Tak for spørgsmålet. Jeg besluttede i efteråret sidste år at give de nye grundlovsceremonier, herunder kravet om håndtryk, en chance for at virke og i den forbindelse drage mig nogle nyttige praktiske erfaringer at basere overvejelserne om ceremonierne med håndtrykket på. Jeg nåede at deltage i tre grundlovsceremonier: En i Hvidovre, en i Herning og en på Københavns Rådhus. Jeg fik faktisk et ret positivt indtryk at de her nye ceremonier og afviklingen af dem. Det var faktisk en festdag alle tre steder.
Jeg synes også, at det virker helt naturligt, at ansøgeren i forbindelse med ceremonien hilser på borgmesteren eller en anden repræsentant for kommunen ved at give hånd. Hvis ikke man kan give hånd til en person af det modsatte køn, tror jeg, man har søgt statsborgerskab i det forkerte land, for sådan har det været i Danmark i mange år, og det skal det også fortsætte med at være under normale omstændigheder, selvfølgelig. Det er almindelig høflighed, og det tror jeg faktisk der er bred enighed om.
Derfor ønsker vi heller ikke at tilbagerulle kravet om håndtryk ved ceremonierne, men vi vil i lyset af den ekstraordinær situation, vi står i, for en periode suspendere kravet. Formålet med grundlovsceremonien var faktisk ikke, at der skulle være en ekstra test af ansøgerens vilje til at indoptage danske kulturelle normer. Formålet var, at ansøgeren skulle vise respekt for danske værdier og optræde respektfuldt over for repræsentanter for myndighederne.
Det er vigtigt for mig her at sige, at det er kravet om håndtryk, som vi suspenderer, ikke selve ceremonierne. Vi foreslår fortsat, at man deltager i en grundlovsceremoni, og at man i den forbindelse fortsat skal skrive under på, at man vil overholde lovgivningen, herunder grundloven, og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, selvfølgelig.
Grunden til, at regeringen vil suspendere håndtrykket, er, at sundhedsmyndighederne bl.a. anbefaler, at man ikke giver hånd, og at man holder afstand. Og jeg synes ikke, at vi kan forlange af nye statsborgere, at de skal give borgmesteren hånden, når myndighederne samtidig anbefaler, at man slet ikke giver hånd, og at man holder afstand.
Jeg synes heller ikke, det er rimeligt, at folk på grund af den nuværende ekstraordinære situation skal vente i urimelig lang tid på at blive danske statsborgere. Det er folk, der lever op til alle kravene med hensyn til kriminalitet, sprog og beskæftigelse – alting – og nu bare venter på at deltage i en ceremoni.