TfK2015.1011OE - OE2015.S.3625.14
OE2015.S-3625-14
TfK2015.1011
40 dages fængsel for § 244-vold kunne gøres betinget med
vilkår om samfundstjeneste.
Strafferet 21.2 - 32.2.
T, født 1967, blev fundet skyldig i at have tildelt F, der sad i sin
bil, et knytnæveslag gennem den nedrullede siderude. T og F
boede på samme vej, og F havde påtalt, at T ikke havde styr på
sine hunde. Byretten idømte T en straf på ubetinget fængsel i 40
dage. En delvist betinget dom for overtrædelse af våbenloven
blev ikke udløst. Landsretten fandt straffen på fængsel i 40 dage
passende udmålt, men fandt det under henvisning til lov nr. 152
af 18. februar 2015 (Samfundstjeneste mv.) forsvarligt at gøre
straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste i 60 timer inden
for en længstetid på 6 måneder.
Ø.L.D. 1. juli 2015 i anke, 18. afd. S-3625-14
(Nikolaj Aarø-Hansen, Ulla Staal og Lars-Christian Sinkbæk (kst.)
med domsmænd).
Anklagemyndigheden
mod
T (adv. Kaj Høj, besk.).
Holbæk Rets dom af 15. december 2014
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 1. december 2014.
Tiltalen
T er tiltalt for
overtrædelse af straffelovens § 244,
ved
den 3. november 2014
ca. kl. 13.10 på - - - at have tildelt F, der sad i sin bil, et knytnæve-
slag ind gennem den nedrullede siderude.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om domsfældelse efter
anklageskriftet og påstået tiltalte idømt fængselsstraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig og påstået frifindelse.
Sagens oplysninger
Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af tiltalte T
og af vidnerne F og V.
Efter retsformandens bestemmelse er forklaringerne ikke lydopta-
get.
Tiltaltes forklaring
T har forklaret, at han bor 100 meter fra F. De bor på samme vej
i - - -. Tiltalte har boet på vejen siden 1996. Der har igennem årene
været flere småepisoder mellem tiltalte og F. Tiltalte har to hunde.
Om eftermiddagen den 3. november 2014 var tiltalte ude at gå med
sine hunde. En af hundene løb over til en anden hund på den anden
side af vejen. F kom kørende i sin bil. Han stoppede op og rullede
sideruden ned. Han sagde til tiltalte, at tiltalte ikke kunne styre sine
hunde, og at han heller ikke kunne passe på hunde. Tiltalte mener
også, at F sagde noget om, at han skulle rydde op på sin ejendom.
Tiltalte blev irriteret og sagde til F, at han ikke ville høre mere på
ham, og at han var et brokkehoved. Tiltalte stak sin hånd ind i bilen
og vippede F's briller af med sin højre pegefinger. Tiltalte gjorde
det i frustration og afmagt. Tiltalte mener, at brillerne røg ned i
skødet på F. Tiltalte tog ikke fat i F's krave. F blev forskrækket og
kørte.
Forevist fotos af F, bilag 3, har tiltalte forklaret, at det godt kan
være, at der er kommet mærker på F's næse, da tiltalte vippede hans
briller af. Tiltalte har fået en henvendelse fra politiet om deltagelse
Copyright © 2015 Karnov Group Denmark A/S
i konfliktråd, og tiltalte har meddelt politiet, at han gerne ville del-
tage.
Vidneforklaringer
F har forklaret, at han kender T, der bor på samme vej som vidnet
og vidnets kone. Vidnet har boet på vejen siden 1967. T's hunde
løber rundt i villahaverne, og T's biler står og flyder på vejen, så
det er svært at komme forbi i bil. T har også ladet en bil med en
dieselmotor stå og banke i længere tid udenfor vidnets bolig. Vidnet
har påtalt det over for T, og han har også spurgt, om T ikke kunne
fjerne hundenes efterladenskaber.
Om eftermiddagen den 3. november 2014 var vidnet i bil sammen
med sin kone på vej hjem fra stranden. Vidnet førte deres bil og
drejede ind på - - -. Han så T's hunde løbe ude på vejen og over
vejen. T gik i venstre side af vejen, hvor en anden mand med en
hund også gik. Vidnet måtte standse bilen for at undgå at køre
hundene ned. Da T havde fået kontrol over sine hunde, måtte vidnet
holde og vente på, at en modkørende bil passerede vidnet. T kom
ned ad vejen, og vidnet standsede bilen og rullede vinduet ned.
Vidnet spurgte T, om han ikke kunne få sine hunde til at tie stille.
Hundene havde gøet hele weekenden fra tidlig morgen til om afte-
nen. Vidnet syntes også, at det var nærliggende at tale med T nu
om det, da T i øvrigt ikke var nem at få fat i.
T sagde til vidnet: »Hold din kæft din gamle idiot og meld dig
ind i en brokklub«. Vidnet sagde til T, at han også syntes, at T
skulle rydde op i alt det gamle skidt, som T havde på sin ejendom.
Det lignede en skrotbunke, og der stod flere gamle biler. Carsten
rakte sin venstre hånd ind gennem bilens vindue og forsøgte at få
fat i vidnets krave. Vidnet drejede hovedet, og T slog med sin højre
hånd, der ramte vidnet på siden af næsen og på siden af ansigtet.
Det var et knytnæveslag, som T gav vidnet, og vidnet er sikker på,
at han blev ramt af et knytnæveslag. Han så, at T havde knyttet
hånden. Vidnets briller røg af, og de røg ned på gulvet i bilen. Imens
sprang T's hunde op på siden af vidnets bil. Hundene var ikke i
snor.
Vidnet fik nogle sår på næsen, og det blødte fra et sår. Vidnet blev
bange og chokeret. Vidnet fik rullet vinduet op, og T gik bag om
bilen og slog på bilen. Han sagde noget, som vidnet ikke kunne
høre.
Siden episoden har der ikke været kontakt mellem vidnet og T.
Vidnet har oplyst politiet, at han gerne vil medvirke i et konfliktråd.
Vidnet er blevet anbefalet af sin læge at søge psykologhjælp. Efter
episoden har vidnet været utryg, også i hverdagen, selvom han ikke
ser T.
V har forklaret, at hun er gift med F. Om eftermiddagen den 3.
november 2014 kørte de i deres bil. Vidnet sad på passagersædet
ved siden af sin mand. Da de skulle dreje ind på - - -, hvor de bor,
så de T's hunde løbe løs på kørebanen. Vidnets mand standsede
bilen og rullede vinduet ned. Han spurgte T, om han ikke kunne
prøve at få styr på sine hunde, så de ikke gøede fra morgen til aften.
Han spurgte også T om, hvorfor han ikke passede på sine hunde.
Der opstod en diskussion mellem T og vidnets mand, og T sagde
til vidnets mand: »Men skulle sådan en gammel idiot ikke melde
sig ind i brokkasse, så du kunne brokke dig lidt mere.« Vidnets
mand sagde til T, at han ikke skulle kalde ham for en gammel idiot.
T stak en hånd ind i bilen og tog fat i kraven på vidnets mand.
Vidnets mand fik vristet sig fri af grebet. Vidnet mener, at T tog
fat i kraven med sin højre hånd. Han slap grebet i kraven. Vidnets
mand sagde, at nu ville han ringe efter politiet. Med sin højre hånd
slog T derpå vidnets mand. Slaget var et knytnæveslag, og vidnets
mand blev ramt i ansigtet. Vidnet kunne se slaget. Hun sad og
kiggede på episoden. Brillerne røg af vidnets mand, og de røg ned
ved vidnets fødder på gulvet i bilen. Vidnet sagde til sin mand, at
side 1