Spm. nr. S 1231

22) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Pia Kjærsgaard (DF):

Anser ministeren et mere og mere opdelt dansk samfund for en succes, eftersom flere og flere kommuner tager flere og flere religiøse hensyn til muslimske særkrav, og ministeren ikke ønsker at lovgive imod det?

Værsgo.

Tak. Anser ministeren et mere og mere opdelt dansk samfund for en succes, eftersom flere og flere kommuner tager flere og flere religiøse hensyn til muslimske særkrav og ministeren igen ikke ønsker at lovgive imod det?

Ministeren.

Socialt opdelte samfund betragter jeg på ingen måde som en succes; det har Socialdemokratiet også kæmpet imod i snart 150 år. Etnisk opdelte samfund betragter vi heller ikke som en succes. Vi skal stå rimelig fast på vores grundlæggende værdier som demokrati og ligestilling, og vi er derfor modstandere af social og etnisk adskillelse, og vi vil ikke have parallelsamfund i Danmark, hvor man isolerer sig fra hinanden i religiøse og kulturelle enklaver.

Vi arbejder for et samfund, hvor man bor og lever blandet. Vi fortsætter derfor arbejdet med at nedbryde parallelsamfund i forlængelse af de store politiske aftaler, der blev indgået før folketingsvalget, og som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er en del af. Det er meget vigtige politiske aftaler, og vi er slet ikke færdige med det område endnu. Efter vores overbevisning skal alle – også børn, unge og kvinder af anden etnisk herkomst – vokse op med lige muligheder og friheden til selv at bestemme, hvordan de ønsker at leve deres liv, herunder hvem de vil være venner med, om de vil tage en uddannelse, om de vil søge et job, hvem de vil giftes med, og om de vil skilles. Og det er også i forlængelse af det, at vi i går fremlagde nogle forslag, der skal gøre op med tvangsægteskaber.

Vi er heller ikke bange for at lovgive om fravær i skolen. Vi har også lovgivet om at sende børn i vuggestue. Vi har også lovgivet om forbud mod burka og meget andet. Vi vil gerne lovgive, men ikke nødvendigvis om alt. Nogle gange er det bedre, at lokalpolitikere træffer beslutningerne og er med til at konstituere de danske værdier i lokalsamfundene. Mange gange virker det meget stærkere, end at det bliver skrevet ind i lovgivningen. Kommunerne kan ofte sagtens selv sikre, at der ikke hersker nogen tvivl om, at Danmark bygger på demokratiske værdier som frihed og ligestilling.

I den forstand har jeg stor tillid til kommunalpolitikere – det er rigtigt – og jeg er helt generelt af den opfattelse, at man virkelig skal passe på med at centralisere for mange beslutninger. Jeg anerkender, at det kan være nødvendigt nogle gange, og det piner mig, når vi nogle gange gør det. Jeg trykker selv på den grønne knap, men jeg vil helst undgå det.

Spørgeren.

Principielt er det da fornuftigt at have tillid til det lokale selvstyre. Men der må ministeren jo også bare erkende, at hans egne partifæller i rigtig mange kommuner har en anden holdning til forskellige områder omkring det værdipolitiske, omkring en anden kultur, end den, som ministeren giver udtryk for her i Folketinget. Det er sådan nogle ting, jeg ikke rigtig kan få til at harmonere.

For hvis man siger, at det lokale selvstyre skal være der, men at man i øvrigt mener sådan og sådan, og det lokale selvstyre så handler helt anderledes, så er vi jo tilbage der, hvor man først vil lovgive, når problemerne vokser sig større og større, end de allerede er for nuværende.

Hvis jeg nu siger rettidig omhu, hvad siger ministeren så? At vi skal vente, til problemet vokser os over hovedet? Det er det, jeg er så frygtelig ked af, altså at vi ikke herinde tager fat om nældens rod og siger, at det her går bare ikke, altså viser noget handlekraft og siger: Det går bare ikke. Og så må det der lokale selvstyre forstå, at når de ikke fatter det store problem, der rent faktisk er i Danmark omkring værdipolitikken, omkring kulturen, og hvordan vi stille og roligt – eller nogle gange stille og voldsomt – forandrer det danske samfund, så er vi simpelt hen nødt til at gribe ind, præcis som vi gjorde det i forhold til burkaforbuddet, hvor vi ikke vil tillade, at der er nogen mennesker, der går tildækket i det danske samfund.

Ministeren.

Rettidig omhu, siger man. Jeg hører det egentlig sådan, at spørgeren og jeg selv deler nogle principielle overvejelser, men at spørgeren nok ønsker at gribe tidligere ind fra Christiansborg, end vi ønsker det fra regeringens side. Jeg medgiver fuldstændig, at det er en vedvarende diskussion, og vi må hele tiden sørge for at have den med hinanden. Men når vi f.eks. har sagt, at vi ikke ønsker at lovgive om, hvad kostpolitikken skal være i danske daginstitutioner, så er det jo ud fra en opfattelse af, at det må kommunalbestyrelserne selv kunne håndtere. Det er også vores opfattelse, at det kan langt de fleste også godt, og diskussionerne er ofte gode, når de bliver taget op lokalt; så får vi sat principperne på plads. Og det har også en værdi.

Spørgeren.

Nu kan jeg se, at kulturministeren befinder sig i salen, og hun skal jo ikke drages ind i det her – men jeg kan alligevel ikke lade være. For i Roskilde tog ministerens egen socialdemokratiske partifælle, daværende borgmester og nuværende minister Joy Mogensen, i 2016 det første spadestik til den lokale, men tyrkisk forankrede moské med minareter. Men hun ville ikke året efter gøre det samme, efter at forholdene i Tyrkiet var blevet forværret. Er det ikke lige præcis dér, risikoen er? Og er det ikke lige præcis dér, hvor man mangler den der rettidige omhu? For man kan jo godt komme og fortryde, og jeg tror, der er fortrudt mange ting, som et Folketing gik med til i 1983. Men vi har bøvlet med det nu.

Ministeren.

Vi er ikke modstandere af, at der er moskéer i Danmark. Det synes vi er en helt naturlig del af det, at der også er muslimer i Danmark. Nu bor jeg selv i Albertslund, og da jeg afleverede mine børn i daginstitution, da de gik i daginstitution, hang der i vindfanget et lille skilt fra vores madmor om, hvad madpolitikken var i Albertslund Kommune. Og det var, efter at der havde været en diskussion i kommunalbestyrelsen – og i lokalavisen – om, hvad man egentlig gør ved, at mange børn ikke spiser svinekød, og dropper vi så bare svinekød helt, eller omlægger vi køkkenet efter de normer, der er i det muslimske køkken, eller hvad gør vi?

Det var faktisk en rigtig sund diskussion, som man havde lokalt i Albertslund og i mange andre kommuner, ved jeg, på den københavnske vestegn. En diskussion, man ikke ville have haft, hvis den diskussion skulle tages her i salen.

Spørgeren.

Jo, men nu bevæger ministeren sig let og elegant uden om en ting, som jeg faktisk synes er vigtig: Jo, vi har moskéer, men der var altså en, der fortrød, at man havde taget det første spadestik til den moské, fordi forholdene i Tyrkiet udviklede sig, som de gjorde. Der er det igen sådan med den helt store accept og billigelse af det lokale selvstyre, at man der altså virkelig godt kan tage fejl – og der kan være tale om en fejl, som kan gøre ondt i lang tid fremover.

Ministeren.

Det er rigtigt, at når beslutninger kan træffes på de enkelte rådhuse af de lokalt valgte politikere, så vil der også blive truffet dumme beslutninger. Det er et vilkår i demokratiet, og det får konsekvenser, når der bliver truffet dumme beslutninger. Men vi må nok også erkende herfra, at vi heller ikke altid rammer skiven helt rent herinde; vi kommer også til at træffe dumme beslutninger, og når vi gør det, så er konsekvenserne for vores land desto større.

Så jeg mener ikke, at man kan argumentere for, at vi skal centralisere beslutninger, fordi man risikerer ærgerlige beslutninger lokalt. Det er trods alt et vilkår i lokaldemokratiet.

Tak til fru Pia Kjærsgaard, og tak til udlændinge- og integrationsministeren.

Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren, og det er stillet af hr. Nils Sjøberg, Radikale Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)