Spm. nr. US 75

Tak. 25.000 kr. efter skat – så meget vil en gennemsnitlig dansk lønmodtager få i hånden, hvis vi udbetaler danskernes egne feriepenge. Det synes jeg er en rigtig god idé, for vi har brug for, at pengene kommer ud i vores samfund. Vi har brug for at få gang i økonomien. Der er også noget af et efterslæb for en del brancher, kan man sige. Dansk Erhverv har vurderet, at det vil skabe ca. 32.000 arbejdspladser, og helt personligt tør jeg godt lave en vurdering, der siger, at det ville vække en vis glæde hos danskerne at få deres egne feriepenge tilbage.

Dengang vi indefrøs feriepengene, var det jo, fordi vi ikke havde nogen bedre mulighed. Det skete i 2018. Vi lavede en ny ferielov, og hvis vi dengang havde frigivet 100 mia. kr. til samfundet, risikerede vi jo en overophedning af økonomien, og i dag står økonomien jo bare et andet sted. Vi indefrøs også feriepengene, fordi mange af pengene jo stod i virksomhederne. Tog vi pengene ud af virksomhederne, mistede de deres likviditet. Det problem har vi jo fundet en løsning på ved at give et statsgaranteret lån. Det er også en model, der måske ikke så overraskende bakkes op af FH og Dansk Arbejdsgiverforening. Så det er jo et godt forslag. Der skal ikke graves dybt i statens kasse, fordi det jo er et lån, vi trods alt har med at gøre. Så jeg vil egentlig gerne høre statsministeren: Hvad taler imod, at vi udbetaler danskernes egne penge?

Statsministeren.

Jeg er helt sikker på, at der ikke kommer til at blive citeret ret meget fra den her spørgetime, fordi nu har vi en egentlig politisk diskussion med hinanden, og så viser det sig jo, at forskellene ikke nødvendigvis er så store, og at alle partier i øvrigt er optagede af at finde de bedste løsninger. Så vil der selvfølgelig være nogle ideologiske forskelle, men egentlig efterstræber vi jo det samme lige nu: at holde hånden under dansk økonomi, få gang i hjulene der, hvor de ikke er i gang allerede, og dermed understøtte beskæftigelsen.

Jamen der er ikke meget, der taler imod det her, og derfor indgår det selvfølgelig også utrolig meget i vores overvejelser.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Det lyder godt, og så kunne jeg jo stoppe her. Jeg tror bare, jeg stiller et spørgsmål mere om sagen. Det er jo godt, at vi har ideologiske forskelle her i salen, og det er godt, for ellers var det også kedeligt. Den tidligere spørger ville bruge andre folks penge. Jeg vil bare give folk deres egne penge tilbage, og det synes jeg alligevel er et sympatisk træk (Munterhed) – hos mig, ja! Når jeg selv helt objektivt skal lave en politisk analyse, vil jeg nok sige, at det har jeg ret meget ret i.

Vi står jo ikke i en situation, hvor økonomien risikerer at blive overophedet. Det tror jeg vist godt vi kan sige. Så jeg hører godt, hvad statsministeren siger, men når der ikke er så meget, der taler imod, så vil jeg spørge, hvornår statsministeren så regner med, at vi kan få en afklaring på det her. For ellers må vi skynde os at gøre noget, så vi kan få de her penge ud at virke. Jeg frygter lidt for det: Kommer der til at ske noget? Kommer der ikke til at ske noget? Hvad er det for en pakke? Skal man bare give folk nogle få tusind kroner, for så tror jeg ikke, det virker.

Statsministeren, værsgo.

Det er alligevel en mand med en vis selvtillid, der står i Folketingsalen og giver sig selv karakterer. Det er meget sympatisk, og det har meget fornuft for sig. Vi er jo nu i den situation, at der er en trepartsaftale omkring afslutningen på hjælpepakkerne, og jeg vil i øvrigt gerne takke arbejdsmarkedets parter for, at vi fik lavet lønkompensationen i første omgang. Nu er der så en trepartsaftale. Der bliver politiske forhandlinger i den her uge hos finansministeren. Vi synes, det ville være naturligt, at når vi diskuterer afslutningen på hjælpepakkerne, begynder vi også at diskutere det lidt mere langsigtede omkring økonomi. Det kunne f.eks. også være feriepengene.

Hr. Søren Pape Poulsen med et sidste spørgsmål. Værsgo.

Den er hjemme, havde jeg næsten lyst til at sige. Men lad os nu se. Jeg tager det positivt ned og glæder mig til de videre drøftelser.

Så vil jeg skifte fuldstændig spor, kan man vist roligt sige. Vi har nu været igennem en helt særlig situation i vores samfund. Vi har bedt folk om at blive hjemme i en stor del af landet. Mange folk har risikeret deres job, og mange er blevet arbejdsløse. Vi har stået i en situation, hvor vi ikke kunne besøge vores gamle, fordi de kunne risikere at blive smittet. Alt har simpelt hen været afhængigt af, at hver eneste en af os som borgere i det her samfund har taget et ansvar for, at man ikke bringer smitte til andre. Statsministeren og myndighederne har holdt et hav af pressemøder og har informeret befolkningen.

Nu stiller jeg ikke spørgsmålet for at sætte spørgsmålstegn ved folks grundlovssikrede ret, men hvad mener ministeren om det samfundssind, der blev udvist ved Black Lives Matter-demonstrationen, hvor ekstremister står i spidsen og tidligere har sagt, at tre folketingsmedlemmer, der er demokratisk valgt, skulle smides i fængsel? Det er én ting; den debat kan vi tage på et andet tidspunkt. Men hvad mener statsministeren om det samfundssind, der ligger bag at lave sådan en demonstration, med alt det, vi har risikeret i det her samfund?

Tak for det. Statsministeren, værsgo.

Først vil jeg gerne sige tak for den aftale, vi kunne lave i går, om at begynde at hæve forsamlingsforbuddet. Det er jo en af de restriktioner, som jeg tror mange mennesker glæder sig mest til ryger væk. Det kan vi gøre, fordi smitten er under kontrol og tingene går så godt, som de gør.

Vi har jo valgt at sige fra start, og det står jeg på mål for at vi har, at politiske ytringer og dermed også forsamlinger er undtaget fra forsamlingsforbuddet. Og man skal jo nok ikke gøre sig mange overvejelser for at forestille sig, at vi, hvis vi havde sagt det modsatte, havde knægtet en af de vigtigste grundlovsrettigheder, vi har, nemlig at forsamle sig.

Når man må forsamle sig, kan man også lave en demonstration, og det kommer jeg ikke til at udtale mig imod at man gør. Men min opfordring er selvfølgelig helt klart, som i alle mulige andre henseender, at man skal holde afstand, man skal vaske hænder og spritte af og man skal passe på hinanden og sig selv. Og så skal man jo bare vide med den viden, vi har om sygdommen i dag, at det jo er en sygdom, der smitter, når mange mennesker samler sig, og ikke mindst, hvis der er dråber, hvad der jo også kan være i forbindelse med sådan en type manifestation. Så det stiller nogle ret store krav, må man sige.

Tak til hr. Søren Pape Poulsen.

Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.