Retsudvalget 2019-20
L 9
Offentligt
2106238_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
15. november 2019
Strafferetskontoret
Freia Kirkeskov-Hansen
2019-0037-0070
1294526
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 17 vedrørende forslag til lov om
ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 9), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. november
2019.
Nick Hækkerup
/
Mette Johansen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 L 9 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 17: Spm. om, hvorledes mistankekravet fare for er i overensstemmelse med Tomasso mod Italien, afgørelse af 23. februar 2017, til justitsministeren
Spørgsmål nr. 17 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 9):
”Kan ministeren uddybe, hvorledes mistankekravet "fare for" er
i overensstemmelse med Tomasso mod Italien, afgørelse af 23.
februar 2017, sagsnr. 43395/09?”
Svar:
1.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.2, at den
foreslåede ordning med udvidelse af opholdsforbuddets rækkevidde vil
kunne indebære indgreb i de rettigheder, der er reguleret af Den Europæi-
ske Menneskerettighedskonvention (EMRK) i forhold til den dømte.
Der er navnlig tale om artikel 2 i 4. Tillægsprotokol om retten til at færdes
frit og til frit at vælge opholdssted samt konventionens artikel 8 om retten
til privatliv og familieliv. Beskyttelsen efter disse bestemmelser er imidler-
tid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis en
række betingelser er opfyldt, herunder at indgrebet er foreskrevet ved lov
(legalitetskravet). Der henvises i den forbindelse til den samtidige besva-
relse af spørgsmål nr. 14 vedrørende lovforslaget.
2.
Sagen De Tommaso mod Italien, dom af 23. februar 2017, omhandler en
italiensk statsborger, der i april 2008 blev sat under en særlig politiovervåg-
ning i to år, idet den pågældende måtte anses for værende ”en farlig person”.
I den forbindelse blev den pågældende bl.a. underlagt at rapportere ugentlig
til politiet, at have bopæl på en bestemt adresse, som udgangspunkt at op-
holde sig på bopælen mellem kl. 22.00 og kl. 06.00, at søge arbejde, at leve
et ærligt og regelret liv og ikke give anledning til mistanke, ikke at benytte
mobiltelefon eller andet transmitterende udstyr, ikke at bære våben, ikke at
besøge natklubber, barer eller lignende, ikke at deltage i offentlige møder
og ikke at omgås straffede personer. Den pågældende var tidligere dømt for
bl.a. narkotikakriminalitet og ulovlig våbenbesiddelse, men var ikke forud
for dommen om politiovervågning dømt for kriminalitet de seneste fem år.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) tog i sagen stil-
ling til, om retsgrundlaget for den særlige politiovervågning opfyldte kravet
til forudsigelighed (legalitetskravet), jf. dommens præmis 114-127.
Det bemærkes i den forbindelse, at efter den italienske lovtekst kunne en
person bl.a. pålægges præventive foranstaltninger af en domstol, når ved-
kommende – på baggrund af en vurdering af
de faktiske beviser
– måtte an-
2
 L 9 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 17: Spm. om, hvorledes mistankekravet fare for er i overensstemmelse med Tomasso mod Italien, afgørelse af 23. februar 2017, til justitsministeren
ses enten for at have begået kriminalitet over for mindreårige eller for at ud-
gøre en trussel mod den offentlige sundhed, sikkerhed eller orden, jf. præ-
mis 34. Da det hverken i selve loven eller i retspraksis nærmere blev angi-
vet, hvordan trusselsvurderingen nærmere skulle foretages, herunder hvad
der kunne udgøre ”faktiske
beviser”,
eller hvilke typer adfærd, der kunne
udgøre en trussel, konstaterede Domstolen, at retsgrundlaget ikke var til-
strækkeligt præcist udformet til at yde beskyttelse mod vilkårlighed og der-
med opfylde forudsigelighedskravet, jf. præmis 117-118.
3.
De former for kriminalitet, der kan medføre et forbud, er udtømmende
oplistet i straffelovens § 236, stk. 1.
Det fremgår af ordlyden af den foreslåede § 236, stk. 3, at forbud kan gives,
når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den
dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er fare
for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og
at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.
Det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede § 236, stk. 3, at det ikke
længere vil være et krav, at der er ”nærliggende” fare for, at den dømte vil
begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed. Den foreslåede ændring
vil betyde, at forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, også vil kunne gives i
tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet,
når forbrydelsen er af grovere karakter.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til bestemmelsen, at det f.eks. vil
kunne være tilfældet, når forbrydelsen er begået af flere i forening (f.eks.
gruppevoldtægt), er begået over for flere ofre (f.eks. samtidig blufærdig-
hedskrænkelse af flere ofre), eller når der er tale om gentagne eller længe-
revarende seksuelle overgreb mod ét offer. Det fremgår endvidere, at retten
derudover vil kunne lægge vægt på, at forbrydelsen er begået over for et el-
ler flere børn, herunder på barnets alder.
Endelig fremgår det af bemærkningerne til bestemmelsen, at retten, ved vur-
deringen af, om et forbud kan antages at være egnet til at forebygge faren
for ny tilsvarende kriminalitet, skal inddrage oplysninger om den dømtes
person, som de eksempelvis fremgår af en eventuel personundersøgelse ef-
ter retsplejelovens § 808 eller mentalundersøgelse efter retsplejelovens §
809. Hvis kriminaliteten må antages at skyldes forhold, som ikke længere er
til stede, kan dette tale imod, at der foreligger fare for, at den dømte begår
ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed.
3
 L 9 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 17: Spm. om, hvorledes mistankekravet fare for er i overensstemmelse med Tomasso mod Italien, afgørelse af 23. februar 2017, til justitsministeren
Det er på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at kravet om forud-
sigelighed er opfyldt.
4