§71, Alm.del - 2020-21 - Bilag 7: Vejledninger på psykiatriområdet på baggrund af tekniske gennemgange den 24/11-2020 om monitorering af tvang i psykiatrien og evaluering af ændringer i psykiatriloven, fra sundhed- og ældreministeren

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2020-21
§71 Alm.del Bilag 7
Offentligt

Udskriftsdato: 1. december 2020

VEJ nr 9552 af 10/08/2020 (Gældende)

Vejledning om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien

Ministerium: Sundheds og Ældreministeriet

Journalnummer: Sundheds og Ældremin.,

Sundhedsstyrelsen, j.nr. 050801128

§71, Alm.del - 2020-21 - Bilag 7: Vejledninger på psykiatriområdet på baggrund af tekniske gennemgange den 24/11-2020 om monitorering af tvang i psykiatrien og evaluering af ændringer i psykiatriloven, fra sundhed- og ældreministeren

Vejledning om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien

Denne vejledning knytter sig til

lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(herefter psykiatriloven)

samt

bekendtgørelse om samtaler efter ophør af tvangsforanstaltning på psykiatriske afdelinger

, be‐

kendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

, bekendtgø‐

relse om underretning og klagevejledning

bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske pa‐

tientklagenævn

I forhold til registrering af tvangsforanstaltninger m.v. i psykiatrien, henvises til

vejledning om registre‐

ring af tvang m.v. i psykiatrien

1. Indledende om anvendelse af tvang

Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på

psykiatrisk afdeling må kun ske i henhold til psykiatriloven.

Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet

følger af lov eller bestemmelse fastsat i henhold til lov, jf. § 15, stk. 1, i sundhedsloven

. Psykiatrilovens

§ 1, stk. 3 definerer tvang som ”foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke”.

Psykiatriloven giver således hjemmel til i visse tilfælde at fravige hovedreglen om, at behandling ikke må

indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Af psykiatriloven fremgår desuden, at

indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling så vidt muligt skal finde sted med patientens

samtykke.

Et samarbejde mellem patient, den behandlende læge og det øvrige personale er en forudsætning for, at

det psykiatriske behandlingstilbud kan føre til et godt resultat.

Det følger af ’mindste middels princip’, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt

for at opnå patientens frivillige medvirken, jf. psykiatrilovens § 4, stk. 1. Det er altid et konkret skøn,

hvad der er mindste middel i en given situation. Der skal således foretages en konkret faglig vurdering,

der tager hensyn til patientens præferencer angivet i forhåndstilkendegivelser eller ved eftersamtaler. Når

forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid. Der skal være et rimeligt forhold

mellem den udøvede tvang og det, der søges opnået med tvangsanvendelsen, herunder set i forhold til

alvoren af den tilstand, der søges behandlet, og de deraf afledte konsekvenser, jf. psykiatrilovens § 4, stk.

2. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige til at opnå formålet med behandlingen, skal disse

anvendes. Der skal også foretages vurdering i forhold til de konsekvenser, der kan være af at bruge kon‐

krete tvangsindgreb eller magtanvendelse. Jo mere indgribende et tvangstiltag er, jo vigtigere er det at

vurdere, om behandlingens formål kan opnås via andre og mindre indgribende metoder. Tvang skal udø‐

ves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensynstagen til patienten.

Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Varigheden af den enkelte tvangsforanstaltning skal være så kort som mulig og vil altid afhænge af den

aktuelle situation og patientens tilstand.

For så vidt angår mindreårige, skal der tages hensyn til deres alder, hvis tvang kommer på tale. For ek‐

sempel bør et alvorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunktet ikke anvendes over for patienter

under 15 år som beskrevet under afsnit 9 i denne vejledning.

Tvang kan i henhold til psykiatrilovens § 1, stk. 2 udelukkende finde sted i forbindelse med indlæggelse

og behandling på psykiatrisk afdeling.

Hvis der anvendes tvang på somatisk afdeling efter psykiatrilovens § 13, skal dette ske i overensstem‐

melse med reglerne i psykiatriloven, og patienten skal samtidig være indlagt administrativt på en psykia‐

trisk afdeling (’dobbeltindlæggelse’). Patienten skal således frihedsberøves enten ved tvangstilbagehol‐

delse før overflytning til somatisk afdeling, såfremt patienten allerede er indlagt på psykiatrisk afdeling,

eller ved tvangsindlæggelse såfremt patienten i forvejen er indlagt eller skal indlægges på somatisk afde‐

ling, og patienten opfylder betingelserne for somatisk tvangsbehandling i henhold til psykiatrilovens § 13.

Dette betyder f.eks., at patienter, der behandles under tvang efter psykiatrilovens § 13 for legemlig lidelse

på en somatisk afdeling, også skal have mulighed for at komme med forhåndstilkendegivelser, få opstillet

behandlingsplan og tilbydes eftersamtaler m.v. Det er den somatiske overlæge, der sammen med den psy‐

kiatriske overlæge træffer afgørelse om, at betingelserne for frihedsberøvelse og tvangsbehandling er op‐

fyldt. De kan indbyrdes aftale, hvem der indhenter forhåndstilkendegivelsen. Såfremt tvangsbehandlingen

finder sted på somatisk afdeling, er det personale fra den somatiske afdeling, der skal afholde eftersamta‐

len som beskrevet under afsnit 7 i denne vejledning. Hvis der anvendes bæltefiksering, skal den obligato‐

riske efterprøvelse ske ved en speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri som beskrevet un‐

der afsnit 4 i denne vejledning.

I denne vejledning samt

vejledning om registrering af tvang m.v. i psykiatrien

anvendes betegnelserne

overlæge samt somatisk overlæge. En overlæge er i denne sammenhæng en erfaren speciallæge i psykiatri

eller børne- og ungdomspsykiatri, som har ansvaret for behandling af en konkret patient. Den somatiske

overlæge er en erfaren speciallæge i et somatisk speciale med ansvaret for behandling af en konkret pa‐

tient. Hvorvidt vedkommende er

erfaren,

er et ledelsesmæssigt ansvar at vurdere. I vurderingen heraf kan

det indgå, om speciallægen har mindst to års speciallægeerfaring.

2. Forhåndstilkendegivelser

I forbindelse med indlæggelse på en psykiatrisk afdeling skal patienten informeres om formålet med

indlæggelsen, opholdet og dets forventede varighed, behandlingen, samt hvilket forventet resultat dette vil

have på patientens samlede tilstand. Inden der påbegyndes behandling, skal patienten, jf. sundhedslovens

§ 16, være informeret om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om hvilke risici

der er for udvikling af komplikationer og bivirkninger. Der skal også oplyses om eventuelle andre be‐

handlingsmuligheder, deres konsekvenser, forventede virkning, mulige komplikationer og bivirkninger.

Endvidere skal der oplyses om forventede konsekvenser af manglende behandling.

Af psykiatrilovens § 3, stk. 4-6, fremgår det, at patienten i forbindelse med indlæggelsessamtalen har mu‐

lighed for at tilkendegive præferencer i forhold til behandlingen, herunder behandlingens form og ind‐

hold. Det gælder også eventuel behandling uden samtykke. Ved indlæggelsessamtalen skal patientens øn‐

sker til, hvordan personalet skal agere, såfremt patienten bliver urolig, så vidt muligt drøftes. Det bør også

drøftes, hvilke behandlingsformer patienten vil foretrække, hvis anvendelse af tvang bliver nødvendig.

Tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet kan nødvendigvis kun finde sted efter den kliniske vurdering

ved indlæggelsen og i forbindelse med udformning af behandlingsplanen. Patientens tilkendegivelser skal

være vejledende i forhold til overvejelser om behandling, også i tilfælde hvor behandling uden samtykke

kommer på tale. Patienten skal informeres om, at der kan opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt

at fravige forhåndstilkendegivelsen. De situationer, der kan støtte fravigelse af patientens forhåndstilken‐

degivelse, må bero på den konkrete situation, herunder begrundet i hensynet til patienten selv.

Patientens forhåndstilkendegivelser skal fremgå af patientjournalen og kan fremsættes på ethvert tids‐

punkt, uanset om patienten er indlagt eller ej. Såfremt det ikke er muligt at indhente forhåndstilkendegi‐

velse ved indlæggelsessamtalen, skal årsagen hertil fremgå af patientjournalen. Forhåndstilkendegivelsen

skal indhentes snarest muligt herefter.

Ved tilrettelæggelse af behandlingen skal viden om, hvad der tidligere har kunnet forebygge anvendelse

af tvang for denne patient, samt patientens præferencer inddrages. Patienten kan have givet udtryk for

præferencer i forbindelse med den konkrete indlæggelse eller i tidligere ambulante forløb. Lægen skal

dog være opmærksom på, at et samtykke til behandling altid skal være konkret og aktuelt. Det skal løben‐

de fremgå af journalen, hvis og med hvilken begrundelse patientens forhåndstilkendegivelser fraviges.

Lægen skal også ved indlæggelsessamtalen så vidt muligt sikre, at patienten tager stilling til inddragelse

af pårørende eller andre i patientens netværk i behandlingsforløbet. Patienten kan tilkendegive, i hvilket

omfang pårørende eller andre i patientens netværk ønskes inddraget. Her gælder sundhedslovens kapitel 9

om tavshedspligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v.

Personalet på afdelingen kan tage imod oplysninger fra pårørende, også selvom patienten ikke giver

samtykke til videregivelse af oplysninger til pårørende. Der er journaliseringspligt over for oplysninger

fra de pårørende, som skønnes at have relevans og betydning for patientens behandling. De pårørende bør

informeres om, at patienten har ret til indsigt i de oplysninger, der er om vedkommende, og hvem de

kommer fra. For en definition af nærmeste pårørende henvises til

vejledning om information og samtykke

og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v.

3. Behandlingsplaner

Det fremgår af psykiatrilovens § 3, stk. 3, at der skal opstilles en behandlingsplan for alle patienter, som

indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan for patienten. Overlægen kan bemyndige

en anden læge eller sundhedsperson til at udarbejde en behandlingsplan. Den sundhedsperson, der har an‐

svar for udfærdigelsen af behandlingsplanen, er således ansvarlig for at sikre, at relevante fagpersoner in‐

volveres i udarbejdelsen af behandlingsplanen, f.eks. skal vedkommende sikre, at der altid er en læge in‐

volveret i beskrivelsen af den somatiske tilstand, medicinsk behandling samt behandling med ECT.

Behandlingsplanen skal udarbejdes senest en uge efter indlæggelsen og skal omfatte følgende:

a) psykiatriske og somatiske diagnoser samt beskrivelse af psykopatologien, der underbygger den psy‐

kiatriske diagnose.

b) plan for de efterfølgende undersøgelser, der er nødvendige af diagnostiske og behandlingsmæssige

grunde.

c) plan for den påtænkte behandling, omfattende såvel medicinsk behandling som psykoterapeutiske,

miljøterapeutiske samt sociale foranstaltninger under hensyntagen til eventuelt senere indløbne un‐

dersøgelsesresultater.

d) de mål, der søges opnået ved behandlingen og antagelser om behandlingens varighed.

e) tidspunkt for planlagt opfølgning af behandlingsplanen.

f) oplysning om patientens holdning til behandlingsplanen.

Planen skal ajourføres ved ændringer i patientens tilstand eller i den overordnede behandlingsstrategi.

I forbindelse med udarbejdelsen af behandlingsplanen skal sundhedspersonen informere patienten om

formålet med behandlingen og søge patientens samtykke til den påtænkte behandling, herunder overveje

og diskutere patientens eventuelle forslag til andre behandlingsformer. Patientens tilkendegivelser og re‐

sultatet af drøftelsen skal indføres i journalen.

Sundhedspersonen skal så vidt muligt sikre, at patienten tager stilling til inddragelse af pårørende eller

andre i patientens netværk i behandlingsforløbet. Dette forudsætter patientens samtykke. Patienten kan til‐

kendegive, i hvilket omfang patienten ønsker disse inddraget. Her gælder sundhedslovens kapitel 9 om

tavshedspligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v.

Behandlingsplanen er en del af patientjournalen og er i sin helhed omfattet af reglerne om aktindsigt i

patientjournaler.

Der er ingen formelle krav til udformningen af behandlingsplanen, udover at den er en del af journalen,

hvad enten den er indskrevet i selve journalen eller foreligger som et selvstændigt notat. Den enkelte psy‐

kiatriske afdeling kan derfor anvende den udformning, der lokalt passer bedst, og som mest overskueligt

beskriver de enkelte elementer i behandlingsplanen.

En kopi af behandlingsplanen og de efterfølgende reviderede behandlingsplaner skal udleveres til pa‐

tienten, medmindre patienten frabeder sig dette. Det skal fremgå af journalen, hvis patienten har frabedt

sig kopi af behandlingsplanen.

4. Tvangsfiksering

Tvangsfiksering kan kun ske på offentlige psykiatriske afdelinger, og kun når psykiatrilovens betingel‐

ser for anvendelsen af tvangsfikseringer er opfyldt.

I henhold til psykiatrilovens § 14, stk. 2, må tvangsfiksering kun anvendes kortvarigt og skal være nød‐

vendig for at afværge, at patienten:

a) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred

b) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter, eller

c) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Tvangsfiksering kan undtagelsesvist anvendes ud over nogle få timer, hvis der er væsentlige grunde til

at fortsætte tvangsfikseringen, herunder hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed.

Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, håndremme og fodremme samt handsker jf.

psykiatrilovens § 14, stk. 1. Handsker, hånd- eller fodremme kan kun benyttes ved samtidig anvendelse af

bælte.

Det er en overlæge på afdelingen, der skal træffe beslutning om anvendelse af tvangsfiksering, efter at

denne har tilset patienten, jf. psykiatrilovens § 15, stk. 1. I overlægens fravær kan beslutningen træffes af

en anden læge, men overlægen skal hurtigst muligt herefter tage stilling til tvangsfikseringen, jf. psykia‐

trilovens § 4 a. Så længe en patient er tvangsfikseret med bælte, skal der, jf. psykiatrilovens § 16, være

fast vagt ved patienten.

Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurdering

af fortsat anven‐

delse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 3 gange i døgnet efter beslut‐

ningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 4. Disse vurderinger skal

fordeles jævnt over døgnet.Revurderingen kan ikke foretages, hvis patienten sover. Lægen skal tilkaldes,

så snart patienten vågner, således at revurdering kan finde sted. Dette gælder både for mindreårige og

voksne patienter. Det tilkommer dog til enhver tid plejepersonalet at bringe en tvangsfiksering til ophør,

når der ikke længere er behov for at opretholde denne.

Første lægelige revurdering af fortsat tvangsfiksering

skal foregå senest 2-4 timer efter, tvangsfikserin‐

gen er påbegyndt.

Hvis en tvangsfiksering har en varighed i længere tid end 24 timer,

skal en ekstern speciallæge i psykia‐

tri eller børne- og ungdomspsykiatri snarest foretage en ekstern vurdering af spørgsmålet om fortsat an‐

vendelse af tvangsfiksering, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 5. En speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri

kan således foretage ekstern vurdering på en voksenpsykiatrisk afdeling, og en speciallæge i psykiatri kan

foretage ekstern vurdering på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Den eksterne speciallæge skal

være ansat på en anden afdeling eller et andet sygehus end der, hvor patienten er indlagt, således at den

eksterne speciallæge ikke er underordnet i forhold til den overlæge, der har truffet beslutning om tvangs‐

fiksering.

Den obligatoriske efterprøvning ved en ekstern speciallæge

skal, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 5-7, efter

påbegyndt bæltefiksering ske:

– Efter 24 timer

– Efter 48 timer

– Efter 4 kalenderdage

– Efter 7 kalenderdage og herefter ugentligt, så længe foranstaltningen pågår.

Beregningen af antal dage opgøres i kalenderdage, hvilket betyder, at weekend- og helligdage er inde‐

holdt heri.

De eksterne vurderinger fritager ikke overlægen for det overordnede ansvar for, at blandt andet tvangs‐

fiksering ikke anvendes i videre omfang end højst nødvendigt, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 1. Den løben‐

de efterprøvelse efter psykiatrilovens § 21, stk. 1 skal således finde sted sideløbende med de obligatoriske

efterprøvelser efter psykiatrilovens § 21, stk. 5-7.

Ved uenighed i bedømmelsen af, om der fortsat er behov for at opretholde en tvangsfiksering, er det den

behandlende læges vurdering, der er afgørende. Uenighed mellem de to læger skal både mundtligt og

skriftligt oplyses over for patienten og patientrådgiveren.

Vurderingen ved den eksterne speciallæge skal foretages på baggrund af speciallægens egen undersø‐

gelse af patienten og kan således ikke foretages alene på baggrund af en gennemgang af journalmateriale.

Speciallægens eksterne vurdering skal tilføres patientens journal.

Overlægen er forpligtet til at sikre sig, at der tilkaldes en ekstern speciallæge, der kan foretage de nævn‐

te eksterne vurderinger. De nævnte eksterne vurderinger skal foretages senest samme dag som udløbet af

tidsfristerne. Hvis tidsfristerne udløber sent om aftenen eller om natten, skal den eksterne læge foretage

vurderingen den følgende morgen. Yderligere udsættelse kan ikke ske på grund af helligdage eller wee‐

kender.

Hvis der ved tvangsfikseringen foruden bælte anvendes handsker, hånd- eller fodremme, skal der ved

vurderingerne, jf. § 21, stk. 4-7, tages særskilt stilling til den fortsatte anvendelse af disse tvangsmidler,

herunder om det er forsvarligt at løsne en eller flere remme. Hvis der hos en tvangsfikseret patient senere

i forløbet anvendes remme eller handsker, regnes tidsfristen fra iværksættelsen af bæltefikseringen. Over‐

vejelserne og beslutningerne om iværksættelse og opretholdelse af tvangsfiksering, herunder fiksering

med hånd- og fodremme samt handsker, skal fremgå af journalen og bør formidles til patienten.

Hvis en patient er løsnet kortvarigt fra bælte, som f.eks. ved toiletbesøg eller svarende til højest 15 mi‐

nutter, skal der ikke registreres en ny bæltefiksering. Har patienten været løsnet i længere tid end blot helt

kortvarigt, vil der være tale om en ny bæltefiksering, såfremt en sådan påbegyndes.

5. Beskyttelsesfiksering

Ved beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel, der benyttes for at hindre, at en patient

utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare jf. psykiatrilovens § 18. Beskyttelsesfiksering må kun benyt‐

tes, efter en læge har tilset patienten og truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt beskyt‐

telsesmiddel. Årsagen til anvendelsen af det pågældende middel til beskyttelsesfiksering bør formidles til

patienten.

Beskyttelsesfiksering kan f.eks. være en sengehest, der opsættes for at forhindre, at patienten falder ud

af sengen, et bord, der opstilles foran stolen for at undgå, at patienten rejser sig og falder, eller et stofbæl‐

te, hvormed patienten kan fastholdes til stol, seng, toilet eller lignende. Ledelsen har ansvaret for at sikre,

at patienterne ikke ved beskyttelsesfiksering kommer til skade, hvorfor der skal anvendes CE-mærkede

bælter. Ledelsen har endvidere ansvaret for at vejlede personalet om brugen af stofbælter og lignende. Le‐

delsen har tillige ansvaret for at vurdere, om en forsvarlig overvågning af patienten kan etableres inden

for afdelingens sædvanlige rutiner, eller om der skal være fast vagt, så længe fikseringen varer.

6. Anvendelse af fysisk magt i form af fastholdelse

Fastholdelse kan jf. psykiatrilovens § 17 stk. 1 og stk. 2 kun anvendes, såfremt betingelserne i psykiatri‐

lovens § 14, stk. 2 er opfyldt, dvs. at patienten opfylder kriterierne for tvangsfiksering.

Fastholdelse kan ske med tre formål:

1. En patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med fysisk magt

føres til et andet opholdssted på sygehuset.

2. Fastholdelse i forbindelse med et andet tvangsindgreb, f.eks. i forbindelse med indgivelse af akut be‐

roligende medicin, bæltefiksering eller overførsel til en lukket afdeling. Det er hermed ikke tale om

fastholdelse som selvstændig tvang, men fastholdelse som en nødvendighed for at gennemføre et an‐

det tvangsindgreb. Varigheden af denne form for fastholdelse er kortvarig og udelukkende i direkte

tilslutning til at gennemføre et andet tvangsindgreb. Såfremt der er behov for fastholdelse herudover,

er der tale om en selvstændig tvangsforanstaltning.

3. Fastholdelse som selvstændig tvangsforanstaltning, det vil sige fastholdelse uden andre samtidige for‐

anstaltninger, kan kun anvendes helt kortvarigt med henblik på at undgå en anden tvangsforanstalt‐

ning. Om fastholdelse i en konkret situation er at betragte som ’mindste middel’, vil bero på en konk‐

ret faglig vurdering, herunder inddragelse af patientens forhåndstilkendegivelse. Fastholdelse som

selvstændig tvangsforanstaltning skal være så kort som muligt og bør aldrig have en varighed på mere

end 30 minutter.

Omstændighederne omkring fastholden skal beskrives i journalen.

7. Eftersamtaler

Efter enhver tvangsforanstaltning skal patienten, jf. psykiatrilovens § 4, stk. 5, tilbydes en eller flere ef‐

tersamtaler. Overlægen har ansvaret for, at der tilbydes en eftersamtale.

Eftersamtalen er en systematisk gennemgang og bearbejdning af patientens oplevelser i forbindelse med

tvangsudøvelsen. Det er formålet, at samtalen skal medvirke til at give patienten en større forståelse for

årsagen til, at det i situationen blev vurderet nødvendigt at anvende tvang.

Det er endvidere hensigten, at eftersamtaler skal medvirke til at forebygge yderligere anvendelse af

tvang i behandlingsforløbet. Det kan blandt andet ske ved, at det personale, der gennemfører eftersamta‐

len, bliver bekendt med patientens opfattelse af den anvendte tvang og herved opnår en bedre forståelse

for patientens reaktionsmønstre. Formålet er at søge at forebygge eller reducere tvang over for den pågæl‐

dende patient i eventuelle fremtidige situationer eller eventuelt at gennemføre tvang på en mere hensigts‐

mæssig måde for patienten. Eftersamtalen har derfor også til formål at bidrage til at øge patienttilfredshe‐

den.

Flere tvangsforanstaltninger kan drøftes ved samme samtale, hvis de var led i samme episode, f.eks.

tvangstilbageholdelse, fastholdelse og beroligende medicin samme dag eller flere tilfælde af indgift af be‐

roligende medicin inden for samme døgn.

Ved systematisk at gennemføre eftersamtaler kan personalet desuden opnå erfaringer, som kan anvendes

til at forebygge eller reducere anvendelse af tvang i afdelingen generelt.

Eftersamtalen skal gennemføres af personale på den afdeling, hvor foranstaltningen har fundet sted og

skal finde sted snarest muligt efter, at foranstaltningen er ophørt, også når der er tale om en somatisk afde‐

ling. På de somatiske afdelinger anbefales det så vidt muligt, at der deltager personale fra den psykiatriske

afdeling. Overlægen skal udpege en person blandt afdelingens ansatte til at gennemføre samtalen. Det kan

f.eks. være en autoriseret sundhedsperson, andet plejepersonale eller pædagog. Patienten kan have særlige

præferencer for, hvem der skal gennemføre eftersamtalen. Overlægen skal så vidt muligt imødekomme

patientens præferencer. Hvis patienten har et ønske om, at en pårørende eller en anden person, som pa‐

tienten føler sig tryg ved, deltager i eftersamtalen, bør dette ønske imødekommes.

Ved vurdering af omfanget, indholdet og tidspunktet for samtalens afholdelse skal der tages udgangs‐

punkt i en samlet vurdering af patientens situation/tilstand.

Følgende forhold skal indgå i eftersamtalen:

a) hvordan patienten oplevede den pågældende tvangsforanstaltning og den måde, den blev gennemført

på

b) patientens opfattelse af årsag til og formål med den pågældende tvangsforanstaltning

c) patientens vurdering af, hvordan tvang kunne have været undgået i den konkrete situation, og i givet

fald hvordan patienten og personalet skulle have forholdt sig

d) patientens forslag til, hvordan tvang i eventuelle fremtidige situationer kan forebygges

e) information om, hvordan personalet opfattede årsagen til og formålet med tvangsforanstaltningen

f) virkning og eventuelle bivirkninger ved den pågældende tvangsforanstaltning, f.eks. ved medicine‐

ring.

Andre forhold i relation til tvangsforanstaltningen, som kan fremme formålet med samtalen, kan inddra‐

ges af såvel patienten som af personalet.

Efter samtalens afslutning skal der skrives et referat, som udleveres til patienten. Patienten skal have

mulighed for at kommentere referatet, og patientens eventuelle kommentarerer skal journalføres. Det en‐

delige referat skal indgå i patientjournalen. Det skal fremgå af journalen, hvis patienten ikke ønsker en

eftersamtale samt begrundelse herfor.

Personalet skal i samråd med patienten vurdere, om der vil være behov for at afholde flere eftersamtaler.

Patienten skal informeres om, at der er mulighed for supplerende samtale, som kan finde sted, hvis patien‐

ten ønsker det. Det skal fremgå af journalen, hvis patienten ikke ønsker en supplerende eftersamtale.

8. Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner

Der er i psykiatriloven særlige bestemmelser om den fortsatte behandling efter udskrivning, hvis over‐

lægen er bekendt med, at patienten modtager støtte i henhold til servicelovens afsnit V som følge af ned‐

sat psykisk funktionsevne jf. § 13 a, stk. 1, eller når det antages, at patienten efter udskrivning ikke selv

vil søge den behandling, herunder de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, jf. § 13 a,

stk. 2. I begge tilfælde har overlægen ansvaret for, at der indgås en udskrivningsaftale mellem patienten

og den psykiatriske afdeling samt de sociale myndigheder og evt. hjemmesygeplejen i kommunen, prakti‐

serende læger og praktiserende speciallæger m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patien‐

ten. Der er tale om et samarbejde, hvor tilbuddene i udskrivningsaftalen fastlægges ved fælles konference

mellem de forskellige myndigheder, typisk den psykiatriske afdeling, den ambulante regionale psykiatri,

bopælskommunen, almen praksis og patienten. Det kan være hensigtsmæssigt, at de forskellige myndig‐

heder modtager meddelelse om en kommende udskrivning af en patient fra psykiatrisk afdeling, så snart

det er muligt, således at de enkelte myndigheder da kan forberede og bidrage konstruktivt med udarbej‐

delsen af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. Konferencen kan foregå med brug af telekom‐

munikation.

Det understreges, at § 13 a, stk. 1 alene finder anvendelse for personer over 18 år, mens § 13 a, stk. 2

omfatter både voksne og mindreårige under 18 år.

Hvis en patient, der er omfattet af § 13 a, ikke vil medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har

overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder, kommu‐

nen, almen praksis m.fl. i stedet udarbejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale

tilbud til patienten.

Såfremt overlægen enten i forbindelse med indlæggelsessamtalen eller på et senere tidspunkt bliver be‐

kendt med, at patienten modtager støtte i henhold til servicelovens afsnit V som følge af nedsat psykisk

funktionsevne, skal overlægen inden udskrivelse af patienten uden videre sørge for, at der indgås en ud‐

skrivningsaftale eller en koordinationsplan. Det er overlægens ansvar allerede på indlæggelsestidspunktet

at overveje, om der skal planlægges en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. Overlægen skal i

forbindelse med indlæggelsessamtalen spørge patienten, om denne modtager støtte fra kommunen i hen‐

hold til servicelovens afsnit V som følge af nedsat psykisk funktionsevne, f.eks. hvis patienten modtager

stofmisbrugsbehandling, er i beskyttet beskæftigelse, aktivitets- eller samværstilbud eller er i midlertidig

eller længevarende ophold i boformer. Omfanget af koordinationsplanen eller udskrivningsaftalen er en

lægelig vurdering og gælder for alle patienter, der modtager støtte i henhold til servicelovens afsnit V som

følge af nedsat psykisk funktionsevne, uanset om patienten forventes at have et efterfølgende ambulant

forløb i psykiatrien eller ej. Overlægen er desuden ansvarlig for, at der indgås en udskrivningsaftale eller

en koordinationsplan for patienter, som ikke er omfattet af § 13 a, stk. 1, men derimod stk. 2, såfremt

overlægen vurderer, at patienten ikke selv vil søge den nødvendige behandling eller sociale tilbud. Det vil

således være tilfældet, hvis patienten enten ikke modtager støtte efter servicelovens afsnit V som følge af

nedsat psykisk funktionsevne, eller hvis patienten i forbindelse med indlæggelsessamtalen eller på et se‐

nere tidspunkt under indlæggelsen enten ikke er i stand til eller ønsker at oplyse, om patienten modtager

støtte i henhold til servicelovens afsnit V som følge af nedsat psykisk funktionsevne. Overlægen skal så‐

ledes jf. § 13 a, stk. 2 foretage en konkret lægefaglig vurdering af patientens tilstand i forhold til, om der

skal udarbejdes en aftale.

Udskrivningsaftalen skal indgås med patientens medvirken. Ved indgåelse af koordinationsplanen skal

patienten inddrages så vidt muligt. Der stilles samme indholdsmæssige krav til en koordinationsplan som

til en udskrivningsaftale, og planen skal indeholde en beskrivelse af:

a) patientens aktuelle og forventede behov for behandling og sociale tilbud samt angivelse af dato og

tidspunkt for det første møde hos vedkommende myndighed m.fl. Aftalen skal i så stort omfang, det

er muligt, tilgodese patientens ønsker.

b) den samlede varighed af aftalen (start- og slutdato) samt en vurdering af, hvor ofte patienten skal ses i

perioden. Udskrivningsaftalen/koordinationsplanen skal være tidsbegrænset, og aftalen skal tages op

til vurdering efter en bestemt angiven periode

c) hvem der er ansvarlig for revurdering af aftalen, og hvem der er ansvarlig for opfølgning på de enkel‐

te dele af aftalen, så patienten modtager de beskrevne behandlingsmæssige og sociale tilbud.

d) hvem der skal reagere, hvis aftalen ikke overholdes. Den, som efter udskrivningsaftalen har pligt til at

følge patienten, skal konstatere, om patienten møder som aftalt i den ambulante regionale psykiatri, i

almen praksis eller i det sociale tilbud. Den pågældende skal kontakte patienten, hvis patienten ikke

møder til aftaler med henblik på at motivere den pågældende til at overholde aftalen. Hvis patienten

ikke kan motiveres, skal den, der har ansvaret for opfølgningen, tage kontakt til den regionale psykia‐

tri eller almen praksis med henblik på at vurdere, om ændret behandling eller indlæggelse er nødven‐

dig.

I mange tilfælde har den ambulante regionale psykiatri, det opsøgende psykiatriteam eller de sociale til‐

bud et godt kendskab til patienten, og de skal derfor inddrages i planlægning af udskrivelsen så tidligt

som muligt. Det skal også vurderes, hvordan den praktiserende læge kan inddrages i planlægningen. Et

forudgående kendskab til patientens fysiske og psykiske funktionsniveau har betydning for indholdet af

udskrivningsaftalen samt for opfølgningen. Ofte vil den ambulante regionale psykiatri følge patienten ef‐

ter udskrivningen, og i disse situationer kan det derfor være hensigtsmæssigt, at den ambulante regionale

psykiatri er ansvarlig for opfølgning på aftalen. Det bør også præciseres i aftalen, hvis der er særlige for‐

hold eller symptomer hos patienten, som personalet i de sociale tilbud skal være opmærksomme på, og i

hvilke tilfælde de skal henvende sig til den læge, der er ansvarlig for den fortsatte behandling. Såfremt det

anses for hensigtsmæssigt, kan en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan forlænges for at sikre, at

forløbet afsluttes på en hensynsfuld måde, og indholdsmæssigt kan diverse tilbud m.v. samt hyppigheden

heraf løbende justeres med inddragelse af patienten.

Da tvang ikke kan anvendes uden for de psykiatriske afdelinger, kan tilbuddene i udskrivningsaftaler og

koordinationsplaner ikke gennemtvinges over for patienten.

Hvis en patient, der ikke opfylder kriterierne for tvangstilbageholdelse jf. psykiatrilovens § 5, forlader

afdelingen, uden at dette er aftalt, og ikke ønsker at vende tilbage, må det betragtes som et ønske om ud‐

skrivning. Såfremt patienten kan udskrives og falder inden for målgruppen, kan bestemmelserne om ud‐

skrivningsaftaler og koordinationsplaner anvendes. Netop i disse situationer kan der være et særligt behov

for en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. Afdelingen skal i givet fald forsøge at få kontakt

med patienten for at opnå en aftale om forløbet, så patientens ønsker og behov bedst muligt kan efterkom‐

mes.

Videregivelse af oplysninger til de relevante myndigheder m.fl. om patientens rent private forhold uden

patientens samtykke kan finde sted i medfør af psykiatrilovens § 13 c, når det må anses for nødvendigt for

at kunne indgå og følge op på udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner. Det skal understreges, at det

alene er de oplysninger, der er nødvendige for indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivnings‐

aftale eller koordinationsplan, som kan videregives uden patientens samtykke. Der er tale om en mulighed

for at videregive oplysninger og ikke en pligt. Det vil være den myndighed, der afgiver oplysningerne, der

vurderer, hvilke oplysninger der er nødvendige for at overholde udskrivningsaftalen eller koordinations‐

planen.

Gyldigheden af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner ophører ved genindlæggelse på psykiatrisk

afdeling. Der skal ved hver udskrivning udarbejdes en udskrivningsaftale eller koordinationsplan uanset

varigheden af indlæggelsen, såfremt overlægen er bekendt med, at patienten modtager støtte i henhold til

servicelovens afsnit V som følge af nedsat psykisk funktionsevne, eller når det antages, at patienten efter

udskrivning ikke selv vil søge den behandling, herunder de sociale tilbud, der er nødvendige for patien‐

tens helbred. Da udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er tidsbegrænsede, ophører de ved slutda‐

toen, hvis patienten ikke forinden har været indlagt.

9. Særligt vedrørende mindreårige

Det fremgår af FN´s Børnekonvention, at ethvert barn, der er berøvet friheden, skal holdes adskilt fra

voksne patienter og derfor som udgangspunkt skal indlægges på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afde‐

ling, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv.

I de områder af landet, hvor der ikke er lukkede børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, må det bero

på en konkret lægelig vurdering, hvad der tjener den mindreåriges tarv bedst. En flytning af den mindreå‐

rige til en lukket børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling i en anden del af landet, kan i særlige tilfælde

udgøre en større belastning end placering på en lukket voksenpsykiatrisk afdeling. I en sådan konkret vur‐

dering må indgå en række hensyn til den mindreårige og forældrene, blandt andet afstanden til en lukket

børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, længden af den forventede indlæggelsestid, den mindreåriges be‐

hov for kontakt med forældre og pårørende samt vurdering af, hvorvidt den voksenpsykiatriske afdeling

har nogle højtspecialiserede funktioner, der ikke er på en børne- og ungdomspsykiatriskafdeling, samt om

den mindreåriges behov for omsorg og pleje kan opfyldes.

9.1 Patienter under 15 år

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 3, at der ved tvang forstås anvendelse af foranstaltninger, for

hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven. For så vidt angår min‐

dreårige, skal der tages hensyn til deres alder, hvis tvang kommer på tale. F.eks. bør et alvorligt indgreb

som tvangsfiksering i udgangspunktet ikke anvendes over for patienter under 15 år.

Det følger af sundhedsloven, at forældremyndighedens indehavere kan give informeret samtykke til be‐

handling af patienter under 15 år. Patienter under 15 år, hvor forældremyndighedsindehaverne ikke har

samtykket til indlæggelse, vil således ikke kunne frihedsberøves dvs. beholdes på afdelingen mod sin vil‐

je, med mindre psykiatrilovens betingelser herfor er opfyldt.

Psykiatrisk behandling af patienter under 15 år, som iværksættes uden informeret samtykke fra foræl‐

dremyndighedens indehavere, vil være tvangsbehandling og skal altid ske inden for rammerne af psykia‐

triloven. Dette gælder også, når forældremyndighedens indehavere har undladt at tage stilling.

Forældremyndighedens indehavere skal informeres om, at der er mulighed for at frasige sig stillingta‐

gen til anvendelse af tvang eller magtanvendelse over for patienten under 15 år. Hvis forældremyndighe‐

dens indehavere ikke ønsker at tage stilling, vil patienten under 15 år være omfattet af psykiatriloven, hvis

de øvrige betingelser for anvendelse af de enkelte tvangsforanstaltninger er opfyldt. Det betyder, at psyki‐

atrilovens bestemmelser skal være opfyldt, for at der kan udøves tvang til f.eks. blodprøvetagning eller

medicinering, og det indebærer krav om registrering i tvangsprotokoller, beskikkelse af patientrådgiver og

klagemuligheder, m.v.

Af forældreansvarslovens

§ 3, stk. 1, fremgår det, at har forældrene fælles forældremyndighed, kræver

væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Samtykke til behandling

på en psykiatrisk afdeling vil ofte være en væsentlig beslutning, der kræver enighed mellem forældrene.

Ved vurdering heraf skal der lægges vægt på behandlingens art og omfang. Indlæggelse på en psykiatrisk

afdeling og medicinering for psykiske lidelser vil ligeledes være en væsentlig beslutning vedrørende bar‐

nets forhold. Også for mindreårige anbragt uden for hjemmet vil det være forældremyndighedsindehaver‐

ne, der har samtykkekompetencen. Det er lægen, der konkret vurderer, om det kan antages, at forældrene

er enige. Ved tvivl skal lægen søge at indhente samtykke fra begge forældre, hvis der er fælles forældre‐

myndighed. Hvis behandlingen vurderes som en væsentlig beslutning, og forældrene med fælles forældre‐

myndighed ikke er enige om den foreslåede behandling, er der derfor ikke opnået et gyldigt samtykke fra

forældremyndighedsindehaverne.

Psykiatrisk behandling, herunder foranstaltninger omfattet af psykiatriloven, af patienter under 15 år,

der iværksættes med forældremyndighedens samtykke, betragtes ikke som tvang. Der er derimod tale om

magtanvendelse, hvis patienten er under 15 år, og forældrene giver samtykke til en behandling, som er

imod den mindreåriges vilje. Magtanvendelsen skal fortsat registreres i tvangsprotokollen, jf.

vejledning

om registrering af tvang m.v. i psykiatrien.

Overlægen skal sørge for, at patienter under 15 år er informeret og inddraget i drøftelserne om behand‐

ling i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre det kan skade patienten. Dette

gælder, uanset om forældrene har givet samtykke til et indgreb omfattet af psykiatrilovens regler. Patien‐

tens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning. Såfremt patienten

under 15 år modsætter sig behandlingen, selvom forældrene samtykker, skal fordele og ulemper altid op‐

vejes, og den til enhver tid mest skånsomme løsning for patienten skal vælges. Mindste middels princip

skal altid følges.

Samtykke fra forældremyndighedens indehavere skal være givet til en konkret behandling. I kravet lig‐

ger, at et samtykke skal være konkretiseret i den forstand, at det er klart og utvetydigt, hvad samtykket

omfatter. Det skal være klart, hvilken behandling, herunder behandlingsmetode, der må foretages, og

hvad formålet med behandlingen er. Samtykket skal også være aktuelt, det vil sige givet til behandling,

der skal foretages i nærmeste fremtid og ikke på et uvist tidspunkt i fremtiden.

Samtykket skal være informeret, og sundhedspersonen må således sikre sig, at forældrene til patienten

under 15 år er tilstrækkeligt informeret om behandlingen til at vide, hvad de giver samtykke til. Den in‐

formation, som sundhedspersonen giver til forældrene, er med til at præcisere og konkretisere samtykkets

rækkevidde.

Patienter under 15 år, der har været anvendt magtanvendelse overfor, skal tilbydes en eller flere efter‐

samtaler efter samme retningslinjer, som hvis der havde været anvendt tvang i psykiatrilovens forstand, se

afsnit 7 i denne vejledning. Ifølge psykiatrilovens § 4, stk. 6 skal forældremyndighedens indehavere også

tilbydes en eller flere samtaler efter ophør af magtanvendelse. Eftersamtalen skal så vidt muligt gennem‐

føres af personale, der har særlig viden om børne- og ungdomspsykiatri.

Overlægen skal rådgive forældremyndighedens indehavere, om det er hensigtsmæssigt, at de deltager i

eftersamtalen sammen med patienten under 15 år, eller om en eventuel eftersamtale med forældremyndig‐

hedens indehavere skal tilbydes gennemført separat.

9.2 Patienter mellem 15-17 år

Patienter mellem 15-17 år kan selv give informeret samtykke til behandling, men forældremyndighe‐

dens indehavere skal som udgangspunkt have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen,

således at de kan varetage deres omsorgspligt, jf. sundhedslovens § 17, stk. 1. Tavshedspligt over for for‐

ældremyndighedens indehavere kan dog være nødvendig ved afgørende hensyn til patienten, f.eks. hvis

videregivelse af visse oplysninger vil give anledning til voldsomme konflikter, herunder særlige forhold

som f.eks. abort, prævention m.v.

For alle patienter over 15 år, uanset om de har den fornødne modenhed, vil der være tale om tvang, hvis

patienten ikke giver samtykke til behandlingen, uanset betingelserne for anvendelse af de enkelte tvangs‐

foranstaltninger er opfyldt.

10. Husordener

Sygehusmyndigheden har pligt til at sikre, at der på enhver psykiatrisk afdeling forefindes en skriftlig

husorden, som skal være tilgængelig for patienten, for eksempel ved at den ligger fremme eller ved op‐

slag i afdelingen, jf. psykiatrilovens § 2 a. Afdelingsledelsen skal sikre en procedure, så enhver patient

ved indlæggelsen får udleveret en husorden.

Ved udformning eller ændring af den skriftlige husorden skal patienterne inddrages. Med udgangspunkt

i forholdene på den enkelte afdeling, herunder patientsammensætningen, tilrettelægger overlægen, hvor‐

dan inddragelsen skal foretages.

En husorden skal indeholde generelle regler om patienternes udfoldelsesmuligheder under indlæggelse,

for eksempel regler om adgangen til at telefonere, regler om rygning i afdelingen, besøgsforhold, overvå‐

get besøg, m.v. samt om konsekvenserne af, at husordenen ikke overholdes. Vurdering af hvilke elemen‐

ter, husordenen skal indeholde, skal tage udgangspunkt i de konkrete forhold på den enkelte afdeling. Ved

udformningen bør der rettes særlig opmærksomhed mod de forhold, der på den enkelte afdeling har givet

anledning til tvivl og eventuelle konflikter, og hvor der således er særlig grund til at have synlige og klare

retningslinjer.

Hvis en patient overtræder husordenen, skal personalet i den konkrete og aktuelle situation vurdere, om

sanktionen ifølge husordenen skal iværksættes. I vurderingen skal der tages hensyn til patienten og de

konkrete omstændigheder, hvorunder overtrædelsen skete, herunder patientens sygdomstilstand. Det bety‐

der, at hvis en patient overtræder husordenen, bør personalet bl.a. vurdere, om patienten har forstået hus‐

ordenen, og om vedkommende er indstillet på at ændre adfærd. I vurderingen skal principperne om mind‐

ste middel og lighed indgå som de bærende elementer. Vurderingen omfatter alene beslutning om, hvor‐

vidt der skal iværksættes en sanktion som beskrevet i husordenen. Hvis husordenen overtrædes, skal der

således ikke foretages en individuel vurdering af, hvilken sanktion det vil medføre.

11. Klageadgang

I medfør af psykiatrilovens § 34 oprettes ved Nævnenes Hus et psykiatrisk patientklagenævn. Det følger

af psykiatrilovens § 35, at sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal

indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangs‐

fiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesyste‐

mer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i

afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Rets‐

psykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus. Syge‐

husmyndigheden skal ved indbringelse af sagen til Det Psykiatriske Patientklagenævn fremsende sagens

akter, herunder en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen.

Efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren, skal Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Næv‐

nenes Hus indbringe sine afgørelser vedrørende anvendelse af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,

tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen

under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, og aflåsning af døre i afdelingen for retten inden 5 hver‐

dage, efter patienten eller patientrådgiveren har anmodet om det, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 1.

Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke opsættende virkning. F.eks. kan beslutning om

tvangsfiksering iværksættes, straks efter beslutningen er truffet. Klage over beslutning om tvangsbehand‐

ling har dog som udgangspunkt opsættende virkning, hvilket betyder, at behandlingen ikke må iværksæt‐

tes, hvis der er indgivet klage over beslutningen om tvangsbehandling, før Det Psykiatriske Patientklagen‐

ævn ved Nævnenes Hus har truffet afgørelse i sagen.

Klager over tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, skal afgøres inden 7 hverdage efter

klagens modtagelse, jf. psykiatrilovens § 36, stk. 3. I sager om oppegående tvangsfiksering på Sikringsaf‐

delingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, skal Det Psykiatriske Patientklagenævn ved

Nævnenes Hus træffe afgørelse senest 14 hverdage efter klagens modtagelse. I andre sager skal Det Psy‐

kiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus træffe afgørelse hurtigst muligt. Er afgørelsen ikke truffet

inden 14 hverdage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om,

hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.

I tilfælde, hvor omgående gennemførelse af tvangsbehandling er nødvendig for ikke at udsætte patien‐

tens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienter udsætter andre for nærliggende

fare for at lide skade på legeme eller helbred, tillægges klagen ikke opsættende virkning.

Som eksempler på situationer, hvor en klage over tvangsbehandling ikke har opsættende virkning, kan

nævnes de situationer, hvor medicinering er nødvendig for, at patienten ikke udsættes for væsentlig for‐

værring af sygdommen. Det kan f.eks. være nødvendigt at iværksætte behandling, når patienten er i risiko

for at udvikle akut livstruende delir (f.eks. i forbindelse med mani, andre psykoser eller alkoholforgift‐

ning), hvis behandlingen ikke bliver iværksat. Af andre eksempler kan nævnes tvangsernæring af en psy‐

kotisk patient med livstruende anoreksi. Endvidere kan der være situationer, hvor akut medicinering kan

forhindre, at en patient udsætter andre for voldelige overgreb.

Patientrådgiveren og den læge, der har truffet beslutning om tvangsforanstaltningen, skal så vidt muligt

være til stede ved Det Psykiatriske Patientklagenævns sagsbehandling. Patienten skal vejledes om, at mø‐

derne kan afholdes som videomøder på den psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt

i forbindelse med det tvangsindgreb, der klages over, såfremt den psykiatriske afdeling har det nødvendi‐

ge udstyr. Møderne kan undtagelsesvist afholdes som telemøder, såfremt der sker elektronisk nedbrud el‐

ler lignende i forbindelse med afholdelse af videomøde. Hvis patienten ikke ønsker, at mødet afholdes

som videomøde, skal mødet i stedet afholdes på den afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt i

forbindelse med det tvangsindgreb, der klages over, medmindre afholdelse af det personlige møde på det

pågældende sted ikke kan anses for hensigtsmæssigt for patienten.

Patienten eller patientrådgiveren kan indbringe afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om an‐

vendelse af tvang til Det Psykiatriske Ankenævn. Det Psykiatriske Patientklagenævn skal efter anmod‐

ning indbringe afgørelserne for Det Psykiatriske Ankenævn. Afgørelserne kan endvidere indbringes for

Det Psykiatriske Ankenævn af sygehusmyndigheden, jf. psykiatrilovens § 38. Påklage af Det Psykiatriske

Patientklagenævns afgørelser til Det Psykiatriske Ankenævn har ikke opsættende virkning.

Klager over anvendelse af tvang til gennemførelse af personlig hygiejne og klager over undersøgelse af

post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse af medikamenter, rusmidler og farlige

genstande m.v. rettes til sygehusmyndigheden. Sygehusmyndighedens afgørelse kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed.

Klager over den sundhedsfaglige behandling og pleje, som ikke vedrører tvangsforanstaltninger i med‐

før af psykiatriloven, kan indbringes for Styrelsen for Patientklager eller Sundhedsvæsenets Disciplinær‐

nævn.

12. Lægeerklæringer til brug for klagesagsbehandling

En lægeerklæring til brug for behandling af klager over tvangsforanstaltninger, jf. psykiatrilovens § 36,

skal indeholde sygehistorie, en beskrivelse af grundlaget for diagnosen eller eventuelt tentative diagnoser,

begrundelse for nødvendigheden af at iværksætte den pågældende tvangsforanstaltning samt for konse‐

kvenserne af ikke at iværksætte tvangsforanstaltningen. Herunder kan inddrages tidligere erfaringer med

patientens sygdom.

Erklæringen skal være så fyldestgørende, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus ikke

skal indhente supplerende erklæringer. Samtidig skal erklæringen kun indeholde de oplysninger, der er

nødvendige for, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus kan træffe afgørelse. Erklærin‐

gen skal være underskrevet af overlægen og skal fremsendes hurtigst muligt. Ved indbringelse af klagen

til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus skal der sammen med lægeerklæringen tillige

medsendes de relevante tvangsprotokoller, behandlingsplanen samt kopi af øvrige relevante dele af jour‐

nalen.

13. Ikrafttræden, m.v.

Vejledningen har virkning fra den 10. august 2020. Samtidig ophæves vejledning nr. 9778 af 2. august

2016 om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter ud‐

skrivning, m.v. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger.

Sundhedsstyrelsen, den 10. august 2020

Helene Probst

Lovbekendtgørelse nr. 936 af 2. september 2019 om lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

Bekendtgørelse nr. 1093 af 11. september 2015 om samtaler efter ophør af en tvangsforanstaltning og magtanvendelse på psykiatriske afdelinger.

Bekendtgørelse nr. 1075 af 27. oktober 2019 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger.

Bekendtgørelse nr. 1080 af 27. oktober 2019 om underretning og klagevejledning i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien.

Bekendtgørelse nr. 1077 af 27. oktober 2019 om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Vejledning af 10. august 2020 om registrering af tvang m.v. i psykiatrien.

Lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven.

Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v.

Lovbekendtgørelse nr. 776 af 7. august 2019 af forældreansvarsloven.