L 110 A Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven, selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, revisorloven og forskellige andre love.

(Kontrolpakken).

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
2. behandlet/direkte til 3. behandling 07-05-2020
3. behandlet, vedtaget 12-05-2020
Oprindeligt forslag:
Ministerområde:
Erhvervsministeriet
Resumé:
Lovforslaget gør det muligt at sætte hurtigere og mere målrettet ind over for økonomisk svindel gennem en styrket kontrol på selskabs- og regnskabsområderne og derved også at understøtte skatteforvaltningens indsats mod skatteunddragelse.

Der indføres styrket kontrol med, hvem der reelt udøver ledelsen af virksomheden, krav om dokumentation af identitet for udenlandske medlemmer af ledelsen og mulighed for udgående kontrol af virksomhedens reelle adresse. Regnskabskontrollen styrkes også på en række områder for at gøre det lettere fremover at gribe ind over for regnskabssvindel.

Desuden styrkes kravene til revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant, bl.a. ved at gøre det muligt at indbringe revisor for Revisornævnet for overtrædelser af hvidvaskloven og ved øget åbenhed om resultaterne af det offentlige tilsyn med revisorer.

Endelig indføres der mulighed for, at frivillige foreninger kan registrere repræsentanter og tegningsregel i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), så repræsentanterne får mulighed for at bruge privat NemID, når de handler på vegne af foreningen.

Loven skal træde i kraft den 1. juli 2020.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 96 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, NB, LA, Sikandar Siddique (UFG), Susanne Zimmer (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.