Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Beskæftigelses-
og ligestillingsministeren
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
Orientering om ikrafttræden af reglerne om tillæg til refusion
til arbejdsgivere, der modtager refusion efter sygedagpengelo-
ven (Obligatorisk Pensionsordning)
25. juni 2021
J.nr. 21/07557
Folketinget vedtog i december 2019 en ændring af reglerne om den obligatoriske
pensionsordning, som bemyndiger beskæftigelsesministeren til at fastsætte tids-
punktet for ikrafttræden af reglerne om beregning af bidrag til den obligatoriske
pensionsordning af sygedagpenge og tillæg til refusion til arbejdsgivere, der mod-
tager refusion efter sygedagpengeloven.
Baggrunden for ændringen var en henvendelse fra KL, som ønskede en senere
ikrafttræden, fordi man var ved at indføre et nyt it-system på sygedagpengeområ-
det. Den senere ikrafttræden skulle sikre, at man ikke blev nødt til at implementere
reglerne om beregning af bidrag til den obligatoriske pensionsordning af sygedag-
penge i både et udgående it-system og et nyt it-system.
På tidspunktet for lovændringens vedtagelse i Folketinget var det forventningen, at
det nye it-system på sygedagpengeområdet ville være indført fuldt ud i kommu-
nerne ved udgangen af 2. kvartal 2020.
Jeg har i marts måned underrettet udvalget om, at på grund af problemer med det
nye it-system på sygedagpengeområdet forventer KL, at det først i 3. kvartal 2021
vil være muligt at implementere reglerne om beregning af bidrag til den obligatori-
ske pensionsordning af sygedagpenge til borgere og tillæg til refusion til arbejdsgi-
vere, der udbetaler løn under sygdom.
KL har nu oplyst, at det inden for kort tid vil være muligt at iværksætte beregning
og udbetaling af tillæg til refusionen til arbejdsgivere, der udbetaler løn under syg-
dom. Jeg vil derfor sætte reglerne på det område i kraft med virkning fra den 14.
august 2021. Kommunerne får i den forbindelse pligt til at udbetale tillæg til refu-
sion til arbejdsgivere, der har udbetalt løn under sygdom i perioden fra den 6. ja-
nuar 2020 til og med den 13. august 2021.
Jeg vil underrette udvalget, når reglerne om indbetaling af bidrag til den obligatori-
ske pensionsordning for personer, der modtager sygedagpenge fra kommunen, bli-
ver sat i kraft. Dette forventes at ske i slutningen af 2021.