Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 8996
Doknr.
192911
Dato
15-01-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 14. januar 2020 stillet følgende spørgs-
mål nr. 17 vedrørende lovforslag nr. L 55 til social- og indenrigsministeren, som her-
med besvares.
Spørgsmål nr. 17:
”Det fremgår af ministerens svar på spørgsmål nr. 6, at ”Siden
det nuværende digitale
system blev idriftsat den 12. januar 2016, har denne integration mellem systemet og
CPR fungeret helt efter hensigten og uden uregelmæssigheder”. Vil ministeren i for-
længelse heraf bekræfte, at selv om systemet har fungeret efter hensigten og uden ure-
gelmæssigheder, er dette ingen garanti for, at systemet ikke har kunnet omgås eller
kunnet blive hacket f.eks. af fremmende magter, eller at systemet allerede er blevet
det?”
Svar:
Som det fremgår af mit svar på SOU L 55
–
spørgsmål nr. 7, findes der ikke nogen it-
systemer, der er 100 procent sikre. Når computersystemer hos så stærke organisatio-
ner som NASA og Mærsk kan hackes, er der ingen systemer, der er helt sikre.
Siden det nuværende vælgererklæringssystem blev idriftsat den 12. januar 2016, har
Social- og Indenrigsministeriet ikke kunnet konstatere nedbrud eller uregelmæssighe-
der i integrationen mellem systemet og CPR, og ministeriet har i øvrigt ikke haft
grundlag for en mistanke om, at denne integration har været kompromitteret eller
omgået.
Men jeg kan ikke udstede nogen absolut garanti for, at integrationen mellem det
kommende vælgererklæringssystem og CPR aldrig i fremtiden vil kunne hackes eller
omgås. Dog kan jeg garantere, at sikkerheden i det kommende vælgererklæringssy-
stem er en absolut topprioritet for mig, og at ministeriet arbejder fokuseret på at sikre
et meget højt beskyttelsesniveau. Konkrete tiltag i den forbindelse er bl.a. løbende
risikoanalyser og sikkerhedsprøver gennemført af eksterne sikkerhedseksperter. Når
det nye system er færdigudviklet og idriftsat, vil ministeriet også løbende monitorere
systemet med henblik på at identificere atypiske adfærdsmønstre.
Det er ingen hemmelighed, at Social- og Indenrigsministeriet i lang tid har haft et godt
og nært samarbejde med bl.a. Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterret-
ningstjeneste. Det er blot ét af vores mange tiltag for at skabe den bedst mulige sikker-
hed for, at der bliver passet godt på borgernes personlige oplysninger.
Med venlig hilsen
Astrid Krag