Tak. De Radikale har jo fuldstændig ret i, at vi har det problem, at det ikke er lykkedes Folketinget at indføre en afgift på biomasse. Det gør så, at når vi skal kigge på projekter, som har med geotermi at gøre, og som har at gøre med overskudsvarme, bliver det en ulige konkurrence.
Med det her lovforslag implementerer vi, at man nedsætter afgifterne på overskudsvarme i den aftale, der blev indgået. Det koster så godt 100 mio. kr. – 133 præcis. Der er nogle, der indimellem snakker om, at vi skulle have en afgiftsfritagelse på overskudsvarme, og det ville jo koste godt 250 mio. kr. om året. Er det lige der, vi skulle sætte ind, hvis man skulle bruge et sådant beløb? Det er jeg ikke sikker på.
Jeg besøgte et anlæg i Horsens for nylig. Det er et anlæg, som bliver sat i værk her inden nytår, og man kan jo godt undre sig over, hvorfor det var så vigtigt for fjernvarmen i Horsens at nå det inden nytår under de gamle regler. Jeg tænker sådan lidt: Er det, som vi er kommet frem til at lave af aftale, noget, som er bedre end det gamle? Har den nye aftale her nogle svagheder? Enhedslisten vedstår sig, at vi er med i den aftale om overskudsvarme her, men hvis der er aktører, der kommer og siger, at det her skal justeres, er vi da også helt åbne over for en drøftelse af det.
Det, som jeg kan se ved det anlæg nede i Horsens, er, at man har været dygtig til at lave et snit i forhold til den industrivirksomhed, som producerer foder, og som kører i døgndrift året rundt og dermed har noget overskudsvarme hele året. Det gør, at man kan investere i nogle varmepumper i fjernvarmeforsyningen, som kan modtage varme året rundt hver eneste dag. Det er jo ikke altid, man har brug for det i et fjernvarmesystem, men det er altså en grundlast, man der har fået etableret.
Der er mange forlydender om, hvor meget overskudsvarme der potentielt er. Men man må også sige, at hvis det er en overskudsvarme, som kun er i en virksomhed 7 eller 8 timer om dagen, og man skal til at lave store investeringer for at udnytte det, så er det en anden økonomi, end hvis man finder virksomheder, hvor der er overskudsvarme året rundt. Så jeg synes, der er grund til at diskutere det her og se nuanceret på, om der skal justeres mere på det.
Vi har lige landet en aftale om en klimalov, som er dybt ambitiøs, og hvor vi nu står over for, at vi skal lave nogle klimahandlingsplaner for forskellige sektorer. Der skal der helt sikkert laves en god plan for vores fjernvarme – for, hvordan vi får omstillet vores fjernvarme hurtigst muligt, billigst muligt, og så der bliver størst mulig CO2-effekt af det. Der er det da oplagt, at man tænker i at få mere overskudsvarme ind i systemet.
Jeg synes, der er god grund til at kigge nøje på de her høringssvar, der er, og justere, hvis der er noget, som vi ikke har lavet godt nok. Jeg synes også, det er helt i orden, når nu man har fået en ny skatteminister, at en ny skatteminister kigger på det her og vurderer, om der er noget, som kan være lidt bedre. Jeg husker de der forhandlinger med den tidligere skatteminister som komplekse, og der var mange forlydender om, at der fandtes falsk overskudsvarme, og man ville gardere sig mod, at det var noget, der kom ind i vores fælles fjernvarmeforsyning. Men er det en risiko, der er overdramatiseret? Jeg ved det ikke med sikkerhed, men det er i hvert fald noget, som jeg tror mange ordførere var lidt tvivlende over for – om det var på det niveau, som de mest bekymrede embedsmænd sagde. Så derfor, hvis den nye skatteminister kan se, at der er noget, vi skal justere på, er vi i Enhedslisten meget åbne over for at indgå i drøftelser om det.
Så kan jeg som sagt sige, at Enhedslisten støtter lovforslaget, og jeg skulle hilse fra Alternativet og sige, at det gør de også.