BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2020-21
BEU Alm.del Bilag 59
Offentligt

GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT

Forslag til direktiv om passende mindsteløn-

ninger i den Europæiske Union

23. november 2020

J.nr. 2020 - 178

CADI

KOM-nr. (2020) 682 final

Nyt notat

1. Resumé

Kommissionen har den 28. oktober 2020 fremsat forslag til direktiv om passende

mindstelønninger i den Europæiske Union.

Med forslaget ønsker Kommissionen at sikre, at arbejdstagere i EU har en tilstræk-

kelig løn til at garantere passende arbejds- og levevilkår samt at opbygge retfær-

dige og robuste økonomier og samfund.

Kommissionen anfører, at forslaget opstiller en ramme til forbedring af mindste-

lønningernes tilstrækkelighed og forbedring af arbejdstagernes adgang til beskyt-

tede mindstelønninger med fuld respekt for nationale systemer, national kompe-

tence, arbejdsmarkedets parters autonomi og frihed til at indgå overenskomster.

Der er med forslaget ifølge Kommissionens opfattelse lagt op til, at der ikke som

følge af direktivteksten skal pålægges krav om lovgivning om mindsteløn eller al-

mengørelse af overenskomster. Da der imidlertid udestår afklaring af en række ele-

menter i forslaget, herunder den præcise rækkevidde, kan det på det foreliggende

grundlag ikke udelukkes, at forslaget vil kunne have konsekvenser for Danmark

–

herunder for den danske arbejdsmarkedsmodel og lovgivningsmæssige konsekven-

ser i forhold til fx indberetning af data. Det er ikke muligt på det foreliggende

grundlag at vurdere evt. økonomiske konsekvenser.

Regeringen er enig i, at lønmodtagere i EU skal tjene en løn, de kan leve for, når

de arbejder fuld tid. Regeringen er imidlertid imod enhver regulering, der kan un-

derminere den danske arbejdsmarkedsmodel

–

direkte eller indirekte. Danmark har

en stærk og langvarig tradition for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af arbejds-

markedets parter gennem kollektive overenskomster og uden indblanding fra rege-

ringen og Folketinget. Det sikrer fleksibilitet og tilpasningsdygtighed i forhold til

udviklingen på arbejdsmarkedet, en passende lønudvikling og en afbalancering af

begge parters interesser. Det er nødvendigt, at forslaget tager højde for dette.

Regeringen er generelt skeptisk over for, om forslaget kan fremsættes med hjemmel

i den bestemmelse, Kommissionen har brugt, idet det fremgår af stk. 5 i artikel 153,

at bestemmelsen ikke vedrører lønforhold. Kommissionen har i regeringens optik

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

ikke argumentet tilstrækkeligt for, at der kan fremsættes et forslag om rammer for

mindsteløn, når blot forslaget ikke direkte regulerer niveauet for løn. På den bag-

grund har man fra dansk side anmodet om en udtalelse fra Rådets Juridiske Tjene-

ste vedr. hjemmelsgrundlaget.

2. Baggrund

Kommissionsformand Ursula von der Leyen tilkendegav i forbindelse med sit kan-

didatur til stillingen i sommeren 2019 et ønske om at fremlægge et forslag til en

retsakt, der skulle sikre, at alle lønmodtagere i EU har en passende mindsteløn, som

de kan leve for. Kommissionen har siden arbejdet for at introducere et sådant for-

slag.

Den 28. oktober 2020 fremsatte Kommissionen ved KOM-nr. 682 forslag til direk-

tiv om passende mindstelønninger i den Europæiske Union.

Dansk sprogversion af forslaget er oversendt til Rådet den 2. november 2020.

Forslaget er fremsat med hjemmel i traktaten om Den Europæiske Unions funkti-

onsmåde (TEUF) artikel 153(1) (b) og skal behandles efter den almindelige lovgiv-

ningsprocedure. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Kommissionen har forud for fremsættelsen af forslaget

–

og i overensstemmelse

med den faste procedure i TEUF artikel 154 og 155, jf. artikel 153

–

gennemført to

høringer af arbejdsmarkedets parter på europæisk plan, hvor parterne blandt andet

har skulle tage stilling til, om de ønskede selv at indgå en fælles aftale om de af

Kommissionen identificerede udfordringer. De europæiske arbejdsmarkedsparter

har ikke kunne nå til enighed om at indlede forhandlinger med henblik på at indgå

en fælles aftale på EU-niveau.

3. Formål og indhold

Med forslaget ønsker Kommissionen at sikre, at arbejdstagere i EU har en tilstræk-

kelig løn til at garantere passende arbejds- og levevilkår samt at opbygge retfær-

dige og robuste økonomier og samfund.

Kommissionen fremhæver, at de laveste lønninger i mange medlemsstater ikke har

fulgt med de øvrige lønninger i de seneste årtier. Samtidig har strukturelle tenden-

ser, såsom globalisering, digitalisering og stigning i utraditionelle arbejdsformer,

navnlig i servicesektoren, ført til øget jobpolarisering, hvilket igen har ført til en

stigende andel af lavtlønnede job og job med beskedne kvalifikationskrav, hvilket

har været med til at udhule de traditionelle kollektive overenskomstforhandlinger.

Dette har ført til mere fattigdom blandt personer i arbejde (”working poor”) og

større lønforskelle.

Kommissionen anfører, at forslaget opstiller en ramme til forbedring af mindste-

lønningernes tilstrækkelighed og forbedring af arbejdstagernes adgang til beskyt-

tede mindstelønninger med fuld respekt for nationale systemer, national kompe-

tence, arbejdsmarkedets parters autonomi og frihed til at indgå overenskomster.

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

Det foreslåede direktiv består af 19 bestemmelser, inddelt i fire kapitler, med føl-

gende indhold:

Kapitel I

er der indledende bestemmelser om:



•

Artikel 1

beskriver direktivets formål og afgrænsninger. Det fremgår, at direkti-

vet fastsætter en ramme for:

a) fastsættelse af passende mindstelønninger.

b) arbejdstageres adgang til beskyttelse i form af lønninger fastsat

ved kollektive overenskomster eller lovbestemt mindsteløn, hvor

en sådan findes.

Det fremgår, at direktivet hverken tilsidesætter den fulde respekt for parternes

uafhængighed eller berører deres ret til at forhandle og indgå kollektive over-

enskomster.

Det fremgår, at direktivet ikke berører medlemsstaternes mulighed for at fast-

sætte lovbestemte mindstelønninger eller fremme adgangen til beskyttelse af

mindstelønninger gennem kollektive overenskomster.

Det fremgår, at intet i direktivet gælder som en forpligtelse for de medlemssta-

ter, hvor lønfastsættelsen udelukkende sikres via kollektive overenskomster, til

at indføre en lovbestemt mindsteløn eller at gøre de kollektive overenskomster

alment gældende.

Artikel 2

beskriver anvendelsesområdet. Det fremgår, at direktivet finder anven-

delse for arbejdstagere, som har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesfor-

hold som fastsat i gældende ret, ved overenskomst eller gældende praksis i de

enkelte medlemsstater under hensyntagen til den Europæiske Unions Domstols

praksis.

Artikel 3

indeholder definitioner på mindsteløn; lovfastsat mindsteløn; kollek-

tive overenskomstforhandlinger; kollektiv overenskomst og kollektiv overens-

komstdækning.

Artikel 4

fastsætter bestemmelse om fremme af kollektive overenskomstfor-

handlinger om lønfastsættelse.

Det fremgår, at for at øge overenskomstdækningen skal medlemsstaterne i sam-

råd med arbejdsmarkedets parter som minimum træffe følgende foranstaltnin-

ger:

(a) fremme af opbygningen og styrkelsen af arbejdsmarkedets parters

evne til at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger om løn-

fastsættelse på sektorplan eller tværfagligt plan.

(b) tilskynde til konstruktive, meningsfulde og informerede forhand-

linger om lønninger blandt arbejdsmarkedets parter.

Det fremgår, at i medlemsstater, hvor overenskomstdækningen er på under 70

procent af arbejdstagerne, skal medlemsstater sørge for en ramme for grundfor-

udsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, enten ved lov efter hø-

ring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem, og udarbejde en

handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger. Handlings-

planen skal offentliggøres og meddeles Kommissionen.

kapitel II

er der bestemmelser rettet mod de medlemsstater, som har lovbestemt

mindsteløn. Danmark er således ikke omfattet af disse bestemmelser.

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

Artikel 5

indeholder retningslinjer for, hvordan medlemsstater med lovbestemt

mindsteløn sikrer, at mindstelønnen er tilstrækkelig ud fra en række kriterier

–

leveomkostninger, andelen af skatter og afgifter, sociale ydelser, det generelle

niveau for bruttoløn og udviklingen i arbejdskraftens produktivitet. Medlems-

staterne skal oprette rådgivende organer, der skal rådgive de kompetente myn-

digheder om spørgsmål vedrørende lovbestemte mindstelønninger.



Artikel 6

giver medlemsstaterne mulighed for at tillade forskellige satser for de

lovbestemte mindstelønninger for bestemte grupper af arbejdstagere. Medlems-

staterne skal holde disse varierende satser på et minimum og sikre, at enhver va-

riation er ikke-diskriminerende, forholdsmæssig, begrænset i tid, hvis det er re-

levant, og objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt mål. Medlemsstaterne

kan endvidere tillade nedsatte satser ved lov, som reducerer lønnen til arbejdsta-

gere til et niveau, der ligger under den lovbestemte mindsteløn, og de nedsatte

satser skal være nødvendige, objektivt begrundede og forholdsmæssige.



Artikel 7

fastsætter, at medlemsstaterne skal tage de nødvendige foranstaltnin-

ger til at sikre, at arbejdsmarkedets parter inddrages rettidigt og effektivt i fast-

sættelsen og ajourføringen af lovbestemte mindstelønninger, herunder gennem

deltagelse i de rådgivende organer for så vidt angår:

a) udvælgelse og anvendelse af de kriterier og vejledende referencer,

der er omhandlet i artikel 5 ved fastsættelse af de lovbestemte

mindstelønninger.

b) ajourføringer af mindstelønninger.

c) indførelse af varierende og nedsatte satser for de i artikel 6 om-

handlede mindstelønninger.

d) indsamling af data og gennemførelse af undersøgelser med henblik

på at give oplysninger til de myndigheder, der fastsætter lovbe-

stemte mindstelønninger.



Artikel 8

fastsætter, at medlemsstaterne i samarbejde med arbejdsmarkedets par-

ter skal tage følgende foranstaltninger for at forbedre arbejdstagernes adgang til

beskyttelse af mindsteløn alt efter, hvad der er relevant:

a) styrke kontroller og inspektioner, som skal være forholdsmæssigt

afpasset og ikke-diskriminerende.

b) udvikle vejledning til de håndhævende myndigheder.

c) sikre, at oplysninger om mindsteløn offentliggøres på en klar, for-

ståelig og lettilgængelig måde.

Kapitel III

indeholder horisontale bestemmelser, der retter sig mod samtlige med-

lemsstater.



Artikel 9

fastsætter, at medlemsstaterne i overensstemmelse med udbudsdirek-

tiverne skal træffe passende foranstaltninger for at sikre, at økonomiske aktører

ved udførelsen af offentlige udbud eller koncessionskontrakter udbetaler de

lønninger, der er fastsat ved kollektive overenskomster for den pågældende

sektor og det pågældende geografiske område og de lovbestemte mindsteløn-

ninger, hvor sådanne findes.



BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren



Artikel 10

fastsætter, at medlemsstaterne skal udvikle effektive dataindsam-

lingsværktøjer til at overvåge mindstelønningernes dækning og tilstrække-

lighed. Medlemsstaterne skal årligt indberette følgende data til Kommissionen

inden den 1. oktober:

(a) medlemsstater med lovbestemt mindsteløn skal oplyse om ni-

veauet for den lovbestemte mindsteløn og andelen af arbejdsta-

gere, der er dækket af den; varierende satser og andel af arbejdsta-

gere dækket af disse; de eksisterende nedsatte satser samt den kol-

lektive overenskomstdækningsgrad.

(b) medlemsstater med overenskomstsystemer skal oplyse om forde-

lingen af deciler af mindstelønninger vægtet med andelen af dæk-

kede arbejdstagere; den kollektive overenskomstdækningsgrad og

lønniveauet for arbejdstagere uden beskyttelse af mindstelønninger

gennem kollektive overenskomster og forholdet til lønniveauet for

arbejdstagere, der har en sådan beskyttelse.

Det fremgår endvidere af artikel 10, at medlemsstaterne skal fremlægge stati-

stik og oplysninger opgjort efter køn, alder, handicap, virksomhedens størrelse

og sektor. Kommissionen kan endvidere anmode medlemsstaten om yderligere

oplysninger i hvert enkelt tilfælde, hvis den anser sådanne oplysninger for at

være nødvendige for at overvåge den effektive gennemførelse af dette direktiv.

Det fremgår videre, at medlemsstaterne skal sikre, at oplysninger om beskyt-

telse af mindstelønninger, herunder kollektive overenskomster og lønbestem-

melser heri, er gennemsigtige og offentligt tilgængelige.

Desuden fremgår det, at Kommissionen skal vurdere data og årligt rapportere

til Rådet og Europa-Parlamentet. Endvidere fremgår det, at Beskæftigelsesko-

mitéen årligt skal foretage en undersøgelse af fremme af kollektive overens-

komstforhandlinger om lønfastsættelse og om mindstelønningernes tilstrække-

lighed i medlemsstaterne.

Artikel 11

fastsætter, at uden det berører særlige klage- og tvistbilæggelsespro-

cedurer i henhold til relevante kollektive overenskomster, skal medlemssta-

terne sikre arbejdstagere, herunder de, hvor arbejdsforholdet er ophørt, adgang

til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og ret til genoprejsning, herunder til pas-

sende kompensation i tilfælde af krænkelser af deres rettigheder i forbindelse

med lovbestemte mindstelønninger eller beskyttelse af mindstelønninger gen-

nem kollektive overenskomster.

Det fremgår endvidere af artikel 11, at medlemsstaterne skal træffe de nødven-

dige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagere, herunder arbejdstagerrepræ-

sentanter, imod ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side og eventuelle ne-

gative følger af en klage, der er indgivet til arbejdsgiveren eller af procedurer,

der indledes med det formål at sikre overholdelse af de rettigheder, der er for-

bundet med lovbestemte mindstelønninger eller beskyttelse af mindstelønnin-

ger gennem kollektive overenskomster.

Artikel 12

fastsætter, at medlemsstaterne skal fastlægge regler om sanktioner

for overtrædelse af nationale bestemmelser. Sanktionerne skal være effektive,

stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

Kapitel IV

indeholder afsluttende bestemmelser om gennemførelse, evaluering og

revision, ikke-forringelse og gunstigere bestemmelser samt ikrafttræden.

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren



Artikel 13

fastsætter, at medlemsstaterne kan overlade arbejdsmarkedets parter

at gennemføre dette direktiv, hvis de i fællesskab anmoder herom. Medlems-

staterne tager i så fald alle nødvendige skridt for at sikre, at de resultater, der

tilstræbes med dette direktiv, til enhver tid garanteres.

Artikel 14

fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at arbejdstagere og arbejds-

givere, herunder SMV’ere

gøres opmærksomme på de nationale foranstaltnin-

ger til gennemførelse af dette direktiv.

Artikel 15

fastsætter, at Kommissionen skal evaluere direktivet 5 år efter da-

toen for direktivets gennemførelse. Evalueringen sendes til Europa-Parlamentet

og Rådet med eventuelle forslag til lovgivningsmæssige ændringer.

Artikel 16

fastsætter, at direktivet ikke ændrer på medlemsstaternes adgang til

at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere

for arbejdstagerne, eller til at fremme eller tillade anvendelsen af kollektive

overenskomster, der er gunstigere for arbejdstagerne.

Artikel 17

fastsætter, at direktivet skal gennemføres 2 år efter direktivets ikraft-

træden.

Artikel 18

fastsætter, at direktivet træder i kraft på tyvendedagen efter offent-

liggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 19

fastsætter, at direktivet er rettet til medlemsstaterne.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal vedtages både af Europa-Parlamentet og Rådet i den almindelige

lovgivningsprocedure.

Der foreligger endnu ikke en udtalelse fra Europa-Parlamentet, og tidsplanen for

Europa-Parlamentets behandling kendes endnu ikke.

5. Nærhedsprincippet

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions

Funktionsmåde) artikel 153, stk. 1, litra b), om arbejdsvilkår, og forslaget skal be-

handles efter den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294. Spørgsmå-

let om nærhedsprincippet er kun relevant, hvis EU overhovedet har kompetence til

at regulere området. Forslag med hjemmel i artikel 153 skal i henhold til formåls-

bestemmelsen i artikel 151 respektere ”forskellene

i national praksis, særlig på

overenskomstområdet.”

Efter nærhedsprincippet kan EU handle på de områder, som ikke hører ind under

dets enekompetence, hvis målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig

grad kan opfyldes af medlemsstaterne centralt, lokalt eller på regionalt plan, og

hvor den påtænkte handlings omfang eller virkning bedre kan nås gennem EU-re-

gulering, jf. TEUF artikel 5 (3). Forslaget må derfor i forhold til hver enkelt kon-

krete bestemmelse afvejes i forhold til nærhedsprincippets grundlæggende krav

om, at der kun bør reguleres på EU-plan, hvis formålet ikke i tilstrækkelig grad kan

nås på medlemsstatsniveau. Regulering af arbejdsvilkår efter artikel 153, stk. 2,

litra b), er omfattet af den såkaldte delte kompetence mellem Unionen og medlems-

staterne, jf. TEUF artikel 4, stk. 2, litra b).

Kommissionens vurdering

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

Kommissionens vurdering af forslagets forhold til nærhedsprincippet er indeholdt i

forslagets begrundelse på side 7.

Adgang til mindstelønninger, der garanterer en anstændig levestandard, er ifølge

Kommissionen et centralt element i passende arbejdsvilkår. Selv om løn på natio-

nalt plan henhører under medlemsstaternes kompetence, er de store forskelle i stan-

darderne for adgang til passende mindstelønninger en del af arbejdsvilkårene og

skaber store forskelle i det indre marked, som ifølge Kommissionen bedst kan

håndteres på EU-plan.

Kommissionen anfører, at arbejdstagerne i de fleste medlemsstater påvirkes af

manglende tilstrækkelighed og/eller huller i dækningen for så vidt angår beskyt-

telse af mindstelønninger. Disse problemer berører både arbejdstagere i de lande,

der har lovbestemte mindstelønninger, og arbejdstagere, der er underlagt kollektive

overenskomstforhandlinger. Tilbagegangen i de kollektive overenskomstforhand-

linger og den stigende polarisering af arbejdsmarkederne betyder, at det fremadret-

tet bliver mere vanskeligt at skabe lige vilkår i det indre marked og sikre, at kon-

kurrencen er baseret på høje sociale standarder, innovation og produktivitetsforbed-

ringer.

Mindstelønspolitikker har været underlagt multilateral overvågning inden for ram-

merne af det europæiske semester (beskæftigelsesstrategien), og EU har udstedt

politiske retningslinjer til udvalgte medlemsstater. Selv om flere medlemsstater i de

seneste år har taget skridt til at forbedre deres mindstelønsordninger, har de natio-

nale foranstaltninger imidlertid ikke været tilstrækkelige til at løse problemet med

manglende tilstrækkelighed og/eller dækning for så vidt angår beskyttelse af mind-

stelønninger. Det er Kommissionens opfattelse, at uden politisk handling på EU-

plan kan de enkelte lande være meget lidt tilbøjelige til at forbedre deres fastsæt-

telse af mindstelønninger, fordi de er af den opfattelse, at dette kan have en negativ

indvirkning på deres eksterne omkostningskonkurrenceevne.

Med hensyn til at styrke mindstelønsordninger vil en indsats på EU-plan ifølge

Kommissionen være mere effektiv end en indsats på nationalt plan. Den vil skabe

klarere forventninger, sikre, at fremskridtene ikke foregår delvist eller ujævnt, og

styrke tilliden mellem medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter. Dette vil bi-

drage til at skabe det nødvendige momentum til en reform af mindstelønsordninger

på nationalt plan. En indsats på EU-plan vil derfor bidrage til at sikre lige konkur-

rencevilkår i det indre marked ved at hjælpe med at imødegå store forskelle i mind-

stelønningernes dækning og tilstrækkelighed, som ikke er begrundet i de underlig-

gende økonomiske forhold. Dette kan ikke i tilstrækkelig grad opnås gennem en

ukoordineret indsats fra medlemsstaternes side.

Ved det foreslåede direktiv fastsættes der en ramme for minimumsstandarder, og

medlemsstaternes beføjelser til at fastsætte højere standarder respekteres, uden at

dette ifølge Kommissionen berører den rolle, som arbejdsmarkedets parter kan

have i medlemsstaterne i overensstemmelse med nationale traditioner og med fuld

respekt for arbejdsmarkedets parters aftalefrihed. I overensstemmelse med artikel

153, stk. 2, litra b), i TEUF vil det foreslåede direktiv støtte og supplere medlems-

staternes indsats gennem minimumsforskrifter for en gradvis gennemførelse.

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

Regeringens vurdering

Det er efter regeringens opfattelse væsentligt, at parternes aftalefrihed på lønområ-

det fuldt ud respekteres. Afsnittet om social- og arbejdsmarkedspolitikken (afsnit

X) i TEUF indeholder i formålsbestemmelsen en formulering, der fremhæver par-

ternes aftalefrihed og deres rolle: Ifølge artikel 151 ”iværksætter Unionen og med-

lemsstaterne foranstaltninger, der tager hensyn til forskellene i national praksis,

særligt på overenskomstområdet”. Bestemmelsen kan siges at afspejle nærheds-

princippet. Vurderingen af, om nærhedsprincippet er overholdt, skal derfor ses i ly-

set af, om forslaget fuldt ud respekterer aftalefriheden.

Regeringen er på den baggrund delvist uenig i Kommissionens vurdering af, at

nærhedsprincippet er overholdt, idet regeringen stiller spørgsmålstegn ved, om de

dele af forslaget, der vedrører fremme af kollektive forhandlinger ved en overens-

komstdækning under 70 procent (artikel 4, stk. 2) og håndhævelse (artikel 11 og

12) er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Som Kommissionen selv frem-

hæver i begrundelsen til forslaget, er der i lande med høj overenskomstdækning

bedre resultater end i andre lande i form af højere løn, færre lavtlønnede mv., og

forslaget til direktiv tager i vidt omfang højde herfor i form af ønske om at fremme

kollektive forhandlinger og ved ikke at pålægge indførelse af lovbestemt mindste-

løn. Efter regeringens opfattelse kan successen for en model som den danske til-

skrives, at staten overhovedet ikke blander sig i rammerne for overenskomsterne

eller i håndhævelsen heraf, således at parterne har det fulde ansvar herfor.

Artikel 4, stk. 2, læst sammen med betragtning 19, indebærer umiddelbart, at ram-

mer til fremme af kollektive forhandlinger skal ske ved lov eller trepartsaftale.

Denne konstatering står dog tilsyneladende i modsætning til direktivforslagets arti-

kel 13, hvorefter det kan overlades til arbejdsmarkedets parter at gennemføre direk-

tivet.

Efter forslagets artikel 11, stk. 1,

skal m

edlemsstaterne sikre, at arbejdstagere har

adgang til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og en ret til genoprejsning, herunder

til passende kompensation, i tilfælde af krænkelser af deres rettigheder i forbin-

delse med lovbestemte mindstelønninger eller beskyttelse af mindstelønninger gen-

nem kollektive overenskomster, uden at dette berører særlige klage- og tvistbilæg-

gelsesprocedurer i henhold til relevante kollektive overenskomster. Endvidere skal

medlemsstaterne efter stk. 2 sikre, at arbejdstagerne beskyttes mod ugunstig be-

handling fra arbejdsgiverens side og eventuelle negative følger af en klage, der er

indgivet til arbejdsgiveren, eller af procedurer, der indledes med det formål at sikre

overholdelse af de rettigheder, der er forbundet med lovbestemte mindstelønninger

eller beskyttelse af mindstelønninger gennem kollektive overenskomster. Det er

uklart, om en arbejdstager i et land uden lovbestemt mindsteløn har mulighed for at

håndhæve en mindsteløn i en kollektiv overenskomst, selv om arbejdstageren ikke

er omfattet af overenskomsten, fordi vedkommende er ansat på en arbejdsplads

uden overenskomst. Direktivforslaget synes således ikke på dette punkt at være i

overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet sikring af løn ved kollektiv over-

enskomst fungerer mest effektivt, når arbejdsmarkedets parter selv er ansvarlig for

håndhævelse. Det er ikke tilstrækkeligt, at det i artikel 11, stk. 1, står, at bestem-

melsen ikke berører håndhævelsesmekanismer i kollektive overenskomster, idet

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

bestemmelsen kan forstås som adgang til at gå til domstolene parallelt med over-

enskomsternes egne konfliktløsningsmekanismer. Bestemmelsen om straf i artikel

12 kan også føre til, at der skal idømmes straf i en situation, hvor man ellers ville

løse det ved mægling og forlig.

6. Gældende dansk ret

I Danmark reguleres løn- og arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomster. Der

er i Danmark ikke lovfastsat mindsteløn, og der er heller ikke almengjorte overens-

komster. I Danmark gælder overenskomsterne for de parter, som har indgået dem,

eller som har tiltrådt dem. Overenskomsterne har endvidere en afsmittende virk-

ning på den del af arbejdsmarkedet, som ikke er dækket af kollektive overenskom-

ster.

I Danmark er der i henhold til grundloven foreningsfrihed, og fagforeninger og ar-

bejdsgiverorganisationer skal ikke godkendes af staten, ligesom staten ikke fører

registre over fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer eller indgåede kollektive

overenskomster, som er private aftaler. Staten fastsætter ikke rammer for at

fremme kollektive forhandlinger. Staten finansierer dog Forligsinstitutionen og Ar-

bejdsretten.

Aftaleparterne i en kollektiv overenskomst vil på arbejdstagerside som hovedregel

være en fagforening, mens det på arbejdsgiverside kan være den enkelte arbejdsgi-

ver/virksomhed eller en arbejdsgiverorganisation. En overenskomstdækket arbejds-

giver er forpligtet til at give alle ansatte, som arbejder inden for overenskomstens

faglige område, overenskomstmæssige vilkår. Hvis virksomheden ansætter en per-

son, der ikke er medlem af den fagforening, som virksomheden har indgået over-

enskomst med, skal denne person have de samme løn- og ansættelsesvilkår, som

gælder for de øvrige ansatte på virksomheden.

Hvis en arbejdsgiver ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation, kan en fagfor-

ening søge at indgå overenskomst med den enkelte arbejdsgiver. Sådanne overens-

komster mellem en enkelt arbejdsgiver og en fagforening indgås oftest som så-

kaldte “tiltrædelsesoverenskomster”. Med en tiltrædelsesoverenskomst

forpligter

arbejdsgiveren sig til at følge den til hver tid gældende overenskomst inden for det

relevante faglige område.

De danske regler for, hvornår der kan tages kollektive kampskridt er ganske libe-

rale i forhold til andre EU-lande. Fx er der ikke et absolut krav om, at det pågæl-

dende forbund har medlemmer beskæftiget på virksomheden. Det er tilstrækkeligt,

at forbundet har en overenskomst på området. Der er også forholdsvis vide rammer

for at iværksætte sympatikonflikter. Dette medfører, at konfliktretten er et effektivt

middel til at indgå overenskomster og et incitament til at melde sig ind i en arbejds-

giverorganisation.

Et meget vigtigt element i den danske model er fredspligten, der betyder, at når der

er indgået en kollektiv overenskomst, kan der ikke lovligt finde arbejdsstandsnin-

ger sted, så længe overenskomsten løber. Denne fredspligt er én af årsagerne til, at

det danske arbejdsmarkedet er meget fredeligt med få arbejdskonflikter. En del af

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

den danske arbejdsmarkedsmodel er konfliktløsningssystemet. Der skelnes mellem

interessekonflikter og retskonflikter.

Interessekonflikter er konflikter, hvor arbejdet ikke er overenskomstdækket, men

hvor en fagforening forsøger at opnå overenskomst. Interessekonflikter mægles af

Statens Forligsinstitution, som er reguleret i lov om mægling i arbejdsstridigheder,

mens spørgsmål om hvorvidt kollektive kampskridt er lovlige, behandles af Ar-

bejdsretten.

Retskonflikter er konflikter, hvor der foreligger en overenskomst, men hvor der en-

ten er overenskomstbrud eller uenighed om fortolkningen af en overenskomst mel-

lem overenskomstens parter. Disse forhold reguleres efter lov om Arbejdsretten og

faglige voldgiftsretter. Arbejdsretten behandler bl.a. sager om overtrædelse af kol-

lektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold, mens faglige voldgiftsretter be-

handler sager om fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster og sager

om overenskomstbrud, hvis parterne er enige om, at de skal behandles ved faglig

voldgift.

Det følger af den danske retsplejelov, at fagforeninger kan optræde som mandatarer

for deres medlemmer i sager vedrørende medlemmernes ansættelses- og arbejdsvil-

kår m.m. Det følger endvidere af almindelige forenings- og arbejdsretlige princip-

per, at en fagforening i kraft af lønmodtagerens medlemsskab er beføjet til at

handle på lønmodtagerens vegne. Arbejdsgiverorganisationer kan på lignende vis

repræsentere virksomheder.

Når en arbejdsgiver indgår en overenskomst med en fagforening, er det som nævnt

et generelt princip, at overenskomsten finder anvendelse i forhold til alle ansatte på

en arbejdsplads, som udfører arbejde inden for det faglige område

–

uanset om den

ansatte er medlem af den fagforening, som har indgået overenskomsten.

Det er aftaleparterne, der skal sikre overenskomsters overholdelse. Det er således

aftaleparterne, som har rettigheder og pligter i henhold til overenskomsterne. Det

sikrer stabilitet, tillid og effektivitet.

Det betyder også, at det er aftaleparterne, som har retten til at føre sager for Ar-

bejdsretten eller faglige voldgiftsretter, hvor der ikke er enighed om overholdelse

af overenskomsten. Det er organisationerne, der har indgået de pågældende over-

enskomster, og fagforeningen har påtaleretten, fordi sagen handler om brud på den

aftale, som fagforeningen har indgået.

Hvis en organisation ikke agter at forfølge en sag om brud på overenskomsten, kan

den organiserede eller uorganiserede lønmodtager selv anlægge en sag ved de al-

mindelige domstole om overtrædelse af den individuelle ansættelseskontrakt, som

overenskomsten er en integreret del af. Men lønmodtageren kan som individ kun i

særlige tilfælde anlægge en sag ved Arbejdsretten eller ved en faglig voldgiftsret,

hvor sagen indebærer overenskomstfortolkning.

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter kan idømme en bod og efterbetaling af

løn mv. for brud på overenskomsten. Efter lov om Arbejdsretten og faglige vold-

giftsretter kan domme og forlig indgået for Arbejdsretten eller faglige voldgifter

fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse.

Efter aftalelovens § 36 kan en individuel aftale ændres eller tilsidesættes helt eller

delvis, hvis den vil være urimelig eller i strid med redelig handlemåde at gøre gæl-

dende. Da det beror på en meget konkret vurdering, og da retspraksis er sparsom,

kan der ikke siges noget generelt om, hvad der er en urimelig løn.

For så vidt angår statistiske oplysninger om løn, er Danmark Statistik ansvarlig for

dataindsamling i Danmark. Danmarks Statistik offentliggør årligt oplysninger om

lønmodtagernes lønninger fordelt efter uddannelse, arbejdsfunktion, område, bran-

che og alder for hele arbejdsmarkedet. Statistikken omfatter lønmodtagere ansat på

normale vilkår i den offentlige sektor og i virksomheder/organisationer med mindst

10 fuldtidsbeskæftigede, dog ikke virksomheder i landbrug og fiskeri.

Danmarks Statistik behandler også data fra SKAT’s indkomstregister, som indehol-

der oplysninger for alle lønmodtagere der arbejder i danske virksomheder, herun-

der også personer der bor i udlandet.

Danmarks Statistik registrerer ikke oplysninger om overenskomster mellem ar-

bejdsgivere og faglige organisationer.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Det fremgår af forslaget, at medlemsstaterne kan overlade implementeringen af di-

rektivet til arbejdsmarkedets parter, hvis de i fællesskab anmoder herom. I overens-

stemmelse med TEUF artikel 153, stk. 3, skal staten dog være i stand til at sikre de

resultater, der er foreskrevet i det pågældende direktiv. Det vil sige, at staten om

nødvendigt skal lovgive, hvis direktivet giver rettigheder til lønmodtagere, som de

ikke har i medfør af overenskomster. Det afhænger således særligt af, at det gøres

helt klart, at artikel 11 om håndhævelse ikke giver lønmodtagere en individuel på-

taleret til at håndhæve en overenskomst ud over den mulighed, der i dag eksisterer

efter Arbejdsretsloven. Det kan ikke udelukkes, at det vil være nødvendigt med

lovgrundlag for tilvejebringelse af data i henhold til artikel 10.

Det fremgår af direktivforslaget, at såfremt overenskomstdækningen på arbejds-

markedet kommer under 70 procent af arbejdstagerne, skal medlemsstater sørge for

en ramme for grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, en-

ten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem, og

udarbejde en handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger.

Danmark har dog allerede en række ”grundforudsætninger” i form af hovedaftaler

på arbejdsmarkedet, Arbejdsretsloven, Forligsmandsloven, mm.

Konsekvenser for arbejdsmarkedet

På det foreliggende grundlag vurderes forslaget potentielt at kunne få konsekvenser

for den danske arbejdsmarkedsmodel på trods af forsikringer fra Kommissionen

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

om det modsatte. Rækkevidden er fortsat uklar og vil afhænge af direktivets ende-

lige udformning.

Økonomiske konsekvenser og konsekvenser for erhvervslivet

Med henvisning til ovenstående er det ikke muligt på det foreliggende grundlag at

vurdere de økonomiske konsekvenser.

I forslaget lægges der op til, at medlemsstaterne skal fremlægge statistik og oplys-

ninger om mindstelønninger opgjort efter køn, alder, handicap, virksomhedens

størrelse og sektor. Det skal afdækkes, hvor stor en administrativ byrde dette krav

vil udgøre for erhvervslivet.

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet

En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at have andre væsentlige konsekvenser og

ventes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.

8. Høring

Kommissionens direktivforslag er sendt til høring hos EU-Specialudvalget for Ar-

bejdsmarkedet og Sociale Forhold. Der er modtaget høringssvar fra Fagbevægel-

sens Hovedorganisation (FH), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), KL, Danske Re-

gioner, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST) (som arbejdsgiver), Aka-

demikerne, Ledernes Hovedorganisation (Lederne), Finanssektorens Arbejdsgiver-

forening (FA) samt ITD

–

Brancheorganisation for den danske vejgodstransport,

ITD Arbejdsgiver (samlet herefter ITD).

Høringssvar fra medlemmerne af EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og So-

ciale Forhold er opsummeret nedenfor.

Hjemmel

FH vurderer generelt, at direktivforslaget er stærkt problematisk og kan få alvorlige

konsekvenser for den danske arbejdsmarkedsmodel. FH vurderer ikke, at der er

hjemmel til at fremsætte forslag om løn, men at TEUF art. 153, stk. 5, undtager løn

fra regulering. FH anser det for at være yderst problematisk, at Kommissionen ikke

respekterer undtagelsen i traktaten og er bekymret for, at lovgivning på dette om-

råde vil blive starten på en glidebane, og at EU vil kunne lovgive om andre elemen-

ter i artikel 153, stk. 5. FH bemærker, at ændringer i teksten i direktivforslaget ikke

vil ændre på problemstilingen i forhold til hjemmel, hvorfor det ikke er muligt for

FH at pege på ændringsforslag, der vil gøre direktivforslaget acceptabelt. FH hen-

viser endvidere til Den Sociale Søjle og bemærker, at den blev vedtaget med en ud-

trykkelig forsikring om, at søjlen ikke er juridisk bindende.

DA bemærker med henvisning til Lissabontraktaten, at EU ikke har kompetence til

at beskæftige sig med medlemsstaternes lønforhold, og at lønforhold er et anlig-

gende, som suverænt er forbeholdt medlemsstaterne. DA bemærker, at forslaget er

konstrueret på en kunstig måde, hvor mindsteløn skal reguleres indirekte gennem

EU-fastsatte kriterier, krav om indrapportering af lønstatistik og krav om hand-

lingsplaner m.v. DA anfører, at Kommissionens forsøg på at omgå den manglende

hjemmel i traktaten har resulteret i et usammenhængende og uklart forslag, der

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

tvinger medlemsstaterne til at lovgive om lønforhold og efterlader en meget stor ri-

siko for, at det fremover bliver EU-Domstolen, der afgør, om kollektive overens-

komster i Danmark lever op til EU-fastsatte standarder.

KL er af den opfattelse, at Kommissionen med henvisning til TEUF artikel 153,

stk. 1, litra b, og stk. 2, fortsat ikke i tilstrækkelig grad har redegjort for direktivets

juridiske grundlag, dels fordi der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt der er tale om

”arbejdsvilkår”, og dels fordi det gennem et direktiv ikke kan garanteres, at EU-

Domstolen ikke senere vil fortolke på, hvad rammebetingelserne for en passende

mindsteløn er og herved påvirke løndannelsen. KL er således meget bekymret for,

at det vil føre til en glidebane i forhold til, hvor langt EU kan gå i forhold til

spørgsmålet om løndannelse i Danmark.

Danske Regioner bemærker, at det er uklart, hvorvidt Kommissionen har hjemmel

til at indføre det foreslåede direktiv om mindsteløn og er bekymret for, at initiativet

om mindsteløn kun er det første i en række af initiativer, hvor rækkeviden for EU-

direktiver om arbejdsmarkedsforhold udvides til områder, der er væsentlige i for-

hold til den danske model, og som håndteres af arbejdsmarkedets parter. Danske

Regioner finder,

at der er tale om en glidebane i forhold til EU’s kompetence,

og at

forslaget bør afvises.

Akademikerne bemærker, at direktivet ikke respekterer TEUF artikel 153, stk. 5,

ligesom Akademikerne ikke finder, at direktivforslaget ligger inden for rammerne

af de beføjelser, der er overladt til EU i den danske tiltrædelseslov.

Lederne finder ikke, at Kommissionen har lovhjemmel til direktivforslaget og er af

den overbevisning, at forslaget vil være så ødelæggende for den danske model, at

det ikke fremtidigt vil være muligt at opretholde modellen i sin eksisterende form.

Lederne er af den opfattelse, at direktivet, som er meget vidtrækkende, ud fra et le-

galitetshensyn bør hvile på et klart - og uomtvisteligt - juridisk grundlag, hvilket

Lederne ikke anser, at det nuværende grundlag lever op til.

FA stiller tillige spørgsmålstegn ved hjemmelsgrundlaget, idet FA angiver, at

Kommissionens forslag rejser bekymring for, i hvilket omfang EU-lovgivning om

løn er i overensstemmelse med TEUF artikel 153, der overlader regulering af løn til

arbejdsmarkedets parter.

MEDST vurderer ikke, at der er hjemmel i TEUF artikel 153, stk. 5 til et direktiv,

der vedrører lønforhold og angiver, at det medfører en risiko for at skabe præce-

dens for yderligere regulering af denne bestemmelses undtagelser, herunder organi-

sationsret og retten til kollektive kampskridt.

ITD bemærker, at Kommissionens forslag balancerer ønsket om forbedring af ar-

bejdsvilkår over for Kommissionens manglende kompetence til direkte at påvirke

lønniveauer i medlemsstaterne ved at sikre, at medlemsstaterne bliver forpligtet,

samtidig med at forslaget fremlægges med stor respekt for de forskellige landes ar-

bejdsmarkedsmodeller.

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

Direktivets formål

FH, DA, KL og Akademikerne bakker op om formålet med Kommissionens initiativ.

FH, DA og KL bemærker, at forslaget ikke er proportionelt eller løser de problemer,

det sigter på at løse. FH foreslår, at man ser på andre veje til at nå målet om at sikre

adgang til rimelige mindstelønninger og fremme af kollektive aftaler og øget over-

enskomstdækning.

KL og FA ser helst, at problemstillingerne bliver håndteret gennem det europæiske

semester, hvor Kommissionen kan give landespecifikke anbefalinger. Her vil med-

lemsstaterne kunne bruge den åbne koordinations metode til at fremme passende

lønniveauer, ud fra forholdene i de enkelte medlemsstater, og på en mindre indgri-

bende måde end den, Kommissionen anvender.

ITD bakker op om initiativer, der kan være med til at forbedre arbejdsvilkår for

chauffører og personale ansat i transportsektoren, og som samtidig bekæmper so-

cial dumping. ITD finder det positivt, at Kommissionen med sit forslag ønsker at

fremme opbygningen og styrkelsen af arbejdsmarkedets parters evne til at indgå i

kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse på sektorplan eller tvær-

fagligt plan med henblik på at øge den kollektive overenskomstdækning.

Direktivets indhold

KL anerkender, at Kommissionen i artikel 1, stk. 3, har forsøgt at undtage medlems-

stater, hvis lønfastsættelse alene sker gennem kollektive overenskomster. Indhold og

rækkevidde vil dog i sidste ende være op til EU-Domstolen at afgøre, hvorfor KL

ikke føler sig tilstrækkeligt betrygget i, at direktivet ikke får en konsekvens for den

danske model og løndannelsen på det kommunale arbejdsmarked. FH bemærker i

forhold til samme bestemmelse, at indholdet ikke betyder, at Danmark er undtaget

fra at leve op til bestemmelserne i direktivet, men at Danmark

–

med henvisning til,

at direktivet skal sikre

”arbejdstageres adgang til beskyttelse af mindstelønninger i

form af lønninger fastsat ved kollektive overenskomster eller i form af en lovbestemt

mindsteløn, hvor en sådan findes”

–

ikke kan leve om til krav om, at alle arbejdsta-

gere er sikret en mindsteløn. FH bemærker, at en vedtagelse af direktivet, kan føre

til, at Danmark må indføre lovgivning for at leve op til formålet med direktivet. DA

bemærker, at bestemmelsen efterlader stor usikkerhed i forhold til lønmodtagere, der

hverken er dækket af en kollektiv overenskomst eller lovbestemt mindsteløn, og at

der er en betydelig risiko for, at Danmark kan blive nødt til at regulere disse lønmod-

tageres lønvilkår gennem lovgivning. Akademikerne bemærker ift. artikel 1, stk. 3,

at skulle direktivet blive vedtaget, vil det være helt centralt, at det til stadighed sikres,

at der ikke består nogen pligt til at lovgive om mindstelønninger i medlemsstater,

hvor lønfastsættelsen sikres ved kollektive overenskomster, heller ikke ved eventu-

elle efterfølgende ændringer af direktivet. FA

bemærker med præambel 4’s henvis-

ning til den sociale søjle, at der åbnes op

for ”dynamisk fortolkning” af direktivet

fra

EU-Domstolens side, og dermed risikerer denne betragtning at underminere undta-

gelsen i artikel 1, stk. 3, og dermed at underminere kollektive aftalemodeller som

den danske model.

ITD bemærker, at man er glad for, at forslaget ikke pålægger Danmark at indføre en

mindsteløn, og at der med forslaget indføres en klar skelnen mellem de forskellige

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

landes arbejdsmarkedsmodeller, når det kommer til forpligtelserne, således at der

tages hensyn til medlemsstaternes traditioner og love på deres respektive arbejds-

markeder.

DA bemærker i forhold til artikel 2 om direktivets anvendelsesområde, at det kan

medføre uklarhed, som giver mulighed for, at EU-Domstolen på et senere tidspunkt

vil forholde sig autoritativt til spørgsmålet om, hvem der kan støtte ret på direktivet.

FH, DA og KL, Akademikerne, FA fremhæver alle direktivets artikel 4 (om

fremme af kollektive forhandlinger) og 11 (om ret til genoprejsning og beskyttelse

mod ugunstig behandling) og anfører, at ansvaret for områder i Danmark, der i dag

hører under parternes kompetence, hermed vil overgå til regeringen, og derved fra-

tage arbejdsmarkedets parter deres autonomi. Fx ved at forpligte regeringen til at

lave en offentlig handlingsplan for at fremme kollektive forhandlinger. Selvom det

er nævnt i forslaget, at rammen om de kollektive forhandlinger kan ske efter aftale

med parterne, er direktivet rettet mod medlemsstaterne, og det vil betyde, at det bli-

ver regeringen, der har ansvaret for overenskomstdækningen i Danmark. DA un-

derstreger, at pligten til at sikre regler for konfliktløsning m.v. i artikel 11 ikke er

betinget af, at overenskomstdækningen falder til under 70 procent. DA fremhæver,

at lovregulering om adgangen til at få behandlet sager om mindsteløn i kollektive

overenskomster vil bryde med den arbejdsdeling, der er i Danmark mellem arbejds-

markedets parter og det politiske system, hvor denne type regler er fastsat ved af-

tale og ikke ved lovgivning. KL er bekymret for, hvilke konsekvenser bestemmel-

sen kan få for det fagretlige system i Danmark samt EU-Domstolens potentielle

fortolkning. Bestemmelsen kan ifølge KL medføre store udfordringer i forhold til

de principper, som det fagretlige system bygger på. Såfremt staten bliver pålagt at

sikre en rettighed for alle lønmodtagere, vil det sætte systemet under et stort pres.

FA bemærker, at artikel 11, stk. 2, handler om beskyttelse af tillidsrepræsentanter,

som hører hjemme i de kollektive overenskomster under ingen omstændigheder bør

fastsættes ved lovgivning.

MEDST fremhæver tillige direktivets artikel 4 og bemærker, at der er en risiko for

regulering af den danske aftalemodel.

For så vidt angår grænsen på 70 procent i artikel 4, stk. 2, angiver KL og Akademi-

kerne, at det er uklart, hvordan de 70 procent skal beregnes. Det er ifølge KL afgø-

rende, om 70 procent-overenskomstdækningen inkluderer alle arbejdstagere i Dan-

mark, eller om det skal opgøres på sektorer eller brancher. Formuleringen åbner op

for, at EU-Domstolen kan fortolke dette forhold bredt og til mulig skade for den

danske model.

DA og KL anfører, at formålet med, indholdet og konsekvenserne af artikel 9 om

udbud synes uklare.

I forhold til direktivets artikel 10 om monitorering og dataindsamling stiller KL

spørgsmål ved de data, der skal indhentes, herunder om ansatte der er medlem af en

faglig organisation. DA finder det uklart, hvad formålet er med indrapporterings-

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

pligten, og hvad Kommissionen skal bruge oplysningerne til, når de ikke kan på-

lægge bestemte lønniveauer i medlemsstaterne. Desuden anfører DA, at forslaget

vil pålægge erhvervslivet nye byrder, som henset til det uklare formål er uforholds-

mæssigt store.

ITD finder, at det er et godt og vigtigt element, at Kommissionen ønsker et nær-

mere indblik i lønniveauerne i de forskellige medlemsstater. Det er for ITD en for-

udsætning for et velfungerende indre marked, at der på EU-plan vedtages lovgiv-

ning, som hæver niveauet på de nationale arbejdsmarkeder, da situationen på andre

landes arbejdsmarkeder har stor betydning for danske virksomheder, som opererer

på det samme marked.

FH, DA og KL, FA, Lederne lægger vægt på, at mange uklarheder i direktivet

–

bl.a. om evt. individuelle rettigheder, anvendelsesområdet og definitioner

–

i tvivls-

tilfælde vil efterlade fortolkningsrum til EU-Domstolen. Det anføres, at det ikke

kan garanteres, at EU-Domstolen vil holde sig fra at fortolke på bestemmelser om

forhold, som i Danmark udelukkende bliver håndteret af arbejdsmarkedets parter

gennem kollektive overenskomster og aftaler.

MEDST bemærker tillige, at man ikke er blevet overbevist af Kommissionens for-

søg på at forsikre imod efterfølgende afgørelser fra EU-Domstolen og henviser til,

at EU-Domstolen har en historie for udvidende fortolkninger.

KL og Akademikerne finder det uklart, om direktivet giver en individuel rettighed,

der giver den enkelte lønmodtager mulighed for at føre en sag ved EU-Domstolen

vedrørende en medlemsstats manglende overholdelse af rammerne for en passende

mindsteløn.

Nærhedsprincippet

DA opfordrer Folketinget til grundigt at vurdere, om forslaget fra Kommissionen

iagttager nærhedsprincippet.

Det er DA’s

vurdering, at målet bedst vil kunne løses

nationalt.

ITD er glad for, at forslaget ikke pålægger Danmark at indføre en mindsteløn, og at

der med forslaget indføres en klar skelnen mellem de forskellige landes arbejds-

markedsmodeller, når det kommer til forpligtelserne, således at der tages hensyn til

medlemsstaternes traditioner og love på deres respektive arbejdsmarkeder.

Opfordring til den danske regering

FH opfordrer den danske regering til at arbejde imod EU-lovgivning om løn, da en

manglende respekt for undtagelsen i Traktatens art. 153, stk. 5, vil være begyndel-

sen på en glidebane, der kan skade den danske arbejdsmarkedsmodel.

KL forventer, at Rådets Juridiske Tjenestes gennemgang af det juridiske grundlag

vil vise, at EU ikke har det fornødne juridiske grundlag til at vedtage direktivet. I

givet fald mener KL, den danske regering bør overveje at trække det gule kort

–

mekanismen for kontrol med anvendelsen af nærhedsprincippet.

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

Med henvisning til manglende hjemmelsgrundlag og uden klare undtagelser opfor-

drer Lederne regeringen til at forhindre, at direktivforslaget vedtages.

MEDST henstiller til, at Beskæftigelsesministeriet indtager en kritisk position over

for Kommissionens nyeste version af et initiativ om fair minimumsløn, både ift.

indholdet af direktivforslaget men også hvorvidt der er hjemmel til at vedtage di-

rektivet.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemsstaternes holdninger til det fremsatte forslag kendes endnu ikke, da de fle-

ste lande fortsat er i gang med at analysere forslaget.

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen er generelt skeptisk over for, om forslaget kan fremsættes med hjem-

mel i den bestemmelse, Kommissionen har brugt, idet det fremgår af stk. 5 i artikel

153, at bestemmelsen ikke vedrører lønforhold. Kommissionen har i regeringens

optik ikke argumentet tilstrækkeligt for, at der kan fremsættes et forslag om ram-

mer for mindsteløn, når blot forslaget ikke direkte regulerer niveauet for løn. På

den baggrund har man fra dansk side anmodet om en udtalelse fra Rådets Juridiske

Tjeneste vedr. hjemmelsgrundlaget.

Som det fremgår af grund- og nærhedsnotatets afsnit 5, er regeringen desuden del-

vist uenig i Kommissionens vurdering af, at nærhedsprincippet er overholdt.

Regeringen er enig i, at lønmodtagere i EU skal tjene en løn, de kan leve for, når de

arbejder fuld tid. Regeringen anerkender, at andre EU-lande kan opleve udfordrin-

ger med netop dét

–

og at de lande skal have redskaber der kan hjælpe dem med at

fremme lønmodtagerforhold.

Det er nødvendigt, at forslaget tager højde for og fremmer velfungerende løndan-

nelse, ikke mindst arbejdsmarkedets parters rolle i en afbalanceret løndannelse. For

arbejdsmarkedets funktion, både nationalt og på EU-plan, såvel som for det indre

marked, er det vigtigt, at beslutninger træffes af de interessenter, der er mest berørt

og kender området. Dette skaber den nødvendige balance mellem fleksibilitet og

arbejdstagernes beskyttelse. I et land som Danmark, er det arbejdsmarkedets parter,

der har den rolle, og det er der en lang og stærk tradition for.

Regeringen er derfor imod enhver regulering, der kan underminere den danske ar-

bejdsmarkedsmodel

–

direkte eller indirekte.

Direktivet har til formål at fastsætte en ramme til fastsættelse af passende mindste-

lønninger og til arbejdstageres adgang til beskyttelse af mindstelønninger i form af

lønninger fastsat ved kollektive overenskomster samt at fremme social dialog i den

Europæiske Union.

Regeringen vil være imod bestemmelser, der på sigt kan give individuelle rettighe-

der for arbejdstagere, og vil derfor særligt arbejde for, at det gøres helt klart, at arti-

kel 11 om håndhævelse ikke kan give grundlag for at en arbejdstager, der ikke er

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 59: Oversendelse af grund- og nærhedsnotat om Kommissionens forslag til direktiv om passende mindstelønninger i EU, fra beskæftigelsesministeren

omfattet af en kollektiv overenskomst og derfor påstår ikke at have ret til en pas-

sende aflønning, kan udlede en ret til overenskomstmæssig løn.

Dette er der grund til for bl.a. at undgå konsekvenser, som det kendes fra domsto-

lens praksis vedr. direktiv 2003/88 / EF (arbejdstidsdirektivet). Dette direktivs an-

vendelsesområde er blevet udbredt som følge af domstolens praksis, hvilket har

haft konsekvenser for arbejdsmarkedet i Danmark, for lovgivning såvel som for

overenskomster. Det er meget vigtigt, at et direktiv om tilstrækkelig mindsteløn

ikke skaber tilsvarende problemer på området for løndannelse.

Regeringen støtter en sikring af parternes autonomi og vil derfor være imod for-

slag, der indebærer, at regeringen skal fastsætte rammebetingelser for at sikre en

tilstrækkelig overenskomstdækning på arbejdsmarkedet. Ansvaret for overens-

komstdækning skal alene bero på arbejdsmarkedets parter.

Regeringen finder umiddelbart, at medlemsstater, hvor løn udelukkende fastsættes

ved kollektive overenskomster helt skal undtages fra direktivet. Og særligt også de-

taljerede krav om indberetning af data. Regeringen stiller sig endvidere kritisk over

for behov og formål med så detaljeret en indberetningspligt i forhold til formålet

med direktivet.

Regeringen finder, at systemer, hvor lønninger udelukkende fastsættes gennem kol-

lektive forhandlinger, skal respekteres fuldt ud gennem hele direktivet, også i for-

hold til gennemførelsen, hvor det skal være muligt at overlade hele implementerin-

gen til arbejdsmarkedets parter og dermed sikre parternes autonomi.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.