Tak for det, formand. I Dansk Folkeparti har vi ad flere omgange fremsat beslutningsforslag om voksenattester til personale, der arbejder med mennesker, som har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det er for at sikre, at personer, der arbejder med mennesker med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, f.eks. ældre mennesker med udviklingshæmning, mennesker med handicap og mennesker med psykiske lidelser m.v., skal give samtykke til, at der indhentes en attest, der viser, at de pågældende ikke er dømt for overtrædelse af en række nærmere bestemte paragraffer i straffeloven – noget a la samme princip, som vi har for børneattesterne.
Det er efter Dansk Folkepartis opfattelse vigtigt at forebygge seksuelle overgreb, vold, tyverier og røverier mod mennesker, der har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, herunder mennesker med handicap, ældre og mennesker med psykisk lidelse. Disse sårbare borgere i vores samfund er kendetegnet ved, at de oftest er dybt afhængige af hjælp i dagligdagen. Desværre har vi set mange eksempler på, at ansatte i psykiatrien, i hjemmeplejen, på bosteder og på plejehjem på det groveste har misbrugt det ansvar, de har fået, for at hjælpe de mennesker, som er afhængige af deres hjælp. De brodne kar ødelægger det for meget af det dygtige personale, der hver dag gør en kæmpe forskel i omsorgssektoren. Og de brodne kar skal stoppes.
Det kom frem i forbindelse med, at Danmarks Radio satte fokus på emnet med P1-dokumentaren »Sexkrænkeren i hjemmeplejen« den 11. februar 2016. I en anden sag havde en nattevagt udnyttet, at en kvindelig patient ved Psykiatrisk Center i Hvidovre lå fastspændt, til at begå seksuelle overgreb på hende. Samme vagt forgreb sig senere på en medicinpåvirket patient på Psykiatrisk Center Amager. Vagten blev i Østre Landsret idømt 4 måneders fængsel, hvoraf den ene dog blev gjort betinget.
DF ønsker, at der skal være den samme kontrol af plejehjemsansatte, hjemmehjælpere, ansatte på bosteder og i psykiatrien, læger og øvrige ansatte i sundhedssektoren, som der er for personale, der arbejder med børn. Dansk Folkeparti kom så ikke igennem med vores forslag i Folketingssalen, B 61, men fik rejst problematikken i en satspuljeforhandling, hvor vi kunne få noget af det med, og det er det her lovforslag, vi behandler i dag, som omhandler tre elementer, nemlig krav om indhentelse af straffeattester i tilbud, som er omfattet af lov om socialtilsynet, socialtilsynets godkendelse af og tilsyn med den samlede indsats efter lov om social service, lempelse af betingelserne for ændring af formålsbestemmelser om drift af tilbud og vedtægter for fonde på det sociale område.
Vi så gerne, at man også sikrede, at vikarerne var inkluderet, som det også ønskes i høringssvarene. Vi så gerne, at det gjaldt bredt, altså alle steder, hvor man arbejder med udsatte borgere, herunder også inden for hjemmeplejen.
Selv om det i dag er muligt ved ansættelse af forskellige personalegrupper at indhente straffeattester, vil oplysninger om tidligere straf ikke nødvendigvis fremgå særlig længe, og derfor vil de traditionelle straffeattester ikke altid kunne bruges til at forhindre potentielle overgreb. Det er også op til kommunen eller ansættelsesstedet, om man vil indhente en attest, medmindre der er tale om, at man arbejder med børn under 15 år, altså børneattesterne. På en offentlig straffeattest vil afgørelser som udgangspunkt blive stående i 10 år, mens de på en privat straffeattest vil blive stående i 2, 3 eller 5 år, afhængigt af hvilken sanktion der er tale om. Derfor ønsker Dansk Folkeparti, at oplysninger om eventuelle tidligere lovovertrædelser skal fremgå af voksenattesterne, lige så længe som det fremgår af børneattesterne.
Derfor er det jo rigtig godt, at vi med det her lovforslag får sat noget på plads, netop i de tilfælde, hvor man er underlagt de fem socialtilsyn. Det er et skridt i den rigtige retning, men jeg håber også på, at der kommer et step to, hvor vi kan se på de andre grupper. Men dermed sagt synes jeg også, at det er en god ting. Nu er jeg selv uddannet social- og sundhedsassistent, og jeg ville ikke have nogen som helst problemer med, når jeg skulle til en ansættelsessamtale, at de også ville forlange, at jeg afleverede en straffeattest. Sådan må det være, og sådan skal det være.
Dermed vil jeg samtidig også sige tak til det dygtige personale, som hver dag gør en kæmpe forskel for vores borgere, som har behov for hjælp i deres dagligdag.