Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
L 94 Bilag 1
Offentligt
2136538_0001.png
NOTAT
Den 13. november 2019
Høringsnotat
Høring af forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse
(nationale affaldshåndteringsplaner og nationale affaldsforebyggelsesplaner)
Lovforslaget blev i udkast sendt i ekstern høring den 25. september 2019 med frist for afgivelse af
høringssvar den 8. november 2019.
Miljø- og Fødevareministeriet har modtaget høringssvar fra 6 organisationer og virksomheder:
Følgende 3 høringsparter har fremsat bemærkninger til lovudkastet:
Dansk Affaldsforening, ITD Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport og KL.
Følgende 3 høringsparter har oplyst, at de ingen bemærkninger har til lovudkastet:
Dansk Byggeri, Dansk Industri og Novo Nordisk A/S.
I det følgende gennemgås de væsentligste høringssvar. Miljø- og Fødevareministeriets kommentarer
hertil er anført i kursiv. Høringssvarene er kun gengivet i hovedtræk. For detaljerede oplysninger om
svarenes indhold henvises der til de fremsendte høringssvar, som kan ses på Høringsportalen.
Det bemærkes, at foruden de ændringer, som høringssvarene har givet anledning til, er der i forhold til
høringsudgaven af 25. september foretaget visse redaktionelle og lovtekniske ændringer af udkastet til
lovforslaget.
1. Høringssvar
ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport
ITD efterlyser en præcisering af, at begrebet særskilt indsamling omfatter både husholdningsaffald og
erhvervsaffald. For ITD er det vigtigt, at særskilt indsamling ikke leder til indsamling af fraktioner,
som efterfølgende ikke kan genanvendes miljømæssigt ansvarligt med de eksisterende teknologier.
ITD finder det nødvendigt, at det fortsat vurderes og sikres, at de miljømæssige og økonomiske
konsekvenser ved øget sortering ikke overstiger de miljø- og klimamæssige samt økonomiske gevinster
ved særskilt indsamling. ITD er ikke umiddelbart enig i Miljø- og Fødevareministeriets vurdering af, at
forslaget ikke har økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervet.
Miljø- og Fødevareministeriets svar
ITD rejser en række relevante problemstillinger vedrørende affaldsdirektivets krav til særskilt
indsamling. Disse håndteres dog ikke inden for rammerne af lovforslaget, der alene har til hensigt at
foretage de lovtekniske justeringer, der er nødvendige for, at ministeren kan udarbejde den
nationale affaldshåndteringsplan i overensstemmelse med direktivforpligtelserne. Miljø- og
Fødevareministeriet kan oplyse, at der vil blive taget højde for
ITD’s input i forbindelse med
udarbejdelse af affaldshåndteringsplanen.
For så vidt angår de økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervet bemærkes det, at
lovforslaget som nævnt alene indeholder lovtekniske justeringer, og derfor medfører lovforslaget i
sig selv ikke konsekvenser for erhvervet.
Ministeriet finder således ikke anledning til at ændre lovforslaget på disse punkter.
Dansk Affaldsforening
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
L 94 - 2019-20 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra miljøministeren
2136538_0002.png
Dansk Affaldsforening ønsker, at direktivets krav til indholdet i affaldsforebyggelsesplanen fremgår
mere direkte af den danske lovgivning. Endvidere foreslår Dansk Affaldsforening, at indholdet i
miljøbeskyttelsesloven i højere grad afspejler kravene til affaldshåndteringsplanen fra direktivet, og at
man forholder sig til direktivets kan-bestemmelser i artikel 28, stk. 4.
Miljø- og Fødevareministeriets svar
Lovforslaget har til formål at gennemføre de ændrede krav til affaldshåndteringsplanerne og
affaldsforebyggelsesplanerne, så ministeren har hjemmel til at udarbejde planer i overensstemmelse
med de EU-retlige forpligtelser hertil. For så vidt angår direktivets krav til
affaldsforebyggelsesplanen, har Miljø- og Fødevareministeriet vurderet, at den ændrede artikel 29,
grundet sin omfangsrige karakter, ikke er egnet til at fremgå direkte af lovteksten. Det er derfor
valgt, at den gældende oplistning i miljøbeskyttelseslovens § 50 e, stk. 2, ophæves. Miljøministeren er
forpligtet til at overholde Danmarks EU-retlige forpligtelser, og skal således fastsætte indholdet i
affaldsforebyggelsesplanen i overensstemmelse med affaldsdirektivet. Det er i de specielle
bemærkninger specificeret, hvad denne forpligtelse aktuelt indebærer.
Hvad angår direktivets krav til affaldshåndteringsplanen, har Miljø- og Fødevareministeriet
suppleret den eksisterende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 46 c, stk. 2, i det omfang det er
nødvendigt for at gennemføre de nye krav. Ministeriet finder således ikke anledning til at ændre
lovforslaget på disse punkter.
KL
KL bemærker, at lovforslaget kun vil have minimale konsekvenser for kommunerne, men at det i
forbindelse med den politiske behandling af lovforslaget kan overvejes, om der er behov for
tydeliggørelse af kommunernes rolle med affaldsforebyggelse og den nationale plan herfor.
Miljø- og Fødevareministeriets svar
Miljø- og Fødevareministeriet har noteret sig dette synspunkt og vil inddrage det i det videre arbejde
med den nationale plan for affaldsforebyggelse.
2