Jeg vil lige gøre opmærksom på, at der i det oprindelige stillingsopslag var anført en ugentlig arbejdsdag i København. Opslaget lød således: »Som udgangspunkt vil der være to arbejdsdage om ugen i Augustenborg, en i Tønder og en i København«.
Ordlyden i det nyeste opslag er imidlertid væsentlig ændret, idet tjenestestedet som udgangspunkt er København. Jeg anerkender fuldt ud, at det, når man slår en stilling op, kan være, at man ikke helt får det antal ansøgere, man gerne vil have, eller de kvalifikationer, man nu har ønsket at få opfyldt, blandt de ansøgere, der har været. Men det, der skal bemærkes i den her sammenhæng, er jo, at det er muligt at rekruttere direktører til kommunalbestyrelser, til kommunale sammenhænge, kommunaldirektører, og at det er muligt i forhold til hospitaler osv. osv. i hele regionen og også på Als, hvor Augustenborg ligger. Det, der er vitalt ved den her sag, er jo, at der er 550 medarbejdere tilknyttet den funktion, som der er i Augustenborg. Det er en specifik funktion, som arbejder med kunder, altså med landmænd, og de personer, der er tilknyttet landmænd. En del af disse landmænd bor alt andet lige i udkanten – ligesom jeg i øvrigt selv gør – og det skal bemærkes, at en stor del af disse landmænd har markeret en markant ekstra tilfredshed med det arbejde, som i øvrigt er sket med Landbrugsstyrelsen, efter at den er flyttet til Augustenborg. Så det er rigtig, rigtig positivt.
Så derfor vil jeg meget gerne vide, hvad ministeren rent faktisk vil gøre i den her sammenhæng. Der er specifikt og klart udtalt en markant forskel i forhold til arbejdsstedets placering. Hvordan vil ministeren sikre, at der fremover vil være en personaleledelse, som varetager disse 550 medarbejderes funktion?