L 33 Forslag til lov om ændring af udbudsloven.

(Bortfald af retten til at dokumentere sin pålidelighed, hvis ansøger eller tilbudsgiver er udelukket som følge af endelig dom, præcisering af kravene til indholdet af opfordringer til at afgive tilbud m.v.).

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 03-10-2019
1. behandlet / henvist til udvalg 11-10-2019
Betænkning afgivet 14-11-2019
2. behandlet/direkte til 3. behandling 19-11-2019
3. behandlet, vedtaget 26-11-2019
Ministerområde:
Erhvervsministeriet
Resumé:
Lovforslaget skal sikre, at udbudsloven er i fuld overensstemmelse med udbudsdirektivet. Med forslaget gennemføres primært lovtekniske ændringer og præciseringer af udbudsloven.

Det indebærer bl.a., at ikkestatslige ordregivere - såsom kommuner og regioner - efter aftale med alle de virksomheder, som opfordres til at afgive tilbud, kan fastsætte kortere tilbudsfrister end lovens normale minimumsfrister.

Det præciseres også i lovforslaget, at virksomheder, der har indgået en bindende aftale om tilbagebetaling af skyldige skatter eller afgifter, ikke kan udelukkes fra deltagelse i konkurrencer om offentlige kontrakter.

Herudover indebærer lovforslaget, at en virksomhed, der ved endelig dom er udelukket fra deltagelse i konkurrencer om offentlige kontrakter, ikke har mulighed for at dokumentere sin pålidelighed.

Loven skal træde i kraft den 1. januar 2020.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 100 (S, V, DF, RV, SF, KF, ALT, NB og LA), imod stemte 8 (EL), hverken for eller imod stemte 0.