Børne- og Undervisningsudvalget 2020-21, Uddannelses- og Forskningsudvalget 2020-21
BUU Alm.del Bilag 271, UFU Alm.del Bilag 126
Offentligt
2450195_0001.png
Danske Gymnasier og Ingeniørforeningen IDA offentliggjorde forleden den vedhæftede analyse af
mismatch på arbejdsmarkedet i 2030. Den er udarbejdet af analysebureauerne IRIS Group og HBS
Economics. Analysen adskiller sig fra andre prognoser ved at tage højde for det øgede politiske og folkelige
fokus på grøn omstilling og digitalisering, og ved, at resultaterne er opgjort på en lang række undergrupper
inden for hhv. erhvervsfaglige uddannelser, korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.
Dermed giver den et detaljeret billede af arbejdskraftsbehovet i 2030.
Analysen viser blandt andet følgende:
-
Blandt de lange videregående uddannelser forventes en betydelig overefterspørgsel inden for det
samfundsfaglige område og inden for ingeniør, teknik og it. Derudover vil der være et overudbud
inden for kultur, sprog og teologi og inden for sundhed.
For de mellemlange videregående uddannelser viser analysen lidt overraskende et overudbud af
folkeskolelærere, som bl.a. tilskrives, at de bliver længere på arbejdsmarkedet. Samme tendens
gælder pædagogerne, hvor udbuddet forventes at stige mere end efterspørgslen. Analysen tager
dog ikke højde for, at der i dag er ansat mange ikke-uddannede lærere i lærerstillinger. Desuden
stiger børnetallet efter 2030, og dermed vil efterspørgslen øges igen. Derudover viser analysen en
overefterspørgsel af samfundsfagligt uddannede og teknisk- og it-uddannede.
For de korte videregående uddannelser er ubalancerne relativt små. Det største mismatch gælder
de samfundsfagligt uddannede.
For de erhvervsfaglige uddannelser forventes en overefterspørgsel inden for alle
uddannelsesgrupper, men der er store forskelle i omfanget. Det markant største mismatch
forventes inden for gruppen af sundhedsfagligt uddannede, dvs. SOSU-hjælpere og -assistenter.
Derudover forventes også en væsentlig overefterspørgsel inden for jern og metal samt hotel og
restauration.
-
-
-
Udover denne analyse offentliggjorde vi inden sommerferien en delanalyse, som zoomede ind på
mismatch
på arbejdsmarkedet for it-uddannede.
Den viste, at der allerede i dag er en overefterspørgsel på knap
8.000 personer med en it-uddannelse, og at den overefterspørgsel forventes at stige, så der i 2030 vil
mangle hele 22.000 it-uddannede.
Efter vores vurdering er det særligt interessant, at den grønne omstilling og øget digitalisering får
efterspørgslen på ingeniører, teknisk- og it-uddannede til at stige markant frem mod 2030, og at der også
inden for det samfundsfaglige område vil der være langt flere jobs, end der er kvalificerede
ansøgere. Derudover viser analysen tydeligt, at manglen på faglærte primært handler om udvalgte grupper
med de SOSU-uddannede som den absolut største mangelvare.
Vi håber, at vi med prognosen har fået skabt et detaljeret og nuanceret grundlag for en god debat om,
hvilke typer arbejdskraft der er brug for i fremtiden.
På vegne af Ingeniørforeningen IDA og Danske Gymnasier.
Med venlig hilsen
Louise Bülow
BUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 271: Henvendelse af 24/9-21 fra Danske Gymnasier og Ingeniørforeningen IDA om en analyse af mismatch på arbejdsmarkedet i 2030
2450195_0002.png
Ansvarlig for public affairs
og kommunikation
Ny Vestergade 13, st.
1471 København K