Spm. nr. S 1328

28) Til ministeren for udviklingssamarbejde af:

Marie Krarup (DF) :

Hvad synes ministeren om situationen for Mellemøstens forfulgte kristne, herunder særlig i Irak og Syrien, hvor de kristne mindretal er tæt på udslettelse, og hvilke konkrete initiativer har regeringen iværksat for at hjælpe denne gruppe?

Værsgo.

Hvad synes ministeren om situationen for Mellemøstens forfulgte kristne, herunder særlig i Irak og Syrien, hvor de kristne mindretal er tæt på udslettelse, og hvilke konkrete initiativer har regeringen iværksat for at hjælpe denne gruppe?

Ministeren.

Først og fremmest mange tak til spørgeren, fru Marie Krarup, for spørgsmålet, og tak for at sætte fokus på denne vigtige problemstilling. Der er god grund til at være bekymret over de religiøse mindretals kår i Syrien og i Irak, herunder også de kristnes. I Syrien udgjorde kristne ved konfliktens begyndelse ca. 10 pct. af befolkningen. I dag er der ifølge et estimat kun en tredjedel af dem tilbage. I Irak har mange års krig og konflikt angiveligt medført et endnu større fald. Ifølge nogle vurderinger er man gået fra 8 pct. til kun ½ pct. over de seneste 30 år. ISIL's brutale fremmarch havde dertil markante konsekvenser for de religiøse minoriteter, ikke mindst i Irak. Danmark gik tidligt ind militært for at bekæmpe ISIL, og vi bidrager fortsat. Vi har fra starten bidraget til at stabilisere befriede områder til gavn for civilbefolkningen. Det arbejde pågår også ufortrødent under denne regering via Danmarks regionale stabilitetsprogram for Syrien og Irak.

I Irak er forsoning og social sammenhængskraft centralt for fremtidig stabilitet. Derfor støtter regeringen forsoning og bedre social sammenhængskraft gennem bidrag til FN under det regionale Syrien-Irak-program. Danmark støtter også FN's minerydningsprogram, så internt fordrevne, herunder kristne, sunnier og yazidier, kan vende hjem.

I Syrien presser Danmark fortsat på for en inkluderende politisk proces. Kristne og andre mindretal bør spille en aktiv rolle, og deres rettigheder bør sikres. Vi opfordrer derfor aktivt oppositionen til at inkludere minoritetsrepræsentanter i relevante forhandlingsdelegationer. Kristne bør samtidig hjælpes som led i en bredere indsats for mindretals- og menneskerettigheder. Marginaliseringen af kristne skal ses på baggrund af de rammevilkår, herunder de lovgivningsmæssige, som minoritetsreligioner gives i mange muslimske samfund. Danmark er derfor i dialog med myndigheder og trosbaserede organisationer i regionen om fri tanke og tro, om diskrimination og forfølgelse af mindretal samt om mulighed for samarbejde på området. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Så er det fru Marie Krarup.

Tak for svaret. Jeg er jo glad for, at ministeren deler bekymringen for de kristne mindretal, men jeg hører det ikke som en specifik bekymring for de kristne mindretal. Jeg hører det som en bekymring for alle mindretal. Det, som jeg jo gerne så, var, at man sagde, at de kristne står os særlig nær, fordi de har den samme tro, som vi selv har. Derfor ønsker vi jo i Dansk Folkeparti, at man gør noget særligt for de kristne og ikke bare går efter trosfrihed generelt, men at man særlig bekymrer sig om, om det nu også er muligt for de kristne at udfolde sig og bygge kirker og leve et frit liv.

Det er jo meget, meget bekymrende at se, hvordan situationen har udviklet sig især i Irak og Syrien, og ministeren nævnte allerede tallene, som jeg også selv har, dog ikke i procent, men i reelle tal. Jeg har fået at vide, at i Irak er det gået fra 1,5 millioner kristne i år 2000 til ca. 200.000 i år 2015. Det er Klaus Wivels bog, der giver de tal, som jeg synes er ekstremt bekymrende. Og det er jo så kun gået ned ad bakke siden da.

Men den tidligere regering havde jo et vist fokus på det. Der blev afsat 2 mio. kr. til et kontor i Udenrigsministeriet, som havde fokus på religionsforfølgelse i Nordafrika og Mellemøsten, og der blev oprettet et religions- og trosfrihedsforum. Er de blevet videreført?

Derudover giver vi jo ulandsbistand i Danmark. Hvorfor gør vi ikke det, at vi stiller modkrav og siger, at de lande, som modtager vores penge i ulandsbistand – enten bilateralt eller multilateralt, men altså penge fra Danmark – skal leve op til nogle krav om beskyttelse af de kristne, og gør de ikke det, må vi fratage dem de midler?

Ministeren.

Som jeg også sagde indledningsvis, er jeg virkelig glad for, at fru Marie Krarup sætter fokus på det her. Det er også noget, jeg er dybt bekymret over. For når man ser de her tal, bliver man jo frustreret og vred over den her situation. Så det er noget, vi virkelig lægger vægt på, og jeg kan da sagtens sætte mig ind i, at når man selv er kristen, er det der, man har sin primære loyalitet. Sådan tror jeg at vi er mange der tænker.

Men udgangspunktet har netop været, hvad ordet religionsfrihed handler om, nemlig frihed for alle. Derfor har vi en bred tilgang til det her, hvor det gælder frihed for alle religioner, også friheden til at være ikketroende, hvilket er en af de ting, der også er undertrykt derude. Så vi gør en masse. Jeg fik flere spørgsmål, som jeg ikke kan nå at svare på, men vi fortsætter arbejdet, og vi vil gerne styrke indsatsen fremadrettet.

Spørgeren.

Jeg er glad for at høre, at man fortsætter arbejdet, selv om jeg ikke synes, det fremgik af den første besvarelse, men det kan jeg måske få uddybet i næste besvarelse.

Men der, hvor jeg vil kritisere ministerens holdning, er, at man udelukkende går efter generel trosfrihed, fordi vi jo ser, at kristne er specifikt udsatte i muslimske lande, hvor det ofte er en del af selve islam, at man ikke accepterer andre religioner på samme niveau. Selv om kristne og jøder har en særstilling, er det en særstilling, hvor de står under den muslimske troende. Så derfor har kristne i muslimske lande et usædvanlig hårdt liv, og det synes jeg man bør gå specifikt efter.

Ministeren.

Når vi har dialog med de forskellige religiøse parter udeomkring i verden, oplever vi faktisk igen og igen, at mange italesætter det: Husk nu, at det ikke er én religion frem for en anden, det er os alle sammen, og hvis vi kæmper for religionsfrihed, gælder det os alle sammen. Så det er den ånd, vi arbejder videre i. Hvis der så er nogle, som vi kan se bliver særlig udsat i et område, skal vi selvfølgelig hjælpe særlig dér, og det gør vi også med kristne i Mellemøsten.

Fru Marie Krarup var inde på det med modkrav i forhold til vores udviklingsbistand, og det er jo sådan, at ser vi, at der sker overgreb, så italesætter vi det fra dag et. Vi tager det op med de samarbejdspartnere, vi har, og gør opmærksom på, at vi ikke vil finde os i det, hvis der er grupper, der bliver undertrykt.

Spørgeren.

Men jeg synes ikke, det er godt nok, hvis ikke man har et særligt fokus på de kristne, for, som jeg sagde før, hvis man giver religionsfrihed til islam, er det faktisk næsten det samme som at give mulighed for, at kristne kan blive generet eller blive anset for mindreværdige. Så det er et problem. Man er nødt til at se specifikt på den kristne gruppe. Og man er nødt til – vil jeg mene – at se specifikt på den kristne gruppe, når vi giver ulandsbistand, og sige, at hvis der er nogen overgreb dér, er der ikke nogen penge fra Danmark. For vi er et kristent land, og vi bør have en særlig solidaritet med de kristne i andre lande.

Ministeren.

Jeg synes, det ligger i selve begrebet religionsfrihed, at det er frihed for alle – friheden til at tro på det, man tror på, og også friheden til ikke at tro, hvis det er det, man vælger. Det ville være i modstrid med selve ånden i kampen for religionsfrihed at gå ud at sige, at én religion er vigtigere end en anden. Men jeg medgiver da, at når man selv er kristen, føler man et stærkere engagement, når det er kristne, det går ud over. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i – sådan tror jeg vi er mange der føler det.

Tak til ministeren for udviklingssamarbejde og til fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

Den næste minister, der skal stilles spørgsmål til, er børne- og undervisningsministeren, og spørgeren er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl med medspørger fru Marie Krarup.