Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 9054
Doknr.
177075
Dato
09-12-2019
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 4. december 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 15 (L 68) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 15:
”Vil ministeren give nogle konkrete eksempler på ’helt
særlige tilfælde’ hvor
kommuner med hjemmel i forslaget vil kunne tvangsfuldbyrde en afgørelse om ændret
anbringelsessted uden samtykke og evt. med politiets hjælp?”
Svar:
Som det fremgår af lovbemærkningerne, bør en sådan afgørelse som hovedregel og
altovervejende udgangspunkt alene gennemføres i dialog med barnet eller den unge,
forældrene og anbringelsesstedet og med deres frivillige medvirken til afgørelsens
gennemførelse.
Hvis det trods grundigt forarbejde og tæt inddragelse af barnet eller den unge og
forældrene og eventuelle andre personer ikke er muligt at opnå deres frivillige
medvirken til, at afgørelsen fuldbyrdes, skal kommunen foretage en afvejning af på
den ene side hensynet til barnets eller den unges behov for støtte og på den anden side
hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod en fuldbyrdelse, som barnet eller
den unge vil kunne opleve som indgribende.
Kommunen vil som led i afvejningen skulle vurdere, om det af hensyn til den unges
bedste er afgørende, at afgørelsen fuldbyrdes uden (yderligere) forsinkelse, eller om
det af hensyn til barnets eller den unges bedste vil være bedre at arbejde yderligere
med den unge. Der skal ved afvejningen tages højde for den unges alder, modenhed og
funktionsevne.
Kun i helt særlige tilfælde, hvor barnets eller unges behov for ændret støtte er meget
betydeligt og som udgangspunkt akut, vil der ud fra hensynet til barnets eller den
unges bedste kunne være grundlag for at tvangsfuldbyrde afgørelsen.
Et muligt eksempel kunne være en ung, som i teenageårene udvikler meget svære
adfærds- og tilpasningsproblemer, der kræver en højt specialiseret behandling, som
den unge ikke kan få på sit nuværende anbringelsessted, herunder i form af et
ambulant tilbud.
Jeg henviser i øvrigt til mine samtidige svar på L 68
–
spørgsmål nr. 4 og 5.
Med venlig hilsen
Astrid Krag