Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
S 1768
Offentligt
2244966_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Den 15. september 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. S 1768 stillet den 9.
september 2020 af Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. S 1768
”Hvilke initiativer vil ministeren
tage for at få renset havbunden for gamle fiskenet, som er blevet
dumpet i havet til fare for livet på bunden, og hvad vil ministeren gøre fremadrettet for at sikre, at
sådanne fiskenet ikke fremover smides i vandet?”
Begrundelse
I artiklen »Chokfund i dansk farvand: Det vrimler med spøgelsesnet« i BT den 26. august 2020
fremgår det, at havbunden i Limfjorden er fuld af gamle fiskenet, som blot er blevet smidt i
vandet. Disse fiskenet udgør en stor fare for livet på bunden. Mange fisk og krabber mister livet
på grund af disse gamle fiskenet, fordi de sidder fast i nettene og ikke kan komme fri. Det er ikke
bare et problem i Limfjorden. Det er også et problem i Øresund og mange andre steder i
Danmark.
Svar
Det er vigtigt at komme efterladte og tabte fiskenet, som er til skade for livet i de danske farvande,
til livs. Problemet varierer formentlig lokalt og nationalt, og der pågår en national undersøgelse af
forekomsten af tabte redskaber, og hvordan vi bedst får dem fjernet. Resultaterne er en vigtig
forudsætning for at iværksætte en systematisk og fokuseret plan for bjærgning. Undersøgelsen er
imidlertid forsinket pga. COVID-19. I nogle områder, som fx Limfjorden, kan der være behov for
at handle hurtigt. Jeg vil derfor undersøge, om der forinden kan igangsættes en pilotopsamling,
bl.a. i samarbejde med erhvervet, som har oplyst, at de ønsker at bidrage til opsamlingen,
gennem et fælles projekt.
Det bemærkes, at fiskerikontrollen allerede i dag bjærger fiskenet, når de støder på dem. I løbet af
2018-2019 opsamlede fiskerikontrollen i alt 2.540 fiskenet, og i første halvdel af 2020 har
kontrollen foreløbigt registreret, at 508 fiskenet er blevet opsamlet.
Det er uacceptabelt, hvis fiskeredskaber efterlades i havet, hvor de ikke hører til. Jeg har derfor
taget initiativ til, at indberetningspligten for fiskeredskaber, der i dag gælder for erhvervsfiskere,
fremover også kommer til at gælde for fritidsfiskere. Samtidigt afdækker vi behovet for at skærpe
sanktionerne for ikke at røgte eller mærke redskaberne, efter reglerne
fx ved at forhøje bøden.
Det glæder mig imidlertid, at både danske fritidsfiskere og erhvervsfiskere har meldt ud, at de vil
tage ansvar for at tage redskaberne med tilbage på land. Rene farvande er et fælles ansvar, og vi
skal løfte i flok. Det er derfor meget positivt, at fiskerierhvervet tager et ansvar, og jeg ser frem til
et samarbejde.
Mogens Jensen
/
Jes Brogaard Nielsen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
S 1768 - 2019-20 - Endeligt svar på S 1768: Hvilke initiativer vil ministeren tage for at få renset havbunden for gamle fiskenet, som er blevet dumpet i havet til fare for livet på bunden, og hvad vil ministeren gøre fremadrettet for at sikre, at sådanne fiskenet ikke fremover smides i vandet?
2