Spm. nr. US 36

Spm. nr. US 36

Tak for det, formand. Og selvfølgelig også tak til statsministeren for de indledende bemærkninger. Jeg vil gerne blive i det samme spor, som hr. Jakob Ellemann-Jensen og statsministeren lige har været inde på, for jeg synes altså, der er en gang udenomssnak her. Altså, helt ærligt. Man beklager, at der er en mail. Man kunne næsten forestille sig, at der blev sagt: Ups! Det blev opdaget. Og man får sådan lidt fornemmelsen af, at det er sådan noget halvhjertet snak om, at nå jamen partierne skal jo også dyste osv., og hvad er der nu helt ærligt sådan rigtig galt med den her mail? Det er jo en drejebog i, hvordan man undervejs i et forhandlingsforløb skal genere de partier, man forhandler med. Her er det specifikt Venstre, der er nævnt. Det er en drejebog, som fortæller, at man bruger oplysninger, som tilgår dem under forhandlingerne på baggrund af de spørgsmål, partierne stiller, mod partiet selv.

Nu har vi jo været her i nogle år og forhandlet mange ting på plads, så vi ved jo udmærket godt, at når man går ind i det der forhandlingsrum, hvor man virkelig skal nå hinanden, og hvor det kan være rigtig, rigtig svært, er det fuldstændig afgørende, at der er tillid til, at man kan bevæge sig ud over kanten, og at man kan stille nogle spørgsmål, som måske også er lidt tricky, i forhold til hvad man måske selv tænker om det – vil vi det, eller vil vi det ikke? – men man har brug for svaret til at finde ud af det og afklare med sig selv, hvor man står. Der skal man da vide, at sådan nogle svar på sådan nogle spørgsmål i sådan et forhandlingsforløb så ikke bliver brugt mod en selv undervejs i forhandlingsforløbet, altså mod en selv offentligt.

Der må jeg bare sige, at den her drejebog, som nu blev blotlagt i Jyllands-Posten i går, fortæller, hvordan Socialdemokratiet sørger for at bruge det materiale imod i det her tilfælde Venstre, som er nævnt, i løbet af forhandlingerne. Der må statsministeren da komme op med en klarere afstandtagen til det, en klarere bevisførelse her i Folketingssalen af, hvad for nogle konsekvenser det får i forhold til den måde, regeringen arbejder på. Ellers så sidder vi da tilbage med den der fornemmelse af, at ja, altså, ups, det blev opdaget; næste gang så gør vi det bare igen.

Statsministeren.

Men det kan man ikke konkludere på baggrund af mine udtalelser i dag. Jeg sagde faktisk meget klart, at det ikke er mailen i sig selv, der skal beklages, og heller ikke, at den ved en fejl bliver sendt. Det er indholdet, og det er ånden bag. Det var faktisk præcis det, jeg sagde. Derfor går min beklagelse jo videre end det skrevne ord. For selvfølgelig skal det være sådan, at enhver ting har sin tid på Christiansborg.

Nu har spørgeren og jeg jo forhandlet ganske mange ting, og spørgeren kan sikkert også bekræfte, at der aldrig er sluppet et ord ud fra det forhandlingslokale, jeg har siddet i, fordi jeg selv vægter det utrolig højt. Så er der en gruppe, der har siddet og skrevet nogle ting sammen, og det skal de selvfølgelig lade være med, især når der ikke er et politisk mandat til at arbejde på den måde. Ansvaret for, hvad der foregår i Socialdemokratiet, er altid mit, og derfor beklager jeg det, der er foregået.

Men man kan ikke på baggrund af det, jeg siger, konkludere, at jeg ikke tager det alvorligt. For vi er alle sammen fuldstændig afhængige af, at folkestyret kan samarbejde, og at vi kan kæmpe og vi kan diskutere i de tider og i de perioder, hvor det er det, der skal til, og at man så også kan gå ind i et rum og være fuldstændig trygge ved hinanden og vide sig sikker på, at når man netop også prøver ting af, bliver det i lokalet, og det har man mit fuldstændig klare tilsagn om også kan ske i de her forhandlinger – selvfølgelig.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen så er det jo statsministeren, vi må forhandle med. For det er jo rigtigt, at jeg ikke, når jeg har forhandlet med den nuværende statsminister, også i tidligere situationer, har haft oplevelsen af, at man ikke har kunnet holde tingene fortroligt, hvis det har været nødvendigt. Men så er det statsministeren, man må forhandle med.

For problemet er jo, at Socialdemokratiet i regering har valgt at sætte ganske mange embedsmænd ind i ministerierne; har valgt at ansætte ganske mange personer, som skal hjælpe Socialdemokratiet i den politiske kamp mod os andre, som hele tiden udspiller sig. Man kan sige, at det jo er en del af det politiske game, men det interessante for os er, hvordan de mennesker så bliver brugt. Og de mennesker bliver brugt på en måde, som statsministeren her i dag åbenlyst siger er fuldstændig utilfredsstillende – det er jo indholdet, det er jo ånden i mailen, siger statsministeren nu den er gal med. Men hvis det er ånden, den er gal med, så er der jo noget galt med hele den ånd, som præger det nuværende arbejde i statsadministrationen på baggrund af de mennesker, som Socialdemokratiet har valgt at sætte ind til at hjælpe sig i den politiske kamp.

Hvad vil statsministeren så gøre for at få ryddet op i det?

Statsministeren.

Nej, man kan ikke ud af én beslutning truffet hos en mindre gruppe af mennesker konkludere, at det er hele ånden, den er gal med. Vi har allerede indgået rigtig mange brede aftaler, og Dansk Folkeparti er i øvrigt med i mange af dem, og Venstre er med i mange af dem. Jeg har ikke oplevet nogen som helst problemer omkring de forhandlinger, og det skal man selvfølgelig heller ikke opleve fremadrettet. Der er sket en fejl, den beklager jeg. Men at udlægge det, som om vi har et generelt problem eller vi for den sags skyld har ansat mange flere mennesker, end der har været ansat under den tidligere regering, er jo heller ikke rigtigt. Vi har foretaget nogle ændringer, og dem står jeg selvfølgelig på mål for. Når der bliver begået fejl – og det er, hvad enten det er mig selv, jeg kommer også til at begå fejl, jeg har begået mange fejl i mit liv, eller det er ministre, eller det er medarbejdere – så er ansvaret i sidste ende mit som partiets formand og i det her tilfælde også som statsminister, og derfor giver jeg en beklagelse.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for et sidste spørgsmål.

Men man kan nok lægge til grund, at det ofte ikke er sådan en almindelig embedsmand, der er ansat i den gamle ånd – den gamle måde, vi har haft det på i Danmark – som umiddelbart tænker: Hvordan kan vi udnytte spørgsmål, der bliver stillet under et forhandlingsforløb, mod dem, vi forhandler med, undervejs? Det er jo nok ikke sådan, det er. Det er nok i højere grad de spindoktorer, som i stigende grad bliver ansat – og i stigende grad med den her regering – og også får større ansvar, for vi har jo også tidligere diskuteret den særlige rådgiver, der er kommet ind i Statsministeriet, og som statsministeren har taget med i Statsministeriet. Hun har oprettet en særlig afdeling, hvor han i virkeligheden skal finde ud af, hvordan spindoktorerne sådan rundtomkring og også de andre ministerier arbejder, og han sidder jo med ved bordet i økonomiudvalget og i koordinationsudvalget. Det har vi jo diskuteret.

Så de her mennesker har jo fået en anden og en større rolle under Socialdemokratiet i regering, end de har haft tidligere, og derfor er det da interessant at se, hvordan de arbejder; hvad det er, der sker, når man lader de mennesker få den magt, som de åbenbart har fået. Og der vil jeg da sige, at det, statsministeren sagde lige før, var, at ånden i den her mail, altså om, hvordan man skulle arbejde, var gal.

Så må jeg bare spørge: Hvilke initiativer vil statsministeren så tage for at få ryddet op i det her og få os overbevist om, at det her ikke kommer til at ske, næste gang vi sidder i en forhandling med den her regering?

Statsministeren.

Mit ord. Det er jo i sidste ende det, vi har på Christiansborg, og derfor skal vi selvfølgelig også tænke over, hvordan vi opfører os over for hinanden, og derfor er det også på sin plads at beklage det. Men hr. Kristian Thulesen Dahl har mit ord for, at vi forhandler på den måde, som en regering bør forhandle, og ansvaret for et forhandlingsklima ligger i sidste ende hos regeringen, og det skal vi tage alvorligt.

Så vil jeg i øvrigt sige, at en af de fejl, vi har begået i processen omkring udspillet, og i de efterfølgende spørgsmål-svar i forhold til udligning handlede om to forskellige tal, der blev ført ind i en kolonne. Det var en helt traditionel embedsmand, der kom til at begå den fejl. Det tager vi også ansvaret for, men det er jo ikke, fordi der er en person, der har villet ødelægge forhandlingerne. Det sker, mennesker begår fejl. Ser man fejlen, har man ansvaret for at få rettet op, og det er der et fuldstændigt tilsagn om at vi gør herfra – selvfølgelig.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Så er det hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.