Fra:
Jobcentrets ofre Kim Madsen [mailto:[email protected]]
Sendt:
26. oktober 2020 15:44
Til:
BEU | Beskæftigelsesudvalget <[email protected]>; Michael Neumann <[email protected]>;
Aquut Mikael Hertig <[email protected]>
Emne:
Sproget i jobcenter har taget en fæl drejning
Kære Beskæftigelsesudvalg
Jeg har sådan lyst til at du læser dette, for sproget i jobcenter, altså systemsproget overfor borgerne , har ændret
sig til noget meget uhyggeligt, og jeg ønsker en ændring til det meget bedre på området. Jeg håber at du vil læse
nedenstående meget nøje, og bringe mit ønske videre til alle folketingets
beskæftigelsesordførere.
JOBCENTERSPROG , du bør læse hele vedhæftede artikel, skrevet af Mikael Hertig, juridisk vejleder i foreningen
Jobcentrets ofre :
Sproget her er meget bemærkelsesværdigt.
Mange føler sig som andenrangsmennesker når de modtager en pjece eller et brev fra jobcenter.
Endnu mere absurd er det, at denne sejr over personlighed og individualisme i sin mest ultimative forstand er
vedtaget af Folketinget.
Man føler sig slet ikke som en del af egen sag, men som et nummereret vilddyr som bare skal adlyde jobcenters
ord.
Mikael Hertig skriver:
Fundamentalt er der tale om systemets besked til mennesket. Hun eller han er en moderne slave, en systemets
undersåt. Forskellen i holdning til slaveejeren i sukkerplantagen kan være svær at få øje på.
“Min plan” er ikke en plan, mennesket lægger for sig selv. Det er en plan, sagsbehandleren stort set ensidigt
skriver til mennesket, og som systemet håber glider ind i individets egen bevidsthed.
Vi ved fra socialpsykologien, at tanker og forventninger først opleves som fremmede af den enkelte, Men gradvist
kan du eller jeg smage på tanker og med tiden opleve dem, som om de er vores egne. Processen kaldes
internalisering. Men betydningen ser konsekvent denne proces som noget, der foregår i den enkeltes egen
virkelighedsforståelse og bevidsthed.
Men nu har bureaukratiet erklæret gennem min plan at overtage personligheden selv. “Min plan” er ikke længere
individets egen, men systemets endelige sejr. I et mere humanistisk-demokratisk præget sprog kunne denne
erobring af personlighed og sind ikke have kunnet finde sted.
Endnu mere absurd er det, at denne sejr over personlighed og individualisme i sin mest ultimative forstand er
vedtaget af Folketinget.
Magtforholdet mellem herremanden (patronen) og den livegne bonde (undersåt) er nutidens beskrivelse af
dagligdags ulige magtforhold, som det fremstår
–
også mellem myndighed borger. Billedet er, at herremanden
bestemmer over bonden i en udstrækning, der til tider degenererer og brutaliserer. Træhest, gabestok, fangehul.
Patronen er formynderisk, klienten er undergivet som et barn, og patronen har revselsesret.
Jobcentrets magtforhold overfor den ledige, der søger forsørgelse, er ikke tilfældigt. Der er tale om et magtforhold.
Sagsbehandleren er ikke og skal ikke være “borgerens bedste ven”. Det er også klar jura, at den aktivitetsparate
kontanthjælpsmodtager må underkaste sig de vilkår, lovgivningen stiller. Den skævhed kan vi ikke slippe af med.
Det slående er den selvforståelse, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering afspejler i det sprog, den
anvender. Det er jo ikke nok at kalde det her for DJØFSk. Magtudøvelsen kan vi ikke slippe for. Derimod er den
inhumane karakter, nedladenheden, foragten, hvor sagsbehandleren overtager selve personligheden som
ejendom, stærkt kritisabel.
Nyttetankegangen, der fornægter det kristne og humane værdigrundlag, reducerer medmennesket til en
ting.
Hvad skal det bruges til. “Aktivitet” afspejler, at forvaltningen
ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med
disse måske-egnede eller uegnede mennesker. Målet for mennesket er ikke et værdigt liv. Det er fast arbejde. Det
synes jeg, nogle i det politiske miljø bør tænke over.
Hvad synes du ?
Læs hele artiklen her: