Folketingets Erhvervsudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
9. marts 2020
Besvarelse af spørgsmål 2 ad L 110 stillet af udvalget den 28. februar
2020 efter ønske fra Mona Juul (K).
Spørgsmål:
Vil ministeren redegøre for, hvordan den foreslåede måde at beregne ge-
byrstørrelse på for hvidvasktilsyn for revisorer og ejendomsmæglere ad-
skiller sig fra de øvrige sektorer, der betaler gebyr for hvidvasktilsyn - og
oplyse hvor store forskelle i gebyrstørrelser, der er for revisorer og ejen-
domsmæglere set i forhold til de øvrige sektorer, der betaler gebyr for hvid-
vasktilsyn?
Svar:
Med den i lovforslaget foreslåede gebyrordning vil gebyret for godkendte
revisorer og revisionsvirksomheder vedrørende hvidvasktilsynet i 2021
forventeligt udgøre ca. 2.275 kr. pr. revisor. Derudover betaler revisorerne
i forvejen enten 3.620 kr. eller 4.275 kr., afhængig af virksomhedstypen,
for revisortilsynet.
Gebyret vil med den i lovforslaget foreslåede ordning for godkendte ejen-
domsmæglere og ejendomsmæglervirksomheder for hvidvasktilsynet i
2021 forventeligt udgøre ca. 310 kr. pr. ejendomsmægler. Ejendomsmæg-
lere betaler ikke for det øvrige tilsyn Erhvervsstyrelsen fører med sektoren.
Finanstilsynet er fuldt afgiftsfinansieret. Afgiften, som virksomhederne op-
kræves, dækker samtlige af Finanstilsynets udgifter til tilsynsvirksomhed.
Afgiften for den enkelte virksomhed afhænger bl.a. af virksomhedens stør-
relse målt på specifikke omkostnings- eller indtægtstyper (f.eks. løn eller
balancesum) i regnskabsåret for opkrævningen. For pengeinstitutter ligger
afgiften Finanstilsynet opkrævede i 2019 i spændet mellem 2.000 kr.
–
ca.
84,5 mio. kr.
For så vidt angår advokater har Advokatsamfundet oplyst følgende, som
jeg kan henholde mig til: ”Alle
advokater i Danmark skal årligt betale bi-
drag til Advokatsamfundet, som blandt andet skal dække Advokatsamfun-
dets omkostninger til udkørende tilsynsbesøg hos advokater, forberedelse
og behandling af disciplinærsager samt telefonisk og skriftlig rådgivning
af advokater. Bidraget for 2020 udgør 7.500 kr. eksklusive moms. Alle ad-
vokater betaler samme beløb. Beløbet skal betales uanset advokaten det
pågældende år har været underlagt tilsyn. Der betales således ikke et sær-
skilt gebyr for tilsyn, herunder hvidvasktilsyn.
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
33 92 33 50
Fax.
33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
www.em.dk