Kære Peter Hummelgaard,
cc: Ligestillingsudvalget og Beskæftigelsesudvalget
København den 12. april 2021
Indsatsen mod sexisme og seksuel chikane bør baseres på korrekt viden
Jeg skriver til dig, fordi jeg er bekymret for, om den politiske indsats mod sexisme og
seksuel chikane baseres på korrekt viden. Baggrunden er den netop offentliggjorte
undersøgelse ’En
undersøgelse af omfanget af krænkende handlinger og konflikter på det
danske arbejdsmarked’
udarbejdet af VIVE for Beskæftigelsesministeriet.
Undersøgelsen har to grundlæggende problemer. Det ene vedrører udbredelsen af
seksuel chikane. Det andet er fraværet af køn i den del af undersøgelsen, der vedr.
seksuel chikane.
Udbredelse af seksuel chikane
Undersøgelsen viser, at 2,8 procent af respondenterne inden for de seneste 12 måneder
har været udsat for seksuel chikane.
Her er der med meget stor sandsynlighed tale om en alvorlig underrapportering. Det er en
underrapportering, som vi mener hænger sammen med det spørgsmål, der er benyttet i
undersøgelsen, nemlig:
Har du været udsat for seksuel chikane på din arbejdsplads inden
for de seneste 12 måneder?
Forskning og undersøgelser viser, at den måde at spørge på leder til en underrapportering
af seksuel chikane, blandt andet fordi det overlader et meget stort fortolkningsrum til den
enkelte, for hvad seksuel chikane er, og at svarene derfor nærmere afspejler holdning og
fortolkning end egentlig forekomst af seksuel chikane. Forskning viser for eksempel, at der
er en tendens til at kvinder og mænd har forskellige opfattelser af, hvad seksuel chikane
er. Det samme gælder for personer med forskellig seksualitet. (Muhr et al 2018).
Forskning og undersøgelser viser samtidig, at det giver et mere retvisende billede at
arbejde med konkrete spørgsmål, der med udgangspunkt i Ligebehandlingslovens
definition heraf spørger til forskellige former for seksuel chikane (Borchorst & Agustín
2017:175).
Christians Brygge 3
1219 København K
Tlf: 33 13 50 88
www.kvinfo.dk