Spm. nr. S 426

24) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Pia Kjærsgaard (DF) :

Hvad er ministerens holdning til forslaget fra Socialdemokratiet om, at Danmark ikke i udgangspunktet skal give udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod deres egne statsborgere, sådan som det fremgår af oplægget »Retfærdig og realistisk. Helhedsplan for dansk udlændingepolitik«, side 8, maj 2019, og kan ministeren oplyse nærmere om, hvordan det går med forslaget?

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Hvad er ministerens holdning til forslaget fra Socialdemokratiet om, at Danmark ikke i udgangspunktet skal give udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod deres egne statsborgere, sådan som det fremgår af oplægget »Retfærdig og realistisk. Helhedsplan for dansk udlændingepolitik«, side 8, maj 2019, og kan ministeren oplyse nærmere om, hvordan det går med forslaget?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Som spørgeren også ved, er jeg meget optaget af at finde ud af, hvad der faktisk virker i udsendelsesarbejdet, og hvad der ikke gør.

For jeg ønsker en udlændingepolitik og et udsendelsessystem, der faktisk virker. Har man ikke lov til at opholde sig i Danmark, skal man selvfølgelig rejse hjem. Det kan og skal der selvfølgelig heller ikke herske tvivl om. Vi har en klar forventning om, at de lande, som udlændingene kommer fra, samarbejder om at modtage deres egne statsborgere. Det gør de fleste lande heldigvis også. Men hvis landene ikke samarbejder, er jeg indstillet på at undersøge, hvad der er de relevante redskaber til at reagere over for de lande. Det kan være udviklingsbistand, visumrestriktioner eller noget helt tredje. Det vil jeg ikke tage stilling til, før vi kender omstændighederne for samarbejdet med det enkelte land.

Som jeg forstår det, er der også forskellige former for udviklingsbistand. Der er f.eks. udviklingsbistand, som gives til humanitære organisationer i de pågældende lande, og så kan der være midler, der gives mere direkte til myndighederne. Det bør altså også indgå i overvejelserne, når vi diskuterer, hvordan udviklingsbistanden kan understøtte vores arbejde på migrations- og udsendelsesområdet på den ene eller den anden måde.

Jeg bliver også nødt til at henvise til udviklingsministeren for en nærmere redegørelse for både opdelingen af udviklingsbistanden og overvejelserne bag. Men landenes samarbejde om at modtage deres statsborgere, kan heller ikke stå alene. Samtidig ved vi, at der er lande, der uanset vores reaktioner ikke ønsker at samarbejde, og derfor har jeg bedt mit ministerium se på, hvordan vi mest effektivt sikrer, at udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig i Danmark, faktisk rejser hjem. For hvis udlændingene rejser selv, er det nu engang den bedste løsning både for dem og for os. Derfor vil jeg gerne have et hjemsendelsessystem, der er indrettet på en sådan måde, at vi får flest mulige til at rejse selv. Resultaterne af det arbejde forventer jeg, som jeg også allerede har nævnt i en anden sammenhæng, at kunne dele med jer i starten af det nye år.

Spørgeren.

Tak. Jeg læser lige op: »Afviste asylsøgere skal sendes hjem. Mange af de mennesker, der er kommet til Danmark og Europa i de senere år, er ikke flygtninge. De er migranter, som søger en bedre tilværelse i Europa«.

Det kunne være sagt af Dansk Folkeparti, og det har det også været gjort i mange år, også personligt af mig selv, men nu var det altså Socialdemokratiet, som kom frem med det her i valgkampen, og samtidig skriver regeringen nu: »Samtidig skal Danmark i udgangspunktet ikke give udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod deres egne statsborgere«.

Det er jeg helt enig i. Jeg har aldrig kunnet forstå, at man har kunnet nægte at tage imod egne statsborgere. Der må også være noget, der hedder folkeretten. Det er nok uden for ministerens regi, og det kan vi måske tage en diskussion af en anden gang. Men der er jo, som ministeren forklarer det, stadig væk forskel på ulandspenge. Jo, jo, det er der, men det er skatteyderne, der betaler dem alle sammen, og derfor skriver Socialdemokratiet jo i det her oplæg, at man i udgangspunktet ikke skal give udviklingsbistand til lande, der nægter at tage imod egne statsborgere. Der savner jeg, at man er mere konkret i forhold til: Hvad gør man for at lægge pres på de lande? For det er jo det, der er det store problem i forhold til at modtage egne statsborgere.

Ministeren.

Vi deler jo sådan set standpunkter her, nemlig at det er totalt uacceptabelt, at lande ikke vil tage imod deres egne statsborgere. Det vil de fleste lande også, men der er nogle, der ikke vil, og det er totalt uacceptabelt, og så hænger vi ikke bare på den kulturelle udfordring og den politiske hovedpine, men også på en kæmpe økonomisk regning, og derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at få de her lande på bedre tanker, og her kan visumrestriktioner være et værktøj, og udviklingspolitikken, udviklingsbistanden, kan være et andet. Her hejser jeg bare lige det ene flag, at der er forskel på, om vi giver stater penge eller humanitære organisationer penge.

Spørgeren.

Jo, men igen, minister, og vi kommer nok tilbage til det på et tidspunkt, så er det, at jeg i høj grad savner, at der er noget konkret handling. For det nytter jo ikke noget, at vi deler holdninger, hvis ikke også handlingerne følger med i de holdninger, man nu engang har. Det er derfor, jeg forsøger at presse ministeren til at være mere konkret, og jeg skal måske stille et skriftligt spørgsmål: Hvad er det for nogle lande, der ikke vil tage imod? Hvor meget giver man de forskellige lande, der ikke vil tage imod, i ulandsbistand? Uanset om det er hjælp til det ene eller det andet eller det tredje, så er det altså danske skatteborgere, der er med til at betale, og det er helt, helt urimeligt, at man ikke kan få andre lande til at tage imod egne borgere. Man er nødt til at lægge et pres på det.

Tak. Ministeren.

Jeg kan fortælle, at den største gruppe, vi har i udsendelsesposition, som det hedder, er iranere, og dem har vi problemer med at sende hjem med tvang, og det er totalt uholdbart. Jeg tør slet ikke fortælle, hvor mange penge vi bruger på det: 300.000 pr. snude, der opholder sig på udrejsecentrene. Det er meget, meget dyrt, og derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi overhovedet kan. Men jeg tror også, spørgeren og jeg er enige om, at vi først og fremmest skal gøre det, der virker. Jeg må indrømme, at jeg ikke lige kender udviklingspolitikken over for Iran, og jeg ved ikke, om vi bruger nogle penge der. Men hvis det overhovedet kan give mening, er regeringen indstillet på både at bruge visumrestriktioner, udviklingspolitik og alt andet, vi har i værktøjskassen, for at få det her til at fungere bedre.

Tak. Spørgeren.

Så vil jeg bede regeringen og meget gerne med ministeren i spidsen om at komme med en handlingsplan, som jeg vil rykke for her i Folketinget, og det behøver ikke nødvendigvis være i den mundtlige spørgetid, det kan også være på et samråd, eller hvad ved jeg, hvor ministeren kommer mere konkret ind på, hvad det er for nogle lande, vi giver den her bistand, samtidig med at det er lande, som ikke vil tage imod egne borgere, og hvor konkret ministeren og regeringen vil være i forhold til at sige: Nu smækker vi altså pengekassen i, uanset om det er den ene eller den anden form for bistand. For det er jo også sådan, at selv om der bliver sagt, at det er humanitær bistand, så ved vi også udmærket godt, at det i mange tilfælde – desværre – også går i de forkerte lommer.

Tak. Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at jeg er glad for spørgerens interesse for det her. For jeg synes, det er vigtigt, og jeg vil virkelig opfordre til at stille nogle skriftlige spørgsmål om lige præcis det, som spørgeren henviser til her. Den del af det, der handler om, hvem der ikke vil tage imod deres egne statsborgere, kan jeg i hvert fald svare på, og den del, der handler om, hvor vi bruger udviklingspenge, kan udviklingsministeren så svare på, og så har vi et udmærket grundlag for en kvalificeret diskussion. Og regeringens holdning vil være, at hvis det virker, skal vi gøre det.

Tak. Der er ikke flere spørgsmål i den her runde.

Den næste, der skal stille spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren, er hr. Hans Kristian Skibby, og det første spørgsmål er spm. nr. S 435.