Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. januar 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 43 til L 80, forslag til lov
om dyrevelfærd (dyrevelfærdsloven), stillet den 17. januar 2020 af Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 43 til L 80
”Ministeren
bedes kommentere på henvendelse af 17. januar 2020 fra Dyrenes Beskyttelse, jf. L 80
–
bilag 10.”
Svar
Forslag til dyrevelfærdslov (L 80) indeholder en bemyndigelse til at fastsætte regler om
uddannelseskrav i forhold til dyrevelfærd for personer, som er ansvarlige for bl.a. landbrugsmæssigt
hold af dyr. I henvendelsen fremfører Dyrenes Beskyttelse ønske om, at denne bemyndigelse udvides
til også at omfatte krav til uddannelse af medhjælpere i landbruget.
Sammenfattende giver Dyrenes Beskyttelse udtryk for, at fordelene ved at fastsætte krav til uddannelse
af medhjælpere i landbruget bl.a. er at undgå misforståelser eller mangelfuld overførsel af viden og
instruktioner fra den besætningsansvarlige, og at uddannelse vil klæde medhjælperne bedre på med
hensyn til hurtigt og rettidigt at træffe de rigtige valg og dispositioner.
I henvendelsen fremhæves endvidere, at der stilles krav til uddannelse af personale, der håndterer dyr
i relation til transport og på slagteri, men ikke til det personale, der passer dyrene i størstedelen af
dyrenes liv, og henviser til, at der senest er afskaffet krav om uddannelse af medhjælpere i
minkproduktionen.
Jeg mener ikke, at det er korrekt, når Dyrenes Beskyttelse anfører, at der ikke er krav til det personale,
der passer dyrene i størstedelen af deres liv. Der er krav om, at den besætningsansvarlige har den
fornødne uddannelse til at sikre, at dyrene passes på forsvarlig vis. Den besætningsansvarlige har i den
forbindelse et ansvar for at sikre, at bedriftens medhjælpere har de fornødne kompetencer til at udføre
deres arbejde
–
også i forhold til dyrevelfærd. Jeg deler derfor ikke Dyrenes Beskyttelses bekymring i
relation til uddannelse af medarbejderne i landbruget.
Det blev med Veterinærforlig III (2018-2021) af 13. december 2017 aftalt, at det gældende
uddannelseskrav vedrørende dyrevelfærd til andre personer end den virksomhedsansvarlige, som er
beskæftiget med landbrugsmæssigt hold af pelsdyr, ikke længere skulle være gældende. Det vil der ikke
blive ændret på med lovforslaget, og på den baggrund er den nuværende bemyndigelse til at fastsætte
regler om uddannelseskrav vedrørende dyrevelfærd til andre personer end den besætningsansvarlige,
og som er beskæftiget med landbrugsmæssigt hold af pelsdyr, ikke længere relevant.
Der er i bekendtgørelsesform fastsat regler om uddannelse af personer, der er ansvarlige for driften af
minkfarme. Denne bekendtgørelse videreføres.
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk