Masseovervågning af borgerne er ulovligt. Det slog EU-Domstolen fast før julen 2016 i en principiel dom, den såkaldte Tele2-dom, og EU-Domstolen skar det dengang ud i pap. For Domstolen afsagde allerede i 2014 en dom, der gjorde masseovervågning – den slags overvågning, som i øjeblikket foregår i Danmark via logning – ulovligt. Hele vejen igennem, uanset hvilken regering der har været ved magten, er disse domme blevet ignoreret, og nu står vi så med den niende udskydelse. Vi har en situation, hvor den masseovervågning, som staten udsætter alle borgere for i Danmark, er ulovlig, og vi har nu igen en justitsminister, som ikke vælger at drage den logiske konklusion, nemlig at afskaffe den nuværende ulovlige masseovervågning.
Vi synes fra Enhedslistens side faktisk, at der er tale om en demokratisk skandale. Vi havde sådan set forventet, også nu, hvor vi har fået en ny regering, at der ville blive meldt klart ud, at man vil droppe alle planer om yderligere tiltag i forhold til ulovlig masseovervågning. Vi synes fra Enhedslistens side, at det er dybt problematisk, at vi i et demokratisk samfund har en så massiv registrering af, hvem vi kommunikerer med, hvornår vi gør det, og hvor længe vi gør det. Vi synes, det er ubehageligt og uacceptabelt, at vi i en retsstat skal finde os i at blive overvåget konstant, uden at vi er mistænkt for at have gjort noget kriminelt, og jeg skal da gerne indrømme, at det er en noget kompleks glædesfølelse for mig og Enhedslisten, at det lige præcis er EU-Domstolen, som vi åbenbart skal have til at banke Danmark på plads for at sikre overholdelsen af grundlæggende demokratiske principper.
Men det ændrer ikke ved, at dommen er rigtig. I stedet for den ulovlige masseovervågning, som foregår lige nu, skal vi begrænse overvågningen til folk, som er under mistanke for at begå kriminalitet. Vi skal lave en målrettet overvågning, og vi skal have et system, der hurtigt kan sættes op, når en sådan overvågning skal igangsættes, og de eksisterende regler om, at en dommer skal godkende overvågningen, skal selvfølgelig fortsætte. På den måde kan vi jo godt både have en telelogning, en mastelogning og andre former for logning, efterhånden som de teknologiske muligheder udvides, men det skal ske ud fra principperne om, at det er en målrettet logning, en målrettet overvågning, og ikke en masseovervågning af uskyldige borgere.
I Danmark har vi som sagt masseovervågning af alle borgere. Man bliver via en telefonmast registreret, hver gang man ringer eller sender en sms eller en mms, og overvågningen eksisterer via den såkaldte logningsbekendtgørelse. Det er ret simpelt, hvad man skal gøre, når man får en dom imod sig for anden gang, og når man sådan set også har vidst, at den her dom allerede for mange år tilbage var på vej. Det lille greb, vi bør gøre, er jo simpelt hen bare at annullere den logningsbekendtgørelse, der eksisterer, fordi det er den, der gør, at vi foretager den ulovlige masseovervågning. I stedet for skulle vi så arbejde på at få sat et nyt system op.
Men den situation, vi har, hvor vi har en ulovlig masseovervågning, og hvor et flertal i Folketinget bare accepterer tingenes tilstand uden at annullere den ulovlige masseovervågning, der foregår, er ganske enkelt en demokratisk skandale, og derfor kan Enhedslisten ikke støtte dette lovforslag. Vi har brug for handling nu. Vi har brug for at få bragt lovgivningen i orden, sådan at der ikke bliver begået ulovligheder fra statens side. Vi har brug for en lovgivning, der sikrer, at der ikke er ulovlig masseovervågning af borgerne.