L 9 - 2019-20 - Bilag 5: 1. udkast til betænkning

Retsudvalget 2019-20
L 9 Bilag 5
Offentligt

Til lovforslag nr.

L 9

Folketinget 2019-20

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 00. november 2019

1. udkast

til

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af straffeloven

(Forbud til dømte seksualforbrydere)

[af justitsministeren (Nick Hækkerup)]

1. Ændringsforslag

Der er stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget. Dansk

Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsfor‐

slag nr. 1 og, Socialistisk Folkepartis medlemmer af udval‐

get har stillet ændringsforslag nr. 2-4 , og justitsministeren

har stillet ændringsforslag nr. 5. til lovforslaget.

2. Indstillinger

Liberal Alliance og Sambandsflokkurin havde ved be‐

tænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed

ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske

bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt

i betænkningen.

3. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

mindretal (DF),

tiltrådt af

<>:

Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01.

Efter § 79 a indsættes i

9. kapitel:

»§ 79b.

Den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for

en overtrædelse af §§ 216, eller 222, § 223, stk. 2, § 225, jf.

§§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, kan ved dommen pålægges at

blive underlagt behandling med kønsdriftdæmpende medi‐

cin ved løsladelsen eller udskrivelsen.

Stk. 2.

Et behandlingspålæg efter stk. 1 gives indtil videre.

Stk. 3.

Den dømte kan 5 år efter løsladelsen eller udskri‐

velsen forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgs‐

målet om behandlingspålægget for retten. Når særlige om‐

stændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at

indbringelse for retten sker tidligere. Afgørelsen træffes ved

kendelse. Går afgørelsen ud på, at behandlingspålægget helt

eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes

for retten, dog tidligst efter 2 års forløb.

Stk. 4,

Modsætter den dømte sig behandlingspålægget ef‐

ter stk. 1, træffer politiet bestemmelse om behandlingens

iværksættelse og yder bistand hertil.

Stk. 5.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om prø‐

velsen, fremgangsmåden og gennemførelsen af behandlings‐

pålægget efter stk. 1, herunder politiets bistand hertil.««

[Indsættelse af bestemmelse om tvungen behandling med

kønsdriftdæmpende medicin]

Af et

mindretal (SF),

tiltrådt af

<>:

Nr. 3

udgår.

[Ændring af udgangspunktet for forbuddets varighed]

I den under

nr. 5

foreslåede affattelse af

§ 236, stk. 8,

2. og 3. pkt.,

udgår »uden retskendelse«, og der indsættes ef‐

ter 3. pkt.:

»Politiets anvendelse af indgreb som anført i 2. og 3. pkt.

sker efter rettens kendelse, medmindre den dømte meddeler

skriftligt samtykke til, at indgrebet foretages.«

[Indførelse af tilsyn med retskendelse]

justitsministeren,

tiltrådt af <>:

DokumentId

Journalnummer

L 9 - 2019-20 - Bilag 5: 1. udkast til betænkning

Til § 2

stk. 2

ændres »§ 1, nr. 1-3« til: »§ 1, nr. 1 og 2«

[Konsekvensændring]

Stk. 2

udgår.

Stk. 3 bliver herefter til stk. 2.

[Ændret ikrafttræden]

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede § 79 b, stk. 1, har til formål at indføre en

mulighed for, at retten kan idømme visse seksualforbrydere

tvungen behandling med kønsdriftdæmpende medicin (så‐

kaldt ”medicinsk kastration”). Den foreslåede ordning vil

gælde for personer, der idømmes ubetinget fængselsstraf el‐

ler anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse af straffelovens § 216 om voldtægt, §

222 om seksuelt forhold til et barn under 15 år og § 223, stk.

2, om seksuelt forhold til en person under 18 år ved groft

misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed.

Ordningen foreslås ligeledes at gælde for personer, der har

overtrådt ovennævnte bestemmelser ved andet seksuelt for‐

hold end samleje, jf. straffelovens § 225.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at det er retten, der

træffer afgørelse om varigheden af den medicinske behand‐

ling, og at et behandlingspålæg gives indtil videre, dvs. tids‐

ubegrænset.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at den dømte 5 år efter

løsladelsen eller udskrivelsen kan forlange, at anklagemyn‐

digheden indbringer spørgsmålet om behandlingspålægget

for retten. I den forbindelse vil retten kunne træffe afgørelse

om, at behandlingen skal ophøre. Afgørelsen træffes ved

kendelse. Retten skal forkorte behandlingsperioden, hvis ret‐

ten vurderer, at der ikke længere er risiko for, at den dømte

vil begå ny, lignende kriminalitet, selv om behandlingen af‐

brydes. Retten skal som ved vurderingen efter det forslåede

stk. 2 inddrage sagkyndig bistand, herunder fra læger, sexo‐

loger eller psykologer.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at i de tilfælde, hvor

den dømte modsætter sig behandlingspålægget, træffer poli‐

tiet bestemmelse om behandlingens iværksættelse og yder

bistand hertil. Politiets bistand vil således kun være nødven‐

dig i de situationer, hvor den domfældte ikke frivilligt mø‐

der op, når denne indkaldes til behandlingen, eller hvor den

domfældte ved f.eks. at nægte at tage sin medicin afbryder

behandlingen inden udløbet af behandlingspålægget.

Det følger af det foreslåede stk. 5, at justitsministeren

fastsætter nærmere regler om gennemførelse og prøvelse af

et behandlingspålæg efter stk. 1. Det forudsættes, at der bl.a.

vil blive udstedt nærmere regler om, hvilke præparater, der

skal anvendes i forbindelse med behandlingen, gennemfø‐

relsen af kontrol af, at den domfældte ikke afbryder behand‐

lingen, og de nærmere rammer for politiets bistand til gen‐

nemførelsen af behandlingspålægget. Der vil derudover og‐

så kunne fastsættes nærmere regler om behandlingen af an‐

modninger om afbrydelse af behandlingen efter det foreslåe‐

de stk. 3. Justitsministeren forudsættes ved fastsættelsen af

reglerne at inddrage relevant sagkyndig bistand, herunder

fra læger, sexologer eller psykologer.

Det er Justitsministeriets vurdering, at en mulighed for

at idømme seksualforbrydere tvungen medicinsk kastration

vil rejse spørgsmål i forhold til Danmarks internationale for‐

pligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds‐

konventions artikel 3 om forbud mod bl.a. umenneskelig og

nedværdigende behandling samt artikel 8 om retten til re‐

spekt for bl.a. privatliv og familieliv.

Hertil kommer, at det er et almindeligt anerkendt grund‐

læggende princip, at medicinsk behandling af personer, kun

kan iværksættes med den pågældendes informerede samtyk‐

ke. Dansk ret er indrettet i overensstemmelse hermed, såle‐

des at tvangsindlæggelse og tvangsbehandling alene kan ske

i henhold til psykiatriloven. Det bemærkes i den forbindelse,

at pædofili betragtes som en seksuel afvigelse og ikke som

en sindssygdom omfattet af psykia-triloven.

Endvidere kan behandling med kønsdriftsdæmpende me‐

dicin medføre alvorlige – eventuelt livstruende – bivirknin‐

ger så som leverpåvirkninger, tumorer og afkalkning af

knoglerne. Personer, der modtager en sådan behandling, skal

derfor regelmæssigt undersøges og kontrolleres, således at

behandlingen kan afbrydes, hvis der optræder komplikatio‐

ner af en vis sværhedsgrad. Sådan behandling og kontrol

kræver derfor også i praksis, at personen aktivt (og frivilligt)

medvirker.

Regeringen kan på den baggrund ikke støtte et ændrings‐

forslag, der indebærer, at en person, som er dømt for visse

seksualforbrydelser, kan underlægges tvungen behandling

med kønsdriftdæmpende medicin.

Til nr. 2

Det følger af straffelovens § 236, stk. 4, at forbud gives

på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom eller indtil videre.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folke‐

tingstidende, 2012-2013, A, L 141 som fremsat, side 67, at

udgangspunktet er, at forbud gives tidsbegrænset, og at tids‐

ubegrænset forbud kun anvendes i særligt grove tilfælde,

hvor der er grundlag for at antage, at der stadig efter mere

end 5 år efter endelig dom vil være nærliggende fare for ny

lignende kriminalitet.

Med ændringsforslaget udgår nyaffattelsen af straffelo‐

vens § 236, stk. 4, således, at udgangspunktet fremover fort‐

sat vil være, at et forbud gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra

endelig dom.

Til nr. 3

Den foreslåede bestemmelse har til formål at indføre et

krav om retskendelse, hvis politiet som led i gennemførelsen

af tilsyn med dømte seksualforbrydere mod den dømtes vilje

vil skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokalite‐

ter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelse

heraf, eller vil foretage undersøgelse af breve og andre papi‐

rer og andre genstande, som den dømte råder over, og om

nødvendigt medtage disse med henblik på at undersøge de‐

res indhold.

L 9 - 2019-20 - Bilag 5: 1. udkast til betænkning

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kompeten‐

cen til at beslutte, at politiet kan gennemføre undersøgelser

af den dømtes bolig, breve mv., er henlagt til retten, med‐

mindre den dømte skriftligt giver samtykke til at indgrebet

foretages. I så fald træffes beslutningen af politiet.

Retten kan ved kendelse bestemme, at politiet som led i

tilsynet kan foretage en undersøgelse af den dømtes bolig og

andre lokaliteter, som den dømte råder over, og at politiet i

den forbindelse kan skaffe sig adgang til boligen mv. Ken‐

delsen kan angå et bestemt tilsynsbesøg eller give politiet

mulighed for at foretage flere tilsynsbesøg på vilkårlige tids‐

punkter inden for en nærmere angivet periode. Kendelsen

kan omfatte alle lokaliteter på en adresse eller være begræn‐

set til bestemte lokaliteter.

Retten kan endvidere tillade, at politiet kan foretage un‐

dersøgelse af breve og andre papirer og andre genstande,

som den dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse

med henblik på undersøgelse af deres indhold.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for at imøde‐

komme politiets anmodning om retskendelse, vil retten

navnlig kunne påse, at den dømte er meddelt et forbud efter

straffelovens § 236, stk. 1, og at de indgreb, som anmodnin‐

gen vedrører, anses for nødvendige af hensyn til at gennem‐

føre tilsynet og dermed sikre, at den dømte overholder for‐

buddet.

Rettens kendelse skal ledsages af grunde i overensstem‐

melse med den almindelige bestemmelse i retsplejelovens §

218, stk. 1, 1. pkt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

En anmodning om retskendelse kan indgives i enhver

retskreds, hvor oplysning i sagen må antages at kunne tilve‐

jebringes. Det svarer til ordningen efter retsplejelovens §

694, stk. 1, om retsmøder under efterforskning.

Den dømte underrettes ikke om afholdelse af retsmøder

med henblik på at opnå rettens kendelse, da dette vil hindre,

at tilsynet gennemføres effektivt, uden at den dømte har mu‐

lighed for at indrette sig herpå. Politiet skal i forbindelse

med undersøgelsen af den dømtes bolig, breve mv. på for‐

langende give den dømte adgang til at gøre sig bekendt med

rettens kendelse og andre tilførsler til retsbogen.

Der er principielt intet til hinder for at fastsætte et krav

om, at politiet i forbindelse med tilsynet med dømte seksual‐

forbrydere skal indhente en retskendelse forud for iværksæt‐

telsen af undersøgelserne af den dømtes bolig, breve mv.

Et sådant krav vil dog kunne være til hinder for en effek‐

tiv og fleksibel tilrettelæggelse af tilsynet. Det bemærkes i

den forbindelse, at der med lovforslaget er lagt op til, at til‐

synet med bolig- og besøgsforbud skal gennemføres ved, at

politiet opsøger den dømte i dennes bolig hver 14. dag eller

en gang om måneden, alt efter om den dømte er i sexologisk

behandling.

Hertil kommer, at det efter Justitsministeriets vurdering

er tvivlsomt, om et krav om indhentelse af en retskendelse

reelt vil bidrage til den dømtes retssikkerhed. Det bemærkes

i den forbindelse, at der er tale om et lovbestemt tilsyn, som

ikke baserer sig på en konkret mistanke om et strafbart for‐

hold, som vil kunne efterprøves af domstolene. En eventuel

domstolsprøvelse vil derfor navnlig kunne vedrøre, om den

dømte er meddelt et forbud efter straffelovens § 236, stk. 1,

og om gennemførelsen af tilsynet kan anses for nødvendig

af hensyn til at sikre, at den dømte overholder dette forbud.

På den baggrund kan jeg ikke støtte et ændringsforslag,

der indfører en bestemmelse om indhentelse af en retsken‐

delse i forbindelse med iværksættelsen af undersøgelser af

den dømtes bolig, breve mv.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring i lovforslagets

ikrafttrædelsesbestemmelse som følge af, at lovforslagets §

1, nr. 3 udgår.

Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger,

har en række konkrete sager med dømte seksualforbrydere,

der efter udstået straf har begået nye overgreb, vist, at der er

behov for at styrke indsatsen på området.

En del af den styrkede indsats består i, at et forbud frem‐

over som udgangspunkt skal gives indtil videre, dvs. uden

tidsbegrænsning.

Domstolene skal dog fortsat efter en konkret vurdering af

karakteren af det begåede forhold og sagens øvrige omstæn‐

digheder, herunder den dømtes personlige forhold, kunne

beslutte at tidsbegrænse forbuddet i 1-5 år. Det vil navnlig

være relevant, når der er tale om mindre alvorlige lovover‐

trædelser, der ikke er begået mod børn, tiltalte ikke tidligere

er dømt for lignende kriminalitet, og tiltaltes personlige for‐

hold taler for, at forbuddet tidsbegrænses.

Det er vigtigt at understrege, at et tidsubegrænset forbud

ikke indebærer, at forbuddet aldrig ophører. Det indebærer

derimod, at forbuddet først ophører, når en domstol har vur‐

deret, at der ikke længere er grund til at opretholde forbud‐

det, herunder at der ikke længere er fare for, at den dømte

seksualforbryder vil begå ny lignende kriminalitet.

Som anført i de samtidige besvarelser af spørgsmål nr. 2

og 3 vedrørende lovforslaget, finder jeg det hensigtsmæs‐

sigt, at det fremover er udgangspunktet, at domstolene vur‐

derer, om der ikke længere er grund til at opretholde forbud‐

det, fremfor at forbuddet som udgangspunkt ophører efter en

nærmere fastsat periode.

Jeg kan derfor ikke støtte et ændringsforslag, der indebæ‐

rer, at udgangspunktet er, at forbud gives tidsbegrænset for

en varighed af mellem 1 og 5 år.

Til nr. 5

Ændringsforslaget indebærer, at lovforslagets § 1, nr.

1-3, kun finder anvendelse på forbud, der gives i anledning

af lovovertrædelser, der bliver begået efter lovens ikrafttræ‐

den. Dette indebærer, at de foreslåede ændringer om op‐

holdsforbuddets rækkevidde, betingelserne for at meddele

forbud og forbuddets varighed finder anvendelse på forbud,

der gives efter lovens ikrafttræden, i anledning af lovover‐

trædelser, der er begået efter lovens ikrafttræden.

Justitsministeriet er efter lovforslagets fremsættelse ble‐

vet opmærksom på, at uagtet at et forbud efter straffelovens

§ 236 efter dansk ret anses som en anden retsfølge end straf,

vil der være en risiko for, at Den Europæiske Menneskeret‐

tighedsdomstol vil anse et sådant forbud for en straf omfat‐

tet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions arti‐

kel 7, stk. 1. Hvis dette er tilfældet, kan lovforslagets § 1, nr.

L 9 - 2019-20 - Bilag 5: 1. udkast til betænkning

1-3, ikke gives virkning for forhold, der er begået forud for

lovens ikrafttræden, da artikel 7, stk. 1, indeholder et

ubetinget forbud mod, at straf pålægges eller skærpes

med tilbagevirkende kraft. Henset hertil, finder Justitsmini‐

steriet det rigtigst, at lovforslagets § 1, nr. 1-3, alene får

virkning for forhold begået efter lovens ikrafttræden, hvilket

foreslås med nærværende ændringsforslag.

4. Politiske bemærkninger

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober 2019 og var til

1. behandling den 1. november 2019. Lovforslaget blev efter

1. behandling henvist til behandling i Retsuvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med ud‐

valgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketin‐

gets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i [1] møde.

Høringssvar

Lovforslaget er med enkelte justeringer en genfremsæt‐

telse af lovforslag nr. L 173, folketingsåret 2018-19, 1. sam‐

ling. I forbindelse med genfremsættelsen har lovforslaget ik‐

ke været sendt i fornyet høring. Den 27. februar 2019 sendte

justitsministeren høringssvar og høringsnotat over lovfor‐

slag nr. L 173, folketingsåret 2018-19, 1. samling, til udval‐

get, jf. bilag 1.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt [4] bilag på lovfor‐

slaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget <antal>

skriftlige henvendelser om lovforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget <antal> de‐

putationer, der mundtligt har redegjort for deres holdning til

lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet [28] spørgsmål

til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren

har besvaret.

Flemming Møller Mortensen (S) Jeppe Bruus (S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Rasmus Stoklund (S)

Lars Aslan Rasmussen (S) Kristian Hegaard (RV)

nfmd.

Nils Sjøberg (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)

Lisbeth Bech Poulsen (SF) Rosa Lund (EL) Søren Søndergaard (EL) Sikandar Siddique (ALT) Aaja Chemnitz Larsen (IA)

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Sjúrður Skaale (JF) Preben Bang Henriksen (V)

fmd.

Jan E. Jørgensen (V) Britt Bager (V)

Inger Støjberg (V) Marcus Knuth (V) Michael Aastrup Jensen (V) Karsten Lauritzen (V) Peter Skaarup (DF)

Dennis Flydtkjær (DF) Karina Adsbøl (DF) Naser Khader (KF) Mai Mercado (KF) Pernille Vermund (NB)

Liberal Alliance og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

Dansk Folkeparti (DF)

Radikale Venstre (RV)

Socialistisk Folkeparti (SF)

Enhedslisten (EL)

Det Konservative Folkeparti (KF)

Alternativet (ALT)

Nye Borgerlige (NB)

Liberal Alliance (LA)

Inuit Ataqatigiit (IA)

Siumut (SIU)

Sambandsflokkurin (SP)

Javnaðarflokkurin (JF)

Uden for folketingsgrupperne (UFG)