Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forhandling om redegørelse nr. R 4:

Justitsministerens redegørelse om status over dansk politis situation i forhold til Europol.

(Anmeldelse 31.10.2019. Redegørelse givet 31.10.2019. Meddelelse om forhandling 31.10.2019).

Jeg tror, vi så småt er ved at have teknikken på plads, så nu er forhandlingen åbnet. Hr. Jeppe Bruus.

Tak for det, formand. Vi har jo den her årlige redegørelsesdebat i lyset af det nej, som danskerne gav til den seneste folkeafstemning om at ændre retsforbeholdet. Jeg vil jo ikke skjule, at jeg selvfølgelig havde foretrukket et andet resultat af afstemningen dengang og selvfølgelig også er bekymret over den udvikling, som det giver i mulighederne for dansk politi – ikke mindst i lyset af at den organiserede kriminalitet, vi ser, bliver mere grænseoverskridende og arter sig på nye måder, ikke bare i forhold til organiseringen, men selvfølgelig også i forhold til de værktøjer, man kan bruge både i takt med globaliseringen og i takt med den teknologiske udvikling. Derfor handler det jo om for os alle sammen at arbejde for, at vi får et trygt og sikkert Danmark, og jo ikke mindst også her i forbindelse med samarbejdet med andre lande om grænseoverskridende kriminalitet.

Ikke desto mindre stemte danskerne nej, og det vil sige, at vi selvfølgelig har en forpligtelse til at respektere og anerkende det resultat og dermed også arbejde loyalt inden for rammerne af retsforbeholdet. Og så synes jeg, det naturligvis er vores opgave at arbejde for, at vi inden for de rammer på bedst tænkelig måde sørger for, at dansk politi har mulighed for at samarbejde og håndtere den udvikling, som er i gang.

Da vi fik det nej til at ændre retsforbeholdet, indgik vi jo efterfølgende i et enigt folketing en aftale, Europolaftalen, som både giver et operativt og et strategisk samarbejde. Og så har vi den her årlige debat for at holde øje med, hvordan samarbejdet så går, og vi gør status over situationen med dansk politi.

Så har jeg selvfølgelig kigget lidt tilbage på, hvad der er nyt i år sammenlignet med sidste år og debatten før da. For mig at se, når jeg kigger i redegørelsen, synes jeg, det er interessant, at den grænse for, hvornår vi begynder at opleve egentlige problemer ved at have et retsforbehold, begynder at nærme sig eller rykker tættere på. Der står, at det »... inden for meget kort tid vil indebære en væsentlig begrænsning af dansk politis mulighed for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet sammenlignet med medlemmer af Europol.«

Og en af de største sådan udfordringer er jo, at vores danske værktøj omkring POL-INTEL ikke kan integreres med det europæiske EIS, og dermed vil dansk politis mulighed for at være lige så effektive som kollegaer i Tyskland selvfølgelig begrænses i takt med den teknologiske udvikling. Det betyder selvfølgelig også, at vi bliver udfordret, ved at vi ikke har direkte uhindret adgang til at søge i EIS og kan udvikle en national webløsning, QUEST, og dermed få uhindret adgang, men at vi jo skal igennem det setup, vi har i dag, hvor vi har nogle forbindelsesofficerer, som foretager den her søgning. Det vil sige, at i takt med udviklingen vil vi komme til at opleve, at vi jo får nogle udfordringer med de barrierer sammenlignet med andre lande.

Jeg er glad for, at det ser ud til, at samarbejdet er godt, og at vi på nuværende tidspunkt sådan set ikke mærker de store konsekvenser. Men det er klart, at der er nogle skyer, som trækker sig sammen i horisonten, og det er derfor også godt, at vi har den her debat.

Det er svært at efterprøve, hvad det så har haft af sådan helt konkrete komplikationer i forhold til den grænseoverskridende kriminalitet, men jeg synes, et af de eksempler, der er beskrevet i redegørelsen, sådan set meget illustrativt viser, at hvis man stopper en udenlandsk borger eller et køretøj fra udlandet, kan man ikke sådan bare direkte søge på de oplysninger. Man skal altså ringe forbindelsesofficeren op, og det betyder også i praksis, at de søgninger ikke bliver udbredt i et stort omfang, men jo vil pågå, når der sådan er helt konkret mistanke. Samtidig kan vi jo se, at der har været en stigning i de danske søgninger i EIS fra 2017 til 2018, og det er jo sådan set også positivt, at vi i takt med udviklingen bruger de værktøjer, der så er til rådighed.

Så jeg tænker, at det er en naturlig opgave for hele Folketinget og selvfølgelig også i særdeleshed for regeringen at arbejde for, at vi fastholder det gode samarbejde, at vi arbejder loyalt inden for rammerne af retsforbeholdet og selvfølgelig også er opmærksomme på den udvikling, der er i gang. Tak for ordet.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak. Nu begynder konsekvenserne af, at det desværre blev et nej til at afskaffe retsforbeholdet, jo at vise sig. I valgkampen røg der jo alle mulige påstande hen over de stakkels vælgeres forvirrede hoveder, og det var svært at finde ud af, hvad man skulle tro på. Men nu kan vi se konsekvenserne, nu kan vi se, at dansk politi simpelt hen bare stilles ringere i kampen mod international kriminalitet og terrorisme end politiet i de øvrige EU-lande, som er fuldt og helt medlemmer af Europol.

Vil Socialdemokratiet tage Venstre i hånden og forsøge at få forklaret, på hvilke områder vi er stillet ringere, end vi kunne have været stillet, hvis vi havde fået et ja ved folkeafstemningen?

Ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, om jeg ved, hvad det der med, at vi skal forsøge at få det forklaret, indebærer, men at der er nogle begrænsninger forbundet med retsforbeholdet, tænker jeg da er helt åbenlyst, og det gjorde vi en del ud af i valgkampen dengang. Jeg synes måske også, man må sige, at med hensyn til den påstand om, at det ikke vil få nogen som helst konsekvenser, så er det noget, vi kommer til at mærke, og der tænker jeg, at det er nødvendigt, at vi er ærlige om, dels hvad for nogle muligheder vi arbejder for, men jo selvfølgelig også, at der er nogle begrænsninger.

Omvendt synes jeg da også, der er grund til at glæde sig over og rose dansk politi for, at vi indtil videre har et samarbejde, der gør, at vi ikke, synes jeg, mærker de store, alvorlige konsekvenser. Men jeg synes, der er nogle mørke skyer, der trækker op, og derfor er det også væsentligt i de her debatter også i de kommende år at følge det meget tæt og så måske at bruge det som en anledning til at gøre opmærksom på, hvor nogle af de begrænsninger, vi støder på, er.

Jan E. Jørgensen.

Det, jeg tænker på, er, at vi skal italesætte det, skrive om det og ikke bagatellisere det. Jeg tror, at en af de fejltagelser, vi begik op til afstemningen, var, at vi ikke havde talt om retsforbeholdet tidligere, og pludselig, vupti, skulle man tage stilling til et retsforbehold og 23 retsakter, eller hvor mange det nu var. Det går hen og bliver meget voldsomt, når man i løbet af en kort valgkamp skal tage stilling til alle de her ting, hvis man ikke har hørt det problematiseret før.

Så jeg tænker simpelt hen på en god, gammeldags folkeoplysende debat – vil Socialdemokratiet deltage i det?

Ordføreren.

Det vil vi altid gerne. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi har en folkeoplysende debat, også på det her område. Omvendt må man også sige, at det jo ikke er så længe siden, at vi har haft den folkeafstemning, og derfor må vi også respektere resultatet af den og arbejde loyalt for at skabe tryghed og sikkerhed inden for rammerne af retsforbeholdet.

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare bede den socialdemokratiske ordfører bekræfte, at den formulering, at der på kort sigt kan opstå problemer, var den samme, der blev brugt i 2018, og det var også den, der blev brugt i 2017.

Ordføreren.

Det vil jeg da gerne bekræfte. Noget af det, man så også kan læse i redegørelsen, er jo, at den her webløsning – altså hvor man kan få direkte adgang til det – nu er begyndt at blive rullet ud i tre lande, herunder Tyskland, og flere står på spring. Det vil sige, at jeg tænker, at det korte sigt jo er blevet endnu kortere.

Hr. Søren Søndergaard.

Ja, men der står jo også, at tidsperspektivet for udrulningen ikke er kendt. Så det er altså 3 ud af 28 lande i EU – er det 28 lande, der er i EU i øjeblikket? – som har udrullet den. Så man kan vel sige, at det danske politi sammen med det kæmpestore flertal af EU's lande står uden nogen særlige problemer og f.eks. ikke har dårligere vilkår end Sverige og ikke har dårligere vilkår end Holland eller andre lande, som ikke har udrullet det her system.

Ordføreren.

Jeg vil da gerne medgive Enhedslistens ordfører, at jeg håber, at hr. Søren Søndergaard får ret i, at det ikke kommer til at have nogen konsekvenser. Det ville være den bedste af alle verdener. Jeg kan bare frygte, at det gør det. Derfor er vi også nødt til at være ærlige og sige, at når vi så rammer de konsekvenser, har retsforbeholdet da nogle begrænsninger. Men jeg sagde jo også indledningsvis, at det, det tyder på, indtil videre er, at de konsekvenser er begrænsede.

Vi siger tak til hr. Jeppe Bruus. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for ordet, og tak til justitsministeren for en grundig redegørelse. Det er nu tredje gang, vi gør status over dansk politis situation i forhold til Europol, og det gør vi i forlængelse af den politiske aftale, som alle Folketingets partier indgik den 12. december 2016. Dengang var vurderingen fra Rigspolitiets side, at Europol-samarbejdet inden for nær fremtid ville udvikle sig på en måde, som ville stille dansk politi betydelig ringere end politimyndighederne i de lande, der er fuldgyldige medlemmer af Europol. Derfor gør vi en årlig status over dansk politis situation i forhold til Europol, og det synes jeg er en rigtig god idé.

Jeg synes også, det er vigtigt at understrege, at redegørelsen er fuldstændig objektiv. Det er ikke noget, der er udarbejdet i Venstres kampagnesekretariat eller i Europabevægelsen, det er en helt nøgtern beskrivelse af konsekvenserne af ikke længere at være medlem af Europol. Og Danmark anskues jo altså i den sammenhæng som et tredjeland – prøv lige at smage på det: Danmark er et tredjeland! Det har jeg det svært med. Det må jeg indrømme.

Vi så helst i Venstre, at retsforbeholdet var blevet afskaffet, og at Danmark havde beholdt sit medlemskab af Europol fuldt og helt, fordi vi mener, at Europol beskæftiger sig med ganske vigtige ting – bekæmpelse af international terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet, organiseret kriminalitet. Og jeg kan også se, at der er nejsigere, som siden har skiftet mening. Jeg og jo nu hele Danmark er sågar blevet bekendt med, at der er nejsigere fra Liberal Alliance, der altså satte kryds i stemmeboksen, og det har været med til nu at rive partiet midt over, og et nyt parti, Fremad, har i dag set dagens lys, bl.a. i skuffelse over den populistiske holdning, som Liberal Alliance viste i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet.

Jeg har således også en idé om, at i hvert fald en del af nejpartierne holder vejret op til den årlige redegørelse om Europol og sidder og håber på og krydser fingre for, at det ikke betyder noget særligt, og at der ikke er sket noget endnu. Det ville jeg da i hvert fald selv gøre, hvis det var mig, der havde kastet Danmark ud i den situation. For vi ved jo alle sammen godt, at det kun er et spørgsmål om tid, før det danske politi er ringere stillet, når det kommer til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet – ikke ringere stillet, end Sverige er i dag, ikke ringere stillet, end dansk politi jo altid har været, men ting udvikler sig, teknologi udvikler sig – og jeg mener, at dansk politi skal være stillet bedst muligt. Vi skal hverken være i 2. klasse eller i 3. klasse, vi skal være i 1. klasse.

Det fremgik jo allerede af redegørelsen sidste år, at Danmarks udtrædelse af Europol allerede havde haft operationelle – operationelle – konsekvenser for dansk politi. Man kan sige, at det gav lidt sig selv, eftersom dansk politi jo efter den 1. november 2017 ikke længere havde den direkte søgeadgang til Europols database, EIS, men altså skulle igennem en af de fire dansktalende Europol-ansatte med deres anmodninger inden for normal åbningstid.

Nu er der så løbet lidt vand igennem åen, siden vi stod her sidst, og herhjemme kan man f.eks. pege på, at justitsministeren har skiftet partifarve, og at vi endda har fået et helt nyt parti iblandt os, og ser man på Europol, ja, så er den såkaldte QUEST-applikation allerede begyndt at blive implementeret i Europols medlemslande. Det, som måske for et par år siden kunne lyde som smart science fiction, er nu virkelighed. Det er virkelighed for politiet i Tyskland, for politiet i Estland og for politiet i Spanien, de har mulighed for direkte at tilgå Europols database EIS simpelt hen via deres smartphone eller en tablet fra landevejen, eller hvor man nu er stødt på en person, som man godt vil have tjekket nærmere op på. Danmark har som nævnt ikke direkte adgang til EIS, hvorfor dansk politi altså ikke får QUEST-applikationen stillet til rådighed.

Dette manglende redskab kan ifølge redegørelsen have betydning for det patruljerende politis opgavevaretagelse i relation til udlændingekontrol, i relation til kriminalitetskontrol og herunder altså også i forbindelse med grænsekontrol. Og jeg citerer:

»Det er Rigspolitiets opfattelse, at det er praktisk uhåndterbart for det patruljerende politi at foretage systematiske opslag i EIS via Rigspolitiet i forbindelse med den daglige opgavevaretagelse, og at anmodninger om opslag via Rigspolitiet derfor vil begrænses til de få tilfælde, hvor det patruljerende politi har en konkret mistanke om, at enkeltpersoner f.eks. begår grænseoverskridende kriminalitet.«

Jeg ved ikke, om jeg skal læse det igen, man kan jo selv tjekke efter. Det er med andre ord dødbesværligt, og jeg forstår fuldt ud politiets behov for at prioritere deres tid anderledes. Jeg ærgrer mig bare over, at vi ikke kan give politiet de bedste muligheder for at beskytte borgerne, særlig i en tid, hvor den grænseoverskridende kriminalitet er så alvorlig, som den er i dag.

Vi må følge udviklingen, tage debatten igen, hvis eller rettere sagt, når situationen kræver det. Tak for ordet.

Er et par korte bemærkninger. Først er det fru Susanne Eilersen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for den her fantastiske tale om, at vi jo ligger på randen af intern borgerkrig, korruption, alt muligt andet, og jeg ved ikke hvad. Vi er tredjeland, og vi er kastet ud i en forfærdelig situation, fordi vi ikke har tilsluttet os det her.

Jeg vil bare spørge ordføreren, om det ikke er korrekt, at Danmark er et af de lande, hvor vi i kraft af vores cpr-register er et land, hvor der registreres fuldt ud, i forhold til sådan nogle som Bulgarien og Rumænien, som ikke har cpr-registre, og hvor man kan købe et pas for 100 kr. nede om hjørnet og måske op til flere navne og af den årsag alligevel ikke kan identificeres. Så jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren satte et par ord på, hvad det er for nogen situationer i Danmark, hvor vi ikke er med i dag.

Ordføreren.

I de 8 år, jeg har siddet i Folketinget, er det nok det mest mystiske spørgsmål, jeg nogen sinde har fået. Jeg kan ikke erindre, at jeg har nævnt noget som helst om intern borgerkrig eller korruption – ikke med et ord. Man kan eventuelt kigge tv-optagelsen igennem eller læse talen. Det er ikke nævnt med et ord – altså intet – så hvorfor fru Susanne Eilersen føler behov for at lægge mig den slags ord i munden, forstår jeg simpelt hen ikke.

Jeg taler om ganske almindelig international kriminalitet og bekæmpelse af den. Fru Susanne Eilersen taler om CPR-registeret. Altså, udenlandske kriminelle er jo udlændinge og er derfor ikke udstyret med et dansk cpr-nummer. Så hvordan det spørgsmål kommer ind, må jeg sige jeg simpelt hen er mystificeret over.

Fru Susanne Eilersen.

Så stiller jeg et spørgsmål på en anden måde. Jeg tror, ordføreren godt kan give mig ret i, at Danmark er et af de lande, som både leverer mest til Europol, og som trækker flest oplysninger ud. Vi er faktisk steget fra 88.000, tror jeg det er, til 160.000 anmeldelser. Så jeg kan ikke se, at der er nogen problemer i, at vi på nuværende tidspunkt ikke er med, men ordføreren får det til at lyde, som om vi ligger langt bagud og der er mulighed for, at vi på den måde er meget udsat, fordi vi ikke har ratificeret det her forbehold endnu. Så jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren gav et konkret eksempel på, hvad det er, som vi ikke har kunnet få oplyst indtil nu.

Tak for det. Værsgo, ordfører.

Jamen at dansk politi har trukket meget på Europol, viser jo netop værdien af Europol, og at dansk politi fremover ikke kan trække fuldt ud på Europol som de tre lande, der nu har fået QUEST-applikationen implementeret, viser jo bare, at dansk politi teknologisk er helt fremme i bussen. Derfor er det simpelt hen så tåbeligt, at vi ikke giver dansk politi de muligheder.

Jeg troede sådan set, at sådan noget som grænsekontrol, bekæmpelse af kriminalitet, bekæmpelse af terror var noget, der lå Dansk Folkeparti meget, meget tæt på hjertet, og derfor synes jeg, at Dansk Folkeparti skulle komme ind i kampen og sammen med os andre være med til at bekæmpe de her internationale forbrydere.

Hr. Søren Søndergaard.

Først og fremmest vil jeg bare bede Venstres ordfører bekræfte, at afstemningen om retsforbeholdet, som den danske befolkning heldigvis sagde nej til at afskaffe, var en afstemning om hele retsforbeholdet og ikke en afstemning om Europol – Europol var én blandt rigtig mange ting. Det er mere for, at det ikke lige pludselig kommer til at hedde sig, at vi har haft en folkeafstemning om Europol. Det har vi jo ikke haft. Hvis ikke tidligere regeringer, bl.a. den, hr. Jan E. Jørgensen repræsenterede, traf så fuldstændig tåbelige beslutninger og indgik så tåbelige aftaler med EU uden en folkeafstemning, var vi jo ikke kommet i den situation, og så kunne vi have tilsluttet os Europol fuldt og helt, men det må hr. Jan E. Jørgensen jo skrive om i sine memoirer, altså hvorfor man ikke gjorde det.

Bare et enkelt spørgsmål: Synes hr. Jan E. Jørgensen ikke, at der kan være nogle problemer med QUEST, hvis det er sådan, at enhver politibetjent overalt i EU kan konstatere, om en bil er efterlyst eller ej? Altså, hvis jeg var smugler og skulle smugle et eller andet fra Rumænien til Danmark, ville jeg da sørge for at skaffe oplysninger om, hvorvidt den bil, jeg kørte i, var efterlyst.

Ordføreren. Værsgo.

Jeg kan bekræfte, at afstemningen handlede om at afskaffe retsforbeholdet og erstatte det med en tilvalgsordning, sådan at vi herinde i det danske Folketing kunne sidde og tage stilling til, hvilke dele på det retlige område vi gerne vil være med i. Dér, hvor det er fornuftigt, vil vi gerne være med, og dér, hvor vi ikke synes der er den store fornuft i det, vil vi ikke være med – altså simpelt hen et tag selv-bord, en lang smørrebrødsseddel, hvor vi bare har kunnet sætte kryds ved de ting, vi gerne vil være med i. Vi har simpelt hen fået den bedste af alle verdener – den løsning blev stillet foran os. Men bl.a. på grund af en skræmmekampagne fra Enhedslisten, der sagde, at stemte vi ja, kunne det betyde, at muligheden for, at folk af samme køn kunne gifte sig med hinanden, ville blive afskaffet. En masse andre løgne, som kom fra Enhedslistens propagandaapparat, gjorde desværre, at nogle vælgere kom i tvivl og således stemte nej. Men det var Europol, der var den aktuelle anledning til, at vi skulle have afstemningen, for det var dér, der var mest akut behov for, at vi ikke længere havde vores retsforbehold.

Vi skal måske vægte ordene lidt. Hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Jeg er rigtig glad for, at hr. Jan E. Jørgensen bekræfter, at vi ikke kunne have afskaffet vores forbehold i forhold til Europol uden at have afskaffet hele retsforbeholdet. Det var sådan set det, der var pointen. Så det var det, vi stemte om, og ikke specifikt om Europol. Men det andet spørgsmål synes jeg er lidt interessant. Er det en god ting, at kriminelle skal bruge bare én korrupt betjent i hele EU's område – jeg ved ikke, hvor mange hundredtusinder af betjente der er i hele EU's område – for at have adgang til viden om, hvad der er i det register, som man kan søge i via håndholdte mobiltelefoner? Er det hensigtsmæssigt?

Ordføreren. Værsgo.

Jeg synes, det er rigtig smart, at politiet overalt i Europa får mulighed for at fange så mange forbrydere som overhovedet muligt. Og så er det korrekt, at der er problemer med korruption rundtomkring. Det er EU jo bl.a. med til at få bragt ned og få bekæmpet, men man skal jo ikke tro, at de her forbrydere ville være ude af verden, hvis de pågældende lande ikke var medlem af Europol, og selv om jeg godt kan høre, at hr. Søren Søndergaard forsøger at sige, at hele politiet er bundkorrupt, er der vel trods alt flere betjente, selv i Rumænien, der ikke er korrupte, end som er det.

Så er det hr. Carsten Kudsk, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at følge op på hr. Søren Søndergaards spørgsmål til ordføreren. Når man nu kigger på sådan nogle lande, der ligger meget, meget lavt på korruptionslisten, Rumænien, Bulgarien, Ungarn, hvor tryg vil ordføreren så føle sig ved, at de betjente har direkte adgang? De kan sidde med nogle kriminelle nede på et møde og blive spurgt om at trække direkte oplysninger. Hvor tryg ville ordføreren føle sig ved, at de betjente fik de oplysninger og den direkte adgang?

Ordføreren.

Jamen altså, kort sagt: Jeg er simpelt hen voldsomt meget mere bekymret for rumænske kriminelle, end jeg er for rumænske politibetjente. Det må jeg sige. Noget af den kriminalitet, vi har set i Danmark, er jo begået af østeuropæiske kriminelle, og jeg synes da, vi skal gøre alt for at samarbejde med politiet i de lande for at bekæmpe disse kriminelle. Det ligger altså Venstre mere på sinde end den dagsorden, som Dansk Folkeparti sammen med sine venner – i hvert fald på det her spørgsmål – i Enhedslisten ønsker at føre frem.

Hr. Carsten Kudsk.

Så kunne jeg godt tænke mig spørge ordføreren, hvornår inden for det her årti – eller inden for hvilket antal år – ordføreren så forventer at korruptionen er væk i Ungarn, Bulgarien og Rumænien. For EU påpeger, at der er alvorlige problemer med korruption. Hvornår tror ordføreren realistisk at korruptionen er væk i de pågældende lande?

Ordføreren.

Det har jeg ingen som helst anelse om. Men jeg kan se, at det går den rigtige vej – at der bliver mindre og mindre korruption. Det gør der i de lande, der er medlem af EU, og det gør der i de lande, der søger om at blive medlem af EU. Og politiet er jo bl.a. sat i verden for at bekæmpe korruption. Derfor er det sådan set blot et ekstra argument for, at vi hjælper politistyrkerne i de lande med at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Tak til hr. Jan E. Jørgensen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti.

Mange tak for det, formand. Jeg har fået æren af at læse Dansk Folkepartis tale op til den her redegørelse, der nu ligger.

Danmark er ikke længere medlem af det europæiske politiske samarbejde i Europol. Alligevel søger dansk politi i Europols forbryderdatabase som aldrig før. Det lykkedes nemlig Danmark at forhandle en særaftale på plads med Europol, efter at et flertal af danskerne stemte nej til at afskaffe retsforbeholdet ved en folkeafstemning i december 2015. Den særaftale giver stort set dansk politi mulighed for at bruge Europol som før.

Rigspolitiet har en opgørelse over antallet af danske søgninger i databasen EIS, populært kaldet forbryderdatabasen. Opgørelsen viser, at dansk politi sidste år foretog omkring 160.000 søgninger. Det var næsten dobbelt så mange som i 2017, hvor der blev søgt 88.000 gange. 2017 var det sidste år, hvor Danmark kunne søge i databasen på lige fod med Europols 27 medlemmer. Den mulighed ophørte den 1. november 2017.

Dansk Folkeparti har hele tiden ment, at det ville være muligt at få en parallelaftale om brugen af Europol, selv om danskerne sagde nej til at afskaffe retsforbeholdet. Vi mener, at den aftale, der blev forhandlet på plads, i al praksis for nuværende er lige så god som et egentligt medlemskab. Det er faktisk ingen reel ændring af vores tilknytning til Europol. Vi fungerer reelt nærmest som Europol-medlem. De ansatte, som foretager søgningerne og før modtog deres lønseddel fra Rigspolitiet, får nu lønsedlen fra Europol. Man kan søge de samme oplysninger som før. I bestyrelsen sidder vi nu som observatører, men da de aldrig stemmer, er der ikke den store betydning i det. Der er oprettet en ny taskforce inden for Europol, siden vi røg ud af den overstatslige del af samarbejdet. Den taskforce har vi ønsket at være med i og fået lov til at være med i.

I Danmark får vi faktisk endnu mere ud Europol-aftalen. Vi har kun udnyttet halvdelen af den mulighed, vi havde, for at ansætte personale. Der er ansat fire personer for nuværende, og man havde faktisk mulighed for at kunne ansætte otte personer. Rigspolitiet har også udtalt, at aftalen faktisk er en god aftale. Det betyder i realiteten, at vi i store træk kan opretholde den brug af Europols database, som vi havde førhen. Rigspolitiet forklarer, at den store stigning i antallet af søgninger i 2018 særlig skyldtes flypassagerer.

Det eneste sted i fremtiden, hvor dansk politi måske kan få et problem, kan være, at den enkelte betjent ikke kan få adgang til databasen via mobiltelefon eller tablet. Men hvornår det vil komme til at fungere, at alle betjente i EU kan det, må vi jo se en dag. For når vi har lande som Ungarn og Rumænien, hvor korruption er til stede, så tænker jeg, at det godt kan vare nogle årtier, før det kan ske. Så skal vi også tænke på GDPR og de der usikkerheder, der er, i forhold til brugen af de tablets. Det var Dansk Folkepartis redegørelse.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Hegaard. Værsgo.

Tak. Jeg har lagt mærke til, at Dansk Folkeparti ad flere omgange har været varme tilhængere af grænsekontrol fra Danmark. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til, om det er ordførerens vurdering, at grænsekontrollen ville være mere effektiv eller mindre effektiv, hvis politiet ved deres tilstedeværelse ved grænsen kunne slå direkte op i eksempelvis web-applikationen QUEST i forhold til de personer, de stødte på ved grænsen. Ville det give en mere effektiv eller en mindre effektiv grænsekontrol?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi vil altid, hvis vi ser isoleret på, hvordan man kunne gøre, sagtens kunne gøre tingene anderledes og bedre. Vi har jo kun udnyttet halvdelen af den kapacitet, vi faktisk har i centeret i Ejby, hvor vi har de medarbejdere siddende, så det kunne måske være, at Danmark skulle ansætte flere medarbejdere, sådan at åbningstiden kl. 08-16 måske kunne udvides, og så tror jeg ikke, at et telefonopkald ville vare ret lang tid. Det kan vi godt leve med i Dansk Folkeparti set i lyset af det, der også blev omtalt før, nemlig at Europol kun er en lille del af retsforbeholdet. Alt det andet vil vi under ingen omstændigheder kunne være med til.

Hr. Kristian Hegaard.

Nu spurgte jeg ikke, om man kunne foretage opringninger. Da jeg ved, at Dansk Folkeparti er varme tilhængere af grænsekontrol og ikke synes, der skal slippe så mange over den, er jeg nysgerrig efter at høre, om det er ordførerens vurdering, om det vil være mere eller mindre effektivt, hvis politiet har mulighed for på tablets eller smartphones at kunne slå direkte op. Ville det give en mere eller mindre effektiv grænsekontrol?

Ordføreren.

Nu står jeg ikke ved grænsen og er ikke politi, så det kan jeg ikke sige, men om man skal til at søge på en telefon, eller om man lige foretager et telefonopkald, tror jeg ikke gør den store tidsmæssige forskel, og så må de folk, som man kigger på, vente. Så jeg kan ikke se, at det skulle have den helt store betydning. Det er ikke der, min anke i forbindelse med problematikken ligger, for den ligger helt andre steder.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Der er jo nogle, der står ved grænsen. Det gør politiet. Og det er politiets vurdering, at det stiller dansk politi væsentlig ringere, end dansk politi kunne have været stillet, hvis de havde fået den her mulighed. Altså det, at man kan lægge sin smartphone direkte på eksempelvis et pas og via chippen i passet se, om der kommer noget mistænkeligt op, og det, at man bare kan taste en nummerplade ind og straks se, om der kommer noget mistænkeligt op, er ret smart. Kan ordføreren se, at det er lidt smartere og hurtigere end at skulle gå hen og tage telefonen og ringe til Ejby og få fat på en politibetjent og bede ham om at slå op i systemet for at se, om der er noget mistænkeligt ved det? Kan fru Susanne Eilersen se, at der godt kan være en forskel i effektiviteten af kontrollen?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Nu udvikler teknologien sig heldigvis altid, og det er jo ikke den enkelte lille del af det, som Dansk Folkeparti er imod. Det er jo pakken som helhed. Og når EU er skruet sammen på den måde, som det er, nemlig at hvis vi vil ændre på noget og ophæve retsforbeholdet, vil vi få en hel del andre ting med os, så er det, som jeg også sagde før, at den her problematik ikke er så omfattende for os at se, som hvis vi skulle tilslutte os hele den pakke, der ligger i retsforbeholdet.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tusind tak for det svar, for det tolker jeg i retning af, at Dansk Folkeparti godt kan se, at dansk politi stilles ringere, men at det er en pris, som man er villig til at betale, for ellers havde man fået hele pakken. Det var sådan, jeg valgte at tolke svaret.

Ordføreren.

Man kan tolke det, som man vil. Jeg valgte også at sige, at jeg er sikker på, at dansk politi med de redskaber, de har i dag, og de muligheder, de har i dag, ikke stilles ringere. Og heldigvis har vi en grænsekontrol, som jeg ved spørgeren slet ikke er interesseret i vi har, men det har vi heldigvis, og det håber jeg også vi fortsætter med at have i mange år frem. Så på den måde er det ikke sådan, at politiet stilles ringere. Jeg mener godt, at vores politi kan håndtere de opgaver, de har i dag.

Så er det Kim Valentin. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg hæfter mig ved, at ordføreren fremfører, at det ikke har en reel betydning, om man er reelt medlem eller observationsmedlem. Det kunne jeg godt tænke mig at få uddybet. Er der overhovedet ikke nogen steder, hvor det her har betydning?

Ordføreren.

Jamen vi mener, at aftaler kan man altid ændre. Hvis man kan få lov til at gå ned og så forhandle en ny aftale, synes jeg da, at regeringen skal prøve at forhandle en ny aftale hjem, hvis det er det. Sådan ændrer tingene sig jo altid. Men det gælder en aftale – det gælder ikke, at en aftale skal sidestilles med, at vi ophæver retsforbeholdet. For det, jeg også sagde før, var, at den her lille delaftale kunne vi måske nok godt have tilsluttet os, hvis det kun var den aftale, man skulle stemme om. Men som der blev sagt før, var det jo ikke et valg, om vi ville deltage i Europol. Det var jo et valg, om vi ville have retsforhold eller ej med de andre ting, det gør. Og sådan er der jo altid for og imod, så hvis regeringen kan forhandle en anden aftale hjem på Danmarks vegne, kigger vi da også positivt på det.

Hr. Kim Valentin.

Så det, jeg hører her ordføreren fremfører, er, at der er en forskel, men bare ikke lige her. Så kunne det jo være interessant at høre, hvad det så præcis er for nogle forskelle, ordføreren mener der er.

Ordføreren.

Jamen i forhold til teknologi, og hvad man skal med den osv., udvikles ting altid, og lande udvikler sig osv., og man bliver altid smartere og klogere på nogle ting. Og det gælder vel med alle aftaler som med den her, at når man har haft en aftale i nogle år, kan man godt gå ind og sige: Skal den revideres? Men det skal under alle omstændigheder være en aftale og ikke en ophævelse af retsforbeholdet. For skal vi ud i det, skal vælgerne jo også oplyses reelt om, hvad det så er, den her retsforbeholdsaftale går ud på, og ikke kun om Europol, som vi lige snakker om i dag.

Hr. Jeppe Bruus.

Tak. Jeg bliver lidt forvirret, for på den ene side vil DF ikke have, at vi er fuldt medlem, og på den anden side vil man gerne, at vi laver en aftale om at være fuldt medlem. Jeg forstår egentlig ikke helt, at Dansk Folkeparti på den her måde forsøger at negligere, at det betyder noget. Man kan jo bare læse i den her redegørelse, som vi debatterer. På side 8 står der, at det vil forsinke og vanskeliggøre grænsekontrolarbejdet; og på side 10 fremgår det, at det vil begrænse dansk politis sådan helt daglige opslag.

Så hvorfor negligere, at det betyder noget ved grænsen? Forsøger Dansk Folkeparti at skjule, at det her har en negativ konsekvens?

Ordføreren.

Vi forsøger ikke at skjule noget som helst, men vi mener, at som tingene står i forhold til EU og i forhold til retsforbeholdet, så er det bedre at stå uden for det her samarbejde på grund af de andre ting, der ligger i retsforbeholdet. Hvis vi så isoleret på Europol, kunne vi få en helt anden snak og en helt anden diskussion om, hvad man kunne gøre. Men sådan er tingene desværre ikke skruet sammen nede i EU – man skal tage den store pakke eller ingenting. Hvis vi isoleret kunne kigge på Europol, tror jeg da vi kunne finde ud af et andet samarbejde.

Hr. Jeppe Bruus.

Okay, men så tolker jeg det som noget andet end det, jeg egentlig hørte i ordførertalen. Så Dansk Folkeparti synes egentlig, at der er nogle begrænsninger ved den aftale, vi nu har, og at man gerne være med til at være helt og fuldgyldigt medlem og dermed også se de udfordringer, som det kan give, i forhold til QUEST og andre ting?

Ordføreren.

Jeg sagde heroppefra, at hvis regeringen går ned og vil forhandle en ny aftale om Europol, er vi med til at kigge på, hvad den aftale går ud på. Jeg har ikke stået her og sagt, at vi vil være helt og fuldgyldigt medlem. Vi skal selvfølgelig se, hvad den her aftale går ud på, og hvad det er for nogle ting, som vi ikke længere kan styre her fra Folketinget, og hvad det er, vi lægger ud til EU. Vi er altid med på at kigge på en aftale, men vi er ikke med til at kigge på, at vores retsforbehold skal ophæves – det er jo klart. Men kommer der nogle nye tiltag, kommer der noget ny teknologi eller andet, er vi selvfølgelig med til at kigge på det.

Hr. Søren Søndergaard.

Den socialdemokratiske ordfører læste et afsnit op fra rapporten, hvor der var tale om forsinkelser af grænsekontrollen, og det er jo utrolig relevant. Derfor vil jeg bare høre Dansk Folkepartis ordfører, om ordføreren kan bekræfte, at der umiddelbart efter de linjer, vi fik læst op, står følgende:

»Rigspolitiet er imidlertid ikke bekendt med, at en sådan forsinkelse har haft betydning for udfaldet af konkrete sager eller efterforskninger. Det er Rigspolitiets vurdering, at ordningen fortsat generelt set er operativt tilfredsstillende«, altså at de små forsinkelser, der har været, ikke har haft betydning for udfaldet af konkrete sager eller efterforskning.

Hvis det er rigtigt, kan Dansk Folkeparti så leve med, at vi ikke behøver at gøre det store ved de små forsinkelser, der ikke haft nogen som helst betydning?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det var så også det, jeg prøvede at sige før, som jeg ikke fik sagt ordentligt, nemlig at når man kan ringe op osv. – hvis man foretager telefonopkald eller kigger på en iPad og søger der – så gør de små forsinkelser ikke, at riget er i fare. Og jeg kvitterer for, at ordføreren læste det op her, for selvfølgelig kan jeg tilslutte mig det, der står der, altså at det ikke har den store betydning.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Man kunne umiddelbart forestille sig, at det ville give julelys i en radikal supereuropæers øjne med udsigten til en hel redegørelsesdebat om EU og Europol, men når det ikke giver julelys i øjnene, er det jo, fordi vi står her på en ganske trist foranledning, nemlig det triste nej en sort decemberdag i 2015, for vi gør jo igen i år status over dansk politis situation i forhold til Europol. Som det fremgår af den politiske aftale, vi indgik den 12. december 2016, følger vi her i Folketinget udviklingen i forhold til Europol nøje, og derfor gør vi så årligt status.

Som regel siger man, at intet nyt er godt nyt. Det gælder desværre ikke i den her sammenhæng. For det er stadig Rigspolitiets vurdering, at Danmarks udtrædelse af Europol har operationelle konsekvenser for dansk politi – operationelle konsekvenser for dansk politi – et politi, der i forvejen er stærkt presset og har svært ved at følge med. Nogle ting er vi stadig med i – ja, heldigvis – men der er ingen grund til at glæde sig over, at man bliver overhalet med 100 km/t. frem for 110 km/t., vores samarbejdspartneres muligheder. Først og fremmest er den her redegørelse et stort opråb, et opråb til forbryderne, om de ikke – please – vil sørge for at blive fanget mellem kl. 8 og 16 i almindelig kontortid ved højlys dag, for der har vi altså nemmere ved at slå dem op i systemerne. Så vi må håbe, at de udviser den her samarbejdsvillighed.

I eksempelvis systemet EIS, som indeholder data indberettet af medlemsstater og tredjelande vedrørende personer, kriminelle, organisationer, lovovertrædelser, objekter m.m., kan der jo søges igennem en national sekunderet ekspert – en SNE – i almindelig kontortid mellem kl. 8 og 16, og ellers skal sådan et hasteopslag ske ved henvendelse til en medarbejder i Rigspolitiets afdeling for international kommunikation, som herefter skal kontakte hovedkontoret i Haag. Jeg tør ikke tænke på den langsommelige proces ved et ikkehasteopslag, så vi må bede forbryderne om at holde deres kriminalitet mellem kl. 8 og 16.

Det samme gælder, hvis nogen skulle forvilde sig ud over landegrænsen. For der er jo, som vi har talt om, allerede en web-applikation, QUEST, fuldt ud på vej, som man kan bruge til at slå op i det her EIS. Den kan bruges af det patruljerende politi i marken, i fortroppen så at sige, og her kan man slå op med tablets og mobiler på kort tid. Det er supersmart i en 2019-verden, hvor det går hurtigt, supersmart, hvis man ikke lige var en del af de lande, der ikke kan bruge systemet, for det kan vi ikke. Vi må i stedet gribe til telefonopringninger. Det svarer til, at vi i Danmark ikke kunne lave googlesøgninger, men i stedet skulle ringe til udlandet for at sige et søgeord, hvor der så var en i røret, der sagde, hvilke søgeresultater der kom frem. Det virker lidt molboagtigt i 2019. Hvem gad så søge i Google, medmindre det var de akutte brune kartofler juleaften? Det er derfor Rigspolitiets opfattelse, som der står, at det er praktisk uhåndterbart for det patruljerende politi at foretage systematiske opslag i EIS via Rigspolitiet i forbindelse med den daglige opgavevaretagelse, og at anmodninger om opslag via Rigspolitiet derfor vil begrænses til de få tilfælde, hvor det patruljerende politi har en konkret mistanke om, at enkeltpersoner f.eks. begår grænseoverskridende kriminalitet.

Det er jo lidt tankevækkende, i forhold til al den snak, der er og har været om grænsekontrol på det seneste, for hvis man virkelig bekymrer sig om grænseoverskridende kriminalitet – hvilket man med god grund skal gøre, for det er jo i den retning kriminalitetsbilledet går – så skal man være bekymret for politiets manglende adgang til QUEST. For det nytter jo ikke noget med grænsekontroller, hvor vi så ikke engang kan tjekke dem, vi stopper, i de tilgængelige systemer, uden at bruge alenlang tid på opringninger, om man så har sluppet vedkommende videre. Så det gør bare – og nu hader I sikkert ordet – grænsekontrollen til endnu mere symbolpolitik.

Man kan stille sig selv det reflekterende spørgsmål: Hvis en tåbelig forbryder har tænkt sig at begå kriminalitet, ville man så tage til et land og dyrke kriminalitet, hvor det er svært at blive slået op i et internationalt register, eller ville man tage til et land, hvor politiet nemt og hurtigt kan slå en op i en tablet og en mobil? Jeg ved nok godt, hvad jeg selv ville vælge.

Derfor vil jeg afslutningsvis bemærke, at der på de sociale medier de seneste dage har floreret et citat fra landets statsminister, som lyder, at vi for at passe på Danmark er nødt til at gøre ting, vi ikke tidligere har haft lyst til. Hvis det »ikke tidligere har haft lyst til« refererer til danskernes manglende lyst til at komme af med retsforbeholdet i december 2015, og som vi derfor er nødt til at lave om på for at passe på Danmark, så synes jeg, det er en alletiders udmelding. Men det kan jo være, at vi får lejlighed til at blive klogere på det på et andet tidspunkt.

Tilbage står bare med den her redegørelse, at forbryderne helst skal fanges mellem kl. 8 og 16, tilbage står, at der er tale om en væsentlig begrænsning af dansk politis muligheder for at bekæmpe bander og grænseoverskridende kriminalitet sammenlignet med politiet i de øvrige EU-lande, og tilbage står til gengæld også, at vi kan gøre noget ved det, hvis vi har lyst til det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at undersøge lidt nærmere, om der i virkeligheden er brug for et nyt borgerligt parti, som tager retssikkerheden alvorligt. Ser den radikale ordfører ikke nogen som helst problemer i det, hvis vi får et system, hvor alle politifolk – ikke i Danmark, men i hele EU-området – kan gå ind og søge på oplysninger i EIS-systemet? I første omgang er det hit/no hit, men der har jo været snakket om, at det skal udvides til andre oplysninger. Ser man overhovedet ikke noget retssikkerhedsproblem i det? Jeg mener: Kameraovervågning og registrering af, hvem der kører alle mulige alle steder, er jo det rene vand i forhold til sådan et system. Men det er ikke noget, som De Radikale synes er interessant at diskutere? Der skal bare være fuld adgang for samtlige, ja, er der en halv million betjente eller et par hundredetusinde betjente i EU til at søge i systemerne?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet til hr. Søren Søndergaard. Først og fremmest vil jeg lige sige, at den her redegørelse jo handler om status over dansk politis situation i forhold til Europol, men det er selvfølgelig også relevant at diskutere ved en senere lejlighed, hvordan vi forholder os til korruption og den slags, og hvordan vi forholder os til, hvordan andre lande bruger deres adgang. Det er selvfølgelig en helt relevant og valid pointe, som også skal drøftes. Men så vidt angår det her, handler det om dansk politis situation i forhold til Europol, men alle de andre ting er selvfølgelig også relevante.

Hr. Søren Søndergaard.

Det er jo ikke to forskellige diskussioner, for jeg går ikke ud fra, at Det Radikale Venstre forestiller sig, at dansk politi skal have søgeadgang til oplysninger i Europols register, men at rumænske, ungarske, italienske betjente, eller hvilken nationalitet de nu kan have, ikke skal have adgang. Jeg går ud fra, at vi er enige om, at det her er et system, der fungerer under EU, og at det derfor er nogle fælles regler, der eksisterer, og derfor gælder de regler, der gælder for os, også for andre, medmindre man altså har en undtagelse. Derfor er den diskussion jo fantastisk relevant, altså om vi ønsker at gå i retning af et sådant system.

Ordføreren.

Mange tak for det opfølgende spørgsmål. Der er ingen tvivl om, at vi i øjeblikket ser et kriminalitetsbillede, der bevæger sig i retning af at blive stadig mere grænseoverskridende, og for at løse problemerne med den kriminalitet, der bliver stadig mere grænseoverskridende, har vi brug for grænseoverskridende løsninger, og det er jo det, som systemer som det her hjælper til, og det er det, at flere lande har mulighed for at slå op, der hjælper til at få bugt med de tåber, der begår kriminalitet på tværs af landegrænser. Så det er helt relevant, at politibetjente på tværs af landegrænser kan slå op i de her systemer. Det betyder selvfølgelig ikke, at man kan udelukke, at der er andre overvejelser, som man også skal gøre sig, så det er relevant også at rejse dem.

Så er det hr. Carsten Kudsk.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om noget. Det var under Europol-afstemningen, at man påpegede og sagde, at Danmark ville være et arnested for kriminalitet og store bander og internationale kriminelle organisationer. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange store internationale kriminelle bander og organisationer der har bosat sig i Danmark, siden afstemningen og den her aftale faldt på plads.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Der er jo ikke nogen tvivl om, at med den her udrulning af de her systemer kan forbryderen – som jeg også nævnte afslutningsvis – reflektere over, om vedkommende skal foretage kriminaliteten i et land, hvor det er nemt at blive slået op, eller om vedkommende skal foretage sin kriminalitet i et land, hvor det er svært at blive slået op, fordi landet ikke får adgang til de systemer. Så det er i høj grad stadig væk relevant at rejse nogle problemstillinger, i forhold til hvordan kriminalitetsbilledet vil være i Danmark, hvis ikke dansk politi får tilstrækkelige operationelle muligheder til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Carsten Kudsk, ja, værsgo.

Jeg mener ikke, at ordføreren svarer på mit spørgsmål. For føler danskerne sig utrygge? Hvis man går ud på gaden og går en tur i København sent om aftenen, er det så siden 2017 blevet meget, meget farligere at være ude på grund af alle de organisationer, der er kommet? Taler vi om, at vi er blevet hovedkontor for Hamas og store terrororganisationer, og har de alle andre steder fundet ud af, at Danmark vil være et fantastisk sted? Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren: Tror ordføreren ikke, at hvis sådan noget ville ske, ville man også få fokus på det fra Europols side?

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt pudsigt, at det er ordføreren, der vil overbevise mig om, at der i hvert fald ikke er utryghed, og at der er rigeligt med tryghed. Mig bekendt plejer det at være Dansk Folkeparti, der taler det, at vi skal være utrygge, og at vi nu skal til at passe helt vildt meget på, op. Jeg glæder mig generelt over, at kriminaliteten i Danmark er faldende, og jeg synes, det er helt fantastisk, at vi ser det. Desværre er der en anden udvikling i forhold til grænseoverskridende kriminalitet, som til stadighed stiger, og der kræver det grænseoverskridende løsninger, som Europol er en del af, og der skal vi altså tættere på i stedet for længere væk.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til fru Ina Strøjer-Schmidt, SF. Værsgo.

SF anbefalede et ja ved folkeafstemningen i 2015, og det gjorde vi, bl.a. fordi vi ikke med sikkerhed vidste, hvilke negative konsekvenser et nej ville have for Danmark i forhold til Europol. Nu har vi fået en særaftale, og som det fremgår af redegørelsen, er det heldigvis Rigspolitiets opfattelse, at samarbejdet med Europol fungerer godt inden for de rammer, som Europol-aftalen udstikker. Men det fremgår også, at Rigspolitiets vurdering er, at Danmarks udtrædelse af Europol vil få operationelle konsekvenser for dansk politi, når vi ser lidt frem i tiden. Den udvikling tager vi selvfølgelig alvorligt i SF, og vi forventer også, at regeringen adresserer disse udfordringer, hvis det med tiden bliver aktuelt.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og så går vi videre i rækken til hr. Søren Søndergaard.

Tusind tak for det. Den debat, vi har i dag, er jo et resultat af, at den danske befolkning stemte nej til at afskaffe retsforbeholdet. Det var jo sådan et bunkebryllup, hvor den danske befolkning ligesom blev tvunget til at stå over for et valg og tage det sure med det søde, og så valgte befolkningen altså at sige: Arh, den pakke kan vi ikke lide. Og det betød selvfølgelig, at noget af det, som jeg tror alle er enige om er vigtigt, nemlig at man bekæmper grænseoverskridende kriminalitet, blev der så også sagt nej til. Det var jo et resultat af den måde, afstemningen var tilrettelagt på. Det var jo et resultat af det håb, man havde, om, at man kunne lave sådan et bunkebryllup og få det hele vedtaget på en gang. Og det er så den situation, vi står i nu.

Derfor var det også alle partier, der mødtes hos statsministeren og blev enige om, at vi for det første skulle finde en parallelaftale eller en særaftale, så Danmark fortsat kunne være med, og for det andet at vi også skulle følge udviklingen og se, hvordan tingene udviklede sig. For hvis der kom uhensigtsmæssige resultater af den aftale, skulle vi prøve at gøre noget ved det. Og en del af den afgørelse var jo bl.a., at vi en gang om året skulle diskutere det her i Folketingssalen. Og det gør vi rigtig gerne.

Vi tager faktisk den aftale meget alvorligt. Vi følger nøje med i, i hvilket omfang den her aftale lever op til det, den skulle. Vi følger både meget med i, om der er de tilstrækkelige midler til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, men vi følger altså også med i, om der er den nødvendige retssikkerhed, eller om nogle skridt kan få deciderede negative konsekvenser, f.eks. at give søgeadgang hos samtlige politibetjente i EU-området til oplysninger i Europols registre.

Vi har gået det igennem for os selv. Vi har lavet sådan et flot skema med forskellige farver, hvor vi siger: Hvor er der ingen problemer? – det er de fleste steder, kan jeg afsløre. Og: Hvor kan der komme nogle problemer? Og: Hvor er der nogle problemer? De fleste af de problemer, som vi kan identificere, er problemer, der kan komme, og dem skal vi selvfølgelig tage op.

Så er der også nogle problemer, som er eksisterende allerede nu. F.eks. kan vi forstå, at Danmark ikke kan søge i det, der handler om High Value Targets. Det kan vi ikke foreslå. Det fremgår af side 5 i redegørelsen, at det kan vi ikke, og så spørger man: Hvad er High Value Targets? Jo, High Value Targets defineres som organiserede kriminelle, der udgør en stor kriminalitetstrussel for to eller flere Europol-lande. Så stiller jeg mig spørgsmålet: Hvorfor kan Danmark dog ikke foreslå en sådan person, som er en trussel ikke alene mod Danmark, men også mod andre lande? Hvem har dog interesse i det? Ja, man kan sige, at Danmark måske har interesse i det, fordi vi så ikke er med til at finansiere det, men hvis vi nu siger, at vi gerne vil være med til at finansiere det, at vi godt vil putte penge i det, så skulle de andre lande jo være himmelhenrykte, ikke?

Derfor synes vi da, at regeringen skal tage kontakt med de andre lande og stille spørgsmålet: Hvorfor kan vi ikke være med i den del? Hvad er det, der gør, at I er så meget imod at få oplysninger om folk, der er farlige for jeres samfund? Vi vil levere de oplysninger til jer ved at pege på de her mennesker. Hvorfor vil I ikke have de oplysninger?

Så jo, der er bestemt steder, hvor der er nogle problemer, og de steder er vi som sagt enige i at der skal følges op, og her var der et konkret forslag til regeringen.

Vi bemærker også, at der er eksemplet med Schweiz, der nævnes som det helt store eksempel på noget positivt ved den måde, vi organiserer det her på. Så kommer vi lige pludselig til at tænke på: Schweiz – er de medlem af EU? Altså, måske har jeg overset det, men Schweiz er ikke medlem af EU. Schweiz er uden for EU. Så det er altså helt nødvendigt at samarbejde med lande, der også er uden for EU. Så kan det jo undre, når man ved, at Schweiz' antiterrorkorps, der på baggrund af en konkret sag, en konkret terrorhandling, har ansøgt om at få mulighed for at få direkte søgeadgang – bare antiterrorkorpset – får et nej.

Der rejser sig altså en diskussion om, hvordan vi laver en kriminalitetsbekæmpelse i Europa, der ikke bare handler om EU, men som handler om alle lande. For folk fra Schweiz laver terroraktioner inde i Europa, og folk fra Norge kan lave kriminalitet i Danmark osv. Det må vi da have en diskussion af. Og den diskussion bliver jo endnu mere sat på dagsordenen af Storbritanniens udmeldelse af EU.

Storbritannien er det land, der putter allerflest oplysninger ind i Europol. Det er dem, der kommer med de fleste tips – eller i hvert fald rigtig mange tips, nu skal jeg ikke kvantificere – om terroraktioner og dermed hjælper alle de andre lande. Kan man forestille sig, at man siger til Storbritannien, efter de har meldt sig ud af EU: Nu skal I ikke længere være med til at bekæmpe terror i Europa; nu skal I ikke længere give os oplysninger? Eller kan man forestille sig, at man siger til Storbritannien: I skal give os alle oplysningerne som hidtil, i skal betale som hidtil, men der er en masse rettigheder, I ikke får? Arh, det tror jeg bliver svært.

Derfor er vi nu i en situation, hvor vi skal gentænke hele kriminalitetsbekæmpelsen i Europa, og hvor vi ikke skal lade det være et spørgsmål om EU alene. Vi skal lave en kriminalitetsbekæmpelse, der også inddrager Schweiz, der også inddrager Storbritannien, og der også inddrager Norge fuldt ud, og hvor det, der er kriteriet, f.eks. er sådan noget med, om man har styr på datasikkerheden. For forudsætningen for, at man kan udrulle yderligere oplysninger til politiet og de enkelte politibetjente, er jo, at der er styr på datasikkerheden, og der er en række lande, hvor det bestemt ikke er tilfældet.

Så afslutningsvis vil jeg bare sige, at på nuværende tidspunkt, og det konstaterer rapporten også, er der ikke nogen store problemer. Der er stadig væk nogle problemer, der kan komme, og de problemer synes vi at vi skal diskutere. Vi ser gerne, at der bliver holdt et møde, hvor vi diskuterer, hvordan vi kan være proaktive i forhold til det, og ikke ved at stå på gader og stræder, som hr. Jan E. Jørgensen ønsker, og holde tale om, hvor forfærdeligt det var, at befolkningen stemte nej til afskaffelse af hele retsforbeholdet, men ved at foreslå – også over for Europol – nogle konkrete ting, som kan betyde, at vi bliver bedre til at bekæmpe kriminalitet i Danmark og i hele EU og i hele Europa. For det er jo det, det her burde handle om.

Tak. Der er spørgsmål, og først er det fra hr. Jeppe Bruus.

Tak. Jeg er da glad for at konstatere – nu læste ordføreren jo et andet citat op – at det faktisk har haft operationelle konsekvenser. Og så er vi tilbage til hele musikken her. Altså, lige nu er der en fest i en stor hal, og vi står ude i forhallen. Så kan jeg forstå på Enhedslistens ordfører, at han nu er sur over, at vi ikke kan diktere, hvad musikken skal være, eller hvad de skal servere oppe i baren.

Det handler om, at vi kan få lov til at danse med og være en del af det fællesskab – men det er jo ikke os, der bestemmer. Det var jo det, vi tog stilling til. Og faktisk var de andre så venlige tilbage i 2015 at sige til os: Prøv at høre, vi vil gerne have jer med i festen, I må selv bestemme, om I vil være med til at stå i baren, eller om I vil være oppe ved pulten og sætte musikken på; er der nogle ting, I ikke vil være med til, så kan I også undtages fra det med den tilvalgsordning, der er. Det stemte vi så nej til.

Derfor står vi jo i forhallen, og så er det altså lidt svært at stå her og pege fingre ad de andre og sige: Prøv at høre, vi skal da have lov til at bestemme det hele, i det omfang vi gerne vil alligevel. Det er jo det, der er realiteten. Derfor giver det os jo nogle muligheder, men det sætter selvfølgelig også nogle begrænsninger – det må vi være ærlige og realistiske omkring.

Ordføreren.

Ja, det sagde man jo også, altså at det ville være helt umuligt at få en aftale. Det er så lykkedes at få en aftale. For når der bliver bekæmpet kriminalitet i Danmark, bliver der altså også bekæmpet kriminalitet i andre lande – naturligvis gør der det. Derfor har vi jo en fælles interesse, og det er en fælles interesse, vi har, uanset om man er medlem af EU, eller om man ikke er medlem af EU. Det har man måske kunnet skjule ved at have Storbritannien indenfor. Men når Storbritannien er udenfor, bliver vi nødt til at gentænke, hvordan vi laver et organiseret politisamarbejde i Europa. Det kommer vi til.

Så i forhold til det med de operationelle konsekvenser: Kan ordføreren ikke læse nogle af dem op? Altså, hvad er det for nogle operationelle konsekvenser, det har fået? Er det dem dernede på grænsen, hvor der er en vis forsinkelse, som ikke kan ses at have haft nogen som helst betydning?

Hr. Jeppe Bruus.

Jeg ved ikke, hvem det er, der har sagt, at det aldrig kunne lade sig gøre at lave en aftale. Altså, det kunne da være spændende at vide – ikke fordi vi behøver at genbesøge hele valgkampen.

Så synes jeg da, at det er ærlig snak fra Enhedslistens side at sige, at man sådan set ikke ønsker det der EU-samarbejde. Man vil gerne have et samarbejde, som ikke handler om EU specifikt, men om alle landene i Europa. Der er vi så bare grundlæggende uenige om, hvad det er for nogle muligheder, sådan et samarbejde giver, og hvor forpligtende det skal være. Og det er jo helt ærligt at sige.

Men så må vi også bare være ærlige at sige, at når der så er det forpligtende samarbejde og vi står ude i forhallen, ja, så skal vi selvfølgelig arbejde alt det, vi kan, for at få bedst mulige rammer ud af det. Men det er jo det, vi taler om, og så kan vi ikke foregive, at vi bare kan diktere det hele.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om hr. Jeppe Bruus har glemt de plakater, der handlede om, at Danmark ville blive oversvømmet af pædofile – jamen det er vi jo ikke blevet. Og at Danmark ville blive oversvømmet af tyvebander og hvad ved jeg – det er vi jo ikke blevet. Og hvorfor er vi ikke blevet det? Det er vi bl.a. ikke blevet, fordi vi har lavet en aftale.

Så da man påstod, at det ville ske, så var det, fordi man antydede, at det ikke var muligt med en aftale. Sådan er desværre kendsgerningerne.

Så kan hr. Jeppe Bruus bruge det med forhallen og hallen alt det, han ønsker, men det ændrer bare ikke ved, at vi står i en ny situation med Storbritanniens udtræden. Og jeg er sikker på, at justitsministeren kender sit ansvar godt nok til at være med til at finde nogle løsninger, der gør, at Storbritannien som hidtil vil fortsætte med at putte informationer ind i systemet på en måde, så de føler, at de er en del af det – for ellers har vi virkelig problemer.

Tak. Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Lad os bare lige få manet det i jorden: Der var ingen, der sagde, at Danmark ikke kunne få en aftale. Og det ved hr. Søren Søndergaard udmærket. Der blev sagt, at vi ikke kunne få en parallelaftale, som stillede os fuldstændig, som om vi var fuldt og helt medlem af Europol. Og det er jo dokumenteret nu her, at der ikke er tale om en parallelaftale. Der er tale om en samarbejdsaftale. Altså, når New York Police Department har en aftale med Europol, kan Danmark selvfølgelig også få en. Så det er aldrig blevet sagt; men det er tilgivet.

Mit spørgsmål går på, at jeg ikke helt kan finde ud af, hvad Enhedslisten egentlig mener. Mener Enhedslisten, at det havde været bedst, at vi havde haft alle de muligheder, som ligger i EIS og QUEST, og hvad de alle sammen hedder i diverse forkortelser, eller mener Enhedslisten, at det faktisk er rigtig godt, at vi ikke er med på grund af frygt for rumænske politikorps eller andre politikorps fra befolkningsgrupper, som Enhedslisten åbenbart ikke er så glad for?

Ordføreren.

Det sidste var jo sådan en antydning, som jeg er sikker på en tidligere formand ville have grebet ind overfor. Til det at antyde, at vi skulle have noget imod bestemte befolkningsgrupper, må jeg sige: Nej, hr. Jan E. Jørgensen, det har vi ikke. Det har vi simpelt hen ikke. Vi har ikke noget imod bestemte befolkningsgrupper. Vi har noget imod kriminelle og korrupte betjente. Og der er altså steder, hvor der er flere kriminelle og korrupte betjente, end der er andre steder. Det betyder ikke, at vi har noget imod befolkningsgrupper. Sådan er det. Så den der lidt utidige antydning synes jeg hr. Jan E. Jørgensen skal holde for sig selv.

Så til spørgsmålet: Vores opfattelse er, at det skal være den danske befolkning, der på ethvert tidspunkt beslutter, om vi vil være med i et så integreret samarbejde som Europol. Derfor ønskede vi ikke at lave en aftale, som en afskaffelse af retsforbeholdet ville have betydet, der betød, at vi ikke kunne melde os ud af Europol. Er det svært at forstå? Nej, det tror jeg er ret simpelt. Og når det så er sagt, er det klart, at vi ønsker det tættest mulige og det mest praktisk mulige politisamarbejde mellem de lande, der er i Europa, der lever op til visse standarder, og som ønsker at bekæmpe kriminalitet. Derfor synes vi også, at Storbritannien skal være med fremover.

Tak. Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg burde ikke have sagt befolkningsgrupper. Jeg burde have sagt lande, for det er jo det, det handler om, og de pågældende landes politikorps. Den vil jeg gerne tage på mig.

Jeg er stadig væk ikke helt klar over, om jeg forstår det ret. Altså, havde Enhedslisten foretrukket, at Danmark kunne være fuldt og helt medlem af Europol, sådan som vi var før, inklusive alle de muligheder, der ligger, for, at det ikke kun er danske betjente, men også andre Europol-betjente, der kan få direkte søgeadgang osv., eller synes man egentlig, det er meget rart, at vi er sluppet for at være med fuldt og helt, fordi man vægter dansk politis muligheder for at fange forbrydere mindre højt end risikoen for, at eksempelvis rumænske politibetjente kan få adgang til de her oplysninger?

Ordføreren.

Det hjælper ikke så meget, at hr. Jan E. Jørgensen ændrer det til lande, for vi har ikke noget imod Rumænien, og vi har ikke noget imod alle de ærlige rumænske betjente, der er. Vi har bare noget imod de kriminelle og korrupte betjente, der er i Rumænien, og dem er der altså flere af i Rumænien, end der er i Sverige. Det er ikke noget, jeg står og siger. Det er noget, EU siger. Hvis man bare giver adgang til, at alle betjente over alt i EU kan søge, giver det nogle retssikkerhedsmæssige problemer. Men den diskussion kan vi tage på et andet tidspunkt.

Jeg sagde klart og tydeligt, at vi ønsker at være tilknyttet et europæisk politisamarbejde, hvor vi har mulighed for at melde os ud. Det var det, man afskaffede ved at gøre Europol-samarbejdet overnationalt. Hvis man skal melde sig ud af det, skal man melde sig ud af EU. Det var vi imod.

Tak. Så er det hr. Kristian Hegaard.

Tak for det, og tak for spørgsmålet før fra ordføreren. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om han er enig i, at man kan stå lidt tilbage med det indtryk, at det er bedst, – altså at det skal man helst – at fange forbryderne mellem kl. 8 og 16 i forhold til den fremgangsmåde, der er. For hvis det er i almindelig kontortid, kan man gøre det igennem det her SNE, men hvis det er uden for, skal Rigspolitiet ringe til Haag, og så skal der ske en hel masse, når det er af hastekarakter. Er ordføreren ikke enig i, at man står lidt tilbage med, at man helst skal fange de her forbrydere ved højlys dag mellem kl. 8 og 16?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke forstå. Altså, hvis vi snakker om POL-INTEL, skal vi jo lige være klar over, at de har andre søgekilder end bare Europols register. De søger jo også i SIS-registeret, og de søger jo også i Interpol-registeret, og der er jo en lang række overlapninger, ikke?

Den måde, man faktisk brugte systemet på i gamle dage, var, at man hver morgen samlede ind fra politirapporterne, hvad der havde været af udlændinge, der var blevet antruffet i forskellige sammenhænge i Danmark, og så satte man Europol til at undersøge det og fik svar tilbage. Det var en opgave, der blev løst hver morgen. Det er jo ikke alle de ting, der er hastende, og hvis der er noget, der er hastende, f.eks. hvis man er et sted, hvor der ser ud til at være et indbrud i gang, så stopper man indbruddet, så tilbageholder man folk, beder dem om at vente de minutter, det tager at lave den søgeadgang.

Det, diskussionen handler om, er, om man skal have et generelt overvågningssystem, hvor man bare kører rundt og overvåger alle, og så får man et hit eller et no hit i forhold til Interpols register. Det er den diskussion, der er, og den vil jeg godt tage. Jeg synes ikke, det er helt uproblematisk, vil jeg godt sige.

Tak. Så er det hr. Kristian Hegaard.

Jeg noterede mig også, at ordføreren flere gange i sin tale sagde, at man var tilfreds med tingenes tilstand sådan overordnet og dermed også tilfreds med, at der er tale om en væsentlig begrænsning af dansk politis muligheder for bl.a. at bekæmpe bander og grænseoverskridende kriminalitet sammenlignet med nogle af dem, der allerede har taget QUEST i brug. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge, om man helst vil have det, som det er nu, eller om man godt kunne tænke sig at få de muligheder, et fuldgyldigt medlemskab af Europol ville give.

Ordføreren.

Nu kan man så sige, at problemet i forhold til den sydlige grænse i hvert fald er begrænset, fordi Tyskland jo har systemet. Så de bliver jo konstateret, når de kører over den dansk-tyske grænse, under alle omstændigheder i Tyskland, og Tyskland henter oplysningerne i det samme register, som Danmark ville hente oplysningerne i, nemlig i Europol. Så det argument om, at vi aktuelt på det plan står væsentlig dårligere, kan jeg simpelt hen ikke købe. Men vi synes, der mangler en diskussion, og den diskussion er også i Europa-Parlamentet, og den diskussion er også i Europa: Hvordan kan det være, hvis det her system er så vidunderligt, at der kun er 3 ud af 28 lande, som har tilsluttet sig det? Hvorfor er det sådan?

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste ordfører i rækken er Sikandar Siddique, Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Alternativet gerne så Danmark som et fuldgyldigt medlem af Europol. Det kan være, at en parallelaftale kan opretholde Danmarks deltagelse i Europol, men i vores optik fratager den Danmark muligheden for at påvirke politisamarbejdet i den retning, som vi ønsker det.

Vi bakker op om den særaftale, der er blevet lavet, men vi noterer os også, at Rigspolitiet ser udfordringer ved aftalen. Det burde jo være den bedste årsag til, at Danmark kom af med retsforbeholdet og deltog fuldt ud i Europol. Vi har vel alle en interesse i at stå styrket i kampen mod organiseret og grænseoverskridende kriminalitet.

Det helt grundlæggende problem i denne sammenhæng er jo netop, at vi ikke sidder med i bestyrelsen med stemmeret i Europol. Af principielle årsager, fordi vi er med i et europæisk fællesskab, burde vi have en bestyrelsespost med stemmeret i det samarbejde. Hvis vi havde det og vi var fuldgyldige medlemmer, ville vi også kunne tage hånd om nogle af de konkrete udfordringer og besværlige omstændigheder, som politiet giver udtryk for at de oplever i deres hverdag, når de f.eks. ikke kan tilgå internationale registre og databaser. Og endelig ville vi kunne præge, hvordan man eventuelt kunne undgå misbrug af sådanne værktøjer.

Dette handler derfor i sin essens om den parlamentariske kontrol med Europol, for når vi giver magt til en instans som Europol, der både kan lette arbejdet og udfolde helt nye muligheder for politimæssig efterforskning på tværs af landegrænser og samtidig sidder med en masse vigtige data på os alle sammen, så er det vigtigt, at vi har kontrol med det, og den kontrol kræver, at vi er inde i fællesskabet.

Så er det hr. Søren Søndergaard med et spørgsmål.

Tak, og tak til ordføreren. Ordføreren nævnte det der med bestyrelsen og vores stemmeret. Og så er vi selvfølgelig enige om, at der på side 3 i den her redegørelse står, at Danmark i det forløbne år har deltaget i samtlige bestyrelsesmøder i Europols bestyrelse, deres management board, og der står også, at vi har deltaget i samtlige møder i undergrupper til bestyrelsen.

Er Alternativets ordfører bekendt med, at der nogen sinde har været stemt i de her organer? Altså, er stemmeret noget, der overhovedet bruges, og er der derfor noget sted, hvor Danmark ligesom har mistet indflydelse, fordi vi ikke har kunnet stemme?

Ordføreren.

Det stiller Danmark ringere, at vi ikke er fuldgyldigt medlem af bestyrelsen, det såkaldte management board. Det giver os en begrænset mulighed for at arbejde helt officielt i management board.

Hr. Søren Søndergaard.

Det kan man jo så vurdere, i forhold til at man ikke stemmer, altså om det er et problem ikke at kunne stemme et sted, hvor man ikke stemmer.

Men hvordan stiller det os, når England udtræder af Europol, fordi de udtræder af EU? Forestiller man sig, at vi kan få England til fortsat at levere alle oplysninger og gøre alt det, de gør i dag for Europol, også betale – uden at sidde med ved bordet og have lige så meget indflydelse som de andre? Eller er det for Alternativet ikke vigtigt, at Storbritannien er med i det europæiske politisamarbejde?

Ordføreren.

Med en stigende grænseoverskridende kriminalitet er det afgørende, at vores løsninger, når vi bekæmper kriminalitet, også er grænseoverskridende, og derfor har Alternativet naturligvis et ønske om, at England deltager og får den bedst mulige aftale med resten af EU i forhold til Europol-samarbejdet. Det har vi en forhåbning om. Men ikke desto mindre kan vi bare konstatere, at der jo selvfølgelig er forskel på, om man er fuldgyldigt medlem af Europol, eller om man ikke er. Det er et faktum, at der simpelt hen er en forskel, f.eks. i forhold til hvor hurtigt vi kan indhente data og hvordan vi sidder med i management board.

Tak. Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Ja, det er til det her spørgsmål, om det gør nogen forskel på indflydelsen, om man er medlem eller man ikke er medlem. Man kunne forstå på Enhedslisten, at indflydelsen er den samme, fordi man jo alligevel ikke stemmer om tingene. Derfor vil jeg spørge ordføreren, om man i Alternativet nogle gange har personer med til sine gruppemøder, som ikke sidder i folketingsgruppen, og om der er forskel på den indflydelse, man har som folketingsmedlem og som ikkefolketingsmedlem, og hvor tit man stemmer om noget til Alternativets gruppemøder.

Ordføreren.

Det kan jeg svare meget kort på: Det er der.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Nu fik jeg ikke lige fat på, til hvilket af de tre spørgsmål, jeg stillede, ordføreren svarede: Det er der. Jeg prøvede sådan set bare at nå frem til den indlysende konklusion, at selvfølgelig er der forskel på at være medlem og ikke at være medlem, selv om man ikke sidder og stemmer om tingene.

Ordføreren.

Det var også det, jeg forsøgte at svare rigtig kort på: Der er selvfølgelig forskel på indflydelsen.

Hr. Jeppe Bruus.

Det er lidt det samme spørgsmål. Det svarer jo til, at vi sidder og planlægger en fest, hvor halvdelen af os betaler, og dem, der ikke betaler, vil diktere, hvad det er, vi skal diske op med til festen. Vi kan godt have en diskussion, og det kan godt være, det ender med en afstemning, men jeg vil tro, at dem, der betaler festen, og som er fuldgyldige medlemmer og lægger hus til, har mere at skulle have sagt, og at deres ord vægter tungest til sidst. Det undrer egentlig mig, men jeg ved ikke, om det undrer Alternativets ordfører, at Enhedslisten her forsøger at fremstille det, som om det ingen betydning har.

Ordføreren.

Det er en selvfølge, at man, når man ikke sidder med som fuldgyldigt medlem af et management board eller hvilket som helst parti eller anden organisation eller bestyrelse, ikke har så meget indflydelse.

Hr. Jeppe Bruus.

Jeg har ikke mere.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre til hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Jeg takker for redegørelsen. Det er glædeligt, at samarbejdet med Europol er velfungerende. Det står i skarp kontrast til den situation, vi fik stillet i udsigt inden folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015. Her fik vi stillet i udsigt, at det ikke ville være muligt at indgå en aftale med Europol, og at det ville have konsekvenser for kriminaliteten i Danmark. Det viste sig naturligvis ikke at holde stik, for få dage inden vi skulle have forladt Europol, blev der indgået en aftale, ganske som vi var mange der havde forudsagt, for hvem skulle have en interesse i, at Danmark ikke deltog i samarbejdet?

Efterfølgende er der sat spørgsmålstegn ved, om aftalen stiller Danmark ringere i væsentlig grad. Det synes ikke at være det, der fremgår af redegørelsen. Det nævnes bl.a., at Danmark deltager i SOCTA, og Rigspolitiet mener ikke, at ændringen af Danmarks status i forhold til Europol har haft nogen betydning herfor. Danmark deltager fortsat i samarbejdet inden for samtlige prioriteter i EMPACT. Vedrørende forbindelsesofficererne er det Rigspolitiets opfattelse, at forbindelsesofficerernes samarbejde er godt og konstruktivt, og at Europol-samarbejdet i denne sammenhæng er af stor operationel betydning for Danmark. Vedrørende high value targets vil jeg sige, at Danmark ikke kan foreslå high value targets, men Danmark kan dog inviteres til at deltage i en operationel task force, og Danmark har allerede deltaget i en sådan. Antallet af udvekslede meddelelser til og fra Danmark gennem SIENA er steget med 18 pct. fra 2017 til 2018, og Rigspolitiet forventer en stigning igen i 2019. Det tyder på, at systemet fungerer godt og er brugbart til at understøtte politiarbejdet.

Vedrørende EIS er der for Danmarks vedkommende en forsinkelse sammenlignet med medlemslande, der kan foretage en direkte søgning, for politiet skal nemlig igennem og kontakte de dansktalende eksperter, som herefter foretager søgningen i EIS. I praksis vil det tage lidt længere tid at anmode SNE om at foretage opslag frem for selv at foretage et direkte opslag. Rigspolitiet er dog ikke bekendt med, at en sådan forsinkelse har haft betydning for udfaldet af konkrete sager eller efterforskninger. Rigspolitiet vurderer, at ordningen fortsat generelt set er operativt tilfredsstillende.

Vedrørende EAS har Rigspolitiet oplyst, at Danmark bidrager til indholdet, men at det i visse tilfælde oplever øget svartid i forhold til en medlemsstat, og der kunne jeg godt tænke mig at spørge, om der foreligger nogen konkrete oplysninger om, om det har haft betydning med hensyn til øget svartid og ført til forsinkelser eller manglende svar på et spørgsmål, der er blevet stillet. Om samarbejdet med Europol om passageroplysninger vil jeg sige, at Rigspolitiet ikke har oplevet problemer med informationsudveksling i denne forbindelse.

Så kommer vi til QUEST. Danmark vil ikke få denne applikation stillet til rådighed, i stedet vil politiet skulle henvende sig til en i SNE med henblik på at få oplysningerne om en eventuel registrering i EIS. Rigspolitiet vurderer, at det vil være praktisk uhåndterbart for politiet, og derfor vil det blive begrænset til særlige situationer. Rigspolitiet har dog ikke registreret, hvor lang tid behandlingen af en konkret henvendelse om oplysninger til Europols database tager, men oplyser, at der er tale om meget få anmodninger uden for almindelig arbejdstid. Danmark har desuden i det forløbne år deltaget i samtlige møder i Europols bestyrelse, men Danmark har alene mulighed for at være med som observatør ved møderne.

Er der nogen eksempler på, at Danmarks manglende stemmeret har ført til betydelige forringelser for Danmark, i forhold til hvis vi havde haft stemmeret? Danmark kan som sagt ikke foreslå high value targets, og har det haft en konkret betydning for Danmark, at vi ikke har denne mulighed?

Alt i alt synes samarbejdet at fungere rigtig godt og bekymringerne at være færre, om end de naturligvis skal tages alvorligt, herunder den manglende implementering af QUEST, altså om den vil stille Danmark væsentlig ringere, end vi ellers ville stå. Sammenlignet med ikke at få en aftale, som blev stillet i udsigt inden folkeafstemningen, må resultatet siges at være ganske godt, som det foreligger. Tak.

Der er et spørgsmål. Hr. Jan E. Jørgensen.

Nu forsøgte jeg før at få et spændende indblik i det indre liv i Alternativet, så nu vil jeg gerne spørge lidt til, hvordan man driver politisk arbejde i Nye Borgerlige.

Hvis man nu skal foretage en søgning, f.eks. i forberedelse til en tale, er det så sådan i Nye Borgerlige, at man selv har en computer, hvor man har mulighed for at søge på diverse oplysninger, eller ringer man til et centralt kontor, hvor der sidder fire dansktalende medarbejdere, som man beder om at foretage søgningerne for sig?

Ordføreren.

Det kan være forskelligt fra tilfælde til tilfælde. Det afhænger af, hvor meget det haster. Altså, der kan jo sagtens være tilfælde, hvor jeg ringer til en af vores medarbejdere og beder vedkommende om at finde oplysningerne til mig.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Men mener man hos Nye Borgerlige ikke, at det er meget smart, at man selv har muligheden for eksempelvis at kunne gå på internettet, også efter kl. 16.00 og også uden at skulle ringe til en medarbejder, der sidder på et kontor?

Ordføreren.

Altså, hvis hr. Jan E. Jørgensen hørte efter, hvad jeg sagde i min tale, så prøver jeg ikke at sige, at der ikke er nogen problemer med, at vi ikke er fulde medlemmer af Europol, men at redegørelsen, som den foreligger, ikke antyder, at der skulle være alvorlige problemer på nuværende tidspunkt. Det er muligt, at der kan komme det på sigt, og det er selvfølgelig noget, vi skal være opmærksomme på og forholde os til.

Som det også er blevet sagt tidligere, var den afstemning, vi havde, ikke en afstemning om Europol – det var en afstemning om en stor pakke. Jeg anerkender gerne, at den aftale, vi nu har fået med Europol, er lidt ringere, end hvis vi havde været fulde medlemmer, men vi mener bare ikke, at det var proportionalt med, at vi skulle ophæve retsforholdet.

Hr. Kristian Hegaard.

Jeg kunne godt tænke mig at følge op på hr. Jan E. Jørgensens udmærkede bemærkninger og spørge ordføreren på talerstolen, når nu ordføreren beskrev, at det var sådan lidt tilfældigt fra gang til gang, hvornår man ringede til et hovedkontor og udbad sig oplysninger om noget, og hvornår man søgte på sin egen iPad eller et eller andet: Kan ordføreren sådan sige noget om fordelingen mellem det, hvis det er forskelligt, hvor ofte man så ringer til hovedkontoret, og hvor ofte man indgiver søgninger på eksempelvis en iPad og lignende, hvis man skal udbede sig oplysninger?

Ordføreren.

Nu er vi jo ved at opbygge vores sekretariat, så jeg har ikke det fulde statistiske materiale til at kunne give dig denne oplysning. Men jeg vil sige, at ganske ofte, hvis jeg har behov for nogle oplysninger, vil jeg bede min sekretær eller en af vores medarbejdere om at finde dem til mig. Hvis jeg står og skal bruge noget her og nu, kan jeg selvfølgelig godt lede efter det selv, og det gør jeg da også i mange tilfælde selv. Men det er da ikke sådan, at jeg ikke trækker på vores medarbejdere. Det er derfor, vi har dem.

Hr. Kristian Hegaard.

Tak for besvarelsen. Jeg kunne godt tænke mig så at spørge sådan lidt simpelt og lidt ekstra opklarende: Hvis man får de samme oplysninger ved at slå noget op, som man får ved at ringe til nogen, hvor mener ordføreren så at det vil være nemmest at tilgå oplysningerne?

Ordføreren.

Det kommer meget an på, hvad jeg skal bruge dem til. I dag skal jeg f.eks. til et møde efter den her redegørelse, og jeg skal bruge nogle oplysninger, og jeg har ikke tid til selv at sidde og kigge på dem på min computer. Så det har jeg selvfølgelig bedt min sekretær om at skaffe, og det har hun også gjort. Nu må jeg bare håbe, at jeg kan nå at læse dem, inden jeg går til mødet.

Hr. Søren Søndergaard.

Nu er det jo sådan, at det, man kan søge med den direkte adgang fra forskellige mobilenheder, er hit eller no hit. Det er ikke oplysninger, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Der har været snak om, at det måske skulle komme. Men på nuværende tidspunkt er det ja eller nej. Det er grundlæggende det.

Nu har der været interesse om Nye Borgerliges interne arbejdsprocesser, og derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, om det er normalt, at Nye Borgerliges ordførertaler er på ét ord.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at det ikke er Nye Borgerliges ordførere, vi diskuterer. Det er redegørelse R 4. Men det er op til ordføreren selv, om ordføreren ønsker at svare på det.

Jeg har ikke selv holdt en tale på kun ét ord indtil videre. Jeg har heller ikke bemærket, at nogen af mine kollegaer har gjort det. Så jeg tvivler på det. Det vil i hvert fald være meget sjældent forekommende.

Der er ikke flere spørgsmål. Vi siger tak til ordføreren. Så er det justitsministeren. Værsgo.

Der er en anden ordførertale heroppe, som en eller anden måske gerne vil have tilbage på et tidspunkt. Jeg skal nok lade være at holde den. Den er søreme kun på ét ord. (Munterhed). (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Værsgo, justitsminister). Ja, undskyld. Men der skal være orden i sagerne.

Først og fremmest tak for ordet. Og i virkeligheden også tak for den her debat, vi har haft. Noget af det, som jeg glæder mig over – og jeg skal nok vende tilbage til punkterne i debatten – er, at der ikke er nogen ordførere overhovedet, der har sået tvivl om validiteten af redegørelsen. Det er ikke sådan, at man siger – for sådan ender vi jo også tit i uenigheder – at det, der står i redegørelsen, nok ikke passer; at det nok i virkeligheden ser lidt anderledes ud. I virkeligheden synes jeg, det er af stor værdi, at vi samlet kan aftale, at den her redegørelse vil vi have hvert år, og når vi så står med den, er vi enige om, at det er det grundlag, vi diskuterer på; at det er de fakta, som vi har, og det er udgangspunktet for vores diskussion. Det synes jeg bare man skal notere sig, for det synes jeg faktisk er en kvalitet ved den måde, som vi diskuterer på.

Så viser redegørelsen, som det også er blevet nævnt nogle gange, jo i øvrigt i det store og hele de samme træk, som vi så sidste år, nemlig at Europol-aftalen er blevet udmøntet på en måde, hvor dansk politis operationelle udbytte af samarbejdet i videst muligt omfang er bevaret, og at det er Rigspolitiets opfattelse, at samarbejdet har en operationel nytteværdi. Det fungerer godt inden for de rammer, som aftalen giver. Dengang aftalen blev indgået, var det jo netop afgørende, at dansk politi så vidt muligt kunne fastholde det nuværende samarbejde med Europol, og redegørelsen viser, at det faktisk så godt som er lykkedes at bevare status quo.

Jeg siger det indledningsvis, for indimellem bliver diskussionerne om EU-politik anderledes end vores andre politiske diskussioner. Det bliver meget sådan noget med, at man prøver at ekstremisere hinandens synspunkter; at man prøver at skamme nogle holdninger ud; at man ligesom prøver at lægge andre folk noget i munden, som de i virkeligheden ikke har sagt. Men faktum er, at vi har en god aftale, og at politiet har gjort et rigtig godt stykke arbejde.

Der er i øvrigt grund til, synes jeg, at benytte lejligheden til at rose politiet, som jo er gået enormt løsningsorienteret til den her opgave. Det var ikke den løsning, man helst ville stå med som kriminalitetsbekæmpende enhed i Danmark, dem, der skal tage sig af den grænseoverskridende kriminalitet. Men givet, at det var de præmisser, man fik at arbejde på, så har man faktisk gjort et rigtig godt stykke arbejde. Det skal vi da glæde os over – at politiet i Danmark har sagt, at det er den ramme, de har at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet inden for. Og jeg ved godt, at så bliver der nævnt, at der også er andre samarbejder osv. – ja, ja. Men givet, at det er rammen på det her område, så har politiet faktisk gjort, synes jeg, et rigtig godt stykke arbejde i at sikre, at vi kan tage hånd om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Men det fremgår også, at udtrædelsen operationelle konsekvenser for dansk politi. Sådan er det. Det har hele tiden været klart, at vi som tredjeland ikke har de samme rettigheder, som andre medlemslande har. Der har udspillet sig en diskussion om, hvad det betyder at sidde i bestyrelsen, og hvordan det foregår på forskellige gruppemøder og op ad stolper og ned ad vægge. Vi har ikke samme rettigheder. Vi har, som det også er blevet påpeget, ikke direkte adgang til EIS, som er efterretningsdatabasen, der indeholder oplysninger om personer, kriminelle organisationer og lovovertrædelser, som er indberettet af medlemslande og indberettet af tredjelande. I stedet for, som vi også været over et par gange, får vi adgang ved, at der er fire dansktalende sekundanter, sekunderede nationale eksperter – dem, vi kalder SNE'er – som foretager søgninger på Danmarks vegne. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det jo et ekstra led, vi skal igennem for at kunne foretage søgninger i EIS i forhold til medlemslandene, og et ekstra led indebærer alt andet lige en forsinkelse af adgangen for dansk politi og dermed en mindre smidig proces.

Det er måske det med det stående politi, der lidt kan blive der, hvor bekymringen kan komme til at stå. I virkeligheden kunne jeg godt lide hr. Søren Søndergaards skema. Det var lidt for langt væk, til at jeg kunne se det, men jeg kunne godt lide den der pædagogiske fremstilling med det røde, det gule og det grønne og det med, at her er der noget, der er helt godt, så er der noget, der er lidt problematisk, og her er der noget, der kan blive problematisk. Hvis man skal begynde at bevæge sig derhenad, er det vel det fremtidige, som kan blive problematisk, fordi den manglende direkte adgang også indebærer, at Danmark ikke får adgang til QUEST, som er en webbaseret applikation, som tillader medlemsstaternes politimyndigheder at søge i EIS gennem de nationale it-systemer. Og det er rigtigt, som det er blevet sagt, at det f.eks. kunne være en betjent, der får adgang til at søge i QUEST via en applikation på hans telefon.

Vi kan så have en diskussion om, om det er en god eller en dårlig idé, fordi der findes brodne kar alle steder. Men for langt de fleste betjente, som jo er ærlige og ordentlige retshåndhævende myndighedspersoner, betyder det noget. Det betyder alt andet lige, at Danmark ikke har samme redskaber, som f.eks. Tyskland og Spanien nu har i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet. De øvrige medlemsstater kommer til at følge med og får den her mulighed i løbet af noget tid. Jeg skal vende tilbage til det, for det er der også blevet sat spørgsmålstegn ved. QUEST giver en mulighed for en mere smidig og hurtig adgang til oplysningerne i EIS. Og tendensen går altså i retning af, at et opslag i EIS bliver foretaget af betjente – og ikke bare, når de sidder bag en computer, men også når de er ude at lave den almindelige politiforretning.

Det her med, at vi flytter bekæmpelsen af kriminalitet fra kontorer og ud til de betjente, som er derude – dem, der kører patruljebilerne, og dem, der er ude at møde kriminaliteten og møde borgerne – er i virkeligheden uhyre sympatisk set med danske øjne. Vi flytter kompetencen og mulighederne derud, hvor det første led i vores kriminalitetsbekæmpende myndigheder er. Det er dem, der hele tiden og hver eneste dag sidder i patruljevognene og tager det her arbejde på sig. Men den udvikling kan vi ikke deltage i, og den vej kan vi ikke betræde, for det giver aftalen ikke mulighed for.

Det blev også sagt sidste år og året før, og man skal jo ikke være særlig fantasifuld for at kunne lave grin med udtrykket om, at ulven kommer og ulven kommer. Det bliver sagt hver eneste år, og bliver det nu til noget osv.? Og det er også rigtigt. Udrulningen af QUEST er blevet forsinket. Men det ændrer ikke ved, at QUEST over de seneste 2 år er gået fra at være et skrivebordsprojekt til at være et pilotprojekt og til nu at være et system, der er udrullet i en lille håndfuld lande, og hvor endnu flere lande står på spring. Og hr. Søren Søndergaard og andre har også spurgt: Jamen kommer det til at ske? Altså, det er it – så skal der altid være forsigtighed. Men alt andet lige må vi tage ned, at det nok kommer til at ske, og at vi ikke kommer til at kunne være med.

Det er altså Rigspolitiets vurdering, at når QUEST er fuldt udrullet, vil det indebære en væsentlig begrænsning for dansk politis muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet sammenlignet med de øvrige EU-landes muligheder. Det er vel det, som i hr. Søren Søndergaards skema – uanset at jeg stadig ikke helt kunne se det – var: Hvad kan der komme til at ske? Man må bare sige, når vi diskuterer det her, at hvis vi lader være med at søge yderpositionerne, men siger, at den her aftale er lavet, fordi vi gerne givet de omstændigheder, der er, givet det, den danske befolkning stemte, vil sikre dansk politi de bedste muligheder for at bekæmpe kriminalitet – og givet det er der lavet en god aftale, men givet det er der altså også nogle steder, hvor vi kan se, at vi kommer til at komme bagud på point.

Så er der den anden del, som vi også kommer til at få et problem med. En afledt konsekvens af den manglende direkte adgang til EIS er nemlig, at dansk politi ikke har mulighed for at integrere EIS-data i deres analyseplatform, den, der hedder POL-INTEL. Det er rigtigt, som det også blev påpeget, at vi har kontakt til andre platforme, men her er der altså en platform med oplysninger, som vi ikke vil kunne bruge i vores egen politiefterforskningsdataenhed.

Det kan betyde, at oplysninger fra EIS om f.eks. omrejsende kriminelle eller – jeg tør næsten ikke sige det, for så er vi inde i alt det her med skræmmekampagner, men nu siger jeg det alligevel lige så stille og roligt – seksualforbrydere, som ellers kunne have indgået i nogle efterforskninger, ikke indgår i de pågældende efterforskninger. Det ville de have gjort, hvis EIS var en integreret del af POL-INTEL.

Hvor efterlader det os så? Den ene del er, at vi ikke skal underkende, at den danske samarbejdsaftale med Europol sikrer dansk politi en adgang, som har en stor operationel nytteværdi, for det er en god aftale, der er lavet, som hjælper os til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Det er i øvrigt en kriminalitetsform, som man skal bemærke er stigende. Der har undervejs i debatten været et par gange, hvor vi har berørt det her med, om man i virkeligheden kunne forestille sig, at de værktøjer, vi sidder med, i det hele taget er utilstrækkelige, fordi kriminalitetsformerne ændrer sig, og fordi vi kommer til at se mere og mere grænseoverskridende kriminalitet. Jeg tror sådan set, at det er den vej, vi går. Og vi må bare sige, at det kan blive et problem. Når det er sagt, at vi står godt nu, skal vi heller ikke være blinde for det, der er den anden del, nemlig at det potentielt har operationelle konsekvenser for dansk politi.

Jeg synes i virkeligheden – det var også det, jeg sagde indledningsvis – at redegørelsen læst ordentligt giver udtryk for den balance. Jeg synes i virkeligheden, at det er en redegørelse, hvor politiet siger: Det er sådan her, det ser ud; vi har ikke lagt til, og vi har ikke trukket fra. Vi tager den ned og siger: Det er rigtigt, at der er noget, som er problematisk. Vi har jo godt vidst, at vi ville blive dårligere stillet end medlemslandene. Og det er godt, at vi hvert år gør status over dansk politis stilling i forhold til Europol, for vores arbejde er jo bl.a. at sikre, at dansk politi fortsat har de bedste muligheder til rådighed i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet.

Der er en konsekvens af nejet i 2015. Det er jo i virkeligheden også det, vi erkender, for uanset hvad vi mente ved den afstemning, kan man sige, at der også var andre elementer i afstemningen. Det er jo rigtigt. Men der er sådan set en bred erkendelse i Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten af, at det nej har nogle konsekvenser.

Det, der efter min mening er vores arbejde, er at sikre, at dansk politi har de bedste muligheder for at kunne bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Er det fristende i nogle af de her politiske diskussioner, vi har, at pege fingre og sige, at der kan I bare se; det var det, vi sagde? Ja, selvfølgelig er det fristende. Og det er fristende den anden vej rundt at sige: Der kan I bare se, hvad vi sagde; vi kunne jo sagtens lave en aftale og en god aftale. Og sådan kan vi godt diskutere, men i virkeligheden er vores opgave vel at sige, at det så er her, vi står, at det er de omstændigheder, der er nu, og at vi skal sikre, at vores muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, altså det, der betyder noget for mennesker derude, er bedst mulige. Vi har fra Justitsministeriets side løbende dialog med politiet om mulighederne for at kompensere dem. Er der f.eks. andre redskaber? Kan vi gøre det på en anden måde, som kan være med at sikre tryghed og sikkerhed i Danmark?

Så tak for en god debat. Vi ses igen til næste år.

Der er en del spørgsmål. Det første er fra fru Susanne Eilersen.

Tak for det, og tak til ministeren for hans redegørelse her. Jeg har faktisk to ting.

Det ene er, om vi udnytter den aftale, vi har i dag, godt nok på den måde, som vi gør her og nu. I den taskforce eller enhed, vi har ude i Ejby, sidder der fire personer, men som jeg har fået oplyst, må der faktisk godt være otte personer. Nu har vi snakket meget om, at man kun kan være kriminel kl. 8-16, men hvis der var otte personer, kunne man så udvide den åbningstid til, at der eksempelvis sad nogle folk i længere tid af døgnet? Og der kunne måske være andre ting i aftalen, hvor vi, hvis vi ville bruge flere penge på det, godt kunne gøre noget mere, end vi gør.

Det andet er så, at ting ændrer sig, når man laver en aftale. Laver man en aftale med sit forsikringsselskab, tager man den også løbende op til revision og prøver på at se, om man kan få en bedre aftale hen ad vejen, fordi ting har ændret sig. Nu står brexit for døren – det er der også blevet nævnt nu her – og ting i Europa har ligesom ændret sig. Har ministeren og regeringen tænkt sig at gøre nogle tiltag for at gå ned og genforhandle hele det her og sige, at nu er tingene anderledes, at der er kommet andre redskaber, at vi bruger teknologien anderledes, og at vi godt kunne tænke os at kigge på den aftale, vi har, igen, måske for at gøre den endnu bedre?

Justitsministeren.

Det er to gode spørgsmål. Det første handlede om, om vi ikke bare kunne geare op, så vi i stedet for at have fire personer siddende havde otte personer siddende. Det er en mulighed. Og i virkeligheden rammer det jo ind i noget af det, som er problemet her. For hvis vi bare skruer op for bureaukratiet, kan alt muligt så ikke lade sig gøre? Men ville vi i virkeligheden ikke hellere bruge vores politiressourcer på, at de er derude, hvor de kriminelle er? I virkeligheden synes jeg jo, at det er utilfredsstillende, at vi skal igennem det her ekstra led. Det var også det, jeg prøvede sige, altså at det er en erkendelse af, at det også er et besværende led, at vi ikke kan søge direkte, og det er jo i virkeligheden det, der er det irriterende her.

Lad os gå videre til det andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om genforhandling, for det må selvfølgelig også komme op. Givet hvor lang tid aftalen har fungeret, tror jeg faktisk, det er svært at få genforhandlet aftalen allerede nu. Det forholder sig sådan, at Kommissionen til efteråret næste år skal gennemføre en evaluering af ...

Tak. Så er det fru Susanne Eilersen.

Tak for det. Jeg kan godt se, at det med mere bureaukrati og sådan noget gør det besværligt, og, som ministeren siger, at det er træls med det her led. Men nu har borgerne en gang stemt om, at det er det, man vil have, og så synes jeg jo også, at det er ministerens pligt at efterleve det så godt som muligt og gøre det så godt for os danskere som muligt og bruge de muligheder, vi har. Når vi har mulighed for at kunne ansætte otte – og jeg tænker, at der måske også er nogle betjente, som er kommet lidt op i årene, og som måske nemmere kan sidde og søge osv. – kunne man godt gøre det.

Jeg er også godt klar over, at det måske ville være dumt at begynde at genforhandle noget, før vi kommer på den anden side af brexit. Men man kunne allerede nu som minister begynde at overveje og tænke over, hvad vi kan gøre i samarbejde med de lande, som ikke er med i EU – nu med England, og derudover er Norge og Schweiz blevet nævnt – og hvis man så går fælles om noget, kunne man måske også lægge et større pres og sige, at behovet for at gøre noget andet er til stede.

Justitsministeren.

Det, jeg var ved at sige, og det vil jeg så fortsætte nu, hvor jeg har 26 sekunder mere til rådighed, var, at der til næste efterår vil blive gennemført en evaluering af samarbejdet om effektivisering og Danmarks overholdelse af reglerne, herunder databeskyttelse, som vi jo også har været inde på. Men der er altså ikke noget, der for nærværende tyder på, at Kommissionen vil ændre holdning med hensyn til adgangen til EIS. Det bringer mig så tilbage til den der opfattelse af, at vi har nogle politibetjente i Danmark, som ikke laver noget, og som svar på spørgsmålet om, om vi ikke bare kan tage og flytte dem, må jeg altså sige, at dansk politi er toppresset, toppresset, og at vi ikke bare kan flytte folk. Det er sagt i al fredsommelighed.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil godt takke og kvittere ministeren for en – synes jeg – meget afbalanceret afslutning. Jeg synes, at der var lidt til nogle på højre side, og at der var lidt til nogle på venstre side, men det var meget afbalanceret og sådan set et meget godt billede af, hvor det er, vi står. Så skal vi kigge fremad, og der synes jeg, at der er to ting, vi skal kigge på. Der er sikkert nogle, der vil bruge det her til at sige, at vi så skal have ændret retsforbeholdet, og værsgo, gå i gang, men vi andre skal kigge mere praktisk på det.

Den ene praktiske ting er: Kan vi få udvidet aftalen, altså f.eks. det der med high value targets? Der er det ikke et spørgsmål om, at vi skal komme ned og sige, at de skal gøre det for vores skyld. Vi skal komme ned og sige: Kunne I ikke have en interesse i det her? Det er ét eksempel.

Den anden ting, vi skal vurdere det i forhold til, er retssikkerheden, og der bliver vi jo også nødt til at tale retssikkerhedsmæssig politik i diskussionen. Jeg forstår det godt; politiet vil jo altid fremlægge de ting, der kan sikre hundrede procents opklaring, men vi må jo også politisk spørge: Er vi interesseret i hundrede procents opklaring af alle forbrydelser? Man kan sagtens gøre det teknisk. Men er vi interesseret i et samfund, hvor det er muligt, f.eks. indoperation af en chip i armen, så man altid kan se, hvor nogen er?

Tak. Ministeren.

Det med chippen er måske lige lovlig friskt, men det er jo enhver justitsministers – må man godt sige det – våde drøm, at al kriminalitet bliver opklaret. Dér er vi så, vil jeg også gerne medgive, et stykke fra.

Så tilbage til det egentlige spor: Men er det så sådan, at vi, som hellere havde set, at vi havde afskaffet retsforbeholdet, siger, at nu må vi så tage en afstemning om retsforbeholdet igen? Det er jo ikke mit partis holdning, og det er heller ikke min holdning. Danskerne har sagt nej, og det må vi respektere. Så den vej ... Hov, jeg har 24 sekunder tilbage.

(Den fg. formand (Bent Bøgsted): Jeg troede, at ministeren var færdig). Jeg skal nok prøve at snakke hurtigere.

Betyder det, at vi så skal finde andre værktøjer? Ja, det gør det. Hvad kunne det være? Det kunne f.eks. være en ny aftale. Er der en mulighed for at få lavet sådan en lige nu? Nej, det er der nok ikke. Betyder brexit noget? Ja, det gør brexit nok også. (Munterhed).

Jeg skal bare lige være sikker på, at ministeren er færdig nu. (Justitsministeren (Nick Hækkerup): Ja, grædefærdig). Hr. Søren Søndergaard.

Jeg forstod det som et tilsagn om, at vi skal diskutere, hvad vi kan gøre, og det er vigtigt, at vi ikke først gør det, når problemerne er så store, at vi så at sige skal handle med lynets hast. Vi har nogle muligheder nu, fordi der stadig væk er lidt tid foran os. Den tid bliver mindre og mindre; det erkender vi jo også, idet vi siger, at vi på nogle områder bliver mere og mere udfordret. Så meget desto mere vigtigt er det, at vi er proaktive.

Så jeg synes, at hvis vi kunne få den her diskussion, måske ikke kun i Folketingssalen, men også andre steder, om, hvad de praktiske muligheder er, hvad der kan gøres, og hvad der så står tilbage af reelle problemer, så vil det være rigtig godt. Ministeren kan gøre, hvad ministeren vil, men en overvejelse om, at man på et tidspunkt prøvede at samles til sådan en drøftelse, ville måske være relevant.

Ministeren.

Ja, det var det, jeg prøvede at sige: Givet omstændighederne, sådan som de er, givet virkeligheden, sådan som den er, bliver vi nødt til at spille vores kort så godt som muligt, og det fælles mål er jo at kunne bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Havde jeg hellere set, at vi havde stået et andet sted, nemlig at vi kunne være helt og fuldt med? Ja, det er der ingen tvivl om. Har det konsekvenser? Ja, det har det. Skal vi prøve at afbryde de konsekvenser så godt, som vi overhovedet kan? Ja, det skal vi.

Så er det hr. Carsten Kudsk.

Tak til ministeren. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren om noget, også baseret på, hvad den radikale ordfører kom med af udmeldinger, og jeg kan huske, at vi i valgkampen fik at vide, at vi, hvis vi ikke blev en fuldt integreret del i forhold til Europol, ville få forbryderorganisationer, mafia, narkokarteller. Altså, vi ville blive et arnested for alle organisationer, der overhovedet findes inden for det kriminelle område. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren: Hvor mange af de organisationer har bosat sig i Danmark siden den afstemning, vi har haft, og til nu?

Ministeren.

Var du til stede, da jeg holdt min tale? Så forstår jeg simpelt hen ikke, at du kan stille det spørgsmål.

Hr. Carsten Kudsk.

Det beklager jeg. Jeg var lige tilfældigvis ude til noget, men så er jeg ked af, at jeg stiller ministeren det samme spørgsmål igen. For det, vi hele tiden hører, er jo det med de forbryderorganisationer. Så jeg er ked af, hvis jeg spørger ministeren endnu en gang.

Ministeren.

Jeg bliver nødt til at sige: Det er simpelt hen ikke seriøst. Det er ikke seriøst, når jeg har stået og holdt en lang tale, hvor jeg udførligt og nuanceret har redegjort for, hvordan det her er, at du så beder mig om at gentage det på 30 sekunder, fordi du var udenfor. Det kommer ikke til at ske.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Det er god stil, ministeren udviser. Jeg skal bare spørge med hensyn til konsekvenserne. For vi kan jo se, at konsekvenserne er alvorlige. Vi kan altid diskutere, hvornår noget er katastrofalt: Er ét terrorangreb katastrofalt, er to? Hvor mange dræbte skal der til? Hvor mange forbryderbander skal der til? Det vil jo altid være en afvejning, og dansk politi kommer jo aldrig i en situation, hvor man kan opklare al kriminalitet, og da slet ikke, før den bliver begået. Så sådan er det jo.

Men det er korrekt, at der blev et nej ved afstemningen, og det skal vi naturligvis respektere. Omvendt er nejet jo ikke blevet indføjet i den danske grundlov. Det er til at ændre. Jeg siger ikke i morgen, jeg siger måske heller ikke til næste år, men på et eller andet tidspunkt kunne det jo være, at konsekvenserne var så store, at vi skulle spørge danskerne igen. Kunne ministeren forestille sig en afstemning, hvor spørgetemaet var mere isoleret til at handle om kriminalitetsbekæmpelse og ikke den lidt bredere vifte, som vi jo spurgte befolkningen om, da vi havde afstemningen?

Ministeren.

Det er jo en overvejelse, som vi har gjort os mange gange og meget i mit eget parti, fordi vi jo gerne vil af med det her forbehold, ligesom vi gerne vil af med forsvarsforbeholdet. Men vi må også bare konstatere, at det er en ret, som vi har båret ind til befolkningen ad nogle omgange, og at befolkningen har sagt tak, men nej tak, og derfor er vi nu dér, hvor det der med at operere i nye folkeafstemninger om afskaffelse af forbeholdet simpelt hen ikke er noget, der er aktuelt for os.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Nå, nej, men nu har vi en minister, som netop har holdt en aldeles fremragende tale her som afslutning, som jeg da er sikker på, hvis den når ud til en bred del af befolkningen, vil kunne flytte noget. Altså, ord flytter; ord betyder noget. Vil ministeren så i det mindste gøde jorden for, at en afstemning på et senere tidspunkt måske kunne blive en realitet? Jeg beder ikke om det i indeværende periode eller de næste 4 år osv., men konsekvenserne viser sig jo, og konsekvenserne bliver langsomt mere og mere alvorlige.

Ministeren.

Det er så et spørgsmål, der står i forlængelse af hr. Jan E. Jørgensens eget indlæg til at starte med og hans spørgsmål til hr. Jeppe Bruus. Jeg er enig i, at noget af det, der er nødvendigt, er, at vi tager EU-diskussionerne og flytter dem ud til befolkningen, så det ikke bare bliver noget lukket noget, vi går med; så vi rent faktisk også kan flytte holdninger derude.

Så siger vi tak til justitsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Det sidste punkt på dagsordenen er første behandling af beslutningsforslag B 11, og i den forbindelse skal vi have de ordførere, der skal deltage i denne debat, tilbage på deres oprindelige pladser. Derfor gør vi lige klar, så vi er sikre på, at alle er kommet på plads.