Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
L 84
Offentligt
2132516_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 8. januar 2020
Minister for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 2 til L 84 (Forslag til lov om
planter og plantesundhed m.v.) stillet den 20. december 2019 efter ønske fra Søren Egge Rasmussen
(EL).
Spørgsmål nr. 3; L 84
Vil ministeren oplyse, hvorvidt civilsamfundet vil blive inddraget i udmøntningen af lovforslaget?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Landbrugsstyrelsen, som oplyser følgende:
"Det er vigtigt, at alvorlige skadegørerangreb opdages så tidligt som muligt og her kan civilsamfundet
spille en stor rolle, ligesom i forbindelse med forebyggelsen mod indslæbning og spredningen af
planteskadegørere. Allerede i dag er der generel anmeldepligt for mistanker og fund af visse
planteskadegørere.
Der lægges op til at medlemsstaternes plantesundhedsmyndighed i større grad skal inddrage
civilpersoner, der gennem deres erhverv eller hobby har et vist kendskab til planter og plantesundhed
(”citizens science”)
og på frivillig basis kan bidrage til sikring af plantesundheden. Det kan eksempelvis
være kommunens gartnere, entomologer, biologer og andre naturinteresserede, der med en øget viden
om plantesundhed vil kunne bidrage til at opdage planteskadegørere tidligt. Landbrugsstyrelsen vil via
blandt andet plantesundhed.dk og en målrettet kommunikation omkring relevante
karantæneskadegørere og nye trusler fra endnu ikke regulerede skadegørere stille information til
rådighed for civilsamfundet.
Derudover lægges der op til en generel, frivillig borgerinddragelse fra myndighedens side, via brede
informationsindsatser (”public awareness”), hvor borgeren via kampagner, havemesser, Skovens dag,
aktiviteter for skoler m.v. kan orientere sig om trusler for plantesundheden og sætte sig ind i sin pligt
til at anmelde mistanker om og fund af karantæneskadegørere. Plantesundhedsforordningen stiller
specifikt krav om, at myndigheden skal informere om alvorlige plantesundhedstrusler. Herudover
stiller forordningen også krav til lufthavne og havne om at informere, så rejsende borgere kan
orientere sig om reglerne for hjemtagning af frø, planter og planteprodukter fra lande udenfor EU.
Der forventes således en involvering af civilsamfundet på frivillig basis gennem kommunikation,
faglige aktiviteter m.v., der kan understøtte myndighedens undersøgelsesarbejde, som supplement til
den anmeldepligt, der allerede i dag er generelt gældende."
Mogens Jensen
/
Louise Piester
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
L 84 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om, hvorvidt civilsamfundet vil blive inddraget i udmøntningen af lovforslaget, til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
2