Tak for det her spørgsmål. Jeg har 2 minutter til mit indledende svar, og så vil jeg godt indlede med at citere fra statsministerens åbningstale fra Folketingets talerstol i sidste uge, hvor statsministeren sagde:
Medarbejderne er ved at drukne i alle de gode intentioner om, hvordan de udfører deres arbejde bedst muligt. Jeg forstår godt dem, der lader bureaukratiet gå ind ad det ene øre og ud af det andet og bruger kræfterne på at være sammen med borgeren. Vi har brug for en nærhedsreform, hvor vi skruer ned for detailstyringen oppefra og skruer op for faglighed og ledelse ude på institutionerne.
Det er altså helt afgørende – hvis jeg må udfolde det her citat – at medarbejderne i ældreplejen kan bruge deres faglighed, og at vi har tillid til, at de gør deres arbejde. De skal, som jeg var inde på tidligere, ikke hænge deres faglighed og erfaring i garderoben. Tværtimod skal de tage den i brug i hverdagen og bruge alt det, de ved og kan, til at give den bedst mulige pleje og omsorg til borgeren. Det er jo det, der er hele formålet.
Økonomiaftalen med kommunerne, som jeg henviste til i mit tidligere svar, og som blev indgået i september måned, er jo netop en aftale, hvor vi lader pengene følge med, når vi bliver flere ældre. Men vi aftalte altså også, at vi er nødt til at kigge bredt på krav, regler, procedurer osv., som vi og kommunerne selv har formuleret, hvis vi skal løse de udfordringer, vi står over for, og det er, tror jeg vi alle sammen må erkende, ikke nogen let opgave. Jeg og regeringen er også helt med på, at vi ikke er de første, der forsøger. Man har forsøgt før, og man er også nået et stykke vej før, men det ændrer ikke ved, at vi skal blive ved med at have ambitionen om og modet til at tage de skridt. Derfor vil vi altså sammen med KL analysere det her med det formål at reducere arbejdsbyrden, og så skal vi sammen kigge på, om medarbejdernes albuerum er blevet for lille og reglerne er blevet for mange. Det er for tidligt at konkludere på det arbejde, men tak for interessen for området. Det er meget vigtigt.