Til
Skatteudvalget
Dato: 10. januar 2020
Foretræde 16. januar 2020 – L82 om afgifter på overskudsvarme
Hermed fremsendes en kort udlægning af de synspunkter, som vi ønsker en dialog med Skatteudvalget om i
forbindelse med et foretræde den 16. januar kl. 10.30-10.45.
Baggrund
Vi har fulgt processen omkring L82 tæt siden den politiske aftale om overskudsvarme i april 2019. Vi har i
forskellige sammenhænge gjort opmærksom på vores synspunkter gennem høringssvar og senest ved
henvendelse til Skatteministeren hhv. Skatteudvalg samt Klima-, energi- og forsyningsministeren hhv. Klima-,
energi- og forsyningsudvalget (22. november) med opfordring til at trække lovforslaget tilbage.
Skala
Vores synspunkter er alment gyldige uanset størrelse af virksomhed med overskudsvarme. Overskudsvarme
fra datacentre er blot meget store eksempler på virksomheder, der bliver ramt af lovforslaget. Mængden af
varme fra datacentre, der kan passes ind i fjernvarmesystemet, ligger ifølge Cowi’s temaanalyse for
Energistyrelsen fra februar 2018 på ca. 2.500-3.400 GWh om året (konservativt bud svt. at kun 20% af al
overskudsvarme fra datacentre i Danmark i 2040 udnyttes, potentialet er derfor endnu større).
Grundlæggende synspunkt
Vi deler ikke opfattelsen af at L82 vil fremme udnyttelsen af overskudsvarme, som det ellers er formålet med
selve lovforslaget. Det er der imod vores klare opfattelse, at forslaget vil være kontraproduktivt ift. at nå 70%
målet i 2030. Vi står ved en skillevej, som vil kunne få stor betydning for Danmarks evne til
omkostningseffektivt at nå 70% målsætningen i 2030, og samtidig understøtte en vækst dagsorden.
Dette begrunder vi med følgende synspunkter:
1) Vi bør belønne den adfærd samfundet gerne vil fremme, og straffe den adfærd samfundet vil undgå.
Vores synspunkt: L82 fungerer omvendt og vil lægge afgift på al overskudsvarme. Afgiften bør i stedet lægges
på den overskudsvarme, der ikke gen-anvendes til opvarmning, med mindre tekniske eller økonomiske forhold
forhindrer dette.
2) Afgiftsmodellen i L82 motiveres ved risikoen for at virksomheder vil producere ”falsk overskudsvarme”,
hvilket skulle betyde, at virksomheden anvender mere-end-nødvendigt brændsel, for at kunne sælge varme
med profit til den lokale varmeforsyning.
Vores synspunkt: L82 er en forringelse af nuværende retstilstand, hvor vederlagsfri overskudsvarme ikke
afgiftspålægges. Uden vederlag kan der ikke være rationelle argumenter for ”falsk overskudsvarme”. Dette
anerkendes ikke i Skatteministeriet.
Side 1 af 2