Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Udenrigsministerens redegørelse om samarbejdet i Arktis.

(Anmeldelse 02.10.2019. Redegørelse givet 02.10.2019. Meddelelse om forhandling 02.10.2019).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Kasper Roug fra Socialdemokratiet.

Men vi skal lige trække vejret først, for folk skal finde deres pladser på første parket heroppe tæt på talerstolen. Så kan ordføreren nyde udsigten imens.

Hvis det er første gang, man skal sidde på første parket, hjælper vores betjente gerne med at få indstillet computerne.

Det er alle ordførere, vi gerne vil have her op at sidde.

Så vil jeg gerne høre, om alle sidder der, hvor de ønsker at sidde eller er blevet anvist til at sidde. Er al teknikken på plads? Så går vi i gang med forhandlingen om udenrigsministerens redegørelse om samarbejdet i Arktis.

Forhandlingen er som sagt åbnet, og den første ordfører er hr. Kasper Roug fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er jo næsten ligesom i skolen, når folk får at vide, at de skal huske at sætte sig op foran, så de fylder op fra en ende af. Så det er jo rigtig dejligt, vi får lov til det.

Jeg vil selvfølgelig sige mange tak for ordet, og tak til ministeren for den fremsendte redegørelse. Som alle vel har bemærket, er Arktis jo blevet et område, som tiltrækker sig mere og mere international opmærksomhed. Der er mange interesser og interessenter, der gør sig gældende, og som byder sig til.

Som eksempel kan jeg nævne, at jeg i sidste uge var til møde i EU's arktiske forum med udenrigsministrene fra alle de andre nordiske lande og baltiske stater og endda også udenrigsministeren fra Indien. Den indiske udenrigsminister begrundede sin interesse med, at der er nogle voldsomme globale klimaforandringer, der er allermest tydelige i Arktis, og at der er nye muligheder for forretninger. Og selvfølgelig skulle verdens næstmest befolkningsrige nation også vise sin interesse i Arktis. Det er jo bare en illustration af den voksende interesse for hele området, som vi selvfølgelig skal være opmærksomme på i rigsfællesskabet.

Socialdemokratiet er glade for, at EU også viser interesse for det arktiske område, specielt når det er med fokus på klima, miljø og bæredygtige investeringer. For Socialdemokratiet er det selvfølgelig vigtigt at prioritere det gode og konstruktive samarbejde, som vi allerede har i rigsfællesskabet, og som gerne skulle kunne udvikle sig. For rigsfællesskabet er det helt afgørende at holde fast i, at Arktis bør være et lavspændingsområde.

Kina er begyndt at beskrive sig selv som en nærarktisk stat – de udviser altså større interesse – og Rusland og USA har i stigende grad også vist, at Arktis er stærkt prioriteret af dem. I den situation vil Socialdemokratiet selvfølgelig pege på, at rigsfællesskabets politik fortsat skal være at holde fast i Arktisk Råds struktur, da vi betragter Arktisk Råd som hjørnestenen i et godt og ligeværdigt samarbejde i området. Arktisk Råd er et godt værktøj, som er med til at holde fast i lavspændingsstrategien for regionen gennem forhandlede løsninger. Netop derfor bemærker vi os, at Arktisk Råd i år – på trods af så meget – ikke lige nåede at få lavet en ministererklæring, og at det springende punkt i det tilfælde her var klimapolitikken. Det er jo klart, at det stadig væk er en debat, der kommer til at fortsætte.

Arkitekturen for et internationalt samarbejde er på plads. Vi har de redskaber, der skal til at sikre, at folkeretten fortsætter med at gælde i det arktiske område. I Arktis er klimaforandringer mere tydelige end de fleste andre steder i verden. Derfor er det særlig vigtigt, at de arktiske nationer tager deres ansvar og er deres ansvar bevidst, bl.a. også når det gælder de nye erhvervsmuligheder, der åbner sig, og nye sejlruter, som åbner sig, og som vi alle sammen selvfølgelig også har hørt om.

Socialdemokratiet ønsker helhjertet, at rigsfællesskabet fremmer det positive internationale samarbejde og taler med en stærk stemme for afspænding og ansvarlig forvaltning af klimaudfordringen i alle internationale fora. Og Socialdemokratiet ønsker sig et område, som er kendetegnet af fred, udvikling og stærkt samarbejde.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til hr. Kasper Roug, så vi går videre til næste ordfører, som er hr. Thomas Danielsen fra Venstre.

Tak for ordet, formand. Jeg er glad for at kunne komme med vores kommentarer til redegørelsen om samarbejdet i Arktis for 2019 – på vegne af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Og tak til udenrigsministeren for redegørelsen.

Når vi har fokus på Arktis, kan vi ikke komme uden om rigsfællesskabet. For mig vil Danmark ikke være det samme uden rigsfællesskabet; når vi netop står sammen i rigsfællesskabet, er vi en yderst stærk spiller i det arktiske. På den måde er Arktis faktisk et område, som binder os sammen som nationer i rigsfællesskabet. Vi må derfor ikke nedtone vores kapacitet og vores kompetencer i det arktiske område; her er vi nemlig tilsammen en afgørende aktør. I denne tid er det ikke en uvæsentlig pointe.

Som udenrigsministeren skriver i sin redegørelse, er Arktis et område, som oplever en stigende global interesse. Det skyldes mange forskellige ting, f.eks. et øget fokus på miljø, og at temperaturstigningen i det arktiske område er langt mere udtalt, end den er noget andet sted på kloden.

Derudover må vi ikke overse den store og stigende geopolitiske betydning, som det arktiske område har for mange store magter. Jeg vil spare jer for de konkrete detaljer om, hvor meget stormagterne opruster i Arktis, da det allerede fremgår af udenrigsministerens redegørelse. Jeg vil blot med store bogstaver understrege, at Venstre på det arktiske område vil holde skarpt øje med den omtalte oprustning, da Arktis fortsat skal være et lavspændingsområde. Og derfor er jeg glad for, at Danmark er en aktiv deltager i Arktisk Råd, som netop er et fremragende eksempel på en fastholdelse af det arktiske område som et lavspændingsområde.

Arktis må ikke og må aldrig blive et område med potentielle sikkerhedsrisici, og derfor må vi insistere på at kræve handling i de internationale institutioner. Netop samarbejdet i de internationale institutioner er af afgørende betydning, hvis vi skal kunne imødegå de udfordringer og muligheder, som findes i dette kæmpe område, som Arktis må siges at være. Derfor noterer vi os med stor tilfredshed i Venstre, at udenrigsministeren fremhæver, at et tæt og konstruktivt internationalt samarbejde er en stor prioritet for den nye regering.

I det fortsatte tætte samarbejde er det en vigtig prioritet for Venstre, at vi også medtænker de øvrige nordiske lande. I Norden har vi nemlig ansvaret for et enormt geografisk område, som der er stigende global interesse for. Det er et område, som altid har været fredeligt, og vi skal sørge for, at det forbliver sådan i fremtiden. Derfor er vi glade for det gode samarbejde i eksempelvis Nordisk Råd. Her er det en afgørende opgave, at vi markerer os og overvåger, så vi passer på vores del af det arktiske område – både når det handler om suverænitetshåndhævelse, men så sandelig også når det kommer til at passe på den civile befolkning i området. Det er nemlig vigtigt at understrege, at det ikke kun er på det militære og sikkerhedspolitiske område, at et tæt samarbejde i Arktis er nødvendigt.

I Arktis skal vi også fokusere på en styrkelse af den civile sikkerhed i området. Og derfor må vi fortsat sørge for at styrke vores indsats i Arktisk Kommando. Denne styrkelse skal eksempelvis komme til udtryk i vores rednings- og eftersøgningstjeneste og gennem støtte til det civile samfund i det arktiske område. Nødvendigheden af en sådan styrkelse af Arktisk Kommando blev klart illustreret ved den forfærdelige katastrofe, der var i Nuugaatsiaq, hvor en flodbølge på kort tid ødelagde et lokalsamfund.

Det er vigtigt, at vi til enhver tid står klar med et beredskab, således at vi kan yde den nødvendige hjælp. Det er også vigtigt for mig at understrege, at når vi taler om det gode internationale samarbejde i Arktis og taler om fremtidens tætte samarbejde, er det med den største respekt for, at det arktiske område først og fremmest rummer en civilbefolkning med store, dybe og historisk forankrede kulturer, som har ret til selvbestemmelse, og som selvskrevet i den forbindelse har ret til at være en aktiv deltager i dialogen om Arktis.

Venstre er repræsenteret i udvalg og forsamlinger, der faciliterer det tætte samarbejde om Arktis, og vi ser frem til at bidrage til et fortsat tæt samarbejde her. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Nu er jeg selvfølgelig fuldstændig enig i, at det er utrolig vigtigt, at man lægger vægt på det internationale samarbejde i Arktis for at sikre lavspænding osv., men det er ikke nogen hemmelighed, at der er andre stater, som geografisk fylder langt mindre end Danmark i Arktis, men som investerer langt, langt mere i forskning, i stort isenkram, i isbrydere osv. Danmark er faktisk langt nede på listen, når det gælder dem, som prøver at være med til at sætte fingeraftryk på udviklingen i Arktis. Mener man fra Venstres side, at man fra dansk side investerer nok? Tak.

Ordføreren.

Nej, det gør vi ikke på nuværende tidspunkt. Vi investerer faktisk ikke ret meget på nuværende tidspunkt. Der er frie midler fra forsvarsforliget, som i nogen grad kan udmøntes på området, men også rent forskningsmæssigt bør vi opruste på det her område, også i Arktis.

Spørgeren.

Som den debat, vi lige havde, er et eksempel på, har man jo med god ret og med gode argumenter og med gode intentioner og med gode resultater fra dansk side været meget aktive i Mellemøsten, hvad angår sikkerhedspolitik, forsvarspolitik og udenrigspolitik. Man kan ikke alt. Kunne det være en tanke, at man flyttede en del af sin indsats fra Mellemøsten og var mere aktiv i den del af verden, hvor riget rent faktisk befinder sig, nemlig Arktis?

Ordføreren.

Vi skal jo hele tiden overveje, hvilke indsatser vi gør hvor, og hvor det strategisk er mest hensigtsmæssigt, men jeg mener, at der ligger nogle midler, som ikke er udmøntet endnu, som man i hvert fald kan bruge en del af. Og som sagt har vi også forsvarsmæssigt en ambition om at styrke forskningsindsatsen, og her er Arktis et helt oplagt område at øge forskningsindsatsen på. Vi har jo mange spændende forskningsprojekter i det arktiske område, som allerede kører i dag, men man bør satse yderligere på det, for det er netop et af de områder, hvor man i den grad mærker klimaforandringerne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet til denne ordfører, så jeg vil byde velkommen til den næste ordfører i rækken, og det er hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg vil starte med at sige tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Det er jo ikke altid lige let at styre, hvad der sker oppe i Arktis. Det er et stort område, og der er behov for, at der er god kontrol med, hvad der foregår. Med de afstande, der er, og de få personer, der er i det nordlige Grønland, så kan der ske meget, uden at man opdager det – der kan gå flere dage, før man opdager noget – så derfor er det også vigtigt, at man har øje for, hvad der foregår i Arktis.

Dansk Folkeparti er varme tilhængere af rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne. Det er der en stribe årsager til – historiske og kulturelle årsager og tros- og familiemæssige bånd, der binder vores folk sammen og har gjort det i århundreder. Hertil kan vi nu også i stigende omfang se, at der faktisk er en fælles politisk interesse. Især når det gælder Grønland, bliver de politiske interesser tydeligere i disse år. Der er i hvert fald lande udenfor, der synes, at de skal gøre deres hoser grønne overfor Danmark og Danmarks statsminister. Det lykkedes så ikke denne gang. Trump havde måske tænkt sig, at han bare kunne købe Grønland – vor herre bevares, har han endnu ikke fundet ud af, hvordan et land fungerer, så er det måske også på tide. Han fik i hvert fald at vide, at det kunne han ikke, og det var også godt, og jeg ved også, at vores grønlandske venner ville sige: Kunne du ikke bare tage hjem til USA? Så klarer vi os selv. Det er nok sådan, det er.

Men kineserne gør også erhvervsmæssige fremstød, og hvorfor gør de det? Det er måske, fordi de er interesseret i at komme tæt på USA, så de måske kunne kontrollere USA. Det er også noget af det, vi skal være opmærksomme på: Hvorfor har de forskellige stormagter interesse i Grønland? Det har de, fordi det ligger meget strategisk i det arktiske område, og så er det selvfølgelig et meget interessant område, det er klart.

Der er mange tegn i sol og måne på, at verden, også udover USA og Kina, viser interesse for Grønland, og her må vi så bare stå sammen som rigsfællesskab – to lande vævet sammen i et bånd, to folk vævet sammen af historien og de tusinder af familier, der udgør det dansk-grønlandske fællesskab. Jeg skal hilse at sige, jeg kommer fra Nordjylland, hvor vi har rigtig mange grønlandske og færøske venner – jeg kender en hel del i det nordjyske. Så der er bånd, der binder os sammen på tværs af det hele.

Derfor er det også vigtigt, at Danmark viser, at vi på alle måder vil rigsfællesskabet og bakker op om grønlandske interesser, for der må aldrig kunne skabes et modsætningsforhold mellem grønlandske og danske interesser. Internt kan vi godt være uenige om mangt og meget, men udadtil er vi en enhed, som familien, der kan skændes, så det brager, men alligevel står sammen, når det gælder.

I Dansk Folkeparti ønsker vi langt mere fokus på Grønland og Arktis, også selv om det måske betyder, at vi skal mindske vores engagement andre steder i verden. Danmark skal fokusere sin udenrigspolitik på nærområder som Arktis og Østersøen, men drosle indsatsen i Mellemøsten ned. Den tanke flugter også med udtalelser fra tidligere ambassadør Peter Taksøe-Jensen, der granskede dansk udenrigspolitik for den tidligere regering.

Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at der er brug for en langt større dansk militær indsats specielt med hensyn til Grønland, og i den forbindelse vil jeg da sige, at det da ville glæde mig utrolig meget, hvis vi også i den forbindelse så, at der var grønlandske soldater med i de styrker, der var til stede. Hvorfor skulle de ikke kunne yde en indsats? Det er jeg sikker på at der er mange der egentlig gerne vil, og at de også vil være med til at gøre en indsats for deres eget land. Det er noget, som jeg mener vi bør se noget mere på i Forsvarsudvalget. Selvfølgelig har de mulighed for, når de kommer til Danmark, at aftjene værnepligt, men det er ikke det samme, som hvis man har sin egen lille styrke på Grønland. Så det er i hvert fald noget, som jeg synes vi burde kigge noget mere på, men det skal selvfølgelig kun være, hvis I på Grønland selv ønsker det. Vi skal jo ikke trække noget ned over hovedet på jer på den måde.

Vi har brug for et ekstra Challengerfly, der på grund af sin langtrækkende flykapacitet er fantastisk som et overvågningsfly, og vi har brug for flere F-16-flyvninger, så ingen kan være i tvivl om, at Danmark håndhæver suveræniteten over rigsfællesskabets fulde territorium. Tankerne om at oprette et grønlandsk hjemmeværn – det var det, som jeg talte om lige før – men også det, at folk decideret indgår i det danske militær og kan være med til at yde en indsats for Grønland, er som sagt noget, vi bakker fuldt op om.

Men det handler ikke kun om militær. Nogle har talt om at intensivere forskningen omkring Grønland med et nyt havforskningsskib, og det er vi bestemt ikke afvisende over for. Spørgsmålet er så, hvad det skal være for en type skib, der skal være deroppe. Man kan måske se på: Har vi nogle skibe, der ligger der i forvejen, som vi kan bruge, eller er det et helt nyt skib, der skal bygges, fordi der er specielle forhold ved Grønland, vi skal være opmærksomme på?

Men det er også vigtigt, at Danmark engagerer sig i Arktisk Råd. Verdens stormagter vil ind i Arktis og udnytte de muligheder, der er for at tjene penge, men ikke alle har den nødvendige forståelse for naturen og menneskene i Arktis, og derfor er det meget vigtigt, at kongeriget har en stærk stemme i det arktiske samarbejde, og at vores arbejde for at udvikle Arktis er bæredygtigt og gavner de folk, der bor deroppe. Det kan ske gennem Arktisk Råd, hvor det stadig er en gåde for Dansk Folkeparti, hvordan Kina kan spille en rolle. De har sådan set ikke noget med Arktis at gøre, men der kan udenrigsministeren måske forklare lidt om hvorfor.

Isen smelter om sommeren, og Ishavet er stort set uden is; det åbner for nye muligheder: Der er muligheder for nyt fiskeri, det åbner for nye sejlruter, og der er en voksende interesse for turisme i Arktis. Heldigvis er de arktiske kyststater nu blevet enige om og har underskrevet en aftale om, at der ikke skal fiskes i Ishavet, før vi er sikre på, hvor stor fiskebestanden er, og før vi er sikre på, at fiskeriet i det hele taget er bæredygtigt.

Helt grundlæggende skal der lægges en stor indsats i hensynet til miljøet og naturområderne og i at beskytte den arktiske natur. Arktis er et stort og ressourcerigt område, og som en af de fem store aktører i Arktis står vi derfor med et stort ansvar for at sikre, at mennesker og natur kan gå hånd i hånd. Vi skal sikre, at dem, der vil Arktis det godt, får mulighed for at arbejde i en region, men også får et ansvar for at sikre, at udviklingen kommer dem til gode, som bor der.

Vi har en forpligtelse til at sikre kongerigets interesser i Arktis, uanset om det gælder fiskeri, miljø, råstoffer eller turisme, og vi har en forpligtelse til at sikre ro og orden i Arktis. Vi skal sørge for, at de, der vil det gode og med den nødvendige respekt for naturen, får adgang til Arktis, og det må være Dansk Folkepartis og regeringens pejlemærke fremadrettet.

Tak til ordføreren. Lad mig starte med at minde om, at man ikke må påberåbe sig de højere magter, som ordføreren kom til under ordførertalen.

Når det er sagt, vil jeg åbne for talerrækken, og først er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak, og også tak for ordførertalen. Jeg synes sådan set, at det var nogle nye toner og nogle positive toner fra Dansk Folkeparti. Når vi husker nogle år tilbage til forsvarsforliget, var det jo rigtig svært overhovedet at få opmærksomhed på Arktis, men nu hører vi nogle nye toner, så det er rigtig, rigtig positivt. Det var jo heldigvis sådan, at vi fik afsat nogle penge til en del, der handler om Arktis i det seneste forsvarsforlig, og noget af det går jo bl.a. også til at få flere grønlændere i værnepligt. Det synes vi giver rigtig god mening. Vi kender til området, vi kender sproget, og vi kender ligesom til naturen og til at færdes i naturen, så det er oplagt at bruge den erfaring, der er. Vi så rigtig gerne, at der var en forsvarsuddannelse i Grønland. Det kunne være i Kangerlussuaq, som regeringen jo har lavet en aftale med naalakkersuisut om. Er det noget, som Dansk Folkeparti kunne forestille sig at bakke op om i et kommende forlig?

Ordføreren.

Tak for det, tak for modtagelsen af min tale. Det glæder mig da. Nu er jeg jo nystartet som forsvarsordfører, men om det er anderledes end tidligere, og hvordan og hvorledes, kan jeg ikke sige. Nu er vi jo forskellige personer, og vi udtrykker os forskelligt; jeg har min måde, og mine kolleger har deres måde at udtrykke sig på, og da jeg kommer fra det nordjyske, hvor vi jo, hvad skal man sige, er lidt længere væk fra storbyen, har jeg måske en helt anden måde at udtrykke mig på.

Men jeg synes, at det vil være fornuftigt, hvis man ser på det, og det kan vi sagtens støtte.

Der er ikke flere spørgere, så tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og næste ordfører er hr. Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre.

Mange tak. Man kan roligt sige, at der er sket lidt i forhold til Arktis, siden vi havde den seneste redegørelse om Arktis for et år siden. Lad mig lige nævne et par enkelte ting: russernes øgede aktivitet og den amerikanske udenrigsministers ret opsigtsvækkende tale i Finland for få måneder siden; Canada, der som den sidste kyststat har indleveret sine videnskabelige resultater, og vi er nu i gang med behandlingen af delingen af hele det nordatlantiske ocean i FN; aftalen mellem Grønland og Danmark om nye lufthavne på baggrund af et lidt specielt forløb, kan man vel godt tillade sig at sige; og sidst, men ikke mindst den amerikanske præsidents tilbud om at købe Grønland, som Grønland fik affærdiget med meget stor charme og præcision.

Det her tema er kommet op i gear på den globale scene, og det konstaterer redegørelsen jo også, og tak for den, udenrigsminister. Når det er sagt, synes jeg måske ikke helt, at redegørelsen er kommet helt op i samme gear, som den internationale udvikling på området tilsiger. Jeg er helt med på, at en redegørelse ikke er en strategi. Strategien får vi jo, og den skal vi også tale om ved andre lejligheder, men jeg synes godt, man kan bruge dagen i dag på at tage den første grundlæggende diskussion af, hvad der vil være vigtigt, og måske kan udenrigsministeren også løfte sløret lidt for, hvilke tanker han gør sig om sådan en strategi. Jeg synes egentlig ikke, at det svære er at finde det overordnede mål, for jeg tror egentlig, at alle, der er i salen i dag, kunne skrive under på en overordnet målsætning, der hedder, at det arktiske område skal fortsætte med at være et fredeligt, lavintensivt område, der stræber mod en bæredygtig udvikling i enhver forstand, både miljø- og klimamæssigt, økonomisk for de befolkninger, der bor der, socialt i forhold til oprindelige folk osv.

Det, der er det store spørgsmål er, hvordan vi sikrer det i en verden, hvor alle de store magter har øjnene stift rettet mod Arktis og imod en del af kloden, der jo smelter, og som derfor bliver mere tilgængelig og har enorme ressourcer og potentiale både transportmæssigt, ressourcemæssigt, sikkerhedspolitisk og geopolitisk.

Det er en stor diskussion, men der er i hvert fald to ting, som jeg vil pege på allerede nu, og som jeg meget håber ministeren og andre ærede kolleger vil overveje om ikke vi burde sikre. Det ene er i al enkelthed flere ressourcer til det arktiske område. Det drejer sig om flere ressourcer til forskning, ikke mindst klimaforskning i hele det arktiske område, hvor Danmark i forvejen er verdensmester, men hvor Grønland har unikke potentialer for at udvikle arbejdspladser og knowhow til glæde for hele menneskeheden, og om flere ressourcer til beredskab og overvågning. Vi har allerede fra radikal side meddelt, at vi mener, vi skal bruge størstedelen af den ekstra halvanden milliard, som forsvarsforligskredsen har sat af om et par år til det arktiske område, til at bevilge eller medfinansiere et skib – det, som hr. Bent Bøgsted var inde på, nemlig et nyt forskningsskib, som vi skal have under alle omstændigheder. Måske skal vi have to, et til fredelige formål, et til mere militære formål, måske kan de kombineres, men vi skal i hvert fald have gang i produktionen af det skib og bestillingen af det, for det tager lidt tid at lave sådan et skib, og det nuværende udløber i 2023. Vi skal også have gang i en langt bedre teknologisk, kan man sige, dækning af hele det arktiske område, i hvert fald den del, som kongeriget Danmark har, både når det handler om satellitovervågning, internetforbindelser til gavn og glæde for både grønlændere og færinger, og et bedre overblik for det civile beredskab og selvfølgelig også det militære.

Endelig vil jeg sige, udenrigsminister, at der skal flere penge til Kontoret for Arktis og Nordamerika i Udenrigsministeriet, som godt kunne tåle en ordentlig opkvalificering. Selv om dem, vi har, er dygtige og vores arktiske ambassadør kender rigtig meget til området, så er der for få mennesker til et område, der i den grad er i vælten i øjeblikket. Lad os ikke glemme, at Danmark er det eneste land i verden, der både er med i Arctic Five, altså Arktisk Råds kyststatsklub, er med i EU og er med i NATO på en gang. Det giver os nogle helt unikke referencer og muligheder for at sikre netop en fredelig og bæredygtig udvikling i området. Så det er det ene – flere ressourcer.

Det andet, som er lige så afgørende, måske endda endnu vigtigere, er at få en fælles forståelse i rigsfællesskabet af, hvor vi gerne vil hen. Der er store magter, der har øjnene rettet imod vores territorium, og der er ingen tvivl om, at hvis vi skal have nogen som helst chance for at hævde vores interesser og sikre en fredelig udvikling, kræver det, at vi kender vores besøgelsestid, og at vi er enige om strategien. Jeg tror, vi har en chance, for ingen af de store magter kan tåle, at en af de andre får det absolutte herredømme; så der er mange, der har en interesse i at bevare en balance i området og en fredelig udvikling, og Danmark, Grønland og Færøerne skal i fællesskab være dem, der forsøger at sørge for en nogenlunde fair tilgængelighed i området, også sikkerhedspolitisk.

Selvfølgelig er vi allieret med USA, men vi er samtidig også en nation, der sammen med andre nordiske lande i den grad har kæmpet for ikkeoprustning og fredelige forhold, og det giver os et særligt ansvar i den her del af verden. Derfor er jeg glad for at læse i redegørelsen, at man er gået i gang med en strategi, og at man gør det i fællesskab mellem de tre dele af rigsfællesskabet, men jeg synes godt, vi kunne åbne lidt for debatten her og sige, at siden sidst har vi også haft et valg på Færøerne. Det synes jeg var et fantastisk spændende valg den her gang. Jeg fulgte det jo kun fra sidelinjen, men mig bekendt er det første gang i mange årtier, hvor selvstændighed ikke fyldte i den politiske diskussion overhovedet. Det handlede om fisk, det handlede om ressourcer, det handlede om bæredygtighed. Man spørger jo sig selv: Hvordan kan det være? Måske er det, fordi Færøerne nu de facto har opnået selvstændighed, i hvert fald økonomisk selvstændighed, og dermed er blevet herre i sit eget hus for en stor dels vedkommende.

Jeg vil kraftigt opfordre til, at med de mange muligheder, der nu åbner sig, også i forhold til Grønland, må det være en fælles grønlandsk og dansk interesse, at vi arbejder for større økonomisk selvstændighed for Grønland, for det er vejen til også formel selvstændighed. Det har både Grønland og Danmark en fælles interesse i, og det skal ske på bæredygtig vis; det er vi alle sammen enige om. Og hvis man satte det forrest og sagde, at man skulle prøve at løfte den økonomiske udvikling i Grønland sammen med den sociale og miljømæssige selvfølgelig, så kunne det jo være, at vi også kunne finde fælles fodslag om, hvordan en Arktisstrategi kan bruges i den forbindelse.

Så det vil være min opfordring til regeringen, altså at man, når man begynder at sætte pen til papir i samarbejde med de andre dele af rigsfællesskabet, så har et meget skarpt øje for, at vi ikke er stærkere i Arktis, end vi er i rigsfællesskabet sammen. Det står og falder med det. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Jeg vil blot sige tak for en god ordførertale, og særlig den sidste del, der handler om Grønlands økonomi, er jeg meget enig i. Innovation, iværksætteri og erhvervsudvikling fylder heldigvis mere i Grønland, end det har gjort for bare få år tilbage. Vi ser rigtig mange unge iværksættere tage initiativer, og det giver rigtig meget håb. Det er noget af det, der giver mig allermest håb, når jeg er hjemme i Grønland.

Det, der kunne være interessant, er både at snakke om investeringer på stort plan, men sådan set også om de små projekter. På det udenrigspolitiske område har man jo sådan set også kigget på nogle initiativer, men jeg ved også, at ordførerens parti, Radikale Venstre, og Demokraterne i Grønland tidligere har fremført et forslag omkring en arktisk investeringsfond. Kunne ordføreren måske sætte lidt ord på, hvilke tanker der ligger bag ved det?

Ordføreren.

Det er rigtigt. Vi har simpelt hen haft den tanke, at vi havde en fælles interesse i at skabe en fælles investeringsfond til både små og store projekter. Nu har vi jo fået en erhvervsfond med nogle hundrede millioner kroner i, som er et første skridt på vejen, og det er vi meget glade for. Men der er et større perspektiv, synes jeg, i forhold til at få endnu mere erhvervsudvikling.

Jeg er enig i, at der er en positiv erhvervsudvikling, og jeg synes også, det er meget opmuntrende. De to største barrierer lige nu er vel adgangen til kvalificeret arbejdskraft. Som jeg forstår det, både på de grønlandske arbejdsgivere, men også på flere grønlandske politikere, så har man en interesse i at få skruet lidt op for det, som færingerne har fået, nemlig sådan en fasttrackordning, hvor folk, der gerne vil op at arbejde i Grønland, kan komme til at gøre det lidt hurtigere. Lad os da få sat det på skinner så hurtigt som overhovedet muligt.

Det samme synes jeg gør sig gældende, når det handler om den anden barriere, nemlig kapital: Hvordan får man risikovillig kapital op? Vi har lavet en erhvervsfond, men jeg så gerne, at det var et af de områder, hvor vi prøver at etablere forbindelse direkte til EU og nogle af de europæiske lande og fonde, der måtte være interesseret, for det kan skalere det her, og det kan måske også gøre det lettere for Grønland at få en ordentlig fiskeriaftale med EU og et andet forhold til sælskind.

Spørgeren.

Mange tak for kommentarerne. IA er fuldstændig enig i betragtningerne omkring fasttrack. Det er et kæmpeproblem lige nu, og det er faktisk sådan, at Grønlands vækst er i risiko for at blive bremset, fordi vi simpelt hen mangler hænder til at kunne løfte de opgaver.

Det er jo sådan set cirka et år siden, at vi stod over for statsministeren herinde i salen og drøftede det her spørgsmål, og hvor der var en velvillighed; men der er snart gået et år, uden at vi har set en løsning. Så her håber vi, at der bliver presset rigtig meget på.

Ordføreren.

Det er jeg enig i, og måske kan udenrigsministeren hjælpe os lidt ved at fortælle, hvor langt man er kommet. Jeg har hørt, at der skulle være forhandlinger i gang, men jeg ved ikke helt, hvad status er.

Der er en spørger mere, der har ønsket ordet. Det er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen, som jeg selvfølgelig er meget enig i. Med hensyn til skibene har der jo i dagspressen de sidste par dage været en fortælling om et russisk skib med internationale forskere, som ville ind i grønlandsk farvand. Men Danmark bliver måske nødt til at sige nej, fordi de russiske skibe er mistænkelige, og dermed kommer man til at gå imod aftaler, man selv har indgået, om, at forskere frit skal kunne færdes i Arktis. Men Danmark er i den mærkelige situation, at samme rige, som gør krav på et område, som rækker op til Nordpolen, ikke har et skib, som kan operere i området. Det er jo en prekær situation. Mener ministeren, at man ville stå i samme situation, hvis København lå i Grønland?

Det er ordføreren. Så det hedder: »Mener ordføreren ...«.

Ja, jeg håber da, at det bliver relevant engang igen. Men jeg må nok nøjes med ordførertitlen i dag i hvert fald.

Jeg synes også, at det er – hvad skal jeg sige – helt på månen, at vi ikke har fået sat gang i bestilling af et nyt skib endnu. Det er helt oplagt, at hvis Danmark skal kunne forsvare både sine forskningsmæssige og territoriale interesser, skal vi selvfølgelig kunne sejle i og omkring både Færøerne og Grønland. Så det skal vi have gjort, og jeg fornemmer også, at det er der en vis vilje til. Men vi skal jo i gang, for vi skriver slutningen af 2019, og det her skib skulle gerne være klar i 2023, og mig bekendt tager det lidt tid at lave den her type af skibe. De skal designes, de skal bygges, de skal testes, inden de kan sejle, så det haster faktisk lidt. Det er jeg meget enig med hr. Sjúrður Skaale i.

Spørgeren.

Tak for det. Hvad mener ordføreren om det, Dansk Folkepartis ordfører sagde, om, at man for at gøre sig mere gældende i Arktis måske burde påtænke at nedprioritere sin aktivitet andre steder i fjerne egne og måske i stedet for føre en mere aktiv tung udenrigspolitik der, hvor Danmark befinder sig?

Ordføreren.

Tanken er mig ikke fjern. Nu kan man roligt sige, at andre dele af verden jo også påkalder sig opmærksomhed i de her dage. Det er ikke, fordi jeg synes, Danmark skal være mindre aktiv, når det handler om udviklingsbistand, når det handler om at fremme bæredygtig udvikling i verdens vækstøkonomier, og når det handler om at påvirke Den Europæiske Union. Men i forhold til nogle af de militære eventyr, vi har bidraget til – i Mellemøsten f.eks. – tænker jeg, at man måske havde tjent de danske skatteydere og sine egne sikkerhedspolitiske interesser bedre ved at fokusere på det sted, hvor vi er noget helt unikt, og hvor vi kan noget, som ingen andre lande i verden kan, nemlig Arktis.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

I SF er vi svært tilfredse med det store fokus, som redegørelsen har på miljø og på klima. Der er et stort internationalt fokus på Arktis, og det har jo så især været omkring sikkerheds-, forsvars- og geopolitiske aspekter. Det er det, der ligesom har fanget opmærksomheden i første omgang, og det kan vi jo så også se ved både russernes og amerikanernes ønske om oprustning og kinesernes vedholdende interesse.

Men omdrejningspunktet for udviklingen i Arktis er dog klimaforandringerne og afsmeltningen af indlandsisen. Som der også står i redegørelsen: »Temperaturen i Arktis er steget dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit, og de seneste 5 år (2014-18) har været de fem varmeste år i Arktis, siden målingerne begyndte omkring 1900«.

Det er derfor vigtigt for et land som Danmark, som har en klar interesse i Arktis, at det forbliver et lavspændingsområde, og at vi holder fokus på den udvikling, der er i forhold til miljø og klima.

Hvor russerne og amerikanerne har lyst til at opruste militært, skal Danmark opruste på miljøet. Det kan vi gøre både ved at bidrage internationalt og ved selv at øge overvågningen af klimaforandringerne og konsekvenserne af dem. Og det kunne jo bl.a. være med et nyt havforskningsskib, da det nuværende skib, Dana, er 38 år gammelt og står over for at skulle hugges op om få år. Det nytter altså ikke noget, at Danmark kommer i en situation, hvor vi står uden et skib, der kan bruges i isfyldt farvand, så vi på den måde bliver ude af stand til at bidrage til forskning i Nordatlanten.

I går i Dagbladet Politiken bidrog tre ledere fra Dansk Center for Havforskning med et opråb, som jeg også synes måske især går til Folketinget, og overskriften på den artikel var: »Forskere: Danmark sakker håbløst bagud i Arktis« Og det gør vi, fordi vi mangler evnen til at opmåle kontinentalsoklen nord for Grønland, og da vi skulle gøre det, måtte vi hyre en svensk og en russisk isbryder til opgaven. Og som de skriver:

»Danmark er ved at spille sig selv af banen, fordi vi snart står uden et havforskningsskib til at løse den vigtige opgave, det er at skaffe viden om og ikke mindst at demonstrere Danmarks engagement i udviklingen i Arktis.« Og de siger også: »Vi er ved at afskære os fra enestående muligheder for at udnytte kongerigets geografi til at sikre os en central rolle ...« Og de konkluderer: »Hvis man ønsker, at kongeriget fortsat skal indtage en plads som en betydelig spiller i Arktis og Nordatlanten, er investeringen i et nyt decideret havforskningsskib uomgængelig.«

For SF er indfaldsvinklen til rigsfællesskabet, at vi er tre folk, tre nationer, tre små nationer – den ene en lille smule større end de andre, men stadig væk meget lille i global sammenhæng – men at vi kan fungere i fællesskab og på den måde bruge rigsfællesskabet som en styrke. Og derfor er det helt naturligt, at Færøerne og Grønland skal inddrages ved forhandlingsbordet, og der skal arbejdes hen mod et fællesskab mellem ligeværdige parter, hvor det står klart, hvilke fordele vi kan drage af hinanden.

Så kan det være noget bekymrende, når vi ser den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i maj måned i år sige, at Arktis er en arena for magtpolitik og konkurrence. Og det blev fulgt op i juni i år med en ny Arktisstrategi fra USA's forsvarsministerium med ønske om øget militær tilstedeværelse og større øvelsesaktivitet i området. Det blev så igen fulgt op med et lovforslag i senatet om en analyse for at identificere en eller flere havne i Arktis, der er store nok til, at destroyere kan sejle dertil. Og her bliver det så vores opgave at kunne balancere mellem USA og vores faste ønske om at fastholde Arktis som et lavspændingsområde.

Så kan vi se, at der er forskel på vurderingerne. Forsvarets Efterretningstjeneste har en noget anden vurdering end USA vedrørende Ruslands intentioner, altså om de er offensive eller ej. Forsvarets Efterretningstjeneste har en noget mere afdæmpet analyse end USA.

Men der er da ingen tvivl om, at vi skal forvente øgede krav fra USA, og at vi bliver udfordret på forsvarsaftalen af 1951. Amerikanerne har vist interesse i at åbne et konsulat i Nuuk, og det kan vi alle sammen, tror jeg da, være glade for. De siger jo selv, at de ønsker det, fordi de gerne vil bidrage til sprogundervisningen i Grønland og almindelig spændende kulturudveksling. Og det lyder jo rigtig rart. Men når det nu også kommer fra et land, der starter og slutter sætningerne med »America first«, så tror jeg, man skal være mere end almindeligt naiv, hvis man ikke kan se, at det her går ud på at massere den grønlandske og den danske offentlighed, sådan at de senere vil have lettere ved at sparke den dør op, som de nu allerede har foden i klemme i.

SF går ind for at opruste i Arktis – opruste i nutidens allervigtigste kamp, nemlig kampen mod klimaforandringerne.

Tak til ordføreren. Der er ønske om et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak, og tak for en fin ordførertale. Ordføreren nævner jo det her med klima og miljø, og det fylder heldigvis meget i redegørelsen. Vi så sådan set gerne fra Grønlands side, at den her forskning også bliver forankret i Grønland. Hvis man skal stille det meget firkantet op, kan man sige, at det måske ikke er et dansk forskningsskib, der ligger allerøverst på vores prioriteringsliste, men derimod behovet for også at få forankret viden hjemme i Grønland – selvfølgelig med et internationalt udsyn – og at få sikret, at vi får videreuddannet vores egne, at vi får nogle flere grønlandske ph.d.er. Så det synes vi kunne være enormt interessant.

Noget af det, der er afsat penge til, er jo en arktisk forskningshub, og vi synes, der er nogle interessante perspektiver i det. Men vi synes jo netop med udgangspunkt i den her interesse, der er blevet vist fra amerikansk side, at der måske i virkeligheden er behov for at styrke viden om det udenrigspolitiske og det sikkerhedspolitiske i Grønland til gavn for hele rigsfællesskabet. Er det noget, som SF vil støtte?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en helt åbenbar opgave, som skal løftes i fællesskab, ikke kun af Danmark og Grønland, men af Danmark, Grønland og Færøerne, som jo på hver deres måde kan bidrage både til den her forskning – sådan miljømæssigt og klimamæssigt – og til udforskning af kontinentalsoklen nord for Grønland. For det er altså lidt uholdbart, at vi mener at skulle have suveræniteten over et område, som vi ikke er i stand til at besejle eller overvåge. Men jeg synes også, at det er ligeså åbenbart, at det er noget, der skal foregå i fællesskab.

Jeg tror så f.eks., at byggeriet af skibet og finansieringen af det nok vil være en dansk opgave, men at det skal være i tæt forbindelse med Grønland og Grønlands Universitet er jo lige så indlysende.

Spørgeren.

Vi ser jo, at Kina, Rusland og USA, som ordføreren også var inde på, viser interesse for Grønland og for Arktis. Behovet for at stå sammen er større end nogen sinde før, kan man sige. Men vi vil også rigtig gerne være med til at sikre det her lavspændingsområde. Hvordan mener ordføreren vi kan være med til at gøre det i fællesskab?

Ordføreren.

Det er ved konsekvent og altid at insistere på, at kampen i Nordatlanten består af en kamp mod klimaforandringerne. Det er der, vi kan gøre en forskel; det er der, både Danmark og rigsfællesskabet faktisk kan bidrage med noget.

Så er det selvfølgelig også at tage højde for de forventelige krav, der vil komme, og vi må bare erkende, at rigsfællesskabet bliver klemt, hvis amerikanerne insisterer. Så man kan vel sige, at det handler om, at vi skal forsvare rigsfællesskabets områder på en måde, som afskrækker russerne fra at være aggressive, men ikke så meget, at de bliver så forskrækkede, at de kan finde på at gøre noget, fordi de føler sig presset.

Den næste spørger i rækken er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Der er jo tre store spillere, som gør sig gældende, og det er Kina, Rusland og USA. Og det, der næsten ligger mest til højrebenet, er at følge USA's linje og gøre, som USA siger, med hensyn til alt, så at sige, altså at man opfylder deres ønsker i større eller mindre grad. Men jeg hører ordføreren sige, at det ikke lige er det, der er hans ønske, men at man skal have en mere selvstændig linje over for USA. Spørgsmålet er simpelt hen: Kan man det? Kan Danmark have en selvstændig linje over for USA?

Ordføreren.

Det er da klart, at rigsfællesskabet kan have en selvstændig linje over for USA, men der var en mening med, at jeg selv tog det op og sagde, at vi kan blive presset i forhold til forsvarsaftalen af 1951. Og jeg tror på, at vi skal se frem mod, at amerikanerne vil presse os – det kan være for øget militær tilstedeværelse, det kan være for indflydelse på de landingsbaner, der kommer deroppe. Så det var sådan set bare for at sige, at vi nok bliver nødt til at sige, at når de så også følger op med de her sådan meget bløde værdier i første omgang, så er der et formål med det. For amerikanerne har planer, tror jeg, om at presse Danmark og presse rigsfællesskabet til øget tilstedeværelse. Og der må vores linje jo være, at vi insisterer på, at det kan være et forsvar for vores grænser, men ikke på en måde, så man unødigt provokerer russerne, sådan at vi bidrager til et militært oprustningskapløb.

Spørgeren? Der var ikke ønske om en anden bemærkning. Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken kommer fra Enhedslisten. Velkommen til hr. Christian Juhl.

Tusind tak. Tak for redegørelsen til ministeren. Den forekommer noget tør, det gør den nu hvert år. Jeg kunne godt tænke mig, at vi fandt en procedure, hvor der sådan blev kvikket lidt op på tingene, f.eks. ved at vi afsluttede debatten om redegørelsen ved at lave en fælles beslutning om, hvad vi skal det næste år, i stedet for bare at konstatere og debattere, men det kan vi jo ikke inden for forretningsordenens rammer. Men det kunne vi prøve på at kigge på engang.

Temperaturen stiger to til tre gange hurtigere i Arktis end på kloden som helhed. Det er godt nok stærkt, og det er mere, end vi havde regnet med. Det er, fordi når først det begynder at smelte, så accelererer afsmeltningen og klimaændringerne. Det er voldsomme ændringer, havstigninger, et ændret globalt miljø, ændrede klimaforhold og efterfølgende øgede stormagtsinteresser, fordi der er mere tilgængelige sejlruter og en masse naturressourcer, der kommer til syne. I det spørgsmål er det hamrende vigtigt, at vi i rigsfællesskabet gør alt, hvad vi kan, for at bekæmpe klimaændringerne, og at vi indretter os på at leve på en anden måde, så vi ikke får en katastrofe, som især rammer Grønlands, Færøernes og Arktis' beboere, men hvor også den tredje verden bliver ramt enormt hårdt af det.

Det med øgede stormagtsinteresser betyder jo, at der i øjeblikket er et ordentligt pres på vores holdning om lavspænding i området og især også den store drøm om at få et atomvåbenfrit område. Alle Arktis' stater har øget deres militære tilstedeværelse i Arktis; de laver suverænitetshævdelse, de laver overvågning og redningsoperationer. De civile ting er jo sådan set fornuftige at få lavet, fordi det er et område med store risici.

Rusland er defensiv i sine oprustninger; det er i egne områder, de gør det, men derfor er det alligevel oprustninger. USA har været noget mere offensive på det sidste, for i starten interesserede de sig overhovedet ikke for Arktis, men de er begyndt på det, og deres øje på Grønlands lufthavne er ret problematisk efter min mening, lige såvel som deres allerede opgraderede radarsystem oppe i Thule, Pituffik, også er problematisk. Det er ikke engang blevet diskuteret med Grønland, det er ikke engang blevet diskuteret med Danmark; man siger, at det bare var udskiftning af noget udstyr, men der er reelt tale om en opgradering til en ny situation.

Kina opgraderer forskningsmæssigt. Det er der jo meget fornuft i, især hvis det kan foregå sådan, at alle kan have gavn af det, og jeg er enig i de betragtninger, der har været, om, at man kunne lave meget mere forskning i området, og jeg synes, at Grønland bør være et center for forskningen, sådan at vi alle sammen får gavn af det, og så det er placeret lige midt i Arktis. Det kunne være en fornuftig investering, og vi kunne bygge videre på de ting, der allerede er i gang, både i rigsfællesskabet, men også internationalt.

Om vi skal have et forskningsskib, synes jeg, vi skal diskutere med dem, der bor der, og hvis der er brug for det, synes jeg, vi skal sørge for, at vi får sådan et nyt forskningsskib.

Danmark har også oprustet, og derfor er det jo interessant, når ministeren skriver, at Danmarks målsætning om et lavspændingsområde er udfordret. Jamen skulle vi så ikke lade være? Altså, vi har lige hørt, at der er planer om, at der skal oprustes i Kangerlussuaq med fly, og vi har også sendt en ekstra fregat til Grønland. Heldigvis kan fregatten da gøre anden gavn end bare at være et militært redskab. Den kan jo også arbejde med de civile ting. Men er det ikke lidt svært at sige til de andre, at vi ikke vil have oprustning i området, og at vi så selv er med i det? Ja, jeg spørger i første omgang. Jeg synes, det ser besynderligt ud, når vi gerne vil have det, som vi snakker om. Det kan let blive en snak, og så gør vi det modsatte af, hvad vi siger.

Der er noget tredje, som er vigtigt, når vi siger, at klimaet er det vigtigste, og at lavspændingen er lige så vigtig i kølvandet på det, nemlig at det er indbyggerne i regionen og deres interesser, vi kigger på først, når vi skal lave ting deroppe. De skal have optimeret deres indflydelse efter min mening. Danmark er isoleret set ikke noget arktisk land, men det er via vores samarbejde med Grønland, at vi overhovedet har noget som helst at skulle have sagt i Arktis. Derfor er det vigtigt, at vi siger, at den grønlandske stemme og for den sags skyld også gerne den færøske stemme på vegne af rigsfællesskabet skal lyde alle de steder, hvor det overhovedet er muligt, for det er dem, der ved, hvor skoen trykker, og det er dem, der ved, hvordan vi kan komme videre.

Så vil jeg sige lidt om den nye Arktisstrategi. Der er jeg skuffet, ikke over, at den ikke er kommet, for det er godt nok at være grundig, men hvorfor bliver der kun arbejdet på embedsmandsniveau? Jeg så, at der blev holdt et arktisk dialogmøde fra hele rigsfællesskabet på embedsmandsniveau.

Da vi lavede verdensmålene i FN, blev det en succes, fordi man skubbede politikere og embedsmænd lidt til side og lod ngo'er rundtom i hele verden arbejde med de her mål. Hvorfor gør vi ikke det? Hvorfor siger vi ikke, at vi har større visioner, end embedsmænd og politikere kan præstere i den her sammenhæng, og så inddrager alle befolkningerne rundtomkring Arktis? Det synes jeg ville være visionært – især hvis det er ngo'erne i rigsfællesskabet, der sætter sig sammen og bliver inviteret til dialogmøde. Det vil jeg gerne opfordre ministeren til at prøve at arbejde med – vi har jo lidt tid endnu – for jeg tror, at det er derfra, den reelle nytænkning kommer. Al respekt for embedsmændene – intet problem med det; de har deres styrker, men de har også deres svagheder. De lever ikke i den verden til hverdag.

Så jeg vil gerne sige, når vi skal i gang med strategien, at mine umiddelbare bud vil være: Fokus på klimaet med alle de ideer, der måtte ligge ude hos græsrødderne; fortsat lavspænding, hvor vi selv går foran; ikke flere udenlandske baser i vores område; heller ikke en dyb havn til det store amerikanske skib, som Trump drømmer om at få plads til; heller ikke flere militærfly i lufthavnene, hvis vi kan undgå det. Man kunne også overveje at udvide Arktisk Råd, så man kan diskutere sikkerhedspolitik. Det lyder grotesk, men f.eks. ville jeg gerne have, at det er Arktisk Råd, der diskuterer våbenkontrol i området. Det ville være det bedste sted at diskutere det.

Så vil jeg sige, at det er vigtigt, at vi prøver, om vi kan fortsætte med at udvide forskningen. Det kunne godt være meget, meget mere centralt i den nye strategi. Men jeg vil rigtig, rigtig gerne høre græsrødderne give deres konkrete bud, og så tror jeg, vi får en strategi, som løfter sig meget op over den, vi har i dag, og som virkelig kan give svarene på det, vi har brug for i den kommende tid i Arktis. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak, og tak for ordførertalen. Om en måned godt og vel er det 5 år siden, vi mistede servicekontrakten på Thule Air Base. Den fylder ikke særlig meget i den her redegørelse, men det er jo noget, der har fyldt rigtig meget i Folketingets arbejde de sidste 5 år. Det gik jo fra et grønlandsk-dansk selskab til et amerikansk selskab, og det er noget, som både Folketinget, men også Inatsisartut virkelig har ønsket at man får tilbage på grønlandsk-danske hænder. Vi så rigtig gerne, at der blev lagt et endnu større pres, og at der bliver fundet en løsning. Ved jubilæer og sådan noget er det jo nogle gange, at man fejrer det med kage. Det synes jeg ikke man kan gøre i det her tilfælde, for det er jo faktisk en ret trist anledning, at man mistede den her kontrakt og faktisk også mistede omkring 200 mio. kr. i finansloven i Grønland. Men det kunne være interessant at høre ordførerens kommentar.

Ordføreren.

Med glæde. Jeg synes, det er en skandale, at USA har været i Grønland så mange år uden at betale husleje. Der har været nogle ansatser til, at man kunne få lærepladser og få nogle arbejdspladser. Men det skal være sådan, at når sådan et arrangement som det her er til stede i Grønland, skal det også være til gavn for lokalbefolkningen, ellers nytter det ikke noget.

Jeg synes, det er en skandale, at vi havde en udenrigsminister i den regering, vi har haft de foregående 4 år, som igen og igen punkede os, når vi snakkede om de her ting, og sagde, at vi havde tavshedspligt, og at vi ikke måtte fortælle om, at der ingen forhandlinger var med amerikanerne. For det var der ikke. Han lod, som om han gjorde en kæmpe indsats, men der var ingen resultater, og amerikanerne grinede af vores udenrigsminister i den periode, der er gået nu. Det håber jeg ikke sker i den kommende periode. Jeg håber, den nuværende udenrigsminister gør alt, hvad han kan, for at vi netop får en serviceaftale, at vi netop får en transportaftale både til vands og i luften, som gavner den grønlandske befolkning, og som giver arbejdspladser og skatteindtægter til grønlænderne.

Tak. Spørgeren for anden korte bemærkning.

Mange tak for de betragtninger. I forhold til den arktiske strategi er vi enige i, at der bør ske en bredere inddragelse. Det er både ngo'er, der er oplagte, og det er jo sådan set også Folketinget, Inatsisartut, som vi mener er oplagte. Så vi vil i hvert fald tage nogle initiativer til at sikre det.

Hvis man kigger på det forsvarspolitiske, er det jo først i 2023, der vil være afsat 1,5 mia. kr. ekstra til at styrke overvågningen i Arktis. Men det er et problem, vi står med her og nu, kan man sige. Så hvordan kan man komme omkring det, hvis ordføreren skulle sætte nogle ord på?

Ordføreren.

Et af de få steder, hvor jeg ikke er så hård modstander af militær oprustning, er, når det materiel, vi har, kan bruges civilt, og et af de få steder, jeg har set det i rigsfællesskabet, er på Færøerne og Grønland, hvor vores marineskibe spiller en stor civil rolle. På den måde kunne man jo ombygge nogle af militærskibene til netop at lave de overvågninger og de her ting. Jeg tror ikke på, at de kan spille en reel militær rolle i så stort et område. Jeg synes, det er latterligt, når man snakker om, at det kan de gøre.

Så vi har grejet, vi kan bare sejle det derop. Og vi har mulighederne for at hjælpe Grønland bedre med noget af det grej, vi har, hvis vi ombygger det til de opgaver, der skal løses i Grønland eller i Arktis.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti, men jeg ser ham ikke i salen. Jeg får nu at vide, at Venstre har talt på vegne af Det Konservative Folkeparti.

Vi går videre i ordførerrækken til Alternativets hr. Sikandar Siddique.

Tak for ordet. Det er dejligt at se, at der er så stor interesse for Arktis, også på tilskuerpladserne. Vores ordfører kan desværre ikke være her, så derfor holder jeg talen for ham. I min tale i dag vil jeg særlig fremhæve to emner: klimaet og verdensfreden. Det vil jeg gøre, fordi jeg mener, at den situation, vi ser i Arktis, lige nu rammesætter centrale problemer, som kommer til at berøre os alle.

De eskalerende klimaforandringer betyder, at isen smelter hurtigere end først antaget. Et vigtigt aspekt i denne sammenhæng er selvsagt den stigende vandstand i verdenshavene, som vil skabe økonomisk og social ustabilitet i store dele af verden.

Et andet og måske lige så vigtigt aspekt er det, som isens smeltning åbner op for. For blot 1 måned siden blev en længe ventet forskningstur rundt om Grønland aflyst. Kort tid efter offentliggjorde RIKO en analyse, hvor det stort set konkluderes, at afspænding i Arktis må være absolut højeste prioritet, hvis man ønsker at sikre international stabilitet. Afsmeltningen i Arktis har bl.a. frigivet nye sejl- og handelsruter og givet stormagterne en ny arena, hvori deres geopolitiske spil kan udkæmpes. En af de vigtigste dagsordener for Arktis må derfor være spørgsmålet om afspænding, fred og sikkerhed.

I dag vil jeg, ligesom Alternativet gjorde det sidste år, udtrykke min dybe, dybe bekymring for udviklingen. Virkeligheden er, at alle arktiske stater lige nu øger deres militære tilstedeværelse i området. Når man sammenholder det med RIKO's analyse og Trumps meget åbenlyse interesse i regionen, herunder særlig Grønland, bør Danmark gå forrest i arbejdet for en afspænding af Arktis. Vi skal ikke næste år stå med dybe panderynker og se på, mens der foretages en yderligere oprustning eller måske det, der er værre.

Det er positivt, at redegørelsen lægger vægt på klimaet, men det bekymrer mig dog, at jeg kan se i ministerens redegørelse, at lige netop klimapolitikken har været et emne, hvor man ikke har kunnet finde enighed. Arktisk Råds egen ekspertgruppe fremhæver – jeg citerer fra ministerens redegørelse:

»Metan er en kraftig drivhusgas, som har en opvarmende effekt på klimaet, der er ca. 25 gange større end CO2, og udledningen stammer i vidt omfang fra olie- og gasproduktion og affald.«

Jeg vil derfor kærligt minde regeringen om, at klimaforandringerne optrapper denne konflikt. Særlig nævnes olie og gas i redegørelsen, og så vil jeg bare med et opfordrende smil sige ét ord: Nordsøen. At isen smelter og den hastighed, det sker med, hænger sammen med oprustningen. Skal vi undgå, at Arktis klemmes i et kapløb mellem USA, Kina og Rusland, er det bydende nødvendigt, at vi går ind i kampen for at bremse klimakrisen.

Af den grund er det også afgørende, at argumentet om afspænding løftes i EU-regi. Den seneste udvikling i regionen har heldigvis betydet, at Arktis i højere grad er kommet på dagsordenen i Europa. Det er derfor positivt at se, at der lægges op til at drøfte situationen på kommissionsniveau. Men jeg bliver nødt til at spørge, om regeringen her arbejder for, at drøftelserne er med udgangspunkt i afspænding, så der sørges for, at befolkningen ikke tages som gidsel i en magtkamp.

Alternativet drømmer om en fredelig og grøn verden, og det er ikke nødvendigvis om farven grøn, men om, at vi er bæredygtige hele vejen rundt. Det tror vi på er til gavn for både kloden og befolkningen, og det gælder selvfølgelig også Arktis. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsket korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fra Nye Borgerlige, hr. Peter Seier Christensen.

Mange tak for ordet. Jeg vil også gerne sige tak til ministeren for redegørelsen. Jeg synes jo, at den gav et godt overblik over alle de mange aktiviteter, der foregår i forbindelse med Arktis og samarbejdspartnere osv., så når jeg er ny på området, var det givtigt at læse.

Arktis er jo i øget fokus, og det er godt. Nu kan man mene, hvad man vil, om Trump, men han har i hvert fald formået at sætte Arktis på dagsordenen på sin helt egen facon.

Redegørelsen indeholder mange forskellige elementer. Der er meget om klima og miljø, infrastruktur og også sikkerhedspolitik. I Nye Borgerlige er vi stærke tilhængere af rigsfællesskabet. Vi har en lang tradition sammen, og den skal vi videreudvikle. Der har været fejl tidligere i den måde, vi har været sammen på, men der må vi se fremad nu mod en fremtid sammen.

Der er en hel del om sikkerhedspolitik, og jeg kan se, at ministeren også ønsker Kina – og andre – velkommen i Arktis, hvad angår økonomiske aktiviteter og forskningsaktiviteter. Men der kan vi jo godt blive lidt bekymrede, fordi vi har set, hvordan Kina har ageret mange andre steder og er gået ind økonomisk og har tiltaget sig meget stor magt.

I Nye Borgerlige ønsker vi selvfølgelig også ligesom alle andre, at Arktis skal være et lavspændingsområde. Vi mener, at en del af det faktisk er, at vi øger vores militære tilstedeværelse i Arktis. Så vi ønsker, at vi bruger væsentlig flere midler på militær tilstedeværelse i Arktis. Det falder så også lidt i tråd med det, vi talte om tidligere, nemlig at Nye Borgerlige gerne ser, at vi fokuserer det danske militær på det danske område. Så det vil være det, som vi vil lægge størst vægt på, altså at vi får oprustet og udvidet vores militære tilstedeværelse i Arktis. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsket yderligere korte bemærkninger. Næste ordfører i rækken er fra Liberal Alliance. Hr. Simon Emil Ammitzbøll-Bille, værsgo.

Mange tak. I den her sammenhæng har jeg jo fornøjelsen af at være ny, fordi det ikke er et emne, som jeg har beskæftiget mig så indgående med hidtil. Dog har jeg set de her redegørelser, også da jeg sad i regering selv, og har været med til at godkende strategier osv.

Jeg vil selvfølgelig gerne takke udenrigsministeren for redegørelsen. Mit parti har selvfølgelig beskæftiget sig med det, også tidligere, qua at vi tidligere havde udenrigsministerposten.

Jeg forstår, at der var visse af de deltagende i debatten sidste år, der mente, at det var en tør og uideologisk redegørelse. Jeg har siddet og prøvet at sammenligne de to redegørelser, så jeg går ud fra, at der kommer en lignende kritik i år, hvis man ser på forskelle og ligheder mellem de to, medmindre det bare var et rent partipolitisk drilleri og såmænd ikke en rigtig indholdsmæssig ideologisk bemærkning, men lad os nu se.

I forhold til redegørelsen synes jeg jo ellers, at den er ganske glimrende og lægger sig fint i tråd med de tidligere redegørelser, der har været. Jeg synes også, at vi skal glæde os over nogle af de ting, der er sket siden sidst. Især spørgsmålet omkring lufthavnene i Grønland og det samarbejde, der er lavet dér, synes jeg er det, der er mest værd at være glad over i forhold til det seneste år. Det synes jeg at vi sådan set sammen har grund til at glæde os over.

Og så er det jo, som alle også har nævnt, et område, som kommer mere og mere i fokus. Man kan jo næsten ikke tro det, når man tænker på, at det er under 10 år siden, der var en diskussion om, om det var vigtigt at deltage i et arktisk møde. Det er mindre end 10 år siden. Jeg tror ikke, at der var nogen som helst, der i dag ville diskutere, om det var vigtigt eller ej, tværtimod. På godt og ondt – eller mest på ondt – er det jo selvfølgelig klimaforandringerne, der også har sørget for, at der kommer mere fokus på det her område.

Klimaforandringerne har gjort, at det både geopolitisk, sikkerhedspolitisk og kommercielt er blevet et mere interessant område, og derfor er der et helt andet fokus, end der har været. Som flere andre har været inde på, gør det jo, at USA, Rusland og nu også Kina har fået et forstærket fokus, og det sætter selvfølgelig kongeriget i en helt anden situation end tidligere. Derfor er det jo også glædeligt, at der rundt om bordet og fra talerstolen her er en gensidig interesse i netop at fokusere endnu mere på Arktis. Det fremgår også af de seneste udenrigspolitiske redegørelser, der har været, at Arktisk er blevet et særligt fokusområde.

Når vi skal reagere i forhold til de forandringer, der så er, og den forandring, der er i interessen også globalt set, så kan man sige, at det jo falder ind i flere delområder: forskning i forhold til klima – hvad aktivt kan vi gøre i forhold til at forbedre det? Forskning i klima og grøn forskning er faktisk en af de ting, som vi i Liberal Alliance som nærmest noget af det eneste gerne vil bruge flere offentlige midler på. Så det synes vi faktisk også er noget, man også kunne prioritere i forbindelse med det arktiske og netop tage fat på det her.

Det andet er selvfølgelig det forsvars- og sikkerhedspolitiske. Man kan jo mene meget om, at man i sin tid er blevet enig om en 2-procentsmålsætning, som Danmark jo så også langsomt nærmer sig - eller i hvert fald hæver niveauet i forhold til at komme i nærheden af at prøve at opfylde - men det gør jo, som den nye forsvarsminister så drillende sagde til mig, da jeg var blevet forsvarsordfører, som jeg også er blevet, at det eneste, jeg skulle have med hende at gøre, var at bruge penge, og hun syntes, det var lidt morsomt, at en repræsentant for Liberal Alliance var sat i den situation. Men vi er jo så i den situation, at vi har lavet en tillægsaftale, og at vi skal udmønte nogle midler, og Artisk er et af de emner, som man har nævnt, som man gerne ville bruge midler på, og det er vi også interesseret i. Vi må jo snakke sammen om, hvad det er, der er brug for. Det er i hvert fald nogle drøftelser, vi også indgår konstruktivt i.

Det skal være ordene for nu.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jamen eftersom ordføreren er ny på området, synes jeg da, det gik helt godt, især åbningen til sidst. Hvis det giver en ubehagelig fornemmelse at skulle bruge offentlige midler på forsvarsområdet, så vil jeg da gerne tilbyde et samarbejde, så vi kan nedbringe det. Det er et af de få steder, hvor jeg synes at de offentlige midler er fejlinvesteret i ret vid udstrækning. Så jeg vil gerne tilbyde et samarbejde til Liberal Alliance om, at vi i fællesskab kæmper en kamp for at nedbringe de udgifter mest muligt.

Ordføreren.

Altså, jeg er utrolig glad for spørgsmålet, for hvis det fremgik af min ordførertale, at vi ønsker at nedbringe de midler, der bruges på forsvarsområdet, så foreligger der en misforståelse eller en uklarhed fra min side, som bestemt ikke var tiltænkt. Jeg siger bare, at når vi skal opfylde den NATO-målsætning, som er indgået – og vi synes bestemt, at man skal leve op til den internationale solidaritet og den forpligtelse, der ligger i NATO-samarbejdet – så synes vi, at Arktis er et af de områder, som man kunne prioritere, sådan som det vel også ligger i intentionerne for den tillægsaftale, som forsvarsforligspartierne har lavet. Det var sådan set det, der var intentionen i mine bemærkninger deroppe.

Spørgeren.

Jamen så blev jeg jo ked af det, for jeg tænkte, at vi måske kunne flytte dem over til forskning i klima og flytte dem over til forskning i, hvordan Arktis overlever den krise, vi er i. Jeg tror, at pengene ville gøre meget større gavn og give meget større fremskridt, hvis vi flyttede dem derover i stedet for at købe isenkram, som vi har en grim tendens til – isenkram, som ofte ikke skal bruges til noget som helst, når det kommer til stykket. Men det var da en skam, at vi ikke lige havde en mulighed der.

Ordføreren.

På det personlige plan er jeg selvfølgelig altid ked af at gøre hr. Christian Juhl ked af det, men på det politiske plan er det næsten en sport, forstået på den måde at Enhedslisten og Liberal Alliance jo i udgangspunktet er uenige om det meste. Vi kunne finde mange områder inden for den offentlige sektor, hvor vi hellere ville finde pengene, end netop inden for forsvarsområdet. Så vi skal nok være med til at finde penge, også til forskning, hvis det skal være nødvendigt.

Dertil vil jeg sige, at hvis man ser på den internationale udvikling med Rusland, Kina, USA og brexit, og hvad der sker i Tyrkiet i øjeblikket, og hvad der sker rundtomkring i verden, så synes jeg ikke, der er nogen som helst grund til at nedprioritere det forsvars- og sikkerhedspolitiske.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Aaja Chemnitz Larsen fra IA.

Tak for redegørelsen. Tiden er løbet fra, at danske politikere bestemmer over Grønlands udenrigspolitik. Ordene er statsministerens. Inuit Ataqatigiit er enige i betragtningen. Behovet for at styrke Grønlands udenrigspolitiske rolle er både påtrængende og nødvendig. Præsident Trump gav for nylig Grønland tiltrængt opmærksomhed, ikke kun i udlandet, men også her i Danmark, og for mange var det en brat opvågning om, at vi ikke skal tage vores rigsfællesskab for givet. Mere end nogen sinde før har der været brug for at kæmpe for et mere ligeværdigt partnerskab, ikke ved at dvæle ved fortiden, men i høj grad ved at se frem. Og derfor vil Inuit Ataqatigiit også i den her tale fortælle om vores visioner for Arktis 2030. Derfor kan talen også ses som et input i forhold til en kommende Arktisstrategi, som tager afsæt i FN's bæredygtighedsmål.

Fra Inuit Ataqatigiits side vil vi gerne pege på nogle konkrete løsninger, som kan løfte de flotte ord om fællesskab og partnerskab til konkrete handlinger. Først og fremmest har vi sådan set også tidligere bakket op om, at Grønland får sin egen arktiske strategi, og at det sker i en koordination med Danmark.

Regeringen håndterede Trumps tilbud om at købe Grønland rigtig fint. Sammen med Grønland stod man skulder ved skulder. Naalakkersuisut erklærede Grønland åben for handel, men ikke til salg. Og hele episoden tror jeg bestemt ikke vi har hørt det sidste til. Soft power og en øget charmeoffensiv fra amerikansk side er vi nødt til at håndtere sammen. Samtidig skal Grønland også have manøvrerum og muligheden for at føre udenrigspolitik på egen hånd på hjemtagne områder, som der står i selvstyreloven.

Alt det her forudsætter også, at vi udvider vores fortrolighedsrum, og at vi finder nogle praktiske løsninger på deling af fortroligt materiale, og at vi øger mødefrekvensen. Det kan godt lyde enormt lavpraktisk, men det er af stor værdi for begge parter. Af andre løsninger vil vi også gerne pege på behovet for en arktisk minister, en arktisk ambassadør, der rent faktisk kommer fra Arktis, og faste pladser i Det Udenrigspolitiske Nævn, så Grønland og Danmark altid sikres viden om eget land. Og endelig mener vi også, at der er behov for en drøftelse om et arktisk sikkerhedsforum, og hvordan vi kan sikre det på sigt.

Udviklingen i Arktis og den øgede opmærksomhed på Grønland kalder også på faktabaseret udenrigspolitik lokalt forankret i Grønland. Og de beslutninger, som træffes i dag, får stor betydning for, hvordan Grønland, rigsfællesskabet og Arktis kommer til at udvikle sig i de kommende årtier. Afvejning af fordele og ulemper stiller komplekse krav til både politikere, embedsmænd og den brede befolkning i Grønland.

Viden er magt, og viden efterspørges. Men udbuddet i Arktis er begrænset. Måske er det på tide, at arktisk forskning rent faktisk kommer til at foregå i Arktis. Fra Inuit Ataqatigiits side har vi derfor i de igangværende finanslovsforhandlinger peget på oprettelsen af et udenrigs- og sikkerhedspolitisk videnscenter på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, også kaldet GIIAS, Greenland Institute for International and Arctic Studies – et center, som vi mener kan være med til at være en lokal vidensbase, der kan styrke Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitiske position.

Der er enighed om, at Grønlands økonomi skal styrkes. En stigning i eksport til USA, Asien og andre store markeder forudsætter også et større fokus, både i Grønland, men også her i Folketinget, på flere frihandelsaftaler, på øgede eksportfremstød og på flere investeringer i Grønland. Et styrket økonomisk grundlag og mange flere unge i uddannelse, der færdiggør deres uddannelse, er helt centralt for en lys grønlandsk fremtid. Vi skal have penge til vækst, kan man populært sige, og helst en bæredygtig vækst, som ikke blot ribber vores mange gode naturressourcer i Grønland her og nu, men en, der peger frem mod en stærkere diversificeret erhvervsudvikling i Grønland.

Som følge af den økonomiske vækst i Arktis, vurderer investeringsbanken Guggenheim Partners, at der de næste 15 år er brug for 1 mia. dollar i investeringer i infrastruktur i området. Dette er på mange måder et meget stærkt billede af potentialet for udvikling, som vi står over for i Grønland. Men potentiale gør det ikke alene. Det har historien også vist os.

Der er behov for handling, og der er behov for hænder. For der er rigtig godt gang i byggeriet i Grønland, og i Nuuk alene mangler der for tiden godt 700 faglærte, særlig byggebranchen er udfordret, og med udbygningen af de nye lufthavne rundtomkring i Grønland vil efterspørgslen på håndværkere yderligere stige markant. Erhvervslivet skriger på arbejdskraft, som vi ikke alene kan levere fra Grønlands side.

Fra Inuit Ataqatigiits side vil vi gerne her i Folketinget være med til at kunne skubbe på i forhold til en etablering af en fast track-ordning, som kender det fra Færøerne, og som kan sikre en smidig opholds- og arbejdstilladelsesproces i Grønland. For handles der ikke nu, vil vi inden for kort tid se en opbremsning af udviklingen og væksten i Grønland, og det er faktisk noget, som vi her i Folketinget og regeringen kan og skal gøre noget ved.

Sammen skal vi også blive bedre til at markedsføre Arktis som et sted, som det giver værdi at drive forretning og investere i. Sammen har vi en lang række oplagte platforme, som ikke er godt nok udnyttet i dag. Vi ser f.eks., hvordan danske ambassader rundtomkring i verden er med til at bruge det grønlandske flag. Det kunne også være en anledning til at sikre en massiv informationsindsats ude rundtomkring i verden, selvfølgelig i samarbejde med Grønland.

Vi ser rigtig gerne, at ambassaderne også er med til at blive bedre til at støtte op om Grønlands eksportfremme og hjælpe til med at tiltrække flere turister og investeringer til Grønland. Det er oplagt at øremærke midler fra Danmarks Eksportråd, The Trade Council, til projekter for grønlandske virksomheder.

Man kunne også stille sig selv det spørgsmål: Måske skulle vi samarbejde om at videreudvikle Kangerlussuaq som en datahub, som et arktisk forskningscenter. Det vil være oplagt at udnytte kulden og den plads, som vi har rundtomkring i Grønland. Vi har et kæmpestort landareal, som kunne være et testland i forhold til bæredygtige løsninger i et arktisk miljø. Det kunne sådan set også være nogle løsninger, som vi kunne eksportere til andre arktiske lande, fordi vi i fællesskab er med til at udvikle noget nyt.

Sidst, men ikke mindst, når vi snakker erhvervsudvikling, er der et stort uudnyttet potentiale i forhold til de nye skibsruter i Arktis. Isen smelter, og man kan sige, at Grønland bliver grønnere, og det skaber selvfølgelig nogle muligheder, men det skaber også rigtig store udfordringer i området. Nordvestpassagen bliver mere tilgængelig, og her er det oplagt at se på, om Nuuks nye, moderne havn, Sikuki, kan bruges som en shippinghub i forhold til at omlaste skibe, der kommer fra passagen og skal videre ud i verden.

Vi er rigtig glade for, at Arktis bliver fremhævet i de skiftende regeringers udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategier. Det klinger desværre lidt hult, når regeringen på strategipapiret opprioriterer Arktis, men ikke afsætter tilstrækkelig med midler til det reelle arbejde. Og man skal huske på, at der bor 4 millioner mennesker i Arktis. Og det vigtige arbejde med at sikre oprindelige folks rettigheder i området er noget, som vi i fællesskab bør samarbejde noget mere om.

Derfor mener vi også, at der bør afsættes penge til ICC og IWGIA og deres arbejde i Arktisk Råd med oprindelige folk. Rigsfællesskabet skal tilbageføre i førertrøjen som forkæmper for oprindelige folk.

En ny undersøgelse fra Greenland Perspective viser, at hele 63 pct. mener, at Grønland skal tiltræde Parisaftalen. Det mener Inuit Ataqatigiit også. I dag får vi mere end 70 pct. af vores strøm i Grønland fra vedvarende energikilder, og målet er, at vi skal nå op på 100 pct. Det kræver, at vi tester, det kræver også, at vi kigger på, hvem vores samarbejdspartnere kan være. Og Danmark er propfyldt med gode erfaringer inden for grøn omstilling, og derfor mener vi også, at den fond og de initiativer, der bliver taget fra den danske pensionssektor i at investere i grøn omstilling, også bør omhandle grøn omstilling i Arktis. Hvis vi vil være et grønt rigsfællesskab og have et grønt samarbejde, så kunne vi udvide den ekspertise, som der er, så vi kan finde på nye, grønne løsninger i Arktis.

Inuit Ataqatigiit takker for ordet og ser frem til debatten. Vi vil opfordre til, at arbejdet i den kommende tid tager udgangspunkt i tillid, respekt og maksimal inddragelse. Og så håber vi, at vores input kan være med til føde ind i en god debat om et meningsfuldt rigsfællesskab frem imod 2030. Qujanaq – mange tak.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, den første er fra hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tusind tak for en virkelig god tale, som gjorde mig helt glad, fordi jeg var enig i den stort set hele vejen igennem, bl.a. i perspektivet for rigsfællesskabet. Jeg er glad for, at IA støtter Parisaftalen, og at talen kiggede frem, men med respekt for de forskelligheder og den historik, der også er.

Jeg kom bare til at tænke på en ting, og det er ikke for at drille ordføreren: Jeg støtter varmt bestræbelserne på en fast track til arbejdskraft, og det slog mig lige i hele debatten om EU i Grønland, at der jo er et fælles arbejdsmarked i EU. Så hvis Grønland var medlem af EU, ville der jo være fri adgang, kan man sige, for de EU-borgere, der ville. Der ville også være adgang til de europæiske strukturfonde. Der ville være adgang til et helt fiskerimarked uden begrænsninger og måske også muligheder for lidt bedre forhandlinger med de europæiske lande og måske også for at fremme sælskindssalg. Er det overhovedet en diskussion i IA, Inuit Ataqatigiit, eller i det grønlandske samfund, om det var noget, man skulle overveje på et tidspunkt?

Ordføreren.

Mange tak. Man kan sige, at når jeg selv lægger op til, at det skal være 2030, giver det jo også en vis spændvidde til, at man kan diskutere og tænke lidt stort. I Grønland er det ikke noget, der bliver drøftet voldsomt, vil jeg sige, om vi skal være en del af EU. Lidt ligesom Trump, der kom sådan lidt fra siden – som vi måske ikke havde set i den grad, som vi i hvert fald så det – så kunne man godt forestille sig, at der måske var en anden holdning om f.eks. 10 år til spørgsmålet om, hvorvidt Grønland skulle være en del af EU. Men det er ikke noget, som er på tegnebrættet i dag.

Spørgeren.

Jeg synes, det er en spændende tanke. For for at sige det ligeud, er der jo ingen tvivl om, at EU også er vågnet lidt op. De har jo slet ikke haft øje for Arktis i de forgangne år. Men i de seneste år, som der også står i redegørelsen, er der kommet indtil flere analyser og papirer, som viser, at stadig flere i EU får øjnene op for både de økonomiske og miljømæssige ting. Så tak for, at det ikke blev fejet helt af bordet, men at man måske godt kunne tænke det ind i et langsigtet perspektiv.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at Grønland sådan set har et rigtig godt samarbejde med EU, og EU har også et relativt godt navn i Grønland. Sælsagen var måske en af dem, der sådan hang til den negative side. Men jeg tænker, at det er noget, der selvfølgelig skal drøftes i det grønlandske parlament, Inatsisartut, og ikke nødvendigvis her i Folketinget. Men jeg synes, det er en interessant diskussion.

Næste spørger, der får ordet, er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Det var en interessant debat. Jeg husker jo stadig væk den ret spøjse oplevelse, da Danmark skulle holde rigsfællesskabets ene part ude fra de danske havne på grund af en strid om fiskeriet. Det drejede sig om Færøerne. EU skal da lære at optræde en smule mere dynamisk i arktiske spørgsmål, før de får en chance for at få indflydelse, efter min mening.

Først vil jeg sige tusind tak for talen. Den var inspirerende og visionær. Jeg er rigtig glad for, at ordføreren huskede ICC og IWGIA, for det er to vigtige ting, måske lige præcis nu, hvor vi forhandler finanslov. Og så vil jeg gerne høre en uddybning af, hvad et arktisk sikkerhedsforum er. Hvordan skal det foregå? Skal det være i Arktisk Råd, eller skal det være noget ved siden af, eller hvordan?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo sådan, at sikkerhedspolitik jo ikke er en del af Arktisk Råd i dag i hvert fald. Og vi så sådan set gerne, at man netop skruede op for det diplomatiske, frem for at vi kun snakker om, at vi eventuelt skal have overvågning og kampfly og forskellige andre ting i fremtiden, hvis andre vælger at opruste i Arktis. Så i forhold til diplomatiet så vi rigtig gerne, at der blev skruet op. Om det skal være en del af Arktisk Råd eller et særskilt forum, er vi sådan set ret åbne over for. Vi ser bare gerne, at der kommer en løsning, så man netop kan italesætte nogle af de her svære ting om, hvordan vi holder det som et lavspændingsområde.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg tror, jeg deler ordførerens synspunkter om sikkerhedspolitik; at det netop skal være kontrol med våbnene og ikke flere våben. Jeg vil gerne høre, hvordan ordføreren stiller sig til de lidt specielle ønsker, som er kommet frem her den senere tid om, at USA ønsker en konkret placering i de grønlandske lufthavne, også med deres forsvar, og en eventuel dybhavn til deres destroyere. Det er jo atypiske ting, når vi har snakket om i mange år, at vi ikke skal have mere oprustning i den del af verden.

Ordføreren.

Tak. Altså, jeg vil sige, at vi ikke ønsker, at der skal være flere amerikanske militærbaser i Grønland. Det synes jeg også er vigtigt at få sagt. Jeg tror, man skal se det som den her charmeoffensiv, og det er en ret aggressiv charmeoffensiv, sådan som jeg ser det, fra amerikansk side. Jeg deler sådan set også nogle af de bekymringer, som SF også var inde på. Jeg tror, det er vigtigt, at man står tæt sammen i den her situation, og at man virkelig også får lyttet til, hvad det er, Grønland gerne vil, altså både naalakkersuisut, men selvfølgelig også os som grønlandske folketingsmedlemmer.

Næste spørger er hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Jeg kan jo sagtens forstå fru Aaja Chemnitz Larsens vision om, at forskning i Arktis sådan skulle blive hjemmehørende i Grønland. Men hvordan forestiller fru Aaja Chemnitz Larsen sig det sådan håndteret i praksis, hvis man kunne blive ansat ved et grønlandsk universitet, hvad jeg sådan også selv lagde op til? Jeg vil gerne høre: Hvad kunne buddene være på, hvordan man får de her mennesker til at flytte derop? Jeg mener: Det vil nok tage mange år, før man har de tilstrækkeligt uddannede specialister, som bor i Grønland, og selv dem i Grønland, der måtte tage de uddannelser, vil jo desværre typisk flytte til Danmark. Så hvordan kan vi praktisk gribe det an med sådan en grønlandsbaseret forskningsenhed i Arktis, som skal bestå af højt specialiserede mennesker? Hvordan får man dem trukket til Grønland?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi har jo flere og flere grønlændere, som tager en ph.d., men jeg deler sådan set bekymringen om at sikre, at Grønland skal være et attraktivt sted at bo. Og selv om vi snakker forskning, handler det også om, at forskere jo også har familier, og det handler om at sikre gode daginstitutioner, gode folkeskoler, så man kan være med til at sikre, at folk har lyst til at bo der. Det er sådan, at langt de fleste veluddannede grønlændere, der flytter hjem til Grønland, vælger at flytte derfra efter en periode. Så behovet er der i forhold til at sikre, at velfærdsniveauet i Grønland er højere, for på den måde kan man være med til tiltrække de gode kræfter.

Derudover mener vi også, at der er behov for, at man har et internationalt udsyn. Jeg tror virkelig ikke på, man skal lukke sig om sig selv og sige: I Grønland har vi al viden om, hvad der foregår i Arktis. Tværtimod tror jeg, man skal åbne sig op og se på, hvad der foregår rundt omkring. Få mere viden omkring klima, få nogle konkrete redskaber, også når vi snakker kinesiske investeringer, til at screene: Hvad er det, der er de gode investeringer, og hvad er det, der er de ikke så gode investeringer?

Spørgeren.

Det er vel det, der bliver udfordringen, selv om man godt kan have ambitionen og visionen, som jeg helt deler, om, at man skal have sådan en grønlandsbaseret arktisforskning. Men hvis det er så lidt attraktivt at flytte derop, fordi vi har folkeskoler i Grønland, der præsterer ret dårligt, mildest talt, og vi har et sundhedsvæsen, der hænger i laser, og man har et lønniveau, der jo heller ikke er attraktivt, hvordan skal man så gøre det? Måske kan man koble det med det næste spørgsmål, altså: Man taler om, at man mangler hænder i Grønland. Men der er jo rigtig mange arbejdsløse.

Ordføreren.

Det er helt rigtigt, det er et strukturelt problem. Nu sidder vi jo i oppositionen i Grønland og italesætter også de her ting. Og jeg hørte jo en, der arbejder med velfærdsforskning, her for nylig sige, at vi har passive politikere, når vi snakker om den velfærdsdegradering, som der i virkeligheden sker i Grønland i de her år. Det er lang tid siden, vi har hørt noget om, hvad man faktisk skal gøre ved folkeskolerne, så vi er også ret kritiske, i forhold til at selvfølgelig skal man have løftet de her ting. Men det er ikke noget, vi kan gøre i Folketinget. Det er noget, som Grønland er nødt til selv at tage ansvar for derhjemme.

Hr. Sjúrður Skaale.

Det var mere en kommentar til ordførerens tale om, at der er behov for f.eks. satsning på forskning osv., den slags bløde værdier. Det er uhyre vigtigt også for at undgå spændinger inden for rigsfællesskabet. Sidste gang, Arktis var et højspændingsområde sådan strategisk, var under den kolde krig. Der var massive installationer i Grønland og også på Færøerne, og det eneste, der gjorde befolkningerne opmærksomme på, at vi altså er et meget vigtigt sted, var skibe, var radarer, soldater og den slags. Det gjorde, at man vendte sig imod det, altså man følte sig ligesom brugt til installationerne, men man så ikke noget andet af det. I Island fik man en stor lufthavn til gengæld for amerikanernes tilstedeværelse. Vi så kun soldaterne. Derfor er det uhyre vigtigt både fra et dansk synspunkt og fra et rigsfællesskabssynspunkt, at man mærker noget andet end kun den militære tilstedeværelse.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med ordføreren. Det var jo sådan, at da Trump viste interesse for Grønland, blev jeg også spurgt ind til, om det ikke kunne være attraktivt for Grønland, for der er jo også nogle fordele ved det. Jeg tror ikke, man skal afskrive, at der kunne komme et politisk flertal i Grønland for, at man hellere vil være amerikansk end dansk. Jeg tror, man skal finde svaret i, at det handler om, at der er de her spændinger.

Jeg vil rigtig gerne være med til, fordi jeg føler et kæmpestort ansvar også som medlem af Folketinget, at kitte rigsfællesskabet sammen, men der tror jeg netop, at man er nødt til at kigge på, at det ikke bare skal være, at man f.eks. spiser os af med, at vi får 20 mio. kr. i en nordatlantisk pulje, og så kan vi ikke være med til at styrke justitsområdet i Grønland.

Det er for det første vigtigt, at vi bliver ligeværdige medlemmer af Folketinget. Jeg synes, vi har fået styrket vores rolle i Folketinget de sidste par år. Jeg synes også, det er vigtigt, at man snakker og er tæt sammen, men man skal også kigge på nogle konkrete ting, som skaber det her meningsfulde rigsfællesskab, som jeg mener der er behov for. Vi ser gerne, at Grønland får selvbestemmelse, ude i horisonten, men vi synes også, at der er rigtig lang tid til, at Grønland er klar til det.

Det var spørgerækken, og dermed tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og jeg vil gerne give ordet til hr. Edmund Joensen fra Sambandsflokkurin.

Tak. Tak til ministeren for redegørelsen. Det glæder mig, at det arktiske arbejde er prioriteret i Folketinget – at der er nedsat en arktisk delegation, som behandler arktiske spørgsmål. Det er glædeligt. Det glæder mig også, at regeringen vil prioritere rigsfællesskabet. Derfor undrer det mig også, at det indledningsvis i redegørelsen bliver påpeget, og jeg citerer:

»Aktiviteter, der relaterer sig til forholdet mellem Danmark og henholdsvis Grønland og Færøerne, behandles i regeringens årlige redegørelse om rigsfællesskabet.«

Det behandles altså ikke i den arktiske redegørelse. Danmark er kun en del af Arktis på grund af rigsfællesskabet. Det er derfor lidt mærkværdigt at tale om Arktis uden at tale om rigsfællesskabet. Arktis og rigsfællesskabet hænger uløseligt sammen. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at tale om netop rigsfællesskabet og Arktis, Færøerne og Arktis og Grønland og Arktis. For uden Færøerne og i særdeleshed Grønland ville Danmark slet ikke være med i diskussionen om Arktis.

Dog er det min opfattelse, at Arktis er en sag, der i den grad berører Danmark i kraft af rigsfællesskabet. Mens Grønland er en selvfølgelig del af Arktis, er det uundgåeligt, at også Færøerne kommer til at have en central rolle i Arktis. Klimaforandringerne i Arktis medfører som bekendt en tilbagetrækning af isen, hvilket åbner op for nye sejlruter, især om sommeren. Skibstrafikken er allerede øget i Arktis og kommer til at vokse betydeligt de kommende år. Og selv om klimaforandringerne åbner op for nye sejlruter, er vejrforholdene stadig udfordrende. Is og ekstremt vejr vil udfordre skibstrafikken. Det stiller store krav til beredskabet i området, fordi Grønlands kystlinje er omkring 44.000 km. Færøerne er derimod et lille land, men havområdet er på størrelse med Storbritannien. Det store geografiske område stiller derfor uforholdsmæssigt store krav til beredskabet i de to lande. Og det er her, Danmark og stordriftsfordelene i rigsfællesskabet kommer ind i billedet.

En anden bekymring for os, der bor i denne region, der debatteres i dag, er den militære udbygning i regionen. Ministeren siger i redegørelsen, at især Rusland prioriterer militær udbygning i Arktis og er i færd med at konsolidere sin militære stilling langs Ruslands nordlige flanke. Så selv om kongeriget og de arktiske stater har en målsætning om lavspænding i regionen, er den målsætning udfordret af Ruslands konsolidering. Dette er en bekymring, vi oplever, i vores del af regionen, men samtidig har jeg tillid til den lavspændingspolitik, der har været ført og er ført.

Færøerne har som bekendt fået nyt landsstyre. Landsstyret vil arbejde for at styrke Færøernes position som en del af Arktis. De nye sejlruter kommer til at passere Færøerne, og derfor kommer Færøerne også til at have en central rolle i Arktis. Vi ser allerede nu, at skibstrafikken er vokset. På grund af den øgede skibstrafik og Færøernes placering midt i de nye sejlruter er det nærliggende at forestille sig, at Færøerne bliver et nyt maritimt midtpunkt i Nordatlanten. Færøernes havområde vil derfor være en decideret hovedvej i skibstrafikken.

Det har været interessant at følge debatten i dag, og jeg ser frem til at arbejde mere med arktiske spørgsmål i den arktiske delegation. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsket korte bemærkninger. Næste ordfører i ordførerrækken er hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin. Værsgo.

Tak for redegørelsen. Den er fin. Den kommer meget godt rundt i det meget fintmaskede net af samarbejdsformer, der er mellem alle mulige parter i det arktiske område. Men for at gøre Simon Emil Ammitzbøll-Bille glad vil jeg også sige, at den er meget beskrivende. Det er meget sådan et katalog over de ordninger og aktiviteter, som er der. Der er ikke så meget politik i den. Men som jeg forstår på ministeren, kommer der en mere politisk udmelding senere, som vi kan tage stilling til. Det glæder jeg mig til, for der er meget at tage stilling til.

Donald Trump aflyste sit besøg i Danmark, men om 2 dage kommer der en anden amerikansk Donald på besøg i Færøerne. Det er den amerikanske destroyer »USS Donald Cook«, som lægger til i Runavik, og det er første gang i mange, mange år – dvs. første gang i årtier – at et amerikansk skib af den slags besøger Færøerne. Det er interessant, men det, som det er et symptom på, er langt mere interessant. For med hastige skridt er Arktis gået fra at være et lavspændings- til et højspændingsområde, fra et lavaktivitets- til et højaktivitetsområde, og så er det store, afgørende spørgsmål, om det danske rige er forberedt på den øgede interesse fra stormagternes side.

Det spørgsmål blev rejst i Politiken i går, hvor de beskrev en sag. En stor gruppe velanskrevne forskere vil ind i grønlandsk farvand. Deres faglige begrundelser og deres intentioner er gode og helt legitime, men forskningsskibene, som de skal sejle med, er russiske. Og som man kan forstå, tyder alt på, at regeringen på grund af hensynet til USA vil sige nej. Det er formentlig nødvendigt, der er jo meget at være mistænksom over, men fra russisk side vil det blive opfattet som en provokation. Rusland vil i den diplomatiske krise, som i givet fald vil komme, henvise til den aftale, som Danmark selv underskrev den 23. maj sidste år, og som også omtales i den redegørelse, vi har til behandling i dag. Der står nemlig, at Danmark vil bakke op om samarbejdet og den fri bevægelighed for forskere og forskningsudstyr på tværs af den arktiske region. Både arktiske og ikkearktiske nationer skal have adgang. Danmark er endda depositar for aftalen og har således et særligt ansvar for, at dens bestemmelser håndhæves. Så sent som den 11. marts i år blev der holdt et møde om aftalens effekt. Næste år skal der igen holdes et møde om aftalen, og hvad vil Rusland så sige?

Jeg tror, man vil sige, at Danmark gør præcis det modsatte af det, som man har sagt i sine ideologiske aftaler og erklæringer. Nu er det selvfølgelig stadig ikke givet, hvad udfaldet vil være, men det er meget muligt, at Danmark bliver nødt til at afvise de her forskere, fordi deres platform er et russisk skib – hellere provokere Rusland end provokere USA. Men man ville ikke stå i samme situation, hvis Danmark selv havde sådan et skib. Så kunne forskerne sejle på et dansk skib. Her tror jeg, at hvis København lå i Grønland, så ville Danmark have sådan et skib.

I en kronik i januar, som er blevet omtalt før her i dag, sagde en stor gruppe forskere, at på trods af at Danmark er meget involveret i mange forskellige sammenhænge i Arktis, så savner de en virkelig dansk satsning på området. Norge, Tyskland, Storbritannien, Canada, Korea, Kina og andre lande satser massivt med forskningsprogrammer i milliardklassen. De investerer i tungt isenkram, i isbrydere osv. og prøver at komme ind og lave aftaler med grønlandske myndigheder om forskning af forskellig slags. Danmark holder sig lidt tilbage, og rigsfællesskabet, som jo også gør krav på et område, som strækker sig helt op til Nordpolen, mangler ligesom kapaciteten og viljen til at markere sig i området. Det er uheldigt, for man bliver en del af udviklingen på den ene eller den anden måde. Spørgsmålet er bare, om man skal være offensiv eller defensiv, om man skal forsøge at sætte sin egen dagsorden eller reagere på det, som andre gør.

Da den forhåndenværende statsminister fløj til Grønland med en stor pose penge i hånden for at forhindre kinesisk finansiering af grønlandske lufthavne, var det en reaktion. Den var helt sikkert nødvendig, men hvorfor skulle det være Kinas interesser, som drev regeringen? Hvorfor skal frygten for Rusland gøre, at man måske bryder med egne vedtægter og standser en forskningsekspedition i Grønland? Hvorfor reagere i stedet for at agere? Hvorfor være defensiv i stedet for at være offensiv? Hvorfor lade andre bestemme, når man kan bestemme selv? Det er ligesom blevet påvist i Taksøe-Jensen-rapporten i sin tid, at hvis Danmark vil, kan man blive en stormagt. Man kan sætte sine egne værdier igennem i det her område af verden.

Danmark har de sidste år brugt rigtig mange ressourcer på at føre udenrigs- og forsvarspolitik i Mellemøsten. USA har ført an, og man har brugt tid og penge og fly og soldater for at efterkomme amerikanernes ønsker i større og mindre grad, og det har været godt. I de allerallerfleste tilfælde har det været nødvendigt, og det har i hvert fald altid været gjort ud fra de bedste intentioner. Det har også været naturligt, for det har været i Mellemøsten, at de store konflikter har fundet sted og den store strategiske betydning har ligget. Nu bliver Arktis altså også sådan et område, hvor spændingen øges, og det synes jeg bør afspejles i de prioriteringer, som foretages af en af de geografisk set mest vigtige stater, som er i Arktis, overhovedet, nemlig kongeriget Danmark.

Derfor synes jeg, som Dansk Folkepartis ordfører også mente, at man fra dansk side grundlæggende bør omprioritere sin udenrigs- og forsvarspolitik. Man bør nedprioritere Mellemøsten – man kan jo ikke gøre alt – og opprioritere Arktis. Det lyder måske meget, meget drastisk, men det må også tælle lidt, at Arktis er det sted på planeten jorden, hvor det danske kongerige befinder sig. Det er da fuldstændig naturligt, at man er mere fremme i skoen dér. Gør man det, tror jeg, at man kan komme til et punkt, hvor man i stedet for at reagere kan agere, kan sætte sine egne værdier igennem.

Statsministeren har sagt, at hun vil inddrage Grønland og Færøerne i udenrigspolitikken i højere grad, og det glæder jeg mig selvfølgelig over, men jeg ved også, at måske er problemet, når det gælder Arktis, at man skal blive enig med to andre. Det er nemmere at blive enig med sig selv end at blive enig med to andre. Så skal man have bøvlet med, at så siger grønlænderne det ene og færingerne det andet, og så siger man: Drop it. Der er fare for, at det er sådan, man tænker. Men det er helt givet, at der er store fordele for alle tre rigsdele, hvis man samarbejder og finder en fælles linje. Grønland har en enorm betydning, Færøerne ligger altså på tærsklen mellem Europa og Arktis og har et meget, meget stort havområde, og Danmark har langt større politiske og diplomatiske muskler. 1+1+1 kan give langt mere end 3, hvis man finder ud af at samarbejde om disse ting. Så det håber jeg virkelig man lykkes med. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak for ordførerens tale. Som jeg hører ordføreren, efterlyser man, at Danmark er noget mere proaktiv i forhold til Arktis og spiller en større rolle i Arktis, og det vil jeg sådan set gerne støtte op omkring.

For at fortsætte lidt i forhold til ordførerens tanker vil jeg spørge: Hvis København lå i Grønland, hvad ville man så mene om kineserne? Det er jo sådan, at når man snakker om Kina i Danmark, er det nuanceret, men når man snakker om Kina og Kinas interesse i forhold til Arktis, bliver det meget sort-hvidt. Noget af det, som vi i hvert fald godt kunne tænke os, var, at vi måske nuancerede det, ved at vi havde nogle reelle redskaber, så vi var i stand til at skelne mellem, hvor de gode investeringer og det gode samarbejde er, og hvor de ikke så gode investeringer og det ikke så gode samarbejde er. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren tænker om det.

Ordføreren.

Tak for det. Det var et meget godt spørgsmål. Jeg tror faktisk, det er lidt mere nuanceret. Altså, man gør jo fra regeringens side alt det, man kan, for at få adgang til det kinesiske marked – der er jo symbolet med pandaerne, ikke sandt? Og vi vil gøre alt for at få adgang til det kinesiske marked. Der er en utrolig stor samhandel mellem Kina og Danmark – den er voksende. Man har et nuanceret syn på tingene.

Det kan være, hvis København lå i Grønland, at man også ville se mere nuanceret på kinesiske investeringer – ja, måske.

Spørgeren.

Den amerikanske udenrigsminister, Pompeo, sagde jo på et tidspunkt til Arktisk Råds møde: I skal ikke have noget med Kina at gøre, I skal samarbejde med USA. Og det er sådan, at Grønland stort set ikke har nogen eksport til USA i dag, men 18 pct. af vores fisk, som er den allervigtigste eksportvare i Grønland, går til Kina. Vi betaler sådan set også 7 pct. told, så det vil jo være oplagt at kigge på de her frihandelsaftaler og være med til at sikre, at handel både til USA og til Kina og til andre stormagter og store eksportområder kunne være noget, man kunne samarbejde om.

Ordføreren.

Tak for det. Det er præcis det, jeg mente med mit spørgsmål lige før – det er utrolig vigtigt, at USA's tilstedeværelse i Grønland ikke kun er militær, altså ikke kun er soldater og kanoner og radarer og fly og skibe, men også er noget andet. Og i forhold til at Grønland får adgang til det amerikanske marked, er det sådan – kineserne har jo set det for længe siden – at hvis man opnår en stærkere samhandel, kommer der en anden og mere positiv tilgang i hele forholdet. Men hvis forholdet kun handler om, at det er os, og så er det de amerikanske soldater og deres militære isenkram, så bliver det stresset.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for en spændende tale. Ligesom fru Aaja Chemnitz Larsen er jeg egentlig også enig i den grundlæggende pointe, nemlig at Arktis bør og kan fylde mere i kongerigets udenrigspolitik.

Det, der lige får mig til at stille et spørgsmål nu, er, at ordføreren til sidst i talen nævner, at det godt kan være, at vi i rigsfællesskabet er meget uenige omkring udenrigspolitikken – men er vi egentlig det? Altså, selvfølgelig kan forskellige regeringer på Færøerne, i Danmark og i Grønland have forskellige holdninger, og det er jo ikke sådan, at man altid er hundrede procent enige om alting, men det er egentlig min fornemmelse, at den sådan grundlæggende udvikling i Arktis i hvert fald, altså lavspænding, bæredygtighed og også hensynet til de folk, der bor der osv., plus, trods alt, beskyttelse gennem NATO og vores allierede dér, er vi nogenlunde enige om.

Så er der EU, og der ved jeg ikke, om der sker noget på Færøerne ...

Det bliver i næste runde.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nej, jeg tror faktisk ikke, man er så uenige. Men det, jeg sagde, var, at måske har man den tanke, at der er en hurdle mere – altså, der er en tærskel mere, for man skal være enige blandt tre parter. Hvis f.eks. Danmarks indsats i Afghanistan var betinget af, at Grønlands og Færøernes landsstyrer var med på den og sagde god for den, ville det jo være mere besværligt. Det er nemmere at blive enig med sig selv end blandt tre parter. Derfor tænkte jeg, at det i hvert fald er en udfordring, og det er en udfordring for alle tre parter, for alle tre må se en kæmpestor fordel i, at man finder en fælles linje. Det er en udfordring, og det gør måske, at man holder sig lidt tilbage. Det var bare en tanke, jeg havde.

Spørgeren.

Jeg forstår godt tanken, men det var også mere for at afsøge, hvordan man tænker på Færøerne om de her ting. For det er mit indtryk, at der både på Færøerne og i det grønlandske samfund er sådan en stigende, hvad skal man kalde det, fornemmelse af – som der måske også er ved at være i Danmark – at vi nærmere er tre småstater, der har nogle fælles interesser, som vi vil blive stærkere af at stå sammen om.

Ordføreren.

Ja, det er jeg fuldstændig enig i. Der er i min optik ingen tvivl om det. Altså, hvis Færøerne står alene over for store aktører, har man simpelt hen for lille en diplomatisk og politisk muskel i forhold til det. Der er en kæmpe fordel i at stå sammen om det – ingen tvivl om det.

Tak til ordføreren. Ordførerrækken er gennemført, og hermed gives ordet til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak. Først og fremmest tak for en – synes jeg – rigtig god, saglig og konstruktiv debat. Jeg har lyttet og noteret flittigt, og jeg synes, vi er kommet bredt rundt, og at det har været vigtige spørgsmål, der er blevet rejst. Jeg skal prøve at svare på nogle af dem i den tid, jeg har, og så håber jeg også, vi kan vende tilbage til mange af spørgsmålene efterfølgende.

Men jeg synes, at den brede politisk opbakning har bekræftet mig i, at Arktis fortsat bør være en væsentlig og vigtigere udenrigspolitisk prioritet. Vi har som kongerige kerneinteresser på spil, og jeg tror jo, hvad angår redegørelsen, som selvfølgelig kigger tilbage, fordi den jo beskriver, hvad der er foregået det seneste år, og hvor der var mange ordførere, der var inde på at kigge fremad, at debatten om det fremadrettede, som vi skal have gang i, er endnu mere vigtig. Man kan jo sige, at redegørelsen synliggør, hvor vigtigt det internationale samarbejde, der finder sted i Arktis, og ikke mindst kongerigets samlede engagement på tværs af rigsdelene med de mange myndigheder, der har aktiviteter i Arktis, er, og lad mig kort nævne arbejdet med kongerigets nye fælles arktiske strategi, for den blev nævnt af flere ordførere.

Den strategi, vi har, er jo fra 2011, og den udløber formelt med udgangen af 2020, altså med udgangen af næste år. Strategien har givet de tre rigsfælleskabsdele en platform, en ramme, for det internationale arktiske arbejde. Det har givet kongeriget gennemslagskraft og synlighed, ikke mindst i Arktisk Råd, og det tror jeg er vigtigt at holde fast i. Jeg ser jo også arbejdet med at udvikle en ny strategi som noget af det vigtigste, vi kommer til at lave. Det er rigtigt, at arbejdet er startet på embedsmandsniveau – jeg har også kun været i mit hverv i nogle få måneder, og jeg glæder mig til også politisk at kaste mig ind i arbejdet. Jeg ved, at det er i fuld gang på embedsmandsniveau både i Danmark, i Grønland og Færøerne, og der vil alle relevante aktører og interessenter selvfølgelig løbende blive konsulteret, herunder også i Danmark, altså Nævnet, Grønlands- og Færøudvalget samt Folketingets Arktiske Delegation, som også blev nævnt, og jeg ser frem til dialogen med jer og kollegerne i Grønland og i Færøerne om strategien i de kommende måneder. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi får en ordentlig og bred dialog, som flere var inde på.

Jeg er også enig i mange af de bemærkninger, der er kommet fra salen i dag. Diskussionen har jo på en eller anden måde i høj grad handlet om den markante udvikling, der sker i Arktis som følge af de geopolitiske udviklinger og de konsekvenser, det har for det globale sikkerhedspolitiske billede. Vi skal huske, at den udvikling, vi har set i Arktis igennem de senere år, skyldes mange ting. Den skyldes bl.a. klimaforandringer, som flere ordførere var inde på, isens afsmeltning, nye handelsveje, Nordøstpassagen. Det giver vanskelige udfordringer både globalt og i Arktis, men det fører også til nye økonomiske muligheder, som vi skal forstå at håndtere på en ordentlig måde.

Samtidig har udviklingen også med al tydelighed vist, at den arktiske region har en stigende geopolitisk betydning for den strategiske balance mellem USA, Rusland og Kina. Det ses jo også i form af bl.a. den militære opbygning, som Rusland har i det arktiske, det afspejler sig i den kinesiske arktiske strategi fra 2018, som nogle kender, hvor Kina beskriver sig selv som en nærarktisk stat, selv om de i virkeligheden ligger ret langt fra det arktiske, og senest har USA for nylig opprioriteret Arktis, som i stigende grad ses igennem en sikkerhedspolitisk prisme. Så man kan sige, at geopolitikken så at sige er flyttet ind i den arktiske region. Det har længe været en selvfølge at tale om Arktis som en region præget af fred og lavspænding. Det er ikke længere noget, vi kan tage for givet, men man kan sige, at målsætningen om lavspænding i stigende grad er udfordret.

Jeg vil sige, at kongeriget som arktisk kyststat og medlem af Arktisk Råd har en vigtig rolle i at præge udviklingen, vi skal være proaktive, som det også blev nævnt her, og der er generelt set også en diskussion af, at der er behov for en arkitektur omkring det arktiske samarbejde. Det har vi jo allerede i dag, nemlig Arktisk Råd med de fem arktiske kyststater og otte medlemmer af Arktisk Råd, og jeg tror, det er vigtigt at synliggøre og forankre det her samarbejde endnu bedre. Dermed også sagt, at når andre lande uden for den arktiske region interesserer sig for det arktiske og gerne vil være observatører osv., så skal vi se positivt på det i udgangspunktet, fordi det er med til at fastholde og sikre, at den arkitektur, vi har, der baserer sig på international lov og ret i det arktiske område, er noget, vi holder meget fast i fra kongerigets side.

Vores mål er jo at skabe en velstående og bæredygtig fremtid for det arktiske. Vi skal udnytte regionen og de nye økonomiske muligheder på en bæredygtig måde. Det skal først og fremmest ske til gavn for indbyggerne i det arktiske. Vi skal også arbejde for, at det arktiske samarbejde som sagt fortsat er fast forankret i et internationalt regelbaseret samarbejde. Her vil jeg bare sige, at når der er pres på internationale normer og regler, når der er en stigende stormagtsrivalisering, som vi ser det, som også på en eller anden måde får en afsmittende virkning i det arktiske område, så tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi i kongeriget, i rigsfællesskabet holder meget, meget tæt sammen omkring de her principper, og jeg er også enig i, at vi, uagtet at vi nogle gange har forskellige regeringer i de tre rigsdele, så har en grundlæggende fælles interesse i at stå sammen i den verden, som vi kigger ind i, og det skal vi selvfølgelig også vise med den strategi, vi skal udvikle, hvordan vi gør i praksis.

Arktisk Råd er det primære forum for drøftelse af spørgsmål og hviler på en bred vifte af områder: Det er en bæredygtig økonomisk udvikling, befolkningens levevilkår, miljø, klima, forskning, søredning, eftersøgning, maritimt affald osv., og det er vigtigt. Jeg vil også sige, at det selvfølgelig var stærkt bekymrende, da man for første gang i rådets historie ikke opnåede enighed om en ministererklæring, primært på grund af klimaspørgsmål. Her kan man også sige, at der var en klokkeklar uenighed mellem de fleste arktiske stater og en enkelt stat omkring, hvor vigtigt det her spørgsmål er. Det lykkedes så at lave en ministerudtalelse, der signalerer til omverdenen, at vi fortsat løser udfordringen gennem dialog og samarbejde. Men her har vi jo altså et eksempel på, hvor bl.a. Kongeriget Danmark og USA er uenige om, hvor vigtig klimaudfordringen faktisk er.

Man kan sige, at på trods af at sikkerhedspolitikken – flere er også inde på det – specifikt er undtaget Arktisk Råds mandat, bidrager samarbejdet i sig selv til at understøtte målsætningen om lavspænding ved at give de arktiske stater den her fælles ramme. Det er derfor, jeg er så optaget af, at den fælles ramme bliver styrket, forankret og synliggjort i de kommende år. Et godt og tæt samarbejde med alle tre rigsdele er altså nøglen til, at vi effektivt kan fremme kongerigets arktiske prioriteter, og der bliver derfor også afholdt et arktisk dialogmøde i Tórshavn i november, så vidt jeg er orienteret. Det er tredje gang på 3 år, at embedsmænd så mødes og får drøftet nogle af de her prioriteter. Jeg vil også gerne slå fast, at det for mig og for regeringen er en kæmpe prioritet, at vi arbejder for at styrke indsatsen i Arktis og samarbejdet internt i rigsfællesskabet. Jeg skal selv til Reykjavík i morgen og deltage i Arctic Circle, som jo er en af de vigtige konferencer, og drøfte de her spørgsmål med en bred vifte af centrale aktører og repræsentanter fra alle tre dele af rigsfællesskabet, og jeg tror, det er vigtigt, at vi er til stede.

Så er der et par spørgsmål, jeg også lige vil svare på. Hr. Martin Lidegaard og andre var inde på det her spørgsmål om fast track og arbejdskraft, og jeg tror også, at fru Aaja Chemnitz Larsen var inde på det, og det vil jeg meget gerne svare på. Det er noget, som vi har taget op i regeringen. Der har allerede været en dialog både på politisk niveau og på embedsmandsniveau, og jeg håber, at det er noget, man får løst hurtigt, for jeg forstår, at det er en vigtig prioritet. Så det er noget, som vi har noteret os. Så det vil jeg gerne understrege. Der har været et møde mellem ministeren for arbejdsmarked, Erik Jensen, og Mattias Tesfaye, og embedsværket er i dag i dialog, og det glæder mig altså. Jeg forstår, at man vil lade sig inspirere af en model, der minder om den, der er på Færøerne. Det er det, man taler om. Så jeg håber, at der kan komme skred i det.

Bent Bøgsted, Sjúrður Skaale, Karsten Hønge og andre spørger til dansk havforskning og også til havforskningsskibet »Dana«, og hvad vi gør fremadrettet. Jeg er sådan set meget opmærksom på, at der er den her efterspørgsel efter, at Danmark også efter 2023 har adgang til et havforskningsskib til brug for at understøtte arbejdet med bl.a. fiskeribestande og forskning i arktiske farvande. Det eksisterende skib er jo ejet af DTU, som modtager betaling fra eksempelvis Miljø- og Forsvarsministeriet for leje af skibet. Et nyt skib er jo en stor investering, det er noget, der skal prioriteres i sammenhæng med de øvrige investeringer på forskningsområdet, og jeg vil også gerne henvise til, at man fortsætter med den diskussion også hos uddannelses- og forskningsministeren.

Vi har, som flere har været inde på, også haft en debat af, om der sker en stigende militarisering af det arktiske område, og hvordan vi reagerer på det. Jeg tror, hr. Karsten Hønge nævnte, at det var vigtigt, at vi på den ene side kan håndhæve vores suverænitet og sikre vores grænser i Kongeriget og på den anden side på ingen måde unødigt bidrager til noget, der gør op med den her lavspænding, som er vores fokus, og det tror jeg er meget rigtigt at have for øje. Men der er en stigende interesse, som jeg nævnte, og med øget tilgængelighed stiger behovet jo også for overvågning, for suverænitetshåndhævelse og for redningstjeneste i det her kæmpe område. Det barske klima medfører, at der kan være behov for militære kapaciteter til løsning af civile opgaver – jeg tror også, at selv hr. Christian Juhl var inde på, at det kunne være vigtigt – og bl.a. derfor styrker vi og de øvrige arktiske stater jo vores militære aftryk i området.

Men når det er sagt, har Forsvarets Efterretningstjeneste bl.a. peget på, at Ruslands militære opbygning i regionen i stigende grad indeholder offensive elementer. Det gælder ikke mindst forberedelserne til at kunne udstationere kampfly, lufttankningsfly på en base i det nordlige Ishav. Basen befinder sig ca. 1.000 km fra Grønland, og afstanden gør jo, at russiske kampfly med kort varsel vil kunne nå luftrummet over det nordøstlige Grønland, og med lufttankkapaciteten ville de kunne nå Thulebasen. Det er et eksempel på de spørgsmål, som vi selvsagt er nødt til at forholde os til sammen med vores allierede, men det ændrer jo ikke ved vores mål om lavspænding, at der er de her ting.

Danmark støtter varmt op omkring forskning i Arktis, vi ønsker at fremme forskningsaktiviteter. Derfor har kongeriget bl.a. været drivkraften bag indgåelsen af den aftale for fremme af forskning i de arktiske stater. I den her konkrete sag, som der bliver henvist til, i forhold til en forskningsekspedition – Glace – har vi fra dansk side måttet forholde os til en række forhold, der ikke omfatter selve forskningsprojektet, men som betyder, at det ikke har været muligt at imødekomme ansøgningen fuldt ud. Så når det er sagt, er der tale om et forskningsprojekt, som regeringen gerne ser gennemført, og vi vil derfor række ud til det schweiziske polarinstitut SPI for at drøfte, hvordan forskningsprojektet kan finde sted, eventuelt på et senere tidspunkt. For det er noget, som vi prioriterer rigtig højt.

Der bliver også rejst spørgsmålet om, hvordan vi i praksis inddrager både Færøerne og Grønland i udenrigspolitiske forhold, herunder etablering af sikker kommunikation, og det er også et højt prioriteret område for mig som udenrigsminister. Det er vigtigt, at vi kan dele informationer, at vi har en ligeværdighed i rigsfællesskabet, at vi kan se de samme billeder samtidig og på den måde forholde os til den verden, der er omkring os. Så det er noget af det, som jeg arbejder på og kommer til at tage initiativer til at vi også kan i praksis, for det tror jeg er rigtig vigtigt.

Der bliver også spurgt til servicekontrakten på Thule. Det er en sag, som regeringen tager meget alvorligt. Det er helt centralt, at vi finder en løsning, der sikrer, at Grønland får størst mulig nytte af den amerikanske militære tilstedeværelse. Danmark og Grønland har en god og tæt kontakt om sagen. Vi er i fællesskab meget opmærksomme på den store amerikanske interesse for Grønland, og om det kan bidrage til en fornuftig løsning. Men under alle omstændigheder må vi fortsat indstille os på, at det vil tage tid. Det er jo en kompleks sag, og Udenrigsministeriet er som sagt i tæt kontakt med udenrigsdepartementet i Nuuk og relevante aktører i Washington, og jeg kan af hensyn til forhandlingerne ikke gå ned i sådan specifikke detaljer, men jeg kan sige, at sagen jo ikke skal lukkes for enhver pris. Det handler også om, at Grønland får størst mulig nytte af den amerikanske tilstedeværelse.

Der er mange andre spørgsmål, der er blevet rejst, bl.a. Kinas rolle i forhold til det arktiske. Jeg tror, hr. Peter Seier Christensen og også hr. Sjúrður Skaale var inde på det i deres tale, og ja, vi ser positivt på, at Kina har et aktivt engagement i regionen. Både Grønland og Danmark kan få meget godt ud af samarbejdet med Kina i Arktis, både i forhold til Arktisk Råd og i forhold til de potentielle kommercielle aktiviteter, men vi skal selvfølgelig ikke være naive. Man kan sige, at Kina tænker langsigtet strategisk om sine investeringer og tilstedeværelse, f.eks. gennem Silkevejsinitiativet, og geopolitiske hensyn spiller derfor også en kæmpe rolle. Det kommer vi jo ikke uden om. Hvis man tager FE, altså Forsvarets Efterretningstjenestes, offentlige risikovurdering, vurderes det, at det kinesiske militær har en øget interesse for Arktis og styrker sin viden om regionen. Men det vurderes også, at der indtil nu har været en meget begrænset kinesisk militær aktivitet i det arktiske. På samme måde må Danmark, Grønland og Færøerne tænke langsigtet og sammen overveje, hvordan vi får mest muligt ud af den her udvikling, men samtidig også tager de nødvendige forholdsregler. Det gælder, synes jeg, naturligvis i særdeleshed på det sikkerhedspolitiske område. Vi skal i større omfang end tidligere balancere mellem forskellige hensyn i rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik: hensynet til vores samhandel og behovet for investeringer og udvikling, men også vores helt naturlige hensyn til sikkerhed i alle dele af rigsfællesskabet. Det er vi fuldt opmærksomme på.

Men jeg vil gerne afslutningsvis sige tusind tak til ordførerne, og at jeg glæder mig til at fortsætte debatten. Jeg ser det her ikke som afslutningen på en debat om en arktisk redegørelse, men som starten til, hvordan vi sammen kan lægge en god strategi fra 2021 og frem. Det er noget, jeg personligt vil kaste mig meget over. Jeg synes, det er sindssygt vigtigt, at alle dele af rigsfællesskabet tager det her på sig. Det er også derfor, jeg selv rejser til Island i morgen og påtænker meget snart at tage til Grønland og Færøerne for bl.a. at drøfte de her ting, vi også har drøftet her i dag. Så tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en række medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Først vil jeg tillade mig at gøre opmærksom på, at hr. Mattias Tesfaye i denne sammenhæng omtales med ministertitlen, altså »udlændinge- og integrationsministeren«.

Rækken af spørgere er således, at fru Aaja Chemnitz Larsen, IA, får ordet først.

Mange tak til ministeren. Nu er det jo sådan, at ministeren ikke har været her de sidste par gange, vi har haft de her arktiske redegørelsesdebatter, og så vil jeg også gerne gøre opmærksom på, at det faktisk er en enormt positiv debat, jeg synes der har været i dag. Jeg synes også, at der er sådan en konstruktiv tone i den. Og det lover jo godt.

Man kan sige, at statsministeren også har været ude at udtale sig i positive vendinger om, at Grønland er grønlandsk, og at der er behov for, at Grønland skal spille en større udenrigspolitisk rolle. Så noget af det, som jeg egentlig står og tænker lidt, er, at jeg godt kan blive en lille smule utålmodig, for jeg mangler i virkeligheden nogle konkrete tiltag, der bliver taget for netop at sikre, at der er den her større udenrigspolitiske rolle. Hvordan skal vi gøre det? Er det naalakkersuisut? Er det også i Folketinget, at vi får mulighed for at spille en større udenrigspolitisk rolle? Det er i hvert fald her, ansvaret ligger. Det synes jeg kunne være godt at høre fra ministeren som en indledning.

Ministeren.

Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen. Jeg er også glad for at være tilbage igen på Folketingets talerstol, efter at jeg har været i et andet parlament i mange år, og nu i egenskab af udenrigsminister, og glad for at se, hvor meget det arktiske spørgsmål fylder – også i forhold til hvad jeg tidligere har arbejdet med, og at det fokus ikke har været så stort tidligere, som det burde have været. Så det er jeg rigtig glad for.

I forhold til rigsfællesskabet, og hvordan vi styrker det udenrigs- og sikkerhedspolitiske arbejde, vil jeg for det første helt konkret sige, som jeg nævnte, at alt det der med at kunne have et fortroligt rum og kunne dele fortrolige oplysninger med hinanden i alle dele af rigsfællesskabet er rigtig vigtigt. At få etableret de kanaler er noget af det, som vi arbejder benhårdt på. Jeg tror, det er rigtig vigtigt at sikre ligeværdighed og informationsdeling i forhold til at føre hele rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og det er noget af det, jeg som sagt også vil lægge meget vægt på.

Så helt konkret kommer vi til at tage nogle initiativer for at styrke det, og vi kommer også til at tage andre initiativer. Men jeg synes som sagt, det er vigtigt at få gang i en proces både i Folketinget og selvfølgelig regering til regering. Dermed være også sagt, at vi altså har mulighed for at drøfte nogle af de her ting løbende – og jeg mødes selv med hr. Kim Kielsen i morgen.

Spørgeren.

Noget af det, som vi nogle gange i Folketinget godt kan opleve som potentielle konfliktområder, er nogle områder, som er hjemtaget, men hvor der godt kan være et sikkerhedspolitisk aspekt i det. Vi kunne sådan set godt tænke os, at man måske tog det sådan lidt i opløbet, i stedet for at man står i de der konfliktsituationer, hvor man netop udstiller et rigsfællesskab, som har svært ved at finde ud af, hvem det egentlig er, der har ansvaret.

Et område, som er vigtigt for os, er økonomi og erhvervsudvikling, så det kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren måske knytte nogle ord til, for det var ministeren ikke så meget inde på i sin tale.

Ministeren.

Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen. Jeg tror, jeg understregede – og det vil jeg gerne gøre igen – at den forandring, der sker i det arktiske område, både rummer nogle mulige trusler og udfordringer, men også nogle kæmpe muligheder, bl.a. for investeringer, økonomi, udvikling af bæredygtig vækst. Det er noget af det, som vi meget gerne vil understøtte fra regeringens side i et tæt og godt samarbejde, selvfølgelig, med Grønland og med Færøerne. Så der vil vi også tage initiativer.

Jeg tror, det er meget vigtigt, hvad jeg gerne vil understrege, at vi tager det på en ligeværdig måde, og at vi også løser problemerne, som ordføreren var inde på, i opløbet, altså at vi udviser rettidig omhu. Og det kan vi gøre, hvis vi f.eks. får leveret de her sikre kanaler.

Tak til ministeren. Den næste spørger, der får ordet, er hr. Karsten Hønge fra SF.

Danmark og Grønland står jo i fællesskab for at skulle opføre store nye infrastrukturprojekter i Grønland – to store lufthavne. Hvad forventer udenrigsministeren sig fra amerikansk side? Er der vist interesse, eller forventer udenrigsministeren, at der vil blive vist interesse fra amerikansk side for at kunne benytte de her lufthavne?

Og det andet spørgsmål er: Hvad forventer udenrigsministeren at amerikanerne har af ønsker i forhold til at benytte Kangerlussuaq i fremtiden?

Ministeren.

Tak til hr. Karsten Hønge. Altså, jeg forventer – og jeg synes også, at udviklingen dokumenterer det – en langt større amerikansk interesse i Grønland, også med åbningen af et konsulat for første gang siden 1950'erne. Og det samarbejde, vi kommer til at have i kongeriget og specielt mellem Grønland og USA, rummer mange muligheder, så det glæder jeg mig til at udvikle. Og det er i hvert fald den her regerings klare ambition sammen med Grønland at udnytte de muligheder, som den her fokus fra USA giver.

Spørgeren.

De nye lufthavne bliver langt hen ad vejen bygget for midler, som er skabt i Danmark eller med lån fra Danmark. Og så vidt jeg har forstået, kommer vi fra dansk side til at stå for stort set hele vedligeholdelsen af Kangerlussuaqlufthavnen. Hvis amerikanerne kommer til at benytte de her lufthavne, kunne man så ikke forvente, at vi – om jeg så må sige – kunne afskrive omkostningerne ved at have opført dem og vedligeholdt dem i forhold til at nå NATO's 2-procentsmål? Så ville vi da få lidt ud af det.

Ministeren.

Om vi kan henregne det på den måde, må jeg vende tilbage med et svar på – altså i forhold til NATO's 2-procentsmål for forsvarsudgifterne. Men at det er vigtige infrastrukturprojekter for Grønland og vores engagement i landet, vil stå tydeligt og klart. Så det glæder vi os til at gå ind i. Som sagt er det positivt med lufthavnene. Det er kritisk infrastruktur, og det vil give stor mulighed for at udvikle Grønland økonomisk.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvor ministeren mener at de der sikkerhedspolitiske spørgsmål skal drøftes, og i givet fald, hvordan vi får det til at blive til mere end snak og mere end drøftelser. Jeg mener, at en egentlig traktat omkring lavspænding vel er nødvendig, hvis det skal have nogen indholdsmæssig betydning i fremtiden, altså en traktat for Arktis, hvor man siger: Vi skal have lavspænding, og vi skulle måske også have atomvåbnene væk. Hvorhenne kan man drøfte det, og hvordan kan man sikre, at det bliver til andet end snak og nogle gode ord fra hele striben rundt af partier i Folketinget?

Ministeren.

Tak. Det er rigtigt, at Arktisk Råd jo ikke har sikkerhedspolitik som en opgave, det er ekskluderet fra arbejdet. Men hele det, synes jeg, positive og konstruktive arbejde, man har i Arktisk Råd, er med til at fastholde en afspænding, som jeg også var inde på tidligere. Men de sikkerhedspolitiske spørgsmål skal vi selvfølgelig drøfte med landene, også bilateralt, og på en måde, hvor vi sikrer, at der ikke er en unødvendig oprustning i det arktiske område: at vi fastholder en lavspænding. Det tror jeg er meget vigtigt. Det vil sige, vi skal tale med alle staterne og specielt de fem kyststater og de fire andre inklusive Rusland for at undgå, at der kommer en situation, hvor vi ser en unødvendig oprustning i hele det arktiske område.

Spørgeren.

Så har jeg næsten lyst til at spørge: Er den oprustning, der sker lige nu, nødvendig? Altså, ministeren siger unødvendig oprustning. Jeg går ud fra, at al oprustning i et lavspændingsområde er unødvendig. Det var den ene ting.

Den anden ting, jeg egentlig gerne vil høre om, er servicekontrakten. Den der snak om servicekontrakten har vi nu hørt på i 4 år. Jeg kan ikke gå i detaljer, fordi som den tidligere udenrigsminister sagde: I skal også holde jeres mund, hvis I hører noget. Vi er nødt til, hvis vi skal have tillid til, at der er noget indhold i den snak med amerikanerne, snart at få noget at vide om det. Jeg synes, det er ganske utilfredsstillende, at vi ikke får noget at vide om den serviceaftale. Den er efter min mening tabt på gulvet, og det, I venter på, er, at amerikanerne giver sig på et tidspunkt.

Tak. Jeg giver ordet til ministeren.

Jeg deler ikke det der syn, man har på det, med, at det ikke er nødvendigt også at have nogle militære kapabiliteter i det arktiske område, f.eks. til suverænitetshåndhævelse, til søredning og til overvågning, for at sikre, at der ikke foregår ting, som kompromitterer rigets sikkerhed. Det tror jeg er rigtig nødvendigt, og det vil jeg ikke kalde oprustning. Det vil jeg kalde rettidig omhu for at undgå, at der kommer uheldige episoder.

Jeg er også utålmodig i forhold til serviceaftalen, så det er bestemt en sag, jeg vil forfølge, men også af hensyn til forhandlingsparterne vil jeg ikke gå ind og afsløre detaljer, der vil kunne forsinke en afklaring yderligere.

Tak. Den næste spørger er hr. Edmund Joensen fra Sambandsflokkurin.

Tak. Jeg vil først takke ministeren for en god redegørelse og gode svar. Mit spørgsmål går på, om man er forberedt, hvis der sker ulykker på havet. Vi ser, at der er flere og flere store skibe, som sejler oppe i det kolde område, som man kan kalde det, og der er også flere cruiseskibe med mange hundrede mennesker om bord. Er der et beredskab, som kan klare den slags ulykker, hvis der sker et stort olieudslip eller der sker en ulykke med et cruiseskib oppe i det kolde område? Tak.

Ministeren.

Jeg tror, at hr. Edmund Joensen peger på noget meget vigtigt. Jeg kan da sige, at når jeg tænker på den øgede aktivitet bl.a. af krydstogtskibe i det arktiske område, synes jeg, at det er tydeligt for enhver, at vores beredskab skal øges. Så jeg vil ikke sige, at vi har et tilstrækkeligt beredskab i dag. Der er områder, der heller ikke er afdækket, altså i forhold til hvor man kan sejle sikkert og ikke sejle sikkert. Så der forestår en stor opgave i at sikre, at den større aktivitet, herunder civile aktivitet, der er deroppe, ligesom afspejles i, at vi har nogle søredningskapabiliteter, og det må vi samarbejde om, ikke bare i kongeriget, men også med Island og andre vigtige arktiske stater.

Spørgeren.

Tak. Jeg kunne tænke mig, at der, ligesom ministeren var inde på, skal et samarbejde til. Altså, den slags ulykker er så omfattende, og området er så stort, at det kræver aftaler imellem landene for at kunne klare den slags opgaver. Findes der den slags aftaler?

Ministeren.

Ja, altså uden at kende til detaljerne kan jeg sige, at der jo foregår et samarbejde, og det er noget af det, som man f.eks. også kan bruge det arktiske samarbejde, Arktisk Råd-samarbejdet, til. Det handler jo om, at man, f.eks. når det gælder søredning eller det gælder det at håndtere større civil skibsfart i det her område, har den nødvendige kapacitet til at sikre, at det foregår på en sikker og forsvarlig måde. Der er også, som jeg nævnte tidligere, andre forhold som at afdække ved kort osv. og sikre, hvor man kan sejle sikkert. Det tror jeg er stærkt nødvendigt. Jeg har da i hvert fald noteret mig, at der er krydstogtskibe, der sejler rundt i farvande, hvor jeg tænker: Jeg håber, at de har tænkt det godt igennem, hvis der sker en ulykke i det der kæmpe farvand.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut.

Tak. Først tak for den her redegørelse, som er baseret meget på status quo og meget normalitet, så at sige, og derfor også læner sig meget op ad de tidligere redegørelser, der er givet, og det er, på trods af at der også er sket rigtig mange ting, f.eks. det, der er sket med Trump. Så jeg er også meget enig i den debat, der har været om det, og med nogle af de ordførere, der siger, at vi bliver nødt til at være mere proaktive og have en mere proaktiv tilgang til det. Og jeg glæder mig derfor også til at se, hvordan man ikke mindst inkluderer i den kommende strategi, og håber på mere inklusion i både den militære og politiske situation såvel som den klimatiske og geopolitiske.

Mit spørgsmål læner sig mere op ad noget helt andet. Hvad ved den nuværende regering om USA's inddragelse af Thule Air Base i det nye rumværn eller Space Command, så at sige, der nu også er planer om at opbygge?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, også tak for kommentaren. Jeg kender ikke præcist til, hvad det er for nogle planer, som spørgeren refererer til. Jeg siger bare, at det er vigtigt for kongeriget at have en tæt dialog med amerikanerne. Det er tydeligt, at der er en større og øget interesse fra amerikanerne, også hvad angår Grønland, og det synes jeg vi skal håndtere godt i rigsfællesskabet, så det er noget af det, jeg vil lægge vægt på, også når jeg taler med mine partnere i rigsfællesskabet.

Så er der ikke flere, der har ønsket ordet. Tak til ministeren.

Forhandlingen er sluttet.