoleproblem

eller et arbejdspladsproblem. Der har i mindre grad været fokus på mobning på

ungdomsuddannelserne. Det kan betyde, at mulige udstødelsesmønstre mellem unge ikke

genkendes som det, man i grundskoletiden ville kalde for mobning. Dette peger på et behov for, at

man lokalt på ungdomsuddannelserne i såvel didaktiske som i pædagogiske sammenhænge

inviterer eleverne ind i åben vidensudvikling, hvor der indhentes elevperspektiver på trivsel,

mistrivsel, og inde- og ude- gruppemekanismer.

I tråd med dette, peger gymnasie- og erhvervsskoleeleverne, der har deltaget i undersøgelsen, på,

at initiativer såsom klassens time, med fordel kunne indføres på ungdomsuddannelser.

Gymnasieeleven i nedenstående citat er, som flere andre elever, overrasket over, at dette kun

forekommer i grundskoler. Hun oplever, at behovet for at skabe et rum, hvor elever kan tale åbent

om deres personlige og sociale udfordringer, kan være mindst lige så stort på

ungdomsuddannelser som i grundskoler.

”

Det overrasker mig, da jeg begyndte på gymnasiet, at der slet ikke er noget klassens time,

hvor man lige snakker om, hvordan det går. Det tror jeg faktisk kunne hjælpe rigtig meget, så

man ikke selv behøver at tage den op, men at der er et rum for det.

Gymnasieelev

”

Andre peger på behovet for at gennemføre kampagner eller lignende initiativer i elevrådet, der kan

skabe opmærksomhed omkring mobning, som et fænomen, der også kan forekomme på

ungdomsuddannelser.

Man kunne lave kampagner.

’Stop

mobning’ eller

’Gør X, hvis

du oplever noget.

Erhvervsskoleelev

”

Medieringstilbud ved STUK

2.7.1

Lovgivningen kort fortalt

Som led i en klagesag kan DCUM tilbyde klager og relevante repræsentanter fra skolen mægling

ved en mellemmand. Dette med henblik på at afsøge mulige veje i samarbejdet, hvoraf et forlig

imellem parterne præsenteres som en af flere veje. Dette kaldes

mediering

og foretages af

læringskonsulenter i Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet (STUK)

Infoboks 5

–

Mediering ved STUKs læringskonsulenter

Bekendtgørelse om behandling af klager til Dansk Center for Undervisningsmiljø om

mobning og lignende,

§ 7: Centeret kan tilbyde klager og den myndighed, bestyrelse eller

person, der har ansvar for uddannelsesstedet, mægling ved en mellemmand, jf. stk. 2,

med

henblik på at forlige parterne (mediering).

Det skal fremgå af tilbuddet om

mediering, at mediering alene iværksættes, hvis begge parter accepterer tilbuddet.

Centeret afgør, om klagen bortfalder ved accept af tilbuddet om mediering.

2.7.2

Delkonklusion

Det opleves af både forældre og institutionsledere som en principielt god ide, at man generelt kan

få hjælp af en tredjepart til at afhjælpe konflikter i skole-hjemsamarbejdet. Det opleves også, at de

medieringsværktøjer, STUK har udviklet til at mediere med i mobbesager, giver gode indsigter og

danner et godt udgangspunkt for at tale sammen om barnets situation. Dette angår særligt

elevinterviews og præsentation af elevperspektivet til medieringsmødet,

Hvad angår medieringens virkninger, peger analysen på en række udfordringer eller dilemmaer

under de aktuelle rammebetingelser. På nuværende tidspunkt tilbydes mediering relativt sent. Jo

senere mediering tilbydes, desto værre er konflikten ofte blevet. Over tid går uenigheden mellem

institution og hjem fra at handle om, hvad en institution gjorde eller ikke gjorde (en specifik

uenighed), til at handle om en mere grundlæggende uenighed med institutionens ledelsesstil,

kultur og mobbesyn (Se Nøgleperspektiv 2). Når uenigheden bliver grundlæggende, får parterne

”døve øre” for hinandens perspektiver. Hvilke succeskriterier man kan forvente af selv en god

medieringsindsats, bliver derfor relativt afhængige af, hvornår medieringen ligger. Overordnet set

betyder en graduerende konfliktoptrapning mellem institution og hjem, at man fremadrettet kan

diskutere værdien af

–

eller forskellene imellem

–

flere mulige slags medieringsindssatser, med

forskellige formål på forskellige tidspunkter.

En tidlig mediering kunne i højere grad have

forsoning

mellem parterne som formål, hvor den aktuelle mediering, i højere grad har

afklaring

som formål.

Infoboks 6

–

Hvad er mediering?

•

I et medieringsforløb får parterne mulighed for at tale sammen om det, der er sket og

undersøge, om de kan nå til enighed om mulige veje at samarbejde om elevens

trivsel.

Mødedeltagere udgør personer med aktier i konflikten og deres eventuelle bisiddere.

Det er frivilligt for alle parterne at deltage i mediering.

•

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=200484,

se særligt § 7

•

Elevens trivsel er omdrejningspunkt for medieringsforløbet, og elevens perspektiv

spiller derfor også en vigtig rolle på møderne. Elevens perspektiv bliver enten bragt

ind på mødet af mediator eller hvis der er tale om unge, får de tilbud om selv at

deltage på møderne.

Medieringskonsulenterne styrer møderne og stiller spørgsmål, der hjælper parterne til

at blive tydelige på egne perspektiver og til at lytte til de andres perspektiver.

Medieringskonsulenterne tager ikke parti eller kommer med løsninger under

medieringen. Det er således ikke deres rolle at bidrage til sagsbehandlingen hos

DCUM eller forholde sig til, hvem af parterne, der har ret eller, om en situation var

eller ikke var, mobning.

•

2.7.3

Lovgivningen og sagsrejsen

Nedenstående figur illustrerer sagsrejsen i forbindelse med mediering. Sagsrejsen er struktureret

ud fra en række aktiviteter, markeret med tal fra 1-6. Figuren illustrerer både de frontstage- og

backstage aktiviteter, der foregår ifm. sagsrejsen, såvel som de processer, der har til formål at

understøtte en konstruktiv proces. Desuden peger sagsrejsen på en række dilemmaer og

udfordringer, markeret med bogstaver fra A-B, der udfordrer forløbet. Begge er uddybet nedenfor.

Figur 43

–

Sagsrejsen i forbindelse med mediering

1: Beslutning om mediering træffes:

DCUM vurderer sagen, og hvis eleven stadig går på

institutionen, sendes den videre til mediering. Såfremt sagen vurderes at være egnet til mediering,

mens sagen behandles, tilbydes institution og klager mediering. I alt er mediering blevet tilbudt 24

sager fra 2018

–

primo 2020, hvoraf parterne i 12 af tilfældene har takket ja (9 afholdte indtil

videre).

2: Parterne i sagen tilbydes mediering:

Hvis begge parter siger ja til mediering, kontaktes de af

STUK.

3: STUK afholder formøde med parterne:

Medieringskonsulenterne hos STUK sætter et formøde

op med parterne. Mødet handler om at forventningsafstemme formålet med medieringen, samt at

hjælpe parterne med at blive skarpere på, hvad de håber at få ud af og bringe til mødet. Ligeledes

har formødet til formål at gennemføre et interview med den pågældende elev i klagesagen.

Elevinterviewet bruges til at bringe elevens perspektiv i spil på mødet, så elevens fortsatte trivsel

bliver udgangspunkt for en konstruktiv dialog mellem parterne.

4: Første medieringsmøde afholdes:

Til mødet faciliterer medieringskonsulenterne samtalen. Det

primære formål til første møde er, at parterne får talt om det, der er sket, at de får lyttet til

hinandens perspektiver og bliver tydeligere på, hvor de er enige og hvor de ser forskelligt på

sagen. I enkelte tilfælde kan parterne allerede på første møde tage hul en diskussion af fælles

aftaler og løsninger. STUKs to konsulenter evaluerer på baggrund af mødet og udvikler på den

baggrund oplægget til næste medieringsmøde. STUK har i 2018 og 2019 foretaget mediering i 9

sager, hvoraf 6 af disse afholdte ét medieringsmøde.

A: Tidsmæssig udfordring:

Analysen viser, at mulighederne for mediering må antages at være

givet af, hvornår medieringen kommer ind i konflikten. Når konflikten har eskaleret over længere

tid, har parterne i endnu højere grad mistet tilliden til hinanden og forældrenes stigende behov for

indrømmelser fra skolens side, modarbejder i nogle tilfælde medieringsformålet (Se også

nøgleperspektiv 1)

B: Uklarhed omkring formål:

I forlængelse udfordring A, betyder det også, at parterne trods

forventningsafstemning fra STUK side, kommer til første møde med forskellige forventninger.

Forældrene har behov for at vende hvad der er sket, lederne vil modsat gerne tænke fremad. Hvis

de ikke oplever deres forventninger bliver delvist indfriet allerede ved første møde, fravælger de

muligheden for møde to.

5: Andet medieringsmøde afholdes:

Til det andet medieringsmøde er formålet, at parterne ser på

mulige veje at gå sammen om elevens trivsel, og at de på den baggrund sammen udarbejder

fælles aftaler og løsninger. Ifølge STUK er det her, der kan ske et gennembrud, som det første

møde har bidraget til. Ud af de ni sager, har tre også afholdt medieringsmøde nummer to.

6: Læringsmøde afholdes eventuelt:

Institution og relevante repræsentanter fra forvaltningen

mødes med medieringskonsulenterne, som på dette møder indtager rollen som

læringskonsulenter. Formålet er at bruge erfaringerne fra sagen, til at kigge på hvilken generel

læring de kan trække ud af det på skolen og i kommunen. De vælger selv hvilke fokusområder, de

mener STUK kan hjælpe dem videre med

–

det kan være konfliktværktøjer eller mere viden om

mobning, undersøgelse af mobning eller deres handlepligter generelt. Ud af de ni sager, har der

været afholdt læringsmøder i tre tilfælde.

2.7.4

Implementering

Medieringsindsatsen blev indført som led i et satspuljeprojekt i forbindelse med indførelsen af

lovbestemmelserne, og STUK har i denne forbindelse skulle udvikle konceptet løbende både i

format og indhold. Man har haft stort fokus på at evaluere og finpudse sin tilgang, blandt andet

gennem supervisions- og kompetenceforløb med Dansk Center for Konflikthåndtering. Man har

også løbende tilpasset praksis til den erkendelse, at man som mediator under de nuværende

rammer, først kommer ud i en mæglingssituation, når en skole-hjemrelation allerede er tilspidset et

højt konfliktniveau. Når en klage først er fremme hos anden instans, og derved åbner op for

medieringsmulighed, er relationen mellem parterne allerede negativt påvirket af de lokale

hændelser og misforståelser. Dette gør det svært for parterne at genfinde tilliden. Nogle forældre

har for eksempel oplevet, at der opstår grupperinger i forældregruppen desto mere en konflikt

fylder. På den måde ender de med at føle, at deres konflikt med institutionen er endt med at få

dem ekskluderet fra forældregruppen.

”

Havde vi været bevidst om, hvor tungt forløbet er, og hvor lidt der skete, så havde vi ikke

gjort det. Vores dreng blev tabt alligevel og vi blev udskammede af lokalsamfundet.

Forælder

En anden forælder beskriver, at skole-hjem-samarbejdet i hans tilfælde

”slog

bak”, så snart den

lokale klage blev indleveret til kommunen. Fra det tidspunkt gik der forholdsvist lang tid, før

medieringen kom på banen, på grund af forsinkede sagsgange og gentagne høringsrunder.

Forældrene oplevede derfor

at befinde sig i ”en krigszone”.

Når du har angivet en klage til en instans, så slår samarbejdet bak. Og samarbejdet er

noget af det vigtigste. Så hvis man kunne få medieringstilbuddet allerede i starten af forløbet,

ville det ændre på mange dumme misforståelser. Frustrationerne ville være mindre, hvis der

kommer nogle udefra og fortæller parterne, hvad det her det handler om. Det hjælper med at

fjerne fokus fra den her krigszone.

Forælder

”

I lyset af disse erfaringer, har STUK sat fokus på, hvilke faktorer, der øger sandsynligheden for en

god mediering under de nuværende rammer. Det kan være faktorer som:

•

Tilbud om minimum to møder:

Da medieringsindsatsen blev tilbudt til parterne de første

år, blev parterne informeret om, at de til start kunne acceptere det første møde. Derefter

kunne de blive enige om, hvorvidt de ville have flere møder. Da STUKs erfaringer viser, at

det i de her sager tager tid at tale om dét, der er kommet imellem parterne, bruger parterne

det meste af det første møde på det. Derfor når de ofte ikke på første møde, at få taget

ordentligt hul på de fremadrettede perspektiver. Det er en vigtig faglig pointe i medieringen,

at parterne oplever, at de har ”talt færdigt” om det, der har fyldt for dem bagudrettet, før de

kan komme til det punkt, hvor de kan samarbejde om bæredygtige løsninger fremadrettet.

Begge parter har samtidig et ønske om, at der bliver handlet hurtigt på situationen, men

ofte forskellige syn på, hvad der skal til. Derfor kan dilemmaet være, at det første møde for

nogle med kan opleves som meget ”snak”.

Det kan for nogle være grunden til, at de afviser

et andet møde. Derfor har STUK som noget nyt ændret praksis, og tilbyder de to

medieringsmøder samlet.

Pointering af, at tilstedeværelsen skal skyldes de rigtige grunde:

Medieringen har fra

starten været et tilbud, som begge parter frivilligt skal sige ja tak til. Dette ud fra den

betragtning, at mediering er mest effektivt, hvis begge parter er klar til at forsøge at nå

hinanden. De skal således kunne se et perspektiv i at mødes og tale sammen om, hvad der

er kommet imellem dem, og hvordan de kommer videre herfra. Medieringskonsulenterne

har imidlertid oplevet, at parterne kan have andre grunde til at sige ja til mediering, end et

oprigtigt håb om, at forsøge at forstå og nå hinanden. Det kan også bekræftes i nogle af

vores interview. Det kan være, at forvaltningen kraftigt opfordrer ledelsen til at takke ja, eller

at ledelsen oplever, at det ville se mærkeligt ud, hvis de takkede nej. Hvis det er tilfældet,

kan møderne lede til, at forældrene igen bekræftes i, at de ikke bliver anerkendt, og derfor

frustreres yderligere.

•

Formålet kan være uklart for forældrene

Formålet med mediering er iht.

loven, at parterne ”skal forliges”. Begrebet ”forlig”

er en klassisk

juridisk term, hvilket betyder, at STUK har skullet meningsudfylde, hvad det at forliges betyder i en

mæglingspraksis. Som beskrevet under sagsprocessen ligger mæglingskonsulenterne i deres

henvendelse op til, at medieringen er til

for at facilitere ”parternes

undersøgelse af mulige veje i

samarbejdet”.

De er der med andre ord ikke af retslige hensyn, men for at hjælpe parterne med at

finde tilbage til et samarbejde for barnets bedste. En deltager på en workshop i forbindelse med

undersøgelsen pointerede dertil, at mediering skulle holdes adskilt fra det juridiske sagsforløb:

”

Det var tænkt sådan i starten, at mediering skulle hænge sammen med, at en klage frafaldt,

men mediering skal ikke afværge en sag

–

for det er andre hensyn. Hvis barnet ikke har fået

den hjælp, det skal have, skal den sag vurderes retsligt

–

uanset hvad. Børn har fået nogle

rettigheder, og det bliver ikke anderledes af, at der medieres, men mediering kan hjælpe med at

finde hinanden omkring det fælles udgangspunkt: Barnet.

Workshopdeltager

”

Selvom STUKs mæglingsarbejde tager udgangspunkt i neutralt at facilitere en mediering parterne

imellem, er det ikke sikkert, at forældrene oplever det samme formål. Forældrene har som

beskrevet været igennem et langt og slidsomt forløb op til medieringen, hvor meningen med at

fortsætte konflikten har forskudt sig. Da forældrene indleder en sag med institutionen i første

omgang, handler det typisk om indsatser, som de mente, at institutionen manglede at aktivere. Når

forældrene er nået til medieringstilbuddet, er konflikten i mellemtiden blusset op, hvortil det i højere

grad begynder at handle om, at få ret.

”

Forældrene tænker, som de gør, fordi det handler om en grundlæggende følelse af ikke at

blive set og hørt. Og så er det lige meget, hvad man kommer med af konkrete løsninger. Nu

handler det om at få ret.

Pædagogisk konsulent, skoleforvaltning

”

Af det kvalitative datagrundlag fremgår det, at forældre på dette sene tidspunkt i forløbet, har fået

skabt en række behov, som medieringen ikke nødvendigvis kan eller skal løse direkte. Det kan

skyldes, at forældrene

blander DCUM og STUK sammen under paraplyen ”klageinstansen”. Det

betyder også, at forældrene bliver forvirrede, når STUK går ind til et møde og ikke forholder sig til,

hvilken af parterne, der har ret.

”

Det er jo faktisk to forskellige instanser [DCUM og STUK], men det fandt jeg først ud af

bagefter.

Forælder

STUK fortæller, at de yder en væsentlig indsats for at afstemme forventningerne op til et

medieringsforløb. Selv når medieringskonsulenterne afstemmer formålet med forældrene, er der

dog stadig nogle forældre, der håber på, at medieringen også hjælper dem med andre formål.

Flere oplever, at mediering burde hjælpe dem med at få en undskyldning fra skolen. Andre mener,

at konsulenterne til mødet bør få skolen til at indse, at skolen havde handlet forkert.

”

Vi havde forventet os mere af dem. Vi havde forstået formålet var, at de skulle komme ind

og hjælpe os til at blive enige. Men også, sådan forstod jeg det, få skolen til at indse, der var

tale om mobning.

Forælder

”

Hvis forældrene har for høje forventninger til, hvad mediering på dette tidspunkt kan løse, øges

risikoen for skuffelse. Mediering kan i visse tilfælde indirekte føre til de indrømmelser, forældrene

har brug for, men det er i bund og grund ikke medieringens opgave eller mandat, at få til at ske.

2.7.5

Forskellige medieringstyper, forskellige virkninger

Som det er beskrevet ovenfor, er der flere faktorer, der spiller ind i forhold til, hvad der kan

forventes af medieringen og medieringens løsningsmuligheder i konkrete sager. Skole-

hjemrelationen kan ofte blive tyndslidt i en sådan grad, at når man er fremme ved anden

klagebehandling, har flere ting forskudt sig:

•

Forældrenes behov for, at institutionen undskylder, er steget

Forældrenes konflikt er i høj grad udsprunget af ledelsen, fremfor for eksempel

klasselæreren

Stridspunkterne har knopskudt sig

–

og forstørret sig

Forældrene føler sig i flere tilfælde udskammet af lokalmiljøet

–

også af andre forældre

Institutionerne bruger i højere grad forældrenes tidligere historik fra andre institutioner, eller

diskurser såsom ”curlingforældre”, til

at cementere deres eget syn på forældrene

Dette betyder også, at de forventninger, der er til hvad medieringen skal løse, må ses i relation til

hvornår mediering tilbydes. I nedenstående figur har vi illustreret, hvorledes formålet med en

medieringsindsats gradvis forskydes, når et sagsforløb har slidt på skole-hjemrelationen over

længere tid.

Figur 44: Formålsforskydning i en medieringsindsats

Som det fremgår af figuren, må det i højere grad antages at være muligt for mediering at forsone

parterne tidligt i processen. Med

forsoning

menes, at institution og hjem kan genfinde tilliden til

hinanden i en sådan grad, at eleven kan forsætte på institutionen. Når konflikten derimod har

været i gang længe før mediering, kommer på banen, antages chancerne for forsoning at være

formindskede. Derimod kan medieringen stadig have

afklaring

som formål. Dette uddybes i næste

afsnit.

Uanset om mediering arbejder med et forsoning- eller afklaringsformål, kan der siges at være et

læringsformål

tilknyttet. En del af opgaven hos STUK ligger også i, at institutionslederen lærer

noget om sig selv og sin ledelsespraksis, ligesom erfaringerne fra skole-hjemsamarbejdet, kan

udbredes til kommunen gennem det efterfølgende læringsmøde. STUK har afholdt læringsmøder

med forvaltning i tre ud af ni sager.

Virkninger af det afklarende medieringsmøde

Under den aktuelle model, hvor mediering først tilbydes, når en klage er nået NKMM, er det

forsonende formål udfordret. Det kan ses i medieringssagerne, hvor mindst 4 ud af 9 sager ender

Hein, N. (2014)

med, at eleverne skifter uddannelsesinstitution. Medieringen kan dog stadig i nogle tilfælde hjælpe

med at skabe afklaring. Afklaring er et formål, der ikke er knyttet til om barnet fortsætter på skolen.

Ifølge STUK forstås det som, at parterne hjælpes til at:

•

Blive klar over, hvor tæt eller langt man er fra hinanden, og om tilliden kan genetableres

Tage en fælles beslutning om, hvorvidt barnets trivsel har bedst udsigter på skolen eller et

andet sted

Forstå hinandens perspektiver og handlinger, så situationen forløses og parterne kan

komme videre uden at situationen nager

Et eksempel på, at afklaring kan have værdi, kan ses i en af vores case-eftersyn. Her beskriver en

forælder, hvordan medieringsindsatsen (af to møder) var givende, selvom hendes datter skiftede

skole. Forælderen betoner, at det hjalp alle videre fra situationen, at de endelig fandt en fælles

forståelse af, at det gav mening med et skoleskift for datterens bedste.

”

Tingene bliver bedre styret når en tredjepart kommerind. Uden havde vi ikke nået de her

forståelsesmål -

og det vigtigste for mig var, at skolen indså de havde en dysfunktionel klasse…

Jeg er yderst tilfreds med STUKs arbejde med at sætte barnet i fokus. Det har hjulpet mig til at

se, at det her ikke kun har været en kamp mellem to voksne modpoler, men sat fokus på

situationer, der gør os klogere på mobning og skolehjemsamarbejde generelt. Min datter fik

også meget ud af STUKs anerkendelse af, at det ikke var i orden, hun blev slået. Og det har

givet hende følelsen af, efter vi har flyttet hende, at det ikke var hendes skyld. Selvom udfaldet

blev noget andet end forventet, så har det været godt at tage den kamp.

Forælder

”

I denne mediering lykkedes det at forløse et afklarende formål, som parterne positivt tilskrev

medieringsindsatsen. En primær årsag til dette var, at lederen til medieringsmøde to pludselig

åbnede op personligt. Både STUK og forældre beretter om, at lederen begyndte at sætte sig selv i

spil. Tydeligt bevæget, kom lederen med sin ærlige pædagogiske vurdering af, at skoleskiftet var

det bedste udfald med henblik på at løse barnets problemer.

I de andre to medieringscases, vi har udtrukket, er klagerne ikke endt med at føle sig afklarede på

samme måde som i ovenstående. Begge disse sager er kendetegnet ved, at der kun blev holdt ét

medieringsmøde. Den ene gang sagde forældrene nej, i et andet skolen. For begge forældre i

sagen var det kendetegnende, at de i høj grad havde brug for en undskyldning. Samtidig oplevede

de at blive mødt af ledere, der ikke kom med indrømmelser.

Perspektivering: Klagemuligheder i Norge og

Sverige

I det følgende afsnit gennemgås resultatet af en desk research, der har set nærmere på hvordan

klagemobning udmøntes i Norge og Sverige.

Formålet har været at se på forskelle i, hvordan der kan klages, selve klageproceduren samt

struktur for afgørende myndighed på tværs af Danmark, Sverige og Norge. Centrale ligheder og

forskelle på tværs af de tre lande fremgår af tabellen nedenfor, hvorefter henholdsvis de norske og

svenske cases udfoldes i særskilte afsnit.

Som det fremgår af kapitlet, er der en række relevante forskelle og ligheder på tværs af de tre

landes antimobbebestemmelser. Grundlæggende har alle tre lande det tilfælles, at der arbejdes

med lovgivning, der har til formål at forebygge og håndtere mobning, og at de vigtigste

antimobbebestemmelser står beskrevet i lovgivning, der er møntet på skoleområdet. Derudover er

det

i alle tre lande muligt at klage over skolens håndtering af mobbetilfælde.

Der er imidlertid forskel på, hvordan klagesystemet er skruet sammen. For selvom der både i

Norge og Sverige lægges vægt på, at det er vigtigt først at forsøge sig med helt lokale løsninger

–

det vil konkret sige, at man i første omgang henvender sig til skoleleder

–

så har

hverken

skoleleder eller den kommunale forvaltning status af 1. instans,

som det er tilfældet i

Danmark. I Norge er 1. instansen i stedet placeret på det regionale niveau (i Fylkerne), mens det i

Sverige er placeret hos Skolinspektionen.

En anden forskel til det danske system knytter sig til betoningen af barnets perspektiv. I Norge og

Sverige er der nemlig i to henseender lagt eksplicit vægt på barnets stemme. Det gælder for det

første mht.

mobbedefinitionen,

hvor man for eksempel i Norge i forbindelse med en lovændring i

2017 har haft fokus på at understrege vægten af barnets subjektive perspektiv. Der tales her om

en såkaldt ”lav tærskel”

for, hvornår de norske antimobbebestemmelser skal aktiveres ude på

skolerne, der altså først og fremmest bør ske med afsæt i elevens egen oplevelse af situationen.

For det andet gælder det mht.

repræsentation af elevens perspektiv

i en evt. klagesag. I Sverige

har elever således mulighed for at lade den såkaldte Barn- och Elevombudet føre elevens sag,

hvis det vurderes, at eleven kan være berettiget til erstatning.

Udover ovenstående opsummeres en række centrale forskelle og ligheder i nedenstående

sammenligningstabel:

Tabel 5

–

Sammenligning af Danmark, Norge og Sverige

Danmark

Lovgrundlag

Klagemulighed

(møntet på skolens

håndtering af

mobbetilfælde)

Første instans

Undervisningsmiljøloven

Norge

Opplæringslovens kapitel 9

Sverige

Skollagens (skolelovens)

kapitel 6

Kommunalforvaltning

eller skolebestyrelse

Den Nationale

Klageinstans mod

Mobning

(ikke opgjort)

DCUM

Fylkesmann

Skolinspektionen (Barn-

och Elevombud)

Anden instans

Antal meldte sager i

første instans

Antal klager i anden

instans i 2017-19

Tilsynsmyndighed

med området

Uddannelsesdirektoratet

I skoleåret 2017/2018:

1.416

Ikke opgjort

Fylkesmannen

I 2018: 1.910

Skolinspektionen

Norge

3.1.1

Centrale bestemmelser

De norske antimobbebestemmelser findes i Lov om grunnskolen og den vidaregåande opplæringa

(Opplæringslovens) kapitel 9 A

, der gælder for både grunnskoler og videregående skoler

(ungdomsuddannelser).

Det overordnede juridiske afsæt for de norske antimobbebestemmelser beskrives i kapitel 9 A-2,

hvoraf det fremgår, at

”Alle

elevar har rett til eit trygt og godt skolemiljø som fremjar helse, trivsel

og læring”.

Herefter beskrives det i kapitel 9 A-3, at overholdelse af bestemmelserne indebærer, at

skolerne er forpligtede til at have nultolerance mod krænkelser som mobning, vold, diskriminering

og chikane. I forlængelse heraf pålægges skolen iht. bestemmelserne derfor at

”(…) arbeide

kontinuerleg og systematisk for å fremje helsa, miljøet og tryggleiken til elevane (…)”.

Et centralt træk ved de norske bestemmelser er, at der i mobbeforståelsen lægges stor vægt på

elevperspektivet. Ifølge Uddannelsesdirektoratet (Udir) er retten til et trygt og godt skolemiljø

individuel.

Det betyder konkret, at det er

”(…) elevens egen subjektive oppfatning som avgjør om

skolemiljøet er trygt og godt.”

. Som det vil blive beskrevet nedenfor, indebærer dette en meget

lav tærskel for hvornår skolens juridiske forpligtigelser aktiveres iht. anti-mobbebestemmelserne.

Det har ikke været muligt at finde en officiel opgørelse, men ifølge DCUM har Uddannelsesdirektoratet modtaget i alt

40 klager fra august 2017, hvor antimobbebestemmelserne blev revideret, til juni 2019.

https://lovdata.no/dokument/NL/lov/1998-07-17-61/KAPITTEL_11#KAPITTEL_11

https://www.udir.no/regelverkstolkninger/opplaring/Laringsmiljo/skolemiljo-udir-3-2017/3.-en-individuell-rett-til-et-trygt-

og-godt-skolemiljo/

Skolernes forpligtelser består iht. bestemmelserne først og fremmest i den såkaldte ”aktivitetsplikt”,

som beskrives i lovgivningens § 9 A-4. Aktivitetsplikten dækker over fem sammenhængende

delpligter

•

Pligten til at følge med:

I bestemmelserne hedder det, at

”Alle som arbeider på skolen,

skal følgje med på om elevane har eit trygt og godt skolemiljø (…).”.

Med denne delpligt,

der blev introduceret i forbindelse med revisionen af bestemmelserne i 2017, understreges

skolens ansvar for at handle proaktivt i tilfælde af mobbning. Ifølge Udir så medfører

delplitgen nemlig, at en ansat eller en skole ”(…) ikke kan

unndra seg ansvar i en sak ved å

vise til at de ikke visste hva som foregikk eller ikke hadde mistanke om at en elev ikke

hadde det trygt og godt på skolen”

Pligt til at gribe ind:

Skolens medarbejdere har pligt til

–

hvis muligt

–

at gribe ind i

situationer, hvor elever udsættes for krænkelser som mobning, vold, diskriminering og

chikane. Delpligten knytter sig til konkrete episoder, for eksempel en igangværende

slåskamp eller verbalt overfald, som der bør handles på her og nu, og skal således ikke

forveksles med pligten til at lave tiltag (se punkt E).

Pligt til at varsle rektor:

Hvis skolens medarbejdere fatter mistanke om eller opnår

kendskab til, at en elev oplever ikke at have et trygt og godt skolemiljø, aktiveres pligten til

at varsle rektor

–

og i alvorlige tilfælde aktiveres rektorens pligt til at varsle skoleeier (for

eksempel kommunen eller skolebestyrelsen, hvis privatskole).

Pligt til at undersøge:

Hvis der fattes mistanke om eller opnås kendskab til, at en elev ikke

oplever at have et trygt og godt skolemiljø, ekspliciteres det i loven, at skolen er forpligtet til

at igangsætte en undersøgelse af sagen.

Pligt til at lave tiltag:

Hvis det konstateres, at en elev ikke oplever at have et trygt og godt

skolemiljø, så aktiveres skolens femte delpligt til at igangsætte tiltag, der har til formål at

skabe et trygt og godt skolemiljø. I den forbindelse understreges det, at den/de involverede

elever bliver hørt, og at skolen med afsæt heri formulerer en skriftlig plan. Planen skal

ifølge loven besvarer følgende fem spørgsmål:

Hvilket problem skal tiltaget løse?

Hvilket tiltag har skolen planlagt?

Hvornår skal tiltaget gennemføres?

Hvem er ansvarlig for at gennemføre tiltaget?

Hvornår evalueres tiltaget?

•

Det understreges desuden, at skolerne generelt skal dokumentere, hvad de gør for at opfylde

aktivitetspligten. Formålet med at eksplicitere dette krav i lovgivningen er ifølge forarbejderne

tredelt. Det skal 1) understøtte en faglig forsvarlig og hensigtsmæssig praksis på skolerne, 2) sikre

at elever og forældre får en håndgribelig sikkerhed for at skolen tager deres sag seriøst, og 3) sikre

at sagen kan gennemgås hurtigt og effektivt, hvis sagen meldes til fylkesmannen

Bevisbyrden beskrives på følgende måde i lovgivningen:

”Dersom det i saker etter første ledd ligg

føre tilhøve som gir grunn til å tru at skoleeigaren ikkje har følgt reglane i eller i medhald av kapittel

Se § 9 A-4

https://www.udir.no/regelverkstolkninger/opplaring/Laringsmiljo/skolemiljo-udir-3-2017/6.-hva-skal-skolen-gjore-

aktivitetsplikten/

https://www.regjeringen.no/contentassets/5f86ff7bd94e4810acf13e4a5f772a9c/no/pdfs/prp201620170057000dddpdfs.

pdf

afsnit 5.5.7

9 A om psykososialt skolemiljø, skal dette leggjast til grunn med mindre skoleeigaren gjer noko

anna truleg.”

3.1.2

Klageprocessen og centrale aktører involveret heri

Den samlede proces i arbejdet med de norske antimobbebestemmelser (herunder klager) kan

indebære involvering af en række forskellige personer og instanser. I nedenstående opsummeres

processen i en figur, samt hvilke roller, de forskellige aktører er tiltænkt i den norske model.

Figur 45

–

Oversigt over klageforløb i Norge

Elev/forældre:

Elever, der føler sig mobbet (eller forældre til sådanne elever) har mulighed for at

aktivere skolens pligt til at lave tiltag, der skal skabe et trygt og godt skolemiljø. Eleven skal i så

fald henvende sig til skolens rektor. Hvis eleven har henvendt sig til rektor, men fortsat ikke

oplever, at skolen ikke sikrer et trygt og godt skolemiljø, kan eleven melde sagen til den regionale

Fylkesmann

(se nedenfor).

Undervisere og andre ansatte:

Undervisere og andre ansatte har iht. bestemmelserne pligt til

ikke bare at reagere på henvendelser fra elever, der føler sig mobbet, men til at følge med og

reagere, alene på baggrund af mistanke om, at en elev føler sig mobbet. Det understreges i lovens

§ 9 A-15

forarbejde at tærskelniveauet er lavt mht. hvilke hændelser der aktiverer pligten til at gribe ind og

varsle rektor

Skoleleder:

Skolelederen har ansvaret for, at skolens medarbejdere har kendskab til og besidder

de rette kompetencer til at kunne varetage pligten til hhv. at følge med, gribe ind og varsle

skolelederen, hvis elever ikke oplever at have et trygt og godt skolemiljø. Medarbejdernes pligt til

at varsle skolelederen beskrives af Udir som særlig central for skolelederne. Dette, da information

om sådanne situationer er en forudsætning for at skolen kan leve op til sin forpligtigelse til at

arbejde systematisk med at sikre et trygt og godt skolemiljø

Skoleeier (skolelederens arbejdsgiver):

I særlig alvorlige tilfælde skal skolelederen varsle sin

arbejdsgiver (for eksempel kommunen). Formålet med dette er ifølge forarbejdet til loven, at

skoleeieren bør involveres i at finde løsningen på særligt alvorlige sager

. Skoleeieren kan selv

formulere procedurer for, i hvilke tilfælde skolerne skal varsle på dette niveau. I den forbindelse

kan de også fastsætte en lavere tærskel for, hvornår en sag kan karakteriseres som særlig alvorlig.

Fylkesmann:

Fylkesmennene udgør første klageinstans i det tilfælde, at eleven ønsker at klage

over sin skoles arbejde med at sikre et trygt og godt skolemiljø

. Fylkesmennene er statens

repræsentant i fylkerne (Norges regionale niveau) og har som overordnet formål at følge op på

Stortingets og regeringens beslutninger, mål og retningslinjer. Dermed udgør Fylkesmennene et

centralt bindeled mellem stat og kommuner. De varetager en række tilsynsopgaver og er

klageinstans på en række områder

–

herunder altså i forhold vedr. mobning

Hvis fylkesmennene konstaterer, at en skole ikke har levet op til sin aktivitetspligt, kan

fylkesmennene fastlægge, hvad skolen skal gøre for at sikre, at eleven får et trygt og godt

skolemiljø. Dette fremhæver DCUM som en væsentlig forskel til det danske system, hvor

klageinstansen først og fremmest har til formål at kigge ”bagud” –

dvs. afgøre, hvem havde ret

–

mens man først herefter kan se ”fremad” i form af eventuelle påbud.

Det er i forlængelse heraf

relevant at fremhæve, at Fylkesmennnene er 1. instans og dermed meget tættere på

begivenhederne rent tidsmæssigt sammenlignet med Den Nationale Klageinstans mod Mobning i

Danmark.

Herefter er fylkesmennene forpligtede til at følge op på skolens håndtering af sagen.

Fylkesmennene har desuden mulighed for at pålægge skoleeierne dagbøder, hvis der ikke i

tilstrækkelig grad reageres på påbud om at igangsætte tiltag. I en sådan afgørelse har skoleeierne

ingen klageret.

En forudsætning for at kunne klage til fylkesmannen er, at eleven først har taget situationen op

med sin skoleleder (medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende). Men allerede en uge

efter at skolelederen er blevet varslet om mobning kan fylkesmannen gå ind i sagen.

Fylkesmennene er også tilsynsmyndighed på området.

https://www.regjeringen.no/contentassets/5f86ff7bd94e4810acf13e4a5f772a9c/no/pdfs/prp201620170057000dddpdfs.

pdf

afsnit 5.5.2.3

https://www.udir.no/regelverkstolkninger/opplaring/Laringsmiljo/skolemiljo-udir-3-2017/6.-hva-skal-skolen-gjore-

aktivitetsplikten/

afsnit 6.4.3

https://www.regjeringen.no/contentassets/5f86ff7bd94e4810acf13e4a5f772a9c/no/pdfs/prp201620170057000dddpdfs.

pdf

afsnit 5.5.2.3

Se § 9 A-6

https://www.fylkesmannen.no/Om-oss/

Uddannelsesdirektoratet:

Uddannelsesdirektoratet udgør anden instans i sager, hvor elever

klager over skolens håndtering af deres pligt til at sikre et trygt og godt skolemiljø.

Mobbeombodet:

Siden 2018 har regeringen tilbudt alle landets fylker at finansiere et såkaldt

regionalt mobbeombud, hvilket alle fylker har takket ja til

. Mobbeombuddet er en regional instans,

som dels arbejder for løbende forebyggelse af mobning i fylkerne, og dels tilbyder vejledning af

elever og forældre i konkrete sager om mobning

. Mobbeombodet er for personer, der går på

ungdomsuddannelse er

Elev og Lærlingombodet.

3.1.3

Brug af klageinstans

Af en opgørelse over brugen af den norske klageinstans i skoleåret 2017-2018 fremgår det, at der i

alt blev meldt 1.416 sager til fylkesmennene (se nedenstående tabel). På tidspunktet for

udarbejdelsen af opgørelsen var 1.402 af disse sager færdigbehandlede, hvoraf det i 791 af

tilfældene blev vurderet, at skolens aktivitetspligt var blevet brudt.

Tabel 6

–

Antal sager om skolemiljø meldt til fylkesmennene i skoleåret

–

august 2017 til juni 2018

Antal meldte sager

i alt

1.416

Færdigbehandlede

i 2018

1.402

Aktivitetspligt er

blevet brudt

791

Antal afviste

sager*

Vejledt fremfor at

afvise**

136

*Afvist fordi det ikke har været en sag, som Fylkesmannen har skullet behandle.

**Vejledt fordi det var under en uge siden, at skoleleder var blevet informeret

Lovgivningen på området blev formuleret på baggrund af et omfattende udvalgsarbejde revideret i

2017. Et centralt formål med loven var, at gøre klageordningen

”(…) enklere, raskere og tryggere

enn tidligere ordning”,

og det var således ifølge lovforarbejdet

forventet, at lovændringen ville føre

til et øget antal anmeldte sager

. Ifølge en Deloitte-rapport fra 2019 modtog fylkesmennene i år

2015 og 2016 henholdsvis 164 og 161 klager. Efter lovændringen i 2017 er der således sket en

markant stigning i antallet af sager. Rapporten fremhæver følgende ændringer i lovgivningen på

området

Individuel rettighed og lavtærskel mobbeforståelse:

Tydeliggørelse af, at der er tale om

elevens individuelle ret, og at tærsklen for, hvornår der er tale om krænkelse, er meget lav

Aktivitetsplikt:

Indførelse af aktivitetspligten med henblik på at tydeliggøre og eksplicitere,

hvad skolen skal gøre samt en understregning af dokumentationskravet.

Klageadgang:

Adgangen til klageinstansen er blevet tydeliggjort og gjort lettere. Konkret er

den juridiske forudsætning for, at en elev kan klage over sin skole, gjort mindre omfattende.

Tidligere skulle klagen ske efter forvaltningslovens bestemmelser om såkaldte

”enkeltvedtak”. Den nye model medfører, at eleven kan gå direkte til fylkesmannen

efter at

have forelagt situationen for sin skoleleder

–

uden at der er formkrav til, hvordan varslingen

er sket.

https://www.regjeringen.no/no/aktuelt/mobbeombud-i-alle-fylker/id2595569/

(ifølge artiklen har samtlige fylker valgt at

etablere ordningen)

Sogn og Fjordane Fylkeskommunes side om deres regionale Mobbeombod:

https://www.sfj.no/?cat=469554

https://www.udir.no/tall-og-forskning/finn-forskning/tema/saker-meldt-til-fylkesmennene-om-skolemiljo/

Dette er den mest aktuelle opgørelse på området

https://www.udir.no/globalassets/filer/tall-og-forskning/rapporter/2019/evaluering-av-kap.-9a-i-opplaringsloven-2019.pdf

https://www.udir.no/globalassets/filer/tall-og-forskning/rapporter/2019/evaluering-av-kap.-9a-i-opplaringsloven-

2019.pdf

s. 7-9

100

4. Sanktionsmulighed:

Fylkesmennene havde ikke tidligere mulighed for at sanktionere

skoleeiere til skoler, der ikke reagerede rettidigt på påbud. Dette har de mulighed for iht. de

aktuelle antimobbebestemmelser.

5. Vejledningspligten understreges:

Skolernes forpligtelse til at vejlede og informere elever

og forældre om deres rettigheder og om skolens pligter ekspliciteres i bestemmelserne.

6. Sproglig skærpelse af lovteksten:

Samtlige paragraffer er tilpasset i loven med henblik

på at gøre reglerne enklere og lettere at forstå for både ansatte og for forældre/børn.

3.1.4

Fund fra Norske evalueringer

Evaluering af model

før

lovændring

I en kortlægning fra 2015

, udarbejdet af det norske Kunnskapsdepartement, peges på en række

udfordringer og utilstrækkeligheder ved skolernes mobbearbejde. Det drejer sig blandt andet om:

•

At skoleejer (for eksempel kommune), skole og forældre og elever ikke havde et

tilstrækkeligt kendskab til eller indsigt i reglerne. De forstår ret beset ikke reglerne.

At elever og forældre ikke fik den nødvendige information om, hvilke rettigheder de har og

hvilke pligter, der påhviler skolerne.

At på trods af at der er et krav om nultolerance overfor mobning, diskriminering, chikane og

krænkelser, var dette ikke indarbejdet i skolekulturen. Skolerne har for lidt fokus på

nultolerance.

At forældre og elever ikke involveres godt nok i skolens arbejde med trivselsarbejdet i

klassen (det psykosociale skolemiljø). Det påpeges i rapporten, at forældreinvolvering er

vigtig, da mobning ikke kun rammer barnet, men hele familien, derfor er det vigtigt, at der

etableres et godt skole-hjem-samarbejde og kommunikation, der kan være gavnlig senere

ved eventuelle mobbesager.

At skole og skolejer ikke arbejdede systematisk og målrettet i forhold til udvikling af

skolemiljøet. Der arbejdes ikke systematisk og målrettet med de indsatser, der blev

igangsat, som derfor heller ikke efterfølgende blev fulgt op på i forhold til at danne sig et

overblik over, hvilke tiltag der virker/ikke virker.

•

Evaluering af model

efter

lovændring

Evalueringer af lovændringen fra 2017

viser, at implementeringen af paragraf 9 A i

opplæringsloven er en proces som fortsat er igangværende, men også at man er kommet tæt på at

nå centrale målsætninger.

Forskelle i forståelsen af reglerne.

Evalueringerne viser, at der fortsat hersker forskellige måder

at forstå og arbejde med de norske antimobbebestemmelser. Det konkluderes således både, at:

a. Der blandt skoleejere og skoler forskellige forståelser af regelsættet og dermed også

forskellige praksisser i forhold til, hvordan lovbestemmelserne håndhæves.

b. Der også er forskelle i forhold til, hvordan forskellige embedsfolk og forvaltninger forvalter

reglerne.

Djupedal, Ø., & Norge, K. (2015). Å høre til: Virkemidler for et trygt psykososialt skolemiljø: Utredning fra utvalg

oppnevnt ved kongelig resolusjon 9. august 2013: Avgitt til Kunnskapsdepartementet 18. mars 2015 (Vol. NOU 2015: 2).

Oslo: Departementenes sikkerhets-og serviceorganisasjon, Informasjonsforvaltning.

Deloitte AS (2019) Evaluering av nytt kapittel 9 A i opplæringsloven. Deloitte AS. Link til rapport:

https://www.udir.no/globalassets/filer/tall-og-forskning/rapporter/2019/evaluering-av-kap.-9a-i-opplaringsloven-2019.pdf

Barneombudet (2018)

God hjelp til rett tid. Gjennomgang av fylkesmennenes behandling av saker

i den nye håndhevingsordningen om elevenes skolemiljø.

Barneombudet

https://www.barneombudet.no/wp-

content/uploads/2018/06/God-hjelp-til-rett-tid.pdf

101

Centrale målsætninger med lovændringen er tæt på at være opnået.

Der er sket mærkbare

ændringer i skolernes praksis som følge af lovændringen.

•

Et gennemgående fund er i forhold til aktivitetsplanerne. Der er udarbejdet flere end tidligere.

Det kan tyde på, at skolerne sørger for en systematisk opfølgning på langt flere sager.

Skolerne rapporterer også, at de i højere grad tager hurtigere fat på sager end tidligere.

Evalueringen viser, at flere elever end før får deres sag behandlet på et højere

forvaltningsniveau.

Af de positive virkninger ved den nye lov nævnes bl.a. i forhold til fylkesmennene, at:

a. Fylkesmennene lægger elevens subjektive oplevelse og opfattelse af en sag til grund,

når de vurderer, om retten til et trygt og godt skolemiljø er opfyldt, modsat tidligere, hvor

skolerne bagatelliserede elevens oplevelse af skolemiljøet.

b. Håndhævningsordningen vurderes at være blevet enklere og mere brugervenlig end

tidligere ordninger.

c. De fleste fylkesmenn er optaget af elevens ret til at blive hørt. Mange hører eleven selv,

og lægger vægt på det, eleven fortæller i sine begrundelser.

d. Flere fylkesmenn kommer hurtigt i gang med sagsbehandlingen. Flere tager kontakt til

skolen allerede samme dag eller dagen efter, at sagen bliver meldt til dem. Det bidrager

til, at skolerne handler hurtigere og rigtigere i forhold til at eliminere de situationer, der

bevirker, at eleven ikke har det trygt og godt i skolen.

Der er fortsat den udfordring, at der er varierende sagsbehandlingstid.

Der er stor variation i

sagsbehandlingstiden hos fylkesmennene, og sagsbehandlingstiden er til dels for lang og varierer

mellem nogle dage til over fire måneder. Lang sagsbehandlingstid støtter ikke op under målet med

en ordning, som er hurtigere, og det kan derfor tage lang tid for en elev at få afklaret sin situation.

Dette betyder, at selv om målopnåelsen på skoleniveau synes at være god, når det gælder at

handle hurtigere, har man i varierende grad lykkedes med at nå dette mål, når en sag bliver meldt

videre på næste forvaltningsniveau.

Færre sager til andenbehandling.

Utdanningsdirektoratet (der udgør 2. instans i Norge) har

modtaget få klager på sager, som er behandlet hos fylkesmannen. Det lave klageantal, som

behandles af Utdanningsdirektoratet kan ifølge evalueringen tyde på, at fylkesmannen varetager

deres rolle som håndhævningsmyndighed på en god måde.

Sverige

3.2.1

Centrale bestemmelser

I Sverige er det Skollagens (skolelovens) kapitel 6 om

Åtgärder mot kränkande behandling

(procedurer mod krænkende behandling)

, der udgør det centrale lovmæssige referencepunkt på

området. I tillæg findes også Diskrimineringslagen (diskrimineringsloven), som dog mere specifikt

behandler sager, hvor elever føler sig diskriminerede.

Det overordnede juridiske afsæt for de svenske antimobbebestemmelser beskrives i 1 §, hvor det

hedder, at formålet med bestemmelserne er, at

”modvirke krænkende behandling af børn og

https://www.riksdagen.se/sv/dokument-lagar/dokument/svensk-forfattningssamling/skollag-2010800_sfs-2010-800

102

elever”.

Krænkende adfærd

defineres i lovgivningen som: Adfærd der uden at være

diskriminering

(iht. diskrimineringsloven) krænker et barns eller en elevs værdighed

Herefter beskrives det, at huvudmannen

–

dvs. skolens ejer (for eksempel kommunen eller på

privatskoler: skolebestyrelsen)

–

har ansvaret for, at der hvert år udarbejdes en plan mod

krænkende handlinger. Planen skal indeholde tre hovedelementer:

•

en oversigt over, hvilke procedurer/foranstaltninger der er behov for med henblik på at

kunne forebygge og forhindre at børn og elever udsættes for krænkende handlinger.

en redegørelse for, hvilke af disse procedurer, der påbegyndes eller gennemføres i løbet af

det kommende år.

en redegørelse for, hvordan de planlagte procedurer/foranstaltninger skal videreføres i de

efterfølgende år.

Ifølge Barn-

och Elevombudet indebærer dette med andre ord, at planerne skal beskrive ”(…)

vad

personalen ska göra om det händer något akut, men också beskriva det förebyggande arbetet och

hur arbetet ska följas upp. Planerna ska också beskriva vem som ska göra vad”

. De beskriver

samtidigt, at eleverne skal deltage i udarbejdelsen af planen, og at det skal beskrives, hvordan

kendskabet til planen udbredes blandt børn, elever og forældre

I Sverige er der ikke formuleret en forpligtigelse over for skolepersonalet til at ”følge med” (som det

er tilfældet i Norge, jf. afsnit 3.1.1 ). I lighed med Norge har skolens personale dog en forpligtelse til

at varsle (anmäla) rektor, hvis et barn eller en elev

”anser sig ha blivit utsatt för kränkande

behandling”

i forbindelse med sin gang på skolen.

Når rektor bliver opmærksom på, at et barn eller en elev har følt sig krænket, har rektor pligt til at

anmelde dette til huvudmannen. På den baggrund er det huvudmannens ansvar at udrede

omstændighederne omkring tilfældet, hvorefter det er huvudmannens ansvar, at der tages

foranstaltninger for at forhindre krænkende behandling i fremtiden

Hvis ovenstående pligter tilsidesættes af huvudmannen eller skolens personale, kan huvudmannen

kræves at betale erstatning til barnet eller eleven (se afsnit 3.2.3 for opgørelse over

erstatningssager).

Bevisbyrden beskrives på følgende måde i lovgivningen:

”Om ett barn eller en elev som anser sig

ha blivit utsatt för kränkande behandling enligt 9 § eller repressalier enligt 11 §, visar

omständigheter som ger anledning att anta att han eller hon har blivit utsatt för sådan behandling,

är det huvudmannen för verksamheten som ska visa att kränkande behandling eller repressalier

inte har förekommit.”

Se 4 § for definition af diskriminering

https://www.do.se/lag-och-ratt/diskrimineringslagen/#Kapitel1-Inledande-

bestammelser

Kapitel 6, 3 §, oversat fra svensk:

”ett uppträdande som utan att vara diskriminering

enligt diskrimineringslagen

(2008:567) kränker ett barns eller en elevs värdighet.”

https://beo.skolinspektionen.se/sv/For-foraldrar/veta-mer-om-lagen-/Planer-mot-krankande-behandling-och-

diskriminering/

https://beo.skolinspektionen.se/sv/For-huvudman/Planer-mot-krankande-behandling-och-diskriminering/

Kapitel 6, 10 §

Kapitel 6, 14 §

103

3.2.2

Klageprocessen og centrale aktører involveret heri

Arbejdet med de svenske antimobbebestemmelser kan indebære involvering af en række

forskellige personer og instanser. Af nedenstående opsummeres det, hvilke roller de forskellige

aktører er tiltænkt i den svenske model.

Figur 46

–

Oversigt over klageforløb i Sverige

Elever (eventuelt elevens forældre):

I Sverige tages der, ligesom i Norge, udgangspunkt i

elevens subjektive oplevelse af om vedkommende har oplevet sig krænket eller ej. Når en elev gør

skolen (skoleleder eller andet personale) opmærksom på dette, aktiveres skolens pligt til at

informere huvudmannen og igangsætte handlinger, der fremadrettet kan forhindre krænkelser på

skolen. Elever eller forældre kan klage over skolens håndtering af krænkelsessager til Barn- och

Elevombudet (se nedenfor).

Skolens personale:

Hvis skolens personale bliver opmærksom på, at en elev har følt sig krænket,

så aktiveres pligten til at melde dette til deres skoleleder.

Skoleleder:

Hvis skolelederen bliver opmærksom på, at en elev har følt sig krænket, så aktiveres

pligten til at melde dette til huvudmannen.

Huvudmannen:

Huvudmannen har det overordnede ansvar for, at der igangsættes en

undersøgelse af elever, der oplever sig krænket, og at der igangsættes hensigtsmæssige tiltag for

at stoppe krænkelser fremadrettet.

Barn- och elevombudet (BEO), under Skolinspektionen:

BEO udgør klageinstansen i det

svenske system. Institutionen har to overordnede formål. Det ene er at varetage klagesager, hvor

elever føler sig krænkede, og det andet er at informere om og udbrede lovgivning på området. I

sager, hvor BEO udredning vurderer, at barnet eller eleverne har grundlag for at kunne kræve

erstatning fra huvudmannen, tilbyder de at føre sagen for de pågældende.

104

BEO har mulighed for følgende handlinger i sager om elever, der føler sig krænket

•

Afstå fra at gribe ind (hvis for eksempel skolens overtrædelse er mindre alvorlig eller

eleven er stoppet på skolen)

Give en anmærkning til skolen

Påbud (BEO kan ikke diktere konkrete indsatser mod krænkelser, men kan for

eksempel give påbud, om at skolen skal rette op på problemerne inden for 3 måneder)

Kræve erstatning fra huvudmannen på vegne af barnet

Der stilles i den svenske model ikke som sådan krav til, at eleven først henvender sig til skoleleder

eller huvudmannen, der således ikke udgør et formelt trin i klageprocessen. Skolinspektionen

opfordrer dog til, at man som potentiel klager først forsøger at udrede og løse situationen lokalt, og

først herefter indgiver en formel klage til Skolinspektionen

Skolinspektionen er også tilsynsmyndighed på området.

3.2.3

Brug af klageinstans

Af en opgørelse over brugen af den svenske klageinstans udgivet af Skolinspektionen i 2019

fremgår det, at der i 2018 alt blev meldt 1.910 sager om krænkende handlinger til Skolinspektionen

(se nedenstående tabel).

Ud af de 1.975 sager, der i 2018 er blevet truffet afgørelse i, omhandler 1.317 sager, hvor elever

har anmeldt krænkende handlinger udført af andre elever. Heraf er der fundet brud i 721 af dem

(svarende til 55 %). I 862 sager har været tale om elever, der har følt sig krænket af personale,

hvoraf der er blevet konstateret brud i 277 tilfælde (svarende til 32 %). De to tal summerer til mere

end det totale antal anmeldelser, da der i nogle sager både er anmeldt krænkelser fra elever og

lærere (det præcise overlap er dog ikke specificeret i rapporten).

Ifølge rapporten var der i 2018 i alt 73 sager, hvor der blev stillet krav om erstatning til

barnet/eleven. I 44 af tilfældene har huvudmannen givet anklager ret og udbetalt erstatningskravet.

I 11 tilfælde har huvudmannen betalt et lavere beløb efter en forligsaftale mellem parterne. Ved

årsskiftet i slutningen 2018 afventede BEO i fire tilfælde fortsat tilbagemelding om huvudmannens

holdning til det fremsatte krav, og i 13 tilfælde havde huvudmannen modsat sig at betale det

fremsatte erstatningskrav.

https://beo.skolinspektionen.se/sv/Om-BEO/Det-har-kan-BEO-gora1/

https://www.skolinspektionen.se/sv/lamna-klagomal/prata-med-skolan-forst/

https://www.skolinspektionen.se/globalassets/publikationssok/statistikrapporter/anmalningar/tillsyn-utifran-

individarenden-2019/tillsyn-utifran-individarenden-2018.pdf

105

Tabel 7

–

Antal sager om skolemiljø meldt til Skolinspektionen i 2018

Antal meldte

sager i alt

1.910

Færdigbehandlet i

2018

1.975

Antal sager,

hvor der er

konstateret

brud

947

Antal sager,

hvor der er

rejst krav om

erstatning

Antal afviste

sager

Ikke oplyst

Vejledt

fremfor at

afvise*

Ikke oplyst

Som det fremgår af figuren nedenfor, er der ifølge Skolinspektionens opgørelse over udviklingen

siden 2006 sket en stødt stigning i antallet af klager over de seneste 12 år.

Figur 47

–

Antal sager om krænkende handlinger 2006-2018

2.000

1.750

1.500

1.250

1.000

750

500

250

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

Antal anmeldelser om krænkende adfærd

Antal sager, hvor der er konstareret brist

https://www.udir.no/tall-og-forskning/finn-forskning/tema/saker-meldt-til-fylkesmennene-om-skolemiljo/

Dette er den

mest aktuelle opgørelse på området

https://www.skolinspektionen.se/sv/Statistik/Statistik-om-anmalningar/anmalningar-och-beslut-2018/

Se under

”Anmälningsärenden ärende 2006-2018”

106

Datagrundlag og metode

I dette afsnit præsenteres datagrundlaget, som undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af. For

at skabe det bedst mulige vidensgrundlag for evalueringen indeholder undersøgelsesdesignet en

sammensætning af flere forskellige datakilder, herunder forskellige spørgeskemaudsendelser

kvalitative interviews.

I det følgende afsnit vil de forskellige datakilder blive gennemgået kort.

Kvantitative datakilder

Surveys til forældre

Der er indsamlet 515 besvarelser blandt forældre til børn, der går i grundskole eller på en

ungdomsuddannelse. Spørgeskemaet er udsendt til forældrene via Epinions Danmarkspanel.

Dataindsamlingen er foregået i perioden fra 9. december 2019 til 15. december 2019. Vi har valgt

at foretage undersøgelsen blandt forældrene, da det er vores erfaring, at børn er en svær

målgruppe at foretage spørgeskemaundersøgelser med

–

særligt ift. undersøgelser med

komplekse spørgsmål, som er tilfældet i denne undersøgelse, som indeholder spørgsmål om

kendskab til bestemmelserne og deres oplevelse af sagsgange.

Forældrene er i spørgeskemaet blevet bedt om at besvare spørgeskemaet med udgangspunkt i

deres yngste barn, hvis de har mere end ét barn. Nedenstående tabel viser, hvilken skoletype som

deres yngste barn er tilknyttet. Her ses det, at størstedelen af forældrene i undersøgelsen svarer,

at deres yngste barn går på en folkeskole. De resterende fordeler sig særligt inden for friskoler og

private grundskoler samt gymnasium og hf. Forældrenes besvarelser bliver i denne undersøgelse

ikke brudt ned på skoletype, men udelukkende analyseret som en samlet gruppe.

Tabel 8

–

institutionstype

Institutionstype

Folkeskoler

Friskoler og private grundskoler

Efterskoler

Gymnasium og hf (stx, hhx, htx, hf)

Erhvervsskole

Specialskoler

Forberedende uddannelse (f.eks. FGU, VUC)

Andet

I alt

Antal besvarelser

367

515

Surveys til uddannelsesinstitutioner

Surveyen til uddannelsesinstitutioner omfatter grundskoler, ungdomsuddannelsesinstitutioner og

øvrige uddannelsesinstitutioner. Surveyen skal besvares af den medarbejder på skolen, som har

ansvar for eller kendskab til skolens arbejde med antimobbestrategi, elevtrivsel mv.

Undersøgelsen gennemføres på institutionsniveau og ikke afdelingsniveau.

Skoler på grundskoleniveau omfatter folkeskoler, frie og private grundskoler, efterskoler,

ungdomsskoler og specialskoler. Ungdomsuddannelsesinstitutionerne omfatter gymnasier og hf

107

samt erhvervsskoler. Erhvervsskolerne udbyder ofte både erhvervsuddannelser og erhvervsrettede

gymnasiale uddannelser, hvorfor hhx og htx hører under erhvervsskolerne.

Baseret på tidligere undersøgelser blandt skoler, var det på forhånd forventet, at vi ville opnå en

svarprocent på 25 pct. blandt grundskolerne og 50 pct. blandt ungdomsuddannelsesinstitutionerne.

Af nedenstående tabel ses det, at svarprocenten for de forskellige institutionstyper alle er endt over

den forventede svarprocent med undtagelse af ungdomsskolerne og specialskolerne. Af de 1289

skoler, som blev inviteret til undersøgelsen, svarede 452 skoler, som svarer til en svarprocent på

35 pct. Gennem undersøgelsen brydes resultaterne ned på de forskellige institutionstyper. Her skal

der tages højde for, at der er institutionstyper med et lavt antal besvarelser, som betyder, at

resultaterne her skal tolkes med forbehold. Det gør sig særligt gældende for ungdomsskolerne og

specialskolerne.

Tabel 9 - Stikprøve, forventet svarprocent og opnået svarprocent i survey blandt mobbeansvarlige på

uddannelsesinstitutioner

Institutionstype

Folkeskoler

Friskoler og private

grundskoler

Efterskoler

Ungdomsskoler

Specialskoler

Gymnasier og hf

Erhvervsskoler

I alt

Stikprøvestørrelse

400

200

240

111

129

130

1289

Antal besvarelser

120

452

Forventet

svarprocent

25%

50%

29%

Svarprocent

30%

37%

32%

23%

22%

63%

58%

35%

Dataindsamlingen er foregået i to faser. Indledningsvist har alle skoler i stikprøven modtaget et

invitationsbrev. Brevet informerer om undersøgelsens baggrund og formål, og giver modtageren

mulighed for at klikke sig ind på et link og angive hvem på institutionen, som er den ansvarlige for

eller har kendskab til mobbestrategien på skolen. I den forbindelse har det været muligt at opgive

navn og e-mail på medarbejderen. Efter indhentningen af kontaktoplysningen, er spørgeskemaet

blevet udsendt. For de skoler, som har indleveret kontaktinformation, har vi sendt invitationen

direkte til den relevante medarbejder på skolen. De institutioner, som ikke har angivet en

kontaktperson, modtager invitationen i deres hovedpostkasse, hvor det har været muligt at

videresende invitationen til den rette medarbejder på skolen. Der er udsendt en invitation og en

påmindelse i fasen, hvor vi har indsamlet kontaktoplysningerne, mens der er udsendt en invitation

og tre påmindelser i forbindelse med selve udsendelsen af spørgeskemaet. Datoerne for de

enkelte udsendelser fremgår af nedenstående tabel.

Tabel 10

–

Overblik over dataindsamlingen

Udsendelse

Fase 1

Indsamling af kontaktgrundlag

Type af udsendelse

Invitationsbrev

Påmindelsesbrev

Dato for udsendelse

22. november 2019

27. november 2019

108

Invitationsbrev

Fase 2

Udsendelse af spørgeskema

Påmindelsesbrev 1

Påmindelsesbrev 2

Påmindelsesbrev 3

04. december 2019

11. december 2019

18. december 2019

06. januar 2020

Surveys til klagere, der kun gennemgår første behandling

Derudover er der udsendt et spørgeskema til forældre, der har klaget over skolens håndtering af

mobning, og som afsluttede deres klageforløb i forbindelse med den lokale afgørelse i første

instans. Vi har ikke haft kontaktoplysninger på alle personer, som har afsluttet et klageforløb i

første instans, men kun for de personer, som indledningsvist kontaktede DCUM for at afgive en

klage over skolens håndtering af mobningen

– de såkaldte ”direkte klager”.

DCUM har registreret

navn og kontaktoplysninger på de personer, som har henvendt sig til DCUM i forbindelse med

deres klageafgivelse. Kontaktoplysningerne er videregivet til Epinion.

Spørgeskemaet er udsendt til 40 personer, som har afsluttet et klageforløb i første instans, hvoraf

11 personer har besvaret spørgeskemaet, som svarer til en svarprocent på 27,5 pct.

Respondenterne har fået tilsendt en invitation samt to påmindelser til deres e-mailadresse.

Tabel 11

–

Antal klagesager, antal besvarelser og svarprocent

Antal klagesager, som er afsluttet i første instans

Antal klagere med kontaktinformation (e-mail)

Antal besvarelser

Svarprocent

46 klagesager

40 klagere

11 klagere

27,5 pct.

En væsentlig andel af spørgsmålene i spørgeskemaet skal besvares med åbne kommentarer eller

med mulighed for at uddybe en besvarelse. Det er vurderet, at det er den mest hensigtsmæssige

fremgangsmåde, dels pga. populationsstørrelsen, som gør det uhensigtsmæssigt at udarbejde

decideret statistik. Resultaterne fra dette spørgeskema anvendes således primært for at få dybere

kvalitative indsigter i klagernes oplevelse af klageforløbet.

Kvalitative datakilder

9 x 360 graders case-eftersyn

For at få et indblik i hvordan klagesagerne forløber og hvordan forældre, skoler og kommuner

oplever sagsaktører og processer, udvalgte Epinion i samarbejde med DCUM ni sager til et 360

graders eftersyn. Udvælgelsen af de ni sager sker på baggrund af følgende kriterier: Tre af

sagerne skulle være afsluttet efter første behandling, tre af sagerne skulle være afsluttet efter

anden behandling, og de sidste tre sager skulle leve op til det kriterium, at de havde modtaget

mediering. De ni cases fordeler sig som illustreret i følgende tabel nedenfor:

Tabel 12

–

Udvalgte 360 graders case-eftersyn

Afsluttet efter 1. behandling

Case 1

Case 2

Case 3

✔

Afsluttet efter 2. behandling

Mediering modtaget

109

Case 4

Case 5

Case 6

Case 7

Case 8

✔

Case 9

✔

Med udgangspunkt i en sag blev skoleledelsen, kommunale sagsbehandlere/skolechefer og

forældre interviewet om sagens forløb. Dertil blev medieringskonsulenter fra Styrelsen for

Undervisning og Kvalitet (STUK) og DCUM også interviewet vedrørende de sager, som havde

været under anden behandling. I ét tilfælde deltog en socialrådgiver, ansat ved skolen, sammen

med skoleleder i interviewet, fordi socialrådgiveren havde været aktivt involveret i den respektive

sag.

Kontaktoplysninger på de kontaktede klagere er i overensstemmelse med den indgåede

databehandleraftale mellem BUVM og Epinion overleveret fra DCUM til Epinion. Ud fra et ekstra

diskretionshensyn har BUVM ikke fået information om hvilke klagere, skoler eller kommuner, der

deltager i undersøgelsen. Derudover er både skole og kommune først kontaktet efter samtykke fra

klager.

Det var ikke i alle case-eftersyn, at alle parter endte med at deltage. Nedenfor er en oversigt over,

hvem af parterne, der blev interviewet (markeret med et flueben) for hver case.

Tabel 13

–

Gennemførte interviews ifm. case-eftersyn

Forældre

Skole

Skolen vendte aldrig tilbage

på de adskillige skriftlige eller

telefoniske henvendelser

✔

Forvaltning

✔

Medierings-

konsulenter fra

STUK og DCUM

N/A

Case 1

Case 2

Case 3

Case 4

Case 5

Case 6

Case 7

Case 8

Case 9

✔

Mor aflyste den indgåede

aftale igen og igen

✔

N/A

✔

N/A

Til stede under interviewet er to medarbejdere fra Epinion. Én gennemfører interviewet, og en

tager noter undervejs. Interviewet er optaget på diktafon og transskriberet efterfølgende.

Myndighedsinterview

For at kortlægge de forskellige sagsprocesser og høre om forskellige myndigheders oplevelser

med implementering af lovbestemmelserne i praksis

–

herunder erfaringer og udfordringer

–

blev

110

foretaget en række myndighedsinterviews hos DCUM og STUK. I alt blev foretaget to interviews

med medieringskonsulenter og to interviews med medarbejdere hos DCUM (jurister fra NKMM,

pædagogiske konsulenter fra instansen og tilsynsansvarlige).

Fokusgruppeinterview med elever fra ungdomsuddannelser

Den Nationale Klageinstans mod Mobning benyttes kun i begrænset omfang af elever fra

ungdomsuddannelserne. For at undersøge grundene bag afholdte vi to fokusgruppeinterviews med

elever fra ungdomsuddannelserne. Der blev gennemført to fokusgruppeinterviews med hhv. syv

gymnasieelever og seks erhvervsskoleelever om deres mobbesyn, forståelse og oplevelse af

mobning, samt kendskab til Den National Klageinstans mod Mobning.

Interessentbidrag og workshops

For at skærpe undersøgelsens fokus og forstå implementering og virkning fra forskellige elev,

forælder og skoleperspektiver, har en række interessenter været løbende inddraget. Det har været

igennem:

•

Indledende interessentinterviews og workshop: Her var fokus på at få et billede at, hvordan

antimobbebestemmelserne var intenderede at virke samt hvilke implementerings- og

virkningsudfordringer, der kunne være relevante at holde øje med i undersøgelsen.

Midtvejsworkshop: Efter den indledende dataindsamling blev udvalgte fund præsenteret for

interessenter for at diskutere de dilemmaer, der prægede den aktuelle praksis.

•

Igennem interviews eller workshopdeltagelse har således været involveret repræsentanter fra

forskellige organisationer, herunder Red Barnet, Børns Vilkår, Maryfonden, KL, Friskolerne,

Skolelederforeningen, Danske Gymnasier, Danske Erhvervsskoler- og gymnasier,

Erhvervsskolernes Elevorganisation, Børnerådet, DLF.

111

Bilag

Bilag 1: Oversigt over henvendelser, handlingsplaner, henvendelser vedr. dårlig håndtering samt officielle

klager

Friskoler

private

grund-

skoler

Folke-

skole

Antal skoler, som har

deltaget i

undersøgelsen

Henvendelser til

skolen fra

forældre eller

elever vedr.

mobning på

skolen

Henvendelser

fra forældre

eller elever,

som har ført til

handlingsplaner

Skoler, som har

modtaget

henvendelser fra

forældre eller elever

vedr. mobning

Andel af skoler, som

har udarbejdet

handlingsplan(er) (af

de skoler, som har

modtaget

henvendelse(r) vedr.

mobning)

Andel af alle

henvendelser fra

forældre eller elever,

som har ført til

udarbejdelse af en

handlingsplan

Henvendelser

fra forældre

eller elever,

som mener, at

skolen ikke har

håndteret

mobbesituation

en godt nok

Andel skoler, som

har modtaget

henvendelse(r) fra

forældre eller elever

om, at de ikke har

håndteret situationen

godt nok (af de

skoler, som har

modtaget

henvendelse(r) vedr.

mobning)

Henvendelser fra

forældre eller elever,

som har ført til

yderligere

henvendelse(r) fra

forældre elever, som

mener, skolen ikke

har håndteret

situationen godt nok

Forældre eller

elever, som har

afgivet en

officiel klage

over skolens

håndtering af

mobbesituation

Andel af skoler, som

har modtaget en

officiel klage over

skolens håndtering

(af de skoler, som

har modtaget

henvendelse(r) vedr.

mobning)

Andel henvendelser

fra forældre eller

elever, som har ført

til en officiel klage

120

Efter-

skoler

Ungdoms

skoler

Special-

skoler

Gym-

nasier og Erhvervs-

skoler

Total

452

(61%)

(58%)

(43%)

(40%)

(36%)

(43%)

(22%)

214

(47%)

85%

88%

66%

70%

100%

76%

88%

81%

64%

63%

52%

61%

86%

71%

74%

65%

23%

29%

12%

10%

18%

14%

17%

11%

Kilde:

Institutionssurvey.

Note:

Spørgsmålsformulering: ”Hvor mange af nedenstående henvendelser eller sager har I haft på jeres

skole i indeværende skoleår? (henvendelser fra forældre eller elever vedr. mobning; henvendelser, som har ført til udarbejdelse af

handlingsplan; forældre eller elever, som har rettet en officiel klagesag).

112

Epinion Aarhus

Hack Kampmanns Plads 1-3

8000 Aarhus C

Denmark

T: +45 87 30 95 00

E: [email protected]

Epinion Brussel

Brussel nationaal bus 25

1930 Zaventem

Belgium

E: [email protected]

Epinion Copenhagen

Ryesgade 3F

2200 Copenhagen N

Denmark

T: +45 87 30 95 00

E: [email protected]

Epinion Hamburg

Ericusspitze 4

20457 Hamburg

Germany

T: +43 (0)699 13180416

E: [email protected]

Epinion London

D'Albiac House (room 1015-1017)

Cromer Road, Heathrow central

area, Hounslow, TW6 1SD

T: +44 (0) 7970 020793

E: [email protected]

Epinion Malmö

Adelgatan 5

21122 Malmö

Sweden

E: [email protected]

Epinion Oslo

Biskop Gunnerus Gate 14

0185 Oslo

Norway

T: +47 90 17 18 99

E: [email protected]

Epinion Singapore

60 Paya Lebar Road

#08-43 Paya Lebar Square

Singapore

Epinion Stavanger

Klubbgaten 4

4006 Stavanger

Norway

T: +47 90 17 18 99

E: [email protected]

Epinion Stockholm

Terminal 4 plan 4

Office no. 4309B

19045 Stockholm/Arlanda

Sweden

E: [email protected]

Epinion Vienna

Hainburgerstrasse 20/7

1030 Kefnna

Austria

T: +43 (0)699 13180416

E: [email protected]

Epinion Vietnam

11th Fl, Dinh Le Building,

1 Dinh Le, Dist. 4, Hcmc

Vietnam

T: +84 28 38 26 89 89

E: [email protected]