Som de skarpe observatører, der er her i salen, sikkert kan bemærke, er jeg ikke fru Katrine Robsøe, som har været vores ordfører på den her sag. Hun er på tjenesterejse med Folketinget i udlandet, så derfor skal jeg meddele, at Radikale Venstre stemmer nej til det her lovforslag, efter at det er blevet delt.
Grunden til, at jeg lige tager ordet, er, at vi nu står i den situation, at det her lovforslag indeholder to dele. Radikale Venstre er tilhængere af det ene, men modstandere af det andet. Derfor vælger vi så ud fra en samlet betragtning at stemme nej. Vi er tilhængere af, at erhvervsministeren kan give en dispensation, så en kommune kan bygge, hvor der er lugtgener i forvejen. Det er jo især Aarhus Kommune, der har været genstand for diskussion her, fordi man i Aarhus ønsker at bygge på havnen, hvor der er en oliemølle, der af og til lugter. Vi vil gerne være med til, at der kan gives en dispensation, og støtter den del af lovforslaget.
Til gengæld har vi hele tiden været modstandere af, at man tillader at bygge i kystzonen rundtomkring i Danmark. Det er den anden del af lovforslaget, hvor man vil forlænge det antal år, man har til at få bygget de forsøgsprojekter. Det er vi imod, og det vægter vi højere end at give den her dispensationsmulighed, og derfor stemmer vi nej til lovforslaget.