Bilag 1: Minimumsnormering på institutionsniveau vs. kommunalt gennemsnitligt niveau
Eksempel 1:
”Minimumsnormering”
på institutionsniveau
Eksempel 2:
”Minimumsnormering”
på kommunalt gennemsnitligt niveau
I både
eksempel 1
og
2
overholder Børnehave A, B og C lovens krav til minimumsnormering på 1 voksen pr. 6
børnehavebørn (i vuggestuer 1 voksen pr. 3 vuggestuebørn). I
eksempel 2
baseres minimumsnormeringen på et
kommunalt gennemsnit, og kommunens prioritering af normering til andre institutioner sker på bekostning af
Børnehave C, der er endt med en normering, som giver børn risiko for kognitive skader og stress. Med et lovtiltag
baseret på et gennemsnitligt niveau sker således en forringelse af børns retsstilling i forhold til i dag, hvor en
skadelig lav grad af voksenkontakt i det mindste ikke er blåstemplet ved lov. Med modellen forhindres forældre
og personale formentlig også i at kunne klage over normeringen i den enkelte institution, idet kommunen efter
lovens ikrafttrædelse blot kan henvise til, at det gennemsnitlige niveau overholdes.
Daginstitutioners normering er så beskåret, at et gennemsnitligt niveau vil gennemtvinge nedprioritering af nogle
børn, som dermed aldrig kommer til at få den støtte til deres trivsel og udvikling, som de er i behov for. Kravene
for tildeling af statslige ekstrapuljer (såkaldt social normering) til udsatte børn er ekstremt snævre. Kommunale
PPR-puljer (kommunale budgetter til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) til børn med fx diagnoser er gennem
årene blevet så voldsomt nedbesparede, at der nu typisk blot er tale om ekstern konsulentvejledning til udarbej-
delse af handleplaner, som der så i praksis ikke afsættes personaleressourcer til faktisk at realisere. Udfaldet er,
at børn i behov for ekstraindsatssen, såvel som den normalt fungerende børnegruppe, omsorgssvigtets.
Alt i alt er minimumsnormering baseret på et kommunalt gennemsnit lige så lidt retvisende for den enkelte insti-
tution som et klasseloft baseret på et kommunalt gennemsnit af alle klasser i alle skoler i en kommune. Modellen
er ene og alene udtryk for et
–
indtil nu uset kreativt
–
forsøg på at skjule ønsket om at begrænse udgifter.
I hverken
eksempel 1
eller
2
er der taget højde for den graverende fejl, at opgørelsesmodellen, som lovtiltaget
baseres på, bruger Danmarks Statistiks tal, som ifølge Danmarks Statistik selv ikke kan anvendes til formålet.
Fredensborg Kommunes opgørelsesmodel, som er udviklet af bl.a. kommunale embedsfolk, afslørede et gennem-
snitligt forhold på 1 voksen pr.
10,3
børnehavebørn i en vilkårlig institution i Fredensborg Kommune. Danmarks
Statistiks model viste 1 voksen pr.
6,4
børnehavebørn i gennemsnit i den kommune
–
dvs. himmelråbende vild-
ledende. Danmarks Statistiks tal er så vildledende, bl.a. fordi personale, som aldrig er hos børnene, medregnes.
Med udgangspunkt i samme data som i institutionen i Fredensborg Kommune, ville normeringen på 1 voksen pr.
10 børn i
eksempel
2’s
Børnehave C skulle ganges med en faktor 1,6 for at få det retvisende resultat. Dvs. at
den reelle normering i Børnehave C er 1 voksen pr. 16 børn.
Regeringen, KL og kommunerne er bekendte
med dette men anvender alligevel en retorik, hvor forældres opråb herom refereres til som en
”
oplevet normering”
.
Det er imidlertid ikke i fantasien, at der mangler hænder, når disse hænder de facto dag efter dag ikke er der. Det
er meget virkeligt for de børn, der i løbet af en hel dag kun
–
ligesom Merle i TV2-dokumentaren
–
får 17 minutters
voksenkontakt.
Side 1 af 1