Forslag
til
Lov om kontant og skattefri udbetaling af efterlønsbidrag og
fleksydelsesbidrag i 2022
Kapitel 1
Kontant og skattefri udbetaling af efterlønsbidrag
§ 1.
En person, som har indbetalt efterlønsbidrag, der ikke tidligere er betalt tilbage, har ret til at
få efterlønsbidragene udbetalt kontant. Udbetalingen er betinget af, at
1) personen den 1. januar 2022 ikke har nået efterlønsalderen, jf. § 74 i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v.,
2) personen skriftligt fravælger efterlønsordningen og
3) arbejdsløshedskassen har modtaget en skriftlig anmodning om udbetaling fra personen i
perioden fra og med den 1. januar 2022 til og med den 30. juni 2022.
Stk. 2.
Arbejdsløshedskassen kan i særlige tilfælde se bort fra, at en ansøgning om udbetaling af
efterlønsbidrag modtages efter ansøgningsfristens udløb, jf. stk. 1, nr. 3, hvis ansøgningen er
modtaget af arbejdsløshedskassen senest den 30. september 2022.
Stk. 3.
Et dødsbo efter en person, der har indbetalt efterlønsbidrag, kan ikke ansøge om skattefri
udbetaling af efterlønsbidrag.
Stk. 4.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter høring af Beskæftigelsesrådet nærmere regler om
ansøgning om udbetaling af efterlønsbidragene.
§ 2.
Tilbagebetalingsbeløbet udgør det antal indbetalte dagpengesatser efter §§ 47 og 70 i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., som medlemmet har indbetalt som efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, i
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Beløbet opgøres på grundlag af dagpengenes højeste beløb for
en dag på udbetalingstidspunktet.
Stk. 2.
Efterlønsbidrag, som er indbetalt for en periode til og med den 10. oktober 2020,
medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når bidragene udbetales kontant
efter § 1, stk. 1.
Stk. 3.
Der svares en afgift på 30 pct. af efterlønsbidrag, som er indbetalt for en periode efter den
10. oktober 2020, når bidragene udbetales kontant efter § 1, stk. 1. Pensionsbeskatningslovens § 49
A, stk. 6-9, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Udbetaling af efterlønsbidrag efter § 1, stk. 1, finder sted i perioden fra den 1. januar 2022
til og med den 31. juli 2022. Arbejdsløshedskassen kan i særlige tilfælde udbetale efterlønsbidrag
efter den 31. juli 2022.
Stk. 5.
§§ 79, 81 og 88 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. finder tilsvarende anvendelse.
§ 3.
Arbejdsløshedskassen skal informere de personer, som arbejdsløshedskassen har registreret
med indbetalte efterlønsbidrag, om muligheden for at få efterlønsbidragene udbetalt efter § 1, stk. 1,
og konsekvenserne heraf.
Stk. 2.
Arbejdsløshedskassen er kun forpligtet til at give individuel vejledning om
konsekvenserne ved udbetaling efter § 1, stk. 1, til de personer, der udtrykkeligt anmoder
arbejdsløshedskassen herom.
1