Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 9:

Forslag til lov om ændring af straffeloven. (Forbud til dømte seksualforbrydere).

Af justitsministeren (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 02.10.2019).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er fra Socialdemokratiet. Hr. Jeppe Bruus.

Tak for det. I 2007 bliver en pædagogmedhjælper dømt for talrige seksuelle overgreb mod 13 børn i en børnehave i Beder. Han får 3 års fængsel. Undervejs, mens han afsoner, ændrer han navn, og siden flytter hen til en anden landsdel. Her kommer han i kontakt med to søstre i forbindelse med fællesaktiviteter i den boligforening, hvor både han og pigerne bor. Han sidder på Bænken, som er et mødested i boligområdet, og laver smykker. Pigerne er 3 og 8 år. I tre år forgriber han sig på dem, og i 2018 bliver han kendt skyldig i groft seksuelt misbrug af de to søstre, bl.a. i flere forsøg på og fuldbyrdet anal voldtægt mod den ældste af pigerne. Det er selvfølgelig frygteligt at stå og sige fra den her fine talerstol, men det er intet i forhold til de overgreb, som alle børnene i den her sag har været udsat for, og det liv, som både de involverede børn og deres nære skal leve. Det er desværre ikke en enestående sag. Det burde jo slet ikke kunne ske. Det må ikke kunne ske. Det her lovforslag skal bidrage til at forhindre, at det sker.

Lovforslaget er en del af en helhedsorienteret indsats, som jo bl.a. handler om at give bedre behandling til dømte under afsoning, ved at samarbejde mellem myndighederne for at undgå nye overgreb. Og så endelig det, som jo er kernen i lovforslaget her, altså et forbud mod, at dømte efter afsonet straf kan opholde sig sammen med eller være i nærheden af børn, også ud over det gerningssted, hvor forbrydelsen er begået.

For det første vil man udvide rækkevidden af opholdsforbud, så det ikke kun omfatter områder i nærheden af gerningsstedet, men jo altså også andre områder, legepladser, boligforeninger, hvor der er børn, institutioner osv. Det her forbud skal kunne gives, allerede når det må antages, at der er fare for, at den dømte efter afsoning vil kunne begå ny lignende kriminalitet. Og som noget nyt skal det også fremover som udgangspunkt gives tidsubegrænset.

For det andet vil man skærpe tilsynet med dømte seksualforbrydere og give mulighed for, at politiet kan føre uanmeldte tilsyn med dømtes overholdelse af forbud. Politiet skal bl.a. som led i tilsynet uden retskendelse kunne undersøge den dømtes bolig, også breve og andre papirer.

For det tredje skal politiet kunne videregive oplysninger til indehavere eller ledere af virksomheder og institutioner m.v., altså hvor de personer, som har fået forbud mod at opholde sig i den pågældende virksomhed eller institution, er.

Endelig for det fjerde vil vi hæve strafferammen for overtrædelse af forbuddet fra 4 måneders til 2 års fængsel.

Som jeg sagde, er det her jo en del af en helhedsorienteret indsats, hvor man bl.a. vil styrke behandlingen af dømte pædofile osv., opkvalificering af fængselspersonalet, der arbejder med de her mennesker, og også særlig styrke samarbejdet mellem relevante myndigheder. Det skal altså ses som en del af en helhedsorienteret indsats, og ikke overraskende støtter Socialdemokratiet lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fra Venstre, og det er fru Inger Støjberg.

Ét overgreb mod ét barn, det er ét for meget. Samfundet skal stå klar til at hjælpe et barn, hvis det bliver udsat for seksuelle overgreb, og samtidig også sikre, at gerningsmanden bliver straffet og ikke forgriber sig på børn igen. Der har, som den tidligere ordfører jo netop har sagt, været en række sager med dømte seksualforbrydere, som har begået nye overgreb, efter at de har afsonet deres straf. Det har så vist, at der er et behov for at styrke indsatsen på området. Derfor er vi meget tilfredse med, at regeringen har valgt at genfremsætte det her lovforslag, som blev fremsat af den tidligere V-, K- og LA-regering.

Vi har jo bl.a. set sager, hvor en dømt seksualforbryder er rejst til en anden del af landet for at begå nye overgreb mod nye børn i en anden kommune, og det må ganske enkelt ikke ske. Så med lovforslaget udvides geografien, med hensyn til hvor et forbud kan gælde. Bare fordi forbrydelsen er begået et sted, behøver det jo ikke være sådan, at det er det samme sted næste gang. Med lovforslaget kan vi derfor forbyde en dømt at opholde sig i svømmehaller og i parker og på strande i en bestemt kommune eller i flere kommuner. Så kan man forhåbentlig forhindre, at seksualforbryderne begår nye overgreb i en anden svømmehal, på en anden legeplads eller noget lignende.

Lovforslaget betyder også, at det bliver lettere for domstolene at udstede et forbud, og at de som udgangspunkt er tidsubegrænsede. Samtidig hæves straffen, hvis den dømte seksualforbryder overtræder forbuddet. Det sender jo netop et skarpt signal til den dømte seksualforbryder om, at hvis han f.eks. ikke vil gå i behandling, så bliver konsekvenserne og tilsynet hårdere.

De uhyrlige sager, som vi har set, hvor kommuner ikke har haft styr på dømte seksualforbrydere i deres kommuner, viser, at der er et behov for, at forbuddene håndhæves på langt mere effektiv, men også langt mere systematisk måde. Derfor skal politiet føre mere tilsyn med, at den dømte overholder det forbud, han er blevet pålagt. Det betyder, at kommunen skal komme på uanmeldte besøg hos den dømte, og at politiet skal kunne undersøge f.eks. den dømtes computer, telefon og lignende uden en retskendelse, netop så den dømte ikke kan fortsætte de forfærdelige aktiviteter, som der ligger til grund, ligesom politiet får mulighed for at videreføre oplysninger om et forbud vedrørende en seksualforbryder til de indehavere og bestyrelser, der måtte være, af virksomheder og institutioner – det kunne være svømmehaller eller idrætshaller, som det drejer sig om – netop så vi kan være med til at forhindre, at nye overgreb sker.

Det her lovforslag sender med andre ord et tydeligt signal om, at overgreb mod børn ikke er noget, samfundet accepterer, og at samfundet tager et ansvar for at stoppe de her overgreb. Så tiltagene her kan Venstre naturligvis bakke helt op om, og det kan vi jo bl.a. også, kan man se, fordi det er en genfremsættelse af et lovforslag, som vi selv fremsatte i sin tid.

Tak til ordføreren. Der er ikke noget ønske om korte bemærkninger. Dermed går vi videre i ordførerrækken til Dansk Folkeparti og til hr. Peter Skaarup.

Tak til regeringen for at genfremsætte det her forslag. Det er jo et forslag, der har til formål at stramme mere hårdt op over for seksualforbrydere. Hvad angår kriminelle, der begår en rigtig grov kriminel handling over for andre mennesker på den måde, som vi ser det, ikke mindst over for børn, jamen der har vi en forpligtelse til fra samfundets side at være meget mere strikse i forhold til at overvåge de pågældende og sikre, at de ikke slipper fri af de krav, vi stiller til dem, også efter at de har udstået deres straf.

Der må man jo sige, at der, som også fru Inger Støjberg var inde på, desværre har været nogle rigtig, rigtig grimme tilfælde, hvor det har vist sig, at pædofile fortsætter deres kriminalitet, også efter at de har fået en straf og er ude, men hvor kommuner har haft meget lille overvågning af dem. Det har så gjort, at der er sket nye overgreb. Det kan vi ikke være tjent med, og derfor er det godt, at regeringen fortsætter den linje fra den tidligere regering, som jo også Dansk Folkeparti var med til at inspirere til, nemlig at der kom til at være en hårdere konsekvens, når det er, at vi har de her tilfælde.

Det, man selvfølgelig er nødt til også at kigge på, er, om det her er nok, altså om vi så er i mål, når vi indfører de her tiltag. Det er klart, at vi, når vi kigger hen over forslaget, måske ikke har en tro på, at det kan lade sig gøre at opfange alle de tilfælde, hvor nogle udnytter den frihed til at kunne begå nye overgreb, efter de har fået friheden. Derfor kigger vi os også i Dansk Folkeparti om efter nogle stramninger i forhold til det her forslag, og vi vil ikke udelukke, at vi i forbindelse med udvalgsbehandlingen vil komme med forslag, der kan stramme op på nogle af de her områder. Det handler jo om den længde, der er, for de krav, der stilles til de pågældende. Vi har sådan set ikke noget behov for, at der er tidsbegrænsninger på. I forslaget nævnes de her 1-5 år, som man i nogle tilfælde kan benytte sig af. Vi ser ikke noget behov for at have nogen tidsbegrænsning på, men ser det snarere sådan, at når man konstaterer, at man tror på, at pågældende er i stand til at tage vare på sig selv uden at begå nye overgreb, ja, så kan man give fri i forhold til de her krav, vi stiller.

Vi har også den holdning i Dansk Folkeparti, at vi skal introducere medicinsk kastration af pædofile. Når det er sådan, at man f.eks. ikke som pædofil vil tage imod behandling, når man sidder inde, ja, så er der jo en stor risiko for, at man på et eller andet tidspunkt på den anden side af en straf kan begå ny kriminalitet. Og der er der rigtig gode resultater såkaldt medicinsk kastration. For så er man ikke i stand til at være drevet af den sygelige lyst, man har, til at være sammen med børn. Så der er nogle områder her, vi gerne vil være mere klare på i forhold til forslaget, ikke sådan at forstå, at vi vil sige nej til det forslag, der ligger, for det er et skridt på vejen. Vi kunne bare godt tænke os at gå længere, for vi tror ikke på, at det her forslag i sig selv kommer til at redde vores samfund fra alle de tilfælde, hvor nogle, der er drevet af den her sygelige lyst, vil fortsætte deres forehavende på den anden side af deres straf.

Men alt i alt er der positive vibrationer her fra Dansk Folkepartis side, og vi bakker op, men vil gerne gå videre.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ingen ønsker om korte bemærkninger, og dermed går vi videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard.

Tak for det. Jeg tillader mig lige indledningsvis at gøre et par bemærkninger om at være her på talerstolen for første gang, så jeg går måske 1 eller 2 minutter over tiden. For sidst jeg fik lov til at tale i Folketingssalen, gjorde jeg det nede fra bageste række, og nu er det så blevet muligt at komme herop – og hvor ser I bare brandgodt ud heroppefra. Jeg var lidt spændt på, om elevatoren virkede, når jeg skulle herop første gang, for det er jo altid lidt spændende den allerførste gang.

At komme herop er et lille rul for mig, men jeg håber, at det er et stort rul for, at endnu flere kan få de muligheder, jeg har fået, at endnu flere kan opnå deres drømme og skabe håb, uanset hvilke forudsætninger man har, at vi gør Danmark til mulighedernes land. For vi bliver kun stærkere som samfund, hvis vi alle får lov til at bidrage med det, vi kan, hver især. For ingen kan alt, men alle kan noget, og sammen kan vi endnu mere. Og jeg vil bidrage med alt det, jeg kan, heroppefra og i det daglige arbejde.

I 9. klasse var jeg indlagt 30 dage på Rigshospitalet efter en operation, og det var virkelig kedeligt. Jeg så debatter på Folketingskanalen på DR2 dagen lang – nogle vil mene, at det var endnu mere kedeligt – og det havde de altså dengang aldrig oplevet at der var nogen på børneafdelingen der gjorde, men det fik de langsomme dage til at gå lidt hurtigere. Og jeg sagde dengang, at jeg håbede, at det blev mig en dag, men jeg ved ikke helt, om jeg troede på det. Og derfor er det et specielt øjeblik for mig at være heroppe. Men samtidig har jeg det også som Elna Munch, der i 1918 var den første kvinde her på Folketingets talerstol. For som hun sagde – nok var hun den første kvindelige politiker på talerstolen, men først og fremmest var hun radikal. Så derfor vil jeg nu gå videre til at tale om lovforslaget.

Lovforslaget består af seks elementer: rækkevidde af opholdsforbud, betingelser for opholdsforbud, tilsyn under opholdsforbud, varighed af opholdsforbud, videremeddelelse af opholdsforbud og strafskærpelse. Jeg vil særlig tale om de tre-fire første elementer, for vi får rig mulighed for at drøfte detaljerne i udvalgsbehandlingen.

Så jeg vil starte med ligesom de foregående ordførere at slå fast, at der ikke er nogen som helst, der nærer et eneste gram sympati for seksualforbrydere, så det er sådan set ikke vores holdning til det, der på nogen måde er til debat i dag. Første del af lovforslaget handler om rækkevidden af opholdsforbud, og fra Radikale Venstres side synes vi, det giver udmærket mening, at man ikke som i dag udelukkende kan afgrænse det til et gerningssted, men at det er et nærmere afgrænset område. For det må jo bero på en konkret og individuel vurdering og ikke kun på, hvor en forbrydelse har fundet sted.

Men det rejser også et spørgsmål om, hvad et nærmere afgrænset område kan bestå af. Kan det være hele København? Og hvad så, hvis man indkaldes til Rigshospitalet? Kan det dække over et område, hvor man har fast ejendom, som man dermed ikke kan opholde sig i? Og kan det være et område, hvor ens familie bor, som man ikke har begået overgreb mod, og at det dermed går ud over samvær med familie og udgør en krænkelse af familielivet? Det er også det, der står i lovbemærkningerne potentielt kan udgøre et indgreb i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Så er der spørgsmålet om betingelser. I dag er det sådan, at hvis man får opholdsforbud, boligforbud, besøgsforbud eller kontaktforbud, kan det gives, hvis der er nærliggende fare for gentagelseskriminalitet. Nu bliver det så ændret til, at der bare skal være fare for det, og der vil Radikale Venstre stille spørgsmål om, hvad det helt præcist betyder at gå til den lidt vage formulering, altså fra »nærliggende fare« til blot »fare«. Det virker lidt vagt, og den retssikkerhed vil vi gerne have afdækket nærmere.

Hvad vi så også er betænkelige ved, er, at opholdsforbuddet som udgangspunkt gøres tidsubegrænset. Tidsubegrænset – det er nok at gå lidt for vidt og er en indskrænkning i bevægelsesfriheden lidt over, hvad der er nødvendigt. Og mon ikke samme formål kan opnås på anden vis.

Så er der spørgsmålet om det nye tilsyn, og det er nok her, det stritter allermest for mig. For det nye tilsyn går ud på, at politiet i den her tidsubegrænsede periode uden en dommerkendelse til hver en tid kan ransage en tidligere dømts bolig, og det er altså meget indgribende og nok også for indgribende. Skal man, når man har udstået sin straf, leve med en konstant frygt for at være mistænkt og for, at politiet stormer ens bolig, læser alle ens sms'er og mails om private forhold uden dommerkendelse? Det er nok at gå lidt vidt, og her betragter man det netop som forebyggende, og dermed kan man gå uden om strafferetsplejen. Det er nok en lille udfordring af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det er noget af det, vi kommer til at sætte spørgsmålstegn ved. For det afgørende for, om det er ulovligt eller ej, er, om indgrebet kan beskrives som nødvendigt, altså om samme formål kan opnås på anden vis. Den argumentation løftes ikke i lovbemærkningerne, synes vi i hvert fald, så det må vi høre ministerens vurdering af på et tidspunkt. Vi synes, det er en noget lemfældig tilgang til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jeg er også bekymret for de mange ressourcer, det drejer sig om. Vi binder politiet til at lave det her nye bureaukratiske tilsynsarbejde, og politiet er rigelig presset i forvejen.

Så samlet set er det tommelfingeren ned fra Radikale Venstres side. Men vi kan i hvert fald støtte det ændringsforslag, ministeren har lagt frem, så vi ikke straffer med tilbagevirkende kraft. Vi ser frem til udvalgsbehandlingen – der er rigtig meget at rette op på.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning, så ordføreren skal blive på talerstolen et kort øjeblik endnu. Hr. Jeppe Bruus fra Socialdemokratiet, værsgo.

Tak for det. Jeg synes jo bare, der er anledning til at markere den her historiske begivenhed. Tillykke til ordføreren, både med at blive valgt til Folketinget, men jo også med faktisk at kunne bevæge sig hele vejen op på talerstolen. Det synes jeg er rigtig flot, og det er også, synes jeg, flot af Folketingets tidligere formand faktisk at tage initiativ til, at det selvfølgelig blev muligt at indrette salen således. Ordføreren refererer jo lidt kækt tilbage til andre Radikale, der har stået på talerstolen første gang, men jeg håber da også, at andre i kørestol end Radikale får muligheden fremover.

Til det indholdsmæssige i lovforslaget vil jeg bare bede ordføreren om at kommentere på det her med tidsubegrænsning, i forhold til at det jo er et indgreb i bevægelsesfriheden. Altså, det at lave et forbud mod at opholde sig forskellige steder og det at føre tilsyn er vel netop at foretage indgreb i bevægelsesfriheden. Er det noget, som Radikale er imod?

Ordføreren.

Tak for de meget venlige indledende bemærkninger fra hr. Jeppe Bruus.

Radikale Venstre har betænkeligheder ved, at man ændrer den her tidsbegrænsning på 1-5 år, man tidligere har haft og har på nuværende tidspunkt, til at have et udgangspunkt, der er tidsubegrænsning. Det er den ændring fra 1-5 år til, at det nu skal være tidsubegrænset, som vi ser meget store betænkeligheder ved. Når man foretager et indgreb af den karakter, skal man begrunde det som nødvendigt i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er den nødvendighed, vi ikke synes løftes i lovbemærkningerne, og det er det, der gør, at vi stiller os meget tvivlende over for den ændring, der er lagt op til her. Vi har ikke noget imod opholdsforbud, det giver god mening i flere tilfælde, men en tidsubegrænsning er måske at gå for vidt.

Hr. Jeppe Bruus.

Men jeg er sikker på, at ordføreren også er bekendt med, at det jo kan efterprøves, altså at den dømte kan bede anklagemyndigheden om at efterprøve det her efter 5 år og derefter løbende. Så udgangspunktet her er jo, at der er mulighed for at idømme det her tidsubegrænsede opholdsforbud, men at der også er mulighed for at få det efterprøvet.

Ordføreren.

Jeg har læst hele lovforslaget, og det kan jeg bekræfte ordføreren i. Men det, der bare er, er, at man går fra, at udgangspunktet er 1-5 år, til, at det er tidsubegrænset – det ændres det til – og det er den ændring, der ikke løftes tilstrækkelig argumentation for, altså hvorfor det skulle være nødvendigt, i lovbemærkningerne. Så det handler om ændringen. Jeg er godt klar over, at det kan prøves efter noget tid, men hvad så, hvis man ikke lige kommer igennem med det? Så er det jo rigtig, rigtig mange år, man lige pludselig får det her opholdsforbud i, og det er meget krænkende, når først man har afsonet og fået sin straf.

Tak til ordføreren. Der er endnu en kort bemærkning, og den er fra hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også indledningsvis sige tillykke til ordføreren for, at det kunne lade sig gøre at komme op på talerstolen og holde talen. Vi skal i øvrigt også herinde lægge os på sinde at sikre, at de udfordringer, der stadig væk er rundtomkring i vores hus, bliver løst, sådan at alle kan bevæge sig rundt i Folketinget uden problemer. Det skal vi i fællesskab arbejde på, ligesom også det tidligere Præsidium og fru Pia Kjærsgaard, der var formand for det, gjorde.

Når det så er sagt, har jeg lige et spørgsmål til selve lovforslaget, L 9, for vi er i Dansk Folkeparti lidt usikre på, hvad det indebærer, når De Radikale sætter mange spørgsmålstegn ved basale ting i det her lovforslag. Hr. Jeppe Bruus var inde på et af dem: Hvor er det, De Radikale vil hen med det? Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge hr. Kristian Hegaard om, er: Betyder alle de her indvendinger, at De Radikale vil stemme imod lovforslaget om at sætte hårdere og bedre ind over for dem, der begår overgreb mod andre mennesker, efter de har afsonet deres straf?

Ordføreren.

Tak for det, og tak for de indledende meget positive bemærkninger fra hr. Peter Skaarup, og ikke mindst tak til hr. Peter Skaarups partifælle, fru Pia Kjærsgaard, som jo har initieret processen, der gjorde det muligt at have den her talerstol. Det takker jeg meget for.

I forhold til hr. Peter Skaarups spørgsmål skal jeg gøre det utvetydigt klart, at Radikale Venstre ikke nærer et gram sympati for seksualforbrydere, og der skal sættes hårdt ind mod dem. Men der skal også sættes klogt ind, sådan at der ikke begås gentagelseskriminalitet. Vi skal også iagttage, at retssikkerheden gælder for alle mennesker, også når man har udstået sin straf. De betænkeligheder, som Radikale Venstre har, er i forhold til det, at man, efter at man har afsonet sin straf, skal leve i konstant frygt for, at man uden en dommerkendelse lige pludselig kan få ransaget sin bolig, at andre kan læse ens mails og sms'er og alt muligt. Det er de ting, der gør, at det stritter lidt. Men de ændringer, der knytter sig til, at man udvider, hvor det her opholdsforbud kan gælde, så det ikke kun gælder på gerningsstedet, men gælder et nærmere afgrænset geografisk område, synes jeg egentlig er nogle positive takter, som Radikale Venstre gerne vil kvittere for.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup for sin anden korte bemærkning.

Tak for det. Det var egentlig mere for helt at finde ud af De Radikales konklusion, for der er åbenbart nogle ting, som ikke er groet i Det Radikale Venstres have, og som man ikke rigtig er tilfreds med. Betyder det så, at De Radikale vil sige nej til forslaget, som vi behandler her?

Ordføreren.

Som det er lagt frem nu, vender Det Radikale Venstre tommelfingeren ned til det samlede lovforslag, men vi synes, at der er nogle positive takter i få elementer i lovforslaget, eksempelvis det her med, at opholdsforbuddet ikke længere kun kan knyttes an til et tidligere gerningssted og det geografiske område i sammenhæng med det, men at det kan ændre til at være en konkret og individuel vurdering af, hvornår det kunne være relevant i forhold til et nærmere afgrænset geografisk område.

Det er basale ting, der er på spil her. Det er at foretage straffeprocessuelle tvangsindgreb – i hvert fald det, der minder om det i strafferetsplejen – at man kan gøre det uden en dommerkendelse. Det er det, der stritter for Radikale Venstre. Og det er derfor, at vi primært vender tommelfingeren ned.

Tak til ordføreren for talelysten og for en veloverstået debut på talerstolen. Nu er der ikke flere korte bemærkninger i denne omgang, og dermed går vi videre i talerrækkefølgen. Den næste ordfører på talerstolen er fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak. Det var et dejligt syn at se hr. Kristian Hegaard heroppe. Det håber jeg bliver til mange flere gange, men jeg skal lade være med at sige meget mere om det. Jeg tror, der er sagt en del om det allerede – og også mange anerkendende bemærkninger, og det er rigtig dejligt.

Jeg vil starte med at sige, at jeg absolut ikke har nogen sympati for mennesker, som begår overgreb mod børn. De ofre, som de skaber, er mærket for livet, og derfor støtter jeg simpelt hen også tanken om, at de ikke skal have noget med børn at gøre, og at de skal holde sig væk fra de steder, hvor børn færdes. Vi er derfor helt med på udvidelsen af forbuddet mod at være i nærheden af børn, og vi synes sådan set også, at det er fair nok, at hammeren falder hårdere, at der falder en hårdere straf, hvis man overtræder det forbud.

Men når det så er sagt, vil jeg sige, at det er et voldsomt indgreb at sige, at fordi du én gang har været dømt, skal myndighederne resten af dit liv have lov til at ransage dit hjem og undersøge dine ejendele uden en dommerkendelse, forstås. Det kan vi ikke støtte, og vi vil arbejde for at få sat et krav om dommerkendelse ind igen, og vi vil også arbejde videre med tidsubegrænsningen. Vi synes, et mistankegrundlag skal være udgangspunktet for et så vidtgående indgreb. Hvis man kigger på høringssvarene, er det også lige præcis noget af det, som bl.a. Institut for Menneskerettigheder og Justitia anfægter.

Så kan det godt være, at jeg lægger for meget i det, men jeg synes faktisk også, at politiet mellem linjerne ikke helt udtrykker en begejstring for, at de pålægges den opgave med at lave det her tilsyn. De siger i høringssvaret, at politiet pålægges endnu en opgave, der afviger fra politiets sædvanlige opgaver. Jeg synes – uden at være særlig tolk i politisprog – at det er deres pæneste måde at være loyale på og sige, at det er de ikke helt begejstrede for. Hvorfor ikke? Det skal jeg så ikke kunne gøre mig klog på, men det kan vi måske grave ud under udvalgsbehandlingen.

Som sagt deler vi intentionen om, at færre seksualforbrydere skal begå ny kriminalitet, men der er også flere ting i lovforslaget, som er ude af proportion, og derfor kommer vi til at arbejde videre med det her, og vi kan ikke støtte det i den nuværende form.

Til allersidst vil jeg sige, at jeg håber også, at forslaget følges op af mere hjælp til ofrene for overgreb. De ting, der er sat i værk, handler primært om gerningsmanden. Jeg tror, vi alle sammen har fået et brev i den her uge fra lige præcis et offer for overgreb. Hun fortæller meget klart om konsekvenserne af at leve med senfølger efter et overgreb. Det er egenbetaling til et livslangt behov for psykologhjælp. Det er tænder, som er skadet af den medicin, som er helt nødvendig for, at hun kan have et nogenlunde tåleligt liv. Hun har ikke råd til at gå til tandlægen, fordi hun er havnet på en førtidspension. Det er hele kampen om at prøve at bevare et job, at prøve at være på arbejdsmarkedet, som så alligevel ender med en førtidspension og kampen for den.

Jeg synes, der er meget mere, vi kan gøre for ofrene, og det synes jeg vi skylder ofrene at tage fat i, så det håber jeg også vi kan få en drøftelse af i Retsudvalget.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Rosa Lund. Værsgo.

Tak. Der kan jo ikke være nogen tvivl om, at ethvert overgreb, der begås mod et barn, er ét for meget. Der er jeg faktisk fuldstændig enig, og det sker jo sjældent, at jeg er enig med fru Inger Støjberg, som hun også indledte sin tale med at sige. Jeg vil også bare understrege, at det jo er ekstremt alvorligt, når vi taler om seksualforbrydelser, og derfor ville jeg også ønske, at det her lovforslag faktisk gjorde en indsats for at stoppe det, altså gjorde en indsats, som kunne sikre, at der blev begået færre seksualforbrydelser.

Da Folketinget den 15. marts i år behandlede lovforslag nr. L 173, som havde stort set samme ordlyd som det forslag, vi behandler i dag, sagde Socialdemokratiets daværende ordfører, fru Trine Bramsen, nogle meget fornuftige ting. Hun sagde bl.a., og jeg citerer: »Vi skal passe på med at give folk et stempel, et brændemærke. Sådan fungerer det danske retssystem altså ikke.« Og så tilføjede fru Trine Bramsen, at hun var i tvivl om, hvorvidt lovforslaget lå inden for rammerne af, hvordan vi normalt praktiserer lovgivning. For som hun sagde, og jeg citerer: »Det må altså ikke være sådan, at man, når man kommer ud og har fået sin dom, så kan følges resten af livet. Der er retssikkerhed, også for seksualforbrydere.« Og jeg synes, at det var kloge ord fra fru Trine Bramsen tilbage i marts; hun gav udtryk for nogle ganske alvorlige betænkeligheder ved det lovforslag, som den daværende konservative justitsminister, hr. Søren Pape Poulsen, havde fremsat. Og derfor kan man jo nu undre sig over, at den regering, som fru Trine Bramsen er medlem af, fremsætter et lovforslag, der ekstremt meget ligner det, som hun selv stod og talte imod.

Set med Enhedslistens øjne har vi ikke ændret mening siden marts, og der er en lang række problemer i det lovforslag, som den socialdemokratiske regering har overtaget fra den borgerlige regering og nu gjort til sit eget. Der behøver efter forslaget ikke længere at være en nærliggende fare for en lovovertrædelse, før der kan meddeles et opholdsforbud – fare er nok. Hovedreglen skal være, at opholdsforbud gives uden tidsbegrænsning, og politiet skal efter lovforslaget gennemføre uanmeldte tilsyn uden dommerkendelse. Ærlig talt har jeg svært ved at se, hvordan det her forslag lægger op til at bevare nogen som helst retssikkerhed for de mennesker, som på et tidspunkt har været dømt for en seksualforbrydelse, og som vi jo gerne skal have på ret køl igen og på rette spor igen. Der skal ikke en dommers øjne på politiets ønske om ransagning af personens hjem, og den dømte kan se frem til at være underlagt de her forhold uden tidsbegrænsning, dvs. i princippet resten af livet. Og vi taler her om borgere i det danske samfund, for hvem grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed er sat fuldstændig ud af kraft, uden tidsbegrænsning og uden dommerkendelse.

Enhedslisten ligger på linje med en lang række advarende høringssvar fra bl.a. Institut for Menneskerettigheder, Advokatrådet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater og Justitia. De gældende regler om forbud til dømte seksualforbrydere bør ikke strammes yderligere. Og så gentager jeg lige vores nuværende forsvarsminister og tidligere retsordfører fra Socialdemokratiet, fru Trine Bramsens kloge ord: »Der er retssikkerhed, også for seksualforbrydere.« Med andre ord kan Enhedslisten ikke støtte det her lovforslag, ligesom vi heller ikke kunne det i marts.

Tak til ordføreren. Der ingen ønsker om korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Naser Khader.

Lovforslaget er en genfremsættelse af L 173, som vi fremsatte, da vi var i regering. Det er et meget fornuftigt lovforslag. Det er nemlig vores opgave som voksne og som politikere at være med til at sikre, at børn i Danmark har en tryg og god barndom, og derfor skal vi også gøre, hvad vi kan, for at forhindre seksuelle overgreb mod børn. Det er et udsagn, som jeg ved alle Folketingets partier bakker op om.

I Det Konservative Folkeparti mener vi altid, at hensynet til barnet skal veje tungest, hensynet til ofret skal veje tungest. Vi skylder børnene, at alle midler bliver taget i brug for at forhindre fremtidige overgreb. Vi skal give politiet de redskaber, de har brug for, for at forhindre overgreb mod børn. For os giver det derfor rigtig god mening at udvide rækkevidden af opholdsforbuddet til dømte seksualforbrydere, så det også omfatter områder, hvor der er stor fare for, at den dømte begår ny lignende kriminalitet.

Hvis forbuddet bliver overtrådt, skal det have en klar og markant konsekvens. Det er rimelig retspolitik efter vores opfattelse. For børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, og deres forældre, skal efter domsafsigelse kunne sidde tilbage med en vished om, at samfundet har gjort alt for at forhindre, at disse forfærdelige overgreb ikke gentager sig.

Vi mener også, at politiet skal føre tilsyn med, at den dømte overholder forbuddet. Ved at stramme op på dette område, hjælper vi også de pædofilidømte, der selv har udtalt, at de kun er glade for, at politiet er der for at holde øje med dem.

Som jeg tidligere har nævnt, skal alle midler tages i brug i kampen mod overgreb mod børn. Det skylder vi børnene, det skylder vi deres forældre, det skylder vi samfundet. Derfor støtter Det Konservative Folkeparti lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fra Alternativet, og det er hr. Sikandar Siddique.

I Alternativet lægger vi os op ad de høringssvar, som er kommet til lovforslaget fra bl.a. Institut for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening, Hjælp Voldsofre og Landsforeningen af Forsvarsadvokater, og kan derfor ikke støtte op om forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Pernille Vermund, og det er Nye Borgerlige.

Seksualforbrydelser begået mod børn – bare tanken. Jeg tror, de fleste her i salen har det sådan, uanset hvad man har tænkt sig at stemme til nærværende lovforslag.

I dag førstebehandler vi et forslag om lov om ændring af straffeloven, der skal styrke indsatsen på området. Det er der brug for, efter at en række konkrete sager har vist, at dømte seksualforbrydere efter udstået straf har begået nye overgreb.

Der er brug for, at tilsynet med seksualforbrydere skærpes, og at der sættes ind med forebyggende tiltag. Hvis man har fået en dom for en seksualforbrydelse, så er det i mine øjne godt, hvis man får et særligt og et udvidet forbud mod at opholde sig sammen med børn og tage kontakt til børn. Det er godt, at det her forslag lægger op til, at strafferammen for overtrædelse af forbuddet hæves fra fængsel i indtil 4 måneder til fængsel i indtil 2 år, samt at politiet skal føre uanmeldte tilsyn med dømte seksualforbryderes overholdelse af forbuddet.

Vi skal beskytte børnene i hele rigsfællesskabet. Nye Borgerlige bemærker, at nærværende lovforslag ikke gælder for Grønland og Færøerne. Vi opfordrer Folketinget til at implementere lignende love både i Grønland og på Færøerne. Der skal være et skarpt øje på seksualforbryderes gøren og laden, så flere børn ikke bliver ofre for seksualforbryderes modbydelige overgreb.

Derfor støtter Nye Borgerlige det fremsatte lovforslag, og jeg ser frem til det forestående udvalgsarbejde.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så går vi videre i ordførerrækken til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Alex Vanopslagh. Værsgo.

Tak. Også i Liberal Alliance støtter vi det her lovforslag, som er en genfremsættelse fra vores egen regeringstid, men ikke desto mindre viser det her lovforslag også, at der indimellem er nogle grundlæggende dilemmaer. Som et liberalt menneske skulle man ellers mene, at jeg har brugt rigeligt tid på at diskutere det på det seneste, men ikke desto mindre vil jeg bruge en smule tid på det også nu.

På den ene side har vi selvfølgelig hensynet til det enkelte menneske, altså beskyttelsen af helt grundlæggende frihedsrettigheder, også med retssikkerhed, og på den anden side skal vi beskytte borgerne mod overgreb, og vi har ligesom et fællesskab og et samfund, hvor det giver mening at indskrænke den personlige frihed, hvis det er for at forhindre et større overgreb på andres frihed. Og her er vi lidt i en dilemmafyldt situation, hvor jeg tænker, at det skal vi ikke lukke øjnene for. For der er nogle ting her, som er ret vidtgående, eksempelvis for tid og evighed at forbyde bestemte mennesker at opholde sig bestemte steder, eller at politiet skal have adgang til borgeres private ejendom og hjem uden nogen retskendelse.

Derfor er det vigtigt, at vi husker at have en balance i tingene og noget proportionalitet. Jeg kan se på høringssvarene, at Justitia har fremhævet særlig tre ting. Det første er et forslag om, at man skal overveje at tidsbegrænse opholdsforbuddet. Det andet er i forhold til den her tilsynsordning, hvor politiet kan gå ind i de dømtes hjem, nemlig at der opsættes nogle klare retlige rammer for tilsynet, herunder også, at vi i Folketinget kan monitorere omfanget og intensiteten af politiets tilsyn. Det tredje er, at den her videregivelse af oplysninger til private skal man overveje at begrænse eller at lade udgå. Og jeg synes egentlig, det er tre sådan rimelige indsigelser og input fra Justitia, som vi bør drøfte i det videre udvalgsarbejde.

Men samlet set støtter vi det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og så giver vi ordet til justitsministeren.

Tak for det. Og tak for de faldne bemærkninger, både dem, som rejser spørgsmål, og dem, som ubetinget støtter. Jeg vil komme med nogle enkelte bemærkninger. Fru Rosa Lund fra Enhedslisten fremstillede det – sådan kunne det i hvert fald godt høres – som om den tidligere retsordfører for Socialdemokratiet, den nuværende forsvarsminister, fru Trine Bramsen, ikke havde støttet forslaget. Jeg vil bare i al fredsommelighed gøre opmærksom på, at da forslaget blev fremsat første gang, støttede Socialdemokratiet også forslaget.

Jeg er enig i de bemærkninger, som der er faldet, om, at hvis vi skal bekæmpe den her form for forbrydelser, hvilket alle har en interesse i – der er jo ikke noget parti i Folketinget, som ikke har sagt, at seksuelle overgreb mod børn skal undgås – gør man det ikke alene med det her forslag. Hr. Peter Skaarup rejste spørgsmålet, om problemet ville være løst med det her lovforslag. Der var også andre, der spurgte, om det så er klaret med det her forslag. Det tror jeg under ingen omstændigheder det er. Jeg tror, at noget af det, som man også skal holde sig for øje – og som bl.a. fru Karina Lorentzen Dehnhardt var inde på – er, at det jo også er et spørgsmål om, hvordan man forebygger, at sådanne forbrydelser kommer til at ske, og om, hvad der jo også blev rejst, at vi også bliver nødt til at have fokus på ofrene. Det er bare ikke det, der ligger i det her forslag. Spørgsmålet om de forebyggende ting ligger andre steder. Spørgsmålet om behandlingen af ofrene ligger også andre steder, men det er jo dagsordener, som vi kommer til at vende tilbage til og forholde os til, også her i salen.

Det, der er målet med det her forslag, er at beskytte eventuelle nye ofre. Noget af det, der blev rejst i debatten her, var spørgsmålet: Er det et retssikkerhedsmæssigt problem, at vi går fra, at der skal være »nærliggende fare«, til, at der skal være »fare« for et nyt overgreb? Altså, for mig er det da en af grundene til at støtte det her forslag. Hvem ville bevæge sig væk fra et område, hvor man siger, at her bør vi gribe ind, hvis der er fare for overgreb mod børn, og så sige: Det må vi stramme op, det er ikke nok, at der er fare for overgreb, vi bliver nødt til at kvalificere til nærliggende fare? Jeg synes, det er helt fornuftigt at gå den anden vej og sige: Næh, hvis der er fare for overgreb mod børn, bør samfundet markere og gøre, hvad vi kan for at minimere den fare.

Så er der et andet spørgsmål, som er blevet rejst – det er også noget af det, vi får lejlighed til at vende tilbage til i den efterfølgende behandling – som er spørgsmålet om retskendelse eller ej. Altså, der er jo en række områder ud over det her, hvor man kan sige, at her gør vi indgreb, men hvor vi ikke stiller krav om retskendelse. Retskendelse bruges jo grundlæggende i efterforskninger, altså når man skal opklare en forbrydelse. Jeg ved godt, at når man så får studeret lovgivningen, vil man rundtomkring kunne finde andre eksempler, men sådan helt grundlæggende og fundamentalt siger vi: Retskendelse er noget, vi bruger, når vi har en mistanke om en forbrydelse, der skal efterforskes. Det vil sige, når man beder om at få lov til at foretage de her indgreb, prøver domstolene f.eks., om det indgreb, der bliver lagt op til, er proportionalt, om der er den tilstrækkelige mistanke, om der er de strafferammekrav, som skal være opfyldt osv. Det er lidt svært at forestille sig, hvad det er for en prøvelse, domstolene skulle foretage her, for det her er jo bare en kontrol. Det er jo bare en kontrol af, at de betingelser, som er givet, er opfyldt. Hvad er det for en prøvelse, domstolene skulle foretage? Man kan sikkert godt konstruere det, men det er bare for at sige, at det her jo er en anden reguleringssituation end der, hvor vi anvender retskendelser – her er det jo et kontrolregime. Uden sammenligning overhovedet har vi jo masser af den type kontrolregimer, hvor vi siger: Her har samfundet ret til at kontrollere, at betingelser, vi har stillet, er overholdt, uden at der skal indhentes retskendelse.

Så er der en af de diskussioner, som er rejst – og den illustrerer vel debatten meget godt – nemlig den om tilsynet, som handler om, at det som det klare udgangspunkt fremadrettet er tidsubegrænset, hvor vi kommer fra en situation, hvor det har været 1-5 år. I forhold til det siger Dansk Folkeparti på den ene side: Det er ikke vidtgående nok. Og på den anden side siger bl.a. Radikale Venstre og Enhedslisten: Det er alt for vidtgående at gøre det tidsubegrænset. Det er jo en rigtig og en vigtig diskussion. Jeg vil bare nuancere det lidt ved at sige, at i det her tilfælde må man som den, der er underlagt forbuddet, jo efter 5 år kunne forlange spørgsmålet indbragt for domstolene. Så blev det nævnt: Jo, jo, men hvad så, hvis ens forbud bliver opretholdt efter de 5 år? Ja, så er det faktisk sådan, at så vil man efter 2 år igen kunne bede om at få det her forbud prøvet ved domstolene.

Jeg synes faktisk, i forhold til hvad det er for et problem, vi har med at gøre, at det her lovforslag på en fornuftig og relevant måde tager fat om en problemstilling, som vi er fælles om at skulle håndtere. Det løser det ikke, men det tager fat i et utrolig vigtigt hjørne af at undgå, at flere børn, end tilfældet allerede er, bliver udsat for seksuelle forbrydelser.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Som jeg annoncerede tidligere, kunne jeg godt tænke mig at spørge lidt ind til den her nødvendighedsbetragtning, der fremgår af lovbemærkningerne. For som det jo fuldstændig rigtigt fremgår, er der jo tale om et legitimt formål. Vi vil jo alle sammen gerne straffe seksualforbrydere, så det er vi ikke uenige om. Men det, jeg godt kunne tænke mig at høre, er, om det er ministerens vurdering, at det er nødvendigt i et demokratisk samfund – sådan som det er påkrævet, hvis man i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal foretage et indgreb af den her karakter – at man, når man har udstået sin straf, med det her tilsyn skal leve med, at politiet i tide og utide kan ransage borgerens hjem, tilgå mails og private beskeder og medtage elektroniske kommunikationsmidler osv.

Er det nødvendigt i et demokratisk samfund, at det skal kunne foregå uden en dommerkendelse, sådan som det er beskrevet her?

Ministeren.

Når man besvarer det spørgsmål – eller når vi har den diskussion – bør man i virkeligheden lige et øjeblik lægge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention til side, ikke fordi vi ikke skal overholde den, for det skal vi selvfølgelig. Vurderingen er også, at det her forslag overholder den. Det, man skal spørge sig selv om, er i virkeligheden noget andet, for det er nemlig: Synes jeg, og synes mit parti, at det her er relevant og rigtigt at gøre? Det er jo det, der er spørgsmålet – det er jo det, der er vores politiske spørgsmål. Jeg synes, at vi lidt for tit her i Folketingssalen er for friske til at gemme os bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller gemme os bag andre internationale forpligtelser, vi har påtaget os. Dem skal vi skrælle af, og så skal vi spørge os selv, hvad det er, vi mener. Og bare så der ikke er nogen, der får det udlagt, som om han nu står og siger, at vi skal ud af internationalt samarbejde – det er slet ikke det, jeg siger – jeg siger bare, at vi ikke skal gemme os bag dem.

Det her forslag holder sig inden for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det, vi skal spørge os selv om, er, om det er rimeligt, og om det er rigtigt at gøre det her for at sikre, at der ikke bliver foretaget overgreb fremadrettet. Og det er min holdning, at det er det.

Hr. Kristian Hegaard.

Selvfølgelig skal vi da bruge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er da derfor, at vi er med i den, så der er hverken grund til at skrælle den væk eller lægge den til side. Det er nogle helt grundlæggende og elementære principper i vores retssamfund, som vi knytter os op på. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, om han mener, at det samme forebyggende mål, som jo er formålet med det her lovforslag, kan nås på anden vis, hvor vi ikke går uden om helt elementære straffeprocessuelle regler. Her kalder man det jo et forebyggende sigte, og dermed kan man gå uden om retskendelse i medfør af de straffeprocessuelle regler. Kunne det forebyggende mål ikke nås på anden vis?

Ministeren.

Bare for lige at slå det fast vil jeg sige: Min pointe var ikke, at man ikke skulle tage højde for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Min pointe var sådan set bare, at nogle gange skjuler vi os bag den. Jeg er ret sikker på – eller jeg er sikker på – at det her forslag ligger inden for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og de handlemuligheder, som vi har, og derfor synes jeg i virkeligheden, at man må spørge sig selv, om det er et relevant og rigtigt indgreb, og det synes jeg det er. Så handler det selvfølgelig om, hvordan det vil blive udformet, og hvordan tilsynet vil blive lavet osv. – og det er jo noget af det, som også er afdækket. Og der kan man jo tilrettelægge det på en måde, så det bliver så skånsomt som muligt, som det i øvrigt også fremgår af lovforslaget.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.