Beskæftigelsesudvalget 2020-21
BEU Alm.del Bilag 303
Offentligt
2396426_0001.png
Til Beskæftigelsesudvalgets medlemmer
I dag udgiver Institut for Menneskerettigheder publikationen
’Forældre på barsel’,
hvor forældre deler
deres erfaringer og oplevelser med de nuværende barselsregler. Publikationen sætter gennem ni
interviews med forskellige forældre fokus på, hvordan forskellige familieformer påvirkes af barselsreglerne.
Vi giver stemme til fædre, der har haft stor glæde af at holde orlov med deres børn, til iværksætterkvinder,
som kæmper med at holde liv i forretningen under barselsorloven, til LGBTI+-familier, hvor ikke alle
forældre har de samme rettigheder, og til de solo-mødre, som er bekymrede for, at øremærket barsel til
fædre betyder, at de fremover mister retten til en del af deres barselsorlov.
Publikationen er en opfølger på instituttets større undersøgelse
’Mere ligestilling i de danske barselsregler’
fra december 2020, som gennemgår de nugældende regler på området og bl.a. ser på forældres holdninger
til øremærket barsel og erfaringer med at fordele barslen imellem sig.
Det er Institut for Menneskerettigheders anbefaling, at barselsreglerne
i forbindelse med
implementeringen af EU's forældreorlovsdirektiv
bliver reformeret, så de sikrer ligestilling og
selvbestemmelse og samtidig tager højde for, at der findes forskellige familieformer. Instituttet har med
den nye udgivelse desuden disse anbefalinger:
Kvindelige iværksættere ramler ind i rigide regler, der tvinger dem til enten at sætte deres
virksomhedsdrift på pause eller droppe barslen. Reglerne for kvindelige iværksættere på
barselsorlov bør gøres mere fleksible, så det er muligt at drive forretning under barselsorloven.
Soloforældre rejser bekymring om, at de mister barsel, når der indføres øremærkning. Derfor
anbefaler vi, at familier, hvor der kun er én forælder, får mulighed for at disponere over den fulde
orlovslængde, og at der gives mulighed for, at et nærtstående familiemedlem eller ven kan tage 14
dages orlov i forbindelse med fødslen.
LGBTI+-familier oplever, at barselssystemet har vanskeligt ved at håndtere, at deres familie ikke
består af far, mor og børn. Derfor bør familier med flere end to forældre have mulighed for frit at
overdrage dele af de biologiske forældres barselsorlov til de andre forældre.
Se alle instituttets anbefalinger
her
I kan læse instituttets nyhed
her.
Instituttet havde ligeledes et debatindlæg i JP i lørdags, som findes
her.
Med venlig hilsen
Lumi Zuleta
LUMI ZULETA
SPECIALKONSULENT
KØN OG LIGESTILLING
LIGEBEHANDLINGSAFDELINGEN
WILDERS PLADS 8K | 1403 KØBENHAVN K
DIREKTE 9132 5707
[email protected]
MENNESKERET.DK | HUMANRIGHTS.DK