Tak for svaret. Det er jo en sag, som jeg blev meget oprørt over, da jeg første gang hørte, at bandemedlemmer her under coronakrisen har været fuldstændig ligeglade med de regler, som vi jo har indført for at sikre os imod coronasmitte, specielt vores ældre og vores kroniske syge i Danmark. Det siger sig selv, at hvis man er så ligeglad, som bandemedlemmerne åbenbart er her, og tager på fitnesstur eller cafébesøg, eller hvad man nu gør, på den anden side af Øresund, så er man også ligeglad med alt muligt andet. Derfor har vi af nogle omgange over for regeringen jo bedt om, at der blev strammet op på det forhold, at politibetjentene – indtil et vist tidspunkt i hvert fald – bare skulle se til, at de her bandemedlemmer kører over.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan justitsministeren mener det går med at få strammet op på de her ting. Vi har jo fået at vide, at det er 53 bandebiler, der har været ovre, og som man i særlig grad har kunnet registrere i forbindelse med det scanningsudstyr, der er. Jeg synes, det er 53 for meget, for risikoen er altså, at man bringer smitte ind fra Sverige, hvor man har en helt anden tilgang til coronaen, end vi har haft i Danmark, med langt flere dødsfald. Så det er det ene spørgsmål.
Det andet spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at høre justitsministerens svar på, er: Vil man i forbindelse med de drøftelser, der nu er med Sverige og de forskellige lande om genåbningen af grænserne, tage det her spørgsmål op, altså omkring bandemedlemmer, der kører over på den anden side af Øresund? For de betragter Øresundsregionen som et område, hvor de bare kan færdes frit, og det er sådan set et fedt, hvis man er herboende, at befinde sig på den anden side af Øresund. Og endelig:
Vil justitsministeren sikre, at det reelt bliver sådan, at man kan håndhæve et anerkendelsesværdigt formål? Det er jo ikke et anerkendelsesværdigt formål at tage til Sverige på fitnesstur eller cafébesøg – tværtimod.