BØRN OG UNGE, FORÆLDRE, FAGFOLK
OG ORGANISATIONER: BØRN OG UNGES
STIGENDE PSYKISKE MISTRIVSEL KRÆVER
NYT, ENSARTET TILBUD I HELE LANDET
Stadig flere børn og unge lider under psykisk mistrivsel. Det bør vi sam-
men gøre noget ved, og en del af løsningen er et ensartet, kommunalt til-
bud om forebyggelse og lettere behandling. Et tilbud, der kunne ligge dør
om dør med skoletandplejen. Det bør være lige så let og naturligt for børn
og unge at få effektiv og tidlig hjælp, hvis de har ondt i psyken, som hvis
de har ondt i en tand.
Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Psykiatrifonden
Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin
Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen
Katrine Herbst Ahlquist, formand for Angstforeningen
Lars Gaardhøj, formand for Danske Regioners Psykiatri- og
Socialudvalg
Linda Hardisty Bramsen, formand for Børne- og Ungdom-
spsykiatrisk Selskab
Mille Borgen Mikkelsen, formand for Danske Skoleelever
Mogens Lønborg, formand for DepressionsForeningen
Rasmus Edelberg, formand for Skole og Forældre
Signe Færch, næstformand for Dansk Socialrådgiverforening
Ungepanelerne i Danmark
Let adgang til hjælp, også når psyken
spænder ben
Hvad var Mathilde bange for? Tja, som Mathilde
selv siger med sin klare, faste stemme til
Psykiatrifondens blad nu, hvor hun har fået hjælp
til at arbejde med sin angst: ”Det vil jeg også gerne
vide!” Men sådan er det med angst – man ved ikke,
hvad man er bange for, og man kan ikke ”bare
tage sig sammen”. Det kræver i nogle tilfælde en
professionel hånd, som det skal være let at række ud
efter. Et tilbud, som barnet, den unge eller familien
selv kan henvende sig direkte til, men som også
lægen, læreren, pædagogen og andre fagpersoner
omkring barnet kan henvise til.
Det begyndte, da Mathilde var lille. Hun græd og
græd, når hun blev afleveret i børnehaven. Det tog
til og fyldte mere og mere. En gang græd hun så
meget, at hun besvimede. Og det virkede ikke bare
at sende hende afsted, som nogle foreslog. Da det
var værst, kunne Mathilde få det rigtig dårligt ved
tanken om, at hendes forældre ville blive kede af det,
hvis hun gik ud af stuen og op på sit værelse. Hun
blev tit hjemme, og angsten påvirkede hele familien
og mulighederne for et socialt liv.