Solrød, fredag d. 9. april 201.
Til Børne- og Undervisningsudvalget
Vedr. debatten om nye læreplaner og det faglige niveau i matematik på stx
Jeg har i den seneste måneds tid deltaget i debatten om nye læreplaner med to indlæg i Berlingske - se
nedenfor. Mit hovedsynspunkt er at reformen i 2017 ikke gav den tiltænkte styrkelse af matematikfaget
fordi detaljeringsgraden i både didaktiske og faglige krav i 2017-læreplanerne forhindrer reel faglig
fordybelse. Derfor vil de nye udkast til læreplaner med mindre detaljeringsgrad styrke det faglige niveau.
Det er en fejlslutning, når nogle læser færre detaljer som færre krav og dermed lavere fagligt niveau.
I marts fremlagde fagkonsulenten i matematik udkast til de nye læreplaner på møder med lærerne (de
såkaldte FIP-møder). Intentionerne i de nye udkast er netop at mindske detaljeringsgraden og dermed gøre
plads til at lærere og elever kan afpasse detaljer og fordybelse efter den enkelte klasses studieretning og
interesser. Konkret gøres det ved at fjerne en del mindre emner fra det såkaldte kernestof og øge kravene
(også eksamenskravene) til det supplerende stof.
Det bekymrer mig voldsomt at debatten om detaljer i de nye udkast har fået nogen til at mene processen
med nye læreplaner i matematik skal afbrydes eller udskydes. Det vil være en voldsom overreaktion, der vil
betyde at endnu en årgang skal møde et fragmenteret matematikfag, der i mange tilfælde demotiverer de
svage og forhindrer reel faglig fordybelse for alle de dygtige elever.
Med venlig hilsen
Sanne Yde Schmidt
Lektor, Greve Gymnasium
Cand.scient med hovedfag i matematik
Master i Gymnasiepædagogik og ledelse
Sanne Yde Schmidt
Vestre Strandvej 20
2680 Solrød Strand
For udfoldelse af min argumentation
17. marts 2021 i Berlingske: Giv plads til gymnasial matematik
https://www.berlingske.dk/kommentarer/giv-plads-til-gymnasial-matematik
20. marts 2021 i Berlingske: Running Sushi-matematik øger ikke forståelsen (se allernederst i læsebrevene
fra denne dag).
https://www.berlingske.dk/laesere/nuancer-i-plejehjemsdebatten-tak