Tak for svaret. Men når jeg nu vælger at stille det her spørgsmål til finansministeren, selv om vi godt ved, at det formelt hører under en anden minister, så skyldes det jo netop den betragtning, som finansministeren var ude med her for nu nogle uger siden om de 184.000 danskere, der står til at blive hårdt ramt økonomisk på den ene eller den anden måde i forhold til coronaen – på trods af de gode hjælpepakker, som vi har kunnet lave i fællesskab.
Der kunne det så være rart, hvis finansministeren kunne sige noget om, hvor mange af de 184.000 der egentlig er faglærte. Altså, hvor mange er det, som er direkte udfordret af den lempelse, man har lavet – selvfølgelig hårdt presset af Det Radikale Venstre, der altid ønsker flere lempelser i udlændingepolitikken? For det er jo det, der er sagen: at vi ikke bare står med en nu forhåbentlig snart håndteret sundhedsudfordring, men at vi, lige så snart det er overstået, skal til at håndtere de økonomiske konsekvenser af den udfordring, at der er rigtig mange mennesker, som i dag enten har fået en fyreseddel eller ved og frygter, at den venter lige om hjørnet. Og der er det jo lidt som en knytnæve til et blåt øje, at man har en regering – ovenikøbet en socialdemokratisk regering, der normalt siger, at man er på de faglærtes side, også selv om man ikke lige kunne holde 1. maj-fester i år – som så vælger at lave den her meget voldsomme liberalisering pr. 1. juli. Det er da en helt uhyrligt dårlig timing.
Så derfor vil jeg da opfordre til – selv om jeg godt ved, at man for at blive i regering selvfølgelig skal finde et eller andet at give De Radikale – at man finder en måde at udskyde den her dato på. Vi må så håbe på efter valget at kunne lave loven helt om; det bliver nok svært på den her side. Men man kan i hvert fald udskyde det, sådan at de her 184.000 danskere, som finansministeren selv taler om, ikke bliver yderligere udsat for fare, i forhold til om de bliver fyret eller på andre måder ramt på arbejdsmarkedet.