Tak for det. Så er vi kommet til L 8. Lovforslaget, vi behandler her i dag, er en genfremsættelse af L 229 fra den 24. april 2019 fremsat af den daværende regering, men det bortfaldt grundet folketingsvalget. Det her lovforslag udmønter tre regelforenklingsforslag, som er et led i moderniserings- og effektiviseringsprogrammet fra kommunernes økonomiaftale tilbage i 2017. Det er med andre ord et lovforslag, som har til formål at mindske en del af det bureaukrati, som desværre – for det må vi erkende – har overtaget store dele af den offentlige sektor, også på børne- og socialområdet.
Når jeg kigger ud over den offentlige sektor i dag, er der ingen tvivl om for mig, at der mangler tid og ressourcer, og jeg forstår godt den bekymring, der er, for, om der overhovedet bliver råd til velfærd i fremtiden, og selvfølgelig skaber det utryghed. Der er heller ingen tvivl om, at der skal mange, mange greb til for at sikre, at vi også fremover har det velfærdssamfund, som vi har brug for, og som vi alle sammen ønsker.
Derfor er vi også nødt til at begynde at tage livtag med bureaukratiet og kontrollen i den offentlige sektor. Der skal frigøres tid, så medarbejderne kan koncentrere sig om kerneopgaverne. Der er ingen tvivl om, at vi ude i kommunerne har en række meget, meget dygtige mennesker, der arbejder i den offentlige sektor, og som egentlig gerne bare vil have lov til at udføre deres opgaver uden nødvendige regler. Det er noget af det, vi forsøger at løse med dette lovforslag.
For det første indebærer lovforslaget en afskaffelse af forudgående børnesamtale ved økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren. I dag skal der ifølge serviceloven afholdes en børnesamtale med barnet eller den unge, inden man kan yde økonomisk støtte til forældrene. Ved at fjerne dette krav undgår vi, at barnet eller den unge bliver inddraget i sager, der vedrører forældremyndighedsøkonomi, og det ved vi vil være til gavn for barnet. Vi ved, at børn, der oplever at skulle have et ansvar for og være skyld i forældrenes økonomi, bliver tynget af det. Så en unødvendig byrde kan altså blive taget fra barnet og den unge med dette lovforslag. Og så mindsker vi også sagsbehandlingstiden.
For det andet indebærer lovforslaget en afskaffelse af særhandleplaner for henholdsvis kriminalitetstruede unge og for unge med et behandlingskrævende stofmisbrug. Det er jo, fordi der i serviceloven allerede er mulighed for at arbejde med helhedsorienterede handleplaner, altså handleplaner, der tager afsæt i barnet, den unge og familiens situation, og som kan komme hele vejen rundt om barnets problemer. Ved at afskaffe særhandleplanerne mindsker vi den administrative byrde og indsatsen forenkles, men det vigtigste er vel egentlig også, hvordan barnet, den unge og forældrene oplever det her. Det kun at skulle forholde sig til en handleplan må i sandhed da være en lettelse for de unge mennesker og deres forældre.
Endelig indebærer dette lovforslag også en ændring af serviceloven, der betyder, at revisionen af handleplanen går fra at være en afgørelse til at blive en procesledende beslutning. At gå fra at være en afgørelse til en procesledende beslutning er jo fuldstændig i tråd med, at en revision af en handleplan eller dele af en helhedsorienteret handleplan skal ske i et samarbejde med forældrene og den unge. Parterne vil selvfølgelig fortsat kunne klage over selve foranstaltningen i handleplanen.
Jeg synes, at vi alt i alt står her med et lovforslag, som på alle måder er et skridt på den rigtige vej til at mindske bureaukrati, og som giver kommunerne mulighed for at udarbejde en handleplan som en del af en proces, hvor barnet, den unge og forældrene løbende er inddraget, og hvor kompleksiteten for borgerne mindskes væsentligt. Og som sagt vurderes lovforslaget at indebære færre administrative byrder både for borgerne, men også for det offentlige. Så Socialdemokratiet støtter selvfølgelig fuldstændig op om lovforslaget.