Ove Klausen
Ottosminde 2
8960 Randers SØ
Tlf. 50 90 80 80
Randers 23. marts 2021
Til Folketingets beskæftigelsesudvalg
Reglerne for genoptjening af dagpenge
–
og beregning af efterlønnen - er urimelige
Dagpengesystemet har nu straffet mig med 5.000 kroner om måneden, fordi jeg har taget det arbejde, jeg
har kunnet få som ledig. Jeg har taget en række job af kortere varighed. Så mange, at jeg sammenlagt har
arbejdet mere end et år. Derfor har jeg fået en ny dagpengeperiode og fået genberegnet min
dagpengesats. Og der opstår problemet. For reglerne er, at den nye dagpengesats skal beregnes som 90
procent af den gennemsnitlige lønindtægt, jeg har haft i de bedste 12 måneder inden for de seneste to år.
Da der er måneder jeg blot har haft et arbejde få dage og en indtægt på 400 kroner om måneden, siger det
sig selv, at dagpengesatsen bliver lav.
Disse regler er helt urimelige. Det kan ikke være rigtigt, at man som ledig skal straffes for at tage småjobs
og faktisk som ledig skal sørge for ikke at få småjobs, fordi man kommer til at miste penge på det i den
sidste ende, hvis man er for ihærdig og tager så mange småjobs, at man skal have sin dagpengesats
genberegnet.
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at blive fanget i en sådan fælde. Jeg havde regnet med,
at dagpenge altid ville tage udgangspunkt i den indtægt, som man op til en beregning faktisk har haft, og
som afspejler, hvad man har levet for. Reglerne modarbejder også dagpengesystemets ønske om, at man
som ledig tager, hvad man kan få af arbejde.
Jeg har nu undersøgt, hvordan efterlønnen bliver beregnet, og kan læse mig til, at det også for den gælder,
at den bliver beregnet efter de samme regler. Så også her gælder det, at man som ledig, der nærmer sig
efterlønnen, bliver straffet, hvis man tager småjobs inden for to år før, man skal på efterløn. Så hvis man
ikke kan få et job på fuldtid, må man holde sig i fuldtidsledighed i de to år.
Jeg vil opfordre til, at disse urimelige regler for genberegning af dagpenge og beregning af efterlønnen,
bliver ændret.
Med venlig hilsen
Ove Klausen