BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 376: Henvendelse af 6/8-21 fra Lisbeth Riisager Henriksen, Århus N om oplæg til lempelser af reformen af førtidspension og fleksjob, så reformen kommer til at leve op til Handicapkonventionen

Beskæftigelsesudvalget 2020-21
BEU Alm.del Bilag 376
Offentligt

Til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen

[email protected]

Socialminister Astrid Krag

[email protected]

beskæftigelsesordførerne: Henrik Møller (S), Samira Nawa (R), Karsten Hønge (SF), Victoria

Velásquez (EL), Torsten Gejl (ALT), Hans Andersen (V), Mads Andersen (KF), Alex Vanopslagh (LA),

Lars Boje Mathiesen (NB) samt folketingsmedlemmer uden for gruppe

og Folketingets Beskæftigelsesudvalg

Aarhus, den 6. august 2021

Mennesker med handicap presses fortsat på retten til et værdigt liv

Mette Frederiksens ni år gamle lovgivning om førtidspension og fleksjob og kommuners

forvaltning af den diskriminerer mennesker med handicap og lever overhovedet ikke op til

Handicapkonventionen. Det er på høje tid at lempe loven og forbedre retssikkerheden, så

mennesker med handicap får respekt for deres menneskelige værdighed, sådan som

konventionen berettiger dem til.

Mennesker med handicap oplever at blive trådt under fode og presset på retten til et værdigt liv.

Det har alle dage været svært for mennesker med handicap at få deres grundlæggende

rettigheder overholdt, men i økonomisk trængte tider er det særligt slemt.

Daværende beskæftigelsesminister, nuværende statsminister Mette Frederiksens (S), reform af

fleksjob og førtidspension fra 19. december 2012, er en af de konkrete politiske beslutninger, som

skulle komme til at øge presset voldsomt på mennesker med handicap og deres ret til et værdigt

liv. Det skrev jeg første gang, sammen med flere andre, om i 2012 i et

høringssvar fra

Facebookgruppen STOP Fleksjobreformen

til lovforslaget om reformen og i en artikel i Kritisk

Debat medio december 2012. Senere pegede jeg igen på det i oktober 2016 i et

brev til

daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen

(V) og forligskredsens daværende

beskæftigelsesordførere.

Beskæftigelsesministrene siden Mette Frederiksen har forhalet sådanne forhandlinger eller er

nøjedes med at forhandle kosmetiske ændringer eller præciseringer. Troels Lund Poulsen (V)

gennemførte således i 2018 en lillebitte præcisering af, at ressourceforløbet skulle være

”realistisk” –

den beskrev jeg i et

debatindlæg i Altinget i februar 2018

og et

andet indlæg samme

sted i juni 2018.

Den nuværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) indgik i

2020 den lille aftale med forligspartierne om forkortelse af ressourceforløb fra en maks. varighed

på fem år til en maks. varighed på tre et halvt år; men han har ikke sat loft over antallet af mulige

BEU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 376: Henvendelse af 6/8-21 fra Lisbeth Riisager Henriksen, Århus N om oplæg til lempelser af reformen af førtidspension og fleksjob, så reformen kommer til at leve op til Handicapkonventionen

ressourceforløb, så resultatet kan blive det samme. Og det er stadig alt for længe i forhold til de

sygemeldtes psykiske trivsel (jævnfør Psykiatrifondens og Sinds jobcenterundersøgelse fra 2019

–

mere om den senere i brevet).

Peter Hummelgaard Thomsen har sagt, at han i efteråret 2021 vil evaluere reformen og forhandle

med de øvrige forligskredspartier (Radikale, SF, Venstre, Konservative og LA) om mulige lempelser.

Jeg synes derfor, det nu er passende at genopfriske for Regeringen Mette Frederiksen og for

forligskredspartierne, hvad Handicapkonventionen overordnet siger om retten til et værdigt liv og

andre grundlæggende menneskerettigheder, og hvilket lys den kaster over reformen af fleksjob og

førtidspension og forvaltningen af den. Knap ni år med loven i brug er lang nok tid til at kunne

konkludere noget herom og til at forvente, at Regeringen retter op på diskriminerende forhold.

Først nogle overordnede ord om Handicapkonventionens handicapforståelse, nødvendigheden af

den og dens hovedbudskaber.

Handicapkonventionen

Handicapko

ve tio e defi erer perso er ed ha di ap so ”perso er, der har e la gvarig

fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige

barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet

på lige fod ed a dre”

(artikel 1). Den bygger altså på

”…

en definition af handicap, der dels betegner et individs tab eller

begrænsning af egne muligheder for at deltage i samfundslivet på lige vilkår med andre, dels

beskriver forholdet mellem et individ med funktionsnedsættelser og dets omgivelser,” som

daværende socialrådgiver i Scleroseforeningen Bente Juul Röttig beskrev den i en

kronik i Kristeligt

Dagblad

i 2011.

”FN’s ha di apko ve tio ,” poi terede hu , ”bygger

således på en forståelse,

hvor det at have et handicap ikke længere er den enkeltes problem eller skæbne. I stedet er det

fællesskabets ansvar og opgave at kompensere for et individs funktionsnedsættelse og give det

lige muligheder og

de sa

e rettigheder so alle a dre.”

Baggrunden for konventionen var, at mennesker med handicap og deres rettigheder ikke var

direkte æv t i FN’s Verde serklæri g af 4 o

e eskerettigheder, selvo de aturligvis

også gjaldt dem. Usynlige rettigheder har svært ved at blive hævdet, og derfor blev mennesker

med handicaps menneskerettigheder systematisk krænket. Det medførte et behov for, at

rettighederne blev skrevet ned i en retligt bindende form, så mennesker med handicap ikke skulle

klare sig med at appellere til de gode viljer for at få deres rettigheder overholdt.

Danmark ratificerede

FN’s

handicapkonvention i juli 2009, og den trådte i kraft i august 2009. Den

har to hovedbudskaber:

1. Alle menneskerettigheder gælder også for mennesker med handicap. 2.

Enhver form for diskrimination på grund af handicap er forbudt.

”Diskrimination

på grund af

ha di ap”

defineres her

so ”e hver so dri g, udelukkelse eller egræ s i g på gru d af et

handicap, hvis formål eller virkning er at svække eller ophæve den ligelige anerkendelse, nydelse

eller udøvelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder… ”

(artikel 2).

Konventionen er baseret på otte bærende principper (artikel 3):

værdighed, selvbestemmelse,

ikke-diskrimination, inklusion, respekt for forskellighed, lige muligheder, tilgængelighed, ligestilling

mellem mænd og kvinder

samt

respekt for de udviklingsmuligheder, som ethvert barn med

handicap har.

Disse principper er i overensstemmelse med de fire hovedprincipper i den officielle danske

handicappolitik:

kompensation, ligebehandling, solidaritet

sektoransvarlighed.

De enkelte artikler 6-50 uddyber, hvilke konsekvenser principperne har i forhold til enkelte

konkrete områder som for eksempel bevidstgørelse (artikel 8) og arbejde og beskæftigelse (artikel

27).

Selvom Danmark ikke har inkorporeret konventionen i dansk lov, så er konventionen en gyldig

retskilde. Alle offentlige myndigheder skal overholde konventionen i alt, hvad de gør, og

konventionen skal iagttages ved ny lovgivning.

Man forpligtede sig med konventionen (artikel 4) blandt andet til at rådføre sig med og aktivt

involvere personer med handicap i forbindelse med udvikling og gennemførelse af lovgivning,

politikker og beslutningsprocesser, og man forpligtede sig til at anvende de maksimale ressourcer,

der er til rådighed i samfundet, for at virkeliggøre rettighederne i konventionen.

Staten har en særlig forpligtelse til at beskytte udsatte grupper i økonomiske krisetider, fordi

udsatte grupper er i risiko for at blive ramt hårdere af en økonomisk krise. Derfor er staten

forpligtet på, inden den gennemfører lovændringer og andre beslutninger og forandringer med

konsekvenser for mennesker med handicap, at foretage en helhedsvurdering af, hvordan disse

e esker vil være stillet efter e såda ge e førelse. Det har CESCR FN’s ko ité for

Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder), som overvåger implementeringen af disse

rettigheder, påpeget.

Og vigtigst af alt: Staten er forpligtet til at ændre eller afskaffe lovgivning, der indebærer

diskrimination af mennesker med handicap.

Konventionen forpligter staten til at skabe inkluderende arbejdsmarked

For så vidt angår konventionens artikel 27 om arbejde og beskæftigelse, siger den, at staten

anerkender retten for personer med handicap til at arbejde på lige fod med andre, hvilket

omfatter retten til at kunne tjene til livets ophold ved beskæftigelse, som de selv frit vælger.

Staten er forpligtet til at sikre og fremme virkeliggørelsen af retten til arbejde og er pålagt at sikre

denne ret til at arbejde på lige fod med andre.

Bla dt a det skal state ”for yde diskri i atio på gru d af ha di ap i alle forhold vedrøre de

alle former for beskæftigelse, herunder betingelser for rekruttering, ansættelse og beskæftigelse,

fortsat eskæftigelse, karriere uligheder og sikre og su de ar ejdsforhold” artikel , a ,

” eskytte rette for perso er ed ha di ap til retfærdige og gu stige ar ejdsvilkår på lige

fod

ed a dre, heru der lige uligheder og sa

e vederlag for ar ejde af sa

e værdi” artikel ,

, ”sikre, at perso er ed ha di ap ka udøve deres ar ejdstager-

og fagforeningsrettigheder

på lige fod ed a dre” artikel ,

,”fre

e eskæftigelsesmuligheder

og karrieremuligheder

for personer med handicap på arbejdsmarkedet samt bistand til at finde, få, fastholde og vende

til age til eskæftigelse” artikel , e og ”fre

e uligheder e for selvstæ dig virkso hed,

iværksætteri, udvikling af

kooperativer sa t eta leri g af ege virkso hed” artikel , f .

Daværende specialkonsulent Dennis Toft Sørensen fra

Institut for Menneskerettigheder

forklarede

det således i 2012:

”FN’s ha di apko ve tio e forpligter de ratifi ere de stater til at fre

e lige uligheder,

inklusion, tilgængelighed til og effektiv deltagelse i alle dele af samfundslivet for personer med

handicap. Det følger således af konventionen generelt, og af artikel 27 specifikt, at der er pligt til at

skabe et inkluderende arbejdsmarked. Dette skal derfor være hovedformålet med en

arbejdsmarkedspolitik, som sigter på at fremme beskæftigelsen for personer med handicap. Et

inkluderende arbejdsmarked er et arbejdsmarked, hvor den generelle lovgivning og regulering af

arbejdsmarkedet sikrer lige muligheder for personer, som har en nedsat arbejdsevne på grund af

handicap. Personer med handicap skal således sikres retfærdige og gunstige arbejdsvilkår på lige

fod med andre, og som giver lige muligheder for at opnå beskæftigelse og forblive på det ordinære

arbejdsmarked. Endvidere skal personer med handicap sikres samme vederlag for arbejde af

e værdi.”

Respekt for menneskelig værdighed kræver identifikation

De billeder, som blandt andet politikere og medier skaber og formidler af mennesker med

handicap i et samfund, er med til at bestemme, om borgerne og myndighedernes repræsentanter

kan identificere sig med dem.

For at skabe identifikation og forståelse af lighed med den anden

frem for distancering

indeholder konventionen derfor artikel 8, som pålægger den enkelte

deltagerstat en direkte forpligtelse til positiv bevidstgørelse af mennesker med handicap, det vil

sige til at gøre befolkningen positivt sindet i holdningen til personer med handicap, herunder at

skabe respekt for deres værdighed og bekæmpe stereotyper, fordomme og skadelig praksis.

Daværende formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU) og tidligere

landsdommer, nu afdøde, Holger Kallehauge var med i forhandlingerne i FN om

Handicapkonventionen og som sådan med til at bane vej for ratificering af den i Danmark. Han

forklarede i

sit kapitel ”Respekt for de

e eskelige værdighed” i i red. oga tologi

Et liv i

andres hænder

(Unitas Forlag 2014), hvad der etisk set ligger i dette grundbegreb, og hvordan man

kan nå frem til en sådan respekt.

Respekt for menneskelig værdighed betyder, skrev Kallehauge, at man betragter og behandler den

anden

som et menneske

–

og helst som et ligeværdigt menneske. Den respekt har de bedste

vækstbetingelser i en ligeværdig relation. Det er derfor vigtigt at øve sig i identifikation med

medmennesket/ borgeren, at lære at se ligheder med den anden:

”Det

drejer sig om altid at prøve at sætte sig i den andens sted

og ikke at gøre mod andre, hvad du

ikke ø sker, at oge skal gøre od dig selv. … Hvis are e vis ide tifikatio lykkes, så vokser

empatien straks en hel del og dermed tillige den naturlige medfølelse med andre.

Det, der er farligst af alt, er, at man distancerer sig fuldstændigt fra et medmenneske,

kun ser

noget, man misbilliger, afskyer eller foragter; en misbruger, en kriminel, en afviger eller et

misfoster. Det er sådan, grundlaget for al diskrimination, misbrug og nedværdigende behandling

opstår. Man ser ingen menneskelig lighed eller i hvert fald ikke nok til at opleve medfølelse og gør

alt det, der er forkert, uden at få dårlig samvittighed. Det er derfor, alle de groveste

menneskerettighedskrænkelser som deportation, forfølgelse og tortur indledes med propaganda

og ha dli ger, so diskri i erer de udvalgte ofre.”

Nu et par overordnede ord om reformen af førtidspension og fleksjob.

Reformen af førtidspension og fleksjob

Reformen har betydet, at arbejdstagere, som er blevet eller bliver ansat i et nyt fleksjob under

reformordningen, ikke længere aflønnes som fuldtidsarbejdstagere, som det skete under den

tidligere fleksjobordning.

I stedet er de blevet både arbejdstagere og permanente sociale klienter. Som arbejdstagere får de

lø fra ar ejdsgiver for ”det udførte ar ejde”, og so klie ter får de et direkte lø tilskud fra

kommunen kaldet fleksløntilskud.

For så vidt angår lønnen, som nu kun udgør en del af det samlede beløb, skrev forligspartierne

fleksjobbernes lovformelige krav på faglig hjælp fra fagbevægelsen i forbindelse med ansættelse

helt ud af fleksjobordningen, herunder retten til overenskomstmæssig løn. Ordningen havde ellers

tidligere haft det faste grundlag, at aflønningen af fleksjobbere skulle følge overenskomsterne på

området. Forringelsen betød, at de enkelte arbejdstagere nu selv skulle forhandle løn- og

ansættelsesforhold og langt hen ad vejen blev prisgivet den enkelte sagsbehandler og arbejdsgiver

i lønfastsættelsen.

I lønmodellen indførte man desuden et nyt begreb på arbejdsmarkedet:

’Arbejdsintensitet’

(effektivitet). Det betyder, at fleksjobberne skal effektivitetsvurderes forud for en ansættelse, og

at arbejdsgivere har mulighed for at afvige fra overenskomsterne med udgangspunkt i personens

grad af handicap. Formålet med vurderingen er at lønsætte fleksjobberen, så arbejdsgiveren kun

betaler for det udførte arbejde uden hensyntagen til fleksjobberens tidsforbrug. Det vil sige, at en

fleksjobber med for eksempel en skønnet intensitet på 50 procent vil skulle opholde sig på

arbejdspladsen i 20 timer for at udføre og få løn for 10 timers arbejde. Kommunen blev pålagt at

varetage denne opgave.

Arbejdsgivernes mulighed for at effektivitetsvurdere arbejdstageren i fleksjob kom i stand ved, at

CO-industri og Dansk Industri i efteråret 2012 indgik et protokollat lige inden høringen af

lovforslagets anden høringsdel om lønvilkårene. Læs meget mere herom i min

kronik i Altinget

februar 2019.

For så vidt angår tilskuddet, så består det af maks. 98 procent af dagpengesatsen, hvori der sker

modregning med en vis procentdel af den arbejdsgiverbetalte løn.

Reformen afskaffede endvidere fastholdelsesfleksjobbet

–

dét fleksjob, der kunne etableres på

den arbejdsplads, hvor en arbejdstager allerede havde arbejdet, inden han/hun fik varige

funktionsnedsættelser

–

som ellers før reformen havde stået for ca. halvdelen af fleksjobbene.

Denne forringelse har betydet, at flere fleksjobvisiterede end tidligere er endt langvarigt på

ledighedsydelse eller kontanthjælp. Endvidere har den betydet en meget svær indgang til

overhovedet at blive godkendt til fleksjob eller forlænget i et ditto. Den opererer med midlertidige

fleksjob frem til borgerens fyldte 40-årsalder og medfører således en voldsom uvished for både

arbejdstager og arbejdsgiver.

Reformen forringede også vilkårene for selvstændige fleksjobbere voldsomt, så det i praksis blev

næsten umuligt for mennesker med nedsat arbejdsevne at etablere sig som selvstændige under

reformordningen.

Læs mere derom her.

Mette Frederiksen og forligskredsen indførte endvidere med reformen det såkaldte

ressour eforlø so e forudsæt i g for tilke delse af førtidspe sio ortset fra i ”å e lyse”

tilfælde. Det lev præse teret so ”e tidlig, helhedsorie teret i dsats”, e var i realitete et

forløb, som borgeren blev idømt, når alt andet allerede var afprøvet vedrørende arbejdsevne uden

held. Det var med andre ord en absurditet. Varigheden per forløb blev besluttet til mellem ét og

fem år, og der blev skrevet i loven, at samme borger kunne gives flere sådanne forløb. Det vil sige,

at borgere med handicap bragtes til at tilbringe mange år i uvished om, hvordan de var stillet,

selvom der ikke var nogen arbejdsevne at udvikle.

Læs mere om ressourceforløbet her.

Endelig betød reformen, at det blev meget svært at få tilkendt førtidspension for personer med

selv varigt meget nedsat arbejdsevne.

Mette Frederiksen styrede de første to reformår direkte,

hvor få nye førtidspensioner kommunerne måtte tilkende,

så staten ville kunne opnå det ønskede

milliardprovenu i besparelser. Denne målstyring betød en meget voldsom opbremsning i antallet

af tilkendelser i de første år, hvor kun omkring halvt så mange personer fik tilkendt førtidspension

som i årene inden reformen.

Først i 2020 er antallet af nytilkendelser af førtidspension nået op over niveauet fra før reformen,

hvilket skal ses som udtryk for, at kommunerne ikke kan strække ressourceforløbene længere og

har været nødt til at afslutte nogle af førtidspensionssagerne.

Det skrev Politiken 12. april.

Reformen af førtidspension og fleksjob set i lyset af Handicapkonventionen

Jeg mener, det er tvivlsomt, om Handicapkonventionen er blevet iagttaget ved udarbejdelsen af

reformen af førtidspension og fleksjob. Det kan ses på flere niveauer, som jeg vil udfolde i det

følgende.

1. Regeringen solgte reformen ved negativ propaganda

Som allerede nævnt, forpligter konventionen, jævnfør artikel 8, staterne til at øge bevidstheden i

hele samfundet om personer med handicap og at skabe respekt for de rettigheder og den

værdighed, der tilkommer dem.

Men det har daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og daværende socialminister

Karen Hækkerup (S) ikke levet op til. Tværtimod fremlagde de selektive informationer om

målgruppen og den tidligere fleksjobordning, som miskrediterede de daværende fleksjobbere og

ordningen over for den brede befolkning, så det appellerede til misundelse og forargelse (jeg har

beskrevet dette i

Altinget 2. februar 2017).

Pressen satte heller ikke grundlæggende spørgsmålstegn ved reformens drastiske forringelser af

fleksjobbernes lønvilkår eller af det nedværdigende billede, som især Mette Frederiksen fremkom

med om mennesker med nedsat arbejdsevne.

For eksempel satte pressen ikke spørgsmålstegn ved Mette Frederiksens nedværdigende udsagn i

Avisen 14. december 2012

om, at

a satte i fleksjo er ”sikret e ri elig i dtægt, da de so

mini

u er sikret e i dtægt på irka

kro er” årligt før skat.

På det almindelige arbejdsmarked hersker der forventninger om, at lønniveauer relaterer sig til

uddannelse, erfaring, ansvar og kvalifikationer, således at lønnen følger graden af disse

–

alt

sammen honoreret efter overenskomsterne. Fleksjobbere kan derfor også have en berettiget

forventning om, at det ikke er beskæftigelsesministerens sag at bedømme, hvilken løn der er

”ri elig”.

Men Mette Frederiksen sendte et kraftigt signal om, at fleksjobbere tidligere havde været

forkælede, og at de nu burde være taknemmelige for, at de overhovedet ville blive kompenseret

lidt (meget mindre end tidligere, så det ikke udjævnede det ulige udgangspunkt for mennesker

med handicap).

”Fleksjo ere” var å e art for Mette Frederikse are e kategori af e esker,

som per definition var meget lidt værd sammenlignet med alle andre arbejdstagere.

Med reformen erstattede Mette Frederiksen principperne om kompensation, ligebehandling og

solidaritet med

det su jektive egre ”ri elighed” so det ye gru dpri ip, der lev

udgangspunkt for reformpolitikken på fleksjobområdet.

2. Regeringen inddrog ikke råd fra handicapområdets repræsentanter

Selvom konventionen udtrykkeligt siger, at staten skal rådføre sig med repræsentanter for

handicapområdet i lovgivningsprocessen, er dette ikke sket ved reformen af førtidspension og

fleksjob. Den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen pointerede så sent som i

andenbehandlingen af lovforslaget og det efterfølgende samråd den 14. december 2012, at hun

skam

havde

lyttet til handicaporganisationerne, at hun

havde

læst alle høringssvar og at de

havde

gjort stort indtryk på hende.

Alligevel havde hun valgt at sidde den massive kritik og alle de gode råd fra de usædvanligt mange

kritiske høringssvar fuldstændigt overhørig

–

faktisk havde hun stort set ikke rettet et komma.

Det efterlader det indtryk, at reformen var besluttet på forhånd. Kan man overhovedet kalde det

for en demokratisk endsige inkluderende proces?

3. Regeringen gjorde op med tanken om maksimalt ressourcebrug

Reformen gjorde også op med tanken om at bruge de maksimale ressourcer til at nå målet i

konventionen. Dens hovedsigte er det modsatte: milliardbesparelser, som i årene 2013-2014

indeholdt

ulovlig målstyring

fra beskæftigelsesministerens side af, hvor få nye førtidspensioner

kommunerne måtte tilkende i disse år, så staten ville kunne opnå det ønskede provenu i

besparelser.

Jeg har således i en række debatindlæg over årene anklaget Mette Frederiksen for, da hun var

beskæftigelsesminister, med sin reform af førtidspension at have haft til hensigt at hegne et

retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote. Hvis det kan bevises (hvilket jeg med

indsamlinger af måltal har sandsynliggjort, men det er en journalistopgave at bevise det), er det

ikke blot en modsætning til Handicapkonventionens formål, men tillige en meget alvorlig

retsskandale, der tåler sammenligning med Tamilsagen og burde få opmærksomhed som sådan fra

Folketinget og pressen.

4. Regeringen havde ingen helhedsvurdering foretaget

Regeringen foretog, mig bekendt, ikke før lovens vedtagelse nogen

helhedsvurdering af, hvordan

målgruppen ville blive stillet efter en sådan gennemførelse. Tværtimod bærer reformen præg af at

være et eksperiment.

5. Regeringen diskriminerede mennesker med handicap i forhold til arbejde og beskæftigelse

Det er min opfattelse, at reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012 ikke har sikret og

fremmet de rettigheder, som Handicapkonventionen opregner i forhold til arbejde og

beskæftigelse, men tværtimod har medvirket til det modsatte.

Den har betydet forskelsbehandling/ diskrimination i alle forhold vedrørende beskæftigelsen af

mennesker med handicap. Den har forringet arbejds- og lønvilkårene i retning af det uretfærdige

og ugunstige, så mennesker under fleksjobordningen er stillet helt ulige i forhold til arbejdstagere

på det ordinære arbejdsmarked. Den har endvidere gjort op med retten til at udøve arbejdstager-

og fagforeningsrettigheder på lige fod med andre. Og den har forringet beskæftigelses- og

karrieremuligheder og mulighederne for selvstændig virksomhed. Det er alt sammen stærkt

kritisabelt!

Holger Kallehauge skrev i

PTU’s høri gssvar fra . septe er

til lovforslaget om reformen,

at dets målsætninger og konsekvenser er modstridende, og at reformen skaber snarere end

fjer er arrierer til ar ejds arkedet for e esker ed fu ktio s edsættelser: ”PTU er for så

vidt meget enig i regeringen og forligspartierne i, at der er et påtrængende behov for at gøre det

danske arbejdsmarked meget mere åbent, inkluderende og tilgængeligt for mennesker med

handicap, end det nu er og at bruge Handicapkonventionens bestemmelser som mål for en sådan

arbejdsmarkedsreform, men det er jo desværre ikke det man har gjort med de lovforslag, man har

se dt i høri g.”

Noget lignede udtrykte han i sit kapitel i

Et liv i andres hænder:

”… regeri ger e Helle Thor i g-

Schmidt [har] valgt at føre en social- og beskæftigelsespolitik, der med blandt andet en markant

reform af fleksjob- og førtidspensionsordningen i 2012 betyder stærkt forringede forhold for

borgere med netop handicap eller kroniske lidelser og deraf relateret varigt nedsat arbejdsevne.

På den måde har staten med regering og folketing ikke vist evne og vilje til at ville gennemføre og

overholde Handicapkonventionen, og det er tvivlsomt, om der er ført en politik, der lever op til

Ha di apko ve tio e s e i g og å d o respekte for de

e eskelige værdighed.”

Institut for Menneskerettigheder

skrev i en henvendelse til Beskæftigelsesministeriet 13.

november 2012,

at ”… Beskæftigelses i isteriet på gru d af lovforslagets å e lyse etyd i g for

personer med handicap burde have taget stilling til forslaget i forhold til handicapkonventionen.

… Hvis

ministeriet havde levet op til denne forpligtelse, ville lovforslaget kunne være blevet

overvejet i den inklusionskontekst som handicapkonventionen kræver, dvs. ud fra et bredere

sigte.”

Og så oplistede instituttet nogle eksempler på punkter i lovforslaget, som gav dem anledning til

kritiske overvejelser

–

listen er ufuldstændig:



”Ifølge

forslaget vil personer med handicap i fleksjob ikke nødvendigvis få løn på lige fod med

andre ansatte på normale vilkår for udført arbejde. I stedet skal Jobcentret foretage en vurdering

af bl.a. arbejdsintensitet/produktionsgrad. Vurderingen skal give arbejdsgiveren og den ansatte et

grundlag for at indgå en aftale om fleksjob, herunder om løn og arbejdstid, der afspejler den

nedsatte arbejdsevne. I den forbindelse kan gives en lavere løn end aftalt i overenskomster m.m.

og som gives til andre ansatte.



Efter forslaget vil der heller ikke i tilskudsdelen blive opretholdt en ligestilling i forhold til ansatte

på normale vilkår. Kommunen skal efter forslaget udbetale et fleksløntilskud direkte til den

ansatte i fleksjobbet. Tilskuddet ydes som et supplement til den løn, den ansatte modtager for sit

arbejde. Tilskuddet følger ikke gældende overenskomster m.m., men kan derimod maksimalt

udgøre et beløb, der svarer til 98 procent af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb. Tilskuddet

bliver reguleret på baggrund af lønindtægten.



Endvidere foreslås det, at den ansattes eget og arbejdsgiverens pensionsbidrag vil medføre

modregning i fleksløntilskuddet.



Desuden følger det af forslaget, at jobcentret skal foretage en ny vurdering, hvis der sker

ændringer i ansættelsesforholdet, f.eks. hvis der skal tages nye skånehensyn. Det kan få betydning

for lønfastsættelsen, og skaber usikkerhed for personer med handicap af progressiv eller

stressfølsom karakter.



”Fastholdelsesfleksjo ” ka ifølge forslaget so hovedregel først oprettes, år de pågælde de

medarbejder, forinden har været ansat mindst ét år i et job under overenskomstens sociale

kapitler eller på særlige vilkår.



I forhold til personer under 40 år kan kommunen ifølge forslaget tilbyde flere på hinanden

følgende ressourceforløb, og hvert forløb kan have en varighed på op til 5 år.”

Reformen bidrager ikke til øget inklusion, men ekskluderer og diskriminerer

Reformen gjorde op med knæsatte handicappolitiske principper om ligebehandling, kompensation

og solidaritet. Fleksjobbere gik fra at være ligeværdige lønmodtagere på arbejdsmarkedet til at

være uligeværdige b-arbejdstagere og klienter i det offentlige system frem til pensionsalderen. Det

bærende princip om at sikre ligebehandling og kompensation blev med reformen ændret fra en

kompensation af manglende arbejdsevne og dermed lønindkomst til en kompensation på

baggrund af

’ar ejdsi te sitet” he holdsvis

en reduceret dagpengesats. Det er i strid med både

Ligebehandlingsloven, Handicapkonventionen og Menneskerettighederne.

Det er således diskriminerende, at mennesker med høje uddannelser eller store faglige

kompetencer og tilsvarende løn risikerer at ende med en reel deltidsansættelse, fordi ordningen

har et indbygget lønloft. Det vil sige, at de ikke får kompensation for de timer, de ikke kan arbejde

på grund af sygdom eller handicap. Man kan altid diskutere, om det er rimeligt, at mennesker med

en lang uddannelse skal have kompensation i det øjeblik, de kommer ud for sygdom eller ulykke.

Men det er stadig forskelsbehandling i forhold til andre fleksjobbere med lavere lønninger.

Hermed fjernede man også for mange mennesker en del af incitamentet til overhovedet at tage en

længere videregående uddannelse eller på anden måde dygtiggøre sig.

Det diffuse

egre ’ar ejdsi te sitet’ produktivitet , so

fleksjobbere som nogen af de eneste på

det danske arbejdsmarked skal måles på, er også et centralt udtryk for diskrimination i loven.

Ligeledes er den manglende afgrænsning af kravene til arbejdsprøvninger af mennesker med

handicap, som går imod Menneskerettighedskonventionens artikel 24, der fastslår, at enhver har

ret til en rimelig afgrænsning mellem arbejdstid og fritid.

For så vidt angår fleksløntilskud, så er det uretfærdigt, at det alene kompenserer med op til 98

procent af dagpengesatsen og ikke på et niveau svarende til lønniveauet på det pågældende

arbejdsområde. Endvidere er det ydmygende og nedværdigende, at den snart 9 år gamle

fleksjobordning stiller fleksjobberen i en dobbeltrolle med status som både lønmodtager og klient

på samme tid. Mette Frederiksen, forligskredsen og Folketinget devaluerede dermed

arbejdstagere med handicap og

’idømte’

dem en varig status som klienter alene på grund af deres

handicap, selvom de yder den størst mulige præstation ud fra de begrænsninger, deres sygdom

eller funktionsnedsættelser sætter.

Hvorfor skal de på den måde sættes i et livslangt afhængigheds- og taknemmelighedsforhold til

systemet, hvor de fratages ligeværdig anerkendelse af deres arbejdsindsats og retten til at træffe

egne uafhængige valg?

Der er stort set heller ikke truffet foranstaltninger i reformen til at fremme beskæftigelsen af

personer med handicap, bortset fra at de i de første reform-år blev tilbudt en særlig bonus til

arbejdsgivere, der ansatte personer i minifleksjob.

Man satsede på, at arbejdsgiverne automatisk ville slå dørene op for fleksjobberne, samtidig med

at man fjernede det økonomiske incitament for arbejdsgiverne til at ansætte fleksjobbere til trods

for, at det ofte er forbundet med mindre fleksibilitet og øget sygefravær at have fleksjobbere

ansat. Reformen bragte derfor ikke mennesker med handicap tættere på arbejdsmarkedet. Og det

efterlader indtrykket af en reform, der ekskluderer fleksjobberne fra det fællesskab, som den selv

påstod at inkludere dem i (Mette Frederiksen italesatte

refor e u der av et ”En

del af

fællesska

et”).

Uværdige ressourceforløb og forhaling af pension

Mette Frederiksen og forligskredsen skabte med indførelsen af ressourceforløb et monster af

uvished, ventetid og absurditet, som de syge i årevis parkeres i uden mulighed for at flytte sig ud

af stedet, før systemet vil være med. Absurditeten kommer af, at forløbene først igangsættes, når

alt andet allerede er afprøvet uden at lykkes, så selv mennesker, som ingen arbejdsevne har i

behold, i lang tid forholdes muligheden for at få førtidspension.

Reformen har været meget skadelig for mange af de sygdomsramte med varigt nedsat eller ingen

arbejdsevne blandt andet på grund af det meget lange tidsperspektiv og absurditeten i forløbet.

Ressourceforløbene betyder for de sygemeldte uvished, meningsløshed, manglende

fremtidsperspektiv og håb, oplevelse af uretfærdighed. De repræsenterer politisk disrespekt for de

sygemeldtes sygdomsrealitet, tid og liv. At bringe nogen i en sådan uvished er sammenligneligt

med tortur, og den syge bliver ofte mere syg af dette. Det fremgik klart af

Psykiatrifonden og Sinds

store sociologiske undersøgelse af sygemeldtes møder med jobcenteret i 2019,

at jo længere tid

ud over et halvt år, de sygemeldte blev holdt i systemet, jo mere syge bliver de som regel. Der var

ligefrem mennesker, der blev så syge, at de overvejer selvmord. Det er meget alvorlige

konklusioner af undersøgelsen.

Endvidere har

ministeren selv medgivet tilbage i 2019,

at der allerede dengang afgik en vis andel af

personerne i ressourceforløb ved døden, inden ressourceforløbet var afsluttet eller senest fem

uger derefter. Antallet af døde var i perioden fra 1. januar 2013 til 30. april 2019 hele 334 borgere

ud af samlet 39.680 borgere. Det svarer til 0,8 procent døde.

Det virker meget uværdigt, at personer, der er så syge, at de dør af det, skal tilbringe deres sidste

måneder og dage i en sådan beskæftigelsesindsats. Professor i socialret ved Aalborg Universitet

John Klausen sagde 28. november 2019 til

Fagbladet 3F,

at det ser ud, som om der er en betydelig

overdødelighed blandt borgere i ressourceforløb i forhold til den øvrige befolkning. Og han

udtalte, at det tyder på, at der har været og fortsat er borgere, som bliver placeret i

ressourceforløb, selvom de lider af meget alvorlige sygdomme, og der ikke er et

udviklingsperspektiv i forhold til deres arbejdsevne.

Ministeren har også i 2019 medgivet,

at der allerede dengang afgik en vis andel af personer ved

døden i løbet af de første seks måneder efter pensionen. I perioden fra 1. januar 2013 til den 30.

november 2018 havde 51.030 borgere fået tilkendt førtidspension, og heraf var 1.950 borgere

afgået ved døden i løbet af de første seks måneder efter tilkendelsen af pensionen. Det svarer til

en høj dødelighed på 3,8 procent.

”Det siger oget om,

hvor syge og udsatte mange af de

mennesker er, selvom de er på ordninger hvor der er fokus på at få dem tilbage på

ar ejds arkedet,” sagde lektor ved I stitut for So iologi og So ialt Ar ejde på Aal org U iversitet

Iben Nørup 27. august 2019 til

A4 Arbejdsliv.

Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet i løbet af dette efterår må vise, hvor mange der siden den tid

er afgået ved døden under ressourceforløb og efter nytilkendt førtidspension

(beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez (EL) har nogle spørgsmål herom på vej til ministeren).

Alle disse forhold har jeg og mange andre beskrevet igen og igen både før og efter reformens

vedtagelse. Det forekommer endeløst, at det virkelig skal være nødvendigt at gentage dem år

efter år efter år. Hvorfor lyttede Mette Frederiksen ikke til kritikken allerede i 2012? Hvorfor

gjorde de efterfølgende beskæftigelsesministre og regeringer det ikke?

Vil regeringen efterleve Handicapkonventionen?

Efter denne gennemgang må jeg sige, at det ikke virker, som om regeringen har nogen politisk vilje

til at sikre, at Danmark efterlever Handicapkonventionen, hverken i forhold til at lempe

lovgivningen om førtidspension og fleksjob fundamentalt eller i forhold til at sikre, at borgerne

møder retssikkerhed i kommunernes forvaltning af den.

Utallige er de høringssvar, henvendelser, samråd, høringer, udvalgsspørgsmål og

beslutningsforslag, hvori handicaprepræsentanter, politikere, pårørende og faglige

repræsentanter gennem årene har forsøgt at gøre skiftende ministre opmærksomme på de

massive, kritiske forhold i reformlovgivningen og den grænsesøgende forvaltning af den. Utallige

er de nyhedsartikler, debatartikler og nyhedsindslag, som har påpeget uretfærdigheder,

absurditeter, diskrimination, uligebehandling, psykisk tortur, sygdomsskabelse og afvikling af

arbejdsevne som konsekvenser af lovgivningen og forvaltningen af den. Og utallige er de

sta dardsvar, ”plader”, so skifte de i istre har leveret hertil. Ua set kritikke og e et var

svaret det samme og medførte ingen handling.

Ganske vist tiltrådte SR-regeringen i 2014 tillægsprotokollen, der giver klageret i FN i forhold til at

påtale forskelsbehandling og diskrimination, når en sag allerede har været behandlet i alle de

nationale klageinstanser, herunder har nået i Højesteret. Og VLAK-regeringen indførte et generelt

forbud imod forskelsbehandling/diskrimination i 2018. Men det er også de eneste fremskridt, jeg

kan få øje på.

I foråret 2021 har Folketinget på initiativ fra De Radikale behandlet et beslutningsforslag om at

inkorporere Handicapkonventionen i dansk lovgivning. Emnet havde før den tid ikke været til

politisk debat, siden SR-regeringen i november 2014 afviste at inkorporere seks FN-konventioner i

dansk lovgivning, herunder Handicapkonventionen, på trods af at flertallet i

Inkorporeringsudvalget havde anbefalet inkorporering.

Men også denne gang valgte regeringen, repræsenteret af socialminister Astrid Krag (S), og

Folketingets flertal ved

førstebehandlingen af beslutningsforslaget 17. maj

og andenbehandlingen

3. juni at afvise inkorporering.

Astrid Krag udtalte på et samråd i Folketingets Socialudvalg 11. februar 2021:

”Jeg

vil til enhver tid

antage, at vi lever op til Handicapkonventionen og lever op til det ansvar.” Med dette indlæg

mener jeg at have vist, at det ikke er tilfældet

–

og specifikt ikke i relation til den behandlede

reformlovgivning og forvaltning heraf. Det er på tide at sætte i gang!

Dét kan regeringen gøre for, at lovgivningen lever op til Handicapkonventionen

For at sikre, at lovgivningen om førtidspension og fleksjob og forvaltningen af den kommer til at

leve op til Handicapkonventionen, bør regeringen gennemføre følgende ni konkrete lempelser:

1. Snitfladerne mellem førtidspension, ressourceforløb, minifleksjob og fleksjob skal tydeliggøres.

Herunder skal kriterierne for tilkendelse af førtidspension lempes og præciseres, og

minifleksjobordningen skal gøres frivillig. Jeg mener, at den tidligere grænse på maks. 12

timers ugentlig arbejdsevne vil være en retfærdig grænse at drage for, hvem der skal tilkendes

ret til førtidspension

2. Ressourceforløb som kategori skal forkastes

Sagsbehandlingen før afklaring til fleksjob eller førtidspension skal tidsbegrænses

til maks. to

år, og afklaringen af arbejdsevne og forsørgelsesgrundlag skal ske med inddragelse og respekt

for lægefaglige vurderinger, så der bliver et positivt samspil mellem behandlingen af borgeren i

sundhedssystemet og i beskæftigelsessystemet. Disse to forhold er også samlet i jurist

Louise

S helde Frederikse s orgerforslag ”Sags eha dli gsgara ti ed atio ale tidsfrister og

tværfaglig kvalitet i sags eha dli ge for syge”,

som i løbet af foråret 2021 fik de nødvendige

mindst 50.000 støtteerklæringer fra befolkningen, der berettiger til, at Folketinget kan

behandle det som beslutningsforslag i løbet af efteråret 2021

4. Rehabiliteringsteamet skal have mere beslutningskompetence

5. Den ydelse, som den sygemeldte skal tilbydes under afklaringsperioden, skal hæves til som

minimum ledighedsydelsens niveau

6. Den kombinerede løn- og ydelsesmodel for fleksjobbere skal tilbagerulles til en ren

lønmodtagermodel, hvor arbejdsgiveren betaler fleksjobber fuld løn, og kommunen giver

arbejdspladsen tilskud. Herunder skal produktivitetsaflønningen for fleksjobbere tilbagerulles,

og pensionsefterslæbet rettes op

7. Fastholdelsesfleksjobbet skal genindføres

8. Midlertidige fleksjobvisitationer skal erstattes med fast visitation én gang for alle

9. Fleksjobordningen for selvstændige skal lempes

Såvel Peter Hummelgaard og Astrid Krag som Mette Frederiksen ville vinde i respekt fra

reformlovgivningens målgrupper ved at rehumanisere lovgivningen og forvaltningen. Det er

derimod kun små mennesker, der som ministre tillader titusindvis af mennesker med handicap at

blive diskrimineret og mishandlet i jobcenterforløb i årevis, selvom de er blevet forelagt tusindvis

af eksempler på uretten og umenneskeligheden.

Med venlig hilsen

Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag. og forfatter

[email protected]