Spm. nr. US 35

Spm. nr. US 35

Tak for det, formand, og tak til statsministeren. Jeg havde jo egentlig glædet mig til i dag at spørge sådan lidt ind til substansen af regeringens forslag til en udligningsreform, om, hvordan vi kan få styr på skatten, om, hvordan vi kan sikre en god velfærd, balance i hele Danmark, sikkerhed for kommunernes økonomi og så få sat en stopper for overbetalingen af de socialdemokratiske kommuner på Vestegnen. Der er vi bare ikke – der er vi desværre slet ikke – og det ærgrer mig inderligt. For det her er vigtigt. Det er fordelingen af mere end 18 mia. kr. Det handler om folks velfærd, det handler om folks dagligdag, det handler om pasningen af vores børn, det handler om plejen af vores ældre. Det her er vigtigt. Det har betydning for, hvad det er for en velfærd, vi kan tilbyde, det har betydning for, hvad det er for en skat, vi betaler.

Jeg må sige, at en af de ting, som jeg sætter allerstørst pris på ved Christiansborg, er det samarbejdende folkestyre, hvor vi sådan for en stund lægger angreb og lægger taktik til side, sætter os rundt om et bord, kigger hinanden i øjnene og siger, at det her simpelt hen er vigtigt, og at vi nu finder en løsning til gavn for Danmark, til gavn for danskerne, fordi det er vigtigt, fordi det giver holdbare løsninger, fordi det er det, danskerne forventer af os. Det er derfor, vi ikke har forladt forhandlingerne om udligning – det på trods – for de her forhandlinger er vigtige, og den tillid, som er nødvendig for at forhandle det her, har godt nok i bedste fald lidt et voldsomt knæk. Statsministeren taler ofte om det med tillid, og at tillid er vigtigt, men den tillid forsvinder jo altså som dug for solen, når vi så kan konstatere, at de spørgsmål – muligvis dumme, men i hvert fald spørgsmål – vi stiller i forbindelse med forhandlingerne, går man sådan og planlægger at man skal bruge imod os, at dem skal man bruge til at angribe Venstre.

Bredt i regeringen ser man altså de her forhandlinger som en platform for politiske angreb, og det er så oven i de her uger med slid for at få et beregningsgrundlag bragt frem i lyset, og det har også været svært. Nu har statsministeren så beklaget eller i hvert fald beklaget mailen, og så er det bare, jeg gerne vil vide: Hvad har Statsministeriets rolle og hvad har statsministerens rolle været i det her?

Statsministeren, værsgo.

Nej, jeg beklager sådan set ikke kun mailen. For hvis man skal beklage noget, skal det jo være indholdet af det, og jeg er sådan set enig i, at hver ting hører sin tid til, og Venstre og Socialdemokratiet er begge to partier, der godt kan finde ud af at gå ind i en politisk diskussion og også en gang imellem at være hårde ved hinanden. Men selvfølgelig skal man så også på et andet tidspunkt gå ind i det rum, hvor det kun handler om at forhandle, og finde det resultat, som jeg mener at begge partier har en meget stor interesse i, og jeg glæder mig i øvrigt over, at der stadig er mange partier med i forhandlingslokalet, og håber derfor også, at det betyder, at vi kan få en god og holdbar løsning her.

Som det allerede er fremgået, også af den offentlige diskussion, har en af de særlige rådgivere i Statsministeriet været bekendt med indholdet af den her mail, også før vi andre er blevet bekendt med den, og det er det, der er tilfældet. Når jeg vælger at beklage det, er det selvfølgelig, fordi det er vores opgave at sikre et ordentligt forhandlingsklima, og der er ikke – vil jeg gerne sige – nogen, der har haft nogen som helst interesse i at lække fra forhandlingerne og fortsætte en politisk diskussion, som man måske i virkeligheden godt kunne mene kunne have været sluttet af på et tidligere tidspunkt.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen, værsgo.

Statsministeren gør som regel et stort nummer ud af – og det kan jeg godt forstå – at stå i spidsen for alle svære forhandlinger, svære beslutninger i Danmarks regering, og derfor kan det selvfølgelig undre mig lidt, hvis statsministeren så ikke har haft kendskab til det her. Men så lad mig spørge på en anden måde: Kan statsministeren garantere, at det her ikke er en praksis, som følges i andre forhandlinger eller i andre ministerier?

Statsministeren.

Jeg tror, man skal skille tingene ad, for en regering har jo altid lov til, og det er helt legitimt, at man indgår i den politiske diskussion. Og hvis man bliver skudt på eller bliver angrebet eller der stilles spørgsmål til den politik, regeringen har, svarer man selvfølgelig, og man kan også stille spørgsmål den anden vej. Det er jo ikke anderledes, end det har været for alle andre regeringer gennem tiden.

Det, vi diskuterer her, er, at når man så er inde i et forhandlingsrum sammen, er der så et tidspunkt, hvor man skal lukke den almindelige politiske kamp og retorik ned og alene fokusere på resultater? Og der er jeg sådan set enig i, at den mail og den beslutning, der ligger bag det, jo ikke afspejler det, som jeg egentlig tror både spørger og svarer er enige om, nemlig at der, hvor vi er i forhandlingerne, vil vi bare gerne have et lukket rum for os politikere til at finde de rigtige løsninger. Statsministeriets særlige rådgivere har været bekendt med den diskussion. Selvfølgelig ved jeg da også, at der er en diskussion i Socialdemokratiet om, hvordan vi håndterer udligningsspørgsmålet på den rigtige måde. Men den ordlyd og den ånd, der ligger bag ordene, er ikke det, der skal gøre sig gældende, når vi forhandler med Folketingets partier; det vil jeg gerne sige helt klart.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen for sidste spørgsmål. Værsgo.

Det er jo sådan set interessant, at statsministeren godt vidste det. Jeg anfægter jo ikke, at vores partier skal have lov til at angribe hinanden – vi skal have lov til at udfordre hinandens politik, og vi skal også gøre det på en hård måde, og hvis man ikke vil det, skulle man have lavet noget andet. Det sætter jeg slet ikke spørgsmålstegn ved. Men forudsætningen for, at vi kan nå nogle aftaler til gavn for danskerne, er, at der er et fortroligt rum, når man går ind i et forhandlingslokale. Hvis ikke man har det, hvis man er i tvivl om, om det eksisterer, så kan vi jo ikke forhandle om noget som helst. Det er jo nødvendigt, at der er plads til, at man blotter sig, det er nødvendigt, at der er plads til, at man spiller med åbne kort, og det har vi ikke særlig meget lyst til at gøre lige nu – det må jeg bare sige som det er.

Hvad vil statsministeren gøre for at genskabe den tillid, som altså ligger på et meget lille sted lige nu?

Statsministeren.

Vi er helt og aldeles afhængige af den gensidige loyalitet, når vi sidder inde i forhandlingslokalet, og det bedste, jeg kan give, er jo mit ord for, at der selvfølgelig ikke kommer noget som helst ud fra det forhandlingslokale, hvad enten det foregår i Finansministeriet, hvor forhandlingerne finder sted, eller i øvrigt i den løbende dialog mellem hr. Jakob Ellemann-Jensen og mig selv. Det, der er mellem os i den politiske diskussion, skal selvfølgelig kunne blive der. Jeg håber så også, at man tror på, at der ikke er nogen, der har tænkt det anderledes. Det er selvfølgelig vores opgave at bevise, at det er sådan, det forholder sig, og det vil jeg gøre mit allerallerbedste for at gøre.

Spørgsmålet er sluttet. Tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Den næste spørger er hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.