Tirsdag 17. november 2020
POLITIKEN
Læserbreve,
højst 100 ord,
debatindlæg,
højst 800 ord, og
Kroniker,
ca. 2.100 ord,
indsendes via vores hjemmeside:
politiken.dk/debatindlaeg
Indlæg til nettet skal også sendes via denne adresse.
Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster og til også
at bringe teksterne på politiken.dk/debat. Vi bringer kun tekster alene sendt til Politiken.
Opstår der problemer, kan du ringe til os på 33 47 12 00 eller 70 15 01 01.
Debat
5
POLITIKEN
MODTOG I GÅR
31
læserbreve
og debatindlæg
7
læserbreve og debatindlæg
handlede om minkgate
VIGGO HØRUP
(1841-1902)
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884
Hvor er de kvindelige forfattere? Hver dag
underviser vi unge i et forældet kvindesyn
Jeg har aldrig lært mine to
teenagebørn, at min søn
har mere ret til at blive set
som menneske end min
datter, men det lærer mit
fag dem. I danskfagets
litteraturkanon er kvinder
nærmest ikkeeksisterende.
Opgør mod sexisme
sen Nexø, Tom Kristensen, Karen Blixen,
Martin A. Hansen, Peter Seeberg og Klaus
Rifbjerg. Kravet var, forfatteren skulle væ-
re debuteret 40 år tidligere.
Der er ikke noget problem med de ud-
valgte 14 forfattere. Alle forfatterskaberne
har en væsentlighed, som det giver god
mening at have som løftestang for den
litteraturhistoriske dannelse. Fællestræk
er æstetisk kvalitet og temaer som indivi-
dets frihed, samfundsforhold, religion,
eksistens, kærlighed og – ja – køn.
Det står os som lærere naturligvis også
frit for at opveje den stærke kønslige
skævhed i den øvrige litteraturundervis-
ning eller i andre dele af danskfaget i det
omfang, der er tid til det. Og selvfølgelig
underviser vi også i andet end kanon.
Problemet er til gengæld det signal,
som konstruktionen sender til fremti-
den: at vi holder fast i et forældet køns-
syn, der ikke prioriterer kønsbalance.
Nogle vil indvende, at verden jo var patri-
arkalsk i sin indretning frem til 1915, hvor
kvinderne fik stemmeret.
Og man kan se kanonen som en måde
at konservere litteraturhistorien på. Men
samtidig er den et udtryk for nogle blin-
de vinkler hos kanonudvalget og et arte-
fakt om smagsdommene bag konstruk-
tionen.
DA MIN elev i 2. x stillede spørgsmålet om
kvinder i litteraturen, havde vi lige afslut-
tet et forløb om alle perioderne frem til
og med oplysningstiden. Klassen havde
ganske vist fået trukket spor op til f.eks.
den nutidige forfatter Stine Pilgaard og
læst uddrag af Leonora Christina Ulfeldts
’Franske selvbiografi fra barokken’. De
havde også fået smagsprøver på Hol-
bergs temmelig nuancerede analyse af
kønstemaet i romanen om Niels Klim,
der besøger et land, hvor kønsrollerne er
vendt på hovedet. Men ellers var mænd
stærkt i overtal som stemmer på vegne af
menneskeheden i de gennemgåede pe-
rioder.
Svaret til min elev var: Nej, det kunne
selvfølgelig ikke passe, at så få kvinder
skrev dengang. Vi ved, at det især var
kvinder, der læste. Mange kvindelige for-
fattere blev enten ikke udgivet eller givet
videre til eftertiden. Derfor kender vi ikke
deres syn på verden.
Jeg tilføjede, at samme tendens stadig
gælder langt op i det 20. århundrede:
Selv efter år 2000 har vi fået en kanon
med kun én kvinde. Alle i klassen var
fulde af forundring. Vi skriver 2020!
JEG HAR aldrig lært mine to teenagebørn,
at min søn har mere ret til at blive set
som menneske end min datter, men det
lærer mit fag dem. Både som mor, som
dansklærer og som forperson i Dansklæ-
rerforeningen har jeg fået meget svært
ved at se mig selv i spejlet som ambassa-
dør for denne kanonforståelse. For der er
ikke nogen anden rationel eller fagligt
kvalificeret forklaring bag end de udvalg-
te principper.
Vi har brug for en ny kanonforståelse,
hvor vi tager de arkæologiske briller på
og graver frasorterede forfattere frem.
Hvor er Inger Christensen? Hun er et af
de stærkeste bidrag til dansk lyrik og bli-
ver læst med stor alvor i udlandet. Hen-
des stemme og stramme form- og billed-
sprog i værker som ’Det’, ’Alfabet’ og
’Sommerfugledalen’ engagerer sig i både
samfundsmæssige og eksistentielle for-
hold.
Hvor er Amalie Skram fra det moderne
gennembrud? Hendes to nøgleromaner
’Professor Hieronymus’ og ’På Sct. Jørgen’
taler deres eget sprog som centrale roma-
ner i lyset af vor tids dyrkelse af biografis-
me i fiktionen. Romanerne gør op med
skam og tabu og handler om hendes eg-
Hvad bør en litterær kanonliste ud-
trykke? Den skal repræsentere mere end
bare den halve menneskeheds tanker om
verden og dermed som helhed kunne op-
fylde et væsentlighedskriterium. Det gør
den nuværende ikke. Fremtidens læsere
skal både kunne spejle sig i litteraturen
og udfordres af den. Lad os i stedet vise
gymnasieungdommen og vores sam-
fund et litteratursyn, der matcher det 21.
århundrede, hvor almendannelsen kan
slå rod i virkeligheden, og litteraturhisto-
rien kan udvide nuet for den enkelte elev.
Der findes ikke kun én litteraturhisto-
rie i form af én knagerække af forfatter-
navne, men utallige spor op gennem ti-
derne. Der findes eksempelvis temaspor
som kærlighedens, frihedens eller syg-
dommens litteraturhistorie, som alle åb-
ner op for såvel de 14 kanonforfattere
som andre. Hvis Holberg, H.C. Andersen
og Rifbjerg selv fik lov til at bestemme, er
jeg sikker på, at de hellere ville læses med
relevans i gymnasiet.
DEN ALMENDANNENDE litteraturunder-
visning skal møde den tid og kontekst,
der undervises i. Der skal være mere
plads til at udvælge litteratur fra forskel-
lige tider, der afspejler samtidens proble-
matikker, som eksempelvis når der ud-
bryder en pandemi, eller når kønsdebat-
ten blusser op i medierne. Der skal være
mere fleksibilitet til samspillet mellem
litteraturen og fagets andre elementer,
sprog og medier, som litteraturens ud-
vikling også næres af.
I Dansklærerforeningens bestyrelse for
det almene gymnasium (stx) og hf fore-
slår vi en ny måde at tænke kanon på. Vi
bør indføre en bruttoliste på 25-30 forfat-
tere, hvor vi udfylder hullerne i den eksi-
sterende kanon med flere centrale kvin-
der og andre glemte og fører den op til
1980’erne. Fra denne liste skal man for-
pligte sig til at læse det samme antal som
nu. Listen kan være en løftestang for bå-
de æstetisk kvalitet og de værdier, der
danner en samfundsborger.
Samtidig skal man kunne variere, hvil-
ke forfattere, der bliver gennemgået i
den enkelte klasse. Med dette variations-
princip udviser man tillid til, at den uni-
versitetsuddannede lærer formår at ud-
vælge, hvad der passer godt i det givne
forløb med de konkrete elever i en klasse.
På den måde kan eleven få styrket sin op-
levelse af, at litteraturhistorien er både
horisontudvidende og meningsfuld, selv
om den blev skrevet for mange år siden.
EDVARD
BRANDES
(1847-1931)
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884
Redaktionschef
Mads Zacho
Teglskov
Debatredaktører
Silja Thøgersen,
Susan Knorrenborg,
Magnus Barsøe,
og Kenneth Lund
Jourhavende
Magnus Barsøe
Kronikredaktør
og leder af
lederkollegiet
Marcus Rubin
MISCHA SLOTH CARLSEN,
LEKTOR PÅ
AUREHØJ GYMNASIUM OG FORPERSON I
DANSKLÆRERFORENINGENS BESTYRELSE FOR
STX OG HF
Debat
Rådhuspladsen 37,
1785
København V
Telefon, Debat
33 47 12 00
Telefon, Kronik
33 47 24 03
an det virkelig passe, at næsten in-
gen kvinder skrev litteratur i gam-
le dage?«.
Sådan spurgte en mandlig elev fra 2. g
mig for nylig. Og svaret, jeg gav ham, var
et entydigt: Nej, selvfølgelig har kvinder
skrevet litteratur – også tilbage i oplys-
ningstiden. Men jeg forstår godt spørgs-
målet. Hver eneste dag på landets gym-
nasier underviser vi nemlig unge menne-
sker ud fra en kønsopfattelse, der er fuld-
stændig ude af trit med vores samfunds
idealer om ligeberettigelse mellem køn-
nene.
Det centrale problem er danskfagets
litterære kanon og det litteratursyn, den
udstråler. I denne kanon af forfattere,
som vi som dansklærere er forpligtede til
at undervise i, er der kun én kvinde og 13
mænd. Og kanonen bliver en slags litte-
rær ledestjerne og sætter en meget sty-
rende og ufleksibel kurs for danskfagets
litteraturundervisning.
Vi har brug for et grundlæggende op-
gør med denne kanonforståelse og for at
anerkende, at verden er meget mere
mangfoldig end de styrende stemmer fra
ét køn.
GYMNASIETS LITTERÆRE kanon blev ind-
ført med gymnasiereformen i 2005. Den
blev udarbejdet af et udvalg under den
daværende VK-regering og består af en
kongerække af primært mandlige forfat-
tere: Ludvig Holberg, Adam Oehlenschlä-
ger, N.F.S. Grundtvig, St. St. Blicher, H.C.
Andersen, Herman Bang, Henrik Pontop-
pidan, Johannes V. Jensen, Martin Ander-
K
Arkivtegning: Anne-Marie Steen Petersen
Jeg har aldrig
lært mine to
teenagebørn, at
min søn har
mere ret til at
blive set som
menneske end
min datter, men
det lærer mit
fag dem
ne erfaringer med blandt andet den be-
rygtede psykiater Knud Pontoppidan
(bror til Henrik), der behandlede hende,
da hun var indlagt for nervøst sammen-
brud. I samtiden blev de ikke regnet for
fine nok, fordi de havde åbenlyse forbin-
delser til forfatterens liv.
I det – nu stuerene – autofiktive spor
kunne vi også grave Leonora Christina Ul-
feldt, Marie Bregendal, Agnes Henning-
sen, Thit Jensen og Tove Ditlevsen frem.
Hvor er Mathilde Fibiger? Hendes brev-
roman ’Clara Raphael’ er sigende for ro-
mantismens litteratur. Den ville tale godt
sammen med ’En landsbydegns dagbog’
af Blicher og ’Forførerens dagbog’ af Sø-
ren Kierkegaard fra samtiden og ’Den un-
ge Werthers lidelser’ af dannelsens tyske
alfader J.W. Goethe fra 1700-tallet, som de
alle står på skuldrene af.
Den opmærksomme læser vil nu må-
ske også undre sig over, hvorfor Kierke-
gaard ikke er med. Sammen med H.C. An-
dersen er han vel Danmarks mest læste
bidrag til verdenslitteraturen. Svaret er
givetvis, at han er for svær for de svageste
elever i en udfordret klasse, men bør de
mest centrale danske forfattere ikke op-
træde i en litterær kanon?
kroniken
17. november 2020
Et omskæringsforbud er ikke antisemitisk
TINA MAGAARD
Det er ganske enkelt ikke
rigtigt, at man ikke kan
være jøde, hvis omskæring
af børn bliver forbudt. Selv
i Israel er der debat om
omskæring.
SENERE DENNE uge fremlægger Simon
Emil Ammitzbøll-Bille efter planen sit
lovforslag om at indføre en aldersgrænse
på 18 år for omskæring af drenge af ikke-
medicinske årsager.
Den heftige debat, som ligger forud for
dette lovforslag, vækker undren af flere
årsager. Den største kortslutning består i,
at fremtrædende meningsdannere har
gjort omskæringsdebatten til et spørgs-
mål om jøder mod ikkejøder, om ’dem’
imod ’os’.
Men omskæringsdebatten er jo histo-
risk set en intern jødisk debat. I 1800-tal-
let ønskede reformjøder (på linje med re-
formkristne og reformmuslimer) at brin-
ge dogmerne i overensstemmelse med
oplysningstidens værdier og menneske-
retslige principper. Derfor mente en del
reformjøder, at omskæring skulle afskaf-
fes.
Selveste Theodor Herzl (1860-1904), zio-
nismens grundlægger, uden hvem staten
Israel ikke ville have eksisteret i dag, var
modstander af omskæring. Han gik for-
rest og sørgede for, at hans egen søn
Hans ikke blev omskåret. Så selvfølgelig
kan man være jøde, og også en fremtræ-
dende og respekteret jøde, uden at om-
skære sine sønner.
Mange fremhæver USA som et land,
hvor man som en selvfølgelighed har
omskåret de fleste drengebørn i over et
århundrede. Det hører med til historien,
at der siden 1970’erne er opstået en anti-
omskæringsbevægelse blandt læger, psy-
kologer, historikere, forfattere og engage-
rede forældre.
Nogle af de prominente stemmer i den
bevægelse har været ... jøder. Blandt de
første er Ronald Goldman, grundlægger
af Circumcision Ressource Center. Han
har skrevet bogen ’Questionning Circum-
cision: A Jewish Perspective’, som er blå-
stemplet af fem rabbinere, og som argu-
menterer imod omskæring fra et jødisk
synspunkt.
Man finder ligeledes den jødiske ’reg-
ret mom’ Rosemary Romberg, som har
været antiomskæringsaktivist siden
1970’erne. Antallet af publikationer af jø-
diske forfattere og forskere imod omskæ-
ring er vokset lige siden. Det er altså i USA
bl.a. progressive jøder, som fører an i kri-
tikken af omskæring. Årtier før, at den
danske offentlighed får øje på problem-
stillingen.
DISSE EKSEMPLER illustrer noget princi-
pielt: Banen tegnes op af progressive jø-
der, som sætter barnets individuelle ret-
tigheder over forældres religiøse rettig-
heder, over for mere ortodokse jøder,
som prioriterer omvendt.
De jødiske omskæringsmodstandere i
USA er ofte ikke ateister, men jøder, for
hvem religion betyder noget. Derfor fin-
des der i USA reformjødiske synagoger,
hvor omskæringen ikke er standard.
For eksempel beskriver den jødiske for-
fatter Lisa Braver Moss, at halvdelen af de
drenge, som kommer i hendes synago-
ges børnehave, ikke er omskårne.
Det er altså dren-
ge, hvis forældre
bevidst vælger at
præge deres børn
religiøst, samtidig
med at de vælger
ikke at omskære
dem. Nogle vælger
at springe over brit
milah (omskæ-
ringsceremonien),
andre vælger at er-
statte den med brit
shalom, en vel-
komstceremoni til
ære for det nyfødte
barn, uden om-
skæring.
Er omskærings-
modstanden
blandt amerikan-
ske jøder begræn-
set til reformjødi-
ske kredse? Måske
– og dog: En af de
fremtrædende fortalere for intakt for-
hud, Miriam Pollack, repræsenterer en
konservativ synagoge i Colorado og er
dybt engageret i sin jødiske identitet.
Ingen jøde ved sine fulde fem ville i dag
kræve dødsstraf for homoseksualitet og
stening for utroskab, selv om det står i To-
Selveste Theodor
Herzl, zionismens
grundlægger,
uden hvem staten
Israel ikke ville
have eksisteret
i dag, var
modstander af
omskæring
raen. Derfor er det ikke i sig selv et argu-
ment for omskæring, at det står i Toraen.
I tråd med arven fra Theodor Hertzl
lægger jødiske om-
skæringskritikere
vægt på andre pas-
sager fra Torahen,
som flugter bedre
med menneskeret-
lige værdier.
Det er svært at
vurdere, hvor stor
gennemslagskraft
de argumenter re-
elt har blandt ame-
rikanske jøder,
men antropologen
Leonard Glick vur-
derer, at en sjette-
del af amerikanske
jøder, dvs. om-
kring en million,
har forladt omskæ-
ringsritualet. Jeg
har ikke kunnet
dobbelttjekke kil-
den, men selv hvis
tallet er for højt
sat, tyder hans vurdering på, at det ikke
nødvendigvis er et marginalt fænomen.
STRØMNINGEN lever også i Israel. Allere-
de i 1998, altså tyve år før appellen til det
islandske parlament, indgav den jødiske
læge dr. Avshalom Zoossmann-Diskin og
Tina Magaard er ph.d., integrationskonsulent
og tidligere lektor ved Aarhus Universitet
hans lobbygruppe en appel til den israel-
ske højesteret om at forbyde omskæring.
Han argumenterer (ligesom de fleste
andre omskæringskritikere verden over),
at omskæring er en krænkelse af den na-
tionale strafferet og FN’s Børnekonven-
tion og derfor skal forbydes. Forslaget
blev diskuteret i Knesset, og derefter af-
vist. Men eksemplet viser endnu engang,
at det ikke handler om jøder mod ikkejø-
der, men om menneskeretslige princip-
per over for religiøs ortodoksi.
Var Zoossmann-Diskins forslag blot en
døgnflue, eller har det påvirket den isra-
elske opinion? Det er svært at måle, men
jeg fandt dog en artikel i det israelske
dagblad Haaretz. Den rapporterer, at fle-
re og flere jødiske forældre i Israel vælger
IKKE at omskære deres børn.
Jeg har ikke kunnet finde præcise stati-
stikker over fænomenet, så vi må her nø-
jes med at tale om strømninger, og hvor-
dan de kommer til udtryk. I et uformelt
israelsk online survey tilbage i 2006 til-
kendegav lidt under 5 procent af de delta-
gende jøder, at de ikke havde omskåret
deres sønner.
En tredjedel ville helst have undladt at
omskære, men turde ikke lade være, bl.a.
af frygt for, at deres uomskårne sønner
ville blive mobbet. Denne frygt bliver dog
gjort til skamme af Kahal, en forening af
israelske forældre, der har valgt ikke at
omskære deres sønner.
Ifølge Kahel har ingen af medlemmer-