Nu var det jo sådan set ikke andre myndigheder eller Rigsadvokaten, jeg spurgte til. Jeg spurgte til, hvordan justitsministeren ser på sagen i forhold til som minister selv – eller den tidligere minister – at få en orientering. For det kan jo være meget, meget svært som politiker at agere på en så alvorlig sag, hvis ikke man har orientering om det. Og det er jo tilsyneladende sådan, at den tidligere minister ikke fik en orientering, og at den nuværende minister fik en orientering på et meget sent tidspunkt. Men det ændrer jo ikke på, at man som minister netop sidder med den her sag. Det er en meget alvorlig sag, og det er bestemt noget, vi tager særdeles alvorligt i Venstre. Det formoder jeg også justitsministeren gør.
Når det er sagt, er det sådan, at da ministeren så fremlagde sin 16-punktsplan, kunne man jo i hvert fald have taget fat og sagt: Det her skal vi have rettet op på i ministeriet, der er et eller andet galt.
På trods af det er punkt nr. 16 netop bare: Justitsministeren har bedt departementet om at følge op på, at man skal drage den fornødne læring af sagen. Altså, hvad ligger der i det? Jeg tror da, vi er mange, der, hvis vi havde begået fejl, godt kunne tænke os at sige: Nå, men vi må videre, det må vi prøve at lære af. Jeg må sige, at jeg synes, det er en lidt let formulering, i forhold til hvor alvorlig den her sag er, og hvor alvorligt det må være at stå tilbage som efterladt efter f.eks. et meget bestialsk mord og vide, at der har været nogle, der på en eller anden måde har sovet i timen – og det er der jo her; jeg siger ikke, at det kun er i departementet, det er sikkert mange steder – og at man så bare synes: Nå, det må vi lære af, vi må videre. Jeg synes, det er meget lidt respektfuldt, må jeg sige, over for de mennesker, der jo har lidt nød og krænkelser i de her sager.