Folketingets Lovsekretariat
Birgitte Bergman
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
Folketingsmedlem Birgitte Bergman (KF) har den 4. august 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. S 1586, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1586:
”Mener
ministeren, at det er nødvendigt at fremkomme med initiativer, som har til
formål at imødegå det pres til sex, som mange især løst ansatte kvinder oplever
grundet magtstrukturer i deres arbejdsmiljø, og hvordan mener ministeren, at pro-
blemet skal løses?”
Svar:
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at seksuel chikane på arbejdspladsen er uaccep-
tabelt. Ligesom seksuel chikane i resten af samfundet heller ikke på nogen måde er
acceptabelt. Derfor gør de høje tal fra Trygfondens tryghedsmåling, hvor kvinder
oplever at blive presset til sex, også stort indtryk på mig.
Psykisk arbejdsmiljø, herunder seksuel chikane, er et prioriteret område i arbejds-
miljøindsatsen. Samtlige partier i Folketinget står bag en ændring af ligebehand-
lingsloven, der trådte i kraft den 1. januar 2019, som netop har til formål at styrke
indsatsen mod seksuel chikane på arbejdspladsen. I den forbindelse blev godtgørel-
sen for seksuel chikane hævet i gennemsnit med en tredjedel, og det blev præcise-
ret, at en fri omgangstone på arbejdspladsen ikke kan undskylde seksuel chikane.
I 2019 udarbejdede Arbejdstilsynet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter en
ny vejledning om krænkende handlinger på arbejdspladsen, der også omfatter mob-
ning og seksuel chikane. Vejledningen oplyser arbejdspladserne om, hvad der for-
stås med krænkende handlinger, herunder seksuel chikane, hvordan det kan fore-
bygges og hvordan man kan få hjælp, fx via Arbejdstilsynets Hotline.
I efteråret 2019 gennemførte arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet også kam-
pagnen ”Hvor går grænsen” der handlede om at forebygge seksuel chikane på ar-
bejdspladsen.
Der er således allerede igangsat en række tiltag, der skal bidrage med at forebygge,
at seksuel chikane forekommer, og hvad der kan gøres, hvis der alligevel skulle op-
stå en situation med seksuel chikane.
12. august 2020
J.nr.
2020 - 5781